Kilde: la Cours danske gårde 2. saml. 3 bd. p56

Kildegård, Ollerup sogn, 11 km fra Svendborg
Ejer: Jens Lavrids Jensen, som overtog gården 1. april 1902, er født på ejendommen 1. april 1867 og gift med Maren Christine Dencker, født i Hverringe 27. juli 1879.

Matr. nr.2 af Stågerup, Ollerup. Hartkorn 4 tdr. 4 skpr. 13/4 alb. Ejendomsskyld 36.600 kr. Brandassurance for hovedb. 7800 kr., for avlsb. 14.200 kr. Gårdens samlede areal 60 tdr. ld., deraf ager 58, mose 1, have og gårdsplads 1. Af agermarken drives 36 tdr. ld. i en 9 marksdrift: havre, roer, byg, vintersæd, roer, byg, havre og 2års græs: 22 tdr. ld drives i en 8 marksdrift: havre, benyttet brak, rug roer, byg, havre og 2års græs. Besætningen består af 21 malkekøer foruden 20 stk. ungkvæg og kalve, 1 tyr, 6 heste samt 3 plage og føl. Sidste år solgtes c. 60 fedesvin. Kvægbesætningen der er af rød dansk race, vedligeholdes hovedsagelig ved eget tillæg.

Kildegård har i sin tid været fæste under hovedgården Skjoldemose. 1759 fik Niels Mortensen den i fæste og efter hans død sad hans enke inde med fæstet til 1823, da det gik i arv til hendes søn Jens Nielsen. Han frikøbte ejendommen 1854 for  4800 rbd., men døde året efter, hvorpå hans enke besad ejendommen til l862, da hun overdrog den til sin søn, Jens Ditlev Jensen, den nuv. ejers fader.
Gården ligger ved vejen fra Stenstrup forbi Skjoldemose til Svendborg-Fåborg landevej. Den skifertækkede hovedb. er opført af grundmur efter ildsvåde i l893. Avlsb. stammer fra l820'erne og er af bindingsværk med stråtage.
Af jorderne ligger de 36 tdr. ld. umiddelbart S. for gården. De har en noget kuperet overflade. Resten er fraliggende c. 2km. mod Ø på Lysbjerg, hvorfra der haves en storslået udsigt over Sydfyn og de omliggende øer med sunde og vige.

I midten af halvtredserne blev far [Jens Ditlev Jensen] dragon i Itzehoe. I 1856 døde hans far, men brevet var så længe om at nå derned, så det var umuligt for ham at komme hjem til begravelsen, selv om han havde fået lov til det. Fars bror, som skulle have haft gården, var død af tyfus; den yngste bror, Søren Jensen (senere bosiddende i Hundstrup [Bommosegård]] var ca. 18 år, derfor bad farmor far om at komme hjem og styre gårde for hende. Far stillede som betingelse for, at han igen måtte forlade håndværket [tømmer, tømrer], at han måtte få gården efter hende. Det blev så bestemt sådan. Jeg ved ikke, hvad år det var; men mor var nu en voksen ung pige. Så kom far en dag ud på Flintegården (Hundstrup) (dette og meget mere har mor fortalt mig), og da de blev ene, sagde han: "Har du glemt mig, Kirsten?" Nej, det havde hun ikke. Forlovelsestiden vil jeg ikke omtale; men den 7. november 1862 flyttede mor ind som kone her på Kildegården, kun 22 år gammel. De fleste unge nygifte, der kommer til deres virkeplads og hjem, gør vel, som far og mor gjorde; de fulgtes ad ud på deres marker. Og da  foråret kom, og de en søndag eftermiddag fulgtes ad til Lysbjerg, hvor endnu 18 af de 24 tdr. ld. lå hen, mest med lyng, mange sten og kun lidt græs, sagde far: "Hvad synes du om dette, tør du være med i arbejdet, når vi skal prøve at dyrke det op, eller skal vi lade det ligge?" Mor sagde ja, hun turde nok påtage sig at lave al den mad, der skulle til de mange folk. I 7 uger hvert forår før såtid kørte far hver morgen kl. 5 me fem stærke karle ud af gården med mad til hele dagen, og far har fortalt, at den første ag pløjede og ryddede de kun 6 furer for sten; men de tabte ikke modet, og da de 3 første tdr. ld. var besået,glædede de sig over at gå ud og se, at der nu groede korn. Nu er det dyrket op altsammen.

