Foredrag ved Dansk Historisk Fællesforening`s årsmøde 1941

Af Aage Fasmer Blomberg

Ude på herregården Elvedgård ved Bogense boede for hundrede år siden en svagelig og gammel herremand. Det var den af fynsk historie og topografi så højt fortjente Vedel Simonsen. Hele sit liv igennem syslede han med Odense og sin fødeøs historie, og et vidnesbyrd om hans righoldige samlinger fik man, da han i 1840erne udgav en lang række hæfter, der tilsammen fylder ca 3500 sider. Disse hæfter handler om fynske byers og herregårdes og danske adelsmænds og adelsslægters historie.
Tørre og vidtløftige er de, og i vor tid vil de fleste finde dem ganske ulæselige, men de er endnu ved de mange adelsbreve, der her offentliggjordes for første gang, vigtige kilder til Danmarks og i særdeleshed til den danske adels historie, hvori den fynske adel til alle tider vil indtage en fremtrædende plads.
Man har kaldt tidsrummet fra grevens fejde til enevældens indførelse for Danmarks sidste storhedstid. Da var den dansk-norske konge Østersøens herre og Danmark-Norge den førende stat i Østersøområdet. Det var desuden dansk landbrugs guldalder, det var renaissancens tid her i landet.
For første gang gjorde Danmark med Tyge Brahe en indsats i europæisk videnskab. Forbundet mellem konge og adel kaldes perioden også, andre taler om adelens blomstringstid, den periode, hvor den gamle adel politisk, økonomisk og åndeligt var den førende.

Få egne i vort land kan som Fyn fremvise minder om denne adels bedste tid.
Fra gammel tid havde adelen store besiddelser på Fyn, det vrimlede med små og store adelsgårde. Også kronen havde fra gammel tid jordegods, først og fremmest knyttet til de kgl slotte Nyborg, Rugård, Hindsgavl, Hagenskov og Tranekær på Langeland. Ved reformationens inførelse  forøgedes krongodset, bl.a med Holme Kloster, det nuværende Brahetrolleborg, og Sct. Hans Kloster i Odense, der senere kaldtes Odensegård og blev sædet for en lensmand.
Adelen fik noget af kirkegodset, men endnu mere forøgedes dens besiddelser ved de hyppige mageskifter, der fandt sted i Frederik II`s tid. Medens kronens erhvervelser og afhændelser på Langeland omtrent gik lige op, afhændedes meget krongods på Fyn. Ved mageskifte og køb fik adelen sådanne ejendomme som Rønningesøgård, Sanderumgård, Harreslevgård, Holmekloster og i Sydfyn Klingstrup og Kærstrup, nu Valdemars Slot på Tåsinge. Også en del bøndergods bortsolgtes eller mageskiftedes, ganske vist erhvervede kronen 132 jordbrug, men den afhændede 221, særlig solgtes ud i Salling herred i Fåborgegnen, hvor der jo også ligger mange herregårde. Kun i et par herreder synes Frederik II planmæssig at have samlet gods, i Vindinge herred omkring Nyborg og i Bjerge herred ude på Hindsholm, vel sagtens for jagtens skyld. Ude på Hindsholm bortmageskiftede Christian IV dog senere Eskebjerg, det nuværende Schelenborg.

Ialt sad adelen ved 1536 inde med ca 120 større og mindre adelsgårde på Fyn. I løbet af perioden oprettedes nye hovedgårde som Damsbo, Ørbæklunde, Fraugdegård, Krengerup, Tybrind osv., men til gengæld gled mange små hovedgårde ud, dels ved at blive lagt ind under større hovedgårde, dels ved at blive beboet af bønder. Det skete særlig på Langeland. Antallet af hovedgårde er derfor perioden igennem ret konstant, og ved periodens slutning har der været ca 130.

Af de ca 120 hovedgårde i 1536 kendes ejerne af de 98. Og disse 98 hovedgårde ejes af 86 adelspersoner, der repræsenterer ikke mindre end 52 slægter. Af disse ejede kun 2 Ulfeldt og Hardenberg, hver 6 gårde. Af Ulfeldternes 6 gårde må nævnes Kogsbølle, det nuværende Holckenhavn, slægtens hjemsted. Blandt Hardenbergernes 6 gårde findes så kendte fynske ejendomme som Sandholt, Hvedholm, Arreskov, Skjoldemose og Vedtoftegård, nu Brahesholm. Slægterne Brockenhuus og Bryske havde hver 4 gårde, 5 slægter havde hver 3 gårde, 16 slægter hver 2 gårde, men 26 slægter havde hver kun een gård. Af de 86 adelspersoner er der kun to, der havde 3 gårde: Eiler Rønnow, der ejede Hvidkilde, Lykkesholm og Fårevejle på Langeland, og Jakob Hardenberg, der ejede Arreskov, Hvedholm og Sandholt, og hertil i 1541 ved køb fra kronen føjede Holmekloster, nu Brahetrolleborg, som sin 4. gård.

Vurderingerne af adelens gods til rostjenesten 1625 og 1638 giver et godt billede af den fynske adels jordbesiddelser i 17. århundrede. 1625 ejede 72 adelspersoner godt 56000 tdr. hartkorn, og i 1638 ejede 96 adelspersoner godt 45000 tdr. hartkorn. heri er dog medregnet den fynske adels jordegods i andre dele af landet. Ved vurderingen i 1625 var der i hele landet 25 adelspersoner, der ejede mere end 2000 tdr. hartkorn. Det største antal findes selvfølgelig i Jylland, men Fyn kommer ind som nr. 2. 7 adelspersoner ejede godt 27000 tdr. hartkorn, dvs. ca halvdelen af den fynske adels samlede jordtilliggende. De 7 lykkelige storbesiddere er Christian IV`s svigermoder, fru Ellen Marsvin, med 7600 tdr. hartkorn. Som nr. 2 kommer Frans Rantzau med ca 4800, fru Anna Lykke, Kaj Rantzaus enke, ca 4700, Hans Lindenov ejede ca 3600, Just Høg og hans søskende ca 2700, Holger Rosenkrantz ca 2300, og som nr 7 Jørgen Brahe til Hvedholm med godt 2000 tdr. hartkorn.

Ved takseringen i 1638 er de 7 blevet til 4, og deres samlede godsbesiddelser er ca 12500 tdr. hartkorn. Den største jordegodsbesidder var da Knud Ulfeldt til Hellerup, Corfitz Ulfeldts broder. Ved sit ægteskab med fru Anne Lykke havde han fået del i hendes rigdom, ialt ejede han knap 4200 tdr. hartkorn. Nr. 2 er Jørgen Brahe til Hvedholm, der i tiden mellem de to takseringer havde forøget sit gods fra ca 2000 til ca 3200 tdr. hartkorn. Intet under, at samtiden kaldte ham den lille konge i Fyn. Nr. 3 er Laurids Ulfeldt til Egeskov, der var gift med Kaj Rantzaus og Anna Lykkes datter. Ved heldige giftermål fik ulfeldterne således del i Rantzauernes og Lykkernes rigdomme. Dens sidste storgodsbesidder er fru Ellen Marsvin, hvis gods vurderedes til ca. 2500 tdr. hartkorn. I den mellemliggende id havde hun måttet overlade en del af sine ejendomme til datteren fru Kirstine Munk.

