Ved århundredets slutning af Vilhelm Østergaard.

Hos den del af den nulevende slægt, hvis første ungdom falder i tiden omkring l863, står der stærkt præget i erindringen billedet af en tåget og sludfuld novemberdag, hvor alles sind skræmmedes op ved det budskab, der spredtes over landet: Frederik den Syvende er død. Man var måske selv for ung til at forstå rækkevidden af denne efterretning, men man tog sin del med af den sære uhyggestemning, der som en klam hånd lagde sig over alt og alle.
Man havde i lange tider, dag efter dag, hørt de ældre tale om stærke modsætninger i den danske rigsdag mellem bondevenner og nationalliberale, om den Konstitutionelle helstat og Ejderpolitiken, om hertugen af Augustenborg og forbundsexekutionen, hvormed der truedes. Man var måske endnu meget for ung og umoden til at rede de politiske tråde ud fra hinanden og danne sig en mening om sagerne, men man havde derfor en ikke mindre sikker fornemmelse af uvejret, der nærmede sig.
Og det kom- endnu mere knugende og ødelæggende, end det var ventet. Det blev nederlagets og ydmygelsens bitre tid, alle vennerne faldt fra, riget brødes, og paragrafer udslettedes; selv kunne vi ikke mere håndhæve vor ret, og ingen brød sig om at hjælpe os til den. Det danske statslegeme amputeredes for noget nær en trediedel af sin størrelse, og ind ad til begyndte ikke længe efter en politisk kampperiode, under hvilken folket stod delt i skarpt adskilte lejre, og uenigheden, bundende i forskjelligt livssyn gav sig udslag snart i skarpe kampmidler, snart i stærk, passiv modstand.
Men så mærkeligt føjede det sig, at trods rigets sønderlemmelse og trods den indre politiske kamp blev denne periode,fra l864 til århnundredets udgang, på mange punkter en genoprejsningens tid.Det beundringsværdige livsmod, den seje udholdenhed, der havde udmærket dem, som måned efter måned forsvarede Dybbøls nedskudte skanser, bredte sig til andre områder af vort folk. Landets velstand og hjælpekilder voksede, landbrug, handel, industri, videnskab, kunst og litteratur tog et mærkeligt opsving. Overalt var der arbejde og fremgang at spore, og det skyldtes alene de kræfter, som levede i folket, og som ingen modgang, hverken ude eller inde fra havde kunnet kue.
Danmarks politiske historie siden l863 opruller et billede, hvori de mørke farver unæteligt er de overvejende, men på samme tid har det mange interessante træk, der viser egenskaber hos det danske folk, fortrin og fejl, som det er værd at lægge mærke til, fordi man bestandig lærer noget ved nøje at kende sig selv.
Hvilke betydningsfulde og bevægede dage har det ikke været i det danske rigsråd, da man i efteråret l863 forhandlede om minister Halls forslag til en forfatning for Danmarks og Sveriges fællesanliggender. Det var givet, at forslaget til en sådan forfatning yderligere ville spærre udsigterne til en fredelig løsning af den dansk-tyske stid, men med den sorgløse godtroenhed, som hører med til dansk folkeejendommelighed, stolede Hall på de venligt sindede vestmagter og et skandinaviske forbund, og selv efter at forhåbningerne om en alliance med Sverige-Norge var bristede, gennemførte Halls  ministerium det dansk-slesvigske forfatningsforslag.
Dette skete den 13. november l863, og to dage efter døde kong Frederik den Syvende.
Ved sin tronbestigelse forefandt Kong Christian den Niende den nye fællesforfatningslov vedtaget af rigsrådet (med 40 stemmer mod 16), men den kongelige underskrift manglede endnu. Hall trængte ind på kongen for at formå ham til at give efter for den bevægede folkestemning og underskrive loven, men først efter nogen tøven besluttede kong Christian at følge sin ministers råd, thi det kunne vel forudses, hvad følgen ville blive. Forfatningsloven blev underskrevet af kongen den 18. november; men allerede i december øvedes der af Ruslands, Englands og Frankrigs afsendinge et så stærkt tryk på den danske regering, at det måtte anses for nødvendigt at tilbagekalde loven. Hall ville dog ikke indlade sig derppå, men indgav sin dimission og derefter dannedes på årets sidste dag - det Monradske miniserium, hvis opgave det skulle være at sørge for novemberforfatningens tilbagetagelse på forfatningsmæssig måde. Men krigen var ikke desmindre uundgåelig. Forbundsexekutionen i Holsten var imidlertid blevet iværksat af saksiske og hannoveranske tropper, og den 1ste februar l864 gik fjenden over Ejderen.
