Socialdemokratiet i Danmark

1871 - ca. 1990

Arbejderbevægelsens opståen

I sammenligning med andre lande er Danmark et homogent land: der findes ingen sproglige, nationale eller religiøse modsætninger af større betydning, landet er overskueligt, og der er en demokratisk tradition i adfærdsmønstret. Det er vigtige forudsætninger for den rolige udvikling, landet og dermed også arbejderbevægelsen har haft i nyere tid.

Imidlertid var der klare forskelle mellem klasserne, Danmark var og er et klassedelt samfund. Efter krigen med Tyskland i 1864, der medførte tabet af Slesvig-Holsten, var Danmark blevet en af de få egentlige nationalstater i Europa med ca. 2 1/2 mill. indbyggere; i Tyskland boede desuden ca. 120 000 danske i grænseområdet. Dette nationale spørgsmål fik stor betydning i dansk politik i perioden op til 1920, hvor Nordslesvig efter en folkeafstemning blev en del af Danmark.

Fra omkring 1845 eksisterede der demokratiske grupperinger og borgerlige arbejderforeninger, som fik betydning for den socialistiske arbejderbevægelses opståen. Men først i 1871 oprettedes i København en sektion af I. Internationale under ledelse af Louis Pio, og det regnes som den uafhængige, socialistiske arbejderbevægelses start. Samme år oprettedes ugebladet "Socialisten", hvis første nummer udkom den 22. juli. Det er fra denne dato, Socialdemokratiet regner sin historie. "Socialisten" udkommer stadigvæk og er dermed den ældste endnu eksisterende arbejderavis; den er dog forlængst blevet et dagblad og har skiftet navn til "Det fri Aktuelt".

Omkring 1870 boede henved 75% af befolkningen på landet. Af byerne havde kun København over 150 000 indbyggere. Dvs. den industrielle arbejderklasse udgjorde kun en meget beskeden del af befolkningen. I 1870'erne begyndte vandringen fra land til by at tage fart og i løbet af de næste 20 år forandredes arbejderklassens sammensætning betydeligt. Hertil kom, at håndværkssvendene befandt sig i en overgangsperiode, hvorunder de varved at udvikle sig til faglærte industriarbejdere. Det var især denne gruppe mandlige arbejdere, der dannede grundlaget for arbejderbevægelsens gennembrud. I 1857 var lavstvangen blevet ophævet, og håndværkssvendene havde derefter ikke nogen organisation. Dette tomrum udfyldtes bl.a. af "Den Internationale Arbejderforening", som var Socialdemokratiets navn på denne tid.

Den socialistiske arbejderbevægelse

I løbet af 1870'erne udviklede den socialistiske arbejderbevægelse sig til den dominerende organisation blandt håndværkersvendene og industriarbejderne. I begyndelsen havde den kun været en blandt flere organisationer af dels borgerlig og dels upolitisk observans. De sidste var i hovedsagen faglige organisationer. Arbejderbevægelsen var i denne periode opbygget som et parti med faglige grundafdelinger, det var en politiskfaglig enhedsbevægelse. Denne organisationsform var i 1870'erne den mest hensigtsmæssige, fordi den imødekom håndværkernes tradition for organisation, samtidig med at den demonstrerede bevægelsens politiske uafhængighed. Det var en nødvendighed for den socialistiske bevægelse at fremhæve sin selvstændighed for at kunne konkurrere med den største oppositionelle bevægelse, den demokratiske bondeopposition omkring partiet Venstre. Bønderne spillede en selvstændig rolle i det danske samfund og befandt sig i en klar modsætning til de dominerende grupper af godsejere, embedsmænd osv. i staten. Det gjorde bønderne og arbejderne i en periode til partnere i kampen for det parlamentariske demokrati. Dette spændingsforhold af konkurrence og samarbejde medførte et kompliceret forhold til den øvrige opposition, som ikke havde til hensigt at tage hensyn til arbejderbevægelsen. Under alle omstændigheder blev modsætningen mellem arbejder- klassen og borgerskabet tydeligere under den begyndende industrialisering i sidste tredjedel af forrige århundrede. Denne modsætning understregedes yderligere af holdningen til Pariserkommunen, som forsvaredes af arbejder- bevægelsen, og støtten tilde socialdemokratiske kandidater i de nordslesvigske valgkredse i Tyskland. Der opstod dermed en ideologisk modvilje mod den socialistiske bevægelse i borgerskabet.

