Samlede af Harald Kier 

Skjoldemose er et ældgammelt, dejligt fynsk herresæde, og det siger meget; thi noget af det skønneste, som vi har i Danmark, er vore gamle herregårde, og de skønneste og mest idyllisk findes i Fyn; det er de fleste danske enige om, og det samme synes mange udlændinge. Den berømte svenske konge Carl Gustav tog sig også tabet af Fyn meget nær, og nogle af de sidste ord, han sagde, var: "Fyn! Fyn!"
Skjoldemose har smukke bygninger og ligger i en udpræget, venlig egn med dejlige udsigter, og gården var allerede for århundreder siden berømt for sine smukke og store skove.
Ved at undersøge gårdens historie viser det sig også, at berømte adelsslægter, særlig Hardenberg og Krag i høj grad har sat pris på Skjoldemose; thi i ca 500 år blev gården ikke solgt, men gik i arv i disse slægter, der i gamle dage hørte til Danmarks største og rigeste; nogle af gårdens ejere har ristet deres navn dybt i Danmarks historie, og en af Danmarks skønneste og ædleste kvinder, Anna Hardenberg, Frederik den Andens ungdomselskede, har kastet et uforgængeligt skær af poesi over Skjoldemose, som var hendes fædrenegård, og som hun selv var medejer af. Ligeledes er det en mærkelighed ved Skjoldemoses historie, at der atter i nyere tid her fødtes en kvinde, der kastede ny poetisk glans over gården, nemlig den for sin ualmindelige skønhed og åndrighed berømte Betty Berg, der blev gift med digteren Poul Martin Møller, som på Sydhavet skrev den kendte sang: "Rosen blusser alt i Danas have"; både som hustru og moder erhvervede Betty Berg sig et ualmindeligt smukt og elskeligt navn. Men alle disse rige minder skal nærmere omtales under ejernes historie.
Skjoldemose er som nævnt en ældgammel herregård, vistnok en af Danmarks ældste. Den nuværende hovedbygning er den tredie i rækken. Skjoldemose nævnes allerede i 1365, og den første hovedbygning har altså været til, længe før Corfitz Hardenberg opførte den anden i 1528, og den tredie og nuværende blev opført i Otto Krags tid 1662.
Ifølge T.A. Beckers Samlinger om Skjoldemose, skal denne gård tidligere have ligget i en skov, der kaldes Mandelykke, hvor der findes et temmeligt stort og næsten rundt voldsted med betydelige grave. De to første hovedbygninger menes at have ligget på dette voldsted.

Skjoldemoses ejere:

2. Ejler Hardenberg

3. Joachim Hardenberg

4. Erik Hardenberg

5. Corfitz Hardenberg,

6. Corfitz Hardenbergs børn

7. Knud Hardenberg

8. Christian Friis,

9 Axel Rosenkrantz

10. Holger Rosenkrantz

11. Otte Krag

som ved dette ægteskab kom i besiddelse af skjoldemose og Løjtved, og i 1656 købte han Egeskov med tilhørende gods, og ligeledes ejede han Flintholm. Otte Krag var født 29 august 1611 på Agerkrog og døde i København 4 februar 1666; både han og hans hustru blev begravede i Roskilde Domkirke. Otte Krag hørte til en gammel jysk adelsfamilie, der dog først nåede en vis anseelse i det 17. Århundrede. Hans forældre var rigsråd Niels Krag til Agerkrog, Trudsholm og Voldbjerg og Jytte Høeg. Han rejste udenlands i 8 år og blev erefter ansat i kancelliet, og han nød megen anseelse for diplomatisk dygtighed og lærdom. Han blev oversekretær 1645, rigsråd 1653 og var efterhånden forlenet med Halsnø Kloster og Hardanger Len, Thyholm, Riberhus, Møgeltønder, Bøvling og Nyborg. Foruden Egeskov ejede han Flintholm, Løjtved, Skjoldemose, Vibygård og Voldbjerg.
Efter enevoldsmagtens indførelse måtte alle danske godsejere indsende jordebøger, og sådanne blev også indsendte af Otte Krag, jordebogen for Skjoldemose findes i Rigsarkivet.
I året 1659 indgav Otte Krag i forening med Jørgen Seefeldt et andragende til kongen om erstatning for de bogsamlinger, møbler, rariteter og penge, som Corfitz Ulfeldt havde berøvet dem. Heri siges bl.a., at "de bøger han i Fyn fra Egeskov med andre mobilier lod bortføre, samt de forbemeldte penge, han tvang mig, Otte Krag, til at forskrive sig for mit gods og løsøre, som dog sien blev mig også frataget, kunne ej betales med 10.000 rd".
At Otte Krag kun modstræbende fandt sig i enevoldsmagtens indførelse er bekendt. Efter sagnet skal han have vist utilbøjelighed til at undeskrive den ny forfatning ved at vrage alle de penne, man rakte ham, som om ingen af dem var til at skrive med, indtil kongen selv prøvede og rakte ham en, som han da måtte finde god nok.
Da Frederik den Tredies håndfæstning skulle kasseres, var den, som bekendt, intet steds at finde. Man måtte derfor benytte en afskrift. Originalen blev først funden 1710 i dødsboet efter Knud Urne til Juulskov. Der gik rygter om, men dog ubeviste, at Otte Krag havde borttaget den i håb om bedre tider.
Otte Krag og Anna Rosenkrantz havde to børn, Niels og Sophie Amalie. Det gods, der tilfaldt dem ved moderens død, udgjorde 2545 tdr hartkorn, det deltes således, at Niels Krag fik alle de fynske godser, som udgjorde:

186 tdr 4 skpr 2 fdk 2 alb hovedgårdstakst
1287 tdr 4 skpr 3 fdk 2 album bøndergods
42  tdr   7 skpr ½ fdk - alb mtr tiende.