Ved siden af disse store godsområder fandtes der talrige små. Er Fyn nr. 2 med hensyn til antallet af storgodsejere, er det også nr. 2 efter Skåne med hensyn til antallet af små hovedgårde. Jordegods fra 0-100 tdr. hartkorn ejedes i 1625 af 21 adelspersoner, der tilsammen ejede 1141 tdr. hartkorn. 1638 var der 32 adelspersoner med 1243 tdr. hartkorn tilsammen.

Mange af disse adelsslægter uddøde i løbet af perioden. Af  de 52 slægter i 1536 var de 28 borte i 1660, deres våbenskjolde var sænket i graven. 14 slægter uddøde i 16. århundrede og 14. i 17. århundrede. Blandt dem er så kendte adelsnavne som Bild, Bjørn, Bryske, Bølle, Hardenberg, Rud, Rønnow, Skinkel (Søblade) og Tinhuus. 7 slægter ophørte med at have gårde på Fyn, deriblandt de to Odenseslægter Marsvin og Akeleye. Tilbage af slægterne fra 1536 var der således i 1660 kun 17, og heraf ejede kun 8 de samme gårde som i 1536, nemlig Bille, Friis, Lykke, Podebusk, Quitzow, Urne og Walkendorff.

De 130 hovedgårde i 1660 ejedes af 85 adelspersoner, repræsenterende 43 slægter. Heraf var 26 blevet fynske godsejere siden 1536, deriblandt Brahe, Lindenov, Høg, Krag, Krabbe og Sehested. De mest dominerende slægter i 1660 er Bille med 13 hovedgårde, deriblandt Damsbo, Brobygård, Kærsgård, Løgismose, Hvidklde og Brahe med 7 hovedgårde som Brahesborg, Krengerup, Fjellebro, Østrupgård og Hvedholm. 3 slægter har 6 gårde; 1 slægt 5; 4 slægter 4; 8 slægter 3; 12 slægter 2 og 13 slægter 1 gård. Den rigeste og mægtigste adelsmand er Jørgen Brahe med sine 6 hovedgårde.

Jorden var grundlaget for rigdommen, og det er derfor ikke mærkeligt, at de fynske godsejere med flid og energi kastede sig over driften af deres gårde. Målet for enhver adelsmand på den tid var at samle det mest mulige gods i hovedgårdens nærhed og så bygge en gård, der var et sådant gods værdigt. At dette også har været målet for mange fynske adelsmænd, fremgår klart af den indskrift, som Christoffer Walkendorff 1599 lod opsætte i Svindinge Kirke:

"Jeg haver opbygt Glorup og kirken af ny. Jeg haver bekommet al Svindinge sogn under Glorups herskab. Jeg haver ladet opsætte alle stengærder om Glorups fang. Af alt dette roser jeg mig intet, men takker Gud. Men jeg glæder mig i Gud, at jeg haver regeret mine tjenere i fred med sagtmodighed og kærlighed."

Stolthed og selvfølelse lyser ud af denne indskrift, og der var også grund dertil, selv om Christoffer Walkendorff ikke nåede så vidt som kansleren Johan Friis. Denne byggede ligeledes en ny hovedgård Hesselagergård, hvis svungne renaissancegavle den dag i dag, fortæller om det dybe indtryk veneziansk arkitektur har gjort på bygherren. Han ejede til sidst hele Hesselager sogn, fik patronatsret til sognekirken, fik godset udskilt som et selvstændigt birk og opnåede i 1548 at få godset udskilt som et selvstændigt birk og opnåede i 1548 at få godset, 2 hovedgårde og 160 bøndergårde oprettet til stamhus; men to år efter hans død ophævedes det. En dygtig og driftig godsejer var også fru Ellen Marsvin, bjergsom, hensynsløs og praktisk som hun var, udnyttede hun uden nogen som helst moralsk skruppel de muligheder, som datterens forbindelse med Christian IV gav hende til at tilfredsstille sin jordhunger. Et synligt vidnesbyrd om fynske godsejeres interesse for deres gårde har vi i Erik Hardenbergs og Jakob Ulfeldts jordebøger. Rigsråden Erik Hardenberg har bygget Skovsbo. Han var en energisk, dygtig og byggelysten godsherre, og hans jordebog, der nu findes i Odense Katedralskoles Bibliotek, er en af de ældste private jordebøger, vi har. Jacob Ulfeldt, Holckenhavns bygherre, var godssamler i stor stil, og hans jordebog er yderligere ineressant ved dens farvelagte tegninger af de 3 herregårde, han byggede. Han flyttede Kogsbølle ud af landsbyen, således som det ofte skete på Fyn i denne tid, når en ny hovedgård skulle bygges.

Da Jørgen Marsvin havde samlet tilstrækkeligt gods om Hollufgård flyttede han den ud til Neder Holluf og lagde sin nye gård i engen ved Lindved Å. Byggemateriale fik han fra Hjallese kirke, der nu blev nedrevet. Samme Jørgen Marsvin havde nogle vanskeligheder med sin trolovede. Han havde i flere år været trolovet med Karen Gyldenstjerne, men det ser ud til, at hun var blevet ked af ham, det trak i alt fald ud med brylluppet, og hendes slægt deltes i to partier. Mogens Gyldenstjerne antog sig den forsmåede fæstemands sag og skrev 1562 til jomfruens moder fru Hedvig Gjøe: "Mærker jeg og, at den gode mand ville gerne have hende hjem, som tilbørligt er. At det nu forlænges for ham, det kan intet godt komme af" - "Jørgen Marsvin er en fin, forsøgt karl, har en nådig herre og konge og har ved Gud og noget selv, en god sædegård i Skåne og en udi Fyn." Det gjorde nu ikke indtryk på svigermoderen, der svarede, at datteren "er så god som han". 3 år efter fandt brylluppet dog sted, og i ægteskabet fødtes Ellen Marsvin. Jørgen Marsvin blev endog rigsråd, men nogen behagelig mand blev han vist aldrig. Han modtog en kgl irettesættelse for nærighed med kost og husrum over for Odensegårds bønder, når de skulle køre og arbejde for ham. Han beskyldtes også for misbrug af sin stilling som værge for en kvindelig slægtning. Det tjener heller ikke til fordel for ham, at han var hovedmanden i bestræbelserne på at få omstødt Herlufsholms Skole. Et gran værre var dog Jacob Hardenbergs enke Sofie Lykke. De nye og utilbørlige pålæg, hvormed han besværede bønderne under Holmekloster, førte til, at kronen indløste ejendommen. Bønderne havde tidligere klaget over hende, "men den stund hun selv havde klosteret og birket, da turde ingen sige andet, end hun ville have sagt, og hun fik de vidner, hun ville have". Senere blev den driftige dame grebet i ulovlig stude eksport, ikke mindre end 1000 stude havde hun på uretmæssig vis fået ud af landet; tilsidst fratog Frederik II hende det norske len, hun havde, "på det vi engang for alle med videre klage må blive forskånet".

