Langelands første selskaber for brandforsikring af løsøre

[Chr. Kiilsgaard: Ildsvaade og Brandforsikring 1863-1963]

Selv om der i det foregående ikke har været talt meget om forsikringen af løsøre, så betyder det ikke, at man ikke fik hjælp, når ens løsøre og effekter brændte. ...............
De fleste af .. selskaber blev oprettet i årene fra 1830 til 1860 og da der på Langeland i samme tidsrum blev oprettet 2 lokale selskaber, vil det sige, at man her fulgte det almindelige skema. Det var ikke tilfældigt, at det netop var i dette tidsrum, at denne eksplosive udvikling skete [I hele Danmark oprettedes 150 selskaber i dette tidsrum] . Samtidig med den øgede oplysning og hele den folkelige og politiske udvikling fødtes en trang til at have noget at samles om. Foreningsliv fandtes jo næsten ikke endnu, men i en lokal brandkasse kunne man samles og drøfte begivenhederne, og det var derfor almindeligt, at kasserne fik tilknytning til det politiske liv. For mange af de lokale politikere kunne det desuden være ønskeligt at skaffe sig en ekstra indtægt som erstatning for den tid, de ofrede på politiken, og selv for rigsdagsmændene med deres ringe løn kunne det være højst tiltrængt at blive lønnet formand for en brandkasse.
Det var jo dette, som blev skæbnesvangert for Langelands rigsdagsmand J.A. Hansen og som bevirkede hans mere end triste endeligt.
En yderligere grund til, at der i det nævnte tidsrum blev oprettet så mange brandkasser, må sikkert også søges i de herskende politiske modsætninger, som bl.a. bevirkede, at bønderne ikke ønskede at stå i en brandkasse, som væsentligst beherskedes af godsejere og proprietærer. Vi kan da også se, at dette modsætningsforhold gav sig udtryk, da Det langelandske Brandassuranceselskab blev dannet 1863.
Endelig var der jo også en vis tilfredsstillelse ved at vise, at man selv kunne styre sine egne sager, og lægges det hele sammen, forstår man baggrunden for, at man på Langeland i begyndelsen af 1830èrne oprettede 2 lokale selskaber for brandforsikring af løsøre, skønt man i forvejen havde mulighed for at blive forsikret i Brandsassurance-Compagniet.
Gennemgår man Langelands Avis som fra 1850 til 1862 var øens eneste avis, kan man se, at der på Langeland foruden de 2 rent lokale selskaber, var 3 andre brandforsikringsselskaber for løsøre, som havde lokale agenturer, og som stadig gennem annoncer søgte at erhverve sig nye medlemmer.
Der var det helt udenøs selskab Det kgl octroierede almindelige Brandassurance-Compagni, men desuden havde man 2 halvvejs lokale selskaber, "Rudkjøbing og Lolland-Falsters Stifts Kjøbstæders Brandassuranceselskab", der blev oprettet 1846, og som nu hedder "Lolland-Falsters og Langelands Købstæders Brandforsikring", samt "Det fynske Brandassuranceselskab" (Ravnholtkassen)
Det sidstnævnte selskab blev stiftet i 1838, og det langelandske storlandbrug var fra selskabets begyndelse stærkt interesseret i at blive medlemmer af det. Allerede få måneder efter selskabets oprettelse fik det gennem lensgreve AhlefeldtLaurvig tilsendt et andragende angående oprettelse af en langelandsk filial, og i 1842 vedtog selskabet at oprette en særskilt afdeling for Langeland med egne repræsentanter, bestyrer og kasserer? Nogen egentlig konkurrent for de 2  lokale, små selskaber, var Det fynsek Brandassuranceselskab (Ravnholtkassen) dog ikke, men man kan snarere sige, at de supplerede hinanden, idet det fynske selskab kunne optage de forsikringer, som var for store for de små selskaber. At der så alligevel har været et fællesområde, hvor de har konkurreret, er en anden sag.