Datteren fik Voldbjerg og Vibygård med tilhørende gods.

12. Niels Krag,

13. Niels Krag,

14. Frederik Christian Krag,

15. Sophie Krag, f. Juel,

16. Balthazar Gebhard v. Obelitz,

som gården nu tilfaldt efter hendes død. Han var født i København 6 august 1728. Hans fader var major B.G. v. Obelitz, moderen hed Anna Margrethe Lindner. Hans bedsteforældre var B.G. v.O til Rammegård og Ide Juel. Skjoldemoses ny ejer var en navnkundig retslærd, han var af en gammel pommersk adelsslægt, der i det 17. Århundrede kom til Danmark med hans fornævnte bedstefar, hvis efterkommere ved kgl åbent brev af 1 oktober 1876 anerkendtes som hørende til den danske adel. Våben: I mørkt felt en på grøn jord stående glente med udslagne vinger, ledsaget foroven af to seksoddede guldstjerner. På hjelmen en halv opspringende hest.

Han blev student 1744 og tog juridisk eksamen 1749, tog derefter doktorgraden og blev 1759 professor i lovkyndighed. Han lagde i sine forelæsninger overvejende vægt på Romerretten, men manglede ingenlunde sund kritisk sans og blik for den nationale rets betydning. Alt i alt synes han at fortjene det gode lov, som hans samtid gav hans virksomhed som jurist. Baden roste den nidkærhed, han viste i sin docentvirksomhed, idet han i 7 år var den eneste juridiske professor, der holdt forelæsninger, og den hver, hvormed han særlig tog sig af trængende juridiske studerende.
Han udnævntes 1762 til justitsråd, 1770 til etatsråd og 1781 til konferentsråd og døde 15 marts 1806. I mange år havde han været blind. Han var to gange gift 1. (1762) med Louise Charlotte Langhorn (+ 1763), datter af oberstløjtnant og kommandant M.L. på Rosenberg, 2. (1769) med Christiane Birgitte Gaarder, (+ 1814), datter af kaptajn Poul G., han holdt bryllup med hende på Egeskov, hvor hans fader major v. Obelitz også døde. Skjoldemose var i Sophie Krags tid bortforpagtet, bl.a. til Jens Erichsen; v. Obelitz drev derimod Skjoldemose selv, i 1787 havde han en fuldmægtig, Bertram Augustini, 1 ladefoged, 1 husholderske og 8 tjenestefolk på gården. Dette folkehold var påfaldende ringe; men det hidrørte fra, at der dengang blev forrettet en stor del hoveri af de mange fæstegårde og huse, der dengang hørte under Skjoldemose; men i 1787 boede han ikke selv på gården.
Da fru Sophie Krags testamente, hvorved v. Obelitz kom i besiddelse af Skjoldemose, også har interesse på andre måder, så meddeles herved et uddrag deraf.

Sophie Krag, f. Juels testamente
i favør af Balthazar Gebhard von Obelitz.
1. Hr. Etatsråd Obelitz i København indsættes til exekutor, såsnart han af frøken Gaarder eller andre får meddelelse om min død. Etatsråd Obelitz besørger min begravelse, der skal være ganske tarvelig og stille. Mit lig sættes på en ligvogn og bæres af mine bønder og hensættes om morgenen tidlig i Kværndrup kirke hos min sal. Mands kiste. Etasråden og tvende af mine præster skal følge.

2. Etatsråden anmelder dernæst til hr gehejmeråd og stiftamtmand Bille, at jeg overlader ham Egeskov hovedgård og underliggende gods, kirker, mm for 80.000 rd, som betales således:
1. 4.000 rd bliver indestående i gården og forrentes med 4% til Krags hospital i Kværndrup til 8 fattige.
2. 40.000 rd, som er min pantegæld til Preben Brahe til Hvedholm.
3. Ligeledes betales 6.000 rd pantegæld til madame Hviid i Svendborg.
7. 30.000 rd udbetales til etatsråd Obelitz - et år efter.

Besætning og inventar følger med i købet, og ligeledes skulle de kongelige skilderier og de Kragers billeder blive på Egeskov. Alt det øvrige guld, sølv, møbler mm tilfalder Obelitz. Ejeren af Egeskov skal vedligeholde familiebegravelsen i Kværndrup kirke. På denne måde ønsker jeg, at gården kan blive konserveret i gehejmerådens familie i fremtiden; men skulle han mod forventing ikke ønske Egeskov, skal den tilbydes hr baron Frederik Siegfried Rantzau.

