Jerseykvæget på Gårdbogård

Jerseykvæget på Gårdbogård
[ Forside ] [ Op ]

Små træk om Jerseykøerne under mit ophold på Gårdbogård foråret 1898-1907

Af Jørgen Møller.



Gårdbogård pr. Ålbæk
Gårdbogård, Frederikshavn den 1. Novbr. 1904

Jørgen Møller fra Hinnerup har været ansat her på gården i ca 6½ år i forskellige stillinger som sekretær, forvalter og fodermester. Møller har ualmindelig interesse for alt, hvad der vedrører dyr og husdyrbrug, hvilket han havde god lejlighed til at vise i stillingen som fodermester , som han varetog i 4½ år, han førte hele regnskabet vedrørende kvæg og svinebesætningen, bedækningslister, kalvebøger, stambøger og kontrolregnskabet og er en særlig dygtig opdrætter. Foruden den anbefaling den lange tjenestetid giver, er det mig en glæde at meddele, at han stedse i de forskellige stillinger har udført sin gerning til min tilfredshed, hvorfor jeg kan medgive ham min bedste anbefaling.
og fra maj 1905- novbr. 1907 Jørgen Larsen

Jerseybesætningen på Gårdbogård begyndte med indkøb af nogle få kvier fra Sverige, men der blev ikke noget særligt ud af dem; derimod kom den første import fra Jersey, gennemgående pæne men uensartede dyr, og fra denne sending, stammer de bedste avlsdyr.
En skuffelse for Jørgen Larsen var hans indkøb af en 1. præmie ko temmelig kraftig bygget, med et stort yver, men den svarede langt fra til forventningerne, kun en gennemsnitsko, ligeledes gik det med indkøb af en 1. præmie kvie, meget smuk, men malker blev den ikke.
Yverne på denne import var gennemgående pæne, patterne af nogenlunde størrelse, kun enkelte med meget små patter.
Den anden import svarede langtfra til 1 import, mindre dyr, meget uensartede og med meget små patter, ingen reklame for Jersey, de besøgende landmænd gav straks bemærkning derom.
Da vi begyndte på Gårdbogård stod vi jo på bar bund med hensyn til at udtage de tyre, der kunne hæve såvel fedt % som mælkemængde, vi udtog tyren "Bravo", som også viste sig at være den bedste af de importerede tyre.
Da vi så fik tillæg af egne kvier, begyndte vi at udstille på Ungskuerne i Jylland med samlinger af kvier og enkelte tyre, de blev ikke set på med venlige øjne af landmændene (gedebukke), først senere da vi udstillede i Grenå og mødte med årsregnskab på mødrene og vi fik tilkendt flere 1. præmier, begyndte landmændene at få øjnene op og fik Jerseydyrene en mildere dom.
Jeg har oplevet mange diskussioner angående Jerseykvæg, kontra jysk kvæg og her indfletter jeg en lille tildragelse på Malling Landbrugsskole. Jeg tog der et forårskursus, for at få bevis for, at jeg var uddannet som kontrolassistent, havde ellers lært alt af Gårdbogårds kontrolassistent fra Forsøgslaboratoriet; ; da forstanderne [H.P. Larsen og K. Bak] hørte det, lod de mig for de andre nyankomne demonstrere en prøvemalkning med undersøgelse af mælken og fremvise det den gang brugte foder og mælkeregnskabet og derefter havde jeg frie hænder, så jeg kunne følge landbrugselevernes undervisning, og der kom det første lille sammenstød med forstander [K. Bak], der den dag havde fodringslære ved min ankomst i ensilage og det endte med, at han ikke ville anbefale de unge mennesker at befatte sig dermed, da det han havde oplevet var mislykkedes; da kunne jeg dy mig længere, gjorde indsigelse, og måtte op på katederet og forklare, hvorledes vi lavede ensilage på Gårdbogård, og hvorledes ensilagen afløste roerne.
Derefter inviterede forstander Bak mig til en diskussion angående Jerseykvæg kontra jysk malkekvæg. Jeg udbad mig nogle dages frist, da jeg manglede nogle tal, jeg først skulle have sendt fra Gårdbogård. Da jeg modtog dem, gik jeg til forstander Bak i hans private bopæl, fremviste mine oplysninger og derefter afslog han diskussionen med mig i skolen.
Jeg havde taget en del fotografier af Jerseykøerne med mig på skolen, som jeg slog op på væggen i mit værelse, og der var daglig valfart for at udspørge og se på billederne af de circa 80? elever.
Det gav sikkert stødet til, at forstander Larsen anskaffede Jerseybesætning
Det forbavsede mig til at begynde med, at Jerseydyrene kunne tåle det til tider noget barske klima på Gårdbogård. Jørgen Larsen ville altid have køerne på græs før maj og de måtte ikke komme på stald før november og så snart vejret var nogenlunde skulle malkekøerne ligge ude om natten, og det var koldt, selv i den varme tid, at vi kom ud på malkepladsen ved 3 tiden om morgenen, var det som at komme i en iskælder, men køerne befandt sig vel.
Græsset på søbunden gav køerne tilbøjelighed til løs afføring.