Begivenhederne udviklede sig hurtig i hin ulykkestid. Søndag eftermiddag den 7de februar gav Monrad i begge rigsdagens afdelinger meddelelse om Dannevirkes rømning, og under de påfølgende møder støttede rigsdagen regeringen i dens beslutning om at fortsætte forsvaret af al magt. På den adresse, som i samme anledning overraktes kongen henimod slutningen af måneden, fulgte Christian den Niendes smukke og mandige svar, hvori det hed:Jeg vil være en fri konge over et frit folk; fri er kun kongen, når landet er selvstændigt; frit er kun folket, når den forfatningsmæssige tilstand bevares og udvikles. Jeg håber til den nådige Gud, at man en gang med sandhed må kunne sætte på mit fravmæle: Intet hjerte slog mere trofast for Danmark.....
De altfor godtroende forhåbninger om hjælp udefra, som direkte eller indirekte havde påvirket Halls politik under forfatningsforhandlingerne i det danske rigsråd gentog sig under konferencen i London fra 20. april til 25. juni l864. Danmark havde afvist tanken om en personalunion, men derimod erklæret sig rede til at forhandle på grundlag af et forslag, der var fremkommet fra engelsk side, og som gik ud på en deling af Slesvig efter Dannevirke linien. Preussen og Østrig fremkom imidlertid med et modforslag, hvorefter demarka tionslinjen ville være at drage mellem Åbenrå og Tøn der. Danmarks befuldmægtigede på konferencen, kammerherre G.J. Qvaade mente dog ikke at kunne indlade sig på forslaget om en sådan grænselinje, og han støttedes heri af de neutrale magters repræsentanter, og efter vidtløftige forhandlinger udtalte omsider Storbritanniens befuldmægtigede, at de troede at opfylde en ehllig pligt ved at foreslå de krigsførende magter d.v.s. Østrig, Presussen og Danmark at appellere til en venskabeligt magt, for at der kunne blive draget en grænselinje , som hverken måtte gå syd for den af Danmark angivne eller nord for den af de tyske befuldmægtigede betegnede linje, med andre ord ikke være nordligere end Åbenrålinjen og ikke sydligere end Dannevirkelinjen.
Dette mæglingsforslag modtoges med fuld samstemning af Ruslands  og Frankrigs repræsentanter og fandt også betinget tilslutning hos de tyske stormagter, men til al ulykke afvistes det af Danmark. Af de tre danske befuldmægtigede på Londonkonferencen var Qvaade og A.F. Krieger stemte for forslaget, kammerherre Torben Bille derimod ikke. Ligeså delte var meningerne hjemme i København. Endnu en gang håbede man på effektiv hjælp af Rusland og England, og efter Monrads tilskyndelse fattede den danske regering den skæbnesvangre beslutning at nægte voldgiftsforslagets antagelse. Fire dage efter opløstes konferencen uden resultat, krigen fortsattes og førte til tabet af Als og Jyllands okkupation, og ved Wienerfreden mistede Danmark de tre hertugdømmer. Nogle måneder iforvejen var det Monradkse ministerium blevet afløst af ministeriet Bluhme. Den 30. november l865 søgte Monrad et frivilligt eksil i det fjerne New Zealand.
Så magtesløs havde dansk udenrigspolitik været under hin skæbnesvangre krise. Den danske regering havde handlet i den bedste mening, åbenbart med det varmeste fædrelandssind, men mere godtroende end forudseende.-
De nærmeste følgende blade i Danmarks politiske historie udfyldes af de langvarige forhandlinger om forfatnings sagen. Venstre krævede juni grundlovens genindførelse som rigsgrundlov, medens Højre og de nationalliberale ønskede betydelige indskrænkninger i repræsentationssystemet, idet de holdt på, at 5te junigrund loven ydede altfor ringe garantier for de konservative interesser. På dette tidspunkt dannedes - som modvægt mod den nationalliberale Martsforening og som udtryk for den voksende misfornøjelse med regeringen - Augustforeningen, hvis væsentligste formål gik ud på at styrke og befæste båndet mellem kongen og folket og indskærpe kongedømmets betydning, støtte enhver bestræbelse for at bevare og grundfæste en fri og selvstændig statstilværelse og virke hen til, at vor politiske udvikling måtte gå i en mådeholden og frisindet retning.
Bondevennernes Selskab havde udtalt, at det nu ville dreje sig om en sammensmeltning af rigsrådet med rigsdagen, men at de tilrådede vælgerne at forkaste enhver kandidat, som ville finde sig i, at grundlovens valgbestemmelser fraveges ved en sådan sammensmeltning. Det viste sig overhovedet meget vanskeligt at komme til enighed om hovedpunkterne i forfatningsspørgsmålet. Partierne stod skarpt overfor hinanden, og det så ud til at kunne have lange udsigter med gennemførelsen af det forelagte forslag til en revideret grundlov af 5. juni l849. Da var det, at J.A. Hansens store omsving foregik. Efter private forhandlinger mellem denne bondevennernes fører og grev FrijsFrijsenborg nåede man til sammenslutningen mellem de store og de små bønder, og den 3. november l865 enedes rigsrådets fællesudvalg om et mæglingsforslag, hvorefter den reviderede grundlov skulle have den skikkelse, som nu er gældende. Dette forslag kunne regeringen ikke gå ind på, og samme dag indgav den sin dimission, hvorefter grev Frijs-Frijsenborg overtog dannelsen af det nye ministerium.
