| Jerseykøer og Mælkens Kvalitet |
|
| Jerseykøer og mælkens kvalitet. Af konsulent B. Bøggild.
[Ugeskrift for
Landmænd 1886 bd. 2, s. 131ff] |
| |
Med nutidens kendskab til husdyrbruget er der vistnok ingen, der vil benægte, at
opdrætteren for en stor del eller i hvert fald indenfor visse grænser har det i sin magt
at danne og udvikle sin besætning i den retning, han ønsker, og det både hvad dyrenes
udseende og ydeevne angår. - Det første og vigtigste middel, opdrætteren har til at nå
det attråede mål, er ved strengt udvalg at finde de forhåndenværende avlsdyr, der i
højest grad besidde de egenskaber, som man ønsker opdrættet skal have i endnu højere
grad. Opgaven bliver dernæst stadig at benytte disse avlsdyr på bedste måde, således
at man får et sundt afkom. Det næste middel, opdrætteren har til at nå sit mål, er
vedholdende at lede dette afkoms udvikling i den attråede retning. Kun den opdrætter,
der benytter begge midler - stadigt og skarpt udvalg af avlsdyr og fornuftig og omhyggelig
røgt og pleje af afkommet - kan vente at se sin besætning forbedres. Og husdyrbrugets
udvikling såvel her i landet som andetsteds giver talrige eksempler på, at forbavsende
resultater kunne nås i en overskuelig tid.
I retning af stor tilbøjelighed for fedme eller rettere sagt uforholdsmæssig
udvikling af flæskelaget i forhold til kødmængden synes jo i vor tid mange svinestammer
at være komne længere frem end ønskeligt. Den tænksomme opdrætter må altid overveje,
hvad der i den nærmeste fremtid vil være fordelaftigst. Muligvis ville de letfedede svin
i lang tid være den mest efterspurgte vare, og så længe bør de fortrinsvis produceres.
For tyve år siden og tildels endnu senere blev det i Jylland stadig drøftet, om
det var fordelagtigst at udvikle det brogede jysk kvæg i retning af at producere mælk
eller kød. Omsider slog mælkeribruget igennem næsten overalt, og mange jyske
besætninger, både store og små, vise, hvilkene betydning udvalget af avlsdyr har. Havd
har ikke inspektør Buus lært os på Rosvang? Derved have vi opnået, at vi har lært de
enkelte køer i besætningerne at kende. Vi har lært, at nogle køer en kort tid malke en
stor mængde mælk, medens andre er bedre til at holde mælken og ganske vist ikke nogen
dag give så megen mælk, som de første, men dog ved årsopgørelsen af
prøvemalkningsbogen vise, at de endog kunne give det største årlige mælkeudbytte og
derved betale fodret bedst og altså vise sig at være de køer, der bør vælges til
fortrinsvis at være avlsdyr og besætningens stamdyr.
Men forholdene synes nu mere og mere at udvikle sig således, at dette kendskab til
koens mælkeydelse ikke bliver tilstrækkeligt. Det er ikke nok, at koen giver megen
mælk, men det må også være god mælk, og det vil i øjeblikket sige - det må være
fed mælk. Det synes mere og mere at være således, at særlig mælkens fedt bliver det
værdifulde stof i mælken. Ikke alene er det i øjeblikket et brændende
spørgsmål i al mælkehandel, at varen skal betales efter kvaliteten (fedtindhold
eller smørmængde); men for alle ældre mælkerifolk må jo begreberne synes helt
forrykkede. Der betales tre eller fire øre eller endog mere for et pund nymalket mælk,
medens man vanskelig kan få én øre for pundet af den rene, søde, men rigtignok magre
centrifugerede mælk. Den tænksomme producent må stille det spørgsmål: Er det ikke
galt kun at tage hensyn til mængden af mælken, som køerne giver? Er vi ikke
muligvis allerede komne for langt i retning af at producere megen ? Er det ikke
uøkonomisk at have så lidt fedt i mælken,ligesom det muligvis er uøkonomisk at have
så meget spæk på flæsket? Man kommer uvilkårlig til at spørge: hvilke er
erfaringerne fra andre steder, hvor man har søgt at udvikle udpræget malkekvæg? Og har
man andre steder ligesom hos os kun taget hensyn til mængden af mælken?
