Af Henning Nielsen

Forord
Når man bliver 100 år, bør det markeres. Odense radikale Venstre har også ønsket at se lidt på sin historie, og det sker i kort form på de følgende sider, hvor man også kan få forklaringen på, at man i Odense kan fejre 100 ås-jubilæum, selv om Det radikale Venstres landsforbund først blev stiftet i 1905.
Desværre synes foreningens protokoller m.v. stort set at være bortkommet, så fremstillingen her bygger især på let tilgængelige kilder som Odense Bys Historie, Odense Vejviser, byrådsforhandlinger osv.
Tiden har derimod ikke tilladt mere omfattende studier i f.eks de odenanske dagblade, hvor især Fyns Venstreblad - mens det eksisterede - vil kunne fortælle meget mere om radikalismen i Odense gennem tiderne.
Odense har spillet en stor rolle i Det radikale Venstres historie. Det var her, partiet blev stiftet i 1905, og byen gav navn til det berømte Odenseprogram fra 1905, som kom til at præge landets historie i dette århundrede.
Jeg håber, at de følgende sider også vil vise, at byens egen radikale forening, som nu er 100 år, i høj grad har haft en spændende tilværelse og præget såvel byen som partiet på  landsplan.

Oktober 1992   Henning Nielsen

Indholdsfortegnelse:
Starten i 1992
Landsforbundet stiftes 1905 - i Odense
I byrådet indtil 1937
Årene frem til storkommunen i 1970
Partiet i nyere tid
Formænd for Odense radikale Venstre
Byrådsmedlemmer for Odense rad. Venstre
 

Starten i 1892
1892 var et af de år, hvor der var en forbitret stemning mellem de moderate og de radikale i det Venstre-parti, der siden stiftelsen i 1870 havde stræbt efter den politiske magt i Danmark.
De moderate opstillede P.A. Alberti, der senere skulle blive berygtet justitsminister, som modkandidat mod de radikales leder Viggo Hørup, og Hørup røg ud af folketinget ved valget 20. april 1892.
Uenigheden drejede sig bl.a om holdningen til den konservative Estrup-regering, der havde været regering siden 1875 og som siden 1885 havde regeret på provisoriske finanslove i skarp modsætning til det venstreflertal, der var i folketinget. Mens de moderate nu ville løse forfatningsstriden ved forhandling, ville de radikale tvinge Estrup væk ved kamp.
Dertil kom, at de radikale var antimilitarister og at de så på sympati på det socialdemokratiske parti, der var i vækst som repræsentant for den stigende arbejderbefolkning. I synet på de sociale spørgsmål var de radikale ikke langt fra socialdemokraterne.
Som følge af den splittelse inden for Venstre, som var set også før, men som altså nu i 1892 kom klart til udtryk, organiserede de radikale sig i flere byer, bl.a. i Odense.
Det skete dels ved oprettelsen af Fyns Venstreblad, der havde 350 aktionærer som stiftere og som kunne udkomme første gang 1. oktober 1892, dels ved oprettelsen af Odense Venstreforening, den forening der nu hedder Odense radikale Venstre.
Når man valgte navnet Venstreforening, hang det sammen med, at stifterne mente, at de var de egentlige venstrefolk - og i øvrigt holdt foreningen fast i navnet i mange år efter at den var optaget i landsforbundet Radikale Venstre, der blev stiftet 1905 - i Odense. Så sent som i tredivernes udgaver af Odense Vejviser står der både Odense radikale Venstre og Odense Venstreforening.
Hvornår Odense Venstreforening egentlig blev dannet, er vanskeligt at fastslå præcist. Den liberale vælgerforening i Odense, som var stiftet i 1884, var i hvert fald samlet ved valget i april 1892, hvor venstrekandidaten, protokolsekretær Poul Svejstrup fik 703 stemmer mod 2.407 konservative og 343 socialdemokratiske stemmer.
Men i maj kan Fyns Tidende, der støttede de moderate venstrefolk, fortælle, at redaktør Bondegaard fra Svendborg Avis ( nu Fyns Amts Avis), som på dette tidspunkt støttede de radikale dele af Venstre, rumlede med planer om et nyt blad og en ny forening i Odense.
Den 12. juli kan Fyns Tidende fortælle, at de "rene" som denne avis kalde de radikale, havde fået dannet en forening, som også samme dag annoncerer med sit første offentlige møde 17.juli, søndag eftermiddag kl. 4, i Håndværkerforeningens sal i Albanigade. Ifølge Fyns Tidendes tendentiøse referat samlede mødet ca. 60 deltagere, "deri indbefattet 4 kvinder og 2 børn".
Foreningens kræfter i de første par måneder er uden tvivl gået med forberedelsen af det første nummer af Fyns Venstreblad den 1. oktober 1892.
Kontingentet var i øvrigt 25 øre pr. kvartal, men blev fordoblet omkring århudredskiftet.
Hverken Odense Venstreforening eller Fyns Venstreblad havde det let i foreningens start - men deres skæbne var tæt forbundet. Således var redaktør N. Guldbrandsen foreningens første formand.
Der kom også andre personer med blandt de radikale, som idntog en fremtrædende position i Odense by. Det gjaldt f.eks. materialist, konsul P.A: Kruuse. Han drev en stor forretning på Flakhaven, hvor fynboer kunne købe "kopattekanyler og Elisabeth Arden-præparater, myreæg, stjernelevertran til fjerkræ og fine gamle bourgogner og cognacèr", som det hedder i Ib Paulsens scrapbog om den farverige P.A: Kruuse.
Sønnen, forfatteren Jens Kruuse, skriver ammende i sine erindringer: "Odense var konservativ. Vi var kun to kammerater i frøken Hørlücks skole og i latinskolen, som ahvde radikale fædre".
I opbygningsperioden frem til landsforbundets stiftelse i 1905 kunne man dog glæde sig over, at det lykkedes grundtvigske kredse på Fyn, herunder mange radikale, at få bygget Fyns Forsamlingshus i 1900, og ligeledes kunne man vente støtte fra den danske Henry George-forenings Odensekreds, som blev oprettet 1902 med forstander Jakob Lange på Husmandsskolen som formand.
De radikale var ved folketingsvalgene, som foregik som flertalsvalg i enkeltmandskredse, henvist til at stemme på den socialdemokratiske kandidat, og de glædede sig over, at der i 1903 kom et brud på det konservative magtmonopol derved, at redaktør Emil Marott i Odense 1. kreds erobrede mandatet.
Socialdemokraterne var på vej fremad også i Odense, selv om det gik langsommere end i andre storbyer.
I byrådssammenhæng var der også samarbejde mellem de radikale og socialdemokraterne, og det fik betydning i 1906, året efter, at Odense Venstreforening var blevet et led i det radikale landsforbund, som var blevet stiftet.

