Rasmus Hansen Egebjerg

Udgivet af Hans R. Egebjerg, 1899

Forord.

De her foreliggende Skildringer fra Krigsaarene l848-50 er, paa Grundlag af Dagbogsoptegnelser i Krigen, umiddelbart efter denne nedskrevne af min Far, Rasmus Hansen, Egebjerg, der som Menig i 5. Forstærkningsbataillon  var med i de to sidste Krigsaar, og bl.a. deltog i Slagene ved Fredericia og Isted. Sidstnævnte  Sted blev han haardt saaret og maatte derefter i over et halvt Aar ligge paa et københavnsk Lazaret, hvor han, efter enstemmig Indstilling fra sine Kompagnikammerater, fik Dannebrogskorset overrakt af Frederik den Syvendes egen Haand. I l851 blev han hjemsendt, men beholdt Resten af sit Liv en stiv Arm som Minde om Krigen. I 1859 overtog han sin Fødegaard i Egebjerg, hvor han boede indtil sin Død den 28. April l896.
Fader hørte til de faamælte Mænd., der yderst sjældent talte om egne Oplevelser og Bedrifter i Krigen. Men sine Erindringer og Indtryk fra Krigsaarene havde han nedskrevet  i en Bog, som han inden sin Død overlod mig til Afbenyttelse efter bedste Skøn, og som jeg nu offenliggør som et lille Mindeskrift om de store Begivenheder i vort Land for 50 Aar siden.
Disse "Erindringer" bringer selvfølgelig ikke nye, hidtil ukendte Oplysninger om de faktiske Begivenheder, der er belyste gennem store historiske Værker. Paa et og andet Punkt kan Fremstillingen maaske endogsaa være mindre historisk korrekt. Men hvad der forekommer mig at give "Erindringerne" Værdi og gøre dem fortjent til at kendes af flere, er dette, at de giver et livfuldt og sandt Billede af Krigsbegivenhederne, , saaledes som disse fremstillede sig for en menig Deltagers Opfattelse. Dette Billede er paa væsentlige Omraader ret forskelligt fra de sædvanlige poesirige Slagmalerier. Men den Omstændighed, Erindringerne ikke er skrevne med Offentligheden for Øje, turde vel tale for, at Billedet er mere virkelighedstro end mange af de Beskrivelser, der skildrer Krigen næsten som en Fest. Og i hvert Fald tror jeg, det kan have sin kulturhistoriske Betydning at faa fremdraget , hvorledes en fædrelandssindet , dybt religiøst bevæget, men i hele sin Færd og Tankegang jævn og stilfærdig Menigmand opfattede de Begivenheder, der havde saa stor og indgribende Indflydelse paa vort Folks Skæbne for 50 Aar siden. Overfor dem, der muligvis kan mene, at Sproget i disse  Erindringer ikke er en jævn Bondekarls fra Aarhundredets Midte, skal jeg kun gøre opmærksom paa, at Fader, skønt udgaaet fra et gammeldags Bondehjem og kun undervist i en højst tarvelig Landsbyskole, som ungt Menneske havde læst mere, navnlig af historiske Skrifter, end almindeligt for hans Tid og Stand, og at denne Læsning naturligt havde præget baade hans Tankegang og Fremstilling. Denne er helt igennem hans egen. Naar undtages nogle uvæsentlige Udeladelser af overflødige Gentagelser og de strængt nødvendige, rent sproglige Rettelser, har jeg intet forandret i Fremstillingen, men gengiver den, som den foreligger fra Forfatterens Haand, idet jeg hermed anbefaler den til ærede Læseres velvillige Opmærksomhed.