Alliancen mellem de store og de små bønder gav umiddelbart efter anledning til dannelsen af Oktoberforeningen, hvis formål kortelig udtrykt var dette:i forsamlinger at drøfte de spørgsmål, der er på dagsordenen, samt at befordre velvilje og gensidig tiltro imellem større og mindre landejendomsbesiddere. Indbydelsen var udgået fra en ligelig repræsentation af begge  klasser.
omsider var de langsommelige og ofte pinagtige forfatningsforhandlinger tilendebragt, men resultatet vakte ikke nogen udelt tilfredshed. En så klog mand som C.G. Andræ stillede sig meget skeptisk i sin betragtning af den reviderede grundlov , og ikke mere tiltro havde han til alliancen mellem godsejere og bondevenner. Fra folkelig side mødte den nye grundlov stærk modstand. Under de reglementerede vandringer gennem rigsdagen bekæmpedes forslaget skarpt af A.F. Tscherning og Balth. Christensen, og blandt dem, der stemte mod den gennemsete grundlov, var mænd som Sophus Høgsbro, der havde været medlem af rigsdagen siden l858, Vilhelm Birkedal og C.C. Alberti, men den del af Venstre, som sluttede sig til dem, var ikke tilstrækkelig mandstærk til at standse forslaget på dets vej til virkeliggørelse. Som det sidste middel henvendte Tscherning og N.F.S. Grundtvig - tingenes aldersformænd - sig til kongen for at formå ham til at nedlægge sit veto og nægte grundlovsforslaget sin underskrift, men denne henvendelse blev uden følger, og den 28. juli l866 trådte Danmarks riges gennemsete grundlov af 5. juni l849 i kraft. Samme dag sluttede rigsdagssamlingen. Tscherning nedlagde sit mandat som folketingsmand.
I denne og den nærmeste foregående samling var flere vigtige lovforslag blevne vedtagne. Først og fremmest den almindelige borgerlige straffelov af 10. februar l866, endvidere lov om borgerrepræsentanter i København, af 23. december l865. Desuden havde rigsrådet kort iforvejen vedtaget to vigtige love, begge af 17. november l865, nemlig Loven om Øresundsfondens ophævelse samt Lov om erstatning for krigsskade, ifølge hvilken der til erstatning for tab, som var tilføjede befolkningen i Jylland ved den fjendtlige besættelse af landet i l864 skulle udredes 6 millioner rdlr. af statskassen.
Den tid, som fulgte umiddelbart efter krigen, havde også nogle fremskridt at notere i forbindelse med udlandet. I l865 fik Danmark undersøisk telegrafforbindelse med England og Norge, og samme år sluttedes der en telegrafkonvention mellem Danmark og de fleste øvrige europæiske lande, samt postkonventioner med Norge, Sverige, Preussen, Lubeck og hertugdømmerne.
Den sidste halvdel af l866 bragte et lysglimt, hvortil der både i kongeriget og i Nordslesvig knyttedes store forhåbninger.Efter krigen mellem Preussen og Østrig blev der med Napoleon III som mægler indført i Pragerfreden hin sørgelig navnkundige paragraf V, der bestemte:"Kejseren af Østerrig overdrager Kongen af Preussen alle sine ved Freden i Wien den 30te Oktober l864 er hvervede Rettigheder til Hertugdømmerne Holsten og Slesvig med det Forbehold, at Befolkningen i Slesvigs nordlige Distrikter, naar de ved en fri Afstemning tilkjendegive Ønsket om at blive forenede med Danmark, skulle aftrædes til Danmark". - Hvorledes lysglimtet slukkedes, og alle forhåbninger bristede, er det knapt nødvendigt at minde om. Da Preussen langt om længe lod sig bevæge til at knytte underhandlinger om Paragrafs V's udførelse, stillede den tyske regerings befuldmæg tigede så uigennemførlige betingelser, at underhand lingerne nødvendigvis måtte strande, og andet var åbenbart heller ikke tilsigtet. Og ved overens komsten mellem Preussen og Østrig l878 skred man vilkårligt til den fuld stændige udslettelse af paragraf V.
Frijs-Frijsenborgs ministerium, der varede fra november l865  til foråret l870 betegnede i det hele en frugtbar lovgivningsperiode. Ministeriet nød tillid i begge tingene, og det lykkedes uden nævneværdige vanskeligheder at gennemføre en række betydningsfulde love, blandt hvilke - foruden de ovenfor anførte - særlig må nævnes: Hærloven af 6. juli l867, Landkommunalloven af samme dato, og Købstadkommunalloven af 26. maj l868, Søværnsloven af 24. april l868, Valgmenighedsloven af 15. maj l868, for hvilke S. Høgsbro var både foreslagsstiller og ordfører, og flere sjællandske og jyske jernbanelove.
