| Breve
fra folketingsmand og gårdejer Andreas Rosager, Vejstrup |
|
|
Brev til friskolelærer Hans Lund Øster Åby friskole
|
| |
Kjøbenhavn den 11.
Novbr. 1891
Kjære Hans Lund
Som Forholdene nu stiller sig i disse Dage på Rigsdagen,
hvor jeg foruden Møderne i Salen skal til Møde i Udvalg kan
jeg ikke deltage i Åbningsmødet den 13., hvor stor Lyst jeg
end har. Men da jeg tit tænker på Sagen, der den Dag samler
Folk til Møde, føler jeg Lyst til at sende Dig nogle Ord,
dels som Bevis for min hjærtelige Deltagelse i Sagen og dels som
Udslag af mine Betragtninger om Friskolen.
Det står da således for mig, at når Friskolen
arbejder under så trykkede Kår, som Tilfældet er, da
må den væsentligste Grund dertil søges i det slappe
Menigheds- og Samfundsliv. Dette at dyrke Kjærlighedens Vækst
er vi kun såre ringe til, men er derimod snart færdige til
at gå hver til Sit i en egen Krog for at nyde Livet, borte fra hinanden.
Jeg har før troet at trykkede økonomiske Forhold
var den største Årsag til Friskolens hårde Kamp for
Tilværelsen. Men det er ingen lunde Tilfældet. Ganske vist
har det Betydning, om dem der samler sig er, mere eller mindre i gode timelige
Forhold men det er ikke det afgjørende.
Min Broder Peder sagde engang til mig. Jeg har erfaret at i samme
Grad som jeg står Forældrene i et hjærtelig Tillidsforhold,
i samme Grad kan jeg også indvirke på Børnene. Dette
er rigtig, for Friskolen er en Hjærtesag - ikke Forstandssag.
Skal derfor Friskolen gå og gå godt, da må
alle Parter forstå dette, og beflitte sig på at mødes
på fælles Grund. Der må være en Kamp, Søgen,
ja jeg kan godt sige "Jagen" for at nå dette. Men her har vi Friskolefolk
vor svage Side, og derfor er Friskolen nu om Dage under trange Kår.
Havde vi Kjærlighed nok til at løfte i Flok, da fik vi også
se stor Forandring. Det er derfor vor Opgave, ud fra hvert sit hjem, at
virke henimod at mødes i Kjærlighed og god Tro til hinanden.
Tror vi ikke at kunde det, får vi opgive Friskolen.
Hvis jeg havde kommet til Åbningsmødet vilde jeg
gjerne havde slået på de Strænge, og hævdet det
som stående på vort "Program" som Friskolefolk. Jeg ved ganske
vist at Ordet: "Hvad kan det nytte", også her mulig kunde have meldt
sig, om ikke højlydt så stille. Men dertil vl jeg for det
første sige, at taler vi Mennesker kun det Ord vi fuldt ud tror,
da falder det aldrig helt dødt til Jorden. Dernæst føjer
jeg til, at jeg over for hvad jeg har fremført, taler som den erfarne
Mand. Når jeg siger dette må jeg fortælle følgende
angående mig selv.
Da jeg en Gang beklagede mig for Dig, over en Udtalelse, der
gik ud på at drage i Tvivl om jeg var en Mand der elskede Sandhed,
sagde Du til Forsvar for en sådan Udtalelse: "Vi må huske på
hvad der er gåt forud". Disse Ord skaffede mig en smertelig Overraskelse.
Jeg havde nemlig for det første, troet at Du stod over for mig,
som jeg for Dig, der i Dig så en Mand der ikke alene elskede Sandhed,
men også levede i Sandhed (det følges nu også altid
ad). Dernæst gjorde det mig ondt, thi jeg fornam mig berørt
fra en Side jeg slet ikke havde ventet, og jeg mærkede at det gav
mig et Stød bort fra Dig. Når jeg så mine Smådrenge
gå glade og fornøjet i Skole, følte jeg, at deres Glæde
havde særlig sit Udspring i deres barnlige Tillid til deres Forældre,
der gav den Vished for dem, at de gik i den bedste Skole for dem.
Men jeg følte tillige, at sagde jeg til dem, at Hans Lund ikke troede
mig vel, da vilde med et deres Glæde ophøre, og Tilliden til
Dig svinde bort. Jeg tav derfor, men følte også at mange sådanne
Sår kunde jeg ikke tåle, før det Tillidsforhold vilde
briste, som mit Forhold til Åby Friskole hvilede på. Jeg har
fremført dette, som Bevis for hvad jeg sagde, da jeg nævnede
mig selv som erfaren Mand.
Havde jeg kommet til Mødet vilde jeg selvfølgelig
ikke have taget dette Exempel frem, men det havde hvilet som Grundlag under
min Fremstilling.
Nu kommer jeg ikke, men beder Dig og særlig Marie undskylde
mig, når jeg helst vilde have haft et Møde uden offentlig
Karakter. Når jeg beder om det, er Grunden den, at jeg syntes at
mærke, at jeg sårede Marie ved det sidste Ordskifte om denne
Sag. Angående Ordningen af Skolens Forhold er jeg villig til at støtte
Sagen under de Regler som Flertallet antager. Og jeg gjør det i
det Håb at Vorherre vil tage sig af os, så vi ikke skiller
os ad i yderligere Tvivl, men at den som nu er til Stede, må en gang
forsvinde.
Hermed venligst Hilsen til Dig og Din Hustru
fra Din Andreas Rosager |
| |
|
| |
|
| |
|
|
|