Landsforbundet stiftes 1905 - i Odense
En stiftelse af et radikalt landsforbund havde været forberedt nogle år, og det var jo, som bl.a. Odense Venstreforening var et bevis på, sådan, at der allerede flere steder i landet var radikale foreninger.
I 1905 blev det stiftende møde så afholdt i Fyns Forsamlingshus i Odense, og det berømte Odenseprogram blev vedtaget som det politiske grundlag for den vælgerorganisation, som en halv snes folketingsmedlemmer derefter tilsluttede sig. Det ny parti var således fra starten repræsenteret i folketinget, men fundamentet var vælgerorganisationerne lokalt og samlet. Ove Rode skrev forud for mødet, at "til Fyns hovedstad drager en spredt kæde af mænd, løst forbundne ved et fælles ønske om at genrejse Venstre af dets forfald".
Når mødet blev henlagt til Odense, var det nok ikke så meget på grund af Odense Venstreforening, selv om de var betydning som tilrettelæggere, men mere på grund af Odenses beliggenhed. Fyn stod imidlertid stærkt i den radikale bevægelse, allerede fra starten.
Blandt de folketingsmedlemmer, der straks tilsluttede sig det ny parti, var den slagfærdige Slengerik, valgt i Middelfartkredsen fra 1901 til 1923. Han havde været redaktør for Fyns Venstreblad fra 1897 til 1903 og havde da også været med i bestyrelsen for Odense Venstreforening.
Også i Odense gik det godt for det ny parti. Ved byrådsvalget i 1906 vandt en radikal-socialdemokratisk liste knebent de ti pladser, der var på valg - og som systemet var fik de alle pladserne. De radikale fik heraf de fire, en position, de aldrig siden skulle komme til at opleve.
De fire byrådsmedlemmer var P.A. Kruuse og Jens Rasmussen - bror til fabrikant Mads Rasmussen (Mads Tomat) i Fåborg -, og dertil købmand J.C. Petersen og skoleinspektør Johs. Løwe. Vi ser, at det ikke just var byens lavere sociale lag, der prægede Odense Venstreforening i starten af dets levetid. Det ses også på listen over partiforeningens formænd.
Det ny byrådsflertal skulle markere sig, og det skete bl.a. ved, at da man sendte kondolencetelegram til kong Frederik VIII i anledning af kong Christian IX`s død den 29. januar 1906, ledsagedes beslutningen af en vedtagelse om, at man på bisættelsesdagen den 18. februar lod uddele 1.000 portioner mad til byens trængende. Man forhøjede også bidraget til de frie fattigkasser og besluttede at fjerne plankeværket til Kongens Have, så den smukke park blev åben for alle byens borgere.
Derimod fortsatte de konservative på borgmesterposten i byen helt frem til 1937.
For Odense Venstreforening, som Odense radikale Venstre, blev ved med at kalde sig til op i 1930erne, var 1937 også et skæbneår, for indtil da bevarede man een repræsentant i byrådet ved alle valgene, men netop i 1937 glippede det, da man blev klemt i striden mellem byens to store partier om magten.

