Af Alfred Abrahamsen 

Det var med dyb vemod, at jeg den sidste aften i 1943 så udlængerne til den gamle, idylliske Lundegård i Lunde by synke sammen i et flammehav, medens tusinder af ildgnister hvirvlede op mod den mørke vinterhimmel. - Vel rejste Lundegården sig påny af asken med moderne og brede bygninger - praktisk indrettet - men for den som ejer lokalhistorisk interesse med sans for romantik - ja, da forsvandt der med disse gamle bygninger et stykke poesi af det gamle Lunde.

Den, der engang har gået en rundgang i den gamle gård, hvor fortiden talte sit tavse sprog fra lave døre og slidte trappetrin, vil aldrig kunne glemme det igen. Her har denne dygtige bondeslægt, der nu snart i to hundrede år har besiddet Lundegård, sat sit spor - fra grundstene og døroverliggere talte den forsvundne slægt i bogstaver og årstal - her drog den sin tunge fure over gårdens toppede brostene til sliddet ude på de lune, indhegnede løkker til hver generations tid var forbi, og de trætte sank ned bag det nære kirkegårdsdige.

Lundegården har som mange andre bøndergårde gennem tiderne ført en ret omtumlet tilværelse under forskellige herremænds vælde indtil den gled ind i sin glansperiode som sæde for for Sunds- Gudme herredsfogederne gennem en årrække, og derfra atter ind som selvejergård for den slægt, som ejede [den til 1998].
Lundegård eller Skrivergården, som den i dokumenter fra et par hundrede år siden benævnes, har sikkert ligget gennem mange hundrede år på den plads, hvor den ligger den dag i dag - den blev liggende, da udskiftningen skred over Lunde sogn og fik sin jord tildelt ved gården; det gamle navn Skrivergården har den muligvis erhvervet i den tid, da herredstinget holdtes under åben himmel - Sunds- Gudme herreds tingsted lå jo lige i nærheden nede ved skellet mellem Lunde og Kirkeby. Markstykket Tinghaven og Tingskoven minder jo om den tid. Ejendommen, der kaldes Tingbyggerhuset ligger vist så nogenlunde på det sted, hvor der i 1600-tallet engang endelig er blevet bygget et tinghus, der så afbenyttedes til tingstedet blev flyttet til Svendborg by i 1792. Jeg tænker mig til, at før huset blev bygget, er tinget sikkert i uvejrsdage bleven holdt på Lundegården, hvorfra den så har fået navnet Skrivergården.

Vi vil nu se lidt på gårdens ejere og fæstere fra denne fjerne tid, hvor oplysningerne er ret mangelfulde.

Over døren til det gamle bryggers lå der to overliggere af egetræ - begge med indhuggede bogstaver og årstal, den øverste havde følgende inskription: Frans Jensen - Anna Pedersdatter - Anno 1658 -

Dette beviser altså, at på dette tidspunkt beboes den af nævnte mand og oplyser tillige, at dette år er gården - eller i hvert fald stuehuset - ombygget eller underkastet en større reparation, siden manden har ladet sit og hustruens navnetræk sætte op over døren. Det synes os jo unægtelig mærkeligt, at der kunne tænkes på byggeri i denne tid, vi må huske på, at det var i Svenskekrigens onde dage, hvor Karl Gustavs tropper sværmer over landet, noget, som egnen her også fik at føle; men - et er givet: At har Frans Jensen fået rejst en ny gård eller stuehus, så har han ikke nydt bekvemmelighederne ret længe; thi efter et syn, som engang først i 1660 er foretaget over ødelagt gods og gårde i Sunds herred, da nævnes Frans Jensens gård i Lunde som øde og afbrudt - en bedrift, som uden al tvivl kan tillægges svenskerne. Det forholdt sig nemlig således, at en svensk troppestyrke, der i længere tid stod på Egebjerg Hede, havde vagttjeneste nede ved Lundeborg, når de på deres afløsning er kommet gennem Stenstrup og Lunde, har sporene let kunnet følges efter dem. Den gamle tingbog for årene 1657-60 giver et trøstesløs billede over de tilstande, der herskede her, efter at fjenden var taget herfra; selv de kongelige brandenburgske hjælpetropper har - efter tingsvidner at dømme - huseret langt værre end landets fjender.