Med l870 indtræder et vendepunkt i dansk politik. Ministeriet Frijs Frijsenborg havde gjort et par poster på finansloven (vedrørende forstærkningens og reservens indkaldelse) til kabinets spørgsmål, og da afstemning    erne i folketinget gik ministeriet imod, indgav det sin dimission den 19. maj l870. Den 28. maj dannedes det nye ministerium af lensgreve HolsteinHolsteinborg og kom til at bestå dels af repræsentanter for de store godsbesiddere, dels af de ledende mænd i det gamle nationalliberale parti:Hall, Krieger, Fenger. Samtidig var der foregået en gruppering indenfor rigsdagens Venstre. Oktoberforeningens rolle var ialt væsentligt udspillet efter forfatningsforandringens gennemførelse, og Bondevennernes Selskab var heller ikke mere, hvad det før havde været. Der var kommet to nye folkeforenin ger: Den jydske folkefor ening, for hvilken Geert Winther var formand, og Femte juni-folkeforening, hvis betydeligste ledere var ALberti og J.A: Hansen. Efter at det nationalliberale parti havde afgivet et så væsent ligt kontingent til dannelsen af det nye ministerium, stillede Venstre sig i bestemt opposition til det, og af de hidtilværende tre Venstre grupper dannedes det forenede Venstre. Samtidig blev overretssagfører, senere herredsfoged Christopher Krabbe folketingets formand i stedet for L.N. Bregendahl. Højesteretsadvokat C. Liebe havde året i forvejen afløst M.P. Bruun som formand i Landstinget.
I rigsdagssamlingen l871-72 træder Chr. Berg stærkt i forgrunden som en af venstrepartiets første mænd, og hans politik gør sig mere og mere gældende, ikke mindst i hans hævdelse af, at ministeriet skal være i overensstemmelse med folketingets flertal. Dette krav bliver udgangspunktet for den efterfølgende langvarige kamp med dens konsekvenser: Finanslovnægtelse, provisorier og visnepolitik.
Allerede i sommeren l872 var bevægelsen i fuld gang i anledning af de almindelige folketingsvalg, som skulle afholdes om efteråret. Berg og J.A. Hansen gik i spidsen for at rejse en stærk oppositionel stemning mod ministeriet og derigennem skaffe Venstre afgjort flertal i folketinget. Blandt Højres forkæmpere var Chr.S. Klein og C.St. A. Bille de virksomste. Klein bebrejdede navnlig Venstre, at det havde fået udseende af at slutte sig til den nylig rejste socialistiske bevægelse, ligesom Internationale opfordrede til at stemme på mænd af det forenede Venstre.
Ved valgene vandt Venstre to stemmer og havde dermed opnået den ønskede majoritet i folketinget. I begyndelsen af l873 kunne der altså vedtages en adresse til kongen, hvori der udtaltes mistillid til ministeriet. Men landstinget vedtog en adresse i modsat retning. Derefter fulgte en finanslovsnægtelse, som bevirkede folketingets opløsning, men da tinget påny trådte sammen, havde Venstre mistet et par pladser. Finanslovsnægtelsen fornyedes ikke - mange indenfor partiet var  betænkelige ved at bruge et så tveægget våben, bl.a. den dygtige og højtansete bonde N.J. Termansen - men spændingen mellem oppositionen og ministeriet var derfor ikke bleven mindre. Under de påfølgende adressedebatter havde venstre vundet en ny og værdifuld meningsfælle i lensgreve Holstein- Ledreborg - skønt han forøvrigt havde været en afgjort modstander af finanslovsnægtelsen - mens derimod to andre medlemmer af tinget: J. Scavenius og L. Dinesen, der tidligere havde stået venstre nær, nu skilte sig fra partiet.
Trættet af kampen indgav ministeriet Holstein-Holsteinborg sin dimission i juni l874 og afløstes af ministeriet Fonnesbech. Trods de bevægede politiske tilstande, der nødvendigvis måtte virke hæmmende på lovgivningsarbejdet, var der dog i disse år blive gennemført enkelte vigtige love som konkursloven af 25. marts l872, den skandinaviske møntlov af 23. l873, Lov om børns arbejde i fabriker, ligeledes af 23. maj, og forfatningsloven for Island af 5. januar l874.