For Socialdemokratiet selv var den internationale solidaritet, som den kom til udtryk i disse forhold, imidlertid også et væsentligt område. Internationalismen var af stor betydning for den danske bevægelse. Ikke blot var den i over- ensstemmelse med de gamle håndværkertraditioner, den var især et selvforsvar overfor kapitalinteressernes stigende internationalisering. Det er således betegnende, at der under en strejke på B&W i efteråret 1871 samtidig indsamledes penge til en strejke i Tyskland. Tilsvarende forsøgte partiet i 1875-76 at genoprette det internationale samarbejde mellem arbejderorganisationerne, som var ophørt ved I. Internationales opløsning efter 1872. Bl.a. rejste Louis Pio til England for at diskutere netop dette med Marx og Engels og de engelske fagorganisationer. Foreløbig kom der imidlertid ikke noget ud af dette fremstød.

Alt i alt betød 1870'erne, at arbejderbevægelsen blev en forholdsvis betydelig magtfaktor: der var oprettet mange fagforeninger over hele landet, selvom tyngdepunktet naturligt lå i København, som det også fremgår af avisens - der nu hed Social-Demokraten - oplagstal. I slutningen af 1876 var oplaget på ca. 6500 i København og lidt over 1000 i det øvrige land. Partiet havde opstillet kandidater til forskellige valg i løbet af 1870'erne uden at de dog opnåede valg; Louis Pio havde dog fået ca. 1/3 af stemmerne i sin kreds.

Borgerskabets modstand mod arbejderbevægelsen gav sig bl.a. udslag i, at bevægelsens ledere blev arresteret i 1872, formelt efter at de havde overtrådt et mødeforbud, reelt fordi de havde understøttet en strejke. Det kom herved til et sammenstød mellem politi og militær på den ene side og demonstrerende arbejdere på den anden. Dette "slaget på Fælleden" fik sidenhen stor betydning for arbejderbevægelsens selvforståelse. Pio, Brix og Geleff blev idømt flerårige tugthusstraffe.

Pga. denne undertrykkelse var det først i 1876 muligt at gennemføre den første kongres. Præget af erfaringerne fra deforegående 5 år kunne de delegerede på kongressen vedtage et program, der med flere ændringer kom til at gælde indtil 1913. Princip-programmet indeholdt en socialistisk målsætning, arbejderbevægelsens forslag om overgangen til et socialistisk samfund og endelig nogle umiddelbare krav til den bestående stat. Det blev understreget, at målsætningen skulle nås ved alle lovlige midler, men såvel i diskussionen forud for kongressen som i programkommentaren blev det præciseret, at arbejderpartiet ville bruge mange veje for at nå dette. Vigtig var her især opfattelsen af sammenhængen mellem parlamentarisk og faglig kamp, af organisationens betydning og af den politiske skoling. Det var også klart, at der skulle udøves et pres på staten for at udvide det lovmæssige spillerum, dvs. at ændre grænserne for hvad der var lovligt og ikke lovligt. Endelig, at partiet, når det omtalte den fremtidige stat i programmet, tænkte på en stat, der blev styret af arbejderklassen, d.v.s. folkeflertallet.

I programmet krævedes bl.a. den almindelige, lige og direkte valgret for kvinder og mænd over 22 år. Der udarbejdedes også begyndelsen til en selvstændig landbrugspolitik, der var en nødvendighed i et land, hvor ca. 75% af befolkningen boede på landet. Endelig afvistes nogle dogmatiske formuleringer som "den jernhårde lønningslov", der ville have stillet sig i vejen for bevægelsens faglige arbejde. Det skete på baggrund af bevægelsens erfaringer: fagforeningerne var bevægelsens grundlag og kunne ikke bringes i overensstemmelse med "den jernhårde lønningslov", der hævdede, at lønnen ikke kunne hæves over et minimum, og at fagforeningsarbejde dermed var skadelig.

Politisk økonomisk krise og genrejsning

Ved i 1877 at arrestere Harald Brix og true andre af lederne - herunder især Louis Pio - til at emigrere til USA, lykkedes det statsmagten at skabe en tillidskrise i bevægelsen. Den faldt sammen med en økonomisk nedgangsperiode, som betød, at bevægelsens hidtidige faglige taktik led nederlag. Dermed kom bevægelsen ud i en alvorlig krise. Langt de fleste fagforeninger opløstes, og også politisk mistede Socialdemokratiet næsten enhver betydning.