Hertil kom fra 1. oktober 1861 det nye, landsomfattende forsikringsselskab Danmark, hvis formål bl.a. var at hverve så mange af de ældre selskabers medlemmer, at de små lokale selskaber måtte ophøre, og der kan heller næppe være nogen tvivl om, at denne trussel har været medvirkende årsag til, at de 2 omtalte, rent langelandske selskaber i 1863 sluttede sig sammen til ét, nyt selskab
"Det første Brandassurance-Selskab"
     og
"Broderkjærligheds Assuranceselskabet"

Som omtalt i forrige afsnit fik Langeland i begyndelsen af 1830èrne 2 helt lokale selskaber for forsikring af løsøre, og det ældste af dem fik betegnende nok navnet "Det første Brandassuranceselskab". Det blev stiftet i 1833.
Desværre kender vi i enkeltheder intet til dets oprindelse eller hvem der var dets første formand. Vi må herom nøjes med, at den sidste formand var lærer Knudsen, Humble, som ikke må forveksles med den lærer J. Knudsen, Kædeby, som var kasserer i det andet lokale brandassuranceselskab.
Men vi kender lovene, som de indeholdes i et lille uanseligt hæfte i octav i et tyndt grønt papiromslag, og hvoraf et eksemplar endnu er bevaret hos en privatmand på Langeland.
Ifølge § 1 kunne man i selskabet forsikre sine møbler og effekter, fedevarer, ildebrændsel, vogne og avlsredskaber, tærsket og utærsket sæd, foder, hø og kreaturer m.m. til dets sande værdi og således, at man ved brandskade fik det forsikrede erstattet af foreningens medlemmer uden fradrag.
Der var dog indskrænkninger. Korn, foder og hø kunne kun assureres fra 1. aug. til 1. juni og kreaturer fra 1. oktober til 1. juni. Desuden var 2000 rdl. sølv den højeste sum. hver enkelt måtte lade forsikre for og 50 rdl. sølv den mindste.
Selskabet var nærmest oprettet for Langelands beboere, men beboerne på Tåsinge og Strynø kunne dog også optages.
Mellem de forsikrede steder skulle der være en afstand af mindst 50 favne (ca. 100 m), medmindre særlige omstændigheder talte derfor.
Selskabet blev styret af en direktion på 6 medlemmer, af hvilke den ene var formand og regnskabsfører, samt 2 revisorer og for hvert sogn 2 assistenter.
Ved uoverensstemmelser måtte der ikke føres rettergang, men en udvalgt komite på 5 medlemmer skulle dømme og deres dom var afgørende.
Dette var de vigtigste af lovenes bestemmelser, og vi ved desuden fra anden side, at selskabet i 1861 havde 2.136 medlemmer, som tilsammen havde tegnet forsikringer for ca. 2.249.000 rdl.
Det var på dette tidspunkt ca. dobbelt så stort som det andet lokale selskab.

"Broderkjærligheds Assuranceselskabet"

som blev stiftet 4. februar 1834.
Vi kender ikke i enkeltheder dette selskabs love, men det skal  i særlig grad have været proprietær J. Hastrup til Hjortholm, som arbejdede for dets oprettelse, og han blev da også selskabets første formand, hvilken stilling han havde i de næste 27 år.
Det var først i 1861, da han var 81 år gammel, at han frabad sig genvalg, og han efterfulgtes af sin søn, proprietær Adolph Hastrup til Rødbjerghavn, der fungerede som formand, til selskabet blev opløst i 1863.
I modsætning til Det første Brandassurance-Selskab, hvis love fordrede, at der kulle være mindst 50 favne mellem de forsikrede ejendomme, assurerede Broderkjærligheds-Selskabet hele landsbyer i flæng. Selv om dette selskab havde været så heldig ikke at have haft større brandskader, blev det alligevel angivet, at dette forhold var en af en årsagerne til, at Det første Brandassurance-Selskab fik en stadig tilgang på Broderkjærlighedens bekostning.
Vi må huske på, at begge selskaberne var gensidige, og at ingen af dem havde noget reservefond til imødegåelse af større skader. Alle skader måtte derfor direkte reparteres på medlemmerne.
Men hvad nu end årsagerne har været, så var og blev Broderkjærligheds-Selskabet det mindste af de to selskaber. Det begyndte i 1834 med 124 medlemmer og havde i 1861 1064 med en samlet assurancesum på 1.450.000 rdl., og der var i årenes løb udbetalt skadeserstatninger på godt 6.311 rdl.

