Breve fra folketingsmand Andreas Rosager, Vejstrup

Breve fra folketingsmand Andreas Rosager, Vejstrup
[ Forside ] [ Op ]

Breve fra folketingsmand og gårdejer Andreas Rosager, Vejstrup

Brev til friskolelærer Hans Lund Øster Åby friskole

Kjøbenhavn den 11. Novbr. 1891 Kjære Hans Lund Som Forholdene nu stiller sig i disse Dage på Rigsdagen, hvor jeg foruden Møderne i Salen skal til Møde i Udvalg kan jeg ikke deltage i Åbningsmødet den 13., hvor stor Lyst jeg end har. Men da jeg tit tænker på Sagen, der den Dag samler Folk til Møde, føler jeg Lyst til at sende Dig nogle Ord, dels som Bevis for min hjærtelige Deltagelse i Sagen og dels som Udslag af mine Betragtninger om Friskolen. Det står da således for mig, at når Friskolen arbejder under så trykkede Kår, som Tilfældet er, da må den væsentligste Grund dertil søges i det slappe Menigheds- og Samfundsliv. Dette at dyrke Kjærlighedens Vækst er vi kun såre ringe til, men er derimod snart færdige til at gå hver til Sit i en egen Krog for at nyde Livet, borte fra hinanden. Jeg har før troet at trykkede økonomiske Forhold var den største Årsag til Friskolens hårde Kamp for Tilværelsen. Men det er ingen lunde Tilfældet. Ganske vist har det Betydning, om dem der samler sig er, mere eller mindre i gode timelige Forhold men det er ikke det afgjørende. Min Broder Peder sagde engang til mig. Jeg har erfaret at i samme Grad som jeg står Forældrene i et hjærtelig Tillidsforhold, i samme Grad kan jeg også indvirke på Børnene. Dette er rigtig, for Friskolen er en Hjærtesag - ikke Forstandssag. Skal derfor Friskolen gå og gå godt, da må alle Parter forstå dette, og beflitte sig på at mødes på fælles Grund. Der må være en Kamp, Søgen, ja jeg kan godt sige "Jagen" for at nå dette. Men her har vi Friskolefolk vor svage Side, og derfor er Friskolen nu om Dage under trange Kår. Havde vi Kjærlighed nok til at løfte i Flok, da fik vi også se stor Forandring. Det er derfor vor Opgave, ud fra hvert sit hjem, at virke henimod at mødes i Kjærlighed og god Tro til hinanden. Tror vi ikke at kunde det, får vi opgive Friskolen. Hvis jeg havde kommet til Åbningsmødet vilde jeg gjerne havde slået på de Strænge, og hævdet det som stående på vort "Program" som Friskolefolk. Jeg ved ganske vist at Ordet: "Hvad kan det nytte", også her mulig kunde have meldt sig, om ikke højlydt så stille. Men dertil vl jeg for det første sige, at taler vi Mennesker kun det Ord vi fuldt ud tror, da falder det aldrig helt dødt til Jorden. Dernæst føjer jeg til, at jeg over for hvad jeg har fremført, taler som den erfarne Mand. Når jeg siger dette må jeg fortælle følgende angående mig selv. Da jeg en Gang beklagede mig for Dig, over en Udtalelse, der gik ud på at drage i Tvivl om jeg var en Mand der elskede Sandhed, sagde Du til Forsvar for en sådan Udtalelse: "Vi må huske på hvad der er gåt forud". Disse Ord skaffede mig en smertelig Overraskelse. Jeg havde nemlig for det første, troet at Du stod over for mig, som jeg for Dig, der i Dig så en Mand der ikke alene elskede Sandhed, men også levede i Sandhed (det følges nu også altid ad). Dernæst gjorde det mig ondt, thi jeg fornam mig berørt fra en Side jeg slet ikke havde ventet, og jeg mærkede at det gav mig et Stød bort fra Dig. Når jeg så mine Smådrenge gå glade og fornøjet i Skole, følte jeg, at deres Glæde havde særlig sit Udspring i deres barnlige Tillid til deres Forældre, der gav den Vished for dem, at de gik i den bedste Skole for dem. Men jeg følte tillige, at sagde jeg til dem, at Hans Lund ikke troede mig vel, da vilde med et deres Glæde ophøre, og Tilliden til Dig svinde bort. Jeg tav derfor, men følte også at mange sådanne Sår kunde jeg ikke tåle, før det Tillidsforhold vilde briste, som mit Forhold til Åby Friskole hvilede på. Jeg har fremført dette, som Bevis for hvad jeg sagde, da jeg nævnede mig selv som erfaren Mand. Havde jeg kommet til Mødet vilde jeg selvfølgelig ikke have taget dette Exempel frem, men det havde hvilet som Grundlag under min Fremstilling. Nu kommer jeg ikke, men beder Dig og særlig Marie undskylde mig, når jeg helst vilde have haft et Møde uden offentlig Karakter. Når jeg beder om det, er Grunden den, at jeg syntes at mærke, at jeg sårede Marie ved det sidste Ordskifte om denne Sag. Angående Ordningen af Skolens Forhold er jeg villig til at støtte Sagen under de Regler som Flertallet antager. Og jeg gjør det i det Håb at Vorherre vil tage sig af os, så vi ikke skiller os ad i yderligere Tvivl, men at den som nu er til Stede, må en gang forsvinde. Hermed venligst Hilsen til Dig og Din Hustru fra Din Andreas Rosager