1. Rødkilde
Efter at landevejen fra Svendborg til Fåborg har gennemløbet landsbyen Vester Skerninge, drejer den pludselig stærkt til højre i nordlig retning; fra dette sted udgår en mindre bivej, der vedbliver at holde retningen lige mod vest. Følger mand enne, kommer man efter få minuters gang til landsbyen Ulbølle. En fri udsigt åbner sig lidt efter lidt mod vest ud over den flade, lave kyststrækning: Mod syd glider blikket helt ud over havet til de fynske småøer, mellem hvilke man om sommeren ser sejler efter sejler glide frem og atter forsvinde; til højre bag åen og Lindevads mølle ses Vester Åby kirke og høje til dels skovklædte bakker i baggrunden.
Midt i det smukke rundskue, omtrent en fjerdingvej vest for Ulbølle ligger ned på en let sænkning i jordsmonnet det gamle herresæde Rødkilde. Øster fra ses kun de mægtige ladebygninger, der helt skjuler hovedbygningen bag sig. En smal men fast vej fører fra Ulbølle i lige linje ned mod gården. Det er Ulbølle bønders gamle hovvej; dens ene side hegnes af et mægtigt stengærde, den anden af en jordvold, begge efter egnens skik beplantede med levende hegn.
Rødkilde har fået sit navn efter en mængde kildevæld, der findes dels i - dels rundt omkring gården. På en ganske enkelt undtagelse nær er nemlig alle disse kilder jernholdige, hvorved den jordbund, de overrisler, farves rød. Ved vandledninger, små vandfald, overrislinger osv. er de efterhånden omdannede til små velstandskilder for gårdens ejere.
Herregården Rødkilde i Ulbølle sogn, Salling herred, Svendborg amt er en af de ældste i Danmark; endnu viser man ude i haven, nordvest for den nuværende gård et gammelt voldsted, hvorpå en tidligere hovedbygning skal have ligget, vistnok omgiven af grave og med tårn.
Gårdens første kendte ejer skal være kammersvend Tyge Lauritsen Abildgård, som efter Huitfeldts ord var i deres tal, der 1314 gjordes fredløse på Viborg ting, hvor kong Erik Menved lod tage dom over dem. Ved den lejlighed blev hans gods deriblandt Rødkilde inddraget under kronen. Senere erhvervedes gården af den mægtige Hvideslægt, der besad den i lang tid. I slutningen af det 16. hundredår kom den til slægten Ulfeldt, derpå kort efter til Rantzauerne, hvorfra den atter gik over til Kay Lykke for efter hans fald for anden gang at inddrages under kronen (1661).
På sine sønners vegne blev gehejmeråd NIels Banner - amtmand i Hagenskov amt  - 1663 Rødkilde overdraget. Han forøgede godset og købte således i året 1665 nogle ejendomme i Ulbølle og andre byer af "kongens rigsråd" Otto Krag til Voldbjerg, og 1669 atter en bondegård i Ulbølle af rådmand og vinhandler Johan Lehn den ældre. 1706 kom Rødkilde til offentlig salg i Odense og opnåede ved den lejlighed en pris af 18.746 rdlr. eller 80 rdlr. 3 mk. pr. td. hartkorn, da det hele jordtilliggende - bøndergodset medregnet - udgjorde 232 tdr. 7 skpr. hartkorn. Hovedgården alene havde lidt over 42 tdr. Køberen var Børge Trolle til Nakkebølle. Gården blev i hans tid dreven slet og kom lidt efter lidt i dårlig stand, hvorfor han efter nogle års  forlb atter afhændede den til ejeren af Hvidkilde Johan Lehn; men heller ikke her blev den længe; idecbr. 1736 solgte han den til sin forvalter Jens Lange for 14,000 rdlr. Altså for næsten 5000 rdlr mindre end den 30 år før havde kostet Trolle.
Ifølge Langes skøde - udstedt 1740 - udgjorde Rødkilde hovedgårds takst nu foruden det ovennævnte fri hartkorn også 18 tdr. 7 skpr. ufrit; bøndergodset var lidt over 200 tdr. med 37 hovningsbønder.

II. Jens Lange som godsejer
 

Jens Lange

Rødkildes ny ejer forvalter Jens Lange var født på Sorø ladegård den 7. novbr. 1707 og var altså nu en mand på omtrent 30 år, stor og særdeles kraftig, så når sagnet i vore dage beretter om hans sønnesøn Erik Harding Lange, at han en gang under et ridt gennem porten greb fat i porthammeren og med benene løftede sin hest fra jorden - da er det kun stemmende med, hvad man hører om bedstefaderen; han var af sind foretagsom, banebydende og energisk til det yderste; men tillige i  højeste grad hidsig, voldsom og hensynsløs, så når senere han og hans nærmeste efterkommere i folkemunde fik tilnavnet "de stridige Langer", da passer dette kun altfor vel på stamfaderen, således som man lærer ham at kende fra samtidige kilder.
I adskillige år før købet af Rødkilde havde Jens Lange været forvalter hos Johan Lehn til Hvidkilde, Nielstrup og Rødkilde, og af denne mand havde han nu altså købt sidstnævnte ejendom. Ved sin tiltrædelse forefandt han så vel hovedgård som bøndergods i den ynkelige forfatning, hvad da også den ringe købesum godtgør. Bønderne var - skriver Lange senere - i en "så armeliig stand og tillige beladt med alle andre lyder, at de ikke kunde betale deres skyldighed mend endog hvert år måtte forstrækkes, hvorfor de og var kendt over hele landet."
At den ældste gård var kun tomten i haven tilbage; den daværende hovedbygning, som Lange forefandt, var en temmelig gammel og brøstfældig bindingsværksbygning uden volde eller grave om.
Det var vistnok ikke med venlige følelser, at hovbønderne tog det ny "herskab" i øjesyn; den myndige herskelystne mand forstod imidlertid snart at sætte sig i respekt, så de aflød hans bud, om end det skete med uvilje og frygt.
Af et sagn opbevaret i folkemunde får man det bedste indtryk af, hvorledes han opfattedes, for dets pålidelighed er der imidlertid intet der borger:
Der var, hedder det, en Lange, der var bestyrer af Rødkilde, men han grudede på, hvordan han kunne blive ejer af den. Så bildte han ejeren - greven på Hvidkilde - ind, at han ikke kunne få bønderne til at lystre,d et ville hjælpe svært, hvis han ville give ham skøde på gården, så vlle der nemlig ingen være, der turde mukke. Greven gik ind på det og gav ham skødet. Men næste gag, greven kom til Rødkilde, blev porten slået i lige for næsen af ham, og Lange råbte, at han havde ikke noget at komme der efter, hvem der havde papirer på gården, det var nok for ham selv. -
Her var noget at tage hånd i for den driftige mand, og han lod heller ikke vente på sig. Først måtte hovedgårdsdriften sættes på fode, så kunne turen bagefter komme til bøndergodset. Hvor "nøje og knap" Rødkildes tidligere forpagtere end havde taget bedriften, så havde det dog hidtil ikke villet lykes nogen at  bringe besætningen i kostalden op over 100 stkr. malkekvæg, og mangen en gang havde de så endda måttet leje græsning til de 20. En besætning af denne størrelse var da også, hvad Lange forefandt ved overtagelsen af gården. Han havde imidlertid lagt mærke til, at jorderne var gode - mest sortmuldede med lerunderlag; de var blot "udslidte" under den slette drift - det gamle trevangsbrug. For nu atter at lade dem komme lidt til kræfter lagde han de 2 tredjedele ud "til hvile" og tilsåede kun en tredjedel; og denne drift vedblev han i 4 år, hvorefter han i stedet for at vende tilbage til det gamle trevangsbrug optog et femvangsbrug, hvori årlig kun de 2 femtedele blev tilsået, én med vårkorn og én med rug, mens de 3 hvilede. Han var på Fyn den første landmand, der indførte og anbefalede denne drift, men han blev ikke den eneste, flere af de godsejerlige naboer fulgte hans eksempel og gik over fra tre- til femvangsbruget. Det er denne omstændighed, der af "Anonymus" hentydes til i tidsskriftet "Danmarks og Norges økonomiske magazin" 2. bind side 355, når det hedder: Der avles ikke det korn her i landet, som den gode Gud kunne give, om jorden fik tilstrækkelig hvile; "thi erfaringen har lært især ved 5 sædegårde her i egnen: Holstenshus, Nakkebølle, Rødkilde, Fjællebro og Brahetrolleborg, som besiddes af fornuftige landmænd, ... at endskøt de ikkun nu imod forrige tider sår næsten halvt, så avles der dog mere og bedre korn".
Med selvbevidsthed fremhæver Lange senere sin fortjeneste som opfinder af femvangsdriften: "Da jeg begyndte den, tog jeg den ikke op efter andre, såsom den ikke nogen steder var i brug, men jeg ransagede tingen efter dens natur og egenskab og så efter at træffe det retteste både til hvile og til sæd."
For at skaffe den udpinte jord i bedre gødningsstand ryddede han en mængde gamle mosehuller og kørte fede dynd op på de magre agre; bagefter blev hullet så vidt muligt fyldt og forvandlet til pløjejord. Skønt der ikke i gårdens enemærker henlå noget uopdyrket overdrev eller stadigt græsbed, så var der dog her som overalt talrige småmoser, engstykker, ellekær og lignende, der intet indbragte men kun hindrede driften af det øvrige; alle disse blev udgrøftede, ryddede, fyldte og snart forvandlede til frugtbart agerland. Sparsommelighed og strengt opsyn indførtes alle vegne, og lidt efter lidt tog velstanden til, så Lange efter en halv snes års forløb havde bragt besætningen op til 270 "hollænderikøer, og her er endda bedre og rigeligere foder", - skriver han, "end den gang, da her kun holdtes 100 køer, og de forpagtede græs anden steds til de 20". Også kornavlen var steget, Lange mener til det tredobbelte af, hvad han udgjorde ved hans komme.
Men næst efter at få jorden til at give gode afgrøder gjaldt det også om at kunne bevare disse i fred og til den ende lod Lange alle hovedgårdens jorder omgive med hegn - mest vældige stengærder, beplantede med "levende hegn", hvoraf man endnu den dag i dag kan se mere end levninger bevarede.
For at kunne drage nytte af det overflødige vand, som fra kilder og vandgrøfter gennemrislede Rødkildes jorder, lod han 1764 grave en mølledam, hvis vandmængde han med stor bekostning øgede ved hjælp af en vandledning, han lod anlægge fra Vester Skernigne sogns grund over Ulbølle bymark til dammen nede ved gården. Efter disse forarbejder blev nu bygget en vandmølle, blandt andet også indrettet til perlegryn; senere hen udvidede han anlægget til også at omfatte en stivelses- og pudderfabrik,  der altsammen på grund af sjældenhed her i landet ypperligt svarede renter.
Hans formue voksede nu så rask, at han i året 1768 så sig i stand til at købe FLintholm gård og gods i Hundstrup sogn. Denne ejendom solgte etatsrådinde Krag ham for 24,000 rdlr.; han havde vel ikke alle disse penge på rede hånd, da han havde lånt en del ud, men hvad han manglede, lånte han hos andre. Det var overhovedet hverken første eller sidste gang, Lange lånte penge hos andre, fordi han havde lånt sine egne ud på indbringende vilkår.
Så vel af private ejere som også af det kgl. ryttergods indkøbte han i disse år betydeligt bøndergods, og i 1775 blev endelig også hovedgården Løjtved erhvervet. Af dens udjorder imod Hundstrup, oprettede han en mindre gård og gav den efter sig selv navnet Langeskov. Han ombyttede og magelagde senere forskellige andre dele af godserne således, at driften for fremtiden kunne blive mere samlet og hensigtsmæssig.
For lettere at kunne om- og afsætte godsernes forskellige frembringelser lod han anlægge ny veje og frem for alt et skibsværft og udskibningssted ved Strandhuse omtrent en fjerdingvej fra Rødkilde.Her lod han bygge flere skibe, med hvilke han udførte sin overflødige avl særlig af korn. Hans afsætningssted for disse varer var især Norge, og denne omstændighed kom ham meget til pas, da skibene efter der at have losset kornet kunne indlade tømmer, hvoraf han i tidens løb kom til at bruge en overordentlig mængde navnlig til udflytning af bøndergårde.
Et andet bygningsemne, han havde megen brug for, var mursten, og da disse var vanskelige at få andet steds fra, lod han i sine senere år selv anlægge et teglværk ved Løjtved, hvorved han opnåede den fordel altid at have det nødvendige forråd ved hånden. Disse 2 ting kom ham især til nytte, da han i begyndelsen af firserne endelig fik en fuldkommen udskiftning gennemført; thi samtidig dermed lod han 26 gårde i Ulbølle og 8 i Vester Skerninge udflytte og af nyt opføre hver midt i sine marker. Hertil skal have medgået 3 år. Ved hver gård blev der med det samme anlagt en have, de forsynedes med gode frugttræer, hvoraf endnu adskillige skal kunne findes i live. Lodtrækning bestemte hver families fremtidige hjem; men på de gamle gårdspladser i byerne byggedes huse - hvert med et lille jordtilliggende.
Endnu stod kun tilbage at ombygge hovedgården. I sine sidste år påbegyndte Lange dette betydelige foretagende, der skulle være kronen på værket. Han oplevede dog ikke fuldførelsen men måtte overlade den til sin søn og efterfølger. 1781 solgte han Løjtved og Langeskov til sin søn Johan Lange. Købesummen var 55,000 rdlr: men disse ejendomme blev ater 6 år senere af Johan afhændede til kammerjunker v. Krog for 96,000 rdlr. Endelig i 1790 solgte den 83 årige Jens Lange Rødkilde og Flintholm med alt tilliggende tilsammen for 142,000 rdlr. 10 måneder senere indtraf den gamles død.
Med hele denne bedrift for øje må man give Pontoppidan ret, når han i sit "Danske Atlas" skriver om Jens Lange, at han "ved markernes bedre afdeling og andre økonomiske indretninger mærkeligen haver forbedret gård og gods samt givet sine naboer et godt eksempel".
Al denne virksomhed, Lange således udfoldede, alle de foretagender, han fik sat i gang, alle de store anlæg, han  gennemførte, udkrævede selvfølgelig overordentlig stor arbejdskraft. Hvorfra fik Lange nu denne? Ja her står vi det svage punkt i så vel Langes som hele datidens avlsdrift og landvæsen: det ubestemte hoveri. Dette, at den ene part havde ubegrænset ret til at fordre, den anden ubegrænset pligt til at yde personligt arbejde. I samme grad som en dygtig og driftig jorddrot øgede og bedrede sin avl, i samme grad øgedes og forlængedes også bøndernes tvungne arbejdstid i hovgårdens marker, lader og stalde; thi så godt som alt arbejde her blev udført af godsets hovbønder som hoveri.
På de gamle arvede godser gik det endda an, men hvor sådanne tid efter anden solgtes til folk, der betragtede stillingen som godsejer kun som en bekvem og lønnende forretning, hvor det først og sidst gjaldt om at få bedriften til at svare sig og helst give de størst mulige indtægter, der blev stillingen tit halvt fortvivlet, og hele indholdet tragisk: Som fremskridtsmand vil jorddrotten frem, arbejde sin ejendom op og øge dens indtægter, men på den anden side gør bonden sit yderste for at holde alt i den gamle gænge i rigtig erkendelse af, at ethvert fremskridt, enhver udvidelse og øgelse af hovedgården er det selv samme som et tilsvarende antal flere hovdage; dage fulde af hele det tvungne, ulønnede arbejdes triste og kedsommelige slid samt dertil bevidstheden om forsømmelsen af sit eget.
Spiren til en modsætning mellem jorddrot og hovbonde lå den gang overalt gemt i denne omstændighed, men kun få steder træder den stærkere frem eller blev drevet mere på spidsen end mellem Jens Lange på Rødkilde og hans bønder; man kan spore den tilbage til de første år og mere eller mindre tydeligt følge dens vækst i de følgende indtil det afgørende brud.
Af den gamle landmåling ses,a t Lange ved sin tiltrædelse må have fundet størstedelen af Rødkildes jorder skilt fra fællesskab, men det øvrige derimod "ganske smålig beblændet med Ulbølle bymarker". Bøndergårdene her stod for meget ulige hartkorn, og deres jorder var delt i utallige små og vidtstrakte agre. Ligeledes fremgår det af ældre tingsvidner , at byens bygninger så vel som dens jorder var dyerlig slette, da Lange fik dem med Rødkilde. Adskillige år blev anvendte på at få dem i bedre stand, og skønt Lange gennemførte disse forbedringer uden synderlig at spørge om bøndernes mening, så var fordelene dog altfor indlysende til, at han her skulle møde modstand, tvært imod blev han i begyndelsen snarere fremskyndet. En gang sendte bønderne f.eks. 4 mand op tl ham med bøn om, at han ville drage omsorg for, at hver af byens gårde kunne få lige meget hartkorn og blive sin jord tildelt samlet på et sted, skilt fra så vel de øvrige gårdes i samme by som fra dem i de 4 andre byer, Ulbølle hidtil havde været i fællesskab med.
Denne sendelse blev for Lange udgangspunktet for ny og større foretagender. Bøndernes anmodning kunne nemlig ikke efterkommes, uden at de jorder, Rødkilde havde i fællesskab med Ulbølle og øvrige byer, også måtte fraskilles; men et sådant foretagende var netop vand på Langes mølle.
Med den iver og heftighed, der var hans natur egen, tog han derfor 1745 fat på gennemførelsen af denne plan. Men trods anvendelse af alle mulige midler lykkedes det dog kun så nogenlunde; vel havde alle byens gårde fået jorderne ligedelt og hver fået sit jordtilliggende så vidt muligt samlet på et sted "højst på 3-4 forskellige steder i hver bymark"; men for  én gårds vedkommende mislykkedes afgørelsen fuldstændig.
Denne ene bonde, som Lange ikke opnåede overenskomst med, havde 4 smålodder, der skulle magelægges med anden jord fra Rødkilde; men alt strandede her på bondens uvilje mod det hele foretagende, så Lange, der allerede havde påbegyndt hegnsætningen om de nyerhvervede jordstykker, måtte her standse arbejdet; det henlå siden således i mange år "og ventede på bedre tider".
Kort efter ovennævnte udskiftning begynder man imidlertid at spore en tiltagende spænding mellem Jens Lange og hans bønder i Ulbølle. Hertil bidrog vistnok flere ting, især den stærke øgelse af det tvungne dagværk på hovmarkerne, men dog også den heftighed, hvormed Lange gennemfører sine planer, end ikke hug eller anden legemlig vold af hans egen kraftige hånd blev sparet, når det gjaldt at fremme, hvad han i øjeblikket var optaget af; der er noget af en selvherskers voldsomhed og ringeagt for andres meninger at spore deri. Undskyldning ligger vel nærmest i den omstændighed, at han tror om sine foretagender, at de er til fælles bedste for bønderne og ham selv.
Halvandet år senere tørner han for første gang alvorligt sammen med én af bønderne; denne mand hvis navn var Tomas Kristensen, var gårdmand i Ulbølle og rimeligvis en anset mand, i hvert fald nævnes han som den ene af de 4 mænd, der var udtaget til at opmåle og afdele jorderne udner magelægningen. Af et tingsvidne i denne uhyggelige sag ses, at Lange var "på morderisk vis bleven overfaldet og slaget" af nævnte mand. Sagen gik siden til højesteret. Af samme tingsvidne ses tillige, at Lange ikke straks har fået fuldt vederlag efter bestemmelserne i magelægget, det fik han først senere i form af en tørvemose, som den gang stod næsten helt under vand. Lange lod straks det overflødige vand aflede, men komderved i strid med en fremmed bonde, hvis ejendomme grænsede til mosen. Lange mageskiftede da mosen bort for en mae, "tåmosen" kaldet. Hva der dog heller ikke blev ham til synderlig glæde.
Omtrent på samme tid havde han ladet en del af de ældste og mest brøstfældige gårde i Ulbølle ombygge, og de øvrige istandsætte på bedste måde, men rigtig tilfreds hermed var han dog ikke; thi da alle den store by`s gårde (omtrent 30) efter almindelig landsbyskik lå samlede på et sted, så fik adskillige af dem alt for langt til deres jordstykke, når dette tilfældigvis lå i bymarkens udkant; der spildtes for megen tid på den lange vej til og fra arbejdsstedet.
Da kom tilfældet ham til hjælp. Der udbrød ildløs i den tæt sammenbyggede by, og 4 gårde gik op i luer. Disse gårde, der netop havde deres jorder mellem de længst bortliggende og på grund heraf og dårlig drift næsten havde henligget øde, fik nu deres bygninger opført uden for byen på deres egen jord. ALt blev indrettet på ehnsigtsmæssigste måde, fæsterne befandt sig særdeles vel i disse forhold. Markerne, der på grund af deres fjerne beliggenhed hidtil næsten havde henligget uopdyrkede, skiftede lidt efter ldit helt udseende til det bedre, beboerne kunne behandle dem på den måde, der fandtes mest gavnlig uden at være bunden af den overenskomst, man under det gamle fælelsskab skulle blive enige om, og han ahvde dem nu liggende rundt om sin gård.
Det var kun en prøve, men den måtte siges at være faldet heldig ud; fra den dag var Lange på det rene med, at udskiftning alene  var ikke nok, den måtte efterfølges af udflytning, hvad dog for Ulbølles vedkommende - som allerede nævnt - først skete efter mange års forløb.
Denne prøve, hvor gavnlig den end i og for sig kunne være, gav for øvrigt anledning til et nyt stridspunkt mellem den heftige jorddrot og hans bønder. Lange syntes nemlig, at han ved gårdenes udflytning og ombygning havde forbedret dem så meget og selv haft så mange omkostninger, at han som vederlag herfor kunne fratage fæsterne en lille jordlod "Højteshave", 4 tdr ld stor. Bønderne vovede ikke at gøre indsigelse derimod, men man glemte ham det dog ikke af, hvad tiden senere viste.
For yderligere at udvide og afrunde sine ejendomme købte han midt i halvtredserne af godset Egeskov 9 gårde i Ulbølle, hvorved han næsten blev eneejer af denne by. De indkøbte gårdes jorder blev omordnede  lighed med byens øvrige, men "for at lette indhegningen" blev nogle af deres agerrender i alt 4 tdr. 3 skpr. 1 fjdk. ld indlemmede i hovedgårdens marker. Som vederlag herfor skulle Lange godtgøre bønderne 12 rdl. 3 mk. 2 sk. hvert år, marken var besået; var den derimod udlagt med græs, skulle han på andet bekvemt sted udvise bønderne lige så megen og lige så god græsning. Bønderne var ikke fornøjet med byttet, men hertil tog Lange intet hensyn.
Endvidere: blandt byens jorder fandtes en lille mark, kaldet Dyrehavskrogen. Skønt den kun var 10 tdr. ld. stor var der ikke mindre end 15 delhavende i den. Af disse var de 14 bønder, men den femtende var deres "herskab" justitsråd Lange. Han ejede omtrent 10 skpr. land. Da marken var meget sid og sumpig, så den til tider næsten helt stod under vand, havde Lange ofte talt oma t få den udgravet, men det strandede altid på bødnernes ulyst til at kaste sig ind i ny foretagender. Omsider fik han dem "overtalt" til "godvillig" at overlade ham marken imod afdrag i deres skatter. Den blev nu udgravet og gav udmærkede afgrøder, men da bønderne første år kom med deres formindskede skatter, forklarede Lange dem, at det ikke sådan ment. De årlige afgifter måtte betales fuldt ud; afståelsesbidraget skulle derimod bruges til at formindske gamle restancer. Bønderne i Ulbølle var nemlig i den henseende ikke bedre stillede end deres standsfæller i så godt som hele landet: dårlige tider med misvækst og sygdomme blandt husdyrene, særlig kvægpesten havde for længst bragt dem så grundig på restancelisten, at det betragtedes som en umulighed nogen sidne at betale den voksende gæld, hvorfor også Lange for længst - i lighed med, hvad der skete på andre godser, havde undladt at opkræve den hele landgilde. Hans forklaring af, at summen for afståelsen af Dyrehavskrogen skulle gå til afdrag på disse gamle restancer, ville altså i virkeligheden sige, at han uden vederlag tilegnede sig marken. Også hertil tav bønderne, men gemt var ikke glemt.
På lignende vilkårlig måde havde han for de udflyttede gårdes vedkommende ladet opføre huse på deres tofter i byen uden at afdrage noget i vedkommende bondes afgifter.
Han havde ved to af byens led ladet opføre huse, hvortil blev henlagt nogle skpr. ld. af byens jord; dette skulle efter hans foregivende være til byens gavn, idet den derved sparede at holde hyrder, da ledene var det eneste sted, hvorigennem kvæget kunne slippe ud af eller ind i marken, og disse led nu kunne passes af husenes beboere uden synderlig ulelighed. Ved disse og lignende vilkårlige afgørelser havde han lidt efter lidt  fremkaldt en stærk uvilje imod sig blandt godset bønder, og da han i ingen måde tænkte på at bøje af fra den én gang betrådte vej,, voksede denne uvilje stadig til en større og større bitterhed.