UDDRAG

Istedslaget
Endelig gryede hin uforglemmelige Dag, den 25de Juli l850, som til de sildigste Tider vil leve i Erindringen. Ved den første svage Morgendæmring kaldtes vi til Vaaben.Vi trak ind paa  Chauss?en ved Stenderup Bomhus, hvor der var en Bro, som førte over en stor Aa.Saa snart vi havde passeret denne, formeredes der Kæde ud til Højre over en grøn Eng, hvor det høje Græs laa nedtrampet af Krigerne fra den foregaaende Dag. Efter at Bataillonen var ordnet, blev der blæst "Avancer", hvorpaa vi rykkede frem. Klokken var da fire. 3 Linjebataiillon og 3. Forstærkningsbataillon var allerede kommen i Engagement med Fjenden. Vi rykkede rask frem og passerede en foran os liggende Skov, hvor vi gjorde nogle Fanger, og nu havde vi et vidt, øde Terræn for os, den store Isted Mose. Saa snart vi fik Øje paa Fjenderne, styrtede vi frem med fældet Bajonet og kastede dem i rask Løb tilbage. Vi havde endnu intet Skud affyret, da den usikre Belysning gjorde det vanskeligt at skelne Ven fra Fjende. Terrænet gjorde det umuligt at rykke frem i Orden og holde Forbindelse i Kæden, da det var gennemskaaret af store Diger og Tørvegrave, som idelig forsinkede Fremrykningen; hvert Øjeblik faldt nogle i Gravene og havde tit Møje med at komme op igen; adskilligt holdt sig ogsaa med Forsæt tilbage, da Kuglerne allerede havde begyndt at gøre lyst i vore Rækker. I maa ogsaa tro, kære Venner, at det er en underlig rystende Fornemmelse straks i Begyndelsen, naar vi gaar frem i Kugleregnen. I Førstningen kom Kuglerne pibende saa sygt, som de var  udgaaede, men jo længere vi kom frem, desto mere drivende hvinede de ind paa os. Der skal ogsaa Mod til at gaa frem, naar vi hvert Øjeblik kan vente Døden. Mig faldt det aldrig ind at standse eller gaa tilbage, skønt vi vel mærkede, at vi havde en stærk Modstander for os, og vor Kæde blev stedse tyndere. Reserven, som skulde understøtte os, saa vi ikke noget til.Desuagtet trængte vi frem, til vi var naaet Fjendens Hovedstyrke paa en Afstand mindre end hundrede Skridt. Vi havde en langt overlegen Modstand for os og maatte nu standse. Kampen, der blev staaende her en Tid, blev baade varm og blodig. Vi havde ingen anden Dækning end nogle Tørvestakke, som vi stillede os bagved, men de afgav kun et ringe Værn mod de rasende Kugler. Fjenden havde sin Reserve tæt ved og kunde vedblive at hente Forstærkning. Vore Kugler gjorde god Virkning; vi var  Fjenderne paa saa nært Hold, at vi ideligt kunde se dem falde og blive bragt bort, men hullerne blev straks udfyldte af friske Tropper, saa vi stedse fik flere at kæmpe imod.Desuagtet holdt vi os i denne Stilling over en Time. Det var den haardeste Kamp, som havde fundet Sted under hele Krigen, naar undtages Fredericiaslaget, hvor Stormløbene udførtes i sluttede Kolonner og følgelig blev mere blodige og morderiske. Men naar saa en skanse var taget, løjede det af igen, medens det her gik ud i et Bulder uden mindste Ophold.
Til Venstre for os, op imod Chausseen var Artilleriet posteret. Et fjendtligt Feltbatteri i Forening med to faste Batterier, ialt 16 Kanoner, stod i en for dem meget fordelagtig Position, hvorimod Batteriet Marcussen ene paa vor Side holdt Stand i flere Timer, indtil Batteriet Lund kom til Understøttelse, og nu udviklede sig den voldsomste Kanonkamp, jeg har hørt. 40 Kanoner beskød her hinanden af alt Magt i 5 Timer, saa Jorden ligefrem bævede under os, som stod vi paa en Lagen.
Det skønne Sejrshaab, som havde oplivet de fleste af os og ene skænket os den Frimodighed, hvormed vi var gaaede mod Fjenden, begyndte nu at svinde. Og skønt der kæmpedes ærligt, med Kraft og Mod og stor Udholdenhed, lader det sig ikke nægte, at der manglede Orden og Plan i Fægtningen. Det var ikke saa underligt, thi mange kække Officerer var faldne eller saarede; blandt dem var baade vor Adjudant og anden Løjtnant,som  førte Kæden, en Sergent og mange andre Underofficerer og Menige. Da Vejret tillige hindrede de Kommanderende Overblikket over Kamppladsen, blev det vanskeligt at lede Troppernes Bevægelser og sende Forstærkning derhen, hvor det trængtes haardest. En gennemtrængende Regn faldt vedvarende, Krudtrøgen stod tæt og ubevægeligt over Egnen, og alt var indhyllet i Damp og Taage. Paa det Sted, hvor vi stred, havde vi, som omtalt, i Fronten en Skov, der var fyldt med Fjender og forsynet med betydelige Forskansninger. Bagved os var et øde, gennemskaaret Moseterræn, og ingen Forstærkning var noget Steds at øjne. Men paa vor venstre Fløj saa det endnu mere betænkeligt ud, thi her var det, at General Schleppegrells Brigade havde lidt sit sørgelige Nederlag i Øvrestolk, hvor baade Chefen selv, den talentfulde Obersts Læssøe og den djærve Trepka var faldne.