På disse to spørgsmål må jeg svare under et, at erfaringerne i andre lande
gennemgående er lige så mangelfulde som hos os. De fleste steder er der ved udvalget af
avlsdyr kun sjælden taget hensyn til det årlige mælkeudbytte, fordi der ikke er udført
nogen regelmæssig vejning eller målning af mælken, men langt mere til koens ydre og
mælkeorganernes, særlig yverets og mælkeårenes, større eller mindre udvikling. Kun
ét sted, nemlig ved udviklingen af jerseykvæget, er der i lang tid, måske endog i flere
hundred år, ved udvalget af avlsdyr taget hensyn til noget helt andet end mængden af
mælken. Der er nemlig taget hensyn til farven af mælken, der for opdrætterne viste sig
at stå i forbindelse med farven af de tyndbehårede dele af huden. Men farven af mælken
synes jo også at stå i nøje forbindelse med mælkens fedme, og det vil derfor muligvis
særlig i øjeblikket være af interesse for danske landmænd at erfare noget nærmere om
dette kvæg, der nu mere end nogen sinde er genstand for opmærksomhed i alle
mælkerilande. I England, Frankrig, Tyskland og Schweiz har jeg truffen dette kvæg,
hvorom der nu findes beskrivelser i alle tidsskrifter og nyere bøger; men interesse for
det har jeg dog særlig fået ved at besøge dets hjem og dér se de naturforhold,
hvorunder udviklingen har fundet sted.
I Kanalen mellem England og Frankrig ligger de såkaldte Kanaløer i bugten mellem
Bretagne og Normandiet. Øerne ligger nærmest Normandiets kyst, men er engelsk besiddelse
og er nu de eneste levninger af de store landstrækninger, som englænderne i
middelalderen erobrede fra de franske. Her ligesom på Malta, Gibraltar og Helgoland ser
mand de højrøde soldater med den lille stok i hånden bevogte de engelske
handelsinteresser.
Tilsammen er øerne 23 kvadratmil, og de største Jersey, Guernsey og
Alderney, er
hver 5-6 kvadratmil. Ligesom kvæget således er også befolkningen der meget mærkelig.
Som andre øboer hænger de stærkt ved deres hjem, som er så naturskønt, at det ikke er
underligt, at de beundrer det; og kun dér forstår de ret hinanden. Deres sprog er nemlig
hverken engelsk eller fransk, men dialekter derimellem, som den fremmede kun vanskelig
lærer. Fra gammel tid af synes der endog mellem øerne indbyrdes kun at have været lidet
samkvem. Ligesom den enkelte mand straks ved sit mål røber, fra hvilken ø han er,
således vil det øvede øje snart vide nøje at angive, fra hvilken ø et fremstillet
stk. kvæg er.
Tidligere blev i England hyppigst brugt den fælles benævnelse Alderneykvæg; men
nu skelnes der både med hensyn til størrelse, bygning og farve altid mellem
Alderney,
Guernsey og Jerseykvæg. Det sidste anses med god grund for at være både det smukkeste
og det bedste, og det er derfor det, jeg her særlig vil holde mig til.