III Lange som forfatter
Mens Lange således ivrigt og optaget arbejdede på at omdanne det lille samfund, han som godsejer var kommen i spidsen for, begyndte den danske regering netop at slå ind på den landbopolitik, der omsider endte med i så mange måder helt at omdanne vort borgerlige samfund. Begyndelsen gjordes med nedsættelsen af landvæsenskommissionen af 26. novbr. 1757. Dens mål var landvæsenets "fremtarv og nytte". For at få alle sider af sagen oplyst fik amtmændene ordre til hos alle landets proprietærer at indhente betænkninger om, hvad der kunne gøres for den sag Fra amtmanden i Nyborg amt komd a også opfordringen til Lange, og i en længere redegørelse søger han da i følge sine erfaringer at påvise fællesskabets hæmmende indflydelse på alle fremskridt. De forskellige byers marker skulle udskilles af "byfællesskabet" og derefter for sig indhegnes, mser og lavninger udgraves, og overdrev deles og dyrkes, samt bøndergårde på over 8 tdr. hartkorn deles i 2.
Som bekendt, søgte kommissionen senere at løse sin opgave netop i denne retning.
Adskilige venner, som Lange viste sin afhandling, rådede ham stærkt til at lade den udgive i trykken; men skønt han i begyndelsen ikke ville høre noget herom, indvilligede han dog til sidst, og efter at han på ny havde gennemarbejdet og betydelig øget stoffet, udkom den år 1765 i København under den noget vidtløftige titel: "Tanker om landvæsenets bedste indretning og deraf flydende nytte, grundede på erfarenhed, forfattet den 5. febr. 1759". På titelbladets indvendige side står:
"Denne afhandling holder jeg for værdig til ved trykken bekendtgjort.

C.G. Kratzenstein,
med. phys. prof."

Det lille skrift indledes med en fortale af en "N.O.S." på Rødkilde. Det har, mener denne, dobbelt værd, når man betænker, at det kommer fra en så dygtig mand som Lange. "De råd, han giver, og de regler, han foreskriver, gruner sig på en tydelig indsigt og vel overlagt erfarenhed, på selvøvede prøver, på vel og fornuftigt eftertænkte og med flid og lykke udførte anlæg, hvortil jeg kan være et ringe vidne, da jeg i den, jeg har haft den ære at stå i hans tjeneste, har med stor fornøjelse set den årlige tilvoksende frugt af den brave mands flid og arbejde ...."

Efter en kort redegørelse for bogens fremkomst går Lange straks løs på sit emne: Landbrugets ulykkelige stilling, og hvad der kan gøres for at forbedre samme. Bogens indhold falder i 2 dele, hvoraf første del nærmest kunne kaldes en kritik af det bestående og anden del foslag til forandring og forbedring.
De mangler, som det nuværende landbrug lider af kan efter hans skøn sammenfattes i 6 punkter. Først dette, at bøndergårdene ligger samlede i store byer, følgen heraf er nemlig en overordentlig mængde spild af tid, da jorderne derved altid vil komme  til at ligge i en altfor stor afstand fra gården. De hindringer, som deraf opstår for en velskøttet avlsdrift, er fast utallige.
Den næste post er den grænseløse splittelse af de enkelte gårdes jord rundt omkring i alle ender og kanter af bymarken; sjældent haves mere end et par ganske enkelte agre liggende jævnsides; men dette, at bønderne således må "ligge til rens med hinanden", frister mange til at "sammenkaste ageren og opréne rénen mellem dem, for at naboen ikke skal få lejlighed til at pløje fra ham; ageren oprykkes da meget mere end behøves".
Og ved således stadig at sammenpløje ageren, bliver midten af den for høj og om sommeren for tør, så kornet visner, mens de uddybede réne bliver for side, så de om foråret er altfor våde og kolde til, at kærnerne kan spire. Følgen bliver da, at årets grøde stadig mislykkes enten på det ene eller det andet sted, ja somme tider på dem begge. Dertil kommer også her den store tidsspilde ved under arbejdet at måtte løbe fra den ene ager til den anden med redskaber og folk i stedet for at have det hele samlet på et sted.
Den tredje post er bøndergårdenes ulige størrelse; dette medfører, at herskabet med sin bedste vilje ikke altid kan afpasse fæsternes pligter forholdsmæssigt; den ene kan let pålægges for meget, den anden for lidt; langt lettere og retfærdigere kunne det blive, om alle byens gårde fik lige stort jordtilliggende, da kunne hver mand nyde samme ret, og man kunne da langt bedre sé de dovne på fingrene, ligesom det da også blev at ansé for hans egen og ikke gårdens skyld, om han ikke kunne hytte sig, "hvorved han da desmere ville skamme sig, eftersom de ikke kunne skylde det på gårdens ringhed".
Mens forfatteren således i de 3 første poster søger at påvise mangler ved landbrugets ydre ordning, går han i post 4 og 5 fra dette over til selve landbrugerne: bønderne og deres hjælpere tjenestefolkene. På disse sidste er der stor mangel overalt i landet, hvad der er årsag til, at ingen af dem gør sig mindste ulejlighed for at blive bedre og dygtigere, thi ihvor udygtige de end er, ihvor slet de end opfører sig, kan de dog aldrig komme til at savne tjeneste, dertil er der altfor få af dem. Spil og drik er deres største fornøjelse men gør dem utrolig skade; man behøver således kun at sé hen til deres ringe legemsvækst og størrelse, der er næppe tvivl om, at den hovedsagelig hidrører fra al denne brændevinsdrikken; allerede mens børnene er små, egynder forædlrene at fylde dem med brændevin, som det rareste de ved at give dem, og endnu kun drenge af år sés de dog rask væk at få med til kros. At dette må svække dem og have en sættelse i deres vækst til følge, er ubestrideligt, man prøve f.eks. at give en hund brændevin, mens den er spæd,d en vil da alle dage blive lille af vækst.
Hvad gårdmændene og bondestanden i det hele angår, da tager man vel ikke fejl, når man går ud fra som givet, at det er denne stand, der er bestemt til ved det grove arbejde at erhverve sig brødet; den må derfor ikke hengive sig til dovenskab og lediggang, men det gør den, hvor - som tit hændes - gården har en størrelse på 8-14 tdr. hartkorn, en sådan bonde må holde mange folk, og dem nøjes han med at gå og kommandere over i stedet for selv at tage hånd i med; men bønderne egner sig netop slet ikke til at have mange under kommando, de er jo alle af samme stand, og følgelig har de ingen eller liden "estime" for  hverandre. En bondegård skulle derfor ikke være større, end at manden med kone, karl, pige og dreng foruden hoveriet netop kan nå også at forrette sit eget arbejde. Thi jo flere mindre gårde, des flere familier og desto flere børn til landets gavn i alle retninger. Kun selvejerbønderne kan man ikke regne, da de har lov til at hensætte deres børn, hvor de vil, hvorved en del går ud af bondestanden og derved bliver en af grundene til den beklagelige folkemangel.
I sjette og sidste post vender han atter tilbage til avlsdriften, idet han med stor ivrighed angriber det gamle trevangsbrug, således som det vanligvis fandtes på de danske øer:
At jorden efter at have været dyrket med sæd i 2 år kun henligger til hvile i ét, er altfor lidt; der bliver heller intet græs, allerede næste år ville græsmængden være fordoblet, da jorden først til den tid ville have fået sine "fulde græsrødder". I forhold til kornet avles der altfor lidt græs, så kreaturerne må svælte om sommeren, hvis man ikke har enge og overdrev at sætte dem hen på. Men også den del, der tilsås, taber ved sådan drift, da den bliver mere løs og tør ved den hyppige pløjning, blæsten kan da let borttage støvet, hvad der er såre uheldigt, eftersom "denne fine og lette materie er at ansé som dens fedme"; men værre er det dog, at blæsten også kan borttage den løse jords salpeter, "som ellers efter erfarenhed tvinger jorden til at give vækster af sig, så længe den har nogen kraft". Trevangsdelt jord giver altså: dobbelt arbejde, halvt udbytte. Nej , jorden skal deles i 5 dele, således at de 2 bruges til sæd, mens de 3 hviler.
Herefter følger så en længere udvikling af femvangsdriftens fortrin fremfor den hidtil brugelig trevangsdrift - meget oplysende skrevet, men indgående kendskab til samtidens landboforhold og med talrige meddelelser af egen erfaring. Dette er sikkert bogens betydeligste stykke, og et der nu lettest vil fængsle læseren først og fremmest ved, hvad der fortælles om fremgangen i hans egen avling ved at optage dette brug; man får en bestemt følelse af, at her har forfatteren bund under fødderne, her er han hjemme i tingene.
I tilslutning til de foregående består bogens andet hovedafsnit eller dens slutnignsparti nærmest i en del praktiske vink til på én gang at forbedre landsbyens og derved også godsets tilstand; alle gårde i samme by skal af jorddrotten gøres lige store hver på omtrent 5-6 tdr. hartkorn, hver gårds jod skal så vidt mulig samles på et sted, så der, om ønskes, kan ske udflytning, femvangsdriften bør indføres overalt. Udflyttes en gård, skal på dens toft i byen bygges et hus med omtrent 23 skpr. land til. Ved disse huse så vel som ved de udflyttede gårde anlægges dernæst haver med frugt og humle; fik man for megen frugt, kunne den stødes til most og bruges i husholdningen f.eks. i stedet for øl. Som læ for humlehaverne kan man plante frugttræer, de må da stå dobbelt så tæt som ellers Ingen proprietær bør dog overlade havens anlæg til bønderne selv, men må udvælge en mand, som dertil er duelig og lade ham føre opsynet derved; thi om det overlodes til bonden selv, blev det kun uordentligt og uefterretteligt. Hegnet mellem de enkelte gårdes marker skal være en grøft (jorddige) med levende hegn oven på; men også hegnsætningen måtte ledes fra herregården, så alle bønderne på en bestemt dag udkommanderedes, fik arbejdet delt imellem sig og derpå under tilsyn udførte det; ellers  kunne man ikke være sikker på, det blev ordentlig udført.
Også her henviser forfatteren stadig og med selvfølelse til sine egne forsøg og foretagender i den retning; hvor ufuldstændige de end kan være, har de dog i højeste grad forvisset ham om, at det er den rigtige vej til godsets opkomst, han derved har slået ind på, og han føjer i et efterskrift til, at om han var eneejer af nogen by, hvad han desværre ikke er, da ville han intet øjeblik betænke sig på helud at følge disse vink og gennemføre en sådan forandring. Det sidste af efterskriftet er en redegørelse for, hvorledes man tænker sig anvendt det overskud, som, han ingenlunde tvivler på, ville følge "forbedringerne"; det skulle især fremme nyttige foretagender på andre områder, f.eks. anlæg af fabrikker for indenlandsk industri.
Følger man således Lange gennem hans lille skrift, får man et stærkt indtryk af, at forfatteren er en praktisk anlagt mand med skarpt blik for alt, hvad der kan betale sig, og med ikke så ldit evne til at bryde sig egne baner for at nå frem overalt på det økonomiske område. Han er en dygtig mand, men en mand, der i tankegang helt og holdent tilhører den gamle tid; for de enkelte varselsrøster om den ny tid, der allerede den gang havde begyndt at hæve sig, havde han aldeles ikke øre. At grunden til landbrugets uheldige stilling også kunne søges i selve den borgerlige samfundsorden, og sagen således få både en poliisk og en social side, falder ham ikke et øjeblik ind.
Skriftet vakte en del opsigt og blev blandt andet imødegået af den bekendte forfatter Torkild Baden, daværende forvalter på Bernstorf. Baden, som allerede den gang i bogverdenen havde vundet et betydeligt navn mellem den ny tids mænd, fandt i Langes bog tilsyneladende en velkommen anledning til at give et nyt indlæg i disse spørgsmål, som på den tid kunne kaldes de brændende. Han stykke findes i "Månedlige tillæg for adressekontorets efterretninger 1767". Hvad Lange fremsætter som forslag til ændringer i det praktiske landbrug, indlader Baden sig enten ikke på eller yder Langes erfaring og dygtighed sin anerkendelse, men hvad han retter sin smidige pen imod, er de bærende grundtanker i skriftet; dette, at Lange kan tænke sig landbruget forbedret fra oven i samfundet gennem jorddrottens foranstaltninger og forholdsregler, dette, at fremskridt kan blive mulige selv med ligegyldighed fra bondens side, ja endog på trods imod ham. - Dette vil efter Badens overbevisning være en umulighed; skal vort landbrug bedres, må det ske ad den modsatte vej - ikke fra oven gennem herremændene, men fra neden gennem bønderne, derved at disse frigøres og fremhjælpes; sker dette, vil landbruget ufejlbarlig følge med. - Første, anden og tredje post har han ingen eller kun ubetydelige indvendinger imod, først ved fjerde og femte tager han fat. Vi kan ikke - hedder det- holde Lange til gode, når han så voldsomt klager over bøndernes mangler og fejl; er bønderbørnenes opdragelse så ravgal, hvorfor tager Lange sig da ikke af sagen; som husbond har han jo i hænde de krafigste midler til at råde bod herpå; han har jo nu været godsejer i mange år, hvorfor har han da ikke ved eget gode eksempel som og ved oprettelsen af gode skoler sørger for at forebygge sådanne klagemål. Han kan ikke her undskylde sig med for knap tid, al den stund han nu i mange år har ejet gården. Taler man om slette sæder hos et folk, bør man altid huske, at disse overalt har sin oprindelse i hård medfart og umenneskelig indskrænkning af frihed og næring.  Således også her, og der vil ikke være bedring at vente for den danske bonde, så længe hans besværligheder daglig tiltager ved et hoveri og en trældom, som overskrider alle kærlighedslove.
At store bøndergårde skulle være en hindring for folkemængdens formerelse, kan Baden heller ikke indsé, da de, der arbejder med gårdens drift, selvfølgelig ikke alle behøver at være ugifte; man sér da ofte både én og to gifte arbejdere ved en sådan større gård. Grunden skal sikkerlig ikke søges i de store gårde men i det gamle fællesskabs snærende bestemmelser. Vi ventede for resten, at Lange ved denne post havde søgt at påvise det "ubeskrivelige tab", som folkemængden så øjensynlig lider ved de store ubebyggede hovmarker, samt hvad fordel proprietæren så vel som mange tusinde betrængte familier ville have af, om det skete, at disse blev udlagte til bøndergårde; men istedet for at opdage og påvise disse sandheder fremsætter Lange den lige så vrange som uædle og ilde overlagte mening, at en væsentlig årsag til folkemanglen er "de mange selvejerbønder, der råder for at hensætte deres børn, hvor de vil, hvorover mange af dem går ud af bondestanden".
"Vi fejler ord for at udtrykke, hvad forundring denne mening gjorde på os". Tør da, tænkte vi, en mand af slig indsigt og tænkemåde skrive om landvæsenets bedste indretning folkemængdens formérelse!
Skulle da virkelig en mand af Langes alder og med hans lange erfaring af de bedrøvelige følger, som en umenneskelig indskrænkning af friheden i så mange år har bragt den talrigeste stand i landet, - skulle han endnu ikke have aflagt en så barbarisk tænkemåde, hvad kan man så vente af dem, hvis opdragelse og forretninger ikke giver dem lejlighed til at kende disse ulyksalige familiers tilstand uden gennem deres plageres fremstilling! Hvem skulle ikke regne en selvejerbonde blandt de ynkværdigste mennesker, om han nødtes til at lade sine børn tage tjeneste blandt de ufri, thi anderledes kan vi dog ikke kalde vore hoveribønder, når vi da ikke vil spøge med ord.
Sætningen om de store bøndergårdes skadelige indflydelse billiger vi derfor lige så lidt som den tilsvarende, at ingen bonde burde have mere jord, end han med kone, karl, pige og dreng kunne drive tillige med hovarbejdet; thi forfatteren giver os her anledning til at tro, at han uden indskrænkning ansér bondens kone for én af hans faste tjenestefolk. Lad endog være, at bondestanden er, hvad Lange siger: "den stand, der ved groft arbejde skal fortjene sit brød", så må dette dog ikke ske på en måde, der beskæmmer disse vore medmennesker - allermindst hos en nation, der sætter æren i at udøve pligterne af menneskekærlighed (!) Hvordan ville det vel gå børnene, om bondens kår var så slette, at han ikke kunne ernære sin kone, uden også hun skulle tage sig af børn og husholdning. Nåede vi først dertil, at bonden måtte regne sin kone med blandt sine faste tjenestefolk, så var vi også på den sikre vej til bondens ødelæggelse, snart ville vi kun have slaver tilbage. - Om alle disse ting: folkemængdens formérelse, bønderbørnenes opdragelse, tjenestefolkenes opførsel udtaler Lange sig for øvrigt med grundsætninger, som til lykke for Danmark for længe siden er forkastet andre steder, og hvis antagelse Frankrig indtil denne dag har måtte beklage. At forbedre et folk - som fra den ædleste uskyldighed (!) ved deres medmenneskers hårdhed og utallige misbrug af dem er afvegne til forskellige laster -  ved således at indskrænke deres næring og frihed, at de under det hårdeste arbejde knap kan opholde deres eget og børnenes liv. - den plan er lige så falsk i grunden som uædel midt i kristendommen. Vi er tværtimod af den tanke, at skal bondestanden formére sig til landets opkomst og statens styrke, da opnås denne lyksalighed kun derved, at landmanden nyder frihed og ejendom i ager og eng med ret til deraf at benytte sig uindskrænket af naboens dumhed og fællesskabets hårdhed. Disse er ikke alene de sikreste men de eneste midler, som kan vække lyst og dygtighed, få velstanden til at blomstre og øge folkemængden.
Vi må da - slutter Baden - i det hele taget sige, at skønt Lange unægtelig besidder megen erfaring i landhusholdnignen, så mangler han dog tillige den indsigt i politikkens og den almindelige landøkonomis grundsætninger, som fordres for at udkaste ny planer, som kan blive antagelige for det almindelige.
Eftertiden godkendte Badens tanker og viste derved, at han havde ret i sin kritik; men for at forstå Lange i hans forhold til sine bønder er det af største vigtighed at mærke sig hans stilling til disse samfundsspørgsmål.
Det var dog ikke sidste gang, Lange forsøgte sig som forfatter: Et par år senere offentliggjorde han "Betænkninger grundede på erfarenhed mod Hertel økonomiske brev, København 1767". Dette skrift findes imidlertid ikke mere på noget af vore bilioteker og har derfor ikke her kunnet fremdrages.
 