Skjoldemose
ser jeg gerne kan blive konserveret og komme i gode hænder, og jeg overlader og giver den derfor til højædle og velbårne hr etatsråd Obelitz, såfremt han vil antage følgende konditioner:

10.000 rd udbetales til vedkommende, som skal meddeles; han modtager da besætning og inventar, og da hans frue har været en del år i mit hus, har jeg sat penge for hende i enkekassen og lovet hende 200 rd årlig, så ophæves dette, når hun og hendes mand kommer i besiddelse af Skjoldemose.
Når nu etatsråden får af Egeskov 30.000 og af Skjoldemose 10.000 rd., da udbetales disse 40.000 rd således:
6000 rd bliver stående til min mands søsterdatter, fru baronesse Gersdorph i Jylland, hvoraf hun nyder renterne på livstid, kapitalen tilfalder da Niels Krag Levetzau.
10.000 rd udbetales til fru Gaarder i Norge, der deles mellem hendes børn, dog ikke til den datter, der er hos mig eller til fru Obelitz.
Capt Urne og frue gives 4000 rd., der efter dem tilfalder deres børn.
4000 rd tilfalder frøken Anne Sophie Gaarder, der er her.
2000 rd tilfalder løjtnant Obelitz.
3000 rd til begravelse og gaver til tjenestefolkene.
Dette er et uddrag af hendes første testamente.
Dateret Egeskov, 1. Okt 1773.
Sl N. Krags, S. Juell

Som laugværge: H. Bille.
Til vitterlighed: P. Juell, J.F. Urne.

1780, 18 dec blev frøken Anna Sophie Gaarder yderliger tilskrevet 2500 rd. - altså i alt 6500 rd.
1783, 14 juni, blev testamentet forandret således på grund af de bedre tider:
De 80.000 rd for Egeskov blev forhøjet til 92.000 rd hvoraf udbetales:
40.000 rd til Preben Brahe.
4.000 rd til Hospitales i Kværndrup
2.000 rd til forrentes til præsten i Kværndrup
46.000 overdrages exekutor.

Af sidstnævnte sum udbetales
6000 rd til generalmajor v Enten (hendes sl mands søstersøn).
6000 rd til baroness Gersdorph - ellers omtr som 1 test.

Skjoldemose tilfalder exekutor og hans frue med gods, besætning og alt - frit og uden nogen gæld.
- Hvis de beholder gården, skal den efter deres død tilfalde den yngste søn Frederik, og når han tiltræder, skal han udbetale sin ældste broder Ludvig 4000 rd; hvis Frederik skulle dø førend forældrene, ser testator gerne, at de mager det således, at Skjoldemose bliver i de Gaarders familie.

Skjoldemose blev dog hverken i de Obelitzers eller de Gaarders eje.

17. Christian Frederik Berg

købte Skjoldemose 1797 for 102.000 rd af konferensråd von Obelitz, i samme køb medfulgte 201 td htk bøndergods.
Den ny ejer blev født 8 aug 1774 på hovedgården Skovsbo i Odense amt; hans forældre var godsejer, justitsråd Hans Berg til Skovsbo (f. 1735, + 3 febr 1796) og hustru Olave Marie Lange, (f 1746, + 1814), datter af Jens Lange til Rødkilde, Flintholm og Løjtved.

Familien Berg ejede Skovsbo fra 1767 - 1851.
C.F. Berg var kun 24 år, da han købte Skjoldemose, og med stor dygtighed og energi udførte han her med usvækket kraft i et langt og lykkeligt liv et mægtigt kulturarbejde; hvorved han vandt sig et berømt navn som en ualmindelig dygtig landmand og foregangsmand på landbrugets område. Hans arbejde vandt også påskønnelse, idet han modtog Det kgl landhusholdnings Selskabs store guldmedalje og desuden udnævntes til Ridder af Dannebrog.

Nedenfor hidsættes en oversigt over dette arbejde, som nærmest er hentet fra Begtrups beskrivelse af agerdyrknignens tilstand i Danmark.
1803 var gårdens skyldsætning således.
Hovedgårdstakst, ager og eng 22 tdr 3 skp 2 fd - alb
Ufrit hartkorn  do do   5 -    5  -    -   -  -  -
Skovskyld       12  -    5  -    -   -  -  -

Jordernes areal:
Agerjord 218 tdr., engbund 105, skovgrund 205 tdr., som er indfredet. Desuden er indfredet et skovmål af 64 tdr, som før har tilhørt bøndernes.
Gårdens forrige inddeling var i 6 marker, men den bliver nu i 1803 inddelt i 10 store marker, hver på 23 a 24 tdr land a 12000 kvadratalen. Alle disse marker er enten allerede eller bliver snart indhegnede med dobbelte stengærder, og skal drives således:

1. Brak, dyrket med vikker til hø, derefter gødes og pløjes til vintersæd.
2. Rug eller hvede.
3. Fældes til byg om efteråret, harves om foråret og sås byg og kløver.
4. Kløver til slæt.
5. Tøjres til St. Hansdag, gødes og tværpløjes derefter til vintersæd.
6. Vintersæd.
7. Ærter og vikker.
8. Fældes om efteråret til byg, udlægges med rød- og hvidkløver og rajgræs.
9. og 10.  Tøjregræsning.

De 10 mindre marker:
1. Helbrak, gødes og tværpløjes til rug.
2. Rug.
3. Byg med kløver.
4. Kløver til frø.
5. Kløveren slås til staldfodring til St. Hans, brakkes og gødes til vintersæd.
6. Vintersæd.
7. Kartofler, kål og roer.
8. Byg med kløver, hvidt, hvortil gødes.
9 og 10. Til tøjregræs.

Af de 10 små marker tages såsæden til næste år. Jordernes beskaffenhed er muldsandige. Udsæden er omtrent 150 tdr af alle slags. Høavlen er af engbund omtrent 120 og af kløver 150 læs. Besætningen er 80 køer, 24 ungkvæg, 10 får og 26 heste, da gården drives uden hoveri. Til gården er en lysthave på 26 tdr. ld, som tillige bruges til frugt- og køkkenhave.