Den fynske adel kan inddeles i 4 grupper: Indvandret holstensk og slesvigsk adel, den såkaldte Odense- og Bogense -adel, lavadel og højadel. Indvandringen af holstensk og slesvigsk adel er særlig sket i 14. århundrede, da Fyn var i de holstenske grevers besiddelse, og indvandringen bekræfter i det hele taget Fyns kulturelle, økonomiske og politiske tilknytning til Hertugdømmerne i 14. og 15. århundrede. Den slesvigske slægt Emmiksen, der ejede Steensgård ved Fåborg i det 16. århundrede, opgav således aldrig forbindelsen med Hertugdømmerne og valgte sig næsten altid hustruer blandt holstenske adelsdamer.
Allerede i 1536 havde 6 holstenske adelsslægter slået rod på Fyn, alle var indkommet i 14. århundrede. Forbindelsen med Hertugdømmerne fortsattes i de følgende århundreder. 1568 erhvervede Rantzauerne ejendom på Fyn, og 7 år efter meddelte Henrik Rantzau kongen, at han havde sendt sønnen Breide til Rantzausholm, nu Brahetrolleborg, hvor han skulle blive vinteren over for at lære dansk. I det 17. århundrede fik Ulfeldterne rigtig fodfæste, og inden 1660 indvandrede yderligere to holstenske slægter Buchwald og Pogwisch, samt to slesvigske. Desuden er 4 tyske slægter: Arenstorff, v.d. Kuhla, Rothkirch og Schult blevet fynske godsejere. Med de holstenske slægter fik holstensk kapital indpas og fortrængte ikke så få fynske adelsmænd fra slægtsgårdene, særlig efter 1660 gik flere gårde over til holstensk adel eller til købmænd i Hamburg.

Den såkaldte Odense-adel bestod dels af indfødte Odenseslægter, dels af indvandrede familier og dels af gammel adel, der flyttede ind til byen og drev købmandsvirksomhed. 1391 nævnes et medlem af slægten Tinhus som borger i Odense, og i 16. århundrede ejede den både Egeskov og Juulskov og var en anset fynsk adelsslægt. Andre som Mule, Seeblad, Grott kæmpede bravt i 16. århundrede for at bevare adelsskabet, enkelte slægter som Marsvin og Akeleye nåede endog op i højadelen. Disse slægter dannede et patriciat i Odense og beklædte rådmands- og borgmesterstillingerne. 1536 var således Mikkel Pedersen Akeleye til Skinnerup, nu Ulriksholm, borgmester. Han handlede med klæde, øksne og korn, og i byen ejede han et af de anseligste huse, og her mdotog han Christian II som sin gæst. Rustningslister fra denne tid viser ham som en af Fyns største ejendomsbesiddere. Tidlig sluttede han sig til den lutherske lære og sendte Peder Palladius i følge med sin søn til Wittenberg og bekostede hans mangeårige ophold der.
Odense var nu ikke den eneste by, der talte adelsmænd blandt sine borgere, der var også de Bogense herremænd, der førte ½ bjørn i skjoldet og trods hård modstand hævdede adelsskabet, til slægten uddøde i begyndelsen af 17. århundrede.
Bortset fra de slægter det lykkedes at gifte sig ind i højadelen, ville den øvrige adel ikke rigtig anerkende denne byadel, og det er sikkert ikke tilfældigt, at Odense adelen savnes blandt de adelsslægter, der nævnes i recessen 1536.
Der var imidlertid andre end Odense adelen og de Bogense herremænd, der kæmpede for at bevare adelsskabet. For mange af lavadelsslægterne kneb det med at holde skjoldet oppe og ikke synke tilbage i bondestanden. Flere af disse slægter levede lige på grænsen mellem herremand og bonde, og mange af dem sank i løbet af 16. og 17. århundrede ned i bondestanden.
Særlig talrig var denne lavadel på Langeland. Her var der en vrimmel af små adelsgårde, ejet af slægter som Mylting, Hvitax Hvad, Pors, Brun, Svale o.s.v., og på Fyn træffer vi slægterne Straale, Norby, Kruckow, Hundermark, Brok af Barløsegård. Medlemmerne af disse slægter gik elt og fuldt op i driften af deres gårde, og deres interesser nåede ikke langt ud over sognegrænsen. Typisk er således et brev fra Hans van Mehlen til Lundsgård ved Kerteminde til hustruen fru Eline Ulfeldt.

"Meine libe Wiebe Eline Hans van Mehlens paa Lundsgaard.
Kjære Kone. Maa du vide, at Silden gælder fem Mark lybsk til Lübeck. Send dem til Lübeck med Borgmesterens Skib af Kerteminde. De Gedeskind maa du lade hænge i Borgestuen en Nat eller to. Bed Hans Pedersen eller Mads Kammersvend, at han vil gøre sit bedste og vil gøre mig de Skind sorte, røde og gule. Vi var til Skibs, saa blev ond Bør imod to Dage. Have vi lagt ud igen. Se vel eller du skal blive hængt. Kommer han til Kiel, saa maa han give mig Bud, saa vil jeg tage over med Skibet, der fører Maltet til Kiel. Lad ham sende mig Brevet til Per Hynczessen i Korsør. Hans van Mehlen med egen Haand"

Skrive kunne Hans van Mehlen i hvert fald, men det var nu  ikke alle fynske lavadelsmænd, der mestrede den kunst. Melchior Hvas til Fodslette på Langeland skulle 1601 underskrive et skøde. Hans hustru Abel Akeleye måtte da underskrive det for ham, "efterdi jeg kan ikke selver skrive". Han blev begravet i Fodslette kirke, hvor hans "døde corpus hel og holden som en tør bergefisk var at se". Senere blev kundskaberne dog større på Langeland, thi en snes år senere blev Christian Gaas sendt til Odense af sin moder, for at biskop Hans Mikkelsen kunne eksaminere ham og udnersøge hans lærdom og kundskaber.
Om Mogens Rosenkrantz til Tange i Sydøstfyn hed det: " kunne han hverken læse eller skrive". På Langeland kunne man også godt beklæde embeder uden at have de fornødne kundskaber. Niels Jakobsen Mylting til Pæregård var herredsfoged i Langelands Nørre Herred, skønt han hverken kunne læse eller skrive. Omsider fik Axel Urne ham dømt for forsømmelig embedsførelse, men snart fik han kgl tilgivelse og endte sine dage i 1559 som øens landsdommer.
Disse lavadelsmænd blev ofte set over hovedet af de 10-15 slægter,d er udgjorde den fynske højadel. Det var hovedsagelig dem, der sad ind med de herregård, der endnu har et historisk navn: Langesø, Glorup, Rygård, Ørbæklunde, Egeskov, Ravnholt, Brahetrolleborg, for at nævne nogle af dem. Nogle af disse slægter er udpræget fynske slægter eller har gennem længere tid været knyttet til øen. Det gælder særlig Hardenberg, Rønnow, Brockenhuus, Bild, Friis, Walkendorff, Urne og Ulfeldt. Særlig de 3 første havde en stærkt stilling på øen ved midten af 16. århundrede. Og ved ægteskab med Hardenbergerne og Brockenhuuserne arvede Ulfeldterne i slutningen af århudnredet deres indflydelse og konsoliderede deres stilling i 17. århundrede ved at gifte sig ind i Rantzauerne og Lykkerne.
Skønt Lykkerne havde store besiddelser i andre dele af landet, var de dog i hele perioden fynske godsejere, og det samme gælder slægterne Podebusk og Gyldenstjerne. En enkelt gren af Rosenkrantzerne, Arreskovlinien, blev ved ægteskab med Hardenbergerne knyttet til Fyn, ved giftermål vandt ligeledes Lindenoverne indpas, og ved periodens slutning er slægterne Brahe og Bille absolut dominerende.
Det er medlemmerne af disse slægter, der repræsenterede Fyn i central- og lokaladministrationen. Det var dem, der færdedes ved hove og fik overdraget diplomatiske hverv.