Det var tilvisse kritiske Øjeblikke. Slaget maatte næsten anses for tabt, hvorfor ogsaa General Krogh tog Anledning til at beordre 3. Brigade tilbage for at forenes  med Hovedarmeen, hvorved den maatte give Afkald paa det Hverv, for hvilket  den havde kæmpet saa tappert. Brigaden havde ganske opfyldt sin Bestemmelse og stod allerede i den befalede Stilling, da den fik Ordre til hurtigst muligt at trække sig tilbage.
Under alt dette ses og kendes paa det tydeligste Guds underfulde Førelse og faderlige Beskærmelse, ved at han alligevel forundte os Sejren, skønt enhver, som vil være ærlig, maa tilstaa, at der paa dette Tidspunkt ingen Udsigt var dertil.Det maa anses for en stor Guds Naade, at han holdt sin Haand over gamle Danmark og det danske Folk, thi Sejren paa denne Dag frelste vistnok det danske Rige fra Sønderlemmelse og Undergang. Paa den anden Side ses det tydeligt, at Gud ikke vilde vore Fjenders Tilintetgørelse, thi dette vilde ikke kunnet undgaas, dersom de da de senere kom paa vild Flugt  havde set sig afskaaret af en saa stærk Troppeafdeling, at de enten havde maattet overgive sig eller hugge sig igennem. Da var det blevet deres rene Undergang, men det vilde Gud nu ikke have, thi det tyske Folk er jo ogsaa hans. De havde rigtignok gjort Oprør mod deres Konge, men Gud vilde dog ikke derfor udslette dem af Jorden, men kun vise dem, at de skulde bøje sig for den, som var deres Hersker med Rette. Fjenden viste sig nu med stærke offensive Bevægelser , og hans Holdning blev mere og mere truende. Paa alle høje Steder, saa vidt Øjet kunde række, saa vi det myldre med Fjender, som blev mere og mere dristige og forlod deres dækkede Stillinger i Skoven, der hidtil havde skjult deres Mængde. Vi holdt os endnu i den Stilling, vi havde tilkæmpet os ude i den store Isted Mose, og forsvarede os, det bedste vi kunde, skønt   Fjenden trængte os haardt. Vi havde fra dette Sted udskudt over Halvdelen af vore Patroner, saa det er sandsynligt, at mange Fjender har maattet bløde, men, som sagt , der blev jo længere jo flere at kæmpe imod. De havde næsten omgaaet os, saa de stod i en halvcirkel omkring os, og Kuglerne haglede ind paa os fra alle Sider, ikke alene fra Fronten og begge Flanker, men ogsaa bagfra, thi mange af vore Tropper havde været forsigtige nok til at søge den første den bedste Dækning, de kunde finde, mest paa bunden af gamle Tørvegrave, hvorfra de af og til sendte en Kugle ud paa Lykke og Fromme, tit til større Fare for os, som var fremme, end for Fjenden. Vi havde ikke mere Dækning for den ødelæggende Ild,  som vi kun sparsomt kunde besvare, thi mange var allerede gået til Ryes Brigade. Dog tænkte vi ikke paa at give os, men kæmpede i det Haab, at der skulde forundes os Hjælp.