IV. Stridighederne begynder
Omtrent samtidig med udgivelsen af Langes "Betænkninger" gjorde den danske regering et nyt skridt i retning af landboforholdenes forbedring; det betegnedes ved oprettelsen af "generallandvæsenskollegiet", hvis opgave i følge forordningen af 15. april 1768 blandt andet var at gøre forsøg med arvefæste, udnersøge hoveriets beskaffenhed for til bondens gavn at søge det lettet osv. I den hensigt lod kollegiet udgå offentlig indbydelse til, at alle fra godsejer til embedsmand og bonde kunne til det indsende alle de oplysninger - være sig sørgelige eller glædelige - der kune tjene til at opklare disse indviklede forhold.
Denne indbydelse frembragte en sand syndflod af de omspurgte oplysninger - almindeligst dog formede som klageskrifter fra bønder ellerr andre, som betragtede sig som samfundets stedbørn; overalt på landets forskellige godser sporedes blandt bønderne et usædvanligt røre, talrige rygter om udfrielse fra tidsaldres tunge tryk satte bevægelse i de ellers så træge sind, fik de bøjede rygge til at rette sig, frigjorde bundne længsler og skabte lokkende håb om lysere dage; nu gjaldt det blot om for hver især ikke af utidig frygt eller magelighed at holde sig tilbage men dristig træde frem og skyde skulder under tvangens og trældommens hældende vogn, så ville den snart ligge væltet i grøften, mens frihd og folkelykke sattes i højsædet. - Tanker af denne art rørte sig vel uklart men dog levende overalt mellem landets bondebefolkning og gav sig talrige udslag i handling. Bønderne på Rødkilde dannede da heller ingen undtagelse heri men var snart med så godt som nogen. Bevægelsen blev først vakt eller fik i hvert fald først bestemt skikkelse i slutnignen af juli måned (1768) og skyldes nærmest et "omgangsbrev", som uden underskrift løb mellem bønderne fra by  til by, fra sogn til sogn i Sydfyn; rygtet nævnte overauditør SKovbo i Brudager som forfatter. I brevet opfordredes bønderne til nu at vise enighed i kampen for deres ret og alle som én stå sammen om at fordre "hovnings-, tiende- og fæstefrihed"; thi i så fald ville det nu være tiden til at opnå disse goder. Brevet, som desværre kun kendes af bøndernes omtale deraf, synes at have øvet en forunderlig magt over deres sind, de bestemte straks, at nu skulle der skrides til handling; et møde blev foranstaltet på byens stævne om morgenen tidlig den 2. juli, og her vedtog man, at samtlige bymænd alle som én straks samme dag skulle drage af sted til Rødkilde og der for Jens Lange fremsætte den beskedne fordring, at fra denne dag ville man være fri for at udføre det upligtede arbejde til den "øde" gård. For at forstå dette må man vide, at en af byens gårde netop samme forår havde mistet fæsterne - var bleven "øde", og i sommerens løb havde bønderne da tvært imod loven måttet drive gårdens jorder som anden hovmark. Som vederlag herfor havde Lange ganske vist tilbudt at drive en tilsvarende del af hovmarken nærmest Rødkilde, men bønderne havde dog langt fra været til freds med byttet og ville altså nu holde sig til lovens bogstav, at øde gårdes jorder ikke kan pålægges bønderne at drive som hovmark.
Lidt efter sås de 29 bønder eller deres stedfortrædere at skride ad den ny smukke hovvej ned mod Rødkilde; dog var ikke alle glade ved denne tur, adskillige af de mere ængstelige var helst blevne hjemme, men det kunne ikke tillades nogen at svigte laget, kun gennem enig og samlet optræden kunne man håbe på et heldigt udfald af den kamp, som nu skulle rejses mod vilkårligheder og overgreb.
Jens Lange havde den dag fremmede: P.B. Musæus, Oluf Lange og Kristoffer Berg. På rettens forlangende afgav disse mænd senere en edelig bekræftet skildring af, hvad nu foregik.
Da Lange om morgenen i god ro og mag sad med sine gæster om davrebordet, hørtes pludselig en usædvanlig støj og larm ude i gården. Ved at kaste et blik gennem vinduet opdagedes snart grunden: hele gården var fuld af mænd, som med heftig gang og voldsomme lader nærmede sig hovedtrappen, i det de med høje råb begærede at få justitsråden i tale og forlangte, at han skulle komme ud til dem, da stuen var for liden til, at de alle på én gang kunne komme til ham. Lange efterkom deres forlangende og gik ud i forstuedøren, foran vhilken hele skaren havde forsamlet sig "med de friskede og stærkeste foran". Inden Lange kunne komme til orde, lød som en samlet salve fra hele flokken det råb: "Vi vil ikke mere drive den øde gård!" Lange prøvede nu med et par ord at hævde, hvor uberettiget deres optræden var, thi vel havde han sat dem til at drive den øde gårds mark, men til gengæld havde han jo påtaget sig at drie et tilsvarende stykke i hovmarkerne. Han fik dog næppe udtalt, før en del af bønderne - efter de 3 vidners forklaring - "udråbte ligesom af én mund og som galne folk forskellige forurettelser, som de tillagde ham at have gjort imod dem; medens andre af frygt for at tie mumlede lidet, kun de fornugtigste tav stille". Da råbet efterhånden stilnede lidt af, vente Lange sig til én af de mere "nedslagne" med de ord: "Skammer I eder dog ikke ved at sige til mig det, som, I dog véd, er urigtigt." "Å" svarede bonden, "jeg skal jo sige noget med." Langes naturlige heftighed var nu nær ved at løbe af med ham, og af al sin vældige stemmes magt råbte han nu flere gange ud over skaren, at de øjeblikkelig  skulle tie stille. Vante til at lystre denne stemme holdt bønderne omsider inde med deres råb, og da én af flokken til sidst sagde: "Giver lyd, at manden kan tale," blev der nogenlunde ro, hvorpå Lange strengt foreholdt dem, at om de havde haft noget at klage over, da burde de "efter den lydighed og ærbødighed, de var ham som husbond skyldige .. ved én eller 2 mænd sømmeligt have andraget derom og ikke kommet således for at yde grovhed og ondskab imod ham". Men endnu inden disse ord var bleven udtalt, brød bønderne ud i en så heftig og larmende indsigelse, at Lange ikke holdt det for rådeligt længere at blive stående i døren, hvorfor han slog den i for næsen af den ophidsede skare og på ny trak sig tilbage til stuen.
En stund efter drog bønderne hjem uden ellers at forulempe nogen eller noget. Ved hjemkomsten blev der atter plejet råd; enkelte af de mest forsagte og mindst mdige, deriblandt Rasmus SKade, foreslog, at man nu skulle forholde sig anske rolige og i stilhed afvente, vhad fremtiden ville bringe, man have allerede vovet sig langt nok ud ved turen til Rødkilde.
Dette forslag blev dog øjeblikkelig forkastet, og i dets sted bestemte man sig til at "besværge" sig hos stedets amtmand von Holsten på Holstenshus - bekendt som én af egnens driftigste godsejere. Det kan næppe være undgået bøndernes viden, at der netop på den tid var et temmelig spændt forhold mellem Lange og Holsten på grund af en strid mellem Lange og nogle af Holstens bønder i Vester Åby, og måske har man da villet drage sig dette til nytte. Hos Holsten fik de den besked, at de jo kunne indsende en skriftlig klage til generallandvæsenskollegiet, når denne klage da af kollegiet sendtes til hans - amtmandens erklæring, skulle og ville han "gøre alt, hvad ret var, til deres hjælp".
Bønderne besluttede straks at følge vinket, det gjaldt nu blot om énstemmighed og samlet optræden, hvorfor man i overensstemmelse med bylavets vedtægter fastslog en bøde på 2rdlr for hver den, der ikke ville følge og underskrive klagen.
Men hvordan skulle en sådan klage stiles, her var gode råd dyre, ingen føle sig det stykke arbejde voksen;  man blev da omsider enige om at henvende sig til omgangsbrevet sforfatter Skovbo og bede ham hjælpe sig hermed. Han var også villig nok dertil, men dog kun mod en betaling i klingende mønt af 4 mk. for hver mand i byen, hvad bymændene efter nogen betænkning også gik ind på og tillige vedtog, at om nogen herfor ville unddrage sig, skulle han til bylavet ligeledes bøde 2 rdlr. Og at dette var alvorlig ment, viste sig overfor Rasmus SKade, der på grund af vrangvillighed nær var bleven udpantet for pengene.

