Af Anders Uhrskov

Hans Christensen er født den 10. januar 1781 i Vejstrup, hvor hans forældre Christen Hansen og Johanne Andersdatter havde en fæstegård. Han var født stavnsbunden, og den undervisning, han modtog, var som sædvanlig på landet i hine tider, kun den allernødtørftigste. Han lærte at læse, og det var jo allerede noget, men han kunne hverken regne eller skrive. Det meste af sin ungdomstid tilbragte han hjemme hos sine forældre og deltog i hoveriet til herregården Klingstrupgård, der tilligemed Vejstrupgård ejedes af etatsråd Kofod.

Det var mange steder hårde kår, bønderne levede under i hine tider. Den opvakte dreng, som ikke kunne regne og skrive, men nok høre, spidsede rigtig øren, når de ældre fortalte om egnes og andres onde skæbne. Og hvad Hans hørte som barn, fortalte han gerne igen som gammel. Her er en af de historier, han fortalte friskolelærer Rasmus Hansen, der senerehen fik så stor betydning i Vejstrup, Mens herremændene gjorde ved bønderne, hvad de ville, var der en på Tidselholt, som hed Brink. Han var for alvor gård mod folk, ja, der behøvedes slet ingen grund, bare han var vred, for at de, han traf, kunne komme på træhesten eller i hundehullet eller få godt et livfuld prygl af hans hundepisk, at han aldrig forvandt det mere. Og vovede nogen at trodse ham, sparede han ikke at tage livet af ham. Sådan var der en i Vejstrup, han slet ikke kunne få til at falde til føje. Han fik først så mange prygl, at hans skjorte hængte ved hans ryg, blev så sat på træhesten i to dage og så lige taget ned og sat til at køre rug ind. Men nu kørte han hen og sat til at køre rug ind. Men nu kørte han hen og væltede det allerførste læs ud i møddingpølen med frit fortsæt og satte sig ovenpå og sang. Nu kom herremanden. Han skar med tænderne og sagde: "Hm, hm, mon vi ikke kan få magt med ?" Næste dag blev karlen hentet til gården og kom ind til herremanden, men der er aldrig nogen, som har set hud eller hår af ham siden. Og det er da godt at vide, han aldrig er kommel vel ud af verden. Men lad os ingen dømme. Ham herovenfor holder øje med os alle og vil selv holde dom, når tid er.-
Og så fortalte Hans Christensen videre om, hvorledes bemeldte Brink blev dræbt af "en fremmed en", der en sen aften var kommet ind til ham, og hvordan pletterne fra hans blod aldrig kunne fjernes fra gulv og vægge. At Brink til yderligere straf ikke kunne få ro i sin grav, skal kun tilføjes for fuldstændighedens skyld.
Dette er sagn, digtning altså, men den kendsgerning, at sådanne fortællinger opstod, og at de fyldte folks sind slægt efter slægt, peger hen på en virkelighed af den barkeste art. Så skal det for resten tilføjes, at selv den måde, Hans Christensen fortæller sin historie på, giver gode bidrag til et billede af ham selv.
Der er al grund til at gengive en anden af Hans Christensens fortællinger. Før udskiftningen stjal folk tit korn fra hinanden på markerne ved nattetide, når de var i færd med at køre ind, hvad de næsten altid måtte om natten, om dagen skulle de jo passe hoveriet. Sådanne tyveknægte fik ikke ro i graven. Og mange gange har jeg og mange andre hørt disse stakler køre omkring i markerne og af og til så småt sige deres prrr, når de holdt og stjal, og igen drive på bæsterne og køre frem. Sådan gik det marken rundt. En mørk nat kørte min farfader korn ind fra den mark ned efter Tidselholt. Da de så fik læsset, kom der et andet læs forbi. Min farfader søgte da ikke efter spor, han troede, den anden var på vejen, og holdt derfor bagefter. Fra først gik det meget godt, men nu mærkede han nok, det gik tværs over alle agre, og efter over en time kom han tilbage til det sted, han havde læsset. Hans folk havde ikke set noget til nogen vogn, men næste dag kunne de spore, hvordan han havde kørt frem tilbage på marken, og forundrede dem over, han ikke var kommet til skade. Derimod var der slet intet spor af den vogn, han mente at have kørt efter. Det er jo nu tydeligt, at det var spøgeri, han havde hørt og ladet sig forvilde af.
