Af førstelærer V.Würden Pedersen

Som vel i alle sogne var der i Åstrup et bylav, som dannedes af sognets 27 bønder. Før udskiftningen, der fandt sted i tiden 1822-29, holdt lavet sine møder på stævnepladsen ved kirkegårdens østhegn, som gav et godt læ for vestenvinden. Der var 27 sten på pladsen; men de er nu forsvundne og pladsen fornedret til affaldsplads for kirkegården. Stævnepladsen kaldes undertiden Plantebedet, fordi byens koner benyttede den til dyrkning af udplantningsplanter, f.eks. kål. Hver kone havde sit lille bed.
Efter udflytningen holdtes møderne omkring i gårdene.

Oldermandshvervet (formandshvervet) gik på omgang blandt bønderne og bestredes 1 år ad gangen. 1. maj var skiftedag, og det var en festdag for dem; thi da skulle man samles hos den ny oldermand, hos hvem alle møderne holdtes i det kommende år. Dette år var til liden glæde for oldermandens hustru. I denne anledning blev storstuen ryddet for alle de store skabe og kister, som ellers havde deres plads der, men som nu måtte stuves sammen i de andre stuer. Kun det lange bord og dito bænke forblev på plads; thi her skulle mændene bænke sig med oldermanden for bordenden. I parentes bemærkes, at så længe den gamle sognefoged Rasmus Nielsen levede, nød han - som primus inter pares - dog den ære at sidde for bordenden.

1. maj hen på eftermiddagen indfandt sig altså hos den ny oldermand alle bønderne. Denne dag gav han tiltrædelsesgilde, der bestod af smørrebrød samt enhver oldermands obligate traktement: 2 kander brændevin, ½ tønde øl samt røgtobak. Til årets øvrige møder medbragte hver mand sin mellemmad. Når de 2 kander brændevin var drukket, sagde oldermanden til, og hvvad mere der blev drukket af den vare, skulle de betale. Han havde nemlig i oldermandsåret ret til at sælge brændevin til byens folk i al almindelighed.

Ved møderne tog man ikke hygiejniske hensyn. Min nabokone har fortalt mig, at hendes moder var meget ked af det selskab. "Di spytte å rydde piwe u øwer det hiel, så da su fale u ætter dem", sagde hun.

Møderne kunne ofte trække ud til sent på aftenen. Det kunne jo også hænde, at en og anden blev så medtaget, at han måtte køres hjem. Sådan hændte det engang, at en besvimede. Efter nogen tumlen med ham fik man ham på en vogn og kørte ham hjem. Da han havde været lidt i frisk luft, kom han til hægterne igen. Det kunne naturligvis heller ikke undgås, at luften, selv i storstuen, blev sløvende, når 27 mand spiste, drak og røg tobak i henimod en halv snes timer. Vinduerne lukkede man jo ikke gerne op i de dage; man skulle nok vogte sig for træk og fugtighed i huset.

Oldermanden skulle være fodervært for byens eneste orne. Derfor medbragte hver bonde på majdag 2 skpr byg in natura til ornefoder for sit vedkommende. Senere blev byggen erstattet med penge, da det var nemmere. For 2 skpr byg måtte hver mand føre en so til orne; holdtes flere søer, skulle der betales mere byg. - Om her også har været en bytyr, har jeg ikke kunnet få oplyst, men øst for Æskemosehave ligger en strandeng, som kaldes Tyremålene. Dette navn kan måske nok lede tanken hen på bytyren.

Oldermandshvervet gik på omgang i en bestemt rækkefølge, idet det fulgte de numre, lodderne fik ved udskiftningen 1822. Nr. 1 er den første gård syd for Hovmarken. Den hedder Lindely og ejes af Søren Rasmussen, som dog kun har halvdelen af gård nr. 1. Gård nr. 27 hedder Mosehavegård, sognets nordvestligste gård, hvis nuværende ejer også hedder Søren Rasmussen, men som nævnes ved et gammelt tilnavn Kusk.

Lavets opgaver var mange: Man drøftede såning, høst, salg af vejgræs, indkøb af tjære o.s.fr.
Den dag, vejgræsset solgtes, indfandt køberne, vel mest de jordløse husmænd sig i oldermandens gård. Den lavsmand der havde det bedste snakketøj, blev udset til at opråbe vejstykkerne.
To af "de vittigste" lavsmænd blev en forårsdag sendt til Fåborg for at købe en tønde tjære, som så uddeltes i mindre portioner efter hvers behov. Denne uddeling foregik på Stævnepladsen.

Hegnssyn foretoges også af lavet. Man prøvede hegnets holdbarhed derved, at oldermanden prøvede at kaste sin hat igennem det. Kunne han det, var hegnet kassabelt, og ejeren skulle bøde 1 kande brændevin derfor.

Lavets forhandlinger gik utvivlsom ofte glat. Så længe førnævnte Rasmus Nielsen var med, lød det gerne fra de andre: "Hva mæjn du, såwnfåwe?" - "Je mæjn pinte ..." og så sagde han sin mening, hvorpå de andre faldt ind: "Ja, det mæjn jeg åsse". Så var den sag klar!

Men det traf sig jo nu og da, at man ikke var enige, og så foretoges der afstemning, hvilket skete ved hjælp af terninger og en stemmekasse, som ses på nedenstående billede. Kassen, som for et par år siden er fundet i et huggehus, er nu pudset op og har sin plads i forsamlingshuset. Afstemningen foregik på den måde, at hver fik sin terning, som han tog i sin hånd, som han stak ind ad det runde hul i forsiden, hvorpå han lod den falde ned i ja- eller nej-skuffen. Oldermanden opgjorde antallet af ja- og nejstemmer. Det var en nem form for hemmelig afstemning.

 
 Åstrup bylavs "lille" byhorn og stemmekasse

Bysens horn - ja, her i Åstrup var der to horn, og de er til endnu, et stort og smukt horn og et lille og uanseligt. På billedet ses kun det lille, da jeg først for nogle dage siden har fundet det store. Dette skal tidligere have været prydet med et smukt metalmundstykke. Dette horn følger nu en af vore brandfogeder. Når hornet lød i den gamle by, spurgte folk: "Hva tyder det tuie?" og tudemanden svarede: "Mæ(nd)jene ska samles i smeen". Det var dog kun småting, man drøftede i smedjen.

Da gårdene efter udskiftningen så at sige var spredt for alle vinde - Åstrup regnes af Søkilde for det bedst udskiftede sogn i Danmark - mistede hornet sin betydning. Nu blev der indkaldt til lavsmøde ved en seddel, hvorpå der stod: "Bedes sendt fra mand til mand".

Lavsinstitutionen tabte jo efterhånden sin betydning med de ændrede samfundsforhold. Møderne fortsattes dog lige til sidste århundredskifte; men efter som de gamle døde, blev kredsen mindre og gik over til almindelig selskabelighed, og de standsede helt, da omgangen var til ende, vistnok i 1903.