Jeg holdt nu hen paa Fjenderne, der, hvor jeg saa dem staa tættest, skød og saa ogsaa en falde der, hvor jeg sigtede. Men det blev mit sidste Skud. Jeg havde faaet en ny Patron i Riflen og var ved at sætte Fænghætten paa, da jeg i samme Øjeblik straktes til Jorden af en Kugle, der gik gennem venstre Arm tæt under SKulderledet, knuste Benet, trængte sig ind under Skulderbladet og gik ude nede paa Ryggen. Det sortnede for mine Øjne, og alt løb rundt for mig. Efter en liden Stund kom jeg til mig selv, men Døden stod for mine Øjne i en skrækkelig Skikkelse. Jeg saa mod Himlen, men den var mørk; jeg paakaldte min Gud, men han svarede mig ikke, saa jeg i Dødens Stund følte Gudsforladthedens skrækkelige Øde. Var jeg død i denne Stund, da var jeg død i Fortvivlelse, thi Gud stod for mig med en underlig Forfærdelse. Jeg laa i en underlig bedøvet Tilstand. Omkring mig var Kamp og Tummel, i Hjærtet var Haabløshed og Mismod, thi det saa ud, som om alt Haab var ude for mig som for mit kære Fædreland. Da randt mig Hjemmet ihu og drog Hjærtet med hele Kærlighedens Magt tilbage til sig, det saa kære Hjem, som jeg nu sendte det sidste tunge Farvel. Mit Hjærtes opløftes i inderlig Vemod , Faders og Moders Billeder stod saa levende frem for mig, som saa jeg dem for mine Øjne. "Ak"! sukkede jeg; "dersom I nu saa eders Søn i denne Tilstand! Gud trøste Eder, naar denne Tidende kommer hjem til Eder!"
Jeg anstrængte mig for at komme paa Fode igen, og da en af mine Kammerater havde spændt Tøjet af mig, kunde jeg rejse mig halvt op. Jeg bad min Kammerat hjælpe mig til Rette, saa jeg kunde komme bort, og han hjalp mig med at binde mit Lommetørklæde om mit blødende Skulder. Men som han var i Færd dermed, kom der nok en Kugle, som gik igennem den samme, allerede saarede Arm nedenfor Albuen. Da forlod han mig og søgte Dækning paa Bunden af en gammel Tørvegrav. Overladt til mig selv, afmægtig og hjælpeløs, som jeg var, saa jeg nu ingen anden Udvej end at nedlægge Staven og her ende min Bane. Dog besluttede jeg at holde ud saa længe som muligt og stred langsomt og med Besvær tilbage. Men det var, som om alt nu forenede sig til min Undergang, thi vore tropper, som hidtil havde kunnet holde Stand, begyndte nu at vige tilbage for den stærkt fremtrængende Fjende, saa at jeg hele Tiden maatte gaa i den voldsomste Kugleregn. Da kom en Del af første lette Bataillon til Undsætning, og da de saa min Tilstand, viste de mig, i hvad Retning jeg skulde gaa for lettest at komme til Karantænen og faa mine Saar forbundne. Dog, det havde intet hjulpet mig, om Gud ikke paa anden Maade havde sørget for mig. Men da maatte jeg sande, at naar Nøden er størst, er Hjælpen nærmest. Det var sandelig ogsaa paa det yderste, thi alt Haab syntes ude. Den Anstrængelse, som det kostede mig at gaa, satte Blodet i stærkere Bevægelse, og da begge Kugler var gaaet igennem, randt Blodet ud af alle Saar, saa Blodtab og Udmattelse havde medtaget mine sidste Kræfter. Jeg stod stille en Stund og med bedende Blik saa jeg op til den af mørke Skyer dækkede Himmel. "Ak, min Gud!" sukkede jeg; "slaar der et Faderhjærte bag den sorte Sky, saa se dog i Naade ned til dit forladte, dit hjælpeløse Barn, og lad dog en venlig Lysstraale fra din Himmel trænge ind i mit arme Hjærte, før mit Livslys udslukkes!"
Mine Knæ skjalv under mig og kunde ikke længere holde mig oppe.  Jeg stod i Begreb med at lægge mig til Hvile, thi jeg mærkede, jeg kunde ikke længere bære mig. Og havde jeg først lagt mig, da havde det vistnok været ude med mig, thi den høje Lyng havde da skjult mig, til jeg af en eller anden var bleven funden, og det kunde gærne have varet længe. Saaledes har vistnok mange, som kunde have været frelst, om de i Tide havde faaet Hjælp, fundet Døden. Men netop i dette Øjeblik, da jeg havde opgivet alt, kom der en tro Ven og Kammerat, som jeg aldrig kan forestille mig andet, end at Gud har sendt for at opsøge mig. Aldrig har jeg tydeligere mærket, hvor kærligt dog Vor Herre søger det tabte Faar i Ørkenen, thi her saa jeg klart, at hans Øjne havde vogtet paa mig, skønt jeg ikke kunde faa Øje paa ham, og at han vidunderligt havde udset Frelse for mig paa en Tid, da alt Haab syntes ude. Dette har i den paafølgende tunge Tid ofte været mig til usigelig Trøst, thi det blev klart for mig, hvor kærligt Vor Herre dog tager sig af dem, som gærne selv vil høre ham til. Og det fik jeg at kende, at mit Forhold til min Frelser ikke havde været, som det skulde være, men jeg havde dog søgt Vor Herre, som jeg bedst kunde det, og derfor kendte han sig ogsaa ved mig. Men jeg har ogsaa set, at det var nødvendigt, at denne haarde Prøvelse ramte mig, for at jeg bedre kunde lære min Gud og mig selv at kende.