To dage efter toge til Rødkilde kom der fra Lange bud og befaling til bymændene om samme dag alle uden undtagelse at møde på herregården. Da de kom dertil, bad Lange dem i korthed forklare "hvad de med føje besværgede sig over". De nævnte da blandt andet hans tilegnelse af Højteshave, Dyrehavskrogen, Tåmose, hans opførelse af huse på deres grund og desuden meget mere. Lange tilbød da, at hvis de ville gå hjem og atter forholde sig rolig, så ville han erstatte dem det fratagne med jord for jord i stedet for som hidtil med penge. Herpå ville de dog ikke indlade sig, men fordrede deres egne jord tilbage igen, en fordring, som Lange fra sin side ikke ville anerkende, hvorfor de atter skiltes uden nærmere forlig.
Bøndernes særdeles velbetalte klageskrift var imidlertid af  Skovbo bleven forfattet oven i købet i 2 eksemplarer, hvoraf det ene var bestemt til generallandvæsenskollegiet og det andet, ligelydende, til Kongen.
Af nogle uddrag, som af disse skrifter er det eneste bevarede, sés, at det hovedsagelig er Langes her tidligere omtalte overgreb og vilkårlige afgørelser, "besværger" sig over. Han har frataget flere af dem jord, som fra arilds tid har tilhørt deres gårde, uden at nedsætte deres afgifter, han har gennem deres marker ladet opkaste grøfter, der på grund af deres bredde formindsker marken og på grund af deres dybde er meget farlige for deres kvæg. Han har indladt på deres græsning 60 får, nogle heste, 3 tyre og 2 køer; han har på deres jord ladet opføre huse med haveplads, hvoraf han tager afgift uden at mindske samme for den gård, hvorfra jorden er taget; han tillader andre at skære tørv i den mose, hvoraf dog kun de skatter og skylder; han rydder deres kratskov og bruger selv risene, så de nu mangler gærdsel; han tvinger dem til at drive en øde gård; og endelig foruden alt dette plager han dem med en aldeles "overmåde og utålelig hovning". De udbeder sig sluttelig "hans majestæts protektion", håbende så meget lettere at kunne hjælpes, som de har hørt, at en ny landmåling skal foretages.
Den 30. juli blev det første, den 1. august det andet eksemplar af skriftet indsendt. For ikke at lade noget middel uprøvet, når det kunne tjene til fremme for deres sag, vedtoges det, at 4 af byens mest ansete mænd skulle rejse efter klageskrifterne til København for der at give dem forøget vægt ved mundtlige oplysninger og ved personlig tilstedeværelse på højere og højeste steder. Men som stavnsbunden kunne ingen bonde den gang foretage en sådan rejse uden nådigherrens skriftlige tilladelse. Altså henvendte bønderne sig nu til Lnage om et sådant rejsepas for de 4 mænd. Men skønt de øvrige bønder tilbød Lange at ville forrette alt hines arbejde såv el hjemme på deres gårde som hovmarken, så nægtede Lange dog deres begæring så ubetinget og på en sådan måde, at de med det samme følte, at krigen på liv og død mellem dem nu var erklæret.
Man vidste da intet bedre råd end atter at ty til amtmanden om hjælp; en ansøgning blev til ham indsendt den 1 august med indstændig anmodning om, hvis det var ham mulig, da at skaffe dem det attråede rejsepas til København. Det var, skriver de, umulig at få hos Lange, thi da de i København jo neop ville oplyse hans fremfærd imod dem og "andrage om deres rets erholdelse"", så ville han naturligvis forhindre en sådan rejse på alle tænkelige måder. - Mindre end 4 mænd kan de ikke godt være på en rejse i så vigtig anledning, men forøvrigt vil de med hånd og mund love at komme tilbage igen, så snart de blot på betryggende vis har forretet ærindet; imidlertid har de øvrige bymænd lovet at ville udføre alt arbejdet både i de bortdragnes hjem og til hove.
Holsten syntes heller ikke at ville svigte bøndernes tillid. 2 dage senere tilkendegiver han Lange, at denne har den godhed at sende bønderne det ønskede rejsepas den næstfølgende dag eller på behørig måde angive, hvad der kan være mod deres rejse at indvende, ellers måtte han vide, "at bønderne i vidrigt  faldt ville blive føjede i deres begæring". Sluttelig udbeder han sig justitsrådens svar straks. Dette ankom da også samme dag, men uden at indlade sig nærmere på selve sagen indeholdt det blot en begæring om, at der næste dag "af rettens middel måtte blive  holdt et ekaminationsforhør over de ohandlede bønder". Efter at have læst dette holdt amtmanden sig ikke for berettiget til foreløbig at foretage sig noget videre angående passet men tilstod derimod Lange det ønskede forhør, som da skulle foretages af borgmester og byfoged i Fåborg samt herredsfoged i Salling herred kancelliråd Mølmark i dennes gård i Fåborg, "for at fornemme", hvorfor hver især ville klage".
Tilstede var her foruden Lange 18 bønder og deriblandt de 4, som agtede sig til København. Efter amtmandens påbud tilspurgte Mølmark dem nu, hvad klager de havde at fremføre mod Lange. Efter at have nævnt de poster, som fandtes i klageskriftet, tilføjede de desuden: det overdrevne hoveri og den strenge medfart, Lange gav dem.  Men som disse klager var meget vanskelige at danne sig nogen mening om i Fåborg, så bestemtes, at næste dag skulle der på "åstedet" optages synsforretning over hver af de omstridte poster for derefter lovmedholdelig at afgøres.
Af forhøret fremgik for øvrigt, at Lange ved den måde, hvorpå han havde afslået de 4 mænds ansøgning om rejsepas, havde indjaget disse en sådan forskrækkelse, at de ikke siden den dag havde turdet opholde sig i deres hjem, men havde flakket om, "hvor som helst de kunne af frygt for, at vort herskab i sin vrede over vort forehavende skulle lade os prygle". De havde blandt ande også været hos stiftamtmand Bille i Odense uden dog her at have fået nogen  trøst i deres kvide.
Kancelliråden bad dem da nu på det indstændigste om dog at slå alle griller af hovedet og fæste blikket på, hvad der tjente til deres eget bedste. Han turde forsikre dem, at deres herskab intet ondt skulle gre dem, om de atter vente hjem; husk på den travle høsttid, som nu er for døren, hvordan vil det gå med den, om I nu netop rejser til Købenahvn eller på anden måde bliver borte fra hjem og arbejde. Megen elendighed og skade kan jo deraf opstå.
Herpå svarede bønderne kun, at alt dette havde de  også overvejet, men Lange turde de ikke stole på, og hvad arbejdet angik, så havde deres tjenestefolk og de øvrige bymænd lovet at sørge for, at intet blev forsømt. Deres eneste begæring var kun den, at de måtte få det ønsked rejsepas. Dette kunne Mølmark dog ikke indlade sig på, men henledte på ny opmæksomheden på deres egen tilstand: ikke sandt, de havde jo gode velbyggede gårde, prægtigt korn på markerne, og tænkte de sig rigtig om, måtte de jo dog tilstå, at dette især skyldtes den mand, som de nu så bittert klagede over.
-Da bøndene heller ikke herimod indvendte noget, forsøgte Mølmark atter at forestille dem, om det dog ikke alligevel var bedst, de vendte hjem og i stedet for at rejse til København søgte mægling af uvildige mænd, der kunne give hver mand sit.
Det var dog altsammen som talt fordøve øren; opgive Københavnsrejsen hverken kunne eller ville de, så måtte det gå med alt det øvrige, som det kunne. Men Mølmark ville på sin side heller ikke opgive håbet om en mere fredelig løsning, og efter et samråd med amtmanden stævnede han og birkedommer Busch derfor bønderne til med deres kvitteringsbøger at møde næste dag kl. 10 formiddag på Rødkilde. Klageposterne skulle da gås efter én for én på selve stedet, og ved hjælp af kvitteringsbøgerne kunne man da håbe at få oplyst, vhad bønderne havde fået for den fratagne jord, dels i anden jord, dels i penge.
 Ved den fastsatte tid mødte da Mølmark og Busch på Rødkilde, hvor de fandt bønderne allerede samlede; men efter indbyrdes pålæg havde de fleste undladt at tage kvitteringsbøgerne med, kun 4 mand havde af frygt for følgerne fulgt tilsigelsen derom og således brudt kammeratskabet med de andre. Til deres store misfornøjelse blev de nu mand for mand enkeltvis indkaldt for at blive forhørte. Deres fordring om forhør i fællesskab erklærede Mølmark ikke at kunne indlade sig på.
Det fremgik da af undersøgelsen, at Lange vel havde lovet dem erstatning for den fratagne jord, men kun for den mindste dels vedkommende var denne erstatning bleven afgivet, og bønderne havde ikke turdet kræve den. På tilspørgsel erklærede Lange, at når han ingen erstatning havde givet, da var grunden kun den, at bønderne aldrig havde afkrævet ham den. Han kunne ikke gå ind på at tilbagegive jorderne, da de var ham til særdeles nyte, men han ville være villig til enhver rimelig erstatning enten i penge eller anden jord. Og efter en del talen frem og tilbage gik de fleste af bønderne da også ind herpå, så de frafaldt yderligere klage, bad om forladelse for deres opførsel og tilstod at ville være til freds med den tilbudte erstatning for den jord, de tidligere "godvillig havde overladt". Kun 2 af dem, Jørgen Madsen Brandt og Rasmus Nielsen erklærede, at da klagen nu en gang var "borte", så ville de også fastholde den.
Dagen efter dette forhør indsendte amtmanden til kollegiet bøndernes ansøgning om rejsepas og de forskellige skrivelser, der i denne anledning havde været vekslede mellem ham, Mølmark, Busch og Lange samt endelig også en nærmere redegørelse for den hele sag. Han har, skriver han her, "sondéret", at oprindelsen til disse og flere bønders uro stammer af en vrang forklaring eller opfattelse af forordningen af 14. april 68. Man tror nemlig, at hoveri, tiendeydelse osv. dermed ganske er ophørt, hvad der jo dog langt fra er tilfældet. I denne vrange opfattelse styrkes bønderne af slette gemytter og ørkesløse hoveder, som derved kun søger deres egen fordel".
Endnu før kollegiet kunne have modtaget amtmandens brev, fik denne fra kollegiet tilsendt bøndernes første klage over Lange. Kollegiet bad ham i en vedlagt skrivelse at skaffe sagens enkeltheder nøjagtigt udnersøgt, hvad Holsten heller ikke tøvede med at efterkomme; allerede den 13. august afsendte han skrivelse til Mølmark med anmodning til ham og birkedommer Busch om 3 dage senere at lade foretage lovformelig synsforretning til klageposternes betryggende og retfærdige afgørelse og til dette tidspunkt at indvarsle bønderne til at give møde på Rødkilde. Da Lange imidlertid bad om udsættelse på grund af høstens travlhed, blev forretningen udsat til den 26. samme måned.
Efter ordre fra Mølmark sammenkaldtes Ulbølle bymænd nu til møde på byens stævne torsdagen den 25. kl. 6 morgen, og da alle var mødte, fremstod degnen, og i overværelse af sognefogden og Rødkilde ladefoged oplæste han 2 gange en skriftlig tilsigelse til bønderne om at møde på Rødkilde med deres fæstebreve og kvitteringsbøger kl. 10 næste dags formiddag for at være tilstede under forretningen.
Men bønderne, som endnu altfor tydelig huskede enkeltmandsforhøret på Rødkilde for de 3 uger siden, erklærede, at ihvor vel de ikke havde noget imod at møde ude på marken og overvære synsforretningen, så ville de dog på ingen måde denne gang lade sig lokke op på gården; og da de endvidere heller ikke kunne  indse, at kvitteringsbøgerne var til nogen nytte i denne sag, ville de heller ikke medtage dem; så da Mølmark, Busch og de øvrige tilsagte næste formiddag til bestemt tid mødte på Rødkilde og dér fremlagde "rettens papirer" fandt de ikke en eneste af Ulbølle mænd.
Efter at have ventet på dem en tid, blev 2 -én af Mølmark og én af Lange - udsendt for at hente dem, men de fik til svar, at til gården kom de ikke, men nu skulle de alle begive sig ud i Rødkilde lykker til det sted, hvor dem var sket uret, dér kunne retten finde dem, om den ville dem noget.
Da de to sendebud kom tilbage med dette svar, udsendte "retten" på ny nogle mænd med det bestemte pålæg, at "opbringe på gården" 2 af bøndernes førere, gårdmændene Hans Lok og Søren Larsen. Sendelsen lykkedes, lidt efter befandt de 2 mænd sig på Rødkilde; men "svarede de ganske opsætsigt at de ej havde nødigt at komme til gården og ej heller at fremvise deres bøger, hvorfor også hverken de eller nogen anden bonde havde indfundet sig eller taget bøgerne med". Det hjalp ikke, at Mølmark foreholdt dem, at alt dette skete efter kollegiets og amtmandens udtrykkelig ordre, de ville ikke op på gården, kun i marken var de villige til at møde.
Mølmark anså det da omsider for bedst at føje dem og gav sig på vej ud i marken, ledsaget af forretningens øvrige medlemmer: Busch, de 2 synsmænd (forvalter Bredahl på Glorup og en kancelliråd Bekker) og 2 medbragte vidner (Kristen Jørgensen, Kattebæksmølle og gmd Peder Jakobsen i Svanninge. På åstederne fandt de alle bønderne samlede, og 2 gamle Ulbølle gårdmænd og jordbrugere Rasmus Ejlersen og Hans Olsen fremtrådte som påvisningsmænd på klagernes vegne.
Forretningen blev nu straks begyndt og fortsattes lige til aften uden at blive endt, hvorfor bønderne atter på det strengeste fik tilsigelse om næste dag at møde på Rødkilde med fæstebreve og kvitteringsbøger, ligesom også synsmændene næste morgen, da de gik gennem byen, mindede dem derom; men "uagtet al denne umage kunne man ikke få dem til at lystre", de var ikke til at bevæge til at komme op p gården men mødte derimod ater i marken, og her gik da forretningen sin videre gang, indtil alt det påklagede var undersøgt og synet.
Af synsforretningen fremgik, at størstedelen af bøndernes klager var berettigede, for så vidt som Lange flere steder havde tilegnet sig jord, der måtte anses for oprindelig at have tilhørt byen. Men da man nu skulle skride til undersøgelsen af, hvorvidt der var ydet tilstrækkelig erstatning for jorden, måtte man standse; thi dette kunne kun erfares ved gennemsyn af de manglende kvitteringsbøger. Thi skønt Lange straks fremlagde skriftlig regnskab for, hvad han af penge havde lovet i årlig erstatning, så var han jo kun den ene part i sagen, og en afgørelse bygget herpå ville stå fare for at blive énsidig og upålidelig, så emget mere som bønderne påstod, at Lange ikke engang havde betalt den lovede erstatning; noget som denne til sidst måtte indrømme, om end med den undskyldning, at "da de derom ej har erindret mig, har jeg ladet det bero som en bagatelle, indtil jeg kom til endelig afgørelse med de bønder, der står tilbage med restancerne".
Rettens folk kunne altså intet videre udrette angående denne sag, men Lange "forbeholdt sig sin ret overfor bønderne og bad Mølmark erindre, at det åbenbaarrt var overauditør Skovbo, der var prima causa (den oprindelige årsag) til bøndernes  urolighed".
Efter en 14 dages tid tilstrækkeligt at have overvejet sagen indberetter amtmanden endelig med få ord udfaldet deraf til kollegiet. Bøndernes egenrådige opførsel dadles strengt af ham, den er, mener han, plat uforståelig; det må anses som højst fornødent, at der "vorder føjede sådanne anstalter, at så vel Ulbølle bønder kunne blive bragt i rolighed, som også andre ildesindede afskrækkede fra at begynde på sådant": Foreløbig antager han, der burde begyndes med overauditør Skovbo, thi Lange er vistnok i sin ret, når han nu påstår Skovbo offentlig tiltalt som "concipist" tl bøndernes klage, hvad der åbenbart strider mod forordningen af 23. januar 1750. Desuden ville sagen derved blive bedre oplyst.
Samtidig med denne betænkning fra amtmanden fik kollegiet også en sådan fra Lange. heri "demonstreres vidtløftig i 30 poster" først hans gode gerninge imod sine bønder i Ulbølle og dernæst disses utaknemmelighed og slette opførsel imod ham fra først til sidst, og i henhold hertil nedlægger han sluttelig påstand på, at amtmanden får ordre til først at arrestere og derefter dømme 3 af hovedmændene til arbejde ved skubkarren på livstid, mens derimod 20 andre bør have deres fæste forbrudt.
Kollegiet, der hidtil ikke havde skænket stridighederne på Rødkilde mange tanker, synes imidlertid nu ved disse sidste meddelelser derom at have fået opmærksomheden vakt. Den 1. oktbr. tilkendegives det amtmanden, at han ufortøvet har at fremkalde Ulbølle bymænd og på det alvorligste foreholde dem, at de i højeste grad har forsét sig mod øvrigheden og deres husbonde i således at være dem begge ulydige, og "at de ikke tiere uden derfor alvorligen at måtte vorde anséte med straf tør begynde sådanne ulovlige og til uro sigtende aftaler". Havde de noget at klage over, da burde de i stilhed og uden opstyr indgive deres besværing og rolig afvente sammes afgørelse. Først og fremmest bør de især vise lydighed mod deres foresatte, Lange, og ikke nægte noget som helst af, hvad han dem vil pålægge, men straks udføre alt, som ordren lyder. Først når dette er sket, står det dem frit for bagefter at besværge sig derover, ifald dem var sket for nær. Deres forseelse skulle denne gang være dem tilgivet, dog alene i håb om, at de fortrød den og fremtiden omhyggelig undgik at lade sig finde skyldig i dette eller deslige tilfælde.
Men heller ikke Lange kunne anses som uskyldig; tværtimod må amtmanden betyde ham, at han ufortøvet har at tilbagegive til bøndernes brug og bedste den jord, han på vilkårlig vis har frataget dem. Den tone af hårdhed og hævnlyst, der går gennem hans sidste skrivelse, kan kollegiet ingenlunde billige. Han bør i det sted aldrig glemme, at han som husbond og formynder for sine undergivne må være dem - ikke alene en retfærdig men og en kærlig fader. Derved opfylder han - først sin pligt og dernæst hans majestæts ønske.
Overfor bøndere syntes faderhjertet dog ikke at have banket synderlig varmt hos Lange; allerede straks efter  toget til Rødkilde havde han angrebet dem med et våben, hvorfor næsten hele datidens bondestand kunne tvinges til at bukke. Det var restancelisterne. Som tiderne var bleven vanskeligere, og fordringerne fra jorddrotten stegne, var også restancerne voksede; men da bondens fuldstændige undergang jo kun ville være et tab for godsejerne, så var forholdet på de fleste godser lidt efter lidt blevet sådant, at de fordringer, godsejeren efter fæstebrev og andet deslige kunne - om han ville, på lovlig måde gøre gældende, var langt større, end det var bønderne muligt at efterkomme. Følgen blev da, at bonden derved lidt efter ldit kom i et afhængighdsforhold, der kun havde sin grænse i nådig herrens, mer eller mindre gode vilje.
Ikke bedre stod det til på Rødkilde; restancerne var også her groet bønderne fuldstændig over hovedet, i lang tid havde Lange hvert år måttet nøjes med kun omtrent de 2 tredjedele af, hvad der på papiret stod, han kunne tilkomme, skulle sagen altså drives på spidsen, ville de fleste af bønderne næppe kunne undgå fuldstændig økonomisk ødelæggelse.
Det var altså dette frygtelige våben. Lange bragte i anvendelse straks ved første tegn på uro. Bønderne stævnedes for herredsretten som dem, der ikke havde betalt Lange, hvad de var pligtige til. Mere end noget andet synes dette angreb at have bragt forvirring og opløsning i bøndernes ræker, adskillige trak sig endog helt tilbage i underkastelse, men flertallet holdt dog fremdeles modet oppe og hovedet højt, skønt derom var alle enige, at meget måtte voves og intet forsømmes, om ikke modstanderen her skulle bære sejren hjem. Et bønskrift blev udfærdiget - ikke til kollegiet men til landsens fader, hans majestæt selv, den eneste, der efter bøndernes mening ville hjælpe dem og tage sig af deres sag, når man blot kunne være så heldig at få den bragt frem for ham genem den ring, stormændene til eget værn havde slået omkring tronen.
I bønskriftet udvikles, hvorledes Lange for at hævne sig på dem for deres tidligere klager nu har ladet dem indstævne for landgildeydelser, der ikke har været opkrævede i mangfoldige år, og som derfor nu vil være løbet op til flere tusinde rdlr. Hvor uberettiget det hele er, ses bedst deraf, at han blandt andet også har fordret en "ydegås" årlig for de forløbne år, skønt han for lange tider siden har forbudt dem at holde gæs. De ansøger derfor hans majestæt, om han dog vil fri dem fra dette søgsmål eller i hvert fald skaffe dem "beneficium paupertatis" (fri proces) og sagfører Kristen Bagger i Odense til deres forsvar.
Hvad deres tidligere klageposter om de fratagne  jorder angår, da tror de - efter hvad de nu har erfaret - ikke, de kan vente nogen forandring, med mindre en upartisk kommission blev beordret at tage sig af sagen.
20 bymænd har undertegnet deres navne.
Skriftet, der i øbenhavn selvfølgelig henvistes til kollegiets afgørelse, blev straks tilsendt Holsten med de nødvendige ordrer om at tilkalde amtets 2 landvæsenskommissarier for ved deres hjælp at få hidført en endelig afgørelse på den indviklede strid om de fratagne jorder. Angående restancerne, da ansér kollegiet det som langt fordelagtigst for begge parter, om "tingdelingen" (processen) straks hæves, og amtmanden bør i den hensigt straks søge at indvirke på Lange. Sluttelig holder kollegiet sig forvisset om, at amtmanden nu, det forderligste ske kan, sammenkalder bønderne i Ulbølle og tilkendegiver dem og derefter Lange indholdet af dets forrige skrivelse (af 1. oktbr.), hvad det erfarer endnu ikke er sket.
Holsten lod nu bønderne tilsige at møde på byens stævne den 3. november, og ved sin fuldmægtig samt herredsfoged Mølmark, der idnfandt sig vidnefast, lod han nu kollegiets skrivelse af 1. oktober oplæse, hvorpå bønderne efter samme skrivelses tilhold først blev irettesat og derpå tilspurgt, om Lange havde tilbagegivet dem jorderne. Hertil svarede de, at han vel havde sendt dem bud om, at de kunne få Højteshave, men derved var det forblevet.
Bønderne, som efter Mølmarks vidnesbyrd under hele mødet opførte sig roigt, lovede på tilspørgsel endvidere "at opføre sig skikkeligt herefter". Hvorpå de hver især i al stilhed forføjede sig hjem.
De 2 mænd lagde derefter vejen om ad Rødkilde for ligeledes at tilkendegive Lange den del af kollegiets skrivelse, som angik ham. Justitsråden viste sig også meget rolig og imødekommende, forsikrede de 2 mænd, at han for sin del gerne skulle bøje sig for kollegiets afgørelser og tilbagegive jord eller erstatte den med penge. Han tilstod og beklagede, at han i sin skrivelse til kollegiet meget havde forsét sig ved sin fordring om, at 3 bønder skulle til skubkarren, mens 20 andre skulle have deres fæste forbrudt; og som uigendriveligt bevis på sit forsonlige sindelag ville han endog herved love at lade sagen om restancerne falde.
Alt i alt syntes der således nu at være de bedste udsigter til sagens endelig afgørelse, og vel til freds med udfaldet melder amtmanden dette til kollegiet, i det han smigrer sig med det håb, at landvæsenskommissarierne snart på en god måde skal få denne kedelige sag jævnet og derved bragt ud af verden.
Hermed gik det dog ikke så glat endda; bønderne var ganske vist bleven forskrækkede ved truslen om "tingdeling", men da faren jo nu ved Langes erklæring var ovre, så var de også rede til at begynde igen. Og da det trak noget ud, inden landvæsenskommissarierne kunne komme, torede bønderne deres sag forrådt og besluttede at rejse den på ny. Den 11. november afsendtes en ny klage, denne gang til kollegiet. Heri beklager de først, at herredsfogden ikke "lydeligt og tydeligt forelæste os kollegiets resolution", hvad han dog har foregivet. De tidligere afgørelser kritiseres derpå meget stærkt, heller ikke den måde, hvorpå man har behandlet dem (bønderne) går ram forbi, hvorimod deres egen opførsel naturligvis søges renset. Fra forsvar gås dernæst atter over til angreb, og en halv snes ny klageposter fremsættes. Blandt andet, hedder det, vil Lange ikke tillade dem at drive deres jorder efter gammel skik og brug men tvinger dem til at oppløje og tilså moser og morads, hvorved de kun gør sig selv ulejlighed og spilder deres såkorn. Da "kvægsvagheden for 6 år siden hjemsøgte Rødkilde og kun levnede 6-7 stkr. kvæg, da havde Lange tvunget dem til at udlevere ham alle deres bedste køer og kvier imod en betaling af 6 rdlr for en ko og 11-12 mk. for en kvie; og skønt dette ikke var mere end halv pris i de tider, så måtte de endda vente "3 terminer", inden de fik deres penge. De ønskede sig fremdeles nedsat en upartisk kommission, der dog skulle bestå af bønder, for at man derved kunne komme til sandheds oplysning".
Imidlertid var amtets 2 landvæsenskommissarier af Holsten tilkaldte, og efter at have indvarslet bønderne til møde på Rødkilde, ankom de her den 28. novbr. for unde ledelse af amtmandens fuldmægtig at begynde deres forretning. Bønderne havde denne gang indfundet sig og havde oven i købet medtaget deres fæstebreve og kvitteringsbøger. Sammen med disse fremlagde de et uddrag af den klage, de sidst havde indsendt, men erklærede iøvrigt at ville være fornøjede med det forlig, som kommissarierne ville foreslå, da de var overbeviste om, at "alle ting derved ville blive udgjorte på bedste og billigste  måde".
Også justitsråden fremkom med et skriftligt indlæg, hvori han beder kommissarierne på det nøjeste at erkyndige sig om, hvorvidt hans behandling af bønderne ikke i alle måder forholder sig, som han tidligere har meldt, og om den forskel,d er er på deres tilstand nu, og da han fik dem. Heller ikke bøndernes oprørske forhold eller deres klageposters urigtighed må glemmes, for at alle ting kan lægges for lyset og befindes, som de er tilgåde, da han kun kan anssé det hele for "voldsom omgang" imod sig.
Efter at have modtaget de 2 skrivelser begyndte kommissarierne forretningen med først at forhøre begge parter. Dette trak ud til aften; så længere kom man ikke den dag. Den næste og tredje gik med at tage åstederne i øjesyn. Først den fjerde var man så vidt på det rene med sagens omstændighder, at man kune tænke på at mægle og stifte forlig. Dette var dog lettere sagt end gjort; hele dagen hengik med at "ventilere" de forskellige stridspunkter, og da aftenen kom, var man lige nær, "så som der ikke var noget i mindelighed at udrette". Afslutnignen blev da udsat til næste dag, for at parterne kunne få tid at betænke sig.
Næste dag fremlagde bønderne fra deres præst og 2 andre én attest om deres skikkelige opførsel og 4 attester om de høje kvægpriser for 6 år siden samt henholdt sig iøvrigt til tidligere udtalelser om, at de ville hverken andet eller mere end have deres egen jord tilbage igen. Lange derimod fremhævede i en lang og "vidtløftig protokolation" sin uskyld i stridens fortsættelse; hvorpå den 5 dages forretning sluttede uden nogen endelig afgørelse af sagen.
Den 16. december indsender kommissarierne til kollegiet deres betænkning om sagen; de har i alt "ventileret" 19 poster, og af dem har de afgivet betænkning over de 10. Betænkningen kan tillige tjene kollegiet som forslag til forlig og sagens ordning. De mener da, at Lange endnu bør afstå flere tdr. land til bønderne, deriblandt også Tåmose- eng. Dernæst bør bønderne atter have tilladelse for fremtiden at måtte holde gæs, restancerne bør eftergives osv. De øvrige 9 poster kan de 2 mænd ikke udtale sig om, dels fordi de henhører under rettens afgørelse, og dels fordi de nu ikke tilstrækkelig kan oplyses, f.eks. om kvæget, han skal have tvunge dem til at afstå, om husene, han skal have bygget på byens jord, om veje, han skal have anlagt over deres grunde, hø, han skal have frataget dem, uberettiget tørveskær i deres moser osv. Kommissarierne foreslår, at dette derfor måtte have sit forblivende.
Betænkningens forslag billiges fuldstændig af kollegiet, som den 10. januar 1769 meddeler dette til amtmanden med ordre til ham om at gøre parterne bekendt med de trufne afgørelser og særlig fremhæve, at alt, hvad der på nogen måde kan ventes ordnet ad myndighedernes vej, nu er ordnet og afgjort, hvorfor kollegiet håber, at begge parter nu er tilfreds, det kan ialfald ikke indsé, at bønderne nu med føje eller ret kan have mere at klage over, "hvilket dem klarligen må betydes, på det at de kunne blive vidende om, hvor unyttigt ja måske endog skadeligt det vil blive for dem, hvis de strækkede deres påstand videre". Og endelig "skal vi tjentstlig have hr. kammerherren anmodet om, at bønderne måtte vorde sammenkaldte og formanede til rolighed og hørighed imod deres foresatte samt irettesatte for deres brøsige opførsel imod Bekker og Bredahl i  disse nærværelse og endelig advarede om, at dersom de i deslige eller andre tilfælde oftere viser sig så hardnakkede og vanartige, så kunne de holde sig forvissede om at vorde derfor alvorligen anséte og straffede med al den strenghed, omstændighederne kan tillade".
Samme dag som kollegiet udfærdigede ovenstående ordre til amtmanden, lod bønderne imidlertid en ny klage forfatte, og da ordren altså ikke på dette tidspunkt endnu var bleven dem forkyndt, bestemte kollegiet sig til også at lade kommissarierne undersøge den eneste ny post, som fandtes deri, den nemlig, at Lange tilbageholdt deres fæstebreve, skønt de forlængst havde betalt indfæstningen. Kommissarierne fandt dog ikke noget ved denne post at bemærke, og d. 22. februar oplyses kollegiet herom, mens dets resolution af 10. januar samtidig forkyndes bønderne af amtmandens fuldmægtig ledsaget af de landvæsenskommissarier.
Bønderne besværeede sig senere over, at denne forkyndelse skete med mange hårde og spottende ord til dem, som f.eks. rebeller, oprørere o.lign. Med udtryk af den slags blev de "formanede til bedre opførsel herefter". Ja kancelliråd Bekker sagde endog til slutning: "Nu har I fået al den ret, som I kan vente at få, og selv om I nu søger kongen ja dronningen med, så får I dog ingen anden, undtagen den skulle falde ned fra syvstjernen."
Men sådan behandling vil og kan de ikke fine sig i, og derfor møder de nu atter (d. 11. marts) for hans majestæt med påtale heraf så vel som af kommissariernes hele øvrige optræden og fremgangsmåde mod dem. Det er for dem klart som dagen, at d.hrr. har været bedre til vens med justitsråden som den rige mand end med dem som de fattige.
Hvad for resten deres husbond angår, da bliver han jo længer jo værre; det er næsten utåleligt, således som han nu i den senere tid plager dem med det mest overdrevne hoveri: Snart skal de gøre rejser til og fra hans stivelsesfabrik, snart må de sende piger ned på gården at vaske, slagte eller vinde garn; til dette sidste arbejde bruger han 16 af deres folk i 3 uger. " mand har stadig fra midfaste til pinse vogte hans får. De må vedligeholde hans bygninger, grave til kål, rense humle. Kort sagt, alt, hvad der er ham muligt at finde på, selv om det slet ikke vedrører det egentlige hoveri; avlingens drift. Og når hertil endelig kommer, at de daglig lever i den største frygt for ilde medhandling, så forstår alle, der har hjerte i livet, det sørgelige i deres stilling.
Med denne sidste særdeles skarpe opsats lykkedes det endelig de klagende ikke alene at nå frem til kongen men også at vække hans opmærksomhed, hvad blandt andet kan sés deraf, at kongen med egen hånd har på klagen vedtegnet en anmodning til kollegiet om nøje at udnersøge, overveje og derefter til ham indgive indstilling om det, her var fremført.
Kollegiet, der straks efterkom kongens ønske, begynder sin indstilling med en kort oversigt over sagens tidligere gang: Efter de gjorte undersøgelser kan ikke skønnes rettere, end at bønderne i virkeligheden må være "sket for nær", hvorfor også Lange fik tilhold om at rette sine fejl, give erstatning og for eftertiden behandle sine undergivne med "mere retfærdighed og ømhed". Men da bønderne fra deres side havde opført sig usømmeligt og studs, så blev også de påmindede om for fremtiden at vise mere "hørsommelighed" og mindre voldsom adfærd.
Men medens Lange efterkommer kollegiets afgørelser, vedbliver  bønderne uden ophør at klage snart over gamle snart over ny poster. Det meste af, hvad der i denne sidste klage anføres, er da også sådanne gamle afgjorte stridigheder, og hvad der er af ny som f.eks om det ublu hoveri eller kommissariernes uhøflige opførsel er sikkert kun "ilde opspundne og sammensatte beskyldninger ... Efter vor formening er det kun utidig lyst til at klage og måske onde rådgivere, der er årsag til den urolighed, de fortfarer udi uagtet de givne påmindelser".
En ting var der ganske vist endnu, som kunne prøves, og det var at sende et par af kollegiets egne medlemmer derover; men da bøndernes "ugrund til klage er bevist og landvæsenskommissariernes kredit og anséelse så vidt mulig må opretholdes", så indstiller vi allerunderdanigst, at bønderne bliver tilholdte om at være fornøjede med de afgørelser, som én gang er trufne, samt at de for fremtiden skal "begive sig til rolighed og hørsommelighed". Indstillingen blev af kongen bekræftet den 22. april og gennem amtmanden bønderne forkyndt d. 3. maj.