Midt i juni 1885 tog jeg med dampbåd fra St. Malo på Bretagnes nordkyst over til
den smukke lille havneby St. Helier, der ligger omtrent midt på Jerseyøens sydkyst. Her
var livlig færdsel af engelske turister, der dels til fods og dels ved hjælp af
flere små jernbaner ønskede at gøre bekendtskab med øens vidunderlige natur. Men endu
mere færdsel var der dog i og ved havnen af fartøjer og vogne af alle slags, ved hvilke
øens anden udførselsartikel
-tidligmodne kartofler - eksporteredes til England, indpakkede i cementfustager, forede
med papir. -Overfladen af øen er nemlig letmuldet, veldyrket jord, hvorigennem den
underliggende mægtige granit mange steder malerisk skyder sig op. Og klimaet er så
frodigt, at man samtidig kan se det smukkeste engelske græstæppe og vin og figen med
veludviklet frugt. Den nationale drik er hverken øl eller vin, men cider, der er gæret
æblesaft, der særlig produceres og nydes i store mængder i de nærmeste franske
provinser. Klimaet er så mildt, at kvæget næsten stadig kan være ude. Selv de bedst
indrettede stalde på øen til vinterbrug er meget åbne, og allerede i slutningen af
februar sættes kvæget på græs. Dér bruges ligesom her i Danmark at tøjre kvæget,
hvad der jo ellers er meget sjældent i udlandet og kun komme til anvendelse, hvor man
fortrinsvis må se på en økonomisk anvendelse af græsset. Dér ligesom hos os er også
næsten hele arealet delt i temmelig små ejendomme, så at kun de færreste besætninger
er på over 10 køer. Men derved kan den enkelte mand i særlig grad studere sine dyr og
leve sig sammen med disse. Og øboen dér taler til sit kvæg, omgås og elsker det
ligesom araberen sin hest. Han kender og skatter sit kvægs gode egenskaber, og i
umindelige tider er der draget omsorg for at holde fremmed blod borte. Det er utvivlsomt
et enestående eksempel i mælkeribrugets historie, at der endog før vort århundrede,
fandtes strenge love for de enkelte øer, der forbød indførsel af fremmed kvæg. Og
historien beretter, at den konsumerende del af befolkningen i sin tid indgik til den
engelske regering med anmodning om at få tilført levende slagtekvæg for derved at
formindske de urimel høje kødpriser; men straks indleverede den hele landbefolkning et
andragende i modsat retning, og efter at begge parter var blevne hørt, skærpede den
engelske regering endog de forhåndenværende gamle love. Her er altså et også for den
jyske hesteopdrætter lærerigt eksempel, der gennem lange tider har bestået sin prøve.
Om de nuværende forhold fik jeg de fleste oplysning gennem det danske konsulat, der
bragte mig i forbindelse med den største eksportør Eugéne J. Arnold, og en af de mest
ansete opdrættere, Philip Brideaux, der bor på Chesmite Ferme tæt udenfor byen.
Den samlede kvægbestand på øen blev angivet at være o. 12000 stk., og om
eksportens betydning kan man gøre sig en forestilling, når man hører, at Mr. Arnold
alene udfører o. 2000 stk årlig. Det er særlig amerikanerne, som nu køber de fleste og
bedste dyr og betaler de højeste priser. I mr. Arnolds stald og på plænen udenfor stod
ganske ordinære drægtige kvier, der ksotede 5-600 fr. (360-430 kr) pr stk. Og meget ofte
betales der 1-2000 fr. (720 -1440 kr) for en smuk kvie eller ung tyr. Den første ko, som
mr. Brideaux viste mig, havde en amerikaner få dage før forgæves budt 6000 fr. (4300
kr.) for. Den ville han overhovedet ikke sælge til nogen pris, førend den blev så
gammel, at den var ud over den kraftigste alder. Det samme var ligeledes tilfældet med
hans bedste tyr, der i foråret havde taget anden præmie og almindelig blev anset for at
være øens næstbedste tyr. Men det var også ret et par typiske pragteksemplarer.