Den Smerte, som min sørgelige Tilstand foraarsagede min Ven,da han fandt mig, var dyb og inderlig. Under Trængsel og Møje havde vi lært at kende og skatte hinanden som Venner, g det kunde kun virke smerteligt nu at genses, som det syntes, ved Gravens Rand, og vi rørtes begge til Taarer. Jeg plagedes af en brændende Tørst, og da han havde vederkvæget mig med en styrkende Slurk Vin af sin Feltflaske, ilede han med at opsøge Ambulancen for at bringe mig i Sikkerhed, thi endnu kunde Kuglerne naa os. Han traf den snart, og nu lagdes jeg paa den blodige Baare, hvortil jeg saa ofte havde  sendt deltagende og medlidende Blikke, naar jeg i lignende Tilfælde havde set en saaret Kammerat blive bragt bort, og sukket til Gud, at han vilde forskaane mig for at trænge til Hvile paa dette blodige Leje. Min Ven gik ved siden af, og skønt han af en mødende Officer blev vist tilbage, forlod han mig ikke, førend han havde bragt mig i Sikkerhed.
De bar mig hen mod det Sted, hvor Artillerikampen rasede hæftigst, men jeg agtede kun lidt paa den voldsomme Kanontorden og de brølende Kugler og susende Granater, som ofte sprang tæt ved mig. Endelig saa jeg Karantænens grønne Flag vaje. Vor egen Bataillons Overlæge var tilligemed mange andre Læger i fuldt Arbejde med at forbinde de saarede, som i stort Antal havde samlet sig om dem. Men saasnart han havde undersøgt mine Saar, beordrede han, at jeg skulde bringes tilbage til Stenderup Kro, hvor der var Feltlazareth; da jeg skulde af med Klæderne, og det regnede gennemtrængende, kunde han ikke give sig af med mig.
De Syner, som fra nu af fremsteg for mine Øjne, er ikke til at glemme. Jeg havde i denne Krig set megen Elendighed, mange sørgelige Syner, men intet som dette. Den brede Landevej var helt opfyldt med saarede Stakler, som slæbte sig tilbage for at faa deres Saar forbundne og finde lidt Ro og Hvile efter den anstrængende Kamp. Vejen var ganske rød af det friske, bævrende Blod, der flød i Strømme, og gennem Kampens Bulder lød den ynkeligt klagende Lyd fra de mange jamrende, lemlæstede Mennesker. Det skar mig i Sjælen, men dette Syn skulde dog fra nu af  daglig opfriskes, da jeg i lange Tider kom til at leve blandt disse Ulykkesfæller. Men fra nu af forsvandt ogsaa den nagende Fortvivlelse, der havde taget Magten over mig, og jeg hengav mig med mere Ro i Guds Vilje, idet jeg saa at saa mange andre havde lidt samme Skæbne som jeg.
