Gamle danske husdyr og andre gespenster

Der går et spøgelser rundt i Danmark. I næsten 20 år har det flakket hvileløst omkring, misforstået og forfulgt. Spøgelset er det meste af tiden usynligt, men af og til kommer det frem til magthavernes skræk og folkets vellystige gysen. Pressen elsker det. Den transponerer spøgelset op til mangedobbelt størrelse og sender dets trusler og forbandelser ud i alle kroge og langt ind i magtens korridorer. Så ryster oldermænd og ministre for deres liv og embede; de rasler med sablerne, men ender alligevel med at købe aflad. Alt dog forgæves. Spøgelser kan ikke manes i jorden med stål eller penge; de lever af uvidenhed, angst og skyldfølelse.
Jeg holder meget af et godt gys, men jeg er efterhånden blevet grundigt træt af dette spøgeri. Nu må det stoppe. Lys over land.

Det handler om noget så tilsyneladende uskyldigt som de gamle danske husdyrracer. "Åhh, nu igen! ? vil de fleste læsere sige. Det er det der med familien Benzon, som har de allersidste husdyr af gammel dansk race på deres fynske herregård ? hvad er det nu den hedder? Var der ikke noget med, at fødevareministeren kom på glatis på grund af hans uduelige udvalg, der havde givet pengene til nogle helt forkerte dyr? Og sså fik SF de rigtige dyr på finansloven, men dem bliver Benzons alligevel nødt til at slagte nu, fordi staten ikke ville frigive de penge, som rettelig tilkommer dem?
Jo, det er rigtigt; sådan omtrent er den typiske fremstilling i medierne. Den, som har fulgt dansk husdyrbevaring siden 1985 vil konkludere, at Familien Benzon har sejret ? ad Helvede til, for dyrene på Oregård har ikke været nødvendige i det danske bevaringsarbejde de sidste 10 år, og de mennesker, som en gang startede redningsprojektet, er blevet sten i deres arvtageres sko. Bevaringsarbejdet hviler i dag på et stadig voksende antal private avlere, hvoraf ca. 100 er organiseret i foreningen "Gamle danske Husdyr."
Det udskældte Udvalg til Bevarelse af Genressourcer hos danske Husdyr har siden oprettelsen for 15 år siden søgt at ophjælpe avlen af de mest truede racer gennem et tilskudssystem. Man kan og skal forholde sig kritisk til udvalgets måde at forvalte deres opgave og prioritere midlerne på ? personligt kunne jeg have ønsket den kulturhistoriske del af kommissoriet taget mere alvorligt ? men udvalget har dog løftet bevaringsarbejdet op på fagligt fundament. Særligt inden for de senere år er det gennem registrering af avlerne og mærkning af dyrene lykkedes at få det overblik, der er nødvendigt for at understøtte en bæredygtig avl inden for de relativt små populationer. OK, husdyrbevaringen er med institutionaliseringen blevet uromantisk og lettere bureaukratisk, men det kan vel ikke være anderledes, når en sag bliver statsanliggende.
Det er utåleligt, når Benzon?spøgelset nu igen stikker hovedet frem og anklager udvalget for fusk. På Oregård har de aldrig villet foretage en mærkning, og deres dyr har selv ? uden smålig skelen til alder og familieskab ? stået for avlen efter "først til mølle?princippet". Benzons kaster med sten efter udvalgets "forkerte" kvæg, uden på nogen måde at kunne fremlægge en troværdig dokumentation for rigtigheden af deres eget. Jeg må gentage, at når denne sag overhovedet kan blive en sag, må det skyldes uvidenhed, angst og skyldfølelse.