Vedtagelsen af denne sidstnævnte lov var fremskyndet under særligt hensyn til Islands forestående tusindårsfest. I juni l873 havde 36 folkekårne mænd fra alle landets egne været samlede på Tingsletten ved Øxarå for at forhandle om de foreliggende forslag til en fri forfatning for Island; det på Øxarå- mødet vedtagne program fremsattes umiddelbart efter i Altinget, der sluttede sine forhandlinger den 2. august under gode udsigter til sagens endelige afgørelser og allerede fem måneder efter forelå forfatningslov for Islands særlige anliggender, hvis bestemmelser for en stor del faldt sammen med den danske grundlov. Under den nye, frie forfatning kunne Island således fejre sin tusindsfest i Reykjavik, 2. august l874, hvorefter der den 6. holdtes en stor folkefest på Tingvallasletten. I anledning af mindefesten var kong Christian kommen til Island, der ingensinde før havde haft besøg af en regerende dansk konge. Den 30. juli gik Christian IX i land i Reykjavik og hyldedes med levende begejstring af islænderne under de påfølgende festligheder.-

Det Fonnesbech'ske kabinet forblev kun et år ved roret, men i dette ministeriums kortvarige llevetid fremsattes første gang de omfattende krigsministerielle forslag, som snart skulle gribe afgørende ind i de politiske begivenheder.
I januar l875 forelagde krigsministeren i folketinget forslag om en overordentlig bevilling på 16.800.000 kr. til befæstningsanlæg, medens marineministeren i samme møde krævede 5 mill. kr. til en flådestation ved Aggersøsund.Overfor disse forslag indtog venstre den stilling, at partiet var rede til at bevilge 30 mill. kr. til ekstraordinære forsvarsforanstaltninger -deraf 15 mill. til flåden, men intet til Københavns landbefæstning - dog gjordes det til en betingelse, at der til dækning af forsvarsudgifterne tilvejebragtes en indtægts- og formueskat, beregnet til at indbringe 3 mill. kr. årlig. Derpå ville regering og landsting ikke indlade sig.
Den 19. maj indgav ministeriet Fonnesbech sin afskedsbegæring, og den 11 juni dannedes det nye ministerium af godsejer J.B.S. Estrup, der havde været indenrigsminister i det Frijs-Frijsenborgske kabinet og almindeligvis blev anset for det konservative partis handledygtigste og betydeligste mand. Det nye ministerium fik forøvrigt følgende sammensætning: Lensgreve  Moltke Bregentved (en søn af Adam Vilhelm Moltke) udenrigsminister, men ved hans død allerede den 1. oktober s.å tiltrådte baron Rosenørn-Lehn atter som udenrigsminister; godsejer, kmh. E.V.R. Skeel indenrigsminister, professor juris J.M.V. Nellemann justitsminister og minister for Island, statsrevisor, fhv. adjunkt J.H. Chr. Fischer kultusminister, general Haffner krigs- og marineminister. Estrup var foruden konseilspræsident tillige finansminister.
Ministeriet Estrups program blev gennemførelsen af Københavns befæstning samt hævdelsen af landstingets ligeberettigelse med folketinget, medens venstre ligeså absolut hævdede folketingets overvejende indflydelse i alle bevillingsspørgsmål og tillige fastholdt sit standpunkt i forsvarssagen. Dermed var konflikten givet, og den mangeårige kamp indledt.
Venstres modstand mod forsvarslovenen førte til folketingets opløsning den 30. marts l876, hvorefter fulgte en stærk agitation landet over af begge partiers ledende mænd, men ved folketingsvalgene den 25. april vandt oppositionen en afgjort sejr, og partistillingen i folketinget forandredes fra 59 mod 43 til 74 mod 28. I den følgende ordinære rigsdagssamling kom konflikten mellem regeringen og venstre til fuldt udbrud. Under behandlingen af finansloven for l877-78 i folketingets møde den 31. marts meddelte formanden, at 3 medlemmer havde begæret ordet, men at 15 medlemmer (af Venstre) foreslog forhandlingerne afsluttet. Da bad konsejlspræsidenten om ordet, men hans forlangende blev ubesvaret, og formanden lod foretage afstemning om den forslåede afslutning. Derefter udstedtes den første provisoriske finanslov, som fremkaldte stor bevægelse over hele landet. Fra den regeringsvenlige del af befolkningen fremkom der tillidsadresser til kongen og ministeriet - der samledes 70000 underskrifter på disse adresser - og samtidig udsendte Venstre et manifest til vælgerne, hvori det gjorde rede for sin opfattelse af den konstitutionelle strid.
Kort iforvejen, i februar l877, havde folketingets flertal vedtaget, at der skulle foretages rigsretsanklage mod de afgåede ministre, Krieger, Holsten-Holsteinborg og Fonnesbech i anledning af Marmorkirkens salg til privatbankens direktør etatsråd Tietgen, samt mod de tidligere ministre, Hall og Worsaae i anledning af, at bevillingerne til den nye teaterbygning var betydeligt overskredne. Folketinget valgte til offentlig anklager V. Hørup, der i l876 var bleven medlem af tinget og allerede indtog en fremskudt og indflydelsesrig stilling i oppositionen. Hørup dførte sit hverv med en dygtighed, der anerkendtes fra alle sider; men i begge de nævnte sager frikendtes de anklagede ministre.