Da vi kom til Lasarethet, saa  der næsten ikke ud til at være Plads til flere, og uagtet der var mange Læger kunde de dog ikke langt nær overkomme deres besværlige Gærning. Jeg havde sikkert forblødt mig, hvis jeg ikke i min Ven havde haft en tro Hjælper, men han gav ikke Køb, førend, han, dels ved Bønner, dels ved haarde Ord, endelig havde bevæget en Læge til at tage sig af mig. Efter at jeg var bleven forbunden, sørgede min Ven for en Vogn til at føre mig til Flensborg.  Han redte selv et Leje til mig og dækkede mig med et Tæppe og bredte yderligere sin egen Kappe over mig, da min var bleven paa Valpladsen; da jeg var aldeles gennemblødt, kunde det nok gøres behov, at jeg blev dækket ordentlig til. Endelig gav han mig en Flaske Vin, som kom mig udmærket tilpas; jeg tømte den næsten, inden vi naaede Flensborg, da jeg stadig led af en brændende Tørst. Først da han saaledes paa bedste Maade havde sørget for mig, sagde min Ven mig Farvel med Ønsket om, at vi under glædigere Forhold maatte  mødes igen. Men jeg kunde se i hans taarefyldte Øje, at han  i Virkeligheden saalidt som jeg ventede, at vi oftere skulde se hinanden her paa Jorden. Jeg kunde næppe sige ham Tak, men i Hjærtet bad jeg en inderlig Bøn om, at Gud en Gang vilde lønne hans opofrende Troskab. Saa skiltes vi. Min Ven ilede tilbage til Valpladsen, medens Vognen satte sig i Bevægelse med mig ad Vejen til Flensborg.
Det havde nu ophørt at regne; Himlen var begyndt at blive klar. Jeg følte mig bedre til Mode, efter at jeg var kommen ud af Valpladsens kvælende Krudtdampe og atter indaande den friske Luft.Og jeg bad inderligt til Gud for mit kære Fædreland og for de mange, som nu vaandede sig i Smerter; jeg bad ham være deres Sjæle naadig, som nu stod for deres Tommer, saavel som dem, der endnu skulde vandre herfra.
Paa Kamppladsen havde det imidlertid forandret sig til det bedre for Danmarks Sag. Samtidig med at det klarede paa Himlen, klarede det ogsaa for os. General de Meza, som havde overtaget Kommandoen over Schleppegrells Division, havde faaet de opløste Rækker samlet paa ny og renset Øvretolk for Fjender og tilbageerobret Baggensens tabte Kanoner, og nu førtes der over hele Linjen et Fremstød med en saadan Kraft, at Fjenden kastedes ud af sine faste Stillinger og snart var paa fuldstændig Flugt.Herom vidste  jeg imidlertid endnu intet, da Sygevognen langsomt skred frem med ad Flensborgvejen, medens Krigsbulderet lød mere og mere fjærnt i mit Øre, til det tilsidst helt forsvandt. Det var en besværlig Rejse, de 3 lange Mil til Flensborg, liggende med en sønderskudt Arm i en stiv Vogn og udmattet af Blodtabet; det er næsten at undres paa, hvad et Menneskelegeme kan udholde, naar det skal være; og dette var jo endda kun en Begyndelse til en lang Række af tunge Prøvelsesdage.
 
Et velsignet møde

Da jeg skulde afsted, kom to Sygepassere med mit Tøj og pakkede mig ind, og denne Gang mærkede jeg, forunderligt nok, ikke noget ondt derved, men følte mig ret vel tilpas. Paa en Ambulancebaare blev jeg baaren ned til Havnen, hvor der laa to store Skibe til at tage os om Bord. Det Dampskib, jeg kom med, var et stort, gammelt, synkefærdigt Vrag, som Regeringen havde lejet til Transporter under Krigen. Det var næsten fyldt,da jeg kom, saa jeg tillige med seks andre maatte nøjes med en Plads nede i Kulrummet. Klokken blev over fire om Eftermiddagen, inden vi endelig lettede og lagde ud fra Broen. Det var den 28. Juli, vi sejlede fra Flensborg. Næste Morgen lagde vi til udenfor Svendborg, hvor vi skulde indtage Proviant. Det var mig en tung Tanke at skulle passere min Hjemstavn saa nær, uden at det maatte forundes mig at tale med et bekendt Menneske, som kunde bringe mine Forældre Bud om, hvor jeg blev ført hen, for at de kunde vide, hvor de skulde søge mig. Da jeg hørte, at Lodsen var om Bord, fik jeg en Sygepasser til at gaa op til ham  og meddele ham, at jeg gærne vilde tale med ham. Han kunde imidlertid ikke forlade sin Plads, men den Hilsen jeg sendte ham, havde dog til Følge, at han kunde underrette Pastor J.S. Brandt