Tyren, der var 3 år gammel, var lille og dyb; set fra siden, var den smuk firkantet
med en komplet lige og kraftig ryg. Den havde et smukt formet, bredt kryds og velstillede
fine ben. Hovedet var tørt og hårene derpå så korte, at den brede og flade pande ret
påfaldende trådte frem over den fine og lidt fremstående snude, der var aparte gul,
medens selve læberne var sorte. Hornene var gule, små kun få tommer lange, fine og
indadbøjede og ørerne fine, tørre og indvendig orangegule. Øjnene var milde og
livlige. Farven måtte nærmest kaldes grå eller grågul. Den blev mørkere langs
siderne, og benene og den vældige hale var helt sorte. Orangegul ligesom det indvendige
af ørerne var også det lille, men regelmæssige spejl, pungen og indersiden af lårene.
Koen, der var fem år gammel havde en levende vægt af kun 7-800 pd. Hornene var her
endnu mere gule, finere og mindre og mere indadbøjede end hos tyren. Mælkeårer og yver
var vel udviklede, men meget små. Spejlet var hos denne som hos de fleeste andre
tilstedeværende køer kun dårligt udviklet, og derpå lægges ingen vægt. Men des mere
betydning tillægges farven af de tyndt behårede mælkeorganer og det indvendige af
ørerne, der skulle være stærkt orangegule, medens hårlagets farve kan variere fra
gråt gennem gult til rødligt. Men som regel er altid ryggen lysere, hoved, hals og de
stærkt hvælvede sider mørkere, og benene og den stærkt udviklede haledusk næsten
sorte. Huden er løs, men grov, som følge af, at kvæget færdes så meget.
Hvor der findes så efterspurgt kvæg, bliver der selvfølgelig aldrig en kalv
slagtet, ogsærlig enhver kviekalv gør man sig al umage for at få til at leve. Kun få
uger får kalvene nymalket mælk, og i deres hjemstavn opfordres de ikke særlig kraftig.
Mr. Brideaux havde sine kalve gående løse i en lille indhegnet toft, hvor der blev bragt
dem skummet mælk. De var slanke, fine og livlige og mindede både i udseende og
bevægelser meget om hjortekalve eller unge rådyr. Men som hunde var de tamme og kælne,
og de kom, såsnart der blev kaldt på dem. Årskvierne var smalle og sprang omkring
mellem kalvene. Men påfaldende, var den udvikling, der foregik med dem, såsnart de blev
drægtige. Og når de kælvede to år gamle, var der både dybde og facon; så var
rådyret bleven til en ko. - Som de fleste udprægede malkeracer er det trivelige dyr, der
let kommer i godt huld, medens de endnu er unge; og i almindelighed har de et smukt og
blankt hårlag. Men hos de gamle individer er fedeevnen ringe, og kun med kunne de betale
foderet.
Mr. Brideaux fortalte mig, at endnu levede i den seneste tid blev jerseykvæget
bedre og mere vel udviklet, det tilskrev han dels den omstændighed, at der nu blev holdt
årlige udstillinger med præmieæskning på øen, og dels den i 1868 påbegyndte stambog.
Ved begge foranstaltninger blev de bedste dyr udpegede, og ejerne opfordredes til at
bevare dem som avlsdyr på øen.
Det mest mærkelige ved jerseykøerne er dog mælkens stærke farve og store fedme.
Selv når køerne om vinteren står på stald og alene ernæres ved tørt foder, er
fløden og smørret mere gul, end hvad der ved andet kvæg i andre lande produceres uden
kunstig farvning om sommeren, selv om køerne står på den frodigste græsning.
Undersøges mælken ved mikroskopet, viser det sig, at hver enkelt fedtkugle er af en
usædvanlig størrelse. Og den almindelige flødemåler viser ofte over 20 pct fløde. Den
kemiske analyse, der som gennemsnit for mælk fra Korthorn, Ayrshire og Anglerkvæg giver
o. 3.5 pct fedt, giver 4.5-5 pct og endog ofte mere.
