Vilh. Birkedal til Sofus Høgsbro

 Kirkely, 2. Januar l867
  Kjære Hr. Høgsbro!
 ....Der er tre Ting, jeg har at bemærke for mit Vedkommende med Hensyn til det omtalte Lovforslag. Først at det dog maa være en Selvfølge, at den af Menigheden valgte Præst, naar han har faaet kgl. Stadfæstelse og altsaa paa en Maade er bleven Embedsmand igjen, da ikke paany efter Grundlovens Bestemmelse kan afskediges uden Lov og Dom. Jeg kunde ikke være tjent med at smides bort igjen, fordi jeg f.eks. ved en Folkefest eller i en trykt Artikel eller overhovedet ved en folkelig Virksomhed i Friheds Retning, i skandinavisk Retning ofte var traadt i Modsætning til Stemninger og Bestræbelser paa allerhøjeste Steder. Jeg vilde der for gjerne, at der i Loven blev optaget en lille Bestemmelse af det Indhold:" den af Menigheden valgte Præst kan ikke afskediges uden Lov og Dom."
Dernæst: det er vel Meningen, at Menigheden skal søge Kongen om Stadfæstelse paa Kaldelsen? For mig vilde det være en temmelig besk Skaal at skulle ansøge Hs. Naj om hans "allernaadigste" Bønhørelse. Kunde der ikke i Loven indskydes et Ord, som gjorde det klart, at det er Menigheden, som indstiller og andrager? - Dog , disse Ting er vel overkommelige, og jeg vilde dog modtage Loven, selv uden disse Bestemmelser, som et stort Skridt (om end ikke et Kjæmpeskridt) fremad i kirkelig Friheds Retning. - Men jeg kommer nu til det tredie Punkt, der for mig har saa stor Betydning, at det er rimeligt, Loven bliver ubrugelig for mig, hvis dette Punkt ikke ordnes retteligen. De skriver, at Ministeren ikke kan give Svar paa det Spørgsmaal, om den af Kongen stadfæstede Præst paany skal aflægge Embeds-Ed til Hs. Maj.. Saavidt jeg veed, lyder denne Ed paa at være "Kongen huld og tro". Det er en af de Lettelser, jeg følte ved min Afskedigelse, at jeg blev fri for denne Ed. Thi vel mener jeg at kunne og ville være "tro" imod Danmarks Konge, men jeg føler det dybt, at "Huld" er jeg ham ikke, og kan ikke være det, saalænge han ved hvert Skridt, han gjør, træder paa det danske Hjerte, som nu senest ved at modtage og ikke med Harme afvise den blodige Fornærmelse, den preussiske Konge har tilføjet ham og os alle, ved at pryde hans og Kronprindsens Bryst med den Ørn, der har sønderrevet Danmark. Skal det da altsaa være Meningen med den kgl. Stadfæstelse, at den frit valgte Præst skal love at være Kongen huld og tro - "saasandt hjælpe ham Gud og hans hellige Ord" - da ser jeg ingen Mulighed i at aflægge denne Ed, og altsaa heller ikke i at kunne bruge Loven. Thi jeg kan ikke berolige mig med den gængse Betragtning af dette som en Formssag, og af hint Udtryk ("huld") , som det ingenting skal sige, eller ved den Trøst, at hverken Konge eller Regjering forstaar andet derved, end hvad det helligste og største Hjerte godt kan underskrive. Jeg beder Dem da Kjære Høgsbro! om i Udvalget at komme paa det rene med denne Sag; om jeg, hvis Loven gaar igjennem, og jeg vil nyde godt af den, da skal aflægge dette "Huldskabs"-Løfte til Kongen. Thi dette Spørgsmaal maa for mit Vedkommende ikke staa ubestemt hen til efter Lovens Vedtagelse. Der lovgives jo vel i denne Sag for Tiden fortrinsvis med bestemt Henblik paa vor Stilling heri Ryslinge - det er jo os, man i Kjærlighed vil  hjælpe tilrette; saa bør da ingen Uklarhed herske om, hvorvidt vi eller de i dette Punkt mener, jeg kan bruge Loven. - Vil De derfor, kjære Ven! bringe denne Sag under Omtale i Udvalget. Jeg tvivler ikke om, at idetmindste de Fleste der vil kunne forstaa mig og vurdere min Betragtning. Hvad Ministeren angaar, da vil ogsaa han, som jeg tror, er en ædel Mand, ikke kunne miskjende mine Bevæggrunde, naar jeg siger: Jeg vil være Kongen tro, men "huld" er jeg ham ikke og kan indtil videre ikke love at være det; og er der noget Højsind hos ham, da vil han lade denne Ændring falde, om han nogensinde har givet den. Som sagt, derom maa der være fuldstændig Klarhed iblandt dem: Vil Ministeren kræve Ed eller ikke? Og i første Tilfæde: Vil Ministeren saa fremme Loven, naar det da ser ud til, at den ikke vil kunne bruges der, hvror der først skulde være Brug for den ? De maa gjerne, om De tror, det vil gavne, meddele Udvalget, ja selve Ministeren passende Uddrag af dette Brev, dog vel den sidste kun i det Tildælde, at han skulde haardnakket holde fast ved Edens Aflæggelse.
Ellers er jeg i et og alt enig med Dem, kære Høgsbro, i Deres Betragtning af det betænkelige ved den kgl. Stadfæstelse; thi jeg mener dog som Grundtvig, at vi skal tage mod den og tilsidst stemme for den. Her i Danmark gar man jo jævnt frem, og der er Et, som jeg synes ikke kan betones for stærkt: det er Begyndelsens (?) Magt. Der er ved denne Lov brudt Hul i det bestaaendes Jernmur, og det vil her gaa som med SognebaandsLøsnings-Loven, der har affødt den ene Indrømmelse efter den anden. - Jeg vil tage mod Loven - selv med Bestemmelsen om kgl. Stadfæstelse - med Glæde - ja, selv om de to første af mig anførte Punkter ikke skulde kunne ordnes efter mit Ønske. Med Hensyn til det tredie Punkt maa jeg derimod slaa fast og sige: Der maa helst indføres en Bestemmelse, omtrent saalydende: "der kræves ikke paany nogen Embeds-Ed af den valgte Præst". Det maa jeg indskærpe, for at jeg kan gaa ind for Loven.
Og dermed Sagen Gud befalet! Det er mageløst, saa underligt det er gaaet, at høre ens Modstandere tage Ordet for vor Frihed i dette Stykke. Tak skal ogsaa De have, kære Høgsbro! for den dygtige Del, De har taget i at føre denne Sag frem. Og Tak fra mig il alle Venner i Udvalget. Fra Hall har jeg intet hørt.
Deres hjertelig hengivne   Vilh. Birkedal