Det førte til en længerevarende diskussion mellem en højre- og venstrefløj i partiet om, hvordan krisen skulle overvindes. I 1878 endte det med, at venstrefløjens forestillinger i det væsentlige gennemførtes: parti- og fagbevægelse skiltes ad, men partiet blev den koordinerende faktor for hele bevægelsen. Der var altså stadigvæk tale om en samlet socialistisk arbejderbevægelse. Ydermere bestod den politiske organisation af de mænd, der kendte til "de socialistiske principper", som det udtryktes i den daværende diskussion. Man ville på dette tidspunkt ikke opbygge en politisk masseorgani- sation, men en eliteorganisation, der havde få men til gengæld bevidste og velskolede medlemmer. Det holdt kun i få år. I 1884 havde partiet fået valgt sine 2 første Folketingsmedlemmer, og det konservative parti (Højre) forsøgte at opbygge en konkurrerende arbejderorganisation. Endvidere var Socialdemokratiet på vej til at blive det førende oppositionsparti i København. Partiledelsen indså, at partiet måtte nyorganiseres; herefter begyndte masseorganisationens periode.

Det socialistiske program og marxismen

Imidlertid ønskede partiet at fastholde "de socialistiske principper" som grundlag for bevægelsen, således som de også var kommet til udtryk i partiets første program fra 1876. I denne sammenhæng er det interessant, at et delkapitel fra Marx' "Kapitalen" blev oversat til dansk i 1876. Denne linje genoptoges nu fra 1884/85.

Partiet oprettede to skriftserier, der skulle fremme kendskabet til de "socia- listiske principper". Det betød en stor økonomisk og intellektuel indsats fra en, trods alt, forholdsvis lille arbejderorganisation, der først omkring århundredskiftet fik tilslutning af nogle få akademisk uddannede. Fra midten af 1880'erne udkom nu centrale værker fra den internationale arbejderbevægelse på dansk. Socialdemokratiet i Danmark blev således den første arbejderorganisation, der udgav de daforeliggende to bind af "Kapitalen". Der udsendtes imidlertid også lettere tilgængelige udgaver, som kom i store oplag i hele perioden op til den 1. verdenskrig. Denne betydelige politiskteoretiske interesse i den danske arbejderbevægelse understreges også af, at den marxistiske teori i de følgende år blev lagt til grund, når partiets faglige og politiske synspunkter skulle underbygges og udformes.

Partiets formand fra 1881, Peter Knudsen, udarbejdede således en partihistorie, der viser, hvordan han kunne bruge marxismen til at forklare udviklingen. Det præciserede han i et skrift om "Socialismen" og i en omfattende socialstatistisk undersøgelse af arbejderklassen og dens leveforhold i samtidens Danmark. Denne klasseundersøgelse, som analyserede forholdene for klassen som helhed, men også dens enkelte grene i byerne og på landet, dannede grundlaget for partiets politik i de følgende år. Samme metode anvendtes også af fagbevægelsens formand, Jens Jensen, i en fremstilling om 8-timers-dagen.

Social-Demokraten, som i disse år oplevede en stærk oplagsfremgang og blev landets største avis, optrykte også i stigende omfang artikler af kendte udenlandske partifæller - foruden Marx og Engels kan nævnes August Bebel, Wilhelm Liebknecht, Maxim Gorki, Lawrence Grønlund, Jules Guesde, H.M. Hyndman, Jean Jaures, P. Krapotkin og mange flere. Disse artikler formidlede den interna- tionale socialistiske diskussion til den danske arbejderbevægelse. Masseorganisationen Perioden op til første verdenskrig var præget af en stor udvidelse af arbejderpartiets organisationsfelt. Der oprettedes et landsdækkende net af aviser, og enkelte forbund udgav deres egne medlemsblade. Fra 1885 eksisterede en socialdemokratisk ungdomsorganisation i nogle provinsbyer, men først efter århundredskiftet udviklede ungdomsbevægelsen sig med større kraft. Samtidig opstod også DUI i konkurrence med især kristelige organisationer.

Fra midten af 1880'erne opbyggedes de første kooperativevirksomheder, selvom den kooperative ide var omstridt i den danske bevægelse. Man tillagde den ingen afgørende betydning for omdannelsen af samfundet, og nogle frygtede, at partiet kunne miste vælgere blandt de småhandlende ved at fremme denne gren af bevægelsen. Efter århundredskiftet havde bevægelsen kraft nok til at gå videre ved at oprette flere kulturelle institutioner f.eks. forlaget Fremad, Arbejderbevægelsens bibliotek og arkiv og en arbejderhøjskole i Esbjerg, der senere blev til flere.