Desværre kan jeg ikke oplyse stort om Frans Jensen eller de efter ham følgende fæstere, da kirkebogen for Lunde og Stenstrup ikke er bevaret forud for 1680, og da tilmed den første kirkebog for samme sogne er ret mangelfuld ført og fyldt med store laguner, må vi foreløbig nøjes med fæsternes navne efter matrikulsprotokollerne. Frans Jensen synes ikke mere at være mand på Lundegården, han kan også være død i mellemtiden; men i 1661 nævnes Niels Hansen som fæster af nævnte gård, og da den nye matrikul af 1688 går over landet, finder vi Niels Rasmussen her. Gården hører da under Boltinggård og står for hartkorn: 8 tdr. 2 skp og 3 fjerdk., samt svins olden sat til 2 tdr. 3 skp. 2 album.
I året 1701 må Niels Rasmussen enten være død eller fraflyttet gården, thi nu finder vi fæsteren her med navn af Rasmus Pedersen - samme mand bebor endnu i 1722 Lundegården, hvilket ses af nævnte skøde, som jeg finder i landstingets skøde og pantebog. Skødet som er udstedt i 1722, begynder således:
"Jeg underskrevne Henrik Bjelke Kaaes til Boltingegaard, kongelig majestæts befalingsmand och min kiære Hustrue Anna Vind kiendes och vitterlig giøre at hafue solgt skiødet och afhændet til kongelig majestæts herredsfoged over Sunds-Gudme herreder hr. Niels Brinch, boindes i Høye, och hans arvinger i voris bondegaard, beliggendes i Nyborrig amt - Sunds herred - Lunde sogn och bye, "Skriffuergaarden" kaldet, som beboes af bonden Rasmus Pedersen.
Samme gaard staar for hartkorn efter landmaal by matrikul, ager och eng, 8 tdr., 2 skpr., 3 fdkr. Och samme gaard staar for landgilde af: 4 tdr. rug, 7 tdr byg, 6 svin, 7 faar, 7 lam, 7 otting smør."

Derefter følger en længere redegørelse for jord, bygninger m.m.
Skødet er udstedet på Boltinggård 18. juni 1722 med underskrifter af Henrik Kaas og frue, Anna VInd.

Før vi skrider videre ad Lundegårdens historiske bane, vil vi lige se lidt på gårdens nye ejer. Niels Brinch var født 1692, og fra at være amtsskriver i Holbæk avancerede han til kancelli-assessor, og i 1715 træffer vi ham som medhjælper hos Kresten Jørgensen, daværende herredsfoged over Sunds-Gudme herreder, der boede i Høje - vistnok i gården, som Hans Pedersen ejer - i hvert fald ejede han denne gård, og da han boede i Høje, må vi vel antage, at han har haft sin residens nævnte sted.

Ret hurtig må Niels Brinch have fundet nåde for herredsfoged-datterens øjne; thi Lunde gamle kirkebog forkynder meget fornemt, at
"den 16. juli 1716 blev hr. vice-herredsfoged Niels Brinch og mademoiselle Marie Sophie Christensdatter ægteviet i Lunde kirke."

Denne Marie Sophie Christensdatter var født i Høje 1693 og døbt i Lunde kirke den 5. juni. Hun var altså ved giftermålet 23 år gammel og var datter af hr Chresten Jørgensen og hans første hustru Maren Mortensdatter. De første år har de unge folk så boet i herredsfogedgården i Høje, her er deres første og eneste barn, datteren Marie Elisabeth, født 1720.
Ja, havde der været fest med hendes dåb, hvor tre præster stod fadder, kan vi ganske rolig gå ud fra, at den ikke har været mindre ved hendes bryllup. Sikkert er ingen af gæsterne efter hine tiders skik og brug gået ædru fra bordet. 1722 blev Niels Brinch altså ejer af Lundegården og er sikkert straks rykket ind her. Fuldt ud har de unge folk nu kunnet nyde livet i den smukke, idylliske gård og dens herlige omgivelser,- slangen lurer under løvet! Kun i to år skulle de nyde lykken her sammen med deres 2-årige datter. Midt i høstens tid i 1724 er den unge herredsfogedfrue død. De nærmere omstændigheder ved dette sørgelige dødsfald kendes ikke - her tier de mundtlige som skriftlige kilder. Måske en for tidlig fødsel med en ondartet blodstyrtning, som datidens mangelfulde lægekunst stod magtesløs overfor, har skylden. Alt bunder ud i fortidens mørke. Vi ved kun, at Niels Brinchs hustru sank i graven i sine unge år - kun 31 år gammel. Hun blev begravet i Lunde kirkes kor den 17. august.