Hele denne Betragtning falder for en Del bort, da jeg senere har gjort mig bekjendt med Eden ."tro og lydig" er Ordene. Men forresten er jeg en Hader af denne hele Bestemmelse. Gør alt, alt, for at faa den strøgen.- Seneste Anmærkning (d. 9. Januar).
 

     Kirkely, 24. April l872.
  Kjære Hr. Høgsbro.
Jeg har altid anerkendt Dem for en ærlig og trofast Forkjæmper for den Frihed i Folk og Kirke, som jeg har givet mit hele Hjerte. Uenigheden imellem os begynder der, hvor Talen er om den Fylking, vi skal stille op for at opnaa en slags Sejr. Efter min Følelse lægger De for megen Vægt paa Stemmeflertallet, uanset fra hvilke aandelige Kredse, de tilvejebringes. Alliancer imellem det uensartede, ja i Bund og Grund fjendtlige er mig i min inderste Sjæl imod, og jeg tror  ikke, at nogen varig Velsignelse heraf kan komme. At "mødes" i Stemmegivningen med Modstandere maa og skal vi tidt, men "følges" ad i Pagt med alt, som vil fylde vort Folkeliv med Snarer istedetfor med Højhed, det tror jeg ikke, vi skal, og vi gjør derved, er jeg bange for, vort til at udviske i Folkets Bevidsthed Grændserne for, hvad der er ædelt, og hvad der er det ikke, mellem Grundtvig og I.A. Hansen. Kjære Hr. Høgsbro! naar det nu staar saaledes for mig, maa De ikke undres over eller vredes over, at jeg ikke kan være med. Naar nu det, vi kjæmper for, kommer til Roret, hvad jeg inderlig ønsker, da gælder det dog om, at det kommer til Roret i en ædel Skikkelse, under Hjerters Bønner og Kjærlighedens Varme, og ikke saaledes at vi skal have Skam deraf og Bedrøvelse derover. Men dertil hører, at det Folketing, som skal sætte Regjeringen ind, fyldes med ganske anderledes ædle, varme, dygtige Kræfter, end det kan, naar "det forenede Venstre" i sin nuværende Sammensætning paavirker Vælgerne. Heller vente nogle Aar og samle under et ublandet Venstre alle gode Kræfter i Folket, end nu strax faa et Ministerium efter "det forenede Venstres" Valg, hvor I.A. Hansens Familielighed vilde blive umiskjendeligt. Men, som sagt, Dem har jeg ikke miskjendt; jeg kan kun ikke dele Deres Syn i det Stykke. Sætter De derfor lidt Pris paa min Velvillie, da vær vis paa, at jeg agter og holder af Dem. En af mine bedste Venner, Fr. Bojsen i Stege, er jo ogsaa heri uenig med mig, og dog skal det aldrig skille mit Hjærte fra ham.
Maa jeg endnu sige Et? Er det ugrundet, naar jeg i Dansk Folketidende, som det har været i Vinter, har troet at spore en Tone, som hvisker om, at De selv ikke mer er saa frejdig ved hin Alliance som tidligere, at De f. Ex. har en en sagte Tvivl i Deres Hjerte om Velsignelsen af Pagten for Danmark? Thi det er jo dog for Fædrelandet, vi begge vil stride og lide, om saa skal være.
Denne Udtalelse skyldte jeg Dem, som Svar paa Deres kjærlige Brev. Deres Erklæring til Vælgerne har jeg læst. Naturligvis er jeg enig med det meste, men under det tynde Overlag skimtes det dog, hvor lidt man har kunnet vove at gaa i Dybde og i Højde. Man har der foretrukket Bredden og Længden, og de skarpe Grændser finder jeg ikke. Og det er naturligt efter de forskelligartede Underskrifter.
Bliver De fremdeles i " det forende Venstre", vil De forstaa, ja vel ogsaa billige, at jeg til Sommer ikke kan være Deres Stiller, om De ønskede det. Thi deri er der ingen Sandhed. Men min Stemme skal De faa, fordi De personlig er en ærlig og dygtig Mand, der vil hævde efter Evne, hvad jeg gjerne vil have frem. Deraf følger nu ogsaa, at jeg ikke kan eller vil bruge den Smule Indflydelse i Kredsen, jeg maatte have, til at forhindre Deres Valg.
      Deres hjertelig hengivne
       Vilhelm Birkedal