Her har vi i levende form en af skyggesiderne ved såvel fællesdriften som navnlig hoveriet. Intet under, at Hans Christensen, som den opvakte sjæl han var, modtog varige indtryk dels af udnertrykkelsens tid, som han var født i, og dels af stavnsbåndets løsning og de andre landboreformer, der som rene omvæltninger indtraf i hans tidlige alder. Intet under, at såvel de mørke som de lyse oplevelser satte hans sind i drift efter nye forbedringer: Fællesskabets ophævelse, så hver mand kunne nyde de fulde frugter af sin dygtighed, og hoveriets afskaffelse, så bonden fuldt ud kunne blive sin egen herre.
Efter faderens død bestyrede Hans Christensen som den næstældste af fire søskende gården for moderen og blev på grund heraf fri for soldatertjenesten. Senere blev gården købt og derpå overdraget til ham. Ved den samtidig foretagne udskiftning formindskedes gårdens areal til halvdelen, idet den tidligere havde været dobbelt så stor som hver af de andre gårde.
1809 var Hans Christensen blev gift med Ane Nielsdatter, født 1782 som datter af gårdmand Niels Hansen og hustru Margrethe Knudsdatter i Vejstrup, men tiderne blev snart sådan, at de fik brug for alle deres kræfter til at holde ud. 1813 kom statsbankerotten, og fra 1818 til 1828 hærgede den såkaldte landbrugskrise landet i den grad, at mange blev drevet fra gård og grund og måtte vandre med posen og kæppen. Også Hans Christensen måtte kæmpe hårdt for eksistensen, men han ejede et lyst håb om bedre tider, han havde en trofaste medhjælper i sin kone, og så besad han en bevægelighed i retning af at indrette sig efter forholdene og udnytte de muligheder, enhver tid gav, og dette tilsammen gjorde, at han ikke blot klarede sig igennem, men endogså fik mod til at udvide sin bedrift. Han flyttede gården ud på marken, og han købte en hovedparcel af en nabo, hvorved han bragte sin gård op til 8-9 tdr. gammel hartkorn med et areal af 64 tdr land ager og eng. Han var gode venner med sognepræsten Baggesen, og ved hans hjælp kom han i besiddelse af de skifter, som Fyns Stifts patriotiske Selskab udgav, og herved blev han kendt med nye dyrkningsmåder, som han ikke tøvede med at indføre. han var således den første bonde der på egnen, som merglede sin jord. Det var i hine tider en sjældenhed, at en almidnelig bondemand læste aviser, men Hans Christensen holdt Fyns Stiftstidende - den såkaldte Hempelske Avis - og han fulgte godt med i, hvad der skete i verden.
Hans Christensen var i besiddelse af en stærk samfundsfølelse, og den kom i hine tider ofte frem, idet han ved de mange krigsægter, som bønderne måtte gøre 1807-14, og den hån og forurettelse, de ofte måtte lide fra højereståendes side, altid, hvor det var muligt, tog den forurettedes parti.
I året 1827 blev han udnævnt til sognefoged, men komd erved endnu stærkere til at føle savnet af, at han ikke kunne skrive. Herved var kun en ting at gøre - nemlig at lære det. Og så gav den 46-årige gårdmand sig til at lære sig selv at skrive, og så stærk var hans vilje, i forbindelse med hans gode evner ganske vist, at han snart lærte at føre pennen så godt, at han kunne føre al sin brevveksling uden andres bistand. Et vidnesbyrd om, hvor godt Hans Christensen lærte at udnytte sine tanker i skrift, har man i et nylig offentliggjort brev, han som medlem af den grundlovgivende rigsforsamling skrev hjem fra København til en datter og svigersøn 17. marts 1849.