De to selskaber sammensluttes til et nyt selskab
Det langelandske Brandassurance - Selskab

Som foran anført var oprettelsen i 1861 af forsikringsselskabet Danmark en medvirkende årsag til, at man i 1863 sammensluttede de to små, lokale selskaber, men selv om Danmark ikke var blevet oprettet, var sammenslutningen nok kommet alligevel.
I hvert tilfælde havde gårdejer, landstingsmand Morten Foged, Guldborggården, Illebølle, allerede flere år tidligere arbejdet på at få en sådan sammenslutning i stand, men der viste sig dengang så mange hindringer, at han foreløbig måtte opgive tanken.
Også redaktør Julius Rosenstand tog dengang tanken op i sit blad Langelands Avis, men heller ikke han fik noget synligt resultat, og det skulle blive noget, som var en brandforsikring helt uvedkommende, der bevirkede, at tanken blev realiseret.
Sygekassebevægelsen var dengang endnu kun i sin vorden. Rudkøbing havde ganske vist lige fået sin første, ganske lille og begrænsede sygekasse, men på landet havde man ingen. I begyndelsen af 1862 begyndte man imidlertid at arbejde for at få oprettet en syge- og ligkasse for Snøde og Stoense sogne, og et forslag herom fik redaktør Rosenstands varmeste anbefaling.
Også den meget socialt interesserede grd. M. Madsen i Kulepile tog sygekasseforslaget op til behandling i Langelands Avis, og i et indlæg slog han til lyd for, at sygekassen ikke alene skulle være for Snøde og Stoense sogne, men omfatte hele Langeland. Dette foranledigede redaktør Rosenstand til ikke alene at tilsluttte sig grd. Madsens forslag, men yderligere at fremføre til overvejelse, om en sådan hele øen omfattende syge- og ligkasse ikke kunne forenes med et brandassuranceselskab bestående af de allerede eksisterende 2 selskaber.
Rosenstands hovedargument var, at da begge selskaber var gensidige, skulle indtrufne skader fordeles på og udredes af medlemmerne, og jo større selskaberne var, desmindre ville der ved store brande blive at udrede for hvert enkelt medlem.
Også den tidligere omtalte gårdejer og landstingsmand Morten FOged fra Guldborggården tog nu ordet. Skønt han allerede flere år tidligere havde arbejdet for sammenslutningen af de 2 selskaber, og desuden var stærkt interesseret i oprettelse af sygekasser, måtte han alligevel meget fraråde at sammenslutte selskaber med så forskellige formål i et selskab under en fælles bestyrelse.
Derefter indtrådte der igen stilhed om sagen, og man var måske heller ikke foreløbig nået videre, hvis der ikke i løbet af 3 uger i december 1862 var indtruffet 3 brande, som opskræmte sindene, særlig fordi Langeland i meget lang tid ellers havde været forskånet for ildebrande. Ved 2 af disse brande var det mindre husmandssteder, et i Klausebølle og et i Kædeby, som nedbrændte, men da det lykkedes at redde det meste af indboet og besætningerne, blev skadeserstatningerne ikke store.
Derimod kom det til at betyde et alvorligt tab for Det første Brandassurance-Selskab, da Longelse præstegårds 4 gamle stråtækte længer nedbrændte den 6. december samme år.
Medens selskabets skadeserstatning for branden i Klausebølle kun blev på 306 rdl. måtte der for den nedbrændte Longelse præstegård udredes 3.665 rdl., altså for begge brandene ialt 3.971 rdl., som måtte reparteres på medlemmerne.
Nu ved vi intet om, hvormeget Det første Brandassurance-Selskab gennem årene havde måttet yde i erstatninger, men vi får en forestilling om, hvad disse 3.971 rdl. betød, når vi erindrer, at det andet lokale selskab, Broderkjærligheds Assuranceselskabet, som ganske vist kun var halvt så stort som Det første Brandassurance-Selskab, kun havde udbetalt godt 6.311 rdl. i samlede erstatninger i årene fra 1834 til 1861.
Man forstår derfor, at redaktør Rosenstand en uge efter den sidste brand igen fandt sig foranlediget til at henstille til de 2 foreningers bestyrelser at tage en sammenslutning under overvejelse, samtidig med, at han opfordrede dem til at indkalde begge selskabers medlemmer til et møde for at høre deres mening.