Tiender:
Ollerup sogns
kongetiende 13 tdr 5 skp 181 tdr 1 skp 2 fd 2 al
V. Skerninge
kirketiende 25 tdr 2 skp 196 tdr 6 skp 1 fd - al

Herligheder: Overflødig ege- og bøgeskove, samt fornøden underskov af el og hessel. Fiskerettighed i tvende store søer og et damfiskeri ved gården af 20 damme, som er indrettede til at løbe ud, og man kan beså dem.

Bøndergodset:
Ager og engs htk  133 tdr 3 skp 1 fd 5/28 alb
Skov og mølleskyld     7 tdr 4 skp -   fd -      Alb

Arealet til en tønde htk fra 7-10 td land af god art, for største delen leret.

Beboere: 17 gårdmænd, som alle er speciel udskiftede. De øvrige gårde, som hørte til godset, er solgte.
32 husmænd, som hver har 4-6 tdr ld., og af dem er 18 udflyttede på jordlodden. Foruden disse en vandmølle, som maler gårdens korn frit, og en kro på godset, som begge er tillagte jord.
Jrdebogsindtægten: Penge 974 rd 1 m. 9 skl, Rug 5 td, byg 20 td, havre 10 td, smør 16 ld, lam 17, gæs 17, høns 34, æg 340 stk, desuden 29 ugedage og 120 arbejdsdage af godsets husmænd.
Til nærmere kundskab om det den værdige ejer har udrettet til denne gårds forbedring, giver udgiveren sig den frihd at meddele den kyndige jordbruger og agtværdige præsts, hr Fog i Stenstrup, brev til Det kongelige Landhusholdningsselskab.
"Ofte har jeg haft den glæde at indsende synsforretninger fra adskillige her i egnen, men ingensinde så betydelig og prisværdig, som denne vedlagte over Skjoldemose, der viser en af de virksomste og indsigtsfuldeste landmænd her i landet, som ej har arbejdet af hensyn at vinde præmie, men blot at gavne sig selv og sine underhavende. Ved hr Bergs utrættelige og bekostelige flid har han bragt en ufrugtbar sædegård til den bedst indrettede og frugtbringende gård, hvilket hans ny tilbygte og med korn fyldte lader bære vidnesbyrd om. At så virksom en mands flid skulle være ubekendt, har jeg ikke kunnet overbære, med hans tilladelse har jeg forrettet denne synsforretning, som underdanigst indsendes til Det kgl Landhusholdningsselskabs gunstigste bedømmelse, hvorledes pr proprietær Christian Berg bør hædres.

Stenstrup Præstegård, d 20 oktober 1804.
     L Fog, sognepræst.

Resultatet over synsforretningen over Skjoldemose Løkker, holden 4 oktober, er i det væsentlige følgende, at hr proprietær Berg har foretaget og bekostet siden 1798:

Hele stengærder      210 favne
Halve stengærder  1.323 favne
Vandgrøfter  11.271 favne
Begækkede grøfter  1.650 favne
Vand- og fiskedamme  9 stykker

Ved stenenes oprydning er 23 td ld kommen under plov, som ej før har været dreven, endvidere 97 tdr ld renset for mere end 10.000 læs sten, som lå spredt omkring påa grene i gårdens løkker, hvoraf de anførte stengærder for største delen er satte, når man antager, at hvert 1000 læs sten optager 1 td ld g mål, så kommer endnu 10 td ld til de foreskrevne 23, udgør i alt 33 td ld., hvorved gårdens løkker er således rensede, at de kunne opdyrkes, og gøres frugtbringende. Den betydeligste grøftegravning er foretaget omkring Brunemosen, 41 td ld stor, den var tilforn en sur mose, som gav lidet græs, men bærer nu ypperligt korn af hvede, byg og bælgsæd. I sommer avledes her efter 4 skp boghvede 14 td 3 skp. Hovedvandgrøften er 1525 alen lang og 4 alen bred, hvoraf 125 alen er opmurede med sten på begge sider og gennemskåren med 1000 fv dækkede grøfter. Skovene er indfredede dels med stengærder, dels med tre alens grøft, 10 kvarter høj, beplantet med Rosa eglanteria og på volden et rækværk af egepæle og saved lægter eller bøge rækværk. I en løkke på 50 td land, begroet for største delen med ypperlig egeskov, deri har for 5 år siden været åbne strækninger, som hr Berg har ladet beså med 16 td agern, som vokser tæt i en afstand af 1-2 alen, og er fra 2-3 kvarter høje af 5 års vækst. Nogle fiskedamme er gravede i lige linje med hverandre, således at den ene kan løbe ud i den anden, og når de er udløbne kan pløjes og sås på bunden. På den opgravede jord fra en af dammene fandtes hvidkål og rødkål af overordentlig vækst.

Alle disse gærder, grøfter og vanddamme har hr Berg bekostet med egne folk, uden hoveri, uden det, at såvel de hoverigørende, som "solgte" bønder har kørt de halve stene til gærderne, men opbrydningen har han selv bekostet.
1799 solgte hr Berg sine 8 gårde i Ollerup by til fæsterne selv og påtog sig at gøre deres hovning. 1802 akkorderede han med de øvrige bønder om penge for hoveriet. Siden 1798 har han bekostet og udflyttet 8 gårde og 24 huse, hver har 4-6 td ld. Endvidere bygget tvende ny kornlader på gården og en smedie med en kølle ved siden, samt anlagt en ny have i engelsk smag, 28 td land stor, hvori er plantet 400 frugttræer, anlagte deri mange skp ld med humle og avler i stor mængde: kommen, sennop, køkkenurter og kartofler.