Sognefoged og lægdsmand var Hans Christensen i 21 år, i mange år tillige fattigforstander og ligsynsmand, og ofte var han ved særegne lejligheder udnævnt til taksationsmand.
stavnsbåndets løsning 1788 omtalte han ofte som sit første barndomsminde, og det lærte ham, at bonden havde en ret, som med al kraft skulle fastholdes. Allerede længe før vor frie forfatning så lyset, virkede Hans Christensen for at få de bånd løsnet, der endnu bandt og snærede. Anordningen af 28. maj 1831 om rådgivende provinsial-stænders indførsel opfyldte ham derfor med glæde og forventning, og så kendt og anset var han blevet, at da forordningen af 15. maj 1834 udkom, blev han samme år med 385 stemmer valgt som deputeret for de midnre landejendomsbesiddere i Østifternes 14. valgkreds, og han gav møde ved stænderforsamlingerne i Roskilde 1835-36, 1838 og 1840.
Hans Christensens væsentligste indsats i stænderforsamlingen var hans arbejde for hoveriets afskaffelse. I samlingen 1838 indgav han til forsamlingen "Andragende fra en del gårdfæstere i Simmerbølle, Skrøbelev, Snøde, Stoense, Bødstrup, Lindelse, Tryggelev og Magleby sogne på Langeland om fæstegodsets forandring til selvejendom eller i alt fald hoveriets afskaffelse."
Dette andragende satte øjeblikkelig sindene i heftig bevægelse. Den kgl kommissarius A:S. Ørsted, professor Bang, kammerjunk Benzon, amtmand Neergaard og kancelliråd Drewsen, der udtalte, at "når det fremsatte forslag gik igennem, da var al ejenddomssikkerhed tabt." Forslaget fandt derimod støtte hos sognefogderne P.J. West og Henrik Larsen samt gårdmand Anders Christensen. Hans Christensen anbefalede sit forslag ved at udtale, at han "formente, at da hoveriet er en meget forhadt ting, måtte regeringen, ligesåvel som den havde befalet godsejerne at bortfæste deres gods, også kunne pålægge dem, at de nu skulle sælge det eller frigøre det for hoveri." Med 48 stemmer mod 7 blev det vedtaget, at forslaget ikke skulle underkastes nogen prøvelse af nogen komite.
Sådan var altså stillingen til et så vigtigt spørgsmål dengang, men glemmes må det ikke, nu da hoveriet længst er afskaffet, at Hans Christensen var den første, der i stænderforsamlingen rejste dette vigtige spørgsmål. At han derfor også måtte tage sine prygl, er forståeligt. Sådan er nu engang verden. At han nu, da bondestanden i mangfoldige år har høstet fordelen af hoveriets afskaffelse, også fortjener at mindes med tak, er ligeså uklart.
Den varmhjertede, men noget upraktiske bondeven, skolelærer Rasmus Sørensen fra Venslev, havde i 1844 fattet den plan at danne en "aktieforening bland bønder for indkøb af større avlsgårde og herregårde til udstykning," og ved sine stadige vandringer rundt om i landet havde han fået planen så vidt frem, at han, da han 1845 offentliggjorde sin indbydelse til oprettelse af en sådan forening, kunne ledsage den med en liste over 305 bønder, der repræsenterede 331 aktier à 25 rdl stykket. I løbet af halvandet år havde sagen så stor fremgang, at man var nået op til 2674 aktionærer med 66850 rdl. i aktiekapital. Denne plan om udstykning af de store gårde skænkede Hans Christensen sin fulde tilslutning, og han virkede ivrigt for dens fremme. Men alligevel strandede sagen, og aktieforeningen opløstes.