I byrådet indtil 1937.
Selv om man som nævnt fik fire repræsentanter i byrådet i 1906, blev forholdene normaliseret allerede i 1909, hvor det blev til et enkelt radikalt mandat, som Jens Rasmussen beholdt til 1917.
Imidlertid kunne partiet i Odense glæde sig over den fremgang, som Fyns Venstreblad kom ind i efter redaktør P.V. Elmholts tiltræden i 1907 og over en RU-forening, stiftet 14. marts 1906. Allerede 1910 havde man fået oplaget op fra 500 til 3.000, og under 1. verdenskrig havde avisen sin storhedstid med et hverdagsoplag på 17.000. Efter påskekrisen 1920, hvor kongen afskedigede det radikale ministerium Zahle, blev avisen ramt af annoncør- og bonnementsboycot som led i en kampagne mod de radikales samarbejde med socialdemokraterne, og allerede da begyndte det at gå ned ad bakke for avisen, og det fortsatte efter Elmholts død i 1926.
Fyns Forsamlignshus, hvor landsforbundet var blevet stiftet, brændte ned 25.5. 1909, på selve valgaftenen i det år, hvor den første radikale regering blev dannet. Men et nyt blev bygget, og det var rammen om også mange møder i Odense Venstreforening i de følgende år.
Jens Rasmussen blev genvalgt ved byrådsvalget i 1913, hvor de radikale fik 692 stemmer ud af 10.952. Det var en beskeden fremgang fra de 648, de opnåede i 1909. I 1913 lykkedes det for socialdemokraterne ved folketingsvalget at erobre også 2. kreds, igen med radikal støtte, for først i 1920 indførtes forholdstalsvalg ved folketingsvalg.
I 1917 skiftedes der spidskandidat, idet de radikale nu stillede med den gamle kending P.A. Kruuse som nr. 1. For at få andel i de ikke ubetydelige stemmer fra afholdsbevægelsen stillede man som nr.2 forstander på Husmandsskolen, H.C. Nielsen-Svinning, der var medredaktør af Afholdbladet.
Det lykkedes da også med 648 stemmer at bevare mandatet. Foruden den enlige radikale bestod Odense byråd af 9 konservative, 8 socialdemokrater og 1 venstre, så der var fortsat flertal for en konservativ borgmester, da man fra 1919 gik over fra kongevalgt til folkevalgt borgmester.
Kruuse blev genvalgt både i 1921, 1925 og 1929, og ved det sidste valg kunne han glæde sig over, at Venstre gled ud af byrådet. Venstre skrev de radikale jo stadig i gåseøjne, for navnet på deres egen forening var fortsat Odense Venstreforening, selv om dette navn i løbet af 1930erne helt faldt bort til fordel for Odense radikale Venstre. Nu havde partiet i øvrigt i mange år fået en kvindelig formand, rektor Helga lund, men allerede i 1918 havde der været 3 kvinder i bestyrelsen.
P.A. Kruuse var både anset og velstående og hørte med hele sin baggrund og hjemmets type egentlig udmærket til blandt etatsråderne. Faktisk blev han også to gange spurgt, om han ville være etatsråd, men ifølge sønnens erindringer "brølede han et svovlende nej" - for han var radikal.
Det lykkedes altså Kruuse at bevare sit mandat i 1929, med kun 623 stemmer ud af 16.277 - mens de radikale ved folketingsvalget samme år kunne notere 1.223 stemmer. Han sad nu alene med 13 konservative og 11 socialdemokrater.
Inden næste byrådsvalg i 1933 blev Sct. Hans Landsogn indlemmet i byen, som foreslået af den radikale indenrigsminister Bertel Dahlgaard, og socialdemokraterne i byen vejrede nu morgenluft, for det var en almindelig antagelse, at det ville styrke deres stemmeandel.
I denne kamp kunne de radikale nemt blive klemt, og dertil kom, at der kulle være ny spidskandidat, nemlig redaktør Chr. Brixtofte, var der næppe den store optimisme før valget i 1933.
Men det lykkedes alligevel. Med 989 stemmer ud af nu 25.795 blev det radikale mandat bevaret. Han måtte også sidde mellem 13 konservative og 11 socialdemokrater, for overraskende nok var det lykkedes d konservative at bevare flertallet.
I 1937 blev kampen mellem de to store endnu skrappere, og i den kamp fik hverken de radikale eller Venstre et ben til jorden. Trods 1.138 stemmer ud af 32.811 måtte Odense radikale Venstre nu være urepræsenteret i byrådet for første gang siden 1906. De 14 socialdemokrater kunne til gengæld erobre borgmesterposten fra de 11 konservative, og 1. Vilh erner kunne afløse H.Chr. Petersen (med tilnavnet "Spare-Petersen")