For at vise denne virksomme mands iver og lyst eje alene at befordre sin egen jord bedste dyrkning, men også sine undergivne, har han årlig udsat 20 rd i præmier til dem af hans husmænd, som vise mest flid med deres jords og havers dyrkning, desuden giver han dem fornødent ahvefrø, og han har givet enhver husmand et eksemplar af Mansas Have-Katekismus. Ja end mere, når hans husmænd forretter deres hovdag efter fæstebrevene forsvarligt og godt, giver han dem frit øl og brændevin tillige med sine egne folk, så enhver forretter, hvad han skal, med flid, hurtighed og lyst, og på den måde dannes uformærket til at blive virksomme for dem selv og nyttige borgere.

At denne synsforretning er rigtig, kan vi, når forlanges, med ed bekræfte.

Skjoldemose d 5. Oktober 1804.

L. Fog  Peder Hansen   Ole Ottesen
Sognepræst Selvejer i Rødme   Gårdforpagter i Rødme

NB: I betragtning af det anførte tilkendte Det kgl Landhusholdningsselskab bemeldte proprietær Berg sin store guldmedalje.

Samme år C.F. Berg købte Skjoldemose, ægtede han Elisabeth Hensler, der var født i Vestindien 4 juni 1776 som datter af ritmester Hensler (+ i Odense ½789, 52 år)
Skjoldemose blev nu med hende som husfrue et ualmindeligt skønt og lykkeligt hjem; det unge ægtepar blev elsket og agtet i egnen, og deres gerning lykkedes. De gav deres mange børn en fortrinlig opdragelse og uddannelse; sønnerne blev dygtige mænd og døtrene blev dygtige kvinder, der tillige var berømte for deres skønhed og sunde naturlige dannelse. Efter et langt og veludført dagværk døde C.F. Berg på Skjoldemose 16 september 1851; hans hustru var allerede død 15 marts samme år. I deres ægteskab var følgende børn:

1. Olave Marie Christine Berg, f. 1798, g. 24 april 1823 med Thomas Herman Lange, fuldmægtig i Finanskollegiet.
2. Hans Vilhelm Berg, f. 31 december 1799, + i Vester Hæsinge,
3. Clare Marie Christiane Berg, f. 14 januar 1800,
4. Christian Frederik Berg, f. 28 marts 1801, senere skovrider på Holstenshus.
5. Jens Rudolph Johannes Berg, 28 marts 1802, han blev 1851 sognepræst i Dannemarre, gift med Anna Thorsen fra Asserstrup,
6. Tønne Carl Emil Berg, f. 2 september 1803.
7. Betty Berg, f. 24 august 1804, gift med digteren P. M. Møller, se senere.
8. Vilhelmine Berg, f. 21 juli 1806, gift med proprietær Poulsen til Kejrup.
9. Johanne Caroline Berg, f. 1 maj 1808, gift 10 april 1830 med godsejer J. Th. Petersen til Kjærsgaard.
10. Margrethe Severine Berg, f 1 maj 1808, tvilling til fornævnte, gift 26 oktober 1828 med godsejer Erik Harding Lange til Rødkilde.
11. Gustav Berg født 6 september 1812, + 22 juni 1830.
12. Julius Berg, født 5 maj 1817, mekaniker i Amerika.
13. Amalie Lovise Augusta Berg, født 20 september 1821, gift med pastor Glahn, Strynø.

Disse børns livsstillinger og ægteskaber viser, at slægten Berg var en afholdt, anset og dygtig slægt. Den ene af døtrene erhvervede sig desuden et smukt historisk navn ved den betydning hun fik for dansk åndsliv ved sit ægteskab med digteren Poul M. Møller, denne datter var:

Betty Berg,

der som før nævnt var født på Skjoldemose 24 august 1804. Jeg skal give et uddrag af hendes livshistorie nærmest efter: "Vilhelm Andersen: Povl Møller, hans liv og hans gerning."
En dag i begyndelsen af tyverne gik to unge piger ned ad Købmagergade i København. En ung mand gik forbi. "Ved du, hvem det var?" spurgte den ene af de af de unge damer. "Nej, hvem var det?" sagde den anden. "Det var Poul Møller,", svaredes der. "Å nej da! Hvorfor har du ikke sagt mig det før. Ham ville jeg gerne have set på". Den, der talte således, var frøken Betty Berg, datter af godsejer C.F. Berg til Skjoldemose ved Svendborg, som blev Poul Møllers første hustru. Den anden var hendes veninde, frøken Eline von Bülow, guvernante på Skjoldemose, datter af oberst von Bülow ve de fynske lansenerer. Hun blev Poul Møllers anden hustru.
Betty Berg var dengang overordentlig smuk. I kredsen af de fynske herregårde og præstegårde, der udgjorde provinsens selskabelige verden, var hun den fejrede skønhed. På et stort bal på Glorup havde prins Christian, senere kong Christian den Ottende, gået de adelige frøkener forbi og vist den dejlige, borgerlige pige en iøjnefaldende opmærksomhed. Hun var høj eller dog herligt voksen, hendes legeme var ikke sart eller fint, men kraftigt og jomfrueligt blomstrende. Ansigtets linier var meget fine, således især mund og hage, men fik af den kraftigt krummede næse et tydeligt præg af energisk bestemthed. Sit tykke kastaniebrune hår, som hun bar efter tidens skik i tunge krøller fra nakken, lagde sig fortil i kruser eller flammer over panden. Hendes øjne var usædvanlig smukke, dybt dunkelblå. På et miniaturbillede i familiens eje, som fremstiller den unge pige i selskabsdragt, rød kjole og perlesmykker, har kunstneren, som ganske sikkert ikke har været nogen mester, med en ganske forelsket omhu bestræbt sig for ret levende at gengive disse dejlige øjne, medens tiden har bleget det brune hår og den røde kjole, stråler endnu et par friske violer over kindernes falmede roser.
Træk af den unge jomfrus skønhed genfinder vi i fyrstedatterens billede i digtet "Revuen"