En ligefrem følge af mælkens store fedtindhold er selvfølgelig et lille
mælkeforbrug til 1 pd smør. Det vil vistnok i almindelighed være 15-20 pd, medens vi
bruger 25-30 pd. Foruden at give meget smør roses også jerseykøernes mælk for ved
kærningen hurtig at give smør, der skiller sig klart fra kærnemælken og bliver af en
smuk, fast, klar og voksagtig konsistens. Det sidste skal jeg ikke kunne benægte. Men
hvad det angår, at smørret kommer så let ved kærningen, er det rimeligvis kun en
følge af flødens fedme og fedtkuglernes usædvanlige størrelse, medens jeg ikke tror,
at man deraf kan slutte, at fedtet i for sig har en anden kemisk eller fysisk
sammensætning.
Således er de faktiske forhold på Kanaløerne og i det sydlige England, hvor dette
kvæg allerede for længe siden er bleven indført. Det årlige udbytte af en ko, hvis
levende vægt er o, 800 pd., kan antages på god græsgang og almindeligt vinterfoder at
variere fra 4 til 5000 pd mælk, og smørudbyttet deraf vil vistnok være 2-300
pd. Men i
de senere år har særlig amerikanerne med iver søgt endnu mere at fuldkommengøre
jerseykvæget. Talrige klubber er dannede med denne specielle opgave for øje. Og de
resultater, der offentliggøres som opnåede er så utrolige, at ikke en gang selve
klubmedlemmerne synes at stole på tallenes rigtighed. Det er således måske kommen
danske læsere for øje, hvad professor Nathorst sidste år skrev i sin bog: Om
Nödvändigheten af nya Riktningar inom våra Koladugårdar", hvor han i afsnittet
"Utfodringens Indflytande på Mjölkens Fetthalt" først frakender de tyske
forsøg på dette område al værd og dernæst beskriver, hvorledes amerikanerne, helt
bortseende fra den økonomiske side, forcere sagen, så at de endog fodre en ko, Mary Anne
of St. lambert med 50 skålpund kraftfoder om dagen, og deraf i en uge få et udbytte af
245 skålpund mælk og 363/4 skålpund smør. Der er altså ikke en gang medgået 7 pd
mælk til 1 pd smør, og koen har givet over 4 danske pd smør om dagen.
Trods disse overdrivelser i fodringen og sandsynlige overdrivelser i angivelsen af
udbytte eller måske netop derved er opmærksomheden nu mere end nogen sinde fra alle
kanter bleven henvendt på dette vidunderlige jerseykvæg. Rige folk både i den gamle
gamle og i den nye verden har til urimelig priser anskaffet sig eksemplarer, der anbringes
i haverne på de smukkeste plæner og passes med største omhu. Men mange steder er sagen
virkelig ment alvorlig, og her i Europa er det nu ikke alene de engelske lorder og
pengemænd, der søger at danne rene besætninger og eventuelt ved krydsning forbedre den
ene eller anden race, men dygtige mælkerimænd i ledende stillinger have taget
spørgsmålet op. Jeg blev således ikke lidet overrasket ved at finde jerseykvæg i
Schweiz (Svejsts) på gården Langrüthi, der tilhører G.H. Page, generaldirektør for
fabrikken i Cham. Der var en stor mængde af det skønneste Svejtserkvæg, men ikke
desmindre var der med stor bekostning forskreven 20 køer og 2 tyre. Og hos vore svenske
naboer synes der at være stor lyst til at gøre noget lignende. Professor Nathorst har jo
for år og dag siden foreslået Landbrugsakademiet at lade anskaffe en stamme til
Alnarp.
Men jerseykvæget er jo også en af de få racer, af hvilke endnu intet blod, rent
eller blandet, findes på svenske udstillinger.
Min opfattelse er imidlertid den, at det er ikke vejen, vi danske skulle gå.
