I sommeren l874 opholdt jeg mig på Fyn for at  se hvorledes undervisningen gik for sig i de fynske friskoler, som jeg havde hørt meget om, navnlig af en morbror Hans Kristian, den samme, som jeg var med, da vi skulle have været til Tønder med lam. Senere havde han været på Kolds højskole og var blevet gift med en fynsk pige. De boede i hendes fødehjem  en lille gård i Pederstrup.
Jeg fik ophold i 3 måneder hos friskolelærer Kr.Videbæk i Drigstrup og i andre 3 hos friskolelærer Knud Rasmussen i Sødinge, begge steder i udmærkede hjem, hvorfra jeg kun har gode minder, og hvorfra  jeg fik lejlighed til at besøge flere friskoler og til at deltage i offentlige  møder af forskellig art, selvfølgelig kun som almindelig tilhører. Tillige fik jeg lejlighed til at gå i kirke i valgmenighederne i Kertminde og i Ryslinge, til hvilke de to hjem hørte. Vilhelm Birkedals varme og åndfulde forkyndelse gjorde stærk indtryk på mig, hvilket vel hang sammen med, at jeg havde hørt så meget godt om ham i mit hjem. Men ellers må jeg sige, at sangen var det, som gjorde størst indtryk på mig den sommer. Jeg havde ikke hørt så god sang tidligere hverken i kirke, skole eller hjem eller ved møder, og jeg sang med af hjertens lyst. I friskolerne var sang og fortælling det bærende; men i alle øvrige fag stod disse skoler ikke over de skoler, jeg hidtil havde kendt.
I Sødinge var huskredsen stor, thi Knud Ramussen havde børnehjem og landbrug foruden skolen. Jeg kom dertil til høsten og tog del i høstarbejdet og arbejdet med besætningen. Høsttiden var livlig. Øllejler og madkurve blev flittig tilset, og æbleskiver og andet mundgodt blev bragt ud i marken til os. Om aftenen fik vi gammeltøl, så meget vi ville drikke. På gårdene fik mandfolkene efter sigende desuden en pind i øllet. "Pinden" var en snaps rom. Kosten på Fyn var i det hele taget kraftig og god. Sulefadene var store og øllet stærkt. Det fortælles at Frederik VI altid formanede de unge løjtnanter, som skulle  til garnisonerne på Fyn, at de skulle holde sig slanke. "Pas på sagde han - de spiser så møjet derovre".
I Knud Rasmussens hjem var der samtidig med mig en flink ung sjællænder,Hans Stampe, som blev friskolelærer på Sjælland. Jeg har senere truffet ham et par gange, men om han lever endnu, ved jeg ikke. Han var en alvorlig kristen og har sikkert udført et trofast arbejde i sin skole. Samtidig var der to piger Karen Marie og Marie. Den sidste blev senere gift med højskoleforstander Anders Jørgensen i Høng og er død. Den første har jeg tabt af syne. De var begge livlige og flinke.
For den fynske ungdom var St. Knuds Marked i Odense sommerens hovedbegivenhed. "Ses vi ikke før, så ses vi da til St. Knuds marked" var en stående afskedshilsen for mange. Lange vogntog med pyntede mennesker stævnede ind til Odense den dag. Alle butikker strålede omkap, og i gaderne gik hele rækker af piger arm i arm til at begynde med. Ud på dagen så man flere karle og piger gå par om par til og fra de forskellige forlystelser, danselokaler, gøglertelte, sejlture på åen o.s.v. og mod aften rullede de lange vogntog atter tilbage mod hjemmene med syngende og glade markedsgæster. For mig var denne markedsdag en hel oplevelse. Jeg havde aldrig set eller tænkt mig et så broget folkelivsbillede. De fattige markeder forår og  efterår i Sønderomme kunne ikke på langt nær sammenlignes dermed. Festligheden forhøjedes yderligere for mig ved den omstændighed, at jeg traf sammen med brødrene Johannes og Frode Rambusch. Johannes var i tømrerlære og Frode i malerlære i Odense. Markedsdagen var fridag, men Frode havde tjent en ekstraskilling ved at male et plankeværk, og han og jeg fulgtes da ud at se på stadsen. Han trakterede med kager og limonade og gav desuden en rotur på åen, hvor der var fuldt af både med syngende og jublende ungdom. Det var noget andet end vandingstruget i kanalen i Sønderomme.