Hun med den uendelige blidhed,
Når hun mildt fra guldkareten hilser,
Nakkens, armens, næsen hellige hvidhed;
Hun, hvis pande som en lilie skinner;

Hun med hine brune krøllers vrimmel;
Hun, hvis tanker ere tause digte;
Hun, hvis unge liv er glædens himmel.

Det var dog ikke blidheden, som han netop bruger her i verset og i et brev til fru Grüner berømmer som den sande kvindeligheds væsen, der var det mest fremtrædende træk i Betty Bergs karakter. Som det var at vente, ikke mindst efter den opsigtsvækkende fyrstelige udmærkelse, var den unge pige sig sin skønhed vel bevidst. Hun var en myndig og selvstændig karakter. I et brev til Poul Møller fra forlovelsestiden skriver hun, at en af hendes gamle venner, en vis justitsråd, har bedt hende hilse kæresten og sige ham, at han efter justitsrådens mening ret var en mand for hende, "da du syntes ham at have megen forstand og en bestemt karakter, og han troede, en sådan måtte jeg have, da jeg ellers ville spille herre; om han har aldeles uret ved jeg ikke, lidt inklinere sig alle mod mit temperament til herskesyge. Men -" tilføjer hun, - "aldeles ret har han da i, at du godt påståelige, tykke mand ikke lader sig regere. Kan min justitsråd ellers ikke være noget galant og ærlig på engang?" Et jævnt sind havde hun ikke. Hun kunne have luner og var ofte tungsindig, tildels på grund af en sygelighed, som man ikke let skulle tiltro den blomstrende pige - hun havde hyppige anfald af brystkrampe. I forlovelsesåret, fra hvilket der haves flere breve fra hendes hånd, formørkedes hendes sind yderligere ved udsigten til den nær forestående skilsmisse fra hjemmet og den store familie, til hvilken hun med raceinstinktets sejhed følte sig knyttet. I brevene til sin fraværende ven stikker hun ingenlunde denne følelse under stolen. Savnet af hjemmet og de nære veninder kan ingen erstatte: "selv ej den kærligste, mest elskede mand kan udfylde det øde i vor tilværelse." For sin vordende svigermoder (digteren Christian Winthers moder og Poul Møllers stifmoder) har hun med fortrolighed skildret såvel sine legemlige onder, som sine sjælelige lidelser og modtager som svar særdeles kraftige opstramninger.
Men hørte Betty Berg således som Ewalds Arendse, hvor hun synes at have lignet noget, til de skyggefulde skønheder, så kunne hun til gengæld, når hun var glad, og når hun ville vinde nogen - og hun var af naturen venlig - være overordentlig indtagende. Hendes smil skal da have været fortryllende, og indtrykket af hendes personlighed så yndigt, at man mente aldrig at have set noget lignende. I en lille billet til hende fra den allerførste forlovelsestid nævner Poul Møller, ikke for at smigrer hende, men af ængstelse over det altfor gunstige indtryk, hun gjorde på hans venner, hvorledes hun "som naturligvis enhver", har "øjeblikke, hvori det indre udsædvanlig kraftigen og herligen afspejler sig i det ydre." Et sådant øjeblik havde det nu været for nylig. "Jeg følte det på mig selv, at det i det øjeblik var umuligt andet, end at enhver måtte finde dig yndig. At Brøndsted var blevet indtaget i dig, er jeg endnu så vis på som på, at jeg lever." Og han slutter: "At tænke på, hvorledes du tog dig ud i sådanne situationer gør ordentlig et smertelig behageligt indtryk på mig." Fru Rahbek skriver til Poul Møller: "Betty fylder næsten min sjæl i denne tid, og jeg siger som min tante: "Jo, han ved nok, hvordan han vil have det". At imidlertid min larmende begejstring for Betty vil opvække en hel del jalousi hos mine venner, forudser jeg og går den trøstig i møde; thi jeg vil nok lide lidt for Bettys skyld."
Fru Rahbek skrev også i et smukt brev til Betty, at hvad der især fornøjede hende i forestillingen om hendes udkårne pars huslige lykke, var den sjældne omstændighed, at de så ganske var magen. Der var noget Poul Møllersk hos Betty, og familietradition og gamle folks erindring har bekræftet rigtigheden af dette.
Hvad der drog Povl Møller så stærkt til Betty Berg, var da først og fremmest hendes naturlighed. Hun var som han selv overordentlig ærlig, sagde sin mening ligefrem og gav ikke køb, men indlod sig, hvad der næppe i de tider er blevet fundet ret sømmeligt for en ung jomfru, i disputter med mandfolk. Betty skriver således til kæresten, at hun slet ikke yndede den historie, da "I tolv herrer i jeres ubesindighed og overmod" angreb Baggesen. Hun kunne heller ikke lide fru Rahbeks "larmende begejstring" over Poul Møller. Hendes breve til ham var "særdeles lange, fornuftige og venskabelige." Af dyre forsikringer og ømme tilståelser indeholder hendes breve intet, kun et par steder læses de ord: "Min søde ven!" med streg under. Hendes stil er frisk og naturlig og ganske ulitterær, stærkt farvet af provinsiel ejendommelighed. Netop denne ubesmittede oprindelighed hos den dejlige danske pige må ahve henrykket Poul Møller. Han, som nylig var undsluppen den københavnske damekultur, traf her i den fynske pige en kvidnelighed, som ingen "Qundelighed" haver skændet. Hun gør et homerisk indtryk på ham.

