|
Sagnet ved Engebjerg i Ulbølle
Det var en aften at bakken rejste sig på fire gloende pæle og de underjordiske holdt
gilde der inde under, og så slap deres øl op. Og så var der en af dem, der gik ned i
huset ved siden for at stjæle noget øl. Det er det hus, som nu ejes af Børge Frandsen.
Inden han nåede at få noget øl i spanden, kommer der en anden bag efter ham og råber:
Peber er død! Peber er død! Og så svarer den anden tilbage: Er Peber død? Og så smed
han spanden og løb op til bakken med den anden. Og så sank bakken ned og har aldrig
rejst sig siden.
Sagn fortalt af Marie Nielsen, Ulbølle, død 1916/17.
Engebjerg er en bakke i Ulbølle matr. Nr. 37a, Jerntvedgård og tilstødende nabohus. Ca
42 m. høj. Den sydligste af bakkerne i Nørremarken, bortset fra den, hvor Ulbølle kirke
er bygget.
Heksetro i Kirkeby sogn
En kone fra Egebjerg kom ud til min farmor i Troldekrogen, netop som hun var ved at kærne
smør. Konen siger så: Jeg kærnede også smør den anden dag, jeg kærnede og jeg
kærnede, men jeg fik ikke noget smør. Men der kom også en kone ved at jeg hældte
fløden i kærnen og hun skulle jo ikke være kommet. Hvem konen var melder historien
ingenting om.
Min farmor Marie Madsen, såvidt jeg husker. Dødstidspunkt kunne Vilhelm ikke huske,
men skønner at det var omkring 1880.
Heksen i Kirkeby
Der var i forrige århundrede en kone på Kirkeby Sand, som de kaldte heksen. Hun havde
skyld for at kunne hekse, og det var mens min far gik i skole. Hun havde to døtre, der
gik i skolen, og hvis drengene sloges med pigerne, var der ingen, der turde røre dem, for
de sagde rent ud til drengene, at hvis ikke I bliver fra os, så skal vor mor forhekse
jer.
Så var der engang, min far var ude at se efter køerne i lyngbakkerne, hvor der nu er
skov. Lyngbakkerne var lige købt af Hvidkilde, og da min bedstefar var skovløber, så
havde han lov til at have sine køer gående der til området blev plantet til. Mens far
var ude at se efter køerne kom heksen forbi sammen med en af pigerne. Så far var bange
for hende, han gemte sig i en busk. Heksen blev stående og så efter køerne og gjorde
nogen tegn med fingrene op i luften. Så siger pigen til hende:"Mor, du må da ikke
gøre køerne noget, det er da synd".
Den sidste henrettelse i Kirkeby
Min bedstefar var med som tolvårig og så det. Han skulle have fortalt, at manden var
omtrent død af skræk, før de huggede hovedet af ham, men konen, hun var fræk til det
sidste, for hun vendte sig ud mod tilskuerne og råbte: Vil I ha blod til sortpølse, så
skal I komme nou! Hvor på hovedet trillede.
Min bedstefar hed Rasmus Madsen døde 1885/86, skovløber ved Folehaven og boede i det
gamle skovløberhus i Troldekrogen.
Jens Lange på Rødkilde
Det fortælles at Jens Lange efter sin død blev manet i jorden, og der blev slået en
pæl i jorden for at han skulle blive der. Ved at der skulle bygges et nyt stuehus på
Rødkilde, sørgede man klogeligt for at sætte et skillerum, hvor pælen var rammet ned.
De turde ikke fjerne pælen. Fortalt af Marie Nielsen, kaldet Marie Vævers.
Engang kom en karl på Rødkilde i spektakel med Jens Lange. De var ved at køre korn
ind og Jens Lange stod nede i laden og skændte på karlen. "Havde jeg bare haft dig
hernede, så skulle du få et rigtig lag tærsk" . Den opfordring lod karlen ikke gå
fra sig, han sprang ned og slog Lange i jorden, idet han sagde: "Her har De
mig!"
Karlen var godt klar over konsekvenserne af sin handling, så han rømmede fra godset,
først til Nyborg, hvor han kom over med færgen endnu samme dag. Og gik så resten af
vejen til København, ind til en oberst, han havde været oppasser for, og fortalte ham
hvad der var sket. Obersten påtog sig nu med held at forsvare karlen overfor Lange, idet
han påstod, at Lange selv havde inviteret til tærsk.
Karlen boede som ældre hos forældrene til postbud Hans Jørgensen i Svendborg, som jeg
har kendt. Hans Jørgensen var dreng, da karlen døde og har kun en svag erindring om ham.
Karlen døde om efteråret, men frosten havde "gemt" hans fodaftryk i havegangen
så længe, at drengen kunne begynde at huske.
Højen i Egense
Min far har fortalt om højen nede i Egense. Der boede jo min oldefar i nærheden, og
det var en aften, han gik hjem sammen med sin far, at højen stod på fire gloende pæle.
Min tipoldefar siger så til drengen: "Vi skal jo der forbi". Og forbi kom de
uden at der skete dem noget.
Kirkelammet i Kirkeby
Ved min far, Niels Madsen, var dreng skulle han ude fra Troldekrogshuset sendes et ærinde
til Kirkeby efter at det var blevet mørkt. En mand fra Kirkeby var på besøg hos dem, og
han siger: Så møder du nok kirkelammet, og så nævnte han mandens navn, men ham skal du
ikke være bange for, for det var så skikkelig en mand, han gør dig ikke noget. Og
føjede han så til, at han havde hørt, at den første der blev begravet på kirkegården
det år, han er kirkelam hele året.
Niels Madsen 1869-1953, født i Troldekrogshuset i Egense sogn, død på Jerntvedgård
i Ulbølle sogn.
Kirkeklokken i Kirkeby
Der var engang, da begyndte kirkeklokken i Kirkeby kirke, at ringe af selv, uden at
nogen satte den igang. Og den ringede i tre dage og i tre nætter, og så sagde den hele
tiden:
Sølv og messing
Stjal han Essing,
Kobber og bly
Kom han deri.
Det var den mester, der havde støbt klokken, der hed Essing, og han skulle have
forfalsket den. Og så ved at den havde ringet i de tre dage, fløj den ud af et af
lydhullerne og ned i en mark og sank ned i jorden der.
Så forsøgte beboerne at grave den op, og de fik gravet så langt ned, at de ramte den
med en jernstang, så de hørte det klang. Så var der en, der sagde: "Der f.... g...
mig er hun", men så sank den dybere ned, og så kunne de ikke nå den. Det var over
det, at han havde bandt, for det skulle foregå stiltiende, sådan en skattegravning.
Egetræet ved Egehuset i Egense sogn
Der står et stort egetræ ved Egehuset, og der var oprindeligt fire. Om dem er der to
sagn. Det ene gik ud på, at en lille prinsesse under besøg på Hvidkilde, havde plantet
fire agern i vejgrøfterne der. Og de fik lov at gro op.
Det andet sagn gik ud på, at der var begravet en kæmpe under vejen, og så var der
plantet et egetræ ved hver hjørne af kisten. |