Det blev dog ikke på bestyrelsernes initiativ, at der derefter kom fart i sagen. Allerede den 3. januar 1863, kun 5 dage efter Rosenstands sidste artikel, var der en slagter Hans Madsen i Simmerbølle, som indbød begge selskabers medlemmer til et møde i Simmerbølle, og denne indbydelse fik almindelig tilslutning.
Også Morten Foged lod igen sin stemme høre, og han henvendte sig i særlig grad til bestyrelserne, som han opfordrede til aktivitet, da man ellers kunne risikere, at en stor del af Langelands beboere ville gå ind i fremmede selskaber, som f.eks. Det fynske Brandassuranceselskab eller i selskabet Danmark. Men da langelænderne næsten ingen indflydelse kunne få på disse selskabers ledelse, ville de derved blive prisgivet andres værgemål, og derfor burde langelænderne oprette et nyt selskab, som skulle omfatte Langeland, Tåsinge og Strynø.
Helt uden forsvarere stod de gamle selskaber dog ikke, og de benyttede til talerør en ny avis, som på denne tid blev oprettet på Langeland.
Hidtil havde Langelands Avis, som begyndte i 1850, været øens eneste avis, men i 1862 fik den en konkurrent i Langelands  politiske og Avertissements-Tidende - i det følgende kun kaldet Langelands Tidende.
Politisk set stod Langelands Avis på venstrefløjen, den var fortaler og talerør for øens 2 rigsdagsmænd, folketingsmand J.A. Hansen og landstingsmand Morten Foged, og det var som modvægt herimod, at borgmester Sager sammen med andre, som var modstandere af deres politik, fik oprettet Langelands Tidende.
Dette blad var derfor på forhånd meget kritisk indstillet overfor forslag fra Morten Foged og hans meningsfælle, redaktør Rosenstand fra Langelands Avis, men af hensyn til den store bondebefolkning, som Langelands Tidende i høj grad ønskede som fremtidige abonnenter, og som stemte på J.A. Hansen og Morten Foged, kunne eller turde bladet ikke modarbejde oprettelsen af et nyt selskab.
Det undgik derfor forsigtigt selv at tage standpunkt og dækkede sig bag anonymt (!) indsendte artikler, som anbragtes på redaktionel plads, og som udtrykte bladets virkelige mening.
Også ved at fremhæve og rose de eksisterende selskaber kunne Langelands Tidende indirekte modarbejde oprettelse af et nyt selskab.
Dertil kom, at tillidsmændene i Det fynske Brandassuranceselskabs langelandske afdeling i særlig grad repræsenterede det store hartkorn, godsejere og forpagtere, som må have hørt til Langelands Tidendes politiske meningsfæller, og som bladet nødig ville støde. Den langelandske afdelings formand var proprietær Andersen, Søvertorp og blandt tillidsmændene var Lundsgaard, Nordenbrogaard, Møller, Lykkesholm, Jacobæus, Fårevejle, Mikkelsen, Mariendal, Hansen, Stensgård, Kaas, Nedergård, Krogh, Tranekær og grd. Petersen, Tullebølle.
Men iøvrigt var der ingen, som angreb selve forretningsmetoderne i de fremmede selskaber, som man her på Langeland slet ikke kunne undvære, fordi de små lokale selskaber ikke kunne påtage sig de forpligtelser, som fulgte med de store gårdes forsikringer af besætninger og avl. Det, man havde imod de fremmede selskaber var dels, at man mente, de blev styret for bureaukratisk og dels, at man havde for lidt indflydelse på deres styrelse.
I J.A. Hansens og Morten Fogeds valgkreds blev disse anker stærkt fremhævet. Da det især var Morten Foged, som fremførte dem, fandt Langelands Tidende heri anledning til polemik med ham, og bladet var ikke småligt i sine metoder. Det forsøgte f.eks. at reduccere hans indflydelse og indsigt ved at påpege, at han aldrig åbnede sin mund inde på rigsdagen, hvilket Morten Foged også åbent indrømmede, men han påpegede samtidig, at det ikke var de taler, der blev holdt på rigsdagen, som var det afgørende, men hvorledes rigsdagsmændenes stemmer faldt ved afstemningerne.