Lad mig begynde med at lede efter årsagen til angsten og skyldfølelsen i de ubevidste dele af folkesjælen.
Vi skal tilbage til starten af 1980åerne, hvor den unge fotograf Stig Benzon tog rundt i Danmark og lavede historier til ugeblade og andre medier, bl.a. om skæve eksistenser i landets marginalområder. Nogle af disse mennesker havde stadigvæk husdyr af de gamle danske racer, som mere produktionsorienterede avlere forlængst var gået bort fra. Faderen, Gorm Benzon, forfattede bøger om antikviteter og ældre byggeskik, og sønnen havde tilsyneladende arvet et godt blik for det gamle og kuriøse. I hvert fald gjorde Stig Benzon som én af de første herhjemme opmærksom på, at dyrene af de traditionelle danske racer efterhånden var sjældenheder, som burde bevares. Selv købte han dyr med hjem til huset på Lyø ? først mindre dyr, som installeredes i garagen, siden større dyr som den tonstunge, gråbrogede tyr, Valdemar, som han angiveligt reddede fra slagtedøden ved at sælge sin motorbåd.
Historier som den om Valdemar grundlagde et hovedtema bag spøgeriet: Stig Benzon redder med store personlige omkostninger et navngivent dyr fra slagtebænken og sikrer samtidig landet en skat af stor nationalhistorisk og genetisk værdi. Hvilket epos: Som en krydsning mellem Noah og Holger Danske stod en ung, lyskrøllet mand, uden magt, men med retten i sin hånd, ensomt kæmpende mod fremmede racer og en samfundsudvikling i økologisk og moralsk forfald.
Stig Benzons projekt ramte mange danskere lige i hjertekulen. De gamle danske husdyr var levende relikvier fra en tabt tid; troen på dem dulmede angsten for fremtiden og en ofring til dem ville måske lette på skyldfølelsen over en fej delagtighed i nutiden.

Stig Benzon kontaktede allerede i 1983 museer, fredningsmyndigheder, landbrugsministeriet m.fl. offentlige institutioner for at få hjælp til sit redningsprojekt. Alle viste den største interesse og velvilje for den gode sag, og i 1985 kunne fredningsstyrelsen stolt stille en gård på Lyø til rådighed for dyrene og for projektleder Stig Benzon og familie. Ministerielle fuldmægtige og kontorchefer, direktører, kommunale rådmænd og amtspolitikere kappedes om at komme til at sidde i det selskab, som skulle skaffe midlerne og administrere dem i driften af avls? og bevaringscentret.
Et år senere kappedes de samme prominente hoveder om at komme først ud ad døren og få forklaret i deres bagland og til pressen, hvor umulig Stig Benzon var som landmand og projektleder. Midlerne stoppede brat, men unge Benzon blev foreløbig siddende på gården med sine dyr.
Den følgende vinter måtte han købe alt foder til dyrene for egne midler. I en periode afskar isen Lyø fra omverdenen, men Stig Benzon kørte over is og våger i en landrover og hentede selv foderet på det fynske fastland. Da foråret og græsset kom udøvede selskabet angiveligt en sidste gerning ved at få den lokale maskinstation til at sprøjte alle græsmarker med round?up. Så måtte han ud. Dybt forgældet flyttede Stig Benzon og hele menageriet hjem til forældrenes "Oregaard" på Nordfyn.
Hvorvidt round?up?historien, en historie om journalistbestikkelse, og andre historier om offentlig magtbrynde holder vand, fortaber sig i det dunkle. Men de grundlagde et andet hovedtema bag spøgeriet, nemlig det om de offentlige institutioners forfølgelse af familien ? og dermed forplumring af den gode sag.

Siden har dramaet haft sine repriser for åbent tæppe. De prominente hoveder og journalisterne er hver gang nye, men grundtemaet det samme: Stig Benzon trækker et navngivet dyr ind i rampelyset. Det er det sidste af sin race, den eneste ægte, en uskyldig repræsentant fra før landbruget blev uanstændigt. PÅ grund af statens og alle offentlige institutioners ligegyldighed, bureaukrati, uvidenhed osv. får Benzons hverken penge eller anerkendelse, og nu har deres uegennyttige, unikke arbejde for os alle sammen endegyldigt ruineret dem, og for at dyrene ikke skal komme til at lide af sult, ser familien ingen anden udvej end at slagte dem ... kameraet fanger dyrets øje ... og vognmanden eller slagteren er bestilt til på mandag.
Resultatet udebliver sjældent. Fonde, gamle koner og pengemænd griber til foret, statsmagten køber modvilligt aflad for lukke munden på oppositionen, ? og nye politikere, journalister m.fl. lader sig hverve som nyttige idioter for den tilsyneladende så gode sag. Folk med forstand på husdyravlens teoretiske og praktiske sider har også stillet sig på Benzons side i kampen for den gode sag ? men sjældent ret længe; Benzons har aldrig haft behov for vejledning; de kan selv.