Jerseykvæget koster nu meget mere, end det er værd for os. Men få eksemplarer udretter
intet, og jeg tror, at det vil blive vanskeligt at påvise et eneste sted, hvor
krydsningen har bragt et godt, tilfredsstillende resultat. Endvidere er det et stort
spørgsmål, hvor vidt jerseykvæget kan trives godt i vort klima. Et afskrækkende
eksempel har jeg set i Holsten hos den dygtige landmand og udmærkede regnskabsfører,
godsejer Johansen på Sophienhof ved Preetz. Efter i over 20 år at have arbejdet med
kvæg fra Kanaløerne er godsejer Johansen nu gået over til - at købe kvier i Angel, og
i løbet af få år vil rimeligvis økvæget dø ud i egnen omkring Preetz.
Danske mælkerimænd og kvægopdrættere skulle skænke jerseykvæget alvorlig
opmærksomhed; men ikke således, at der købes nogle dyr, hvormed forsøgene bliver
kostbare og rimeligvis mislykkede. Vi skulle i jerseykvæget se et afgørende bevis på,
hvad der kan nås ved langvarigt og planmæssigt arbejde. Prosch, Buus og Jessen, som vi
alle nu må savne, har vist os vejen, vi bør blive på og fremdeles følge fremad.
Vore to kvægracer, den røde og den jyske, har hjulpet os til at nå vor fremskudte
stilling i mælkeribruget, så at alles øjne efterhånden er bleven rettede på os. Disse
racer må vi strengt holde os til, og Prosch har vel efterladt sig elever nok til at drage
omsorg for, at disse racer holdes rene. Men vi bør nu ikke alene søge at producere megen
mælk, vi bør søge at producere megen og fed mælk.
Af professor Segelcke har vi lært at have rede på, hvor megen mælk der bruges til
1 pd smør, og nu har docent Fjord lært os hurtigt og sikkert at bestemme mælkens
fedtmængde. Samtidig med at der holdes prøvemalkning, kunne vi altså nu bestemme
mælkens værdi, lige så vel som dens mængde. Og lige så sikkert, som vi her i Danmark
er gået fremad i retning af at producere megen mælk, lige så stor sandsynlighed er der
for, at vi kunne gå fremad i at producere fed mælk, uden derfor at gå tilbage i
henseende til mængden.
Ved jerseykvæget er de store resultater nåede alene ved at bedømme mælkens fedme
efter dens farve, der synes at stå i forhold til farven af de tyndtbehårede dele af
huden. Vi har nu langt bedre og sikrere midler til vor rådighed. Prøvekærnen, Soxhlets
Apparat, laktokriten og kontrolcentrifugen kunne alle benyttes. Men hvor Burmeister &
Wains centrifuge findes, vil den vistnok bedst gøre fyldest og vise sig mest praktisk.
Det gælder foreløbig om, at sagen bliver taget op og prøvet på de steder, hvor
der er tid og kræfter til at blive ved. Muligvis vil man i begyndelsen ikke synes at
komme fremad. Man vil utvivlsomt møde mange tilfældigheder, der ikke straks forstås, og
det vil måske blive vanskeligt i begyndelsen at finde regelmæssighed i tallene. Men det
var ønskeligt, om mange danske landmænd ville indlade sig på at løse den opgave, i
fremtiden med samme nøjagtighed at kunne angive hvor mange pund smør, som nu hvormange
pund mælk, enhver ko i deres besætning giver i årets løb. Den ko, der år efter år
betaler foderet med den største mængde smør, bør fortrinsvis blive besætningens
stamko.
Her er et vidt felt, på hvilket der bør arbejdes fremad- Længe have vi kun taget
hensyn til mælkens mængde. Nu kender vi betydningen af mælkens fedme og vi har
midler til at bedømme den. Skulle vi så ikke benytte os deraf?
Det tredje skridt vil rimeligvis blive også, at undersøge selve smørfedtets
kvalitet, smeltepunkt osv., men det må foreløbig stå hen. Nu bør opgaven være at
kende smørfedtets kvantitet, da den i øjeblikket angiver mælkens kvalitet, og vi bør
ikke blive stående ved mælkens kvantitet, for så vidt vi ville følge med fremad og
bevare vor fremskudte stilling. |
| |
| |
| |
|
|
|