Man måtte imidlertid i det 16. århundrede dygtiggøre sig, hvis man ønskede at træde i statens tjeneste. Den tid var forbi, da undervisning i "gudsfrygt og rytteri" var tilstrækkelig for en ung adelsmand. Adelen, middelalderens krigerstand, omdannedes i løbet af det 16. århundrede til em embeds-, hof- og godsejeradel. Den middelalderlige ridder fortrængtes af lanseknægten og blev agrar.
En del foretrak dog, særlig i begyndelsen af perioden, den militære uddannelse. Allerede som 13-14årige forlod de hjemmet og kom i tjeneste hos en udenlandsk fyrste, der oplærte dem. Ofte blev de ude i årevis. Caspar Markdanner til Rønningesøgård drog som ganske ung mand ud af landet med en fransk gesandt og tjente i Frankrig, Spanien og italien, og efter endelig at have tjent kejseren i 10 år vente han hjem i 40 års alderen.
Særlig synes lavadelens sønner stadig at have foretrukket en militær uddannelse, vel fordi den var mindre bekostelig. Flere af søofficererne på Frederik II`s og Christian IV`s orlogsskibe hørte til den fynske lavadel.
For højadelens vedkommende må det vist siges, at den militære uddannelse ikke var den almindelige, selv om den fandt sted hele perioden igennem. Rigsråden Erik Rosenkrantz til Arreskov, Bergens dygtige lensmand, var således i sin ungdom i krigstjeneste i Sachsen og Brandeburg, og endnu Danmarks sidste rigsmarsk, den kendte Anders Bille til Damsbo, fik sin militære uddannelse i fremmed krigstjeneste.
Flere fynske adelsmænd tog del i Trediveårskrigen på kejserlig side. Jesper Friis til Ørbæklunde førte en noget omtumlet tilværelse, han deltog i Kalmarkrigen, var i fransk krigstjeneste, tog del i Trediveårskrigen, hvor han bl.a. til kongens forbitrelse kæmpede imod sit fædreland, til sidst var han i dansk krigstjeneste.
Berømtest af alle de fynske godsejere, der søgte i fremmed krigstjeneste, er Henrik Holck til Ravnholt, Wallensteins højre hånd og eneste fortrolige. En anden fynsk adelsmand Frans Ulfeldt, Corfits Ulfeldts broder, der deltog under Holck ved Lützen 1632, svang sig op til oberst og fik godser i Bøhmen, der senere arvedes af Corfits Ulfeldt. Hans brev til Christian IV om Wallensteins drab i Eger er interessant ved at være den eneste samtidige relation om mordet.
Den almindelige uddannelse for en fynsk adelsmand var dog som for andre at blive undervist hjemme eller hos en slægtning, dernæst at gå i en latinskole eller på Sorø og Herlufsholm for så at afslutte uddannelsen med den obligate udenlandsrejse. Universitetet i København var nærmest en luthersk præsteskole og kunne ikke give de unge adelsmænd den uddannelse i statsret, historie, fremmede sprog og ridderlige øvelser, der krævedes for at få adgang til hoffet og statstjenesten.
I alderen fra 14-20 år drog de ud under ledelse af en hofmester, der ledede rejsen og aflagde rapport til hjemmet. Opholdet i udlandet varede ca 5-8 år, nogle blev dog ude noget længere. Om den sidste mand af den langelandske slægt Mylting ved vi, at han i 1625 besøgte Sorø og så drog udenlands, men først 30 år efter, i 1655 vendte han hjem, forlængst opgivet af sine slægtninge.
I 16. århundrede besøgte man hovedsagelig universiteterene i Tyskland. I slutningen af århundredet gik rejserne over Holland, hvor man særlig slog sig ned i Leyden, til Frankrig. Mange fynske adelsmænd har således studeret i Orleans. Den første var Knud Ulfeldt fra Kogsbølle i 1582. Med ham studerede indtil periodens udløb ca. 30 fynske adelsmænd her.
Enkelte kom til Italien og studerede. Jørgen Gyldenstjerne studerede i 1520erne i Bologna, og Johan Friis var i Rom i 1520 og opholdt sig i 1½ år i Italien.
Slægtskabsforbindelsen mellem Christian IV og Stuarterne førte de unge adelsmænd i 17. århundrede til England, derimod kom kun få til Spanien.
Flere gik for kortere eller længere tid i fremmed hoftjeneste som Jørgen Lykke, der ejede Hverringe. Han blev kammerherre hos den franske konge Frans I, og de erfaringer, han gjorde her, udnyttedes i høj grad ved det danske hof. Ved det franske renasissancehof havde han lært sæder og skikke, der var mere forfinede, end mand da var vant til i Danmark. Hans pragtlyst gav sig udslag ved, at han spiste på sølvtallerkener, og hans ødsle gavmildhed gjorde et sådant indtryk på hans samtid, at den blev ordsprogsagtig. "Den står åben som Jørgen Lykkes pung," sagde man.
To fynske adelsmænd kom vidt omkring på deres rejser. Den ene er den tidligere omtalte Jesper Friis til Ørbæklunde. Om ham hedder det, at han ikke blot berjeste de polerede lande i Europa, men også besøgte Ægypten, Arabien og Palæstina. I nærheden af Cairo så han pyramiderne "samt mange ægyptiske mumier og balsamerede corper af de gamle ægyptiske konger". Formodentlig er det ham, der hjembragte de to mumiekister, hvoraf den ene var forsynet med hieroglyffer, der i nogen tid var på Ørbæklunde og senere brugtes som vandingstrug i Kerteminde og Svendborg og nu findes i Nationalmuseet.