Sådan er det nu gået i 15 år, og i den tid er Benzons sag blevet stedse ringere. I 1985 havde de vitterligt mange af dyrene, de havde kontakten til mange af de private avlere, og de var helt nødvendige i bevaringsarbejdet. Men samme år dannedes det statslige genbevarende udvalg, og samme år begyndte landbrugsmuseerne for alvor at interessere sig for "levende genstande". Frilandsmuseerne supplerede deres bestande af gamle danske husdyrracer med bl.a. såkaldte klitfår, med sortbrogede svin og jysk kvæg fra Oregaard, og der blev organiseret et avlssamarbejde med de efterhånden mange private avlere. Endelig blev der i sidste halvdel af 1980åerne via museerne købt genetisk materiale hos Benzons for beløb, hvis størrelse kun kan begrundes med, at man ville honorere dem for at have været fødselshjælpere for en vigtig samfundsopgave.
Et egentligt samarbejde mellem Oregård og museerne blev det imidlertid aldrig til. Allerede på et møde i 1985 på Frilandsmuseet blev Benzons kritiseret for at arbejde alt for lukket med deres husdyrbevaring. De ville nødig ud med, hvor de havde fundet deres gamle danske husdyr, og de ville ikke dokumentere dyrenes afstamning og den videre avl med dem. Manglende dokumentation, manglende samarbejdsvilje og manglende styr på det praktiske avlsarbejde var årsagerne til, at museerne umuligt kunne bakke op omkring Oregaards forsøg på i 1989?90 at opnå anerkendelse som statsligt bevaringscenter.
Benzons problem har været, at de har villet tage patent på de historiske gener. PÅ den ene side fandt de det åbenbart rimeligt, siden de først havde peget på fænomenet. PÅ den anden side havde bevaringsprojektet bragt dem i en økonomisk situation, som kun en monopolisering af dyrene kunne redde dem ud af. Den succesfulde udbredelse af de gamle husdyrracer var pludselig blevet til en trussel mod deres eget projekt. I det lys må man se Benzons bestræbelser i de senere år på at dokumentere, at alle andre avlere har de forkerte dyr, at Oregaard har de allersidste, de eneste ægte osv. I det lys må man også se deres fantastiske genopdagelse af "økvæget"; det har fagfolk ellers ledt forgæves efter siden 1850!