Kun ganske kort tid sidder Niels Brinch som enkemand. Et årstid efter træffer vi atter en frue på gården. Det er præstedatteren Vibeke Kristiane Hiort, datter af sognepræsten for Stenstrup og Lunde, Hans Hiort. Med hende havde Brinch en søn og tre døtre. Niels Brinch fratræder embedet 1743 og køber Tidselholt, hvor han henlever sine sidste år, til sin død 1763.
I 1745 lod Brinch en ligsten lægge i Lunde kirkes kor på det sted, hvor hans første hustru, hendes forældre og bedsteforældre var stedt til hville. Denne sten blev engang for mange år siden fundet i Lundegårdens gamle foderlo under gulvet. Dette er mig engang fortalt af afdøde kirkeværge Carl Sparvath. På en eller anden måde må denne sten være kommet over på Lundegården, da kirken ombyggedes i 1852, måske bl.a. kasseret stenmateriale. Den er så kommet tilbage og er blevet indemuret i våbenhusets væg, hvor den nu sidder.
Niels Brinch får intet godt skudsmål, hverken her eller fra Tidselholt. Traditionen siger, at han førte et ryggesløst liv og var meget hård ved sine undergivne; særlig fæstebønderne under Tidselholt led meget under hans regimente, derfor giver sagnet ham ingen ro i graven, men lader ham hver nat i en gloende karet fare rundt om Tidselholt.

Næste ejer blev herredsfoged Kristian Leth, født i Nykøbing år 1698. Student, først fuldmægtig hos stiftamtmanden over Sjællands stift, senere fuldmægtig hos amtmanden over Assens amt. Kristian Leth var en meget dygtig mand, som var i besiddelse af megen lærdom. Han tiltrådte embedet som herredsfoged den 20. september 1743 og blev traditionen tro gift med formandens datter, Marie Elisabeth Brinch. Brylluppet fandt sted på Tidselholt den 27. maj 1714 - hun var da 24, han 45 år.
Om dette ægtepar ved traditionen kun godt at fortælle. Det synes at have været et folkeligt og populært par mennesker. Fru Leth ses ifølge kirkebogens notater flere gange at holde bøndernes børn over dåben. Noget skøde har jeg ikke fundet mellem Niels Brinch og Kristian Leth; men derimod findes i landstingets skøde og pantebog for 1754 indført et pantebrev udstedt af Kristian Leth, at Kristian Leth har ejet gården ses af, at enken ved hans død får lov til at hensidde i uskiftet bo.
Der fødes ifølge kirkebogen dette ægtepar ni børn, om hvem en stamtavle giver gode oplysninger: De to ældste af børnene, Cæcilie og Sophie Marie Leth, hentede hver sin mand fra Stenstrup præstegård af præsten Lars Fogs store sønneflok. Den sidste af Kristian Leths børn, Vibeke Kristiane, blev senere gift med sin afdøde søsters mand, Kresten Fog, der var præst i Spørring, en søn, Erik Carsten Leth, døde 1824 som godsforvalter på Valdemar Slot.
Midt i vinterens hjerte 1763 banker døden atter på Lundegårdens port. Denne gang gælder det ikke mindre end herredsfoged Kristian Leth selv. Pastor Fog fortæller i kirkebogen med sin sjuskede og halvtudviskede skrift, at assessor og herredsfoged Kristian Leth blev begravet den 6. februar 1763 i Lunde kirke oppe ved alteret. Tilbage i Lundegården sad fru Leth med en børneflok, hvoraf det mindste kun var 6 år - selv var hun kun 43 år. Hendes hedengangne ægtefælle nåede at blive 65 år. Hun fik den 4. marts samme år bevilling til at sidde i uskiftet bo.
Da Lunde kirke for en del år siden fik sit varmeanlæg og der gravedes til rør inde i kirken, stødte man på de hensmuldrede rester af Kristian Leths kiste med spor af skelettet. De svære beslag, der var på kisten, blev taget op; disse blev mig engang forevist af Carl Sparvath.
Fru Leth overlevede sin mand i mange år, idet hun først døde 1807; hun levede sine sidste år hos en datterdatter i Mesinge præstegård.