Den anden var Corfits Ulfedlts fader, rigskansleren Jakob Ulfeldt til Ulfeldtsholm. Som 14årig drog han til udlandet og studerede i Geneve, Basel og Bologna. Herfra rejste han over Ravenna til Rom. Over Napoli og Sicilien drog han til Malta. Sammen med ridderne deltog han i et lille feltog mod tyrkerne. 1588 var han i Konstantinopel, hvor han beundrede det tyrkiske regeringsmaskineri. Over Rhodos og Cypern rejste han til Japffa og Jerusalem. Her så han det hul, hvor træet havde stået, hvoraf Kristi Kors var taget. Det var yderst besværligt at rejse i de såkaldte upolerede lande. "Vel 20 gange måtte han løse sig fri og blev ilde trakteret med hug og slag." Fra Jerusalem drog han så til Ægypten og over Alexandria til Kreta, hvor han kom i lag med grækerne, der morede sig med at drikke ham til og undrede sig over, at "den tyske nation" ikke viste større udholdenhed ved bægeret. Hjemrejsen gik over Venezia, Padowa og Holland.
Snart drog han ud igen, opholdt sig to år i Frankrig. Derefter rejste han over Genova-Barcelona til madrid, hvor han i nogen tid opholdt sig ved Filip II`s hof. Hjemrejsen gik over Norditalien, Ungarn og Warschawa.
Et synligt udbytte af de kostbare rejser var de ypperlige sprogkundskaber, som adelen navnlig i Christian IV`s tid sad inde med.Om Jakob Ulfeldts 3 sønner Knud, Laurits og Corfits ved man, at de talte 6-7 sprog meget godt og forstod endnu flere. Rigsråden Otto Krag, der ejede Egeskov, rostes for sin kyndighed i spansk.
Flertallet fik selvfølgelig meget lidt ud af rejserne, mange omkom i det fremmede ved sygdom og drab. Rejserne var absolut ikke fri for fare af den ene og den anden slags. Frans Rantzau blev således fanget af hertugen af Alba, og først da faderen skriftlig bevidnede, at han kun rejste som "student" slap han fri. Da Jørgen Quitzow til Sandager kom hjem fra udlandet, fulgte en kvinde efter ham her til landet, og han måtte give hende 4000 daler for at blive hende kvit.
Når de unge kom hjem, tog de som regel tjeneste ved hoffet og kancelliet, men mange af dem trak sig snart ud af statstjenesten, giftede sig og foretrak at leve på deres gårde og drive dem.
Eiler Brockenhuus til Nakkebølle havde aldrig nogen offentligt hverv, og da han var velanskreven og nød stor agtelse blandt sine standsfæller, skyldes det sikkert personlig uvilje mod al offentlig fremtræden. Og den samme ulyst til at bære det offentlige livs byrder finder man hos rigsråden Erik Hardenberg til Skovsbo. I et brev til sin gamle hofmester lader han denne vide, at det var kun af lydighed mod faderen, at han tog hoftjenesten; at blive hjemme og leve på mine gårde og at tilbringe tiden med bøger og studier" var hans højeste ønske.

Inden for central- og lokaladministrationen har den fynske adel selvfølgelig spillet en rolle i denne periode. Den betydeligste af dem alle turde være kongens kansler Johan Friis til Hessealger, der i to kongers levetid var den ledende statsmand. Særlig har stillingerne som rigshofmester og rigens kansler været beklædt af fynske godsejere. Ikke mindre end 4 har beklædt rigshofmesterstillingen. Den mest ansete af dem er den dygtige og energiske Christoffer Walkendorff til Glorup. Et mindre godt navn fik EIler Hardenberg, der var rigshofmester udner den nordiske Syvårskrig. Han er blevet kaldt den mindst indflydelsesrige rigshofmester mellem reformationen og enevælden og betegnedes af sin samtid som uduelig. De to sidste fynske rigshofmestre var begge Christian IV`s svigersønne. Dene ene er Frans Rantzau til Rantzausholm, nu Brahetrolleborg, der imidlertid døde, inden han fik vist, hvad han duede til. En aften, da han forlod Rosenborg efter et selskab hos sin kongelige svigerfader, faldt han i slottets voldgrav og druknede. Den sidste fynske rigshofmester er den så sørgelig berømte Corfits Ulfeldt.

De 5 fynske rigskanslere i denne periode synes alle at have været dygtige og højt ansete mænd. Alle 5 hørte til øens ledende slægter som Bryske, Quitzow, Urne og Ulfeldt, De 2 fynske adelsmænd, der blev rigsmarsk i denne tid, lod begge deres liv for fædrelandet: Frans Brockenhuus til Egeskov, "der blev skudt for Varberg af de svenske" i Syvårskrigen, og den ulykkelige Anders Bille til Damsbo, der blev dødelig såret 1657 ved stormen på Frederiksodde. Også i spidsen for flåden træffes fynske adelsmænd, og hertil kommer så den hele række af menige rigsråder, der repræsenterede Fyn i rådet.
I endnu højere grad var den fynske adel repræsenteret i lokaladministrationen. På Fyn fandtes 6 hovedlen: Nyborg, Odensegård, Rugård, Hindssgavl,  Hagenskov og Tranekær. Af disse len blev Nyborg og Hagenskov i ovevejende grad besat med fynske godsejere. Af de 19 lensmænd, der sad her, va kun 4 ikke fynske, den ene var lensmand i Nyborg lige efter Grevens Fejde, de øvrige var lensmænd under Syvårskrigen. Af dem var to holstenske adelsmænd, og de var lensmænd på Hagenskov.
Nyborg len var bogstavelig talt et familielen for Brockenhuusèrne. Mikkel Brockenhuus og hans søn Frants havde det fra 1538-62, og Frants`søn Laurits Brockenhuus sad der fra 1579-1601, og ni år efter fik hans svigersøn Jakob Ulfeldt lenet og beholdt det til 1631.

Af de ni ikke-fynske adelsmænd, der blev lensmænd på Odensegård, var de 8 fra Frederik II`s tid. Talrigest var de ikke-fynske adelsmænd på Hindsgavl og Tranekær. Slægten Lindenov var særlig repræsenteret på Hindsgavl, i 45 år var medlemmer af denne slægt lensmænd her. På Tranekær optrådte de ikke-fynske lensmænd på en enkelt nær først i tiden efter 1612.
Listen over lensmændene viser også, hvilken stor rolle Brockenhuus`erne spillede i det 16. århundrede. Mikkel Brockenhuus var lensmand på Nyborg, sønnen, rigsmarsken, fik Nyborg efter ham og beholdt det til 1562, samtidig var han på foskellige tidspunkter lensmand på Hindsgavl, Hagenskov og Tranekær. Hindsgavl fik hans svoger Hans Johansen Lindenov efter ham, og 2 andre svogre var lensmænd på Odensegård. Rigsmarskens søn Laurids Brockenhuus fik Nyborg og havde tllige en kort tid Tranekær. Af hans svigersønner fik Jakob Ulfeldt 1602 Hindsgavl, dernæst Hagenskov og Nyborg 1610-31. Den anden svigersøn Corfits Ulfeldt var lensmand på Rugård.

Den fynske adel følte sig som en enhed, og som sådan havde den en årlig sammenkomst i Odense. Denne sammenkomst kaldtes landemode og blev oprindelig holdt 13. januar, 20. dags jul. Sammenkomsten fik faste former, da Christian III 1547 stadfæstede den såkaldte Fyns Vedtægt, der går tilbage til Christian I`s tid. Foruden at indeholde en række bestemmelser om adelen som godsejere, indeholder den også regler vedrørende dette landemode. Blandt andet forpligtede man sig under bøde til at komme til landemodet. På dette afgjordes opkomne stridigheder, og det fortælles, at adelen derefter, "ved en stor banket holdt en venlig og glædelig omgængelse i nogle dage".
Samtidig med landemodet afholdtes landstinget Det var adelens værneting og forvaltedes af en adelsmand som landsdommer. I begyndelsen af peioden holdtes det under åben himmel, men i 1569 skænkede Frederik II det Elende Gildes Gård, og fra 1578 til enevælden holdtes landstinget i domstuen i Gråbrødre Kloster. Adelen savnede imidlertid stadig et lokale til dens selskabelige sammenkomster, i hvert fald vides ikke at have haft nogen gård, før den i 1634 købte slægten Podebusk`s gård på Sct. Knuds Kirkegård. Den kaldtes fra nu af Adelens Gård og var samlingssted for dn fynske adel til 1660.