V. Striden fortsættes
Bønderne, der i den senere tid havde begyndt at vinde deres mod og gamle sammenhold tilbage igen, blev ikke lidt forbavsede og forvirrede ved denne stadfæstelse af kongen, og for en stund var troen på hans gode vilje til at hjælpe dem ved at vakle, men omsider fremkom den meget sindrige forklaring af det hele, at kongen naturligvis ikke havde fået sagen rigtig forebragt, og det ville vist heller aldrig ské, før nogle af bymændene i den hensigt aflagde ham et besøg i København. Muligheden og hensigtsmæssigheden heraf blev nu ivrigt drøftet på stævnen og ved flere lejligheder. Byen var i et ukendt røre, næsten hverandre aften samledes man, og sjældent blev der brudt op før efter midnat. Hvad der drøftedes, blev holdt i den dybeste hemmelighed for uvedkommende. Med arbejdet hjemme og til hove gik det, som det kunne, og ikke altid som det skulle. Ofte kunne man derimod sé én eller flere i flok på vejen til Brudager for at rådføre sig med Skovbo; sædvanlig havde de da i bunden på vognen en lille slat korn med i en sæk, man skulle jo dog fornøje manden for hans "villighed", og da penge var vanskelige at få mellem fingre, så hjalp man sig på denne måde med ydelser "in natura".
Men hvad det nu på ny begyndte at briste på, var sammenholdet; blandt andet havde én af bymændene nægtet at følge videre med i kampen mod Lange og havde derfor taget sin tilflugt til denne; men skønt Lange derfor havde sin tilflugt til denne; men skønt Lange også havde tilsagt ham sin beskyttelse, så var han dog ikke desto mindre i følge byvedtægterne af de andre bymænd bleven udpantet for en bøde i den anledning og desuden slået i gulvet og slæbt ud af hans eget hus, først midt i gården havde man sluppet ham.
En anden gang var en af førerne, gmd. Søren Larsen, om den samme sag kommen op at trættes med 2 af byens karle, og da de hældede til den fredelige anskuelse, skal han efter disses forklaring for Lange "glubsk og skammelig" have overfaldet dem. Hvad der påførte ham en stævning fra Lange.
Men trods disse forsøg af enkelte på at knibe ud, holdt flertallet kun så meget fastere sammen; og omsider sejrede et forslag om at sende 4 mand til København for mundtlig at  forebringe kongen og kollegiet sagen.
For sikkerheds skyld blev dog i al hemmelighed en ny klage opsat: Flere af de gamle besværinger gentoges - blandt andet især det "utålelige" hoveri; hvorledes det må vokse, skønnes bedst, når man erfarer, at Lange, der fra begyndelsen kun havde 100 køer, nu har over 200. Men foruden dette er der en anden ting, som de ikke kan tie stille med: sidste forår den 11.  marts deltes et lille stykke fællesjord mellem lodsejerne på Hvidkilde, Brahetrolleborg og Rødkilde. Sidstnævnte del udskiftedes igen af Lange mellem hovedgården og bønderne i Ulbølle, dog således, at bønderne blev i høj grad forurettede ved delingen. De vil som før udbede sig en "upartisk kommission" til at skaffe dem deres ret.
Med denne klage i lommen drager de 4 mænd i al hemmelighed fra Ulbølle tl København; pas var der ikke håb om at få hos Lange, men de vovede da at rejse foruden. Det var omtrent i midten af maj, de fremstillede sig for kollegiet og bad om deres "ret". Kollegiet lovede dem kraftigt at tage sig af sagen, imidlertid kunne de trygt rejse hjem igen og der afvente, hvad videre skulle ske. Dette svar var dog ingenlunde efter bønernes hoved, hvorfor de erklærede, at så ville de hellere blive i København, til afgørelsen skete; og - som kollegiets præces grev Moltke skriver, "vedblev de at opholde sig i byen, trods alle de råd i mindelighed blev givet".
Da kollegiet til sidst blev ked at deres overhæng, forebragte Moltke sagen for kongen og fik af ham mundtlig tilladelse til at lade dem hjemføre med magt. Dette blev dog ikke nødvendigt for de 3 af bøndernes vedkommende, de havde af kollegiets gentagne og indtrængende påmindelser ladet sig bevæge til atter at vende hjem, hvorimod den fjerde ikke hertil havde været at formå. Mod ham benytede Moltke sig da af kongens tilladelse og lod ham hjemføre.
Troede kollegieherrerne dermed for stedse at have befriet sig fra de påtrængende ansøgere, så tog de meget fejl; 14 dage efter mødte de samme 4 mænd igen med et nyt klageskrift, hvori de gennemgik alle tidligere klageposter og sluttelig gentog forlangendet om den upartiske kommission. Det samme optrin, der for 14 dage siden fandt sted, gentog sig nu atter: gyldne løfter fra kollegiet om at yde klagerne størst mulig hjælp, mødt med levende mistillid fra disses side; ivrige opfordringer ja til sidst befalinger om at rejse hjem modtagne med de mest bestemte udtalelser om, at de ikke rejste hjem ja ikke forlod København, før de havde fået den ønskede besked.  Lige så lidt hjalp det, at Moltke forsirkede dem, at klageskrifterne allerede var afsendte til amtmandens undersøgelse, at det ville tage tid at få dem ordentlig behandlede, at det ikke fremskyndede eller forandrede afgørelsen det mindste, om de rejste, eller de blev. Intet frugtede, alt ligesom prellede af mod bøndernes stædige beslutning om at blive.
Kollegiet måtte da atter tage sin tilflugt til kongens hjælp: en indstilling om gentagen tilladelse til at lade dem hjemføre blev idngivet, thi, som det der hedder, "såan selvrådig og egensindig opførsel, formoder vi, kan have meget skadelige følger, ifald med samme blev overbåret, da det ufejlbarlig måtte ansés for stridende mod al god orden og til landets almindelige tab, hvis så skulle ske, at flere bønder ved dette eksempel skulle blive forførte til unyttigen at spilde deres kostbare tid og forlade samt forsømme deres avling og andet  markarbejde for at oppebie her i byen deres klagemåls udfald, da de jo dog kan være lige så fuldt visse på at blive underrettede derom, når de opholder sig deres hjem".
Det ønskede svar på denne indstilling fik kollegiet ved kgl. resolution af 4. august. For at "forekomme den befrygtede ulejlighed" fik kollegiet befaling til straks at "fremkalde de sig her opholdende 4 Ulbølle bønder og forkynde dem, at de inden 4 dage har at forføje sig hjem, at de ej oftere må lade sig finde her i byen uden pas og tilladelse, sam at hvis de ikke nøje og uvægerlig efterkommer sådan befaling, skal de straks og ufortøvet hensættes i rasphuset for der at arbejde, så længe kollegiet måtte finde fornødent".
Hvorvidt de 4 mænd godvillig rettede sig efter resolutionen, eller de med magt blev "hjemførte", savnes oplysninger om, men i hvert fald træffer man dem få dage senere i Ulbølle, som de således genså efter halvanden måneds ophold i hovedstaden.
Foruden den til København medbragte klage til kollegiet og kongen havde de også under opholdet derinde set lejlighed til at sende en afskrift deraf til det danske kancelli. Afskriften vedføjedes en besværing over kollegiet, hvem det ikke var muligt at få nogen ordentlig afgørelse fra. Hvad de derfor vil bede kancelliet om, er, at der må udnævntes upartiske mænd tl stridens undersøgelse, at disse må få jordebøgerne overleverede, og endelig at Ulbølle bymænd må få fri tingdeling i sagen mod Lange.
Kancelliet synes ikke at have forhastet sig, først 14 dage efter bøndernes hjemkomst sender de ansøgningen over til kollegiet og udbeder sig herfra råd om, hvorvidt bøndernes ønske om fri proces skal efterkommes. Svaret er lige så bestemt som kortfattet: kollegiet kan "på igen måde have anledning til at anbefale andragendet", der desuden allerede er afgjort ved kgl. resolution af 22. april.
Alt, hvad bønderne fik ud af deres mange og lange anstrengelser, var da, at amtmanden efter ny tilsigelse fra kollegiet atter sender landvæsenskommissarierne til Rødkilde for at undersøge, hvorvidt bønderne virkelig havde lidt uret af Lange ved delingen af det udyrkede stykke jord. Kommissarierne erklærer imdlertid enhver afgørelse for umulig, så mange forandringer ombytninger og magelæg var der foretaget, siden godsets kort sidst blev lagt; efter et skøn mener de dog, at Lange har fået 6 skpr. ld mere, end der kan tilkomme ham.
Efter at have modtaget denne oplysning skriver kollegiet til amtmanden, at det på grund af det usikre i hele forretningen "intet finder at tage hensyn til i bøndernes klage". Dette vil amtmanden have den godhed at tilkendegive de klagende samt tilføje, at de nøje må holde sig den kgl. resolution af 22. april efterrettelig og i følge denne være rolige og imod deres herskab hørige og lydige. Kollegiet sender tillige amtmanden en afskrift af dets indstilling til kongen i anledning af de 4 mænds opholdi København og kongens resolution derpå; disse aktstykker sendes ham "i den tanke, at de med nytte kunne bruges ved forefaldende lejligheder, om de andre bønder der i amtet ville trine i disse 4 mænds fodspor".
Under alt dette sporer man tydeligt, hvorledes de 2 parters gensidige modvilje lidt efter lidt vokser til en vrede og et had, der giver sig udslag ved enhver lejlighed. Mens bøndernes træge og trodsige forrettede det mindst mulige hove, steg i samme grad Langes fordringer netop på dette punkt; thi mens han  stadig havde trukket det korteste strå overfor bønderne i stridighederne om jord, så vidste han, at hvad hoveriet angik, da kunne det ikke her tales om andre grænser end dem, hans egen forgodtbefindende satte. Det gik nu ls med skovning af skibstømmer, grøftearbejde, kanalgravning til udløb for de nybyggede skibe og andre lignende arbejder, der ikke henhørte under avlingens drift. Traf det sig da, at én eller anden hovbonde knurrede derimod eller ikke med tilstrækkelig hurtighed efterkom befalingerne, blev han dagen derpå ene kaldt ind i Langes værelse og der "meget jammerlig tilredt med hug og slag, så at nogle har været blodige og blå og haft tænderne så godt som udslagne, andre har han kastet til jorden og holdt i håret, mens hans ældste søn efter faderens ordre har trakteret dem".
Bønderne søgte på deres side ved masseoptræden at værge sig herimod. Efter rådslagning på stævne vedtoges, at når for fremtiden nogen i lignende anledning blev kaldt ned på herregårdn, da skulle der på stævnen straks ringes med byklokken, hvorefter alle skulle samles for i flok og følge at ledsage vedkommende ned på gården; ville nogen undslå sig herfor, skulle han bøde 2 rdlr.
Under alt dette havde kollegiet så småt søgt at nærme sig sit mål "bondens lettelse" ved især at komme det "ubestemte hoveri" til livs, og i den hensigt udvirkede det samme sommer en forordning (d. 6. maj 1769) om, at hver godsejer i landet skulle indsende et "hoverireglement" d.v.s. en redegørelse for, hvad der som hovarbejde årlig ydedes af godsets bønder. Denne forordning opfattedes alle vegne som et nyt bevis på, at det virkelig nu var kongens og de styrendes mening at "se bonden lettet"; og som forholdene på Rødkilde, som ovenfor påvist, netop shavde ført til øgede fordringer fra Lange, og som knuden her strammedes stærkere og stærkere, modnedes hos bønderne ny planer om udfrielse fra det mer og mer utålelige afhængighedsforhold til deres "herskab"; hvad om man prøvede en klage over hoveriet, måske var kollegiet mere lydhørt for den slags; værre end tilstanden for øjeblikket var, kunne den dog ikke blive; det blev bestemt at forsøget skulle gøres.
Deres gamle rådgiver Skovbo turde imidlertid ikke mere være dem behjælpelig i deres forehavende, hvorfor de måtte henvende sig andet steds og fandt omsider den ønskede hjælper i en vis sagfører Engberg, som med eget navns underskrift opsatte en klage for dem. Denne indeholdt en levende skildring så vel af hoveriarbejdet som af den behandling, der under samme blev dem til del: Da kanalarbejdet foregik, fik de først 3 dages arbejde spildt for dem og alle deres folk, derved at det blev højvande, og det ødelagdes, som de allerede havde udrettet; der fortsattes senere atter med 3 dages strengt arbejde, hvorunder der vankede rigeligt med hug og slag; hver gård måtte daglig stille med 3 mand og hver tredje gård med en vogn. Til deling efter dette farlige og strenge arbejde fik de af Lange "lumpne" 10 rdlr. og 1 mk., hvad der kun blev nogle få skilling til hver.
Endvidere må der hvert øjeblik gøres ægter i alle mulige anledninger; snart er det herskabets prokurator, snart dansemester, hårskærer, kok, skipper, osv, der skal befordres, og altid er det bønderne, dette som hoveri pålægges.
Også "gående folk" har han brug for; ved hjælp af dem får han næsten alt tyendearbejde udført; derved sparer han udgifterne til folkeløn. De må således afgive folk til slagtning, til  vask, gulvskuring, fejning og rensning i borggården, vagthold til gården, til at løbe ærinder osv.
Alt i alt har de i det sidste år måttet udføre 52 spænddage (med vogne) og 121 gangdage (med enkelt person) foruden, hvad der som almindeligt hoveri forrettes ved driften af gårdens avling. En af de første dage i det ny år (1770) fik kollegiet den ny klage fra de gamle bekendte. SOm sædvanlig sendtes den straks til Holsten, for at han på lovlig vis ved optaget forhør kunne undersøge dens pålidelighed.
Om morgenen på den dag, forhøret skulle afhodes rejste Engberg til Ulbølle og tog ind til en af "førerne" for, når de blev kaldt frem til forhør, da at følge dem og stå dem bi. Men, som Lange siden indberetter, da vi hørte dette, fandt vi det ingen nytte til at sende disse mænd bud, da vi klart skønnede, at de ved Engbergs hjælp nok skulle stå fast på beskyldningerne og "støtte hans dristige foretagende". Dette var da grunden til, at netop de 7 mænd, der havde mishandling at påtale, og som ellers af Lange benævnes som "hovedmændene for oprøret", ikke kom til forhør. Af de 10, der blev forhørt, var der kun 2, der klagede over voldelig medfart, den ene hed Rasmus Mortensen,d en anden Peder Hansen Lok, begge havde af Lange fået "hug" nede på gården.
Ved at gennemgå dette forhør blev kollegiet omsider klar over, at ville man se en fredelig udgang på denne opslidende strid, da måtte nu det sidste middel prøves, og kollegiet selv sende 2 af sine medlemmer derover. Dette var endnu ingensteds forsøgt, denne gang skulle da blive den første.
Etatsråderne Nissen og Højer - den landsforviste Reverdils ven og descipel - blev da udvalgte, og valget må sikkerlig kaldes heldigt. Efter at have fået alle sagens akter udleveret og modtaget en skriftlig tilladelse til i Nyborg at låne amtets matrikelbøger, tiltrådte de d. 9. maj rejsen og ankom d. 14. til Fåborg. Undervejs havde de i Lunde mæglet i en stri om et tørvelong og havde derfra lagt vejen gennem Ulbølle, hvor de i nogle timer havde opholdt sig og talt med askillige af bønderne. Ved den lejlighed havde de da tilsagt dem at møde i Fåborg næste morgen, ligesom de også med ladefogden på Rødkilde havde sendt brev til Lange med bud om deres ankomst og med tilsigelse om at møde næste dags eftermiddag også i Fåborg. Sluttelig var de en vending indenfor på Holstenshus og aflagde amtmanden et kort besøg.
Næste morgen tidlig mødte samtlige Ulbølle bymænd for de 2 kollegieherrer i Fåborg. De blev straks indladte til forhør 2-3 ad gangen, og efter at det var tilkendegivet dem, i hvad hensigt de stævnedes hid, blev de tilspurgte, om den kgl. resolution af 10. januar 69 var bleven dem forkyndt, hvortil de svarede, at de vel havde været kaldt til Rødkilde for at høre den, men nu kunne de dog ikke mere huske dens indhold. Resolutionen blev da oplæst for dem, hvorpå de tilspurgtes, om den var bleven efterkommet. Men hvor overrasket blev ikke de 2 herrer, da det af bøndernes svar fremgik, at af resolutionens 12 poster var 5 af de vigtigste ikke udførte. Bønderne skulle endnu hverken have fået det tilkendte vederlag af jord eller godtgørelse i deres skatter. Dette måtte først undersøges på åstederne, hvorfor bønderne blev tilladt at rejse hjem men pålagt næste formiddag atter at møde på Rødkilde.
På tilspørgsel om denne uefterrettelighed svarede Lange, at det på en måde forholdt sig som angivet; men skylden var ikke hans,  han havde udlagt bønderne den tilkendte jord, de havde blot ikke villet tage derimod under det tomme påskud, at det var for lidt.
Lange blev derpå underrettet om de 2 udsendinges ankomst il Rødkilde næste morgen, og forretningerne var for den dag endte.
I følge med de 2 landvæsenskommissarier holdt Nissen og Højer næste morgen deres idntog på Rødkilde og gav sig straks med begge parter ud i marken; men af de modstridende påstande kunne de ikke danne sig nogen mening om sagen, hvorfor de først lod de omstridte jordstykker opmåle. Ved denne fremgangsmåde fandt de da bøndernes påstand rigtig.  Lange havde ikke budt dem tilstrækkeligt vederlag efter resolutionen, hvorfor de pligtede ham til endvidere at afstå 3 agre, som for tiden fandtes tilsåede med rug. Angående disse forskellige udlagte jorder blev det bestemt, at de af landvæsenskommissarierne senere skulle deles i stykker, hvis størrelse var ens, og hvis antal var det samme som gårdenes i byen, og derefter tillægges disse.
I enrum foreholdt Nissen og Højer dernæst Lange, at etfer alt det, her måtte være foregået, burde han ikke være altfor påståelig, ja han måtte om nødvendigt heller slå lidt af på sin ret end således leve i stadig uro og ond forståelse med sine undergivne. Lange tilstod rigtigheden af disse ord og indvillegede da i følgende indrømmelser: 1) at ophæve 2 processer, han mod 2 bymænd havde begyndt, 2) at eftergive alle gamle restancer og 3) én gang for alle at nedsætte landgilden med én td. rug og én td. byg for hver gård i byen; dette sidste dog på betingelse af, at bønderne for fremtiden opførte sig sømmeligt og skikkeligt; i modsat fald skulle den ydes i sin fulde udstrækning igen. Hvad hoveriet vedkom, da synes Nissen og Højer, det var bedst, om afgørelsen af denne sag opsattes, til Lange i følge den ny forordning (6. maj 69) til kollegiet havde idngivet sit hoverireglement, hvad han endnu ikke ahvde gjort; efter det kunne da bedst skønnes, hvorvidt rettens og billighedens grænse her var overskredet. Følgelig indskrænkede man sig til en formaning om, at han for fremtiden måtte vise mere lemfældighed og kærlighed mod sine undergivne. Noget han også straks lvede, og forpligtede sig endvidere til inden 4 uger at indsende sit hoverireglement til kollegiets bedømmelse.
Bønderne blev nu kaldt frem og forkyndt, hvad deres husbond havde gået ind på, hvorefter de blev spurgte, om de dermed var tilfreds, og da de svarede ja, formanedes de til for fremtiden at gøre deres pligt og opføre sig sømmeligt.
Den hele forretning blev da nedskrevet og af begge parter udnerskrevet for i fremtiden at gælde som regel og rettesnor. Og efter således "på en bestandig måde og så godt som mulig at have tilendebragt denne fortrædelige og altfor gamle tvistighed" forlod Nissen og Højer atter Rødkilde.
På tilbagerejsen lagde de ejen om forbi Tøjstrup, hvor de med det samme bilagde en sag mellem oberstinde Grambov og 2 selvejerbønder i Ryslinge; men straks derpå fortsættes rejsen til København, og allerede den 30. maj kunne den skriftlgie forretning forelgges kollegiet, der inderlig fornøjet lykønskede de 2 mænd til så let og så hurtigt at have fået alt "fuldkommen afgjrt".
En månedstid forløb nu i fred og ro, idet bønderne håbede på lettelse i hoveriet, når først kollegiet fik Langes hoverireglement at se; men da ikke alene de fastsatte 4 uger var gået uden at dette var indsendt men endnu 14 dage til,  tabte de tålmodigheden, og den 26. juni afsendtes da til kongen en "declaration", hvori det blandt andet hed: "Vi mærker vel, at for os gælder hverken hånd eller segl, eftersom der under de 2 fra kollegiet kommitteredes hånd og segl blev os lovet, at inden 4 uger skulle vort herskab rette sig med hoveriet efter forordningen. Den tid er nu for længst forbi, men ingen forandring sér vi til det bedre, snarere til det værre." De underretter da herved hans majestæt om, at de agter at gå til lands lov og ret.
Da landvæsenskommissarierne få dage efter meldte deres ankomst til Ulbøle for at opmåle og udskifte den jord, der af Nissen og Højer var tilkendt bymændene, gjorde Hans Hansen Vangeled på stævne den opfattelse gældende, at da Lange ikke havde holdt sin del af forliget, var de heller ikke pligtige at holde deres. Heri syntes alle, han havde ret, og da kommisarierne så ankom den 7. juli, overrakte Hans Vangeled dem en erklæring, hvori de tilkendegav dette samt lod de 2 mænd vide, at de igen tiltrådte deres oprindelige påstand om at ville have deres egen jord, som de ejede før magelægget, og kun den tilbage igen.
Kommissarierne vidste hertil intet at svare og rejste derfor bort igen med uforrettet sag.
Langes forbitrelse over bøndernes frækhed var grænseløs; at simple hovbønder, disse ufri turde kritisere, hvad han fik i sinde at gøre og lade, det gik dog over alle rimelige grænser. Måske var forbitrelsen også blandet med uro for, hvad kollegiet ville dømme om sagen, når det blev opmærksom på han sforsømmelse, der således havde givet anledning til stridens genopblussen; en mulig fare fra den kant måtte afværges i tide, og i den anledning tog han straks pen i hånd og opsatte til kollegiet en skrivelse, der både havde næb og kløer. Lange var i det hele taget en flittig skribent; de af hans indlæg, der findes opbevarede fra denne så vel som fra andre sager, udmærker sig stedse ved en usædvanlig ordrigdom, der altid giver hans skrivelser en længde, de er temmelig ualmindelig blandt andre læge penneføreres arbejder, indsendt til kollegiet. Som en prøve på hans stil i disse indlæg og til belysning af hans følelse overfor bønderne skal vi anføre en del af sidstomtalte skrivelse:
Efter først at have anmeldt den ny "rebellion" begynder han med et ønske om, at disse bønder, "der ellers offentlig her i landet er kendt som onde og slemme folk (det de fra deres fædre har været), blot var kendt af Deres velbårenheder, eller og, at tiden havde tilladt Dem her på stedet rigtig at have gennemgået deres oprør og klageposter, .... jeg påtvivler da ikke, at det jo nok tydeligt skulle være befunden, at deres onde rebellion og klagemål ikke stammer fra forurettelse eller hård medhandling; tværtimod, det skulle da nok vise sig, at jeg stændig har behandlet dem med godhed, forsorg, lemfældighed og gavmildhed, ja at fast ikke nogen i landet har det mod sine bønder gjort, som jeg har; jeg kan fast med sandhed sige at have sat 10,000 rdlr til på denne fra arilds tid onde og slette by, og aldrig har jeg sparet møje og besvær med disse bundgenstridige onde folk for at få byen i stand og dem dannet til arbejdsomhed (!) .. Deres velbårenheder (Nissen og Højer) havde alt for gode tanker om disse onde, polérede bønder; det gør mig nu så bekymret, at jeg ikke gad talt eller spurgt om nogen, da Deres velbårenheder var her, men lod det alt ankomme på Guds forsyn ..
 Deres hele handling er af mine fjender et opspundet værk for ved mine egne bønder (der nu kan beskylde mig for alt, hvad de vil, uden at straffes) som et bekvemt redskab at blamére mig, skøn jeg dog med god samvittighed véd mod alle og enhver at have handlet som en ærekær mand .. Nogle dage før Deres velbårenheders ankosmt havde de forsamlet sig med dem, som de kunne betro sig til, for med hverandre at overlægge, hvad de skulle sige og gøre, og efter Deres velbårenheders afrejse har ligeledes hovedmændene og deres tilhængere diverteret sig med .. atter at indgive klage til kongen og anden usømmelig snak. De rejser nu hovedet højt i vejre i anledning af, at dem på ny er tilstået forbedringer ....... de bliver derved kun end fastere i den tanke, at de kan gøre, hvad de vil, ingen  kan røre dem mer. Dog begynder også enkelte nu at indsé deres vildfarelse, og da ærgrer det dem, at de så længe har løbet galne og sat så meget til ... Slagsmål og deslige hændtes aldrig før, mens de havde frygt for mig, nu derimod, da de ingen grygt har, koger alting over, ... og vi kan for fremtiden ikke vente dem anderledes, da de er slemme gemytter, har onde ledere og nu i 2 år har vedblevet deres onde handlinger og rebellion, det de har forsvaret med ublu, nærgående og blamériske beskyldninger mod mig - altsammen uden straf; tværtimod ser de kun, hvorledes jeg gang efter gang må give efter for dem; og jo galere de gør det, og jo mere de ser, at jeg må give efter, des stoltere og dristigere bliver de, ja således, at de selv ler imellem sig. Foruden krænkelsen i sindet er det og bedrøveligt for mig daglig at måtte se på deres galenskaber, deres drik og liderlighed, arbejdsforsømmelser osv., uden at turde tale til dem eller sætte nogen af dem i rette, endskønt det er så højst fornødent, om det skal gå vel til, og dette kry og onde folk holdes i sømmelighed. Der er jo overalt så stor forskel på steder og gemytter; disse bønder har af deres onde fædre fra barndommen ej set eller hørt noget godt og er langt indre oplært deri. Nu har de ej heller den gamle frygt for, at jeg efter loven kan sætte dem fra deres gårde, havde de blot den, da ville alle deres onde handlinger falde med ét. Hans Vangeled, som jeg efter forliget eftergav 40 rdlr., han holder nu 2 karle, formedelst han selv ej noget vil bestille, kun render han omkring mellem de andre med fri tale til oprør, eller han går og studerer på sit digt og sine onde handling. Det var synd, at skatterne blev ham eftergivne; men derom tør jeg ej tale til ham, undtagen jeg må få en resolution derom fra kollegiet.
Jeg henholder mig dog til gunstigst løfte om, at der i denne betydelige onde handling må blive statueret fornøden straf, at denne fare og ondskab kan blive hævet, det er på høje tid.."
I sit gensvar på ovenstående beklager kollegiet meget, at Lange endnu ikke har indsendt sit hoverireglement, hvad han dog havde lovet inden 4 ugers forløb. Følgen er  nu altså bleven den, at bønderne med skin af ret anklager kollegiet for at have brudt sit løfte til dem. Reglementet må udbedes "forderligst muligt".[Jens Lange ses ifølge Povl Hansen ikke at have indsendt det påkrævede hoverireglement]