Nu træder den sidste af de tre ind på herredsfogedsædet: Adrian Bekker, justitsråd og medlem af landsvæsenskommissionen var herredsfoged til år 1800, men da var tingstedet allerede for otte år tilbage flyttet til Svendborg. Adrian Bekker køber Lundegården af hr. Leths enke, der straks må være flyttet herfra, da hun ikke mere nævnes her.
Adrian Bekker havde mange børn. En datter, jomfru Karen Friis Bekker, bliver den 29. februar 1772 viet til Carl von Tech, leytant? ved 2. fynske nationale bataillon. Adrian Bekker må døje den tort, at en anden af hans døtre, jomfru Katrine Bekker "kom for skade" og fik et barn udenfor ægteskabet. Mærkeligt nok ses jomfru Bekker ikke at have stået "publice absolverus" (åbenbar skrifte i kirken) som dengang var kirkens straf for "synd mod det sjette bud" - muligvis har sognepræsten, Lars Fog, der ellers var nidkær nok i embedet, når det gjaldt den slags forseelser, ikke ønsket at træde den mægtige herredsfoged over tæerne; hvorledes Bekker selv har reageret over sagen, vides ikke; men han står i hvert fald selv blandt fadderne, da barnet døbes den 1. maj 1771. Jomfru Bekker blev iøvrigt gift tre år senere og forresten meget fornemt, idet kirkebogen titulerer hendes ægtemand som: segniur hr. Erik Vest. - De blev efter kongelig bevilling af 2. august 1774 viede i Lunde kirke den 17. september.
Adrian fungerede som herredsfoged til 1800, da han afløstes af Erik Qvist Brorsen, der en tid boede i Bobjerg i nuværende Carl Christensens gård. Erik Vest og frue bliver en tid boende på Lundegården som forpagterfolk. Her fødes en datter 1775. I dåbens indførelse i kirkebogen fortælles om det glimrende fadderskab, der har pyntet op i den gamle kirke. Kirkebogen siger således:

Aar 1775, den 3. September, blev Hr. Segniur Erik Vest og Fru Karen Katrine Bekker - deres Datter døbt, kaldet Sophie Hedvig, baaren af Jomfru Kolbjørnsen, Jomfru Læssøe gik ved Siden. De mandlige Faddere: Hr. Justitsraad Bekker, Hr Leytant Teiht, Forvalter Nellemann fra Egeskov, Monsiur Urban Grade.

Unægtelig en meget fornem dåb! Samme datter af hr Vest dør tre år efter - vistnok af en børneepidemi, som synes at gå over sognet i dette år. Hun blev begravet i kirken den 13. september 1778 - samme dag bliver Jens Rasmussens datter af Høje også begravet, fire år gammel.

1777 afhænder Adrian Bekker Lundegård til svigersønnen Erik Vest. Skødet lyder således:

Skøde mellem Adrian Bekker og Erik Vest.
Justitsråd Adrian Bekker - kongelig postmester, justitsråd og herredsfoged over de samlede Sunds-Gudme herreder hermed vitterliggør:
.... at have solgt, ligesom jeg herved sælger, skøder og aldeles afhænder fra mig og mine arvinger til velædle hr. Erik Vest min ejendomsgård beliggende i Lunde sogn og by "Lundegården" kaldet - Sunds herred, Nyborg amt tillige med et i Høje by beliggende hus. - Ialt af ager og eng: 6 td. 3 skpr. 4 fdkr hartkorn og skovskyld; 1 td 1 skp 3/4 album hartkorn - med gårdens bygninger, som de nu befindes og i Købstædernes almindelige Brandkasse er forsikret for den sum af 3000 rdlr, samt have og eng efter opmålte skov, krat og tørveskær og gårdens nuværende græsningsforfatning og fægang - både dens godtgørelse i Sundsmarken og de øvrige marker - vådt og tørt i mark og by, inde og ude, markskel og al dens øvrige herlighed; og da det nu alt er køberen hr. Erik Vest bekendt, som nu alt i nogle år både har brugt og beboet gården, hvorfor den og til samme er overleveret uden nogen ret for mig i eftertiden, men alene står og forbliver fra dags dato på hans egen regning og risiko, hvilket nu aldeles afhænder til hr. Erik Vest uden nogen fordring fra mig og mine arvinger, såsom han har betalt mig den aftalte købesum.
...Iøvrigt er ingen købekontrakt mellem os oprettet - dette skøde som betræffende som behørig grund og eftertragtning og må læses med rette. Protokoleres, når forlanges.
Til bekræftelse under min hånd og segl,
Svendborg den 11. juni 1777  Adrian Bekker