Den 8. november l877 opnåedes der i sidste øjeblik enighed mellem regering og rigsdag om finansloven for det forløbne finansår, men overenskomsten bevirkede, at Venstre delte sig i to grupper, en moderat fraktion , der, under Fr. Bojsens og Holstein-Ledreborgs ledelse, udgjorde flertallet, og en radikal under Berg og Hørup, der som mindretal havde stemt imod overenskomsten
Under disse omstændigheder kunne der vedtages en ordinær finanslov for finansåret l878-79, men regeringens forslag i den følgende rigsdagssamling om statslån til St. Croix - efter de på øen foregåede uroligheder i oktober l878 - foranledigede en ny konflikt, og efter tingets opløsning og den heftige valgkamp ved nytårstid l879 blev resultatet af de nye folketingsvalg, at  oppositionen dalede fra tre fjerdedele til to trediedele af det samlede medlemsantal..Det var Højre og den radikale Venstregruppe, der havde stået sig bedst under valgkampen. Splittelsen mellem Venstregrupperne bidrog til, at regeringen i de påfølgende samlinger kunne gennemføre forskellige love, blandt hvilke de vigtigste var tillægene til Hær og Søværnslovene og den militære straffelov af 7. amj. l881.
Forhandlingerne om finanslovforslaget for l881-82 frembød imidlertid så væsnetlige uoverensstemmelser mellem ministeriet og oppositionen, at regeringen i maj måned fandt anledning til atter at opløse folketinget, og i det åbne brev desangående hed det, at tinget i den indeværende samling havde "vist sig at mangle evne eller vilje til at tilendebringe endog kun en mindre del af de rigsdagen forelagte vigtige sager..." Efter denne sidste opløsning samledes de splittede Venstregrupper sig til fornyet kamp mod ministeriet, og de nye valg den 24. maj fik et for regeringens ugunstigt udfald. Da det heller ikke nu lykkedes at opnå overenskomst om finansloven, opløstes tinget påny den 6. juli, men ved valgene den 26. s. md. indskrænkedes Højres medlemsantal i folketinget yderligere fra 32 til 26, mens den samlede opposition nu talte 76 eller- ligesom tidligere - tre fjerdedele af tingets medlemmer.
Konflikten tilspidsedes nu mere og mere og fandt sit udslag bl.a. i "Visnepolitiken", der tilrådedes af Chr. Berg, medens på samme tid Højrepartiet organiserede sig fortrinsvis i København og i stigende grad stillede forsvarssagen i spidsen for sit program. Ved privat inistiativ overraktes der adresser til konen vedrørende forsvarssagens fremme. En adresse fra fynske kvinder havde 3783 underskrifter, og den store forsvarsadresse, der overraktes kongen ved en deputation den 15. december l883, var underskrevet af 106.000 mænd fra alle egne af landet. De bevægede forhold fandt overhovedet deres udtryk i en mængde adresser og folkemøder. Folketingets og . landstingets flertal vedtog adresser til kongen, hvori de hver for sig tilkendegav deres opfattelse af årsagerne til den politiske kamp, og kort tid efter afholdtes de store folkemøder, af hvilke de vigtigste var Venstres møder i Herthadalen og ved Skanderborg.Højres møder i Hillerød og Jyderup. Ligesom det københavnske Højre i l882 havde dannet en stærk organisation og sluttet sig sammen i Højres Arbejder- og Vælgerforening, foregik der i løbet af l883 en tilsvarende bevægelse for modpartiets vedkommende, idet Venstre stiftede De forenede Liberales Vælgerforening for Frederiksberg og Københavns liberale Vælgerforening.
Under rigsdagssamlingen l883-84, i hvilken Berg havde afløst Krabbe som folketingets formand, førtes visnepolitiken til dens yderste konsekvens. Regeringen fremsatte omtrent 30 forskellige lovforslag, der i foregående samlinger ikke var nåede længere end til første behandling og derefter henviste til forskellige udvalg. Oppositionen valgte nu den forandrede fremgansmåde, at den standsede første behandling og henviste samtlige forslag til et og samme udvalg, et nimandsudvalg, som fik betegnelsen "Begravelsesudvalget". Dermed standsede foreløbigt så godt som alt lovgivningsarbejde.
Men samtidig voksede oppositionens tilslutning i befolkningen. Folketingsvalgene i juni l884, der foregik under stor bevægelse, særlig i hovedstaden, havde det resultat, at Venstre kom til at råde over 83 stemmer i folketinget mod 19 Højremænd,  og tilmed havde København og Frederiksberg for første gang ladet sig delvis erobre af oppositionen, idet 4 af de 9 valgkredse tilfaldt Venstre og Socialdemokratiet, der efterhånden var rykket frem til at blive en betydningsfuld faktor i dansk politik.