Mens jeg opholdt mig i Drigstrup, blev fynboerne gæstet af Sønderjyder. De blev indkvarteret rundt om i familierne, hvor de tilbragte den første dag efter ankomsten med at se sig om og med at samles i mindre kredse til opmuntring med samtaler og sang. Anden- eller trediedagen holdtes et stort folkemøde med dem i Rønningesøgårds skov, hvor der blev holdt mange taler og sunget endnu flere sange il styrkelse af håbet om genforening med vore brødre og søstre syd for den ulykkelige grænse ved Kongeåen. Blandt talerne lagde jeg især mærke til den sønderjyske frimenighedspræst Poulsen fra Bovlund, ja om han allerede var præst den gang, skal jeg ikke kunne sige, men ellers blev han det snart efter. Han indledede sin tale med at bekende troen, og det gjorde han på sønderjysk mål således:
"Æ forsager æ Døwl o al`hans Gjanninger o al`hans Væsen,o.s.v.".
For mig var højdansk det hellige sprog og er det endnu. På det har jeg lært at bede mit fadervor, til det har jeg lyttet ved gudstjenester og deltaget i den hellige nadver, og det stødte mig, da jeg hørte trosbekendelsen fremsagt på den måde, ligesom det også støder mig, når jeg undertiden hører en præst indledede fadervor med "Vor far!" Vil man ikke beholde det famle "Fader vor", fordi det formentlig er en tysk ordstilling, "Vatere unser",så kan man dog i det mindste sige "Vor Fader". Forøvrigt kan jeg ikke se, at "Fader vor" er mindre dansk end "Datter min" som digteren bruger i en af vore skønne sange: "Datter min, lær dig til i tide...".
Biskop Martensen skriver i sin bog "Af mit Levnet" om kirkesproget i Angel, at det var tysk, uagtet de fleste folk i ANgel i hans barndom talte dansk -sønderjysk mål- i hjemmet. De bad deres "Vaterunsere" og gik til "Das heilige Abendmahl". For dem havde tysk været det hellige sprog lige siden Reformationen, som uheldigvis kom til dem på tysk, og Martensen advarede imod at ændre dette forhold ved kongelige reskripter. Jeg har senere også fået at vide, at Poulsen holdt op med at bekende troen på den måde, fordi hans menighed ikke syntes om det.
En anden taler hørte jeg for første gang ved dette møde; det var Morten Eskesen, som da var friskolelærer i Odense. Hans tale mindes jeg ikke, men derimod den varme, hvormed den blev holdt. Hans kærlighed til det tabte land var så umiskendeligt ægte, at den ikke kunne undlade at gøre indtryk på tilhørerne. Senere blev han danskhedens apostel i Sønderjylland i mange år. Utallige hilsener har han bragt frem og tilbage over KOngeåen, og hver gang han besøgte mig, hvad enten det var i København eller i Hee - og han kom hvert år - havde han altid noget at fortælle der nede fra. "Håbet lever endnu", sagde han, "og det bliver ved at leve". Og så fortalte han og sang.
Han har ofte talt og sunget for os i vort hjem i Hee i  timevis. Undertiden tog han på at fortælle ved bordet, så vi måtte bede ham om at tie og spise, thi ellers fik han ingen mad, så optaget var haan. Hver gang han kom, indledede han gerne med at sige: "Jeg har holdt skole for din fader" Han var kun et år yngre end jeg, men i kom godt ud af det"! Det havde sin rigtighed. Morten Eskesen begyndte sin lærervirksomhed som vinterlærer i Lyne sogn, hvor min fader den gang opholdt sig hos en slægtning på Østergård.
Når Morten Eskesen kom om vinteren, havde han for det meste lange støvler denpå benklæderne, og så kan det nok være, at det lød af noget, når han tog på at synge en kæmpevise på en snes vers og trampede takten dertil. En gang i København spurgte han, om jeg mente, at Kongen ville tage imod ham, hvis han kom med sådanne støvler på.
"Jeg har ikke andre med," sagde han.
"Kongen gør ingen indvending - sagde jeg - hvis du blot kan komme forbi den jourhavende adjudant, men deenne gør sikkert heller ingen indvending, når du fortæller, hvem du er, og dit ærinde."