Årene frem til storkommunen i 1970.
Allerede ved byrådsvalget i 1943 lykkedes det dog for de radikale at erobre et byrådsmandat igen, med direktør A.C. Normann som spidskandidat.
Det blev imidlertid kn en kort fornøjelse, for allerede 1946 gled partiet ud igen. Denne gang stillede man med lærer K. Helveg Petersen som spidskandidat, men 1.200 stemmer ud af 43.710 var ikke nok, heller ikke selv om der var valgforbund med Retsforbundets 311 stemmer. Gad vide, om den syvårige søn Niels har taget for meget af farens tid under valgkampen?
Som det ses, var det to senere ministre, der var spidskandidater i Odense hhv 1943 og 1946. Kort efter kom også en anden fremstormende radikal til byen, nemlig Hilmar Baunsgaard. Han blev formand for Odense radikale Venstre fra 1953 til 1957, hvor han blev valgt til folketinget, opstillet i Middelfartkredsen, men samtidig i begge Odensekredse for at sikre hans valg.
Baunsgaards valg til formand for foreningen i 1953 blev i øvrigt af flere følt som lidt af et kup, og den hidtidige formand, A. Rosendahl meldte sig ud af partiet.
Om uroen i Odense radikale Venstre - som der også senere skulle komme eksempler på -hang sammen med, at partiet havde en vanskelig tid både ved byråds- og folketingsvalg, er det vanskeligt at sige, men det er altid lettest at holde sammen i opgangstider.
Og det var det ikke for Odense radikale Venstre, efter at partiet gled ud af byrådet i 1946. Også ved de følgende fire byrådsvalg, i 1950, 1954, 1958 og 1962 glippede det. Men ca 3% af vælgerne holdt trofast ved, og i 1966 lykkedes det så at få valgt politiassistent J. Kejlhof til byrådet, idet partiet fik 2.079 ud af 52.395 stemmer.
I denne lange periode uden repræsentation måtte de radikale endda se på, at Venstre kunne bevare sit enlige mandat, og i perioden 1950-54 var to repræsentanter for Retsforbundet kommet ind, bl.a. i kraft af valgforbundet med de radikale. Men dette valgforbund var ikke stabilt. Da Retsforbundet i 1962 gik sammen med Venstre, Konservative og De Uafhængige, sagde de radikale nej. Der var grænser for, hvad man ville gå med til for at få mandatet igen.
I perioden måtte man også se på, at partiavisen Fyns Venstreblad efter en række vanskelige år endeligt gik ind i 1958.
Det må derfor have givet anledning til stor optimisme, at det gik godt ved byrådsvalget i 1966, og også landspolitisk var partiet inde i en stor fremgang, der bl.a førte til en usædvalig stor mandatgevinst ved valget i januar 1968 og statsministerposten, besat med den tidl. Odense-formand.
Samtidig foregik de indviklede forhandlinger, som førte til storkommunen i 1970, hvorefter 11 sogneråd nedlagdes til fordel for et nyt og udvidet Odense byråd. I disse 11 sogne var der også selvstændige radikale foreninger, hvoraf de syv havde repræsentanter i sognerådet (Alleruå-Davinde, Brændekilde-Bellinge, Fjordager, Fraugde, Korup-Ubberud, Pårup og Stenløse-Fangel). Derimod var de fire foreninger i Allesø-Næsbyhovedbroby, Dalum, Lumby og Sanderum ikke repræsenteret i sognerådene.
Det var en selvfølge, at disse radikale foreninger skulle lægges sammen med Odense radikale Venstre, men sådanne fusioner er altid forbundet med vanskeligheder, og det var ikke mindst klart, at opstillingsmødet forud for byrådsvalget 1970 måtte blive et tilløbsstykke, så meget mere som partiets landspolitiske styrke gjorde det sandsynligt, at der kunne blive mere end det enlige mandat, der var erobret i 1966.