Landemode og landsting knyttede således adelen til Odense. En yderligere tilknytning skete ved, at der afholdtes lokale rigsrådsmøder i byen, og ved at mønstringen af den fynske adel foregik her. Desuden boede både Frederik II og Christian IV ofte på Odensgård. her afholdtes bl.a. den store lenshylding 1580. Tit og ofte var der fest, når kongen gæstede byen, og den fynske adel har da jævnlig været kongens gæster. Vi ved, der er spillet komedie på torvet i Odense, og i 1593 fik den latinske skolemester udi Odense Skole 20 daler af Christain IV til skolens personer "for den Comedie de agerede for H.M. paa Odensegaard". I en enkelt periode,d a pesten rasede 1651  i København, flyttedes landets centralstyrelsen hertil.
Hoffets nærværelse og de mange møder gjorde det naturligt for adelen at erhverve sig gårde i Odense. Og snart fandtes der en vrimmel af adelsgårde. I Overgade havde slægterne Brockenhuus, Bille, Ulfeldt og Skinkel deres ejendomme. Her lå også Møntergården, bygget af Falk Gjøe til Hvidkilde. Den gamle bispegård, det nuværende adelige jomfrukloster, ejedes først af Brockenhuuserne og senere af Braherne. Podebuskernes gård har jeg omtalt. Hvor læseforeningen nu ligger, lå Ebbe Munks og Sidsel Høgs gård, på Klingenberg havde slægten Skovgaard en ejendom, Brysker`ne havde et stort stenhus mellem Gråbrødre kirkegård og Vestergade, bag Fyns Stiftstidende. På Nørregade lå Hardensbergs gård, og her opførte Eiler Rønnow sin bindingsværksgård, der i mange år husede Fyns Folkemuseum og nu er flyttet til Møntestræde; der kunne nævnes mange flere endnu. 3 kgl lensmænd var der i byen: stiftslensmanden på Odensegård, rigens kansler havde provstegården og kongens kansler Sct. Knuds Kloster som len.

Odense blev midtpunkt for den fynske adel. Det blev derfor ganske naturligt, at dens fester også blev henlagt hertil. Mangfoldige gange er den fynske adel stævnet til bryllup i Odense. Sædvanligvis stod det på byens rådhus, og hyppigt afholdtes festerne, når adelen var samlet til møder i byen. Bryllupper samtidig med afholdelsen af landemodet var ikke ualmindeligt. Da adelen blev tilsagt til Odense Allehelgensdag 1626 for at betale skat, fejredes der den 22. og 29. oktober bryllupper.
Der kan ikke være nogen tvivl om, at der i de dage var fest i byen. Store forberedelser blev truffet til et sådant bryllup. Gang på gang er Jørgen Brahes frue dragefrue, d.v.s. hun er indbudt til at hjælpe med at smykke bryllupssalen.
Bryllupsfestlighederne indledtes med, at bruden kom til byen ledsaget af et stort følge. Mette Rosenkrantz fortæller, at hun drog til Torpegård og førte Emmerik Rosenkrantz` brud til "Onse". Det var en stor hæder at blive indbudt hertil. "Red jeg med bruden jft Mette Rud i byen," skriver Jørgen Brahe i sin dagbog, og dagen efter stod så Mette Ruds og NIels Trolles bryllup.
Et sådant bryllup varede flere dage. Ellen Gjøe blev indført i Odense om lørdagen d. 20. august, om søndagen fejredes hendes bryllup med Emmerik Rosenkrantz, og først om lørdagen d. 27. var festlighederne forbi.
Brylluppet foregik i kirken og selvfølgelig stiftskirken, Sct. Knuds kirke. Henning Walkendorff til Glorup fik dog lov til, at sønnen, hvis bryllup skulle stå i Odense, måtte lade sig vie på salen, og ved et bryllup på Nakkebølle foregik vielsen i et "paulun". Hyppigt sluttede brylluppet i brudeparrets fremtidige hjem. I sine kalenderoptegnelser fortæller Eiler Brockenhuus, at den "Den 1. august 1574 stod mit første bryllup udi Odense. 8. august 1574 gjorde jeg mit velkommen på Nakkebølle."
Antallet af bryllupsgæster afhang selvfølgelig af slægternes rigdom og anseelse. Det har dog sikkert været ganske enestående, når der i 1640 var 160 gæster ved Laurits Ulfeldts og Else Parsbergs bryllup; det var da heller ikke småting, der faldt af til brudeparret. Foruden 36 sølvkander fik det 5137 lod sølv, deraf var de 1610 lod forgyldt.
Efter vielsen holdtes måltid og dans. Hvad der spistes ved et bryllup på Fyn, ved vi ikke, men opdækningen ved Karen Brahes barsel i Odense 1637 var til 1. sæt dyresteg med ribssaft, suppe, gedde m. roer, hønsepostej, gåsesteg m. agurker, karper, peberrodskød og sukkerbrød, og til 2. sæt lammesteg m. rødbeder, krebs og tærte.
Det var forgangsmandens opgave at sørge for, at alt gik sømmeligt til, men efterhånden som vinkanderne tømtes, og ansigterne blev blussende, blev hvervet vanskeligt, og undertiden gik det da galt. Lensmanden på Odensegård måtte således i 1592 tiltale præsten i Allerup for usømmelig tale ved Laurids Straales bryllup.
Efterhånden som måltidet trak ud, blev kvinderne utålmodige, de ville danse, og undertiden var deres utålmodighed så stor, at de ikke kunne vente, men sprang over bordet og dansede under måltidet. 1586 udstedte regeringen et forbud herimod. 3 år efter blev det overtrådt ved Mette og Kirsten Hardenbergs bryllup i Odense med Preben Gyldenstjerne og Axel Brahe. Sidstnævnte var uheldigvis lensmand på Odensegård og måtte derfor betale en større bøde.
Efter måltidet gik dansen med liv og lyst. Polskdansen med dens raske og fejende bevægelser var anstrengende, det måtte en af dronningens jomfruer sande. Under dansen på Koldinghus en november 1587 segnede Ellen v. Mehlen fra Broholm pludselig død om.
Når brudeparret trak sig tilbage til brudekamret, nærmede man sig festens afslutning. De ældste latinskoledrenge, der havde underholdt gæsterne, skulle nu, således lød bestemmelserne fra Odense latinskole, gå hje, men gæsterne kunne endnu fortsætte, og jo længere det varede, des større blev lystigheden og også rusen, og det har sikkert ikke gået helt stille af, når de kåde bryllupsgæster til sidst brød op.
1589 var Carl Bryske til Langesø i Odense til bryllup, da han om aftenen sammen med andre adelige i strålende humør gik fra brylluppet standsede man uden for Hans Mules dør og ruskede i den for at få ham op. Hans Mule havde ikke den fjerneste lyst til at stå op og forhandle med de kåde bryllupsgæster, så han lod, som om han intet hørte, men det blev for farligt, for under latter og spøg blev 54 glasruder slået ind i huset, og spyd og sværd huggede i karm og sprosser. Endnu holdt Hans Mule stand, men da en sten kom farende og ramte ham, forlod han endelig skuepladsen. Den noget uofficielle afslutning på brylluppet måtte Carl Bryske senere stå til regnskab for.
Den kendte læge og apoteker i Odense Cornelius Hamsfort, der sikkert har overværet nogle adelsbryllupper i Odense, har sandsynligvis ret, når han siger, at "det er ikke muligt for danske, især adelsmænd, at holde bryllup, uden at den ene maner den anden så længe til at drikke og selv gør besked, indtil de med tugt at melde spy øllet igen og i tjeneres og gæsters nærværelse uden mindste skam besørger andet under bordet".
Gejstligheden i Odense har sikkert glædet sig ved de mange adelige bryllupper; thi der tilfaldt ham et klækkeligt honorar. Hyppigt var det dog biskoppen, der forrettede vielsen. I sin dagbog fortæller biskop Hans Mikkelsen, at den "12. september viede jeg i Sct. Knuds kirke Gregers Krabbe og Helvig Rud, Christen Skeel og Birgitte Rud. 14. september bragte sal. Corfits Ruds datter Elisabeth mig honorar i hendes moders navn". Hans Mikkelsen var en højt skattet modepræst og hyppig benyttet forfatter af ligprædikener. Der er trykt ikke mindre end 37, og honoraret var sædvanligvis et sølvkrus på 100 lod med 100 rdl i. Han efterlod sig også en betydelig formue.