"Mit ærinde; jeg har hilsen til KOngen dernede fra. Skulle det ikke være ærinde nok?"
"Jo, vist så, gå du bare," sagde jeg. Og så gik han.
Da han kom tilbage, var han glad som et barn. KOngen havde været dybt rørt over, hvad Morten Eskesen fortalte ham.
Der var barnlighed og poesi over Morten Eskesen. Han skrev bøger og digte og melodier og samlede en sangbog, som blev brugt meget og udkom i mange oplag. Hans digte var undertiden så barnligt naive, at folk trak på skuldrene ad dem, men Morten Eskesen lagde ikke harpen væk af den grund. Mens jeg var på Fyn, skrev han en sang til friskolelærer Olsens bryllup i Lunde .[Sibast]. Sangen begyndte således:

"Olsen i Lunde,
vidste vi nok,
være ej kunne
sten eller stok,
Kold imod kvinden,
som til mandinden
skabtes med flagrende lok."

Da han en gang havde skrevet et digt, hvori forekom følgende ubehjælpsomme vers:

"Verdensfyrsten, når det kniber,
klæder sig i kirkeskrud,
og hans sendebud som viber
råber verdensfreden ud.
Kirkeduen, himmelblå,
tænkes der kun lidet på."

fortæller man, at Uffe Birkedal gjorde en parodi sålydende:

"Gamle Morten, når det kniber,
klæder sig i digterskrud.
Om vi synger eller piber,
kommer det er digt herud.
At det mening have på,
tænker Morten lidt kun på."

Jeg tør ikke svare for sandheden af denne fortælling, men jeg har da hørt den af en pålidelig mand. Man mene nu om Morten Eskesen, hvad man vil; jeg tro, at han trods alle sine mærkeligheder har udført en mission i vort folk, som vi har grund til at takke for.
Hen imod sommerens slutning var jeg med til et politisk møde i Nyborg. Jeg havde ikke været med til et sådant tidligere. Mødet var bekendtgjort til rådhussalen, men da denne langtfra kunne rumme forsamlingen, blev det ordnet således, at talerne blev holdt fra rådhusaltanen, medens folk stod på pladsen nedenfor. Jeg blev dog oppe i salen og sad i et vindue ved siden af talerne, hvor jeg ikke alene fortræffeligt kunne høre, men tillige kunne hvile mine trætte ben; jeg havde nemlig spadseret hele vejen fra Sødinge. Efter mødet, som trak ud til mørket faldt på, var jeg så heldig at komme op at køre det meste af vejen tilbage.
Der var talere både fra Venstre og Højre. Berg, Berntsen, Anders Tange, Lars Dinesen o.fl. Forhandlingerne drejede sig mest om parlamentarismen og om Venstres stormløb imod ministeriet Holstein, som nylig var fratrådt og erstattet med ministeriet Fonnesbech. Lars Dinesen og Berg var hovedtalere fra hver sin side. Lars Dinesen lod Berg høre, at Venstre var skyld i rigsdagssamlingens ufrugtbarhed. Venstre standsede ikke blot ministeriets lovforslag i folketinget, men endogså sine egne, så at det på én måde åd sine egne børn. Rigsdagssamlingens betydeligste resultat var oven om de ny tændstikker. Berg forsvarede Venstres stilling med henvisning til det unyttige i at lade lovforslag med tidens nye ideer og krav gå op til landstinget under ledelse af et ministerium, som var modstander af forslagene. Vi burde komme dertil, at ministeriet var i overensstemmelse med folketingets flertal, thi først da kunne det blive virkelige mæglere imellem tingene, og først da kunne der gennemføres gode love.