Erik Vest udsteder samme dag, som skødet skrives, en obligation på 1400 rdlr, som han er skyldig til forvalter Hansen på Tåsinge. Tanken ledes uvilkårlig hen på, at det er penge, som Erik Vest låner til betaling for gården.
1786 skifter ejendommen påny ejer, og med den mand, der nu træder frem, er vi inde i den slægt, som endnu sidder på Lundegården. Desværre har jeg ingen genpart af skødet mellem Lars Larsen og Erik Vest, men andetsteds fra ved vi, at handelen er gået i orden dette år. Lars Larsen var født i Orte sogn 1747 - dette stemmer med folketællingen af 1787 for Lunde sogn, hvori hans alder opgives til 40 år. Han var gift med enken Ane Madsdatter fra Vissenbjerg, som i ægteskabet medbragte en datter; de havde før boet i Frøbjerg. Hvorledes Lars Larsen har fået kendskab til Lundegården, vides ikke; men det er muligt, at da han som landmåler er kommen viden om, er blevet kendt med hr. Vest. I nævnte folketælling opgives videre at Lars Larsens hustru er 52 år - altså tolv år ældre end ham selv - på gården findes endvidere hustruens datter af første ægteskab, Johanne, 17 år, deres sammenhavende søn, Lars 7 år, en tjenestepige, to karle og en dreng. Traditionen fortæller, at Lars Larsen var med i arbejdet, da sognet blev udskiftet, hvilket er meget muligt, da han som før nævnt var landmåler.
En overlevering giver ham ingen ro i graven, fordi han skulle have målt jorden ud til fordel for Espelund, hvis datter senere blev hans sønnekone, og at han derfor hver nat ses vandre om ved skellet mellem Espelunds jorder og naboernes. Dette med den ulovligt tildelte jord har vist ikke noget på sig, da det først var mange år senere, at Espelundsdatteren blev gift med hans søn.
Lars Larsens kone, Ane Madsdatter, døde 1812 den 10. juli, 75 år; men allerede tre år i forvejen er en ung kone kommet ind på Lundegården.
Larsen selv døde først 1831 som meget gammel mand og efter at have afstået gården til sin søn. På hans nu forsvundne gravplade stos:
"Minde om den kyndige mand Lars Larsen, født i Ladegård, Orte sogn,d en 31. januar 1747, han var begavet med en tænksom ånd, i mangen by har han skifted ud - hans mål og mærke fejled ej - og dertil en sjælden bonde, boede i Lundegård i 45 år, han døde den 23. august 1831 - 86 år gammel."

Det er et smukt eftermæle; men det er også en kærlig hånd, "der har runen ristet" - nemlig hans søn Lars Larsen. I en alder af 5-6 år er denne kommet med forældrene til Lunde sogn. Lars Larsen har selv noteret følgende i den gamle bibel, der endnu opbevares på gården som en relikvie.

I året 1809 den 22. juli holdt jeg, Lars Larsen, og pigen Dorthe Mdsdatter, vort bryllup på Espelund og levede sammen i ægteskab i 39 år.