Overfor bønderne besluttede kollegiet derimod at prøve en anden udvej for at få standset disse evindelige klager. I følge kgl. forordning af 23. jan. 170 kunne alle og enhver, der for andre nedskriver uberettigede klagemål anses med straf herfor. Denne  forordning besluttede man nu at føre i marken mod den mand, der hjalp bønderne med at skrive deres klagemål. Det var denne gang ikke Engberg; han havde nu, ligesom Skovbo tidligere, trukket sig tilbage, men da "koncipisten" ikke havde sat sit navn under, gjaldt det altså først om at få ham opdaget for derpå at drage ham til ansvar. Adskillige - dog ikke amtmand Holsten - blev da tilskrevne i den anledning med opfordring til at gøre deres bedste for at finde den skyldige. Blandt de svar, der indkom, findes også et fra forvalter Bredahl på Glorup, og det indeholder måske et fingerpeg til forståelsen af den ellers uforklarlige omstændighed, at ikke denne befaling sendtes til stedets amtmand. Bredahl fortæller, hvorledes han så vel som andre flere så småt havde amtmanden mistænkt som den, der stod bag ved det hele på grund af den kulde, der herskede mellem ham og Lange. Rygtet udpegede amtmandens livjæger som den, der med sin herres vidende skulle have forfattet klagen for bønderne; og for nu på en nem måde at få dette oplyst, fik Bredahl livjægeren til at indgive skriftlig ansøgning om en ledig skriverplads på Glorup. På denne fifige måde lykkedes det Bredahl at komme i besiddelse af mistænktes håndskrift, dette blev nu sendt tl kollegiet for at sammenlignes med klagen. Dammenligningen faldt imidlertid ud til jægerens fordel; det var for kollegiet indlysende, at de 2 papirer ikke var beskrevne af samme hånd.
Landvæsenskommissær Bekker var den heldigste i eftersøgningen. Hanberetter derom således: "Efteradskillige - dog tilladelige kunstgreb og opdagelser havde man endelig bragt det til en formodning om at få den sandskyldige author til chartequet opdaget, hvorfor jeg da rejste til Fåborg, og ved sognepræstens hjælp fik jeg til sidst kundskab til personen, han blev da hentet og tilstod straks. Af hosfølgende linier, som medsendes til konfrence med originalen, vil det end yderligere kunne ses. Men da nu manden er en gammel, fattig, udtjent vagtmester, som har en liden pension, så har jeg på det bedste lovet at gå i forbøn for ham, at han ej herfor skal geråde i ulejlighd, eftersom han visselig har skrevet det i uskyldighed og enfoldighed. Historien er ellers denne:
Den 17. juni kl. 5 morgen kom Kristen Snedker i Ulbølle ud til valgmester Kabus i Fåborg og bad ham omskrive en memorial, som han til den ende dikterede ham. Da arbejdet var gjort, betalte han vagtmesteren en mark og red straks tilbage til Ulbølle igen. Kabus kunne ikke gøre rede for, hvo koncipisten var, så som snedkeren ej ville tillade ham at se i koncepten; dog fik han en gang ved en hændelse skriften at se, den forekom ham meget kompress og md små bogstaver samt på mange steder overstreget."
Bekker udvikler derpå videre sine tanker om den sag, han tror ikke, Kristen Snedker selv kan have lavet den opskrift, som han lod vagtmesteren afskrive; meget snarere er det "en gejstlig mand i Fåborg, hr. Cl....." man ved nemlig om denne mand, at han er en "fjende af Lange" og ivrig tilhænger af "et vist stort hus der i nærheden" (Holstenshus???) Han råder kollegiet til at lade optage forhør over Kabus og Kristen Snedker, thi da de nu er opdagede, vil sagen være let at forfølge videre, skulle f.eks nogen af dem "foregive løgn", behøver man jo blot at lade dem arrestere, indtil de bekender sandheden og "udlægger koncipisten". "Dette", slutter Bekker, "må nu være nok, thi skulle jeg indberette alle vore indfald, for at få  historien udrede, da ville gennemlæsningen deraf til sdist blive kedelig; ingen kan forestille sig, hvor intrigant bønderne omgås denne sag."
Kollegiet henvender sig nu uopholdelig til stiftets amtmand hr. Bille i Odense, om han ikke ville se til at udfinde "denne slette, ildesindede og skarnagtige koncipist"; omhyggelighed og flid må der anvendes, thi "det er rimeligt, at han har mest skyld i, at bønderne ikke kan komme i rolighed, som orden og eget bedste dog udkræver". Kollegiet anser det for temmelig usandsynligt, at Kristen Snedker eller nogen bonde selv skulle have opsat klagen. Stiftsamtmanden beder derfor at tage Kristen Snedker for sig og "på det alvorligste betyde ham, at koncipisten vil blive tiltalt til vedbørlig strafs lidelse, så han må helst så snart som muligt fremkomme med sandheden og nævne den rette, da straffen jo ellers vil falde på ham selv."
Stiftsamtmandens udnersøgelser førte dog til, at det alligevel måtte være snedkeren og ingen anden der havde skrevet kladden. Kollegiet lod da denne sag falde.
Imidlertid lod bønderne sidst i august udfærdige et nyt klagemål, og nogle af dem afsendtes med det til kollegiet; men så snart man her så de kendte ansigter, befalede Moltke straks sin sekretær Duus aat fængsle dem, hvorpå de med den første den bedste lejlighed blev sendt med en skipper til Fåborg.- Kort efter mødte blandt andre også disse på "gården" med deres "kvartalsskatter", men hvad sker, af pengene tager Lange først, hvad han kaldte sine omkostninger ved rejsen, og kun de øvrige ville han afskrive dem på skatterne, han kunne ellers ikke være tjent med, at de således uden pas rejste bort fra deres arbejde midt i den travleste høsttid. Da den ene ikke stiltiende ville finde sig heri men gjorde indsigelse, sprang Lange op og rykkede ham nogle gange af al magt i håret, hvorved de andre benyttede lejligheden til at komme ud af døren og slap således med skrækken.
Også dette måtte naturligvis meddeles kollegiet, hvad derpå skete den 20. decbr. Men kollegiet prøvede nu at vende det døve øre til og lade som ingen ting; måske bønderne da til sdist ville blive ked af de forgæves anstrengelser. Den 9. februar atter en klage; Langes mange og store hunde havde bidt mangfoldige af deres småkreaturer ihjel, en nat blev således ødelagt 14 kalve og 4 lam; ja for deres børn er det tit livet om at gøre, hvis der ikke tilfældigvis er voksne tilstede, som kan frelse dem. Dog, dette er altsammen småting i forhold til det ene, at få deres jord igen. De antager, at Lange nu har tilvendt sig måske 50 tdr. ld.
Intet svar fra kollegiet.
Derfor den 9. april atter en gentagelse; dersom kollegiet skulle have glemt eller forkommet de tidligere, tilbydes dem afskrifter af alle de enkelte poster.
Fremdeles tavshed.
Hvad skulle man dog gøre for på ny at vække kollegiets opmærksomhed og fremme sin sag; møde blev holdt på møde, men flere og flere faldt fra og syntes, det var bedst, om man dog en gang standsede; thi Gud og hver mand kunne jo se, at for den simple mand var der ingen ret at få. Men de standhaftige, der fra et stort flertal nu var gået ned til at blive et mindretal, strittede imod med den yderste hårdnakkethed. Det kom til stærke rivninger, en af disse skildres således: [Man mærker dog, a det er Lange,d er har givet skildringen] Efter at de  havde fået en del at drikke, begyndte de på ny at drøfte sagen, og en beklager da, at den var drevet så vidt, "men skylden herfor er din Niels Norre", siger han så til denne, som stod fremme på gulvet, "du er årsag til, at vi alle gjorde ed på at være som én mad og stå hinanden bi", flere rejste sig nu og sagde, at dette var sande ord: "500 rdlr betaler ikke det, vi nu har sat til, vi må skamme os, når vi nu kommer vort herskab for øje, ti vi har ikke gjort det imod ham, som vi kan være bekdnt. Vi havde det godt og kunne hos ham få alt det, vi ville have, og du Niels har gjort det imod ham, som du ikke kan forsvare." Den mad, i hvis hus de var samlede, så nu en af de talende løfte armen for at slå Niels Norre, han sprang da til go fik vedkommende til at lade være, men det var kun galgenfrist, i næste øjeblik udbryder kampen i den anden ende af stuen. Først langt om længe og efter at adskillige drøje knubs var uddelte og modtagne lykkedes det de mere stilfærdige at få mæglet fred.
De, der vedblev at håbe på sejrrig udgang af kampen, handlede fra nu af på egen hånd, og den mand, der da efterhånden bliver den mest fremtrædende, er Hans Hansen Vangeled. Han var ikke selv blandt dem, Lange havde gjort uret ved sine magelæg, men kunne derfor også med desto større kraft optræde på de andres vegne. Lange så i ham sin værste og mest hårdnakkede modstander, den der mere end nogen anden bidrog til at holde sagen i gang; og netop fordi han ikke selv havde nogen fornærmelse at klage over, kunne Lange ikke tilgive hamhans optræden.
Ved siden af ham stod Kristen Snedker, hvis færdighed i skrivekunsten gjorde ham næsten uundværlig, alt eftersom det blev mere og mere vanskeligt at få andre til at føre klagerne i pennen. Skrivefærdighed var jo den gang temmelig sjælden mellem bødnerne.
Efter at ahve drøftet sagen på adskillige møder enedes man sluttelig om at følge den gamle fremgangsmåde; i stedet for at sende kalgerne med posten så hellere selv overlevere dem i kollegiets hænder ved dertil udvalgte mænd. Efter erfaring vidste man jo, at vedkommende ikke udsattes for andet eller værre end med magt at blive hjemført, og dette var jo nu prøvet så tit, at det ikke afskrækkede synderligt. Hans Vangeled blev udkåret il overbringer; og for dog at få kollegiet til at tage sig af dem betjente man sig af de stærkeste udtryk den jord, Lange havde frataget dem, var de f.eks. nu vis på, løb op til over 100 tdr. ld. Til slutning vedføjer de en "mindelig" bøn om, at Kristen Snedker for fremtiden må værdiges at få kollegiets resolutioner at forkynde dem, da de er visse på, at dette ellers ikke vil ske, eftersom sådant bliver opsnappet og tilbageholdt af deres husbond.

VI For kommissionsdomstolen
Ovenstående aktstykke, der indleveredes i august, syntes endelig at frembringe den ønskede virkning; den sidste september udgik fra det danske kancelli en kgl. befaling til etatsråd og landsdommer Scheverin i Søby og herredsfoged Mølmark i Fåborg om at sammentræde i en kommission til retslig undersøgelse af tvisten og endelig domfældelse i denne sag, der "gør så stor opsigt i landet" ved bøndernes "stedsevarende skrig og råben om fornærmelse". Kommissionen skal, om fornødent gøres, ved édsvoren landmåler lade alt det omstridte opmåle, viser det  sig da, at Lange har uret, skal han betale sagens omkostnigner og "desuden efter fortjeneste anses". i modsat fald skal bønderne anses med behørig bøde eller straf, og kan bønderne ikke betale, skal de aftjene ved tugthusarbejde.
På kommissionsdommernes forespørgsel om de skulle behandle alle enkeltheder i den indviklede sag, svarede kancelliet tilbage, at hvad, der lå forud for den kgl. resolution af 22. april 1769, betragtedes en gang for alle som afgjort; og af de ting, der efter den tid stredes om, skulle kommissionen kun give sig af med spørgsmålet om, hvorvidt Lange havde frataget bønderne jord.
Den 9. december tiltrådte Scheverin og Mølmark deres hverv med at undersøge, hvor mange og hvem af bønderne, der klagede over netop denne omstændighed. Der viste sig da at være 11, af dem havde de 7 noget af klage over for eget vedkommende, de øvrige 4 havde kun trådt til for at støtte disse.
Kommissionen idnså snart, at når bønderne i deres klage havde brugt udtrykket, at Lange havde "frataget" dem deres jorder, så kunne dette ikke forstås bogstaveligt men således, at Lange havde mageskiftet med dem. Disse mageskifter, der dog aldrig havde været bønderne til pas, mente de nu i følge en fejlagtig fortolkning af forordningen af 9. december 69 atter at kunne fordre ugjorte, således at alt blev, som det fra først af havde været.
Hermed var sagen fuldstændig forandret for kommissionens fopfattelse; i stedet for at udnersøge, hvad der var bønderne frataget uden vederlag, blev spørgsmålet nu, hvorvidt der af dette var ydet nok.
For at afgøre dette måtte de altså have opmålt og takseret, hvad der både var modtaget og ydet i vederlag derfor; men for de jorders vedkommende, som Lange havde modtaget var dette ikke så vanskeligt, da de lå samlede på et sted, men for de, han havde ydet, var det kommissioen aldeles umuligt ved egen hjælp. Den måtte derfor foreløbig afbryde forretnignen og indgive ansøgning om udnævnelseaf den lovede edsvorne landmåler, men da vinteren allerede nu havde indfundet sig, så opsættes forretningen til marts måned næste år.
Til "edsvoren landmåler" blev efter ansøgning valgt Lütken i Nyborg, dog først efter at det danske kammer havde sikret ham hans betaling, enten denne så skulle udredes af den ene eller den anden af de 2 parter.
Der blev imidlertid ikke noget a opmålingen i løbet af marts måned 1772; vinteren holdt usædvanlig hårdt ved og store snemasser hindrede al færdsel på marken. Arbejdet blev da opsat til d. 22. april. På denne dag ankom til Rødkilde Scheverin, Mølmark og landmåler Lütken, hvor de modtoges af Lange og bønderne, der efter tilsigelse allerede var mødte. De kalgende blev nu tilspurgte, om de kunne og ville påvise, hvad Lange havde taget af deres jord, og hvad han derfor havde givet dem igen.
Hertil svarede Hans Vangeled som bøndernes ordfører, at hvad Lange havde frataget dem, kunne de nok udvise, men hvad han havde overladt dem til vederlag, var nu en umulighed at betegne. Det samme svarede også Lange; det var nu 28 år siden, forandringen foretoges, og Rødkilde hovedgård havde indtil da i alle Ulbølle marker og næsten i alle skifter liggende adspredt i alt 226 til dels "store agre", delte i 305 (!) "stykker" foruden enge og mser. Og dertil kommer endvidere, at Ulbølle  gårde indtil da stod for meget ulige hartkorn, men dette blev ved samme lejlighed ligedelt imellem dem, hvorpå alle byens jorder blev omlagte til gårdene således, at hver gård så vidt muligt fik sit tiliggende samlet på ét sted. "Hvi skulle det da være muligt efter så lang tids forløb og efter så magne forandringer atter at kunne udfinde disse agre".
Efter denne ldiet lovende begyndelse anså kommissionen det for ønskeligt straks at komme en tur ud i marken for sammen med landmåleren at tage åstederne i øjesyn.
Lütken henvendte sig da, ifølge sin instruks, til bønderne om at stille befordring i nævnte hensigt; hvorefter han ville udtage 4 af de ældste bønder i byen som "påvisningsmænd". men straks opstod heraf stor uro, idet bønderne påstod, at da det var plat umuligt at udvise, hvad der tidligere havde tilhørt Lange, så ville de heller ikke begynde derpå, han (Lütken) kunne jo måle det op, Lange havde taget, og dette måtte han da se til at hjælpe sig med, som han bedst kunne. Men da Lütken selvfølgelig ikke ville lade sig sådant foreskrive, så erklærede de hverken at ville stille befordring eller afgive anden hjælp til en så vidtløftig og besværlig forretning; og da Lütken fremdeles fastholdt sine fordringer, så "opførte de sig til sidst helt grovt" og "begegnede kommissionen med stridige ord".
Lütken måtte da lade sagen falde; køretøj blev skaffet til veje, og påvisningsmænd lejede anden steds fra, hvorpå kommissionen kørte ud i marken overladende til bønderne, om de ville med eller ej.
Ved en foreløbig oversigt over forholdene derude viste sig imidlertid snart så mage vanskeligheder, at Lütken mente, at den eneste måde at komme til nogen afgørelse på var at lade både hovedgårdens og byens samlede jorder opmåle og derefter sammenholde dette kort med de gamle landmålingsprotokoller, de såkaldte modelbøger for derved at udfinde, om nogen af parterne nu havde mere jord i forhold til sit hartkorn end den gang.
Dette ville jo imidlertid blive en såre vidtløftig sag; først skulle den besværlige opmåling foretages, nu dobbelt bekostelig, da der både skulle lejes befordring og hjælpere; derefter skulle fra landmålingsarkivet anskaffes genparter af de gamle kort og så endelig foretages en sammenligning mellem disse og de ny. Hvorfor Lütken erklærede, at da så store bekostninger ville overstige, hvad han efter sin instruks turde vente godtgjort, så ville han hermed indstille sagen, til nærmere besked indtraf fra det danske kammer.
Kommissarierne ville imidlertid nødig, at sagen skulle trække i langdrag, og tilbød derfor på egen regning at lægge de nødvendige penge ud til påvisningsmænd og befordring, dersom bønderne efter retslig tilsigelse fremdeles skulle vægre sig ved for intet at skaffe bege dele til veje. Dermed var Lütken tilfreds, og Scheverin og Mølmark forlod Rødkilde.
Amtmand Holsten, som havde fået bøndernes vrangvillighed forebragt af Mølmark, udfærdigedes straks en skriftlig ordre til de klagende i Ulbølle om under trussel af udpantning for den sum, der ellers vil gå med til forretningen, at efterkomme Lütkens fordring. Denne ordre blev d. 1. maj ved solbjærgslag "tydelig oplæst og forkyndt" klagerne, som netop var forsamlede på stævnen. På tilbud om en afskrift af ordren svarede først Hans Vangeled og siden Hans Lok og Søren Larsen på egne og andres vegne, at den blev ikke modtaget, da de ikke kunne  indse, hvormed den skulle hjælpe dem til at få deres jord igen. De blev da tilspurgte, om de de ville gøre det, ordren lød på, hvortil de svarede, at det troede de ikke, "men for resten", føjede de til, "kan vi ikke svare noget derpå i aften, da vi nu er fulde og galne". Noget som ordrens overbringer imidlertid erklærede for påskud, de var alle "ved god forstand", men de ville åbenbart rådføre sig indbyrdes, før de svarede. Da der ikke var andet svar at få den aften, måtte overbringeren møde igen næste dag. Denne gang kom han så tidlig, at han traf dem, netop da de ankom til stævnen, og mens de altså endnu ikke havde fået noget at drikke. Atter blev ordren oplæst og afskrift tilbudt med spørgsmål, om de så ville efterkomme, hvad dem deri var befalet. Hans Vangeled tog da atter ordet og svarede, at hverken ville de tage imod afskriften eller yde befordring eller anden hjælp til det vidtløftige opmålingsarbejde, kun hvis målingen kunne indskrænkes til at omfatte det stykke, Lange havde frataget dem, ville de være til rede.
Dette svar kom amtmanden på tværs og meget uventet, han havde håbet, de ville falde til føje. Der stillede sig nu for ham 2 veje, som hver især kunne følges, enten straks at bruge magt og tvinge bønderne til at efterkomme ordren eller ganske rolig lade arbejdet udføre og derefter udpante dem. På forespørgsel derom til Lütken og Mølmark svarde den første, at amtmanden endelig ikke må tvinge bønderne til at være påvisningsmænd, da arbejdet i så fald vil være umuliggjort; de vil kun forhale tiden, give fejlagtige oplysninger og forårsage tusinde fortrædeligheder. Mølmarks svar går lige i den modsatte retning: amtmanden må endelig sørge for, at det ikke kommer til udpantning, han trøster sig i hvert fald ikke til at foretage en sådan, undtagen der da medgives ham en militærkommando, han vil ellers ikke kunne føle sig sikker på liv og lemmer blandt disse bønder, der "oprører andre deres lige og giver onde eksempler i landet".
Lütkens grunde forekom dog amtmanden at være de vægtigste, hvorfor han efter indhentet tilladelse fra kollegiet bestemte, at Lütken for fremtiden kunne hæve penge til befordring og påvisningsmænd hos amtsforvalteren i Nyborg mod bevis for udlæg. Bønderne ville da senere blive pantede.
Efter denne afgørelse blev der straks taget fat på arbejdet.
Som landmålingen nu skred frem, og bønderne så, det blev til alvor både med dette og andre forarbejder til sagens endelige afgørelse ved dom, så begyndte der på ny at blive livligt på bystævnen, den uundgåelige forhandling om fælles optræden syntes denne gang at ville trække temmelig længe ud, men omsider havnede man dog i den gamle afgørelse og sendte på ny et par mænd til København. Denne gang Hans Vangeled og Hans Lok.
Den 17. juli indsender disse til det danske kammer et bønskrift: Da de har erfaret, at sagfører Uldal i Fåborg er udnævnt til aktor mod dem i sagen, så begærer de også at få "et forsvar", og helst ønsker de, sagfører Bagger i Odense ansat som sådan. De har tidligere foreslået dette for amtmanden, men som sædvanlig blev der af ham intet hensyn taget til, hvad de mente. Deres håb er nu, at kammeret vil efterkomme deres ønske og straks "tilkendegive os det med et par ord, så vi har sikkerhed for med vor rejse at have opnået det, som vor amtmand ikke vil forunde os".
Næste dag sendte de sammesteds hen den samme skrivelse ordret  afskreven, rimeligvis i håb om, at den således gentaget ville virke kraftigere. Til deres store tilfredsstillelse fik de virkelig også dagen derpå fra kammeret "et par ord" med underretning om, at der var sendt Bagger forespørgsel om sagen. I glæden herover blev straks til hans majestæt opsat en taksigelse, hvori sluttelig forsikres, at alt, hvad der nu mangler dem, er kun en genpart af landmålerforretningen til brug for deres forsvar; om de endnu tør udbede sig dette, "vi agte da vores hjemrejse til Fyn at træde, så snart som vor nådige konge og herre vil forunde os nådigst svar, eftersom vores formue ikke længer det kan holde ud".
Det gik denne gang dog ikke slet så let som før med at få "et par ord"; det trak ud i flere dage, og imidlertid fik de fra det danske kammer besked om, at Bagger havde undslået sig for at være deres forsvar. Dette bevægede dem atter til at tage peng i hånd og søge kongen om hjælp. Først gentager de deres begæring om landmålerforretningen, de vil anråbe hans kgl. høje nåde om at forunde dem svar her fra slottet "Frederixberre slodt", og at de dog ikke skal blive "henviste til herrerne på kamrene, som vi hidtil har søgt, da disse immer viser os til vores amtmand, hvor de godt véd, at vi aldrig har fået og heller aldrig venter at få nogen ret, vi nødes derfor til at udbede vor allernådigste konges eget svar og bekomme det her på slottet". Kommer de til kamrene, truer herrerne dem dér på samme måde som deres egen husbond hjemme, så "vi bemærker, at deres trusler kommer overéns .. Men den allerhøjeste Gud opvække hans hjerte, som roder (!)[ der skal formentlig stå råder] over dem og os, så vi kan få vor ret". Angående Bagger, da har de rigtignok fået det svar fra kammeret, at han ikke være deres forsvar, men da de hverken har set hans brev derom eller hørt det oplæse, så tror de indtil videre, at de ikke må få ham, og han er efter deres mening dog en mand, "som før har udredet en sag". De beder derfor fremdeles om Bagger til forsvar og for øvrigt om fri tingdeling .. "Vi ser altså, at vi ikke får hjælp mere fra noget menneske, hvorfor vi alene henflyr til deres majestæt."
Sidste sætning skal åbenbart dog ikke forstås aldeles bogstavelig, thi endnu samme dag udsendtes et andet bønskrift til enkedronning Juliane Marie og arveprins Frederik. Heri bønfalder de dem "begge" at anmode kongen om at tilstå dem, hvad de har anråbt ham om, særlig at han giver dem "et lidet skriftligt svar om aldrig så lidet", thi ellers tør de ikke vende hjem, da deres herskab ellers vil overfalde dem med hug og slag. "Men et lidet skriftligt svar, det vil han agte. Så bønfalder vi også begge deres majestæter om en liden rejseskilling, om den aldrig er så liden, da den er os til stor hjælp til vores rejses befordring.
2 dage senere mdotog finanskollegiet følgende linier fra arveprinsen:
"Jeg sender hermed foruden andre memorialer én med kongens påtegning på grund af dens indhold recommanderes den kollegiet meget ... Endnu engang må jeg erindre om de fynske bønder fra Rødkilde, som ikke forlanger uden det, mig synes straks kunne tilstås, nemlig at få at vide, hvad deres ret er. Det de i ansøgningen angiver som årsagen til deres ophold her, forekommer mig ganske rimeligt. - Her som altid antager jeg mig kongens klagende undersåtter, der har nogen gyldig ret til at vende sig til mig.
 Frederichsberg den 1. aug. 1772.
Friderich".