Det kan også kun være Morten Foged eller redaktør Rosenstand, en indsender (!) hentydede til i en artikel, hvori det blev insinueret, at det var de personer, "som med stor vigtighed trænger sig frem for at fiske i rørte vande", som ønskede et nyt selskab oprettet.
Det omtalte møde, som slagter Hans Madsen havde indbudt til i Simmerbølle, blev efterfulgt af møder i flere andre langelandske sogne, og da der allevegne var afgjort stemning for en sammenslutning, greb proprietær Hastrup, formanden for Broderkjærligheds Assuranceselskabet endelig ind og  sammenkaldte begge selskabers medlemmer til et møde i Rudkøbing den 24. jan. 1863 for at få taget beslutning herom.
Der blev stor tilslutning til mødet, og da Rasmussens gæstgiveri på torvet ikke kunne rumme den store forsamling, måtte man, for at få plads, gå over i rådhussalen. Her blev med stort stemmeflertal besluttet ikke alene at opløse selskaberne og danne et nyt, men også at søge nedsat en komité til at udarbejde love til det nye selskab. Det blev en omstændelig historie at få udpeget denne komité. FØrst blev der holdt møder i alle sognene, hvor man hvert sted valgte delegerede, 2 fra hvert selskab, som derefter mødtes i Rudkøbing, hvor de valgte den endelige komité, 3 af hvert selskab, samt en formand, som ikke måtte være medlem af nogen af selskaberne. Hertil valgtes prokurator Boesgaard fra Bønneløkkegård.
På mødet udviklede der sig desuden en vidtløftig diskussion om, hvorvidt der efter en brand skulle finde en afkortning sted i erstatningssummen. Det ene selskabs medlemmer holdt på fuld erstatning, det andet på afkortning, og da man ikke kunne komme til enighed, blev afgørelsen overladt til den valgte komité, men da Broderkjærligheds Assuranceselskabet i sine love havde en bestemmelse om, at der kun skulle udbetales 3/4 af assurancesummen, har det måske været dette selskabs medlemmer, som har holdt på, at denne bestemmelse skulle bibeholdes. Det var i hvert tilfælde et af dette selskabs medlemmer, som hævdede, at en afkortning ville bevirke større forsigtighed i omgangen med ild og lys, og at der ikke ville være så stor fristelse til "at svide kassen af", som han udtrykte sig.
Komiteen arbejdede hurtigt, og allerede den 13. marts 1863 forelå der udkast til love for det nye forsikringsselskab, som skulle have navnet Det langelandske Brandassurance-Selskab, og omfatte Langeland, Tåsinge og Strynø.
Dermed var man dog langtfra færdig. Lovudkastet skulle også godkendes, og det gik derfor på omgang til alle sognene, hvor det viste sig, at selv om der kunne være nogen uenighed om enkeltheder, så var man dog enig i det væsentlige. Kun på Tåsinge var man ikke tilfreds. Her ville flertallet ikke underkaste sig de nye love, men ønskede i stedet, at Det første Brandassurance-Selskab skulle vedblive at bestå.
Så langt var der ingen mulighed for at følge Tåsinges ønsker, men iøvrigt blev alle de foreslåede ændringer først behandlet af de af sognene tidligere valgte delegerede, hvorfra de overgik til lovkomiteen, der indpassede dem i lovene. Resultatet blev, at de nye love fik et indhold, som ret nøje kom til at svare til lovene for det gamle Broderkjærligheds Assuranceselskab.
Derefter blev disse sendt til underskrift hos alle medlemmerne i de to gamle selskaber, og samtidig indkaldte komiteen til en stiftende generalforsamling den 16. juni 1863 i det nye selskab.
Oprettelsen blev vedtaget, og selskabet var hermed en kendsgerning.
Bestyrelsen trådte straks i funktion, så alt kunne være parat til den 1. jan. 1864, da selskabets ansvar begyndte, og de gamle selskaber vedblev at fungere til udgangen af 1863.