Forinden den påfølgende rigsdagssamling åbnedes, var der indtruffet den ulykkelige begivenhed, at Christiansborg slot var brændt, 3. oktober l884, og rigsdagens åbningsmøde fandt sted i universitetets solennitetssal. Imidlertid indrettedes Fredericiagades kaserne til midlertidige lokaler for den danske rigsdag, hvis møder genoptoges i begyndelsen af november. Der mærkedes ved denne lejlighed en stærk følelse af den alvorlige politiske situation, og denne stemning fandt udtryk i begge tingene. I landstinget udtalte formanden, C. Liebe, som et "Bønnens og Haabets Ord", at alt, hvad der skulle foregå, måtte ske " i en god Aand til Forsamlingens Ære og til vort Fædrelands sande Gavn", medens folketingets formand, Berg, betonede, at tinget ville "føle det som sin ufraviselige Pligt at gjøre sit bedste for, at den Landet ødelæggende konstitutionelle Strid mellem Ministeriet og Thingene kunde finde en Afslutning, der stemmede med Forfatningens Krav og Thingets Ære".
Samtidig foregik der en ny gruppering indenfor Venstre, der delte sig i en radikal og en moderat gruppe, den sidstnævnte almindelig kaldet det danske Venstre i modsætning til Europæerne. Trods modsætningerne mellem disse to fraktioner arbejdedes der dog under en fællesbestyrelse, og obstruktionspolitiken fortsattes mod ministeriet, der i l885 atter udstedte en provisorisk finanslov. Imidlertid var daværende oberst J.J. Bahnson indtrådt som krigsminister i det Estrupske kabinet, og derefter gennemførtes Københavns landbefæstning ved provisoriske bevillinger trods folketingets modstand, ligesom der udstedtes en provisorisk lov om oprettelse af et gendarmerikorps. Forsvarssagen tog stigende fart som hovedpunktet i ministeriets program og støttedes yderligere ved den i en del af befolkningen rejste bevægelse: Selvbeskatningen til fædrelandets forsvar, der sluttede sin virksomhed l891, efter at der var indsamlet i frivillige gaver, anvendte til Københavns Befæstning, en sum af 1.700.000 kr.
Den politiske gæring, kampen for og imod ministeriet Estrup, ytrede sig i disse år med en hidtil ukendt, lidenskabelig bitterhed, men så stærk som spændingen var, måtte den tilsidst slappes, og i l886-87 besluttede flertallet af Venstre at vende tilbage til forhandlingspolitikken. Medens ministeriet Estrup vedblivende udstedte provisoriske finanslove, kom det øvrige lovgivningsarbejde i forfatningsmæssig gang, og i de påfølgende rigsdagsforsamlinger gennemførtes der en række lovforslag, blandt hvilke de vigtigste var: Lov om erstatning for uforskyldt varetægtsfængsel af 23. marts l888, Lov om fiskeriet i Danmark af 5. april l888, Lov om tilsyn med plejebørn af 20. april l888, frihavnsloven af 31. marts l891, øl- og sukkerlovene af 1. april l891, fattigloven af 9. april l891, alderdomsunderstøttelsesloven af samme dato, søloven af 1. april l892 og sygekasseloven af 12. april l892.
Modsætningerne mellem regering og opposition var vel ikke på noget punkt udjævnede, men kampårenes spænding kunne ikke vedligeholdes i længden; på begge sider syntes man at være træt, medens tillige flere af de mænd, der hidtil havde  indtaget ledende stillinger, ikke mere havde sæde i rigsdagen. Chr. Berg døde den 28. novbr. l891, grev Holstein-Ledreborg havde nedlagt sit mandat i foråret l890. Hørup ophørte at være folketingsmand i l892 og et par år efter trak også Edvard Brandes sig tilbage fra deltagelse i rigsdagsarbejdet.
Venstres ordførere i rigsdagen blev nu for den ene fraktions vedkommende fortrinsvis J.C. Christensen, der siden Bergs død havde indtaget en fremskudt førerstilling i folketinget, og Chr. Hage, og i landstinget højesteretssagfører Octavius Hansen og statsrevisor Madsen-Mygdal, medens de ledende mænd i den moderate Venstregruppe var Fr. Bojsen, N. J. Larsen, Harald Holm, N. Neergaard og højesteretssagfører A. Alberti, som først efter aprilforliget udtrådte af den moderate fraktion. Højre havde for sit vedkommende i de seneste år mistet de gamle nationalliberale, Chr. S. Klein og C. Ploug, den forhenv. kultusminister Fischer og højesteretsassessor Chr. Rimestad, der ved folketingsvalgene i l884 fortrængtes fra Københavns 1. valgkreds af oppositionens kandidat, Herman Trier. Højrepartiets senere ordførere blev fornemmelig professor, Dr. juris W. Scharling og statsrevisor L. Dinesen i folketinget, professor, Dr. juris Henning Matzen, generalauditør Steffensen, admiral Wm. Carstensen, højesteretssagfører P.G.C. Jensen og provst J. Bjerre i landstinget. I det Estrupske kabinet havde imidlertid først kmh. J. Scavenius, derefter professor, juris C. Goos afløst af Fischer som kultusminister, medens baron Reedtz-Thott i l892 havde overtaget udenrigsministeriet efter Rosenørn-Lehns død. S. H.S. Finsen, tidligere landshøvding på Island, og godsejer Ingerslev fulgte Skeel som indenrigsministre, og admiral Ravn havde allerede i l873-75 været marineminister og var atter i l879 indtrådt i denne stilling.