Dorthe Madsdatter var født i Høje 1775, hun var datter af gårdmand Mads Andersen og hustru Karen Rasmusdatter (den senere udflyttede gård, Espelund). Deres eneste søn, Mads, der arvede gården efter dem, var født den 21. maj 1810. Lars Larsen, der arvede sognefogedbestillingen efter Niels Larsen, var en ualmindelig dygtig og stræbsom mand, men blev vist stillet lidt i skygge af sin noget myndige hustru. Lars Larsen forbedrede markerne, satte de store stenpæle ved gård og markveje og var i det hele en foregangsmand på mange områder; han vandt ved sin dygtighed Det kongelige Landhusholdningsselskabs store, smukke sølvbæger, som endnu opbevares på Lundegården, det har følgende indskrift:

"Til den dygtige, vindskabelige bonde Lars Larsen i Lunde."

Lars Larsen og Dorthe Madsdatter ombyggede to af Lundegårdens gamle længer - over døren til det gamle bryggers lå et egestykke med ordene:

"O, Jesu fromme! Lad ej ild og ulykke over denne bygning komme, lad over den sit forsyns øje have agt, og lad det stå til det af alder forgå.
L.L.S. - D.M.D. - Anno 1816."

Over døren til kohuset lå en overligger med lignende inskription og årstallet 1818.

Lars Larsen og Dorthe Madsdatters fromme bøn skulle således ikke blive opfyldt - 125 år efter blev husene et bytte for de grådige luer, disse dørstykker reddedes heldigvis fra ilden og gemmes på gården. Dorthe Madsdatter døde 11. juni 1848, 73 år gammel, Lars Larsen den 13. april 1856 i sin alders 76. år. Lars Larsens søn Mads, der overtog gården efter faderen, var gift med pigen Karen Jensdatter, født på Øxenhavegård 1814, datter af gårdmand Jens Pedersen og hans første hustru Ane Hansdatter. Mads Larsen byggede 1857 det stuehus, som endnu står - en dejlig bygning med store vinduer og lyse stuer - nogle af de gamle døre blev overflyttet til det ny og ses endnu den dag i dag. Mads Larsen blev ingen gammel mand; han døde den 13. april 1860 kun 50 år gammel, et halvt år efter hans død viedes hans datter, Dorthea Madsen, født i december 1840 til tømrer Anders Nielsen af Kirkeby sogn. Ægteparret blev boende på gården hos enken; men overtog først gården langt senere. Anders Nielsens kone døde 1885 i sine bedste år - kun 45 år gammel og fra en stor børneflok. Karen Jensdatter, der overlevede datteren i seks år, mindes af de ældste i sognet, som en meget myndig kone, hun var lidt dårligt gående, men herskede over gården med en fast vilje, og - fortælles der - det var nok ikke altid morsomt at være datter og svigersøn. Hun døde 1891 - 77 år gammel.
Anders Nielsen, som endnu huskes af mange, døde 1922 i den høje alder af 88 år, men allerede en del år i forvejen var gården overtaget af sønnen Hans Nielsen.
...Vi skriver nu 1956, men endnu sidder samme slægt på gården, hvis stamfader rykkede ind i 1786. Endnu knytter minderne sig til det sagnrige sted, selv om andre bygninger er rejst siden herredsfogedernes dage. - Gå en omgang om bygninger eller i den store, smukke have, ret din gang ned ad den gamle markvej, der runder om hjørnet af skoven og videre ud gennem de gamle løkker - forbi ledstenene med Lars Larsens og Dorthe Madsdatters navnetræk - bliv stående derude og lad dit blik løbe tilbage mod den højtliggende Lunde med den hvide kirke og - du vil aldrig glemme det! Tag din fantasi til hjælp, og du kan føle dig sat tilbage til den tid, da den første Lars Larsen med sin målesnor vandrede over Lundegårdens marker, hvor karlene med tophuens kvast dinglende ned over venstre øre, klædt i vid kofte, knæbensklæder, hvide strømper og store krampetræsko drev bag den klodsede hjulplov skændende over tospandet - eller du går endnu et skridt tilbage i tiden, og du møder den stolte herredsfoged Niels i langskødet frakke med sølvkanpper, silkestrømper og store sølvspænder på skoene, med den trekantede hat trykket ned over den pudrede paryk - svirpende ildevarslende med ridepisken, når han nærmer sig sine krybende folk og lader sit hårde blik hvile på dem.
- Alt kan du se på en vandring ud over den gamle herredsfogedgårds marker