Der er dog endnu et spørgsmål, som trænger sig på, inden vi kan forlade de gamle selskaber. Hvorfor nøjedes man ikke med at opløse det ene af selskaberne ved at lade det gå op i det andet, istedet for at danne et helt nyt, der, som vi har hørt,  alligevel fik love, der svarede til Broderkjærligheds Assuranceselskabet. Spørgsmålet er let at besvare. Det var ganske simpelt et prestigespørgsmål, således som det kort og klart blev udtrykt af et af Broderkjærlighedens medlemmer, da han skrev, at det ikke kunne lade sig gøre, fordi selskabernes medlemmer "ville med stor skinsyge undgå skinnet af at være gået op i det andet selskab".
Så hellere opløse dem begge to og begynde forfra under et nyt navn.

Det gensidige Langelandske
Brandassurance-Selskab

Da selskabet blev stiftet i 1863 blev det navngivet: Det langelandske Brandassuranceselskab, og således hed det lige til 1934, da man som følge af loven om skadesforsikringsvirksomheder måtte tilføje ordet gensidig.
At man så i bestyrelsesbeslutningen herom bestemte, at selskabet herefter skulle hedde Det langelandske gensidige Brandassuranceselskab for Løsøre og senere har byttet om på ordene langelandske og gensidige, samt udeladt for løsøre er en anden sag.
Vi fastslår, at selskabet navn er Det gensidige langelandske Brandassurance-Selskab.

De første år.
Vi kan desværre ikke mere se, hvor mange medlemmer selskabet havde, da det begyndte, men efter et års forløb havde det 2.916 medlemmer.
Som tidligere omtalt blev gårdejer Morten Foged selskabets første formand. Han var også landstingsmand, og dette hverv lagde selvfølgelig beslag på meget af hans tid. Vi ser da også, at han ofte var fraværende, og i hans sted indtrådte viceformanden, gårdejer C.P. Christensen, Bjerggården, Illebølle.
Vi har foran omtalt den modvilje, som Morten Foged og hans meningsfæller havde mod Langelands nye avis Langelands Tidende, som jo da også havde vist sin uvilje mod det nye forsikringsselskab. Dette modsætningsforhold vedblev også at bestå, efter at selskabet var trådt i kraft.
Vi kan således se, at i de 2 første år skete indkaldelserne til selskabets møder kun gennem Langelands Avis, og det var først i 1866, at man også begyndte at avertere i Langelands Tidende.
Af hensyn til medlemmerne på Tåsinge averterede man desuden i et Svendborg blad Sydfyns Tidende [ Svendborg Avis ].
Det er iøvrigt ikke det eneste eksempel på modsætningsforholdet. Langelands Sparekasse var blevet stiftet i 1841, og det er muligvis rigtigt nok, at dens direktører ikke netop tilhørte kredsen om J.A. Hansen, Bondevennernes fører. Det var utvivlsomt derfor, at brandassuranceselskabet ikke ville benytte Langelands Sparekasse, men i stedet satte sine penge ind i Den sjællandske Bondestands Sparekasse, som havde en filial herovre. Denne sparekasse holdt man fast ved, lige til Den langelandske Landbostands Sparekasse blev oprettet i 1881, forøvrigt med Morten Foged som en af dens stiftere. Derefter gik man over til denne, de første år dog ikke som følge af en officiel vedtagelse herom, men i 1889 vedtog man efter formandens forslag, at reservefondet skulle  indsættes i Den langelandske Landbostands Sparekasse, og i 1917 blev dette  udtrykkeligt fastslået i lovene.
Også i valget af mødested synes der at have været et politisk motiv. Den første snes år var mødestedet i almindelighed hos gæstgiver Rasmussen i Rudkøbing, det senere hotel Langeland, men man kunne også mødes i rådhussalen eller hotel Skandinavien. Derimod gik man fra 1893 over til at mødes på Landmandshotellet i Rudkøbing. Dette stod uden tvivl i forbindelse med de store politiske modsætninger, som dengang herskede, og vi ved da også, at Landmandshotellet, som blev bygget i 1889, blev opført som samlingssted for øens venstremænd og i særlig grad for dem, der samlede sig om Demokratisk Forening.
Her holdt selskabet herefter sine møder i de følgende år, men i 1917 vendte man tilbage til hotel Langeland, og i 1919 blev det officielt fastslået, at for fremtiden skulle selskabets møder afholdes på dette hotel.