På disse linjer svarer finantskollegiet arveprinsen med en længere redegørelse for bøndernes sag og slutter med bestemt at hævde, at bønderne kun opholder sig i København af lyst til lediggang og for at pleje deres magelighed. Dette foranledigede igen følgende ny skrivelse fra arveprinsen: "Kollegii underretning om, hvad hidtil er sket for de Rødkilde bønder, har meget fornøjet mig som alt, hvorved de fattige og fortrængte føler regeringens omhu. Endnu en memorial fra samme bønder sendes her, om de kan lyve alt, derom tvivler jeg dog. O, gid retten her dog måtte have en hurtig gang!"
Som allerede meddelt havde sagfører Bagger i Odense bedt sig fritaget for hvervet som bøndernes forsvar, hans grunde var: svageligt helbred og den lange vej mellem Odense og Ulbølle. I den anledning sammenkaldte amtmand Holsten efter kollegiets befaling bønderne i Ulbølle, meddelte dem Baggers vægring og spurgte dem, hvem de ønskede til forsvar i stedet for ham; men de svarede, at da de så sikkert havde ventet at få Bagger, hvem de havde tillid til, så kunne de nu ikke straks give amtmanden besked, men ville bede om udsættelse af svaret til Hans Vangeled og Hans Lok kom hjem fra København. Udsættelsen blev dem ilstået.
Den 11. august kom de 2 mænd tilbage til Ulbølle, og samme dag var de hos amtmanden for på egne og andres vegne at lade ham vide, at fik de ikke Bagger til deres forsvar, så ville de ingen udpege, da de ikke havde tillid til nogen anden.
Dette meddelte Holsten Kollegiet og føjer til som sin mening, at Bagger alligevel bør vælges, da dette er det eneste, der kan gøre dem tilfreds.
Holstens råd blev fulgt. Trods tidligere vægring blev Bagger valgt til bøndernes forsvar, men i betragtning af de grunde, han har anført, blev der tilstået ham vognmandsbefordring i stedet for den sædvanlige befordring med bønderheste; ligeledes tilstås ham pengeforskud og afskrift af alle sagens akter, alt på offentlig bekostning, imod at den tabende part senere betaler.
I løbet af næsten et års tid stod sagen nu omtrent ved det samme. For længe siden havde kommissionen fra landmålerarkivet fået den ønskede genpart af den gamle landmåling til sammenligning med den ny. Man ventede nu blot på, at Lütken skulle blive færdig med denne.
Endelig den 20. juli 1873 afleverer han sit arbejde til komissione, og denne fik nu travlt med at sammenholde de 2 forretninger, men blev snart klar over, at den ikke var i stand til at finde rede i sagen, hvorfor den pålagde Lütken også at gøre dette. Lütken undskyldte sig imidlertid med, at dette arbejde ville blive så vidtløftigt, at han da på ingen måde kunne gøre det uden særskilt betaling derfor. Herom udspandt der sig en flere måneder lang brevveksling, der dog omsider endte med, at Lütken måtte give efter og foretage sammenligningen i samme køb.
Allerede ved første øjekast viste sig imidlertid så væsentlige uoverensstemmelser mellem de 2 kort, at de umulig lod sig ophæve. I den anledning foretog Lütken da en rejse til Ulbølle i håb om, at han hos de ældste bønder skulle kunne få en forklaring over det gamle kort, for derved at klare sig  uoverensstemmelserne, men som han senere skrev til kommissionen: "Dette at udfinde var en plat umulighed; de adspurgte sagde ét, den gamle landmåling et andet og agrenes beliggenhed et tredje." Efter hans mening ligger skylden hos "den gamle landmåling", der er aldeles ufuldstændig og upålidelig.
Da denne vej til at opnå tilfredsstillende afgørelse således syntes spærret, og da bødnerne samtidig klagede over, at Lütkens arbejder led af slemme fejltagelser, så indgav kommissionen ansøgning om at få det gennemset og rettet af en overlandmåler. Ansøgningen bevilligedes, og d. 12 november udnævntes hertil overlandmåler Bugge; forsynet med Lütkens forretning, den gamle landmåling og et uddrag af hartkornsberegningen gav han sig på vej til Ulbølle for først at gøre sig kendt med åstedet og dernæst, hjulpen af det medbragte, at udfinde og rette de fejl, der muligvis kunne være i Lütkens arbejde.
Nogle få forsøg overbeviste snart Bugge om, at der var temmelig betydelige fejl i Lütkens opmåling, men for øvrigt gjorde han samme erfaring som denne, at den gamle landmåling var så ufuldstændig, at den så godt som slet ikke kunne bruges ja var "af den natur" at ingen menneskelig forstand kan hitte rede derudi" Men ved at sammenholde Lütkens kort med hartkornsberegningen lykkedes det ham dog at finde en tilfredsstillende løsning af knuden, så man dog nogenlunde kunne få en forestilling om størrelsesforholdet mellem byens og hovedgårdens samlede jordtilliggende før og nu. Denne temmelige skønsmæssige afgørelse blev derpå sidst i november overgivet kommissionen som den hjørnesten, hvorpå dommen især måtte bygges, idet Baggers fordring om en ny opmåling blev afslåe.
Et par måneder forud var der ved Salling herredsret bleven udnævnt "4 kyndige og uvildige synsmænd" til at afgive skøn over jordens beskaffenhed ved magelægget. Disse mænds arbejde gav imidlertid anledning til megen strid og uenighed mellem de 2 parter og sinkedes som følge deraf så meget, at det først forelå til kommissionens afbenyttelse i april næste år. Hvorpå sagens behandling for kommissionsdomstolen begyndte med aktors, Uldals indlæg.
Mens sagen om "jords fratagelse" således "ventileredes" for kommissonsdomstolen, havdde Lange stævnet bønderne for herredsretten som dem,d er havde "udøvet ulydighed" og "tilsidesat den lydighed og hørsommelighed", de var deres husbond skyldige. DOmmen, der den gang allerede var fældet for en tid siden, lød på, at 6 af Ulbølle bymænd skulle betale bøder, og 10 have deres fæste forbrudt på grund af "trodsighed og opsætsighed" og desuden også betale bøder. Endvidere skal Hans Vangeled, Hans Lok og Søren Larsen som hovedmænd for oprøret hensættes i Nyborg Fæstning hver i 6 måneder, og når fæstningsstraffen er udløbet skal Hans Lok stille borgen for "undsigelsesord og trusler; sker det ej, bliver an fremdeles at hensætte dér, hvor alle og enhver kan for ham sikker være".
Ved denne dom fik bønderne for første gang en alvorlig forestilling om, hvad følger deres optræden kunne få for dem selv; men med en mærkværdig hårdnakkethed vedblev de dog at hænge ved den gamle tro, at om kongen blot fik deres nød at vide, om deres klageskrifter blot én gang vile blive "læst for ham", så ville de få bod for vånde. Ledet af denne urokkelige overbevisning griber de da som så ofte før til den gamle forhodlsregel at skrive til ham, og for ikke at lade noget middel uforsøgt  fik arveprinsen ldit med.
Først fortæller de, hvordan herredsrettens dom har gået dem imod. -At de i deres kamp mod "herskabet" har loven imod sig, har de ingen forståelse af, hvorfor de da også søger forudsætningerne for dommen i den omstændighed, at Jens Lange -- som de føler sig overbevist om --- "har allierede overalt, og når han for dem først får madkurven pakket ud og får propperne af flaskerne, så vanker der kun skældsord og dom til hans bønder". De beder ydmygeligst om dog Lange snart må tvinges til at opsætte sit hoverireglement efter forordningen af 1771; thi af alle onde ting er hoveriet dog det værste. "Vi fattige mænd her i Ulbølle, som står på vor ret, tør jeg på marken komme i han søjesyn af frygt for at miste helbredet, thi han er både en grumme før, rask og hård mand. Han løber om blandt folkene både hjemme og i marken som en løve, og Gud bedre den, hans kløer får fat på."
Med denne skrivelse i lommen genser Hans Vangeled og Hans Lok København en af de sidste dage i juni måned. Efter at de have fået klagen indleveret, så de også lejlighed til at få et par ord sendt hjem med oplysning om rejsen.
På disse linjer fik de en uges tid efter følgende svar:

"Højtærede mænd, naboer og genboer!

Eders skrivelse af 2. sidstleden har vi rigtig erholdt, hvorfor takkes, og hvoraf sés, at I lykkelig og vel er ankomne til København. Hvad os angår, da står det ikkuns mådeligt til herhjemme. Den ulykke, vi nu daglig lider med hoveri, derom kan vi ikke skrive så ynkeligt, som det i sig selv er, da han - nemlig vores husbond - truer og skælder, ja slår os og holder ilde hus med os i alle tænkelige måder. Nu i afvigte uge, da vi kørte gødning ud, måtte vi i 4 dage stille med 2 vogne fra hver gård og med hver vogn køre 24-26 læs, så både bæster og vogne i den skammelige vej næsten blev sprængte. Det bliver os plat umuligt at udholde dette og hver dag tilvejebringe så mange folk, som han fordrer af os. Hele denne uge må vi således fortsætte med at age gødning med 2 vogne og 3 folk om dagen, og så må vi endda desuden a parte skaffe folk til at tække og hyppe kartofler. - Du, Hans Lok, véd selv, at han har forbudt din karl at tjene dig, men da nu din kone i din fraværelse har fæstet en anden, som var udenfor godset, og husbonden fik dette at vide, så sagde han til karlen, at dersom han ville tjene den mand , skulle han forføje sig af godset straks. Han véd jo, at om du ingen karl får, da kan arbejdet ikke bestrides, og du lægges øde. Derfor er dette vor begæring til eder kære mand, naboer og genboer fremdeles at andrage for kgl. majestæt om bønhørelse og at vorde friet ud af denne nød og utålelige omgang.-
Vi vil gerne betale (hoveriet?) med penge, så højt som nogen her i landet.
Nu har han (Lange) da opnået den glæde at få uddrevet af byen mig fattige mand, hvad han længe nok har tragtet efter, skønt ingen kan påsige mig noget uskikkeligt, kun aleneste, at jeg for mine bymænd har nedskrevet sandheden til hans majestæt ...

Anne Hans Vangeleds, Karen Loks, Kierstens Jørgens, Kiersten Sørens, Karen Nielses og på samtlige implicerede bymænds egne udnerskrevne Kristen Sørensen (Snedker?)"

Ansøgerne opnåede dog lige så lidt i København denne gang som tidligere men måtte langt om længe atter tiltræde hjemrejsen med uforrettet sag.
Endelig hen på efteråret, den 17. november, melder Mølmark til rentekammeret, at sagen er "udprocederet" og indladt til doms; denne vil dog, skriver han, først kunne ventes om længere tid, da sagen har et yhyre omfang og er af en så indviklet natur; alene landmålingsforretningen og hvad dertil hører løber op til halvfemte hundrede ark.
Kommissionen fik da også lov til foreløbig at arbejde i ro med sagen; først henad foråret 1775 begyndte det danske kancelli at rette forespørgsler om, hvornår dommen kunne ventes, og jo længere tiden gik, des hyppigere og utålmodigere kom forespørgslerne. Man ønskede nu af hjertens grund af få ende på al denne "vidtløftighed".

VII Dom og straf.
Den 29. juli 1775 faldt endelig dommen, der indledes med en længere redegørelse for sagens gang fra først til sdist og går derpå over til selve afgørelsen.
Hvad først bøndernes klagemål angår, da findes nu Højteshaven og Tåmosen udlagt til byens brug i følge kgl. resolution af 1. januar 1769; ledhusene ved byens markskel findes at være til byens store gavn, så med dem forbliver det nu som hidtil. For de huse, Lange har bygget, og de haver, han har indrettet på de udflyttede gårdes tofter, skal han for fremtiden selv betale skatterne. For grøften skal Lange betale for den tid, der er gået, siden han lod den grave, og for fremtiden skal der af Rødkildes hovedgårds jord som erstatning udlægges et lige stort flademål til byens afbenyttelse. Ligeledes udlægges anden jord for, hvad Lange har ladet indhegne sammen med sine jorder for hegnenes bekvemme indretning.
Ugrundet findes derimod klagen over "fornærmelse i græsningen", og at Lange ellers ved magelægget skulle have frataget dem jord, endsige over 100 tdr. ld.
"Denne sidste beskyldning vidner kun om en - for enhver, som ikke i sammenhæng har gennemset bøndernes klager og deraf lært at kende deres sidnelag - næsten urolig stor og dristig ondskab."
Efter således at have afgjort selve stridsspørgsmålet står endnu kun tilbage at udnersøge begge parters forhold under tvisten, og hvorvidt de derfor kan være at ansé med straf. Hvad nu først Lange angår,d a har han vel tidligere gjort forskellige overgreb, men alle disse har han under sagens gang nøjagtig og rundeligt afbødet, så dertil er nu intet at sige.
Men bønderne derimod har det sig anderledes. Uden først at melde til deres herskab, hvad de følte sig besværede med, kom de den 27. juli 1768 allesammen til Rødkilde - ikke for at klage sømmeligt men efter anseende for på en "aldeles lovstridig, uanstændig og oprørsk måde ved deres alarm at bringe justitsråd Lange til i vrede at forløbe sig"; de har søgt ved egenrådige og utilladelige pålæg at tvinge dem, der ikke var enssindede med dem; de har trods givet påbud nægtet at møde som og at efterkomme adskillige andres befalinger; de har trods forbud vedblevet at indsende deres ugrundede klager; de har beskyldt for partiskhed dem, der var sat til at udnersøge klagern; de har forhindret de enkelte, der var villige til forlig i at bruge og nytte den jord, der var dem givet i  erstatning; de har, uden bevis, for kongen fremsat de groveste beskyldninger mod de mænd, der skulle undersøge sagen; de har i det hele taget afgivet et meget ondt og skadeligt eksempel for andre ligesindede i landet; thi kendes hermed for ret: Lange bør for bøndernes sigtelse om at have frataget dem jord - fri at være; hvorimod Hans Vangeled, Hans Pedersen Lok, Søren Larsen o.s.v. (ialt 11 af Langes bønder i Ulbølle) bør ifølge aktors og Langes påstand efter de fremlagte regninger betale denne kommissions omkostninger ialt 2025 rdlr. 71 sk., én eller nogle for alle og alle eller nogle for én imod regres (skadesløsholdelse) til hinanden, at betale inden 15 dage efter denne doms lovlige forkyndelse under nam og indførsel efter loven i deres rette ejede, hvor det findes, eller i mangel deraf aftjene det manglende i Odense tugthus. Som yderligere strafs lidelse skal Jørgen Nielsens enke Kirsten Larsdatter, der nu af nød og fattigdom har frasagt sig sin gård, arbejde i Odense tugt- og manufakturhus en måned; thi skønt hun ikke har underskrevet de sidste klager, findes hendes navn dog under de første. Hans Vangeled, som fra først til sidst har underskrevet alle klagemålene - uagtet han ingen del har i de påankede fornærmelser - og som har hindret roligheden i at komme til veje, og som i det hele har været så vel bøndernes ordfører og leder som ophavsmand både til den opkomne uro og til den dristighed, hvormed kongens nåde under sagen er bleven misbrugt, han bør sig selv til velfortjent straf og andre ligesindede til advarsel arbejde i 2 år i jern på Nyborg fæstning og derefter - igen tilhøre Rødkilde gods.
Hans Lok, Rasmus Nielsen, Mads Pedersen Vangeled og Søren Larsen, der alle har erklæet - næst Hans Vangeled - at have været dem, der fornemmelig holdt sagen oppe, skal arbejde i jern på Nyborg fæstning et år.
Jørgen Madsen Brandt bør arbejde i Odense tugt- og manufakturhus 1 år.
De øvrige 5, der alle har vedbundet sig klagerne, bør sammesteds arbejde i 6 måneder.
Efter at have udstået den idømte straf skal alle disse domfældte lige som Hans Vangeled igen tilhøre Rødkilde gods.
Tilstede ved afsigelsen af denne dom var på bøndernes vegne Hans Vangeled og Hans Lok, desuden Lange, Uldal m.fl.
Hverken Lange eller bønderne var tilfreds med dommen; førstnævnte syntes ikke, at hans "billige påstand om straf over klagerne" var i tilstrækkelig grad sket fyldest, og bønderne syntes, a dommen var partisk, hvorfor de straks begærede "akten beskreven", hvad også blev dem tilstået imd forud at fremlægge steplet papir og de halve skriverpenge efter loven.
Derpå forlod de retten og vendte hjem for at forkynde de ventende fæller den sørgelige udgang af al deres strid og møje. At meddelelsen virkede i høj grad nedslående er en selvfølge, men Hans Vangeleds opmuntringer til at appellere dommen og håbe på bedre udfald ved højesteret holdt dog endnu modet oppe; det gjaldt nu kun om at appellationen iværksat.
Mens forberedelserne hertil skete, lod rentekammeret gennem amtmanden forespørge hos Lange, om han var tilfreds med den afsagte dom, eller om han ønskede at appellere den. Lange svarede herpå, at "uagtet kommissionsdommen ikke har givet mig fornøden satisfaktion over nogle af mine bønders fast mageløs oprørske og lige så vedblivende - endog imod højkongelig befaling - som voldsomme adfærd imod mig", så vil han dog ikke  "indstævne" kommissionsdommen, hvis bønderne for fremtiden vil blive i rolighed, og hvis også de vil undlade indstævningen.
Da forespørgslen nogle dage senere også kom til bønderne, havde disse imidlerid taget deres beslutning. Kristen Snedker havde til kancelliet skrevet en ansøgning om appellation og i den anledning anholdt om 3 ting: en højesteretssagfører beskikket, et nyt overopsyn over deres jorder og et nyt kort udarbejdet. Foruden Kristen Snedker havde hver af de 11 bymænd underskrevet ansøgningen med forbogstaverne til deres navne.
Så da amtmandens forespørgsel kom til bønderne, kunne de kun bemærke, at deres endelige svar vile afhænge af, omd eres ansøgning blev bevilget eller ej. I sidste fald måtte de lade indstævningen falde, da de ikke selv evnede at betale sagfører.
Kancelliet sendte straks bøndernes andragende til rentekammeret for at æske dets mening om, hvor meget hensyn der burde tages dertil, men rentekammerets svar var kort og bestemt: der burde ikke gives mere udnerstøttelse eller forskud til disse urolige bønder. Kancelliet lod da sagen hvile. Men da bønderne ikke modtog noget svar og altså heller intet afslag vedblev de at nære håb om bevilling, men jo længere tid der gik, desto større blev naturligvis længslen og spændingen. Den tidligere dom ved herredsretten var imidlertid bleven udført, og flere af de forhen velhavende bønder derved sat fra deres gårde og nedsat i husmændenes eller daglejernes klasse (således Hans Vangeled, Hans Lok og Søren Larsen), nu nærmede sig mere og mere udløbet af den tidsfrist, der efter loven var sat for tilladelse til appellation (et år), og endnu havde man ikke hørt det mindste fra kancelliet. Flere gange havde der fra amtet været forespurgt, hvad de så besluttede sig til, men i håbet om bevillingen havde de ikke villet svare.
De, der bevarede håbet, blev dog bestandig færre i tal og som sædvanlig medførte også nederlaget mistillid til dem, der hidtil havde ført an og ledet sagens gang; råbet om forræderi kunne ikke længere holdes nede, og mistillid begyndte nu at afløse den hidtil urokkelige tillid til førerne. Disses stilling blev omsider aldeles uholdbar; al lydighed var borte, al enhed i foretagenderne brudt; under sådanne omstændigheder måtte de ansé sig som aldeles tilovers i fædrenebyen, ja turde endog næppe af hensynet til egen sikkerhed blive der.
Alt dette lod dem til sidst fatte beslutningen om at rømme fra det hele; men endnu var året dog knap omme, endnu kunne der jo dog være håb, - og i dette halmstrå søger de sig så en redningsplanke; de vil endnu engang foretage rejsen til København og - deres byfæller uafvidende - prøve ved deres nærværelse, om det dog ikke skulle være muligt at bevæge kancelliet til at tilstå dem, hvad de anråbte om. Hustru og børn var jo nu hjemløse og næsten uden noget at opholde livet ved. Karen Loks var endog syg, men det hjalp altsammen ikke, mændene drog af sted. I København fik de dog intet udvirket men blev stadig holdt hen med udflugter. Og således forløb det år til ende, efter hvis slutning parterne tabte deres ret til appellation; men i følge forordning af 17. maj 1690 udløb også samtidig retten til at lade dommen udføre, uden at der først blev erhvervet fornyelsesdom; at få en sådan tilvejebragt blev da nu aktors opgave.
Tiden trak imidlertid ud; thi da ingen vidste, hvor de 3 undvegne bønder opholdt sig, måtte de ifølge "lov og ofrordning" indstævnes med 6 ugers varsel fra deres sidste  kendte opholdssted og fra FYnbo landsting, men da dagen til fornyelsesdommen kom - den 3. februar 1777 - havde endnu ingen af dem meldt sig eller sendt andre på deres vegne. Deres navnemblev da 3 gange opråbte, mens der for hver gang spurgtes, om de havde yderligere at tilføje eller indvende mod fornyelsesdommen; og da ingen svarede, blev sagen derpå indladt til doms, og denne samme dag forkyndt. - I korthed lyder den på, at da dommen ikke er udført inden lovlig tids udløb, så skal den fornyes, hvad herved sker. Thi kendes for ret, at kommissionsdomen af 29. juli 1775 bør i alle måder til execution af de skyldige være fornyet, og skal sagens omkostninger endvidere forhøjes med fornyelsesdommens omkostninger. 12 rdlr., i alt 2037 rdlr. 71 sk. at betale inden 15 dages forløb.
Da bønderne selvfølgelig ikke kunne betale, skred man den 15. maj til indførsel i deres bo. Forretningen foretoges af Uldal som aktor i sagen; tilstede var desuden herredsfoged Mølmark og 2 vidner.
Der begyndtes hos gmd. Rasmus Nielsen, som tilspurgtes, om han kunne betale, hvortil han svarede, at han ejede ikke "2 danske skilling" og kunne ej heller anvise noget til værdi, da der nu ikke var andet end fattigdom til huse, så end ikke gårdens drift kunne i år bestrides.
Uldal fandt sig da beføjet til at skride til indførsel: Besætning så vel som alle rørlige ejendele blev enkelvis værdsatte og udlagte. men midt under arbejdet hermed indtræder justitsråd Langes fuldmægtig Særsløv og fremlægger fra sin husbond en fordring til de dømte bønder på 2359 rdlr. 15½ sk. Disse penge var de restancer, som Lange efter dommen 1775 på visse vilkår havde eftergivet de domfældte. Uldal minder om dette og hævder, at de altså ikke på ny kunne opkræves, i hvert fald kunne de ikke gå foran denne indførsel. Dette påstod Særsløv dog i "kraftigste måde", i det han gjorde opmærksom på, at eftergivelsen beroede på, om bønderne med det samme ville lade sagen falde, men da de ikke havde gjort dette, stod fordringen fremdeles ved magt.
Om dette udspandt sig nu en længere ordveksling, som dog endte med, at Uldal trods Særsløv vedblev sin forretning hos Rasmus Nielsen. Det indførte beløb sig i alt til 118 numre, af disse bestod dog adskillige af flere genstande. Den samlede værdi var 68 rdlr 2 mk., men det synes da heller ikke, at noget er forsmået, hvor lidt det end kunne være; der er f.eks. numre som:

1 hakkebrædt, 1 rist og 1 gl. hegle ......... 1 sk.
1 gl. håndkværn............................. 16 sk.
1 saltkar og 1 gl. "pustere"................. 2 sk.
1 peberkværn og 4 træbrikker................. 1 sk.
4 skilderier på papir........................ 2 sk.
2 hørbroer................................... 4 sk.
1 øllejle.................................... 2 sk.
1 brødhæk.................................... 4 sk.
1 gl. mængdetrug............................. 2 sk.
1 træplov................................... 80 sk.
2 moststødere................................ 2 sk.
1 gl. trævogn............................... 96 sk.
osv

 Af hans 7 heste er den bedste opført til 4 rdlr., den dårligste til 2 rdlr., af hans 3 køer er den bedste og dårligste henholdsvis opført til 4 rdlr. og 2 rdlr. 4 mk. Denne pris viser os dem i meget dårlige omstændigheder, da den er meget lav sammenlignet med datidens gangbare priser.
Det magre udbytte af indførslen gav Særsløv anledning til den spottende bemærkning, at her kunne rentekammeret med egne øjne sé, hvad der kom ud af at lade bønderne fortfare med oprør.
I det at selskabet nu ville forlade gården for at gå til den næste, gjorde bonden Særsløv opmærksom på, at han til sin udsæd manglede 2 tdr. havre, og da det var umuligt for ham at skaffe disse til veje, beder han at blive forstrakt med dem fra gården. Dette lover Særsløv, men forhøjer da også  Langes fordring med: "2 tdr. havre à 7 mk., bliver 2 rdlr. 2 mk."
Nu var det Uldals tur at komme med indsigelse, og den lod da heller ikke vente på sig, det var ham aldeles umuligt at anerkende denne fordring eller forstå, hvorpå den blev bygget; men selv om den burde anerkendes, så kunne en td. havre da ikke sættes højere end til 5 mk. Jo, mente Særsløv, det var nu for øjeblikke såtid, og da steg altid priserne, men ville Uldal påtage sig at skaffe havre til 5 mk., da så meget desbedre, posten skulle da straks blive ndsat. Dette skal Uldal dog have sig frabedt, men han kan fortælle Særsløv, at om han så sendte "hele sit gods" til Odense efter havre, skulle de endda kunne få mere end nok til 5 mk. td.; for resten er al denne tale unødig også af den grund, at den havre, som i år skal sås, den er også sået. Nej, mener Særsløv, at havren ikke er sået, er sikkert nok; men vil Uldal ikke tro bonden på hans ord, så er der vel ingen, som forbyder ham at gå ud i marken og selv sé efter.
Efter dette lille mellemspil gik "rettens folk" nu over i næste gård til Hans Rasmussen Brandt. Særsløv fulgte med og nedlagde her en lignende indsigelse som hos Rasmus Nielsen, men her som hist fortsatte Uldal sin forretning til trods derfor.
På rettens forespørgsel om rede penge, svarede bonden, at han var en fattig mand med hustru og mange børn - deriblandt en vanvittig søn; penge havde han ingen af, hans tilstand var såa rmelig, at han ikke uden hjælp kunne bestride sine udgifter år fler. Det var de 3 hovedmænd, der i sin tid havde forført ham til deltagelse i sagen.
Udbyttet bestod her af 104 numre til en samlet værdi af 76 rdlr. 1 mk. og 5 sk. Genstandene er selvfølgelig omtrent de samme hvert sted, og værdien lige ringe; man finder således her f.eks.:

8 hampeseler og 2 kobler....................64 sk.
1 sengested med over- og underdyne, hoved
pude og lagner............................. 68 sk.

Han mangler 2 heste og 4 tdr. byg, hvorover der mellem Særsløv og Uldal opstår en lignende ordstrid om bygprisen som før om havreprisen. Endvidere takserer Særsløv "brøstfæld på bygningerne" til 0 rdlr. FOruden restancerne må alt dette efter hans mening holdes Lange til gode før forretningen.
Dagen var nu gået, hvorfor arbejdet indstilledes til næste dags morgen. Til denne tid mødte de samme mænd som den foregående dag - også Særsløv - hos gmd Niels Pedersen, hvor 94 numre blev skrevet; Værdien heraf beløb sig til 66 rdlr. 3 mk. NIels  Pedersen mangler 4 tdr. byg og 2 tdr. havre, hvad atter giver anledning til forbehold fra den ene og indsigelse fra den anden side, det samme gør også husenes brøstfæld, som Særsløv bestræber sig for at påvise og Uldal at afvise.
Selskabet kom nu til Mads Rasmussen Skade; heller ikke han kunne udvise 2 skilling til betaling. Af mere sjældne ting fandtes her en jernkakkelovn, men den var lejet af ungkarl Mads Pedersen på Rødkilde; den kunne ellers med tud og tromle vurderes til 6 rdlr".
Blandt de mindre værdifulde ting kan nævnes:

1 hørbrude og 4 skadefødder ........................ 4 sk.
1 gl. tinfad og 3 gl. trætallerkener ................12 sk.
2 gl. papirsbilleder................................ 2 sk.
1 drøftetrug........................................ 2 sk.

Her som i de fleste af gårdene synes karlekammeret tillige at have tjent som redskabsrum; i denne mands karlekammer findes således - foruden 1 sættesengested med hvid vadmelsunderdyne, - også 1 skærekiste med kniv, 1 slibesten, 2 forke, 2 river, 2 skuffer, 1 kasteskovl, 2 grebe, 2 skovle, 2 tøjr, 2 bagreb, 2 forreb, og 1 ridehynde.
Her blev i alt skrevet 105 numre til en værdi af 80 rdlr. 3 mk. 4 sk.; af såkorn manglede 2 tdr. byg og 2 tdr. havre; byggefæld ansloges af Særsløv til 30 rdlr.
Den næste i rækken, man kom til, var Jørgen Madsen Brandt. her var 106 numre til en værdi af 63 rdlr. 5 mk. 10 sk.; også han manglede 4 tdr. såkorn. Bygningerne var så elendige, at udhusene efter Sæærsløvs påstand øjeblikkelig burde nedbrydes, om man da ikke ville løbe fare for, at de styrtede sammen. Brøstfæld måte her anslås til 100 rdlr.
Mads Pedersen Vangeled stod nu for tur. Heller ikke han ejede penge at betale fordringen med, og hans bo stod under skifterettens behandling, da hans kone nylig var død. Særsløv foreslog derfor, at dette bo blev forbigået og overladt til skifteretten, da det tilmed er ualmindelig usselt. Men derimod erindrer Uldal,a t "Lange i skiftet selv bliver både part og dommer", og så kan man derfra "let slutte sig til sine fordringers skæbne under skifterettens behandling". Hvorfor han fordrer indførsel i boet.
Denne beløber sig til 130 numre, hvoraf de 30 var forskellige stykker kvindeklæder, der åbenbart har tilhørt bondens afdøde kone, da de fleste efter prisen at dømme må være temmelig slidte (f.eks. 4 stkr. linned 4 sk.) Den ringeste af hans heste blev kun sat til 1 rdlr. 4 mk.
Længere båede man ikke på den dag, men næste morgen tidlig begyndtes hos Hans Hansen Dyr; her var kun 104 numre til en værdi af 61 rdlr. 1 mk. 12 sk. Brøstfæld anslog Særsløv til 30 rdlr.
Nu nåede forretningen til gamle Peder Madsens gård, men Peder Madsen er for længst gået fra gården og nu for kort tid siden død og få dage derpå efterfulgt af enken. Der er altså intet at få. Særsløv fremviste stervboets registreringssum, der i alt beløb sig til 7 rdlr. 5 mk. 9 sk., men regningen ved hans begravelse viste 11 rdlr. 3 mk. Ikke desmindre forbeholdt Uldal sig dog retten til førstnævnte sum.
Hermed var forretningen til ende for de 8 mænds vedkommende, men tilbage var endnu de tre hovedmænd, Hans Vangeled, Hans Lok  og Søren Larsen. Da de, som vitterligt var, havde røm før fornyelsesdommen faldt, tillader Uldal sig at stille Særsløv følgende 3 spørgsmål: hvor disse mænd for tiden opholder sig, hvorledes de er bleven skilte ved deres gårde (der var nemlig allerede ny fæstere), og hvor deres ejendele er bleven af?
På første spørgsmål svarer Særsløv, at hvor "disse rebeller og ondskabsfulde mennesker" for tiden opholder sig, véd han ikke, da de ikke på ny har villet møde på Rødkilde som deres våningsstavn, hvad kommissionsdommen dog forpligter dem til; det véd han kun, at disse folk, "der har været hovedmænd for hele den oprørske og rebelske bande, som i Ulbølle havde sammensvoret sig og understøttet og opmuntret til opstand og rebellion mod deres herskab", de har en tid tilbage været séte i København.
Til andet og tredje spørgsmål vil han svare, at da de således havde "absenteret sig", erhvervede Lange sig en herredstingsdom over dem, hvorefter han gjorde udlæg i deres bo. Hans Loks kone var da så syg, at hun omtrent samtidig hermed døde. Søren Larsens flyttede til Gislev-Holme og Hans Vangleds ned til Strandhuse ved Rødkilde.
Retten bestemte sig da til endnu samme dag at opsøge sidstnævnte. Ved ankomsten forelagde de hende det sædvanlige spørgsmål, om hun ikke kunne betale, men svaret lød på, at hun ikke ejede "den mindste skilling", hun boede til huse her hos Niels Jørgensen, som af pure nåde og barmhjertighed havde lånt hende husly og forsynet hende med det allernødtørftigste; alt, hvad hun endnu ejede, var et kanderæk, 2 gamle potter og et fad. Uldal spurgte da, hvor det bohave var, som Lange efter sigende havde ladet hende beholde, men som nu ikke fandtes i hendes stue. Konen svarede, at det var Lange og retten bekendt, at da hendes mand kom i dette "vildrede" og sluttelig måtte forlade gården, fik hun heller ikke lov at blive tilbage, men måtte med 3 "umyndige uopfødte børn" forlade deres hjem i så fattige og kummerlige omstændigheder, at hun nu måtte friste livet som indsidderske i Strandhuse. Det bohave, Lange lod hende beholde, var forlængst solgt til hendes og børnenes nødtørftige føde og underhold. Hvor længe det kan gå således, véd alene Gud, besynderligen da hun er svag, og det har behaget Herren at pålægge hende et tungt kors: hendes ene datter er nemlig blind. Hun kan kun beklage sin ulykkelige skæbne med bitre tårer.
Hendes udsagn friede hende dog ikke for at få alt i stuen skrevet; det beløb sig i alt til 6 rdlr.
Hermed afbrødes foreløbig forretningen, og Uldal tilføjer på sin tidligere regning 18 rdlr 3 mk. 12 sk.
Først en månedstid senere blev forretningen sluttet med en tur til Søren Larsens kone i Gislev-Holme. Her blev i alt skrevet 18 numre til en samlet værdi af 1 rdlr. 12 sk. For denne tur opfører Uldal på regningen 9 rdlr. 2 mk., hvorved sagensomkostninger nu i alt beløb sig til 2075 rdlr. 2 mk. 11 sk.
På alt det, der i denne forretning var udskrevet, gjorde Uldal derefter fordring på rentekammerets vegne. Herimod satte dog Særsløv sin påstand, at ikke rentekammeret men justitsråd Lange var den første fordringshavende. På sin indstilling til herredsfogdens afgørelse resolverede denne, at retten ikke kunne følge Uldal i hans påstand om udlæg i de bundfattige bøndergårde (såsæd, brøstfæld o deslg.), da gårdene derved ville blive - hvad loven forbød - plat øde. Hvad bøndernes bo ikke  kunne skaffe til veje, burde efter loven aftjenes på kroppen. Om for resten rentekammeret eller Lange er første fordringshavende, kan kun afgøres ved en retssag. Om en sådan blev forsøgt, eller om man på anden vis enedes, forlyder der intet om.
Kort efter de 3 føreres rømning det foregående år enedes de 8 tilbageblevne klagere hurtigt om at bøje sig og give køb; en meget ydmygelig ansøgning om nåde blev d. 22. november opsat og indgivet til kongen. Med "største vemodighed" beklager de heri, at de af deres 3 - nu bortrømte - naboer og medtjenere har ladet sig forlede til klagemål over deres herskab. Det er dem fuldstændigt umuligt at betalee sagens store omkostninger, og skal de aftjenes i tugthuset, da kan de ikke vente at blive færdige dermed i hele deres levetid. "Derfor, allernådigste konge, eftergiv os denne tugthusstraf, vi er kun uskyldige ofre for vor enfoldighed og førernes overtalelser, i så fald skal vi med hustruer og børn velsigne dit navn i al evighed."
Denne ansøgning sendes af kancelliet til Langes, Mølmarks og rentekammerets betænkning. Disse er i deres svar allesammen enige om, at kropsstraffen bør i alt fastholdes, men sagens store omkostninger derimod til dels eftergives. Hver af de 3 svar anfører dog hovedsagelig egne grunde. Lange mener, at under disse forhold bliver det jo dog i grunden ham, der til syvende og sidst må betale.  Men da det nu - skriver han - er både offentligt og hemmeligt bekendt, at det ikke er disse mæd men de tre hovedledere, der har lavet det hele, og da disse kun er "besnakkede", og da endelig de nu fortryder, vhad de har gjort, så synes han, at omkostningerne passende kunne udredes af det offentlige.
Det samme synes Mølmark, blandt andet også af den grund, at dersom dommen skal fuldbyrdes, og bønderne i tugthuset aftjene den manglende sum, så vil hverken han eller den anden kommissionsdommer få nogen som helst erstatning for deres udlæg eller ulejlighed. Man må jo dog betænke den sandhed, at disse 8 mænd "kun af pure dumhed ved en indbildt fordel, bestandige overtalelser som og i visse måder en slags frygt for deres 3 naboer har vedblevet sagen ..." Disse 3, tror han sikkert, har ikke haft deres lige her i landet; de har afgivet et meget skadeligt eksempel for andre godser og bønder - ikke alene her i Salling herred men overalt i hele Fyn, især efter at den ny - men igen ophævede - hoveriforordning udkom. Dette er fuldkommen landkyndigt og kan til overflod bevidnes af en mængde holdte forretninger.
Rentekammeret tør ikke gå med til at eftergive alle pengene, men det antager dog, at hvis man kunne få fat på de 3 hovedmænd der jo efter rygtet skal opholde sig i København, og man da på dem udførte dommen "strichte", så vil de øvrige nok kunne eftergives noget; er det umuligt at finde hovedmændene, da ses ikke rettere, end de andre må lide deres straf til punkt og prikke, thi "helt at lade straffen udeblive, holdes ikke for rådeligt". Kammeret indstiller derfor, om ikke kancelliet vil foranstalte de 3 mænd pågrebne og efter dommen indsatte til arbejde i jern på Nyborg fæstning.
Kancelliet fandt sig især tiltalt af rentekammerets forslag, hvorfor politimesteren straks fik ordre til at opspore og anholde de 3 rømningsmænd.
Pågribningen lykkedes den 9. marts 1778 efter en måneds søgen men rigtignok kun derved, at Hans Lok en dag indfandt sig i  rentekammeret for at høre, hvorledes det stod sig med deres sag. Det ser altså ikke ud til, at han havde nogen som helst anelse om fornyelsesdommen eller den skæbne, der ventede ham og hans 2 kammerater. Han blev straks ved sin tilsyneladelse anholdt og befalet at opgive, hvor de andre 2 opholdt sig; og få øjeblikke efter havde politimesteren også diss fat, hvorefter de alle "foreløbig i Blåtårn blev indsatte i forvaring, til de kan blive afgivne til slaveriet i fæstningen".
Her i det bekendt fængsel fik de nu lov at sidde en 14 dages tid, idet der bestemtes 4 sk. til deres daglige underhold, men d. 25 samme måned afleveredes de til "fæstningen her" for derved at "spare omkostningerne ved deres overførelse til Nyborg" for efter udstået straf som stavnsbundne atter at afgives til Rødkilde gods.
Om dette nogensinde skete for Hans Loks og Søren Larsens vedkommende må henstå uafgjort, men hvad Hans Vangeled angår, da véd vi, at han aldrig mere genså den by, de "naboer og genboer", han mod sin vilje men mere end nogen anden havde været med til at nedkalde så store ulykker over. Han døde d. 27. juni samme år, få måneder efter sin indsættelse i slaveriet.
For de 7 hjemmeværende bønder afgjordes sagen således, at dersom de af den fulde sum, nu 2136 rdlr. 47 sk. kunne og ville betale en tredjedel, altså 712 rdlr. 16 sk., da måtte alt det øvrige eftergives dem. Men kunne og ville de ikke dette, da skulle ingen som helst afkortning eller eftergivelse finde sted, men hele summen og straffen aftjenes.
Samme dag som denne afgørelse af amtmanden var bleven bønderne bekendt, afgav de tilsammen et skriftligt svar derpå: Skønt de føler den dybeste taknemmelighed for "den særdeles kongelige nåde", der herved bevises dem, så må de desværre dog erkende, at de, hvor gerne de end vil, ikke kan betale noget som helst, da de så godt som ikke ejer det, "vi kan kalde vort". Det eneste middel, de har at "henfly til", er derfor den noksom bekendte kongelige mildhed, om den dog vil forbarme sig over dem til fuldkommen eftergivelse. "Vi angrer meget den dårlighed, vi har begået udi vor vankundighed, hvorfor vi da i allerdybeste underdanighed nedkaster os for vor allernådigste konges fødder med de inderligste bønner, at hans majestæt dog vil have medlidenhed med os for vores uskyldige hustruers og mange små umyndige børns skyld, der ellers alle bliver nedsatte i den ynkværdigste tilstand".
Til denne ansøgning blev dog ikke taget noget hensyn, hvorimod der den 11. juli udgik ordre til herredsfogden om at lade bønderne anholde og indsætte til strafs lidelse.
Der hengik dog omtrent endnu en måned, før dette skete; grunden hertil var, at den ene af de dømte, Hans Hansen Dyr, var tillige med sin kone bleven syg. Den frygtelige spænding, hvori de i den sidste tid havde levet, nedbrød ikke alene deres legemlige men også deres sjælelige sundhed, især var manden elendig og "kommen på urolige tanker". Dette var noget anet end den hoverifrihed og selvstændighed, de fra begyndelsen havde set som frugten af deres forvovne strid mod herskabet. Den vanære og ulykke, der nu ventede, syntes ham uudholdelig, nej så hellere straks gøre ende på det hele. Drevet af disse "urolige tanker" var det da, han gjorde forsøg på selvmord ved at drukne sig men blev af tilfældig nærværende reddet. Et andet forsøg havde samme udfald; men for at han ikke ved et tredje  skulle nå sit mål, aftalte de andre bymænd, skiftevis at vogte og våge over ham nat og dag, indtil han igen kunne blive herre over de mørke tanker. I det ynkelige, halvt opløste hjem lå han og konen i lang tid og svævede mellem liv og død, og dette var da som nævnt grunden til, at herredsfogden trak det ud med anholdelsen. Men da endelig bedring indtrådte blev dagen for indsættelsen fastslået til den 3. august. Nu var imidlertid en anden af mændene, Hans Rasmussen Brandt, bleven så syg og "ret sengeliggende", at han af de bekymrede bymænd "hverken i går eller i dag er troet til livet". At medtage ham under sådanne omstændigheder kunne der selvfølgelig ikke være tale om; både herredsfoged og sognefoged antog, at han ville dø udnervejs, omman vovede at tage ham med. Da tiden dog ikke godt kunne opsættes længere, besluttedes, at den syge indtil videre skulle blive tilbage, og kun de andre 6 medtages. Dette skete og under gråd og klage fra de tilbageblevne hustruer og børn rullede den lille skare snart ud af byen på vejen til Odense. Dér ankom de til om eftermiddagen og blev ifølge udstedt kvittering endnu samme aften idsatte i tugthuset.

Men med denne kvittering udstedt fra Odense tugthus stopper de foreliggende kilder til denne skildring; undersøgelsen standser da med denne dog vistnok endelige afgørelse på den 10-årige tvist mellem den driftige og foretagsomme men tillige hårde og "stridige" Jens Lange og hans lige så ubøjelige og stridige men tillige vankundige og ulykkelige bønder. Jens Lange står som den, der ifølge loven og daværende samfundsorden i det hele har retten på sin side, men bag bønderens uklare og forvirrede færd dæmrer dog den ny tid med dens voksende trang til frihed, til uafhængighed og selvbestemmelsesret.