Mest, jeg finder, du ligner Kronions datter Athene,
Da du så dejlig af åsyn est og så herlig af rejsning..
Stammer du ned fra en dødelig slægt, som bygger på jorden,
Trefold salig er da din fader og moder,
Trefold salig er brødrenes flok; thi sødt deres hjerte
Stedse må varmes i brystet af fryd for en sådan pige,
Når slig lilievand de skue til dansen at hengå.
Fremfor alle dog mest jeg den svend lyksalig må prise,
Som for sin skenk kan vinde den pris at føre til hus dig;
Thi sligt dødeligt væsen jeg aldrig skued for øjne,
Hverken en mand eller viv; ved synet behager mig studsen.

Betty havde ikke fremtrædende æstetiske interesser; men hun havde gode kundskaber og en sund naturlig dømmekraft at holde sig til. Mest sans havde hun for livets uskrevne poesi, naturen elskede hun meget. Hun fortæller kæresten, hvor glad hun er for at kunne opholde sig i haven på Skjoldemose ene med sit arbejde eller sin Annette (komtesse Molkte, hendes bedste veninde):
"Hvor ofte har det dog ikke vederkvæget mig naturen omkring mig at genfinde min sørgmodige, melankolske stemning, som desværre er så herskende hos mig. Jeg kan ikke sige dig, hvad det er for behagelig rædsom følelse for mmig at lytte efter den hule drønen og træernes traurige susen, jeg kunne forgå i den nydelse. - Dog, hvor er jeg kommen til at tale herom! Tilgiv, min ven! Jeg trætter dig vist. Eller ler du kanske af mig og kalder mig sværmerisk? Poul, det må du ikke; thi det er jeg bestemt ikke; men naturen har altid talt så mægtig til mig, og den har af alle bedst trøstet mig og vil, jeg føler det, evig bedst kunne et."
Foranstående er i korthed billedet af Betty Berg som ung pige i hendes hjem, det dejlige Skjoldemose, som hun vedblev at elske over alle andre steder hele sit liv.
Før jeg går over til at omtale, hvor udmærket en hustru og moder hun blev, skal ejg meddele lidt om hendes frier:

Poul Martin Møller.