Omsider førte det genoptagne lovgivningsarbejde henimod en overenskomst også for finanslovens vedkommende. Den 1. april l894 enedes majoriteten i folketinget med landsting og regering om en regelmæssig finanslov, og da denne var vedtagen, afgik ministeriet Estrup og afløstes i august måned af ministeriet Reedtz-Thott, hvori dog nogle af den afgåede regerings medlemmer - Nellemann som justitsminister, Ravn som marineminister - beholdt deres sæde.
Men forliget af 1. april l894 tilfredsstillede ikke og vandt ikke den forventede tilslutning i befolkningen. Ved folketingsvalgene det påfølgende år, 9. april l895 fik den del af oppositionen, der havde stemt mod forliget flertal i tinget, og den 20. april s.å. dannedes Venstrereformpartiet, der kom til at tælle 54 stemmer i folketinget, medens de moderate nu rådede over 26, Højre over 24, og Socialdemokraterne over 9 stemmer. S. Høgsbro der i l887 havde afløst Berg på formandspladsen i folketinget, var Reformpartiets formand indtil l897, da denne stilling overtoges af J.C. Christensen.
Venstrereformpartiets program, således som det tiltrådtes af partiet i oktober l895, samlede sig om følgende hovedpunkter:En frisindet toldreform i forbindelse med en formue- og indkomstskat og i det hele en omordning af vort skattevæsen, nedgang i de militære udgifter, udstykning af jord til husmandslodder samt forbedring af fæste- og lejehusmænds kår, en reform af folkeskolen og forbedring af lærernes lønningsvilkår, reform af retsplejen, hemmelig afstemning ved politiske valg, ulykkesforsikring, en forbedring af alderdomsunderstøttelsen, domstole, sammensatte af arbejdere og arbejsgivere til afgørelse af indbyrdes stridigheder, samt en hurtig og tidssvarende befordring af landbrugets udførselsprodukter og støtte af fiskeriet.
Nogle af disse reformer er gennemførte i de sidste forløbne år, således ulykkesforsikringsloven af 7. januar l898, lov om jordlodder for landarbejdere, af 24. marts l899, skoleloven af samme dato og lov om hemmelig afstemning ved politiske valg, vedtaget 25- januar l901, medens endelig de vigtige lovforslag om en omordning af skatteforholdene i stat og kommune fremlagdes første gang af ministeriet Reedtz-Thott og have været underkastede fornyet drøftelse og behandling mod slutningen af det gamle århundrede for at overgå til forventet virkeliggørelse i det nye.
I maj l897 afløstes ministeriet Reedtz-Thott af ministeriet Hørring og dette atter i foråret l900 af ministeriet Sehested, medens partistillingen i folketinget i alt væsentligt vedblev at være den samme. Valgene i april l898 bragte oppositionen en forøget tilgang, således at grupperingen blev følgende: Venstrereformpartiet 63 stemmer, de Moderate 21, det ministerielle Højre 12, Socialdemokratiet 12 og det uafhængige Højre 4, medens 2 stod udenfor partierne. Nær henimod århundredets udgang foregik i landstinget den betydningsfulde partiforskydning, at 8 medlemmer , der hidtil havde tilhørt det ministerielle parti, udmeldte sig af dette, fornemmelig under hensyn til deres stilling til skattelovforslagene, deriblandt greverne Ahlefeldt -Laurvigen, og Frijs-Frijsenborg, baron Reedtz-Thott og generalauditør Steffensen. Konferensråd H.N. Hansen havde allerede nogle måneder tidligere foretaget dette skridt. Derefter blev partistillinge i landstinget: 34 ministerielle, 8 uafhængige, 14 medlemmer af Reformpartiet, 4 Moderate, 2 Agrarer og 2 Socialdemokrater.
Således var styrkeforholdet i den danske rigsdag ved århundredets slutning.

Det var forbeholdt det nye århundrede at give plads for et betydningsfuldt systemskifte. Den 23, juli l901 dannedes Ministeriet Deuntzer, det første Venstreministerium i Danmark, når undtages det kortvarige Rotwitt'ske kabinet fra 2 decbr. l859- 8. febr. l860. Ministeriet Deuntzer fik følgende sammensætning: Professor, Dr. juris. J.H. Deuntzer, konsejlspræsident og udenrigsminister, højesteretssagfører Alberti justitsminister, statsrevisor J.C. Christensen kultusminister, grosserer C.F. Hage finansminister, gårdejer Ole Hansen, landbrugsminister, redaktør V. Hørup, trafikminister, kontreadmiral Jøhnke marineminister, oberst W.H.O. Madsen krigsminister og redaktør Enevold Sørensen indenrigsminster.