Uvidenheden er en nødvendig forudsætning for spøgeriet. Husdyravl foregår i dag i specialisternes lukkede land, så almindelige journalister, politikere og avislæsere har næppe mange huller i deres uvidenhed om forholdet mellem røgt og race, mellem fænotype og genotype. Det kan man ikke gøre meget ved ? og slet ikke i en kronik ? men lidt skal der gøres, for uvidenheden betyder, at spændende spøgelser får omtrent frit slag i medierne.
Det sidste medieslag har handlet om, hvem der har det mest jyske, eller mindst hollandske kvæg. Det forekommer umiddelbart oprørene, hvis det genbevarende udvalg ? på bekostning af besætninger med det ægte jyske kvæg ? har støttet Karl Nielsens besætning med kendte hollandske gener, og ? vel at mærke ? efterfølgende forsøgt at skjule fakta for såvel befolkning som fødevareministeren, der som følge deraf er kommet til at give Folketinget vildledende oplysninger.
At finde frem til den saglige kerne kræver imidlertid nogle faglige præciseringer. Alene det at tale om "ægte" jysk kvæg er højst problematisk. Alle besætninger af jysk kvæg bærer antagelig rundt på en større eller mindre portion hollandske gener ? andelen er blot sjældent dokumenteret. Det nuværende problem er i al sin groteskhed opstået ved, at udvalget har støttet en besætning, hvor andelen er dokumenteret. Oregård (der ville have fået tilskud til deres jyske kvæg, såfremt de havde søgt) hævder nu, at de og et par andre besætninger har det "ægte" jyske kvæg. Det kan i dag hverken bevises eller afvises, men er og forbliver et postulat. Selv kender jeg mine jyske fæller for godt til at være sikker på, at de har fortalt Stig Benzon hele sandheden, da han i sin tid bød på deres ellers uafsættelige dyr.
I andre tilfælde kunne en genprofil afsløre de racemæssige ophavsforhold, men jysk og hollandsk kvæg er så nært beslægtede, at det næppe vil være muligt. De to racer blev avlet nogenlunde adskilt i nogle årtier på begge sider af år 1900, men længere tilbage har racerne i kraft af handelsforbindelser haft mange fælles aner, fælles påvirkning fra korthorn og rødt holstensk kvæg, og i begge racer faldt der gråbrogede individer. Forskellen lå mest i produktionsegenskaberne: De hollandske køer gav bl.a. betydelig mere, men tyndere, mælk, end de jyske. Da det sortbrogede hollandske kvæg og det jyske blev slået officielt sammen i 1949, havde avlsforeningerne haft næsten samme avlsmål i årtier, og kvæget i de gode besætninger, hvor tyrematerialet blev hentet fra, var derfor så godt som ens. Ingen dyrskuedommer vovede den gang at placere de sortbrogede tyre efter race uden at have kataloget i hånden.
Når biolog og udvalgskritiker Leo Kortegaard nu foretager en eksteriærbedømmelse af Karl Nielsens kvæg og bruger den til at vurdere dets grad af "jyskhed" og dermed tilskudsberettigelse, ja så er det ren galimatias. Tilsvarende mener Benzons ? ikke overraskende ? at "ægte" jysk kvæg kun kan se ud som deres eget (Tidsskrift for Foreningen Gamle Danske Husdyrracer 1999:1 og 2); det har avlere altid ment, når der skulle sattes et fælles avlsmål.
Det er ikke sært, hvis gamle bønder får sig et billigt grin, når Benzons holder offentlige forelæsninger i kvægavl. For det første ved enhver kvægmand, at de individuelle forskelle i eksteriør indenfor en race ofte er større end de forskellene mellem individer af to forskellige racer. Individer af det jyske kvæg kunne falde højst forskellig ud, selv indenfor den enkelte besætning, og at gøre eksempelvis en høj halerod til et racemærke er grebet ud af luften. For det andet skelner Benzons og Kortegaard ikke mellem de træk i dyrets eksteriør, som skyldes røgten og de, som skyldes racen. Ser man bort fra farven, er dyrets alder og brug, opstaldningsformen, dets ernæring under opvæksten og dets nuværende huld, langt mere iøjnefaldende end racetrækkene. Tidsskriftets billeder af de ægte jyske dyr på 350?400 kg Stig Benzon hjemførte i første halvdel af 1980åerne viser karakteristiske kummerformer, små, knoklede dyr med tydeligt præg på mangelfuld ernæring ? meget lidt lig de firskårne køer, som stod i jyske besætninger før 1949, typisk med en vægt på godt 600 kg.
I stedet for at bevare gener har Oregård i stor udstrækning "bevaret" resultatet af en primitiv røgt. Så længe dyrene blev på Oregård, formåede man at fastholde deres "jyske" præg, men kom de under ordnede forhold, forsvandt de fremstående knogler på mystisk vis, den strittende pels blev glat, og dyrene kom i det hele taget til at se temmelig "hollandske" ud!

Ved finanslovsforhandlingerne i januar sørgede SF for, at der blev afsat yderligere 2 mill. kr. til ophjælpning af det jyske kvæg ? underforstået ? primært på Oregaard og givet udenom statens genbevarende udvalg. Derudover blev det fødevareministeren pålagt at nedsætte en international kommission til at undersøge det genbevarende udvalgs arbejde.
Den kompliceret saglighed har unægtelig trange kår i medier og politik. Hvilken vanvittig farce! Medierne kan sikkert holde den kørende lidt endnu, men gid det må være spøgelsernes sidste forestilling.

Esben Hedegaard er historiker og afsluttede for nylig 6 måneders undersøgelser af husdyrhistoriens kilde? og begrebsmæssige grundlag med en 100 siders rapport ? et projekt igangsat af en gruppe museer og finansieret af Statens Museumsnævn.
For øjeblikket skriver han på en større monografi om de danske husdyrracers oprindelse, iværksat af Dansk Landbrugsmuseum og støttet af Kulturministeriets Forskningspulje.

Billedteksten til den medsendes fil: Marie 4a i Stautrup, Jysk Ko?stambog nr. 117, født 1900. Stautrupbesætningen regnedes omkring 1940 for den hidtil mest betydningsfulde besætning inden for jysk kvægavl med 250 solgte avlstyre, heraf 90 optaget i elitestambøgerne. Besætningens stammoder, den såkaldte "Hvolbækko", var antagelig hollandsk, og blandt de 4 kvægforeningstyre, som blev brugt i besætningen, havde de 2 efter alt at dømme en god del hollandske gener i sig.
Selv i renavlens glansperiode var der altså en del hollænderblod i det jyske kvæg.