De fik dog også tid til mere. De gik tit i kirke, og ofte var de efter gudstjenesten med i præstegården. Pastor Brandt var på den tid stærkt optaget af Grundtvigs syn på både det kristelige og folkelige, og hver onsdag aften om vinteren holdt han foredrag på Vester Skerninge Højskole, han kaldte det bibellæsning. Mor har fortalt, at hun og far tog hinanden under armen og gik til højskolen. Når jeg nævner dette, er det, fordi jeg tror, at mor, som kom fra sit hjem, med det tunge syn på kristendommen, og ind i det rige lyse syn på alt godt her i livet, som højskolen altid har haft, så er jeg sikker på,a t det har gjort stærkt indtryk på mor, stærkere end på de fleste andre.

Der er talt om Jens` stærke interesse for politik for politik. Jeg vil gerne nævne enkelte ting til forklaring af, hvorfor han også her var særpræget. Farfar var født 1780, altså var han 8 år gammel ved stavnsbåndets løsning og hovbonde , til det blev afløst i 1847. Far har fortalt, at han kørte plovheste for sin far på hovmarken på Skjoldemose, og der var han øjenvidne til den sidste gang, ridefogden slog en gammel bonde på hovmarken (han hed Jens Kudsk (Kusk) og var farfar til Morten Kudsk, som boede ovre på Ollerup Bakke.)
Så kom grundloven af 1849, allerede forandret i 1866. Og så er vi nået frem til 1867, da Jens [Jens Lavrits Jensen] blev født. Efter kommunalloven af 1868 var far den første bonde, som blev sognerådsformand i Ollerup; også af den grund havde han meget at snakke med pastor Brandt om, da han havde været sognerådsformand i Ollerup og derfor var god at spørge til råds. Før den tid liciterede sognet både børn og gamle folk ud, når de trængte til hjælp. Men nu kom tanken om at bygge fattiggård også til Ollerup. MOr sagde til far: "I vil da ikke lave sådan noget og tvinge folk derind?" Der blev ingen fattiggård bygget i Ollerup.

Så var det, at gamle Rasmus og hans kone (forældre til Sanne og Rasmus Rasmussen på børnehjemmet) begyndte at sysle med tanker om at skabe et hjem for dårligt stillede børn. De rådførte sig med pastor Brandt, og han fortalte om det til far og mor. Og jeg tror, at mor havde stor indflydelse på far, så han sammen med pastor Brandt var med til at oprette [Brandts Minde]   børnehjemmet. Friskolelærer J.P. Nielsen (den første friskole- lærer) kom til at hjælpe far med sognerådets regnskaber, og allerede som lille lærte Jens ham at kende, så da han skulle i skole, så var det ham selv, der bestemte, at han ville i friskolen; hans to ældre søstre gik da i kommuneskolen. Herfra  husker jeg et træk:Friskolen skulle jo også dengang have eksamen for skolekommissionen og pastor Brandt. ALt gik vist rigtig godt, indtil præsten siger, at nu kan pigerne fortælle. Men ingen sagde noget. Så siger præsten lidt strengt: "Er der virkelig ingen her, der kan fortælle os noget om det?" Da sprang Jens op og sagde: "Ja, men må vi da snakke med?" "Ja, sandelig må du snakke med." Og jeg skal love for, at Jens fortalte; jeg husker, jeg var helt stolt over, at Jens vidste det.