Han blev født 1794 i Uldum præstegård og var søn af den dygtige biskop Rasmus Møller. Han var glimrende begavet og tog meget hurtigt sin teologiske embedseksamen. Han blev derefter 1819-21 præst på et Kinaskib, og fra Sydhavet hjemsendte han det dejlige digt: Rosen blusser alt i Danas have, og senere skrev han mange ypperlige digte og fortællinger. Derefter var han fra 1822-26 adjunkt i København, 1826-30 professor ved Kristiania Universitet og fra 1830 til sin død 1838 professor i filosofi ved Københavns Universitet. Hans elskværdige personlighed gav ham en ualmidnelig indflydelse som lærer, og som filosofisk forfatter indtog han en betydelig plads og blev dybt savnet ve dsin tidlige død.
Betty Berg havde allerede beundret ham som digter, før hun kendte ham personlig, og der blev knyttet et kærlighedsbånd mellem de to udmærkede mennesker, som varede til hendes død. De traf første gang sammen ved et besøg hos Poul Møllers søster, der var gift med pastor Bredsdorff i Ollerup. Søsteren var meget indtaget i Bettys elskværdighed, da hun havde været en venlig beskytterinde for hende, da hun kom til Ollerup.
Poul Møller blev stærkt forelsket i Betty Berg, og til sin fader udtalte han, at hun var en pige, som han uden tvivlrådighed ville gifte sig med, hvis hun ville.
Han skrev også til sin søster: "Lykkelig den kone, der har en sådan veninde som Betty Berg! Lykkelig den mand, der har en kone, der har en sådan veninde som Betty Berg!" Fortsættelsen:
"Fremfor alle den svend jeg mest lykkelig må prise osv", har han vel beholdt for sig selv. Men kort tid efter, da han atraf pigen i København, hvor hun var taget over for at besøge sin syge søster, gift med fuldmægtig Th. Lange, sagde han hende det. Han var da for få dage siden bleven udnævnt til lektor i Kristiania. han måtte haste og bad hende om at svare straks. Hun svarede ja, men synes at være bleven overrasket; thi et par dage efter, da de atter sås, bad hun ham holde deres forbindelse hemmelig af hensyn til forældrene, hvis samtykke endnu ikke var indhentet, og hun bebrejdede ham hans ængstelse som unyttige griller. Hun var dog også bange for, at hun følte mere velvilje og agtelse for end kærlighed til ham. Hendes betænkeligheder overvandtes dog, særlig ved den brevveksling hun førte med Poul Møllers stifmoder. Han rejste nu til Kristania og i løbet af vinteren vekslede de lange og fortrolige breve, der førte dem nærmere sammen.
Der blev dog talt om Bettys kølighed over for hendes elsker. En måned før han kom at hente bruden, havde der været stor fest på Skjoldemose. En søster af Betty havde holdt bryllup, og en elegant og rig københavner havde vist Betty galant opmærksomhed, hvorover hun følte sig smigret; men denne fristelse blev dog heldig overstået.
I et dejligt sommervejr stod så Poul Møllers og Betty Bergs bryllup i juni 1827 på Skjoldemose. Så smukt et brudepar som de to, der den dag gik op til alteret sammen: den dunkelblonde, blomstrende jomfru i den hvide kjolde, efter den tids mode af bobinet med pragtfulde broderier, og den mandige, statelige Poul Møller, havde man vist aldrig set i den lille landsbykirke. Om aftene var der stor stads på gården, fuldt op af gæster, dans og musik af den musikalske familie Simonsen fra Svendborg. Poul Møller strålede, men bruden var stille, og da en af hendes veninder sagde: "nu er du da glad Betty, så dygtig og berømt en mand, du har!" så svarede hun: "Ja vist, og dog ville jeg gerne bytte med hende der," idet hun pegede på sin søster, som sad sammen med sin forlovede, en brav og jævn landmand, Harding Lange fra Rødkilde.
Det var naturligvis afskeden fra hjemmet og den dejlige natur, som hun frygtede for at ombytte med bylivet i Kristania.
Det unge ægtepar var myndige og bestemte personer, og i den første tid kom det ofte til lidt uenighed, og biskop Møller rådede dem derfor til ydmyghed, der er den sande, varige kærligheds kilde, og deres ægteskab var derefter ualmindeligt lykkeligt, og Betty jublede over sine sønner. Men hendes helbred var ikke godt, og hun led af hjemve ligesom sin mand.
Det var derfor en stor glæde for dem, at han udnævntes til professor i København, og Betty var henrykt over, at de kom til at bo på Vesterbro, fordi der hørte en stor have til huset. Her levede de nu et par lykkelige år, og fa deres indre harmoni kom en klangfuld, blød ro, som holdt stand, i hvad dagene end bragte.
Deres lykke varede dog kun kort. Betty var svag efter sine tre sønners fødsel og blev angreben i lungerne, hun længtes efter Skjoldemose, men hun var for syg til at rejse. To måneder før sin død dikterede hun et brev til sin moder, hvori det hedder: "Jeg har i vinter været ved at forgå af længsel efter eder. Jeg ville blot lægge mit hoved op til dig, jeg synes så, det måtte hjælpe mig, men der er længe til, forinden jeg kan komme til dig, og længe til forinden jeg skal høre din stemme, jeg er grumme svag, vist meget svagere, end min søde moder tror. Måske jeg ikke skulle klage så meget for dig, søde moder, som har så meget bedrøveligt foruden at tænke på, men jeg har ikke talt så længe med dig, så det gør mig så godt at tale med dig."
Den 15 maj 1834 døde hun, endnu ikke 30 år gammel. Poul Møller var tavs og sørgede inderligt; men hendes død bragte ham nærmere til tro på et evigt liv, og han blev overbevist om, at liv og død i det større er gentagelser af den samme afveksling, som ligger i søvn og opvågnen.
Hans berømte afhandling om menneskets udødelighed er Bettys gravmæle. Over den står tankens ørn og gravens urne.
Betty Møller, født Berg, fik stor indflydelse på dansk åndsliv, for det første ved den udmærkede indflydelse hun havde på sin mand, så han kunne yde udmærkede arbejder som digter og filosof, for det andet ved den indflydelse hun havde i de kredse, hvori hun færdedes i Kristiania og København, sidstnævnte sted særlig i Hejbergs, Rahbeks og Christian Winthers hjem. Ved sin skønhed, åndrighed, elskværdighed og sunde naturlige dømmekraft tilhørte hun disse tildels overforfinede kredse et sundt og værdifuldt tilskud af landlig dannelse og naturlighed.

18. Lehnsgreve Albrekt Christopher Schaffalitzky de Muckadell
til grevskabet Muckadell købte Skjoldemose 1854 af C.F. Bergs arvinger. Han havde tiltrådt grevskabet efter sin faders død 7 februar 1833 og var gift med Ludovica Augusta Lind von Bülow.
Kun få mennesker har været så elsket og højagtet af høje og lave som denne greve, og hans samtidige sørgede for at bevarede dette minde hos efterslægten ved en mindestøtte, rejst udenfor Brobygård; den afsløredes 31 august 1859. Støtten bærer følgende indskrift:

Kammerherre, Lehnsgreve Albrekt Christopher Schaffalitzky de Muckadell, født på Arreskov d 24 marts 1800, død på Brobygård d 6 april 1858, sattes dette minde af grevskabet Muckadells fæstere og andre, som med højagtelse og taknemmelighed mindes den afdøde.

Bagsiden har:

Ej blot på dette sted vi rejse ham et minde,
I hjertets kærlighed et større er at finde.

Lensgreven ejede Skjoldemose i fire år til sin død i 1858. Derefter arvedes gården af hans søn: 

19. Hofjægermester, baron Carl Henrik Ditlev Vilhelm Schaffalitzky de Muckadell, R af D.

20. Lensgreve Erik Engelke Schaffalitzky de Muckadell til grevskabet Muckadell,

21. Justus Sigismund Ulrich,