Ligprædiken spillede en stor rolle for adelen. Margrethe Akeleye førte altid sin herkomst og levnedsfortegnelse samt teksten for sin ligprædiken med sig på sine rejser.
Mange fynske adelsmænd foretrak at blive begravet i stiftsbyen. Endnu i begyndelsen af perioden var det almindeligst, at det skete i Sct. Hans kirke, men senere lev Sct. Knuds kirke den foretrukne, og endnu er Walkendorff`ernes lille rennaissancekapel bevaret. Kort efter reformationen var det endnu skik straks at foretage begravelsen; da Gert Bryske den 13. juni 1552 døde på Dallund, blev han begravet i Søndersø kirke d. 16., men arvingerne efter fru Sidsel Bryske til Langesø lod hendes lig stå over jorden i 4 måneder fra 7. februar til 14. juni. Selv efter begravelsen var det ikke sikkert, den døde havde fået fred; ofte blev liget ført til familiebegravelsen. Jørgen Brahe fulgte Corfits og Otto Ruds lig fra Sandholt til Odense, og foran Corfits` lig førtes en hest med et sort klæde, og på dens højre side hang hans kommandostav, og på den anden side hans sporer, en karl i fuld våben kom med hans blottede kårde, og bagefter gik en dreng med Otto Ruds værger. Da begravelsen havde fundet sted, fulgte Jørgen Brahe dagen efter ligene til Sandholt. Undertiden førtes den døde fra landsdel til landsdel. I den varme sommer 1584 ville Emmeke Kaas` enke føre mandens lig fra Ystad til Fyn, men det blev dog forbudt.
Når slægt og venner var vendt tilbage fra kirken, holdtes et storslået gravøl. Netop ved denne lejlighed viste man stor pragt og ødselhed, alt til ære for den afdøde. Med rette mente Johan Friis, at "intet tjente de døde legemer bedre end at de med det allerførste kommer i jorden til deres hvilested. jeg befrygter såre, at engang skal Gud straffe Danmark, besynderlig adelen og de rige for sådan unyttig prang, som de drive i de dødes jordefærd".
Det var ikke ualmindeligt, at deltagelse i et festligt lag senere kunne få slemme følger. Vinen løsnede tungebåndet, og tit forledtes man til ord og udtryk, som man ellers nok skulle vogte sig for. Således red i 1628 3 hojunkere ind på Kørup for efter Christian IV`s befaling at affordre Henrik Podebusk en skriftlig erklæring, om han havde sagt, at kongens døtre med Kirstine Munk "ikke var for frøkener at æstimere". For Henrik Podebusk`s vedkommende resulterede forespørgslen i, at han ikke fik en eneste forlening.
Værre gik det dog Kristoffer Urne til Rygård, der i et drikkelag talte hadske ord om kongen og Johan Friis, som han beskyldte for at have ombragt hans morbroder, den fængslede biskop Joakim Rønnow og truede med, "at derfor skulde ild og rød lue" gå over land og rige. Rigsrådet dømte ham til at være en "æreløs mand" og "en lovløs løgner", der efter denne dag ikke skulle "stå til troendes for nogen ærlig mand".
I over en snes år sad han fængslet, indtil han ved slægtninges kaution slap ud; men atter løb hans tunge løbsk, og kautionisterne måtte ud med 10,000 joachimdalere. Sit urolige liv endte Kristoffer Urne i Syvårskrigen, hvor han blev fanget ved Svarteraa og døde i fangenskabet.
Urne` erne var et stridbart folkefærd. Samme Kristoffer lå i strid med fætteren Jørgen Urne til Hindemae. Han var endnu betaget af adelens gamle fejderet og mødte derfor op på Rygård i harnisk og med værge, ledsaget af sine svende, og gav sig til at plaffe løs og bruge mund, hvorfor han måtte gøre kongen afbigt.