fra Ollerup, der lidt efter kom ud paa Skibet om, at jeg var blandt de Saarede om Bord, og hvor jeg var. Pastor Brandt var kommen til Byen tidlig om Morgenen for at faa nærmere Efterretninger om det store Slag, hvorom han havde hørt Rygter, men hvis Udfald han endnu ikke kendte. Da han var en varm Fædrelandsven, laa det ham meget paa Sinde at faa sikker Underretning om Slaget, og da han nu hørte, at de Skibe, som laa udenfor, havde Saarede  fra Istedslaget om Bord,  ilede han straks derud for om muligt at træffe nogen,  han kendte, til hvem han kunde tale et kærligt og trøstende Ord. Og saa snart han fik at vide, at jeg var der, kom han ned til mig. Synet af min Tilstand rørte ham dybt, og at han var meget bevæget kunde jeg høre paa hans Stemme og hans Ord. Jeg blev rigtignok underlig til mode, da jeg saa min kære Præst komme, og de Svar, jeg kunde give ham, var kun korte og afbrudte, indtil jeg fik fattet mig lidt. Men aldrig i mit Liv mindes jeg, at noget har været mig til en saadan Trøst og Vederkvægelse som dette Møde. Bestandig staar det saa levende for mig, at jeg næsten kan mindes hvert Ord, Pastor Brandt talte til mig. Efter en Tids Forløb gik han bort for at opsøge andre, men det varede kun et Øjeblik, før han kom igen. Man havde begyndt at træffe Anstalter til at faa Skibet i Gang, og Pastor Brandt kom da løbende ned til mig og spurgte mig, om jeg var forsynet med Penge, eller om der var andet, jeg manglede, da han i saa Fald vilde give mig, hvad han kunde, idet han jo senere kunde faa det igen hos mine Forældre. Jeg takkede ham hjærteligt for hans kærlige Deltagelse, men jeg var forsynet med det fornødne, og min Tilstand var jo ogsaa saaledes, at jeg ikke kunde bruge noget. Saa sagde han mig Farvel med de kærligste Ønsker og bad mig ikke at forsage i mine Trængsler,men søge Trøsten der, hvor den alene var at finde, hos min Fader i Himlen.
Dermed tog han Afsked, og kort efter skød Skibet atter sin Fart gennem Bølgerne. Men min tro Sjælesørgers Ord klang endnu med den venligste Stemme i min Sjæl. Jeg saa i ham et Sendebud fra den gode Hyrde, som søger i Ørken den smægtende Sjæl og bjærger den bævende Due. Og det var mig til usigelig Trøst, thi jeg havde atter faaet et Bevis paa, at jeg ikke var forladt af min himmelske Fader, men stod under hans kærlige Tilsyn og faderlige Varetægt. Og de Lysglimt, som han havde ladet mig skue, gennem de Trøstens Ord, min Præst havde talt til mig, blev for mig som venlige Stjerner, der siden lyste for mig i den mørke  Nat, da Modgangens Bølger gik saa højt, og Lidelserne  og Smerterne trængte mig saa haardt, at Haabet i min Sjæl, undertiden var ved at udslukkes. Da var det kun dette Ord, som kunde oprejse  det sunkne Mod, saa Hjærtet igen  kunde blive stille i Hvile hos min Gud.
 

                            ..... jeg maa skatte og berømme Befolkningen, af hvis Midte der havde dannet sig en Kontrolkomite, som ved Indsamling  frivillige Gaver fra alle Landets Egne kunde disponere over en betydelig Sum, der gav den Midler i Hænde til at afhjælpe   vore Savn og lindre vore Lidelser. Medlemmer af denne Komite indfandt sig allerede samme Aften, som vi blev indlagt, og skaffede sig Underretning om, hvad vi haardest trængte til.

Dagen efter vor Ankomst til København, havde vi den Glæde at modtage Besøg af vor elskede Konge, Frederik den Syvende. Med et lille Følge gik han omkring til alle Lasarether, gik fra Seng til Seng, gav os Haanden hver især  og talte nogle venlige Ord til hver enkelt af os. Og inden han forlod Stuen holdt han en lille opmuntrende Tale, hvori han takkede os for, hvad vi havde udrettet for vort fælles Fædreland, det kære Danmark, og bad os være forvissede om, at han følte varmt for os og delte vore Lidelser; hvad han kunde gøre for os, det skulde blive gjort, det kunde vi stole paa. Og det var ikke Hykleri eller tomme Ord. Vi kunde mærke at de kom fra Hjærtet, og derfor gik de ogsaa til Hjærterne igen. Og det er jo let at tænke sig, hvor godt det maa gøre at modtage Haandtryk  og høre saadanne Ord af sin Konge.