N.P. Mols. Jerseykøer på Gårdbogård



Af sygdom havde vi en overgang ved de sidste importerede Lollands Syge [Paratuberkulose], første import gik fri for sygdommen; af andre sygdomme havde vi en sommer Miltbrand med flere dødsfald, en sommer Lungeorm også med flere dødsfald.
Dyrlægen erklærede de syge dyr af Lungeorm angrebet af Lungebetændelse og de arme dyr stod med varme omslag, der skete flere dødsfald; så satte Jørgen Larsen sig i forbindelse med professor Bang gennem telefonen, han var straks klar over, at det måtte være Lungeorm, vi gravede en død ko op, og ganske rigtig, luftkanalerne fyldt med de små hvide Lungeorm. Vi begyndte straks med dampning af finsk tjære og i løbet af kort tid var besætningen rask igen og ingen af de nævnte sygdomme havde vi kun en gang.
Forsøgslaboratoriets kontrolassistent kom hver 10 dag til prøvemalkning, han havde tillige gårdene Asdal, Langholt og Sønder Elkjær, men de små Jerseykøer klarede sig stolt over for det store jyske kvæg.
Første gang vi på Gårdbogård havde et gennemsnitligt årsudbytte af 309 pund smør med 5% fedt var nok en oplevelse og alle køer var iberegnet.
Kraftfoderblandingen bestod gerne af 8-9 forskellige slags, og malkekøerne fik efter mælkemængde, til 18 pund mælk gaves 4 pund kraftfoder = 1 pund smør .
Fedtprocenten hos de importerede dyr svingede en del, vi havde en enkelt ko der brugte 14 pund mælk til et pund smør og en der brugte 21 pund, men gennemsnittet holdt sig omkring de 5% fedt.
Gårdbogård var et glimrende lærested for virkelig interesserede unge mennesker, vi havde mange forsøg af alle slags, særlig var det ensilage, der interesserede mig mest, ensilagen blev lavet af græs fra søbunden uden syre, den blev paket op i fritstående stakke og når temperaturen blev passet ved presning til en bestemt varmegrad, fik det en mørkebrun farve. Køerne åd det gerne og erstattede roerne.
Diskussionen blandt landmændene er jo som den dag i dag, en udmalket ko koster jo intet når den går til slagtebænken og kødet var til at begynde med nærmest uspiseligt. Det morede mig, når landmænd spiste på Gårdbogård, hvor de selvfølgelig altid fik Jerseykød, de ville til at begynde med næsten ikke tro det, så godt smagte det dem.
Jørgen Larsen erklærede: "at når vi havde en stærkt malkende ko i flere år, og den var udmalket, havde vi også råd til at give den en hæderlig begravelse. Jeg tog Jørgen Larsen på ordet, den mindste ko nr. 98 stærkt ydende gennem flere år, blev syg, jeg fremviste stambøger og fik tilladelse til at aflive den; næste dags formiddag, var jeg oppe hos Jørgen Larsen for at få stamtavlen underskrevet og da trak Jørgen Larsen min dagseddel frem - Møller! her står, at ko nr. 98 er aflivet, men skindet står der ikke noget om, hvor er det? Jo! undskyld mig, jeg gik ud fra, at til en hæderlig begravelse, skulle dyret begraves med hud og hår - Jørgen Larsen tog sig et billigt grin og erklærede, at der tog jeg ham på ordet.
Jørgen Larsen tog mig flere gange med til København til professor Bang og hans første assistent Stribolt, det var interessante ture, der blev drøftet og diskuteret om mange ting dyrene angående.
Professor Bang havde mig som prøveklud til mange ting, først fik jeg Æstkalistænger udleveret til afprøvning med fjernelse af horn, det jeg tog ud, bruges den dag i dag.
Så fik jeg besked om at få lavet en luftpumpe til brug mod kælvningsfeber (nu har jeg i min tid haft meget med kælvningsfeber at gøre, først fra mit barndomshjem, hvor vi havde flere tilfælde, altså før vi begyndte med pumpning af luft og senere på Væddeløbsbanen, hvor jeg havde 3 Jerseykøer og ikke så få gange kælvningsfeber og altid om de var nok så dårlige altid kureret med luftpumpning.
Efter hjemkomsten med luftpumpen til Gårdbogård, fik vi et meget slemt tilfælde med kælvningsfeber og der stod professor Bangs teori til, efter to timers forløb, begyndte koen at komme til sig selv igen.
Så taltes der om smittefaren ved kastning, jeg har altid hævdet, at i den stald, der er smitsom kastning, må rengøringsmanden ikke med det fodtøj, han har på under rengøringen gå op på fodergangen foran køerne, da han derved let bringer smitte til andre køer og dette gav professoren mig ret i, for de havde i Forsøgsstaldene stående 6 eller 8 køer med kalv, hvoraf de halve blev penslet på børen med kastningsbaciller, de reagerede ikke, hvorimod de andre fik bacillerne i foderet, og de beredte sig til kastning alle.
Der var også tale om inseminering, vi blokkede først køerne op og derefter sprøjtedes sæden ind, det lykkedes med befrugtning i flere tilfælde, men det var for mig en uhygiejnisk måde.
Det var interessante samtaler der førtes og mange gode råd tog vi med os hjem.
Siden jeg rejste fra Gårdbogård, har jeg nøje fulgt Jerseykøernes fremgang gennem årene, og det var for mig en oplevelse at som gæst, at overvære Jerseyskuet i Horsens og forbavsedes over de mange dygtige opdrættere der førte deres fine dyr frem.
En særlig tak til Jerseyforeningen, der ganske uventet af mig, udnævnte mig til æresmedlem.
Når jeg tænker tilbage på de ni år, jeg tilbragte på Gårdbogård, bøjer jeg mig i dyb taknemmelighed til etatsråd Jørgen Larsen, han var mig en god principal, han lærte mig meget og jeg tør nok sige at jeg blev hans betroede mand i alt . (Ære været hans mind)