Til daglig levede man dog ellers fredelig på sin gård, optaget af gårdens drift eller af offentlige gøremål. Nu og da afbrødes det ensformige liv ved slægtnignes eller venenrs besøg. En så optaget mand som Jørgen Brahe er dog stadig på farten, men hyppigt giver han i sind agbog udtryk for glæden ved at komme hjem og være i ro. Ofte er han i Odense på kronens vegne, og hvor hyggeligt var det da ikke ovenpå den anstrengende dag sammen med Corfits Rud at spise aftensmåltid hos Henning Walkendorff i hans gård.
Det hører også med til det daglige billede, i hvert fald i den åndeligt interesserede del af adelen, når Jørgen Brahe en septemberdag ved middagstid sidder og læser i Huitfeldts kong Frederik I`s Krønike og når fru Anna Gyldenstjerne om aftenen sidder i sit kammer ved to vokslys og læser i bibelen.
Til det daglige hører også salg af stude og korn, mageskifter og godshandler, forhandlinger om markskel og rettigheder. Alt sammen ting, der let kunen føre en proces med sig. Stridbare og rethaveriske var den tids mennesker, og den fynske adel er i den henseende hverken værre eller bedre end den øvrige adel. Strid om jord fremkaldte mere end noget andet råhed og brutalitet, og i den henseende er det ligegyldigt, om vedkommende hører til lav- eller højadelen. Godsgriskhed og begærlighed fremkaldte også stadige stridigheder med borger og bonde.
Om Mourids Podebusk til Kørup sagde Frederik II, at han "ene mere end nogen anden, ja, moxen mere end alle andre vore undersåtter af adel" lå i strid med borgere og bønder. Hans Oldeland til Vejlevgård blev kort efter reformationen dræbt af borgerne i Assens, og Hans Oldeland til Vejrupgård og hans stedfader overfaldt på Bjerge herredsting herredsfoged Knud Mule med hug og slag, så han med nød og næppe slap fra det med livet. Frederik II fritog ham i den anledning for at møde til lenshyldning i Odense med sine folk og heste, da han ikke anså ham for værdig til at komme i det gode selskab, "som er foreskrevet did".
Alt dette er dog intet mod den voldsomhed og stridbarhed, der møder en hos slægten Emmiksen på Steensgård. På Christian III`s tid ejedes gården af Anders Emmiksen, der ikke undså sig ved at fremlægge falske breve i retten og senere blev dømt for ærerørige ord mod kongen og Axel Urne. For at gå fri for straf måtte han forpligte sig til at drage lige hjem til Steensgård og forblive der og ikke forlade gårdens mark og ret vej til kirken og ikke besøge nogen forsamling eller landemode under bøde af 4000 rhinske gylden.
Hans søn var Otto Emmiksen, om hvem Lisbet Bryske i sin slægtebog kort og godt skriver, "han var meget ond og ugudelig". Borgerne i Fåborg klagede over lovlig beskatning og besværing af Otto Emmiksen og skarpt irettesatte Frederik II ham og lod ham vide, at han havde "midler til at styre ham, hvis han skulle tage anderledes af sted, end det sig bør".
Hans to ugifte søstre boede i Vissenbjerg, og da den ene døde, beslaglagde han begges ejendom. Han optog naboernes kvæg og udleverede det først, når det var udsultet og ødelagt. Da han endelig tilsidst overfaldt Karen Bryskes foged, blev han ligesom faderen dømt til at opholde sig på Steensgård.
Otto Emmiksen fik en voldsom død. En morgenstund, da han lå og sov i sit kammer, blev han dræbt af to af gårdens folk. De var betalt til det af hans 3. hustru, den holstenske adelsdame Dorte Heesten. Hun må have haft grund dertil, thi Lisbet Bryske siger, "han var så ond imod hende, som han var mod alle sine fruer".
Hos de fynske adelsdamer træffes den samme lyst til at tage sig selv til rette. Berømt i så henseende er fru Anna Oldeland til Uggerslevgård. Han lå i strid med sin sognepræst og låste derfor kirken, så gudstjenesten forhindredes 3 onsdage i træk, hun lod sin karl slukke lysene i kirken 2. og 3. juledag og lod sine folk gøre sådan bulder, at præst og menighed måtte foretrække. Og da Fyns biskop tog præstens parti, afbrød den temperamentsfulde dame biskoppen under selve prædiken i Sct. Knuds kirke og overfusede ham med skældsord, så han måtte afbryde prædikenen.
Fru Anna Oldeland har ikke været enestående. ET ligeså slet ry på sig havde den trættekære og listige fru Anne Ulfeldt, der var gift med Jørgen Daa til Østrupgård. Hun mishandlede korporligt sin svigerinde, og ganske ulovligt satte hun sig i besiddelse til Enggård, nu Gyldensteen. Og hvad mener man om det skudsmål, fru Anna Brahe til Elvedgård fik? Hun var trættekær og sladderagtig, hedder det, "vel skøn af byrd, men ellers i alt sit levneds væsen et uterligt og skarns kvindfolk".
Sorte får fandtes der i de bedste familier, og de straffedes strengt. Man vågede over slægtens ære.  To fynske adelsmænd stiftede i denne tid bekendtskab med Danmarks Statsfængsel. Den ene var den berygtede Eiler Brockenhuus til Søndergårde, der levede sammen med sin svogers hustru, hvad der betragtedes som blodskam, og havde børn med hende og sin søster. Han indespærredes på  Dragsholm, hvor han døde efter 23 års fængsel.
Engang i 1626 flygtede fru Karen Urne fra Tiselholt til Broholm og søgte beskyttelse mod sin mand Isak Pedersen Maaneskjold, der havde mishandlet hende, og da han også stævnedes for vold mod en tjenestepige, idømtes han livsvarigt fængsel på Dragsholm.
Frem for alt forlangtes, at standens kvinder nøje rettede sig efter den gængse moral. Falk Gjøe til Hvidkilde og hans søskende må have følt det som en frygtelig ulykke, da deres søster Sibylle blev henrettet i Odense for i dølgsmål at have født et barn på Jerstrup og ombragt det.
Da Rigborg Brockenhuus "var meget ung og endnu ej kendte kærligheds magt", stiftede hun ved hoffets bekendtskab med Frederik Rosenkrantz til Rosenvold. "De kom hinanden så nær, så hun af en hændelse nedkom med en søn". Den strenge fader lod falde dom i sagen, og i 5 år sad hun indespærret i sit kammer på Egeskov med en pige til opvartning, og Maden fik hun gennem et hul i den aflåsede dør.
Kaj Rantzaus unge og rige enke, den bekendte fru Anna Lykke, blev i 1626 på kongens bud arresteret i Nyborg, fordi hun "mod alle ærlige fruentimmers og enkers manerer" opholdt sig i Kolding under herredagen og "med drik og letfærdighed årle og silde opholdt den udvalgte prins og omgav ham med "alle hånde slette gesindiken" til opvartning.
I nogle optegnelser har fru Anna lykke skildret sine genvordigheder på overrejsen og sit ophold på Bahus. Under overfarten måtte de på grund af storm gå ind til Præstø, og hun kom op til byfogden. Livfuldt fortæller hun, at kaptajnen om aftenen sad til bords med alle sine folk, "og jeg sad ved kakkelovnen, for jeg ingen amde ville have, og måtte der stå én inden døre med en lang bøsse og vare på mig". Om natten lå hun inde i stuen i sine klæder på en kurveseng, medens matroserne drak og doblede den hele nat, "hvilket jeg ikke var vant ved sligt før og måtte lide mange bespottelige ord". Og da en satte sig tæt ved hendes seng, bad hun ham flytte sig, han svarede mig "Kære, må jeg ikke sidde" og satte sig lidt længere hen på en anden stol og sagde: "Nu sidder jeg vidt nok fra katteskarnet". Efter to års forløb slap hun og ægtede senere Knud Ulfeldt til Hellerup.

Også på det kulturelle område har den fynske adel ydet en idnsats. Mange fynske adelsdamer udmærker sig ved lærdom, Anne Gjøe, der havde tilbragt sin barndom på Rosenholm hos den lærde Holger Rosenkrantz, efterlod sig ved sin død en bogsamling på 900 bid, som hun skænkede sin søsterdatter Karen Brahe, "thi jeg haver taget omsorg for dem efter min død, at de, som jeg med så stor flid og glæde haver samlet, måte ikke blive spredt". De danner den dag i dag grundstammen i Karen Brahes bibliotek i Landsarkivet for Fyn.
Glæden ved at samle bøger delte Anne Gjøe med sin lærde svigerinde Birgitte Thott til Boltinggård, der ved sin oversættelse af Seneca for bestandig har sikret sig et navn i den danske litteratur. Samtidig levede der en bogsamler på Egeskov, Laurids Ulfeldt havde her et prægtigt bibliotek.
Humanisten Jørgen Gyldenstjerne skænkede sin bogsamling til Sct. Knuds kirke og alle prædikanere