Centralt var dog stadigvæk det faglige og politiske arbejde og herunder organisationernes udbygning. Fra midten af 1880'erne og forstærket i 1890'erne udbyggedes et landsdækkende net af partiafdelinger, der med tyngdepunktet i København organiserede en betydelig del af arbejderbefolkningen. Medlemstallet som i 1870'erne havde været helt oppe på 6000, men i kriseårene fra 1878-80 var faldet til nogle få hundrede, var allerede i 1890 steget til ca. 14 000 og havde i perioden op til 1905 med lidt op- og nedgang mere end fordoblet sig (29 651). I 1913 var det på 48 985 og i 1919 på 110 728 medlemmer. Endnu bedre lykkedes det på det faglige område: omkring 1900 var henved 50% af alle arbejdere i industri, håndværk og transport organiseret. Heri var inkluderet de ufaglærte arbejdere og kvinderne, men ikke landarbejderne, der stadigvæk var den største enkeltgruppe i arbejderklassen. I 1905 havde den socialdemokratiske fagbevægelse organiseret ca. 88 000 arbejdere, i 1913 153 000 og i 1919 359 000.

Det var overordentlig vanskeligt at organisere på landet. Bønderne var indædte modstandere af, at netop deres arbejdere skulle have ordentlige arbejdsforhold, desuden arbejdede mange karle og daglejere isoleret. Det lykkedes ganske vist at oprette et forbund i 1907, men først under første verdenskrig organiserede det en større del af landarbejderne. Også kvinderne var svære at organisere, men her var der ligeledes gjort en begyndelse. Således var omkring 1900 godt 21% af kvinderne på arbejdsmarkedet organiseret. I international målestok var det endog overordentlig mange. I industrifagene var organisationsprocenten dog langt højere, og lå f.eks. for bygnings- og metalarbejdere i nærheden af 100%. Denne udvikling skyldtes flere forhold, men væsentligst var dog den danske industris struktur. Fremherskende var de mindre virksomheder; der fandtes kun få fabrikker med hundrede eller flere arbejdere, og det gjorde fagbevægelsens arbejde lettere.

I den periode var samarbejdet mellem arbejderbevægelsens to hovedorganisationer - partiet og fagbevægelsen - så stabilt, at det ikke kom til de modsætninger mellem de to grene, som kendes fra andre lande. Det beroede på, at fagbevæ- gelsens politiske program også var det socialistiske, og at fagbevægelsen var fuldstændig klar over, at dens krav om umiddelbare forbedringer af arbejdsforhold og lønninger var politiske. Derudover havde partiet og fagbevægelsen en gensidig repræsentation i hinandens forretningsudvalg, således at bevægelsens aktiviteter kunne koordineres. Det forhold, at det lykkedes at fastholde en samlet arbejderbevægelse overfor kapitalen, har vist sig at være af umådelig stor betydning.

Arbejderklassen var på dette tidspunkt fortsat et mindretal af befolkningen. Ca. 62% af befolkningen boede endnu på landet, 18% i København og 20% i de andre byer. Vandringen fra land til by fortsatte og især antallet af ufaglærte steg betydeligt. Socialdemokratiet blev ganske vist i løbet af det første årti i det nye århundrede landets stærkeste parti også i stemmetal, men det betød stadigvæk kun en andel på ca. 25 - 28 % af stemmerne. Imidlertid gav det mulighed for via det parlamentariske arbejde at forstærke bevægelsens krav og føre dem frem i offentligheden. Partiet lagde stor vægt på at udforme en reformpolitik, der overfor befolkningen forklarede, hvad Socialdemokratiet stod for. Samtidig understregedes forbindelsen mellem partiets politik og dagligdagens kampe for forbedringer af arbejdernes forhold.

I 1898 sluttede fagforbundene sig sammen til en landsdækkende centralorganisation. I 1899 svarede arbejdsgiverne igen ved at kaste sig ud i en sidste stor kamp for at få den faglige organisationsret ophævet. Det kom til en 4 måneder lang konflikt, hvor over halvdelen af de organiserede arbejdere var lock-outet. Denne "hungerkrig" endte med "Septemberforliget",som blev grundlag for det danske arbejdsmarkedssystem. I eftertiden har forliget været meget omstridt i den danske arbejderbevægelse, fordi det bl.a. indebar, at arbejdsgiverne bevarede retten til alene "at lede og fordele arbejdet". Imidlertid var arbejdsgivernes anerkendelse af organisationsretten også en del af forliget, og betydningen af denne erobring er ikke bestridt af nogen.

I 1901 blev parlamentarismen knæsat i Danmark. Det betød et brud med den hidtidige samarbejdspolitik med bondepartiet Venstre, som nu overtog regeringsmagten. Det indebar en højredrejning for Venstre, og det splittedes igen i 1905, da Det radikale Venstre, blev dannet. Dermed opstod en ny partner for Socialdemokratiet, som partiet samarbejdede med til 1964 - i lange perioder også som regeringsdeltager.