Som foran nævnt havde jeg ikke tidligere været med til et politisk møde, men jeg savnede dog ikke forudsætninger til at følge forhandlingene. I mit hjem holdt vi stadig aviser, og min fader tog altid til valg. Han var modstander af grundlovsforandringen i 1866 og ivrig til at opfordre til deltagelse i valget den 14. november 1873, da kravet om paralmentarismen egentlig første gang ret var fremme på valgtribunerne som et kampspørgsmål. Ganske vist kom kravet om parlamentarismen frem allerede i Det forenede Venstres fællesudtalelse i 1870, og ganske vist var Venstres program af 1872 skrevet med parlamentarismen som forudsætning, men noget større røre vakte kravet dog ikke før i 1873, da folketinget nægtede finanslovens overgang til 2` behandling. Grundene til, at kravet om parlamentarisme ikke straks fangede folks opmærksomhed i 1870 og 1872 var dels den den fransk-tyske krig, dels Socialdemokratiets fremkomst her hjemme og endelig dels det såkaldte litterære gennembrud i København og yderligere den stærke modstand, som en del af den grundtvigske retning rejste imod sammenslutningen af venstregrupperne på rigsdagen til Det forenede Venstre. Man kaldte det en forening imellem kød og ånd; og blandt disse modstandere var Vilhelm Birkedal ikke mindst virksom, hvilket virkede splittende blandt grundtvigianerne på Fyn. Splittelsen øgedes yderligere ved det  grundtvigske vennemøde i Odense i 1874, da Berg tog ordet til forsvar for sammenslutningen.
I det hele taget var folket i stærk bevægelse i 70erne. Straks efter den ulykkelige krig i 184 følte folket sig så nedslået og lammet, at mange tvivlede om landets fremtid, men lykkeligvis rejste villien til livet sig snart igen, og allerede i 1866 og i de følgende år begyndte ny liv og virksomhed at røre sig på mange områder, åndelige såvel som materielle. Vidnesbyrd herom fik vi i året 1916 i den række 50 års jubilæer, som da fandt sted: Det forenede Dampskibssselskab, forskellige højskoler og friskoler, provinsblade, skytteforeninger o.s.v. . Nu vil jeg langtfra påstå, at jeg i 1874 og følgende år havde klart blik for alt dette, men jeg var dog for såvidt med, som jeg så og følte livet røre sig rundt om mig og efterhånden fik en voksende forståelse af, at det atter gik fremad i vort fædreland.
Men det var ikke  den politiske bevægelse, som greb mig stærkest i 70èrnes liv. Jeg var venstre, som man var det i mit hjem, og jeg troede, at bønderne kunne gøre en betydelig indsats i vort offentlige liv til gavn for Danmarks fremtid, men min interesse drejede sig først og fremmest om skolen. Her troede jeg at have en opgave, som jeg burde uddanne mig til at tage op. Politisk fanatisme kendte jeg den gang intet til. Den 5. juni 1874 var jeg til grundlovsfest i Kerteminde, hvor kredsens folketingsmand Michael Pedersen holdt tale for grundloven og drog til felts mod Venstre, uden at jeg blev anfægtet deraf
Den politiske kamp var endnu ikke så tilspidset, som den blev i de følgende år under Estrups ledelse.
Venstre i folketinget gik stærkere og stærkere på under kampen, stærkere, end dets indre kraft kunne svare til, og stærkere, end dets medhold hos den offentlige mening gjorde tilrådelig. Venstre havde egentlig alt det imod sig, som hidtil havde slået tonen an her i landet: Den stærke nationalliberale presse, universitetet, dommerne, præsterne, dommerne, hæren og flåden, handelsstanden, pengemagten, købstæderne, de dannede kredse o.s.v. Men endnu havde alt dette ikke samlet sig i fælles og bevidst modstand imod venstre og imod det parlamentariske krav; endnu nøjedes ange med blot at trække på skuldrene eller at le ad venstres krav om at danne ministerium. Betegnende i så henseende er flere af datidens politiske viser...
Selv om alt dette just ikke gik hen over hovedet på mig, greb det mig dog som før nævnt heller ikke. Der var så mange andre ting, som i lige så høj grad fangede min opmærksomhed og deriblandt ikke vore digteres værker. Jeg læste alt, hvad jeg kunne få af danske digtere, og ganske særlig fandt jeg store glæde i Bjørnsons fortællinger, som var udkommet i en samlet udgave og dermed gjort let tilgængelig. Folkeskriftselskabets bøger med frihedsstøtten udenpå nød også min særlige yndest, og denne har jeg bevaret til den dag i dag. Gennem disse bøger vaktes min kærlighed til vore nordiske brødrefolk og til Island, og jeg tror, at det her er gået mange af mine samtidige på samme vis. Selskabet fortjener folkets tak og påskønnelse for sin virksomhed.