Da Jens blev konfirmeret, kom han med til gymnastik i Ollerup. Igen et lille træk  husker jeg. Hovedkredsens skyttefest skulle afholdes i Ollerup i 1884, Jens var da 17 år. Mange ældre mente dengang, at gymnastik var noget pjank, så det var ikke let at få en festplads; men Jens sagde: "Jeg skal nok få lov hos far til at få det på Lysbjerg. Skydebanerne var imod nord ind i bakkerne, og gymnastik- og festplads var netop på den del af marken, som Jens i foråret fik drænet, og hvorom hans feberfantasier kredsede på det sidste.
Næste sommer kom Bjørnson til Svendborg for at holde foredrag. Jens ville høre ham, og han gik til Svendborg og hjem igen. Dagen efter var jeg hans tilhører, og jeg husker endnu, hvor optaget jeg ved af.
Der var en udflugt til Dybbøl. Jens fik lov at tage med. Igen gik han til Svendborg og hjem igen ved midnat. Jeg husker, at vi dagen efter var på Lysbjerg og stable tørv, og Jens fortalte så stærkt og fængslende om turen og om alt, hvad der har tilknytning til Dybbøl, at da jeg selv første gang var på Dybbøl, blev jeg helt skuffet, for jeg fik ikke så meget ud af det, som da Jens fortalte; men jeg tror nok, det gik ud over tørvestablerne, de var ikke alle lige heldige.

Jens kom 1885-86 på Ollerup højskole, her var han også meget stærkt optaget af, hvad der mødte ham. I denne forbindelse vil jeg nævne, at de lærte at måle jord og kortlægge det. Og da Jens kom hjem fra højskolen, måtte jeg med ud og måle vore marker op - søndag formiddag. Vi satte stokke og løb med målerkæde, og da var jeg for en gangs skyld mest glad for Lysbjerg, for det var en firkantet plet jord, så vi kunne nøjes med en diagonal; det var ikke sådan derhjemme med de krogede hegn. Desuden kortlagde han det og regnede ud, hvor mange tdr. ld. her er til Kildegården.

Jens kom 1889-90 på Dalum landbrugsskole, hvorfra jeg også husker et lille træk: Til gymnastikopvisningen havde eleverne lov til at byde søskende eller andre med. Min søster Stine og jeg var med. Da de var nået til smidighedsøvelserne, var der enkelte, der kunne gå på hænder, og der var Jens den dygtigste. Jeg husker, han gik salen rundt tre gange, hvorfor han fik den kraftigste klapsalve. Også her var jeg stolt, for det var jo min broder.

Jens` interesse for politik går langt tilbage. Han har selv sagt, at han allerede i 1877 læste om politik i Svendborg avis. Da det senere hen så ud til, at Svendborg avis ikke kunne bevares for Venstres politik, uden at der blev ydet økonomisk støtte, var far mellem de mænd, som var med til at sikre det. Jens blev hans afløser, og som sådan fulgte han vedblivende  bladet med interesse.
Her er også sagt, at Jens havde lyst til at virke som højskolelærer. Jens vidste også mere end mange højskolelærere; for der var næsten ikke den ting, som ikke havde hans interesse, og hans læste alt, hvad han kunne få fat på i biblioteket i Svendborg. Men at være højskolelærer er jo at holde sig fra de ting, som ikke er tillagt en, og det ville være svært for Jens. Jeg ved, at det var en af grundene til, at han opgav at være lærer og igen gik til landbruget, hvor han frit kunne lade sine tanker arbejde med alt, som de ville. Når Jens og jeg var sammen og f.eks. gik hjem fra lørdagsmøderne på Ollerup højskole, ja, hvor kunne han fortælle, om stjerne, deres gang og indbyrdes stilling, eller om elektriciteten, som la Cour, Askov, i de år eksperimenterede med. Ja, da var Jens altid den ydende og jeg den nydende. Jeg vil ikke her i dag sige Jens nogen særlig tak, det gør jeg hver gang, jeg tænker på, hvad han har været for mig.

Morten Jensen