Partiet i nyere tid.
Resultatet af opstillignsmødet forud for valget i 1970 var, at det hidtidige byrådsmedlem måtte vige for personer fra de sogne, der var kommet med i storkommunen. Købmand Emil Andersen, Dalum, blev nr. 1 og lærer Uffe Larsen, Fraugde, blev nr. 2. Det blev til disse to mandater. Partiet fik 5.541 stemmer ud af 76.312. Dertil kom endda en selvstændig RU-liste, der fik 130 stemmer.
Det lykkedes at bevare 2 mandater både 1974, 1978 og 1981, og i 1974 kom partier i den position, at det var afgørende for konstitueringen. For at bevare borgmesterposten måtte socialdemokraterne gå med til, at de radikale fik en rådmandspost og efter indviklede forhandlinger, hvori foreningens daværende formand, overpakmester Erik Landholt, spillede en stor rolle, blev det til, at denne rådmandspost tildeltes Uffe Larsen, der havde været nr. 2 på byrådslisten.
Rådmandsposten måtte afgives allerede fire år efter, men repræsentationen i byrådet bevaredes helt frem til byrådsvalget i november 1989, hvor det ikke lykkedes.
Partiet kunne så trøste sig med, at det før i Odense-foreningens historie havde stået udenfor, men hvor det var lykkedes at komme stærkt tilbage.
I partiets storhedstid efter 1968 var det også lykkedes at få sit egen folketingsmedlem, idet Odense 3. kreds fik opstillet fabrikant Dagmar Andreasen, Rynkeby, som var blevet valgt i den lille Kertemindekreds i 1968, men i perioden fra 1971 til 1975 repræsenterede Odense i folketinget. Ved valget i 1975 opnåede hun ikke genvalg.
Det var naturligvis et gode for foreningen at have den direkte kontakt til Christiansborg, og Dagmar Andreasen var en flittig og skattet gæst ved kredsens møder.

Formænd for Odens Venstreforening/Odense rad. Venstre

Redaktør N. Guldbrandsen 1892-c. 1897, boghandler Hermann c. 1897-c. 1902, købmand J.C. Petersen c. 1902-c. 1906, Overretssagf. Jens Rasmussen c. 1906-c. 1914, materialist P.A. Kruuse c. 1914-c.1918, skoledirektør Lassen c. 1918-c. 1922, forfatter A. Nordahl Petersen c. 1922- c. 1926, redaktør Chr. Brixtofte c. 1926 - c. 1934, rektor Helga Lund c. 1934 - c. 1943, direktør A.C. Normann c. 1943-c. 1945, kasserer O. rosendahl Petersen c. 1945 - 1953, forretnignsf.  Hilmar Baunsgaard 1953-1957, forlagsbogh. Mogens Normann 1957-c. 1960, fiskehandler Bruhn Svendsen c. 1960- c.1961, politiassistent J. Kejlhof c. 1961-c. 1963, agronom I. Krogh Møller c. 1963-c. 1964, Mogens Normann igen c. 1964-c. 1967, J. Kejlhof igen c. 1967- c. 1969, overlærer J.O. Solgård c. 1969- c. 1972, overpakmester Erik Landholt c. 1972 - c. 1975, overlærer Paul ELmholt c. 1975 - c. 1978, professor J. Vittrup Christensen c. 1978 - 1979, lærer Dorit Myltoft Andersen 1979-1980, lærer Mette Buhl 1980-1986, Dorit Myltoft igen 1986-

23 formænd på de 100 år

Byrådsmedlemmer for Odense radikale Venstre:
købmand J.C. Petersen 1906-1909, skoleinspektør Johs. Løwe 1906-1909, overretssagfører Jens Rasmussen 1906-1917, materialist, konsul P.A. Kruuse 1906-1909 og 1917-33, redaktør Chr. Brixtofte 1933-37, direktør A.C. Normann 1943-46, politiassistent J. Kejlhof 1966-70, købmand Emil Andersen 1970-78, lærer Uffe Larsen 1970-89, fotograf Tove Andersen 1978-85