Hans Christensen var altid virksom for at vække sine standsfæller til bevidsthed om deres ret og ivrig efter at vise dem vejen til at få den påtalt og hævdet. I årene indtil 1848 rejste han jævnlig fra sogn til sogn på hele Fyn for at arbejde for bøndernes sag. Den 8. november 1845 udstedte regeringen det berygtede cirkulære, hvorved det blev forbudt at afholde nogen møde angående bondestandens retsforhold uden politimesterens særlige tilladelse, og selv med denne tilladelse var det forbudt nogen som helst uden for sognet at deltage i forsamlingen.
Dette bondecirkulære, som det blev kaldt, vakte, som naturligt var, megen forbitrelse blandt bønderne, men Hans Christensen holdt ikke op med at rejse omkring og hævde sin mening, skønt han derved ofte satte sin personlig frihed i fare.
Den 5. maj 1846 stiftedes ved et møde i Holbæk Bondevennernes Selskab. Tscherning blev valgt til formand, og foreningen vandt så stor tilslutning, at regeringen blev ængstelig, og allerede en uge efter - den 12. maj 1846 - blev bondecirkulæret taget tilbage.
Hans Christensen var meget ivrig for oprettelsen af Bondevennernes Selskab, han blev valgt til distriktsformand og gjorde et stort arbejde for sagen.
Imidlertid modnedes frihedens sag, og i 1848 kunne man begynde at høste frugten af de mange års anstrengelser. Skønt Hans Christensen var 67 år gammel,v algtes han den 5. oktober 1848 i Svendborg Amts 5. valgkreds (Kværndrup) til medlem af den grundlovgivende rigsforsamling med 606 stemmer mod 258, der faldt på modkandidaten, seminarieforstander, pastor D.A: Holberg i Skårup. Også i rigsforsamlingen vedblev han at være en trofast frihedsven og sluttede sig i et og alt til folkepartiet. På sine gamle dage var det hans glæde at mindes grundloven af 5. juni 1849 som det danske folks frihedsværk, til hvis gennemførelse også han havde ydet sit bidrag. Og selv om han efterhånden blev ældre, vedblev han med levende deltagelse at følge med i den politiske udvikling. Grundlovskampene i 1855 og 1865-66 vakte i den grad hans interesse, at han til tider glemte, hvor gammel han var; for ønsket om at kaste sig ud i forsvaret for den grundlov, han selv havde sat sit navn under.
Hans virkelyst holdt sig i den grad levende, at han 1856, da hans gårds bygninger ikke længere helt svarede til tidens fordringer, anlagde et teglværk og opbyggede sin gård påny,d enne gang af grundmur.
Politiske og materielle kampe havde optaget Hans Christensen stærkt, og han endte med at føle sig draget i den grundtvigske retning, af hvis iver for åndelig frihed i kirke og skole han ventede sig meget godt. Han udnerstøttede derfor også oprettelsen af frie børneskoler og folkehøjskoler, og ved sit guldbryllup 1859 skænkede han til de første en ikke ubetydelig sum. To af hans sønner fik sæde i landstinget, den ene tillige i Svendborg Amtsråd, det var ham en glæde at se dem optage den gerning i det offentlige liv, han havde begyndt. Et par år før sin død afstod han sin gård til en af sine svigersønner. Iøvrigt havde han den lykke at bevare sine kræfter og sin åndsfriskhed indtil et halvt år før sin død 1. juli 1868. Hans Christensen blev stamfader til en stor slægt, 6 børn, 20 børnebørn og 7 børnebørnsbørn efterlod han sig.
Hans Christensen var en foregangsmand inden for landbruget, han var en trofast forkæmper for den folkelige frihed, og han var først og sidst en arbejdets ven. Alt i alt en fynsk bonde, som gjorde sit fædreland ære.

Litteratur: Dansk Folketidende 31. juli 1868. D.E: Rugaard. Fremragende danske Bønder før og nu, 1871, Sydfynske Tidende 1868 m.m.