I sin beretning til den Internationale socialistiske Kongres i Paris i år 1900 om det danske partis virksomhed kom Peter Knudsen ind på forholdet mellem dagligdagens reformarbejde på den ene side og de socialistiske fremtidsmål på den anden. Det var han ikke ene om i disse år.

I hele den europæiske arbejderbevægelse havde man siden 1890'erne diskuteret fordele og ulemper ved den stadig stærkere deltagelse i det parlamentariske reformarbejde i takt med de socialistiske partiers voksende tilslutning ved både lokale og nationale valg. At man kunne samarbejde med borgerlige partier om løs- ningen på arbejdernes konkrete problemer, var der enighed om i så godt som alle partier. Uenigheden drejede sig om risikoen for, at det nødvendige reformarbejde blev en så vigtig del af partiernes virksomhed, at det fik første prioritet - at det i bedste fald skød de langsigtede mål i baggrunden, og at det i værste fald fik partierne til helt at se bort fra de langsigtede mål.

I sin tale gennemgik Peter Knudsen en række eksempler på parlamentariske kompromiser, de danske socialdemokrater var gået ind i, fordi de udfra en helhedsbedømmelse trods altudgjorde et demokratisk og socialt fremskridt. Men herefter tilføjede han: "Hovedvægten i vores partis politiske arbejde ligger ikke i, at vi tilstræber reformer af den her nævnte art, men i at vi gennem hele vores uafbrudte kritik af kapitalismen og de samfundsmæssige tilstande, den medfører, forsøger at bibringe befolkningen en forståelse af kapitalismens fordærvelighed, at vi vækker arbejdernes revolutionære ånd, som skal omstyrte det kapitalistiske produktionssystem, at vi erobrer den politiske magt fra kapitalistklassen og hidfører retfærdige, socialistiske samfundsforhold".

For formanden for det danske parti var forudsætningen for deltagelsen i det parlamentariske reformarbejde altså klar: reformarbejdet havde kun anden prioritet i forhold til partiets vigtigste opgave, som bestod i at forberede arbejderne til selv at styre det nye samfund.

Trods dette officielle standpunkt er der imidlertid ingen tvivl om, at der i den følgende menneskealder udviklede sig en reformpolitik, der lod det lange perspektiv glide mere i baggrunden. For nogle ledende socialdemokrater skyldtes det sikkert, at de opbrugte al deres tid og energi på de umiddelbare fremskridt, som der her og nu var mest behov for. For andre var opfattelsen derimod den, at det socialistiske samfund gradvist ville vokse frem, efterhånden som reformerne omformede de bestående samfundsforhold.

Kun fire år efter P. Knudsens tale udtrykte en anden af partiets teoretikere, Gustav Bang, dette synspunkt således: "Der er to måder at komme ind i et nyt samfund på. Den ene er, at slå spillet overende - vælte brikkerne; den anden er at flytte brikkerne, en for en. Vore modstandere ønsker intet hellere, end at vi benyttede den første, men vi går den anden vej - vi flytter Socialdemokratiets røde brikker stadig længere og længere frem, til vi til sidst slår fjenden mat". At denne sidste opfattelse af forholdet mellem teori og praksis lidt efter lidt slog igennem, beroede bl.a. på partiets landbrugs- og kommunalpolitik.

Landbrugsprogrammet kunne ikke opretholdes, således som det var blevet præsenteret på den internationale kongres i Bryssel i 1891. Det havde ganske vist vakt opsigt dengang bl.a. ved at foreslå, at landbruget skulle organiseres kooperativt, og ligeledes ved de former, under hvilken overgangen til det kooperative landbrug skulle foretages. Men forudsætningerne for programforslaget holdt ikke, og partiet deltog derfor i nogle parlamentariske kompromiser for at få dele af programmet opfyldt. Denne politik viste sig ikke at være til fordel hverken for landarbejderne eller for husmændene, hvilket det tog partiet årtier at rette op på igen. At søge gennemført en reformpolitik over en så lang periode gjorde det meget vanskeligt at fastholde perspektivet, især da partiet for at skabe tilslutning til sin politik forlod sit socialistiske standpunkt i landbrugspolitikken.

Det samme problem gjorde sig gældende i partiets kommunalpolitik. Fra 1896 fik partiet stadig flere repræsentanter i kommunalrådene. Med den voksende indflydelse i kommunerne viste det sig, at man kunne opnå store resultater på især skole-, sundheds- og alderdomsforsørgelsesområdet. Men for at opnå disse resultater måtte partiets repræsentanter i mange tilfælde akceptere kompromiser, der skabte problemer. For det første begyndte partiet nu at tiltrække folk, der ønskede reformer, men som ikke tilsluttede sig på et socialistisk grundlag. Endvidere svækkede forsvaret for de indgåede kompromiser forestillingen om partiets principielle synspunkter. Og endelig blev det i den praktiske politik stadig vanskeligere at opretholde forbindelsen mellem de kortsigtede reformer og de langsigtede mål.

På andre områder fastholdt partiet sin principielle grundholdning. På Internationales kongres i 1907 var hovedemnet det forværrede forhold mellem de europæiske stormagter, der truede med at udvikle sig til en storkrig. Som svar herpå vedtog kongressen en resolution, der pålagde de nationale partier at arbejde for nedrustning i hver sit land. Det danske parti tog sagen op og fremsatte sit forslag i Rigsdagen, hvor det blev nedstemt. Men derudover sendte partiet forslaget ud til en diskussion blandt Internationalens medlemspartier for at fremme en international debat om 1907-resolutionen og dens realiseringog dermed at overvinde den stilstand, der i disse år prægede arbejderpartiernes internationale samarbejde. Endelig under verdenskrigen forsøgte partiet sig igen med en international socialistisk fredsaktion i samarbejde med søsterpartierne i de andre neutrale lande. Men også dette forsøg, som iøvrigt førte til beskyldninger om tyskvenlighed, løb ud i sandet.

Også på det faglige område gjorde man sig internationalt gældende. Ved den internationale faglige kongres i 1909 foreslog den danske delegation en samlet international aktion til fordel for nedsættelsen af arbejdstiden. Trods den danske fagbevægelses internationale anseelse, der bl.a. skyldtes den fremtædende danske andel i oprettelsen af den internationale faglige central i 1901, kunne dette fremstød ikke omsættes til handling.

I 1910 fik det danske parti til opgave at organisere den 8. Internationale Socialistiske kongres i København. Det var en anerkendelse af arbejderbevægel- sens stærke stilling, ikke blot i Danmark, men i Skandinavien som helhed, der var blevet en af Internationalens stærkeste bastioner. Kongressen fik et vel- lykket forløb, fordi den, som den belgiske partileder Emile Vandervelde skriver i sine erindringer, manifesterede den opfattelse, den internationale arbejder- bevægelse havde om sig selv og sin styrke. Umiddelbart forud for denne kongres afholdtes den 2. Internationale socialistiske kvindekonference, der bl.a. indstiftede den internationale kvindedag, som nu afholdes den 8. marts hvert år.

Den politiske taktik helt fra 1870erne havde stort set været den samme for alle de socialdemokratiske partier. Den var præget af den relativt fredelige udvikling i Europa efter 1871, og indebar en politisk-faglig kamp for at opnå det parlamentariske flertal. Lidt efter lidt udvikledes en ny taktik, der gav afkald på kravet om de socialdemokratiske partiers selvstændige erobring af magten til fordel for et regeringssamarbejde med borgerlige reformpartier om forbedringer her og nu. Denne udvikling stødte på modstand i partierne selv og ofte særlig udpræget i ungdomsorganisationerne.

I Danmark var Socialdemokratiet i 1916 indtrådt i regeringen, der var under ledelse af Det radikale Venstre. Dette skete trods en kongresbeslutning fra 1908 om ikke at ville deltage i regeringer, før partiet havde parlamentarisk flertal alene. Begrundelsen var, at de anspændte udenrigspolitiske forhold og krigens alvorlige følger for det danske samfund havde skabt en helt ekstraordinær situation, der retfærdiggjorde den historiske beslutning. Også de øvrige partier indtrådte i regeringen, men da ministrene fra de to højreborgerlige partier i 1918 valgte at trække sig ud igen, fastholdt Socialdemokratiet regeringssamarbejdet.

Denne såkaldte borgfredspolitik udløste protester også indenfor partiet, der tidsmæssigt faldt sammen med de revolutionære begivenheder i Rusland. For første gang siden 1871 stod Socialdemokratiet for alvor overfor risikoen for at blive splittet. Verdenskrigen virkede her som katalysator, og selvom det lykkedes for Danmark at holde sig udenfor krigen, betød de internationalt skærpede klassemodsætninger, at det også i Danmark kom til et brud mellem forskellige grupper i arbejderbevægelsen. Splittelsen blev dog ikke særlig omfattende. Tre mindre grupper brød ud, og de sluttede sig i 1919 sammen til Danmarks kommunistiske Parti. Fra starten var det præget af store modsætninger og kommunisterne kunne derfor let ignoreres og isoleres politisk. Først i 1932 fik DKP valgt to Folketingsmedlemmer, der i 1939 blev til 3 med 2,4% af stemmerne overfor Socialdemokratiets 42,9%.

1. Verdenskrigs afslutning fik også på anden måde betydning for Danmark. Det nationale spørgsmål i forhold til Tyskland løstes ved en folkeafstemning, således at Nordslesvig fra 1920 blev en del af Danmark. Befolkningstallet voksede dermed med 5% og lå i mellemkrigstiden på omtrent 3 500 000.

Denne grænserevision, der gennemførtes af den radikale regering, vakte modstand i konservative kredse. De krævede afhistoriske grunde en større del af Slesvig, selvom befolkningsflertallet i de sydlige dele havde stemt for at blive ved Tyskland. Socialdemokratiet modsatte sig dette krav, der gik stik imod partiets opfattelse af folkenes selvbestemmelsesret. Ydermere ville det vanskeliggøre Danmarks fremtidige forhold til Tyskland.

Alligevel fortsatte de borgerliges modstand, der fik støtte af ledende erhvervskredse på baggrund af en udpræget modvilje mod reguleringen af det økonomiske liv under verdenskrigen. Udviklingen kulminerede i påsken 1920, hvor man fik kongen til at afskedige regeringen på trods af dens flertal i Folketinget. Dette statskup medførte et omgående og kontant svar fra arbejder- bevægelsen: Socialdemokratiet proklamerede en generalstrejke. Når partiet reagerede så stærkt, hang det sammen med dets grundlæggende strategi. Man ville erobre det parlamentariske flertal, og ethvert forsøg på at afskaffe det parlamentariske system gik derfor imod partiets selvforståelse og måtte møde den stærkeste modstand, hvis ikke partiet ville opgive sit mål. Stillet over for denne trussel bøjede højrekræfterne sig; der blev indledt forhandlinger, og et kompromis, der iøvrigt også indebar anerkendelsen af 8-timers-dagen for de fleste arbejdere, blev fundet. En sideeffekt var, at den syndikalistiske opposition, som under verdenskrigen havde fået en betydelig opbakning i arbejderklassen, herefter ikke spillede nogen rolle mere.

Partiets opfattelse af det parlamentariske demokrati gjorde det også let for Socialdemokratiet at finde sine internationale allierede efter verdenskrigens afslutning og arbejderbevægelsens splittelse i en socialdemokratisk og en kommunistisk del. Uden tøven støttede partiet erklæringen fra den internationale socialdemokratiske konference i Bern februar 1919 om "Demokrati og diktatur". Med denne havde de socialdemokratiske partier gjort det klart, at de anså det parlamentariske demokrati for den eneste varige vej frem, også i perioder hvor en revolution var mulig. Dermed afviste de kommunisternes opfattelse af "proletariatets diktatur", som efter oktoberrevolutionen i 1917 var ved at blive virkeliggjort i Sovjetunionen,og som den nystiftede Kommunistiske Internationale i marts 1919 vedtog var den eneste vej frem.

Statskuppet i 1920 blev forhindret, men resultatet af valgene i 1920 blev en borgerlig regering. Socialdemokratiet var imidlertid som følge af den reviderede valglov med forholdstalsvalg blevet det største oppositionsparti. Kvinderne, der havde haft stemmeret til rigsdagsvalg siden 1915, udgjorde også ved dette valg en konservativ faktor. Ved det næste valg i 1924 blev Socialdemokratiet imidler- tid det største parti og dannede med baggrund i en beslutning fra partikongressen i 1923 nu for første gang regering. Denne mindretalsregering under Thorvald Staunings ledelse holdt dog kun i 2 1/2 år. Regeringen vakte opsigt ikke alene ved sin politiske holdning, men også ved at Nina Bang blev udnævnt til undervisningsminister. Hun var den første kvindelige minister i verden. Men efter en ny betydelig stemmefremgang i 1929 fik Socialdemokratiet en regeringsaftale i stand med Det radikale Venstre. Regeringskoalitionen opnåede også at få flertallet i Landstinget i 1936 og dermed at bryde den konservative blokade af reformarbejdet. Ved Folketingsvalgene i 1932 og 1935 havde Socialdemokratiet yderligere fremgang og opnåede over 46% af stemmerne.

Valget i 1939 med en tilbagegang på ca. 3% var derfor et chok for partiet, fordi fremgangslinjen mod det absolutte flertal dermed var brudt.

I mellemkrigstiden fortsatte vandringen fra land til by i lidt langsommere takt; dog steg industriarbejdernes tal betydeligt, således som det afspejledes i fagbevægelsens voldsomme medlemsfremgang under 1. verdenskrig og senere.

Befolkningstilvæksten var dog nu stort set den samme i København som i pro- vinsbyerne; i landdistrikterne boede dog fortsat over 50% af befolkningen, selv om andelen var faldet fra 57% til 53% mellem 1921 og 1940; andelen af beskæftigede i landbruget faldt fra 35% til 28%, mens industri og håndværks havde en lidt langsommere stigningstakt, men sammen med handel og transport i 1940 beskæftigede 52% af den erhvervsaktive befolkning.

Med koalitionen med Det radikale Venstre var der skabt et parlamentarisk flertal for en reformpolitik - en reformpolitik der imidlertid ikke foreløbig kunne bryde med det kapitalistiske samfundssystem. Det radikale Venstre var villig til at gennemføre demokratiske og sociale reformer, men afviste på det bestemteste enhver forandring af de grundlæggende økonomiske strukturer. Med regeringsarbejdet opstod det særlige socialdemokratiske dilemma mellem varetagelse af arbejdernes umiddelbare interesser på den ene side og administrationen af det kapitalistiske samfund på den anden. I nogle tilfælde lykkedes det trods alt at overvinde problemet, men i andre tilfælde var modsætningen mellem arbejder- og kapitalinteresserne for store til at partiet kunne forene de to hensyn.

Allerede under den socialdemokratiske mindretalsregering fra 1924 til 1926 havde man fået en smagsprøve. En storkonflikt på arbejdsmarkedet i 1925 blotlagde tydeligt denne modsætning. Dele af fagbevægelsen - koncentreret i landets største forbund: de ufaglærtes - ville skærpe konflikten, mens regerin- gen af hensyn til samfundsøkonomien ønskede at afbryde strejken. Den fik flertallet i fagbevægelsen med sig, fordi dette flertal mente, at bevarelsen af regeringsmagten måtte prioriteres højere. Socialdemokratiet fremsatte som regeringsparti en række reformforslag med det formål at markere de socialdemokratiske standpunkter, men var dog klar over at de borgerlige partier ville nedstemme dem.

Spørgsmålet om et parlamentarisk samarbejde "hen over midten" var et problem, som blev diskuteret i mange socialdemokratiske partier i denne periode. Løsningen blev forskellig fra land til land. Den danske løsning blev mulig, fordi der fandtes demokratiske og socialt bevidste dele i det store småborger- skab samlet i Det radikale Venstre, som var villige til at samarbejde. Dette element manglede i mange europæiske stater i mellemkrigstiden. Under de særlige danske forhold kunne der således påbegyndes et omfattende reformarbejde op gennem 1930'erne, som kulminerede i opbygningen af velfærdssamfundet efter 2. Verdenskrig.

Afrustning - Internationale

Et af de problemer, om hvilket Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre var enige, var afrustningen. RV var pacifistisk, hvad Socialdemokratiet ikke var, men i efterkrigstiden gik partiet også ind for en ensidig afrustning. Man fremlagde forslag herom til diskussion i den i 1923 genoprettede internationale sammenslutning af de socialdemokratiske partier, Socialistisk Arbejder Internationale (SAI), og bidrog således endnu engang til en international arbejderpolitik.

Men da nazisterne i 1933 fik overdraget magten i Tyskland, diskuteredes forsvarspolitikken på ny i partiet og DSU og på denne baggrund voksede viljen til at forsvare det demokratiske styre med Socialdemokratiet i spidsen.

Sammenfaldende hermed forsøgte den socialdemokratisk - radikale regering at finde frem til nye udenlandske alliancer, men de vestlige stormagter, Frankrig og Storbritannien, var ikke interesseret i en aktiv anti-fascistisk politik. Ligeledes viste det sig, at en forsvarsalliance med Norge og Sverige ikke kunne realiseres. Under disse omstændigheder kunne regeringen kun i begrænset omfang basere landets sikkerhed på et stærkere forsvar.

Et andet aspekt af partiets udenrigspolitik var forholdet til SAI. Det danske parti havde historisk set været en af Internationalens varmeste fortalere, men erfaringen fra 1. verdenskrig havde gjort partiet skeptisk. Ganske vist gik det ind for SAI, men det var ikke villig til at give SAI nogle virkelige beføjelser. Dermed var partiet dog i overensstemmelse med flertallet af de andre medlemspartier, således at organisationen i hele perioden var svag med ganske få medarbejdere. Alligevel havde SAI en vis betydning; d,r førtes en diskussion om medlemsorganisationernes politik og udvikling og den brugtes til internationalt solidaritetsarbejde. Især det antifascistiske hjælpearbejde og understøttelsen af den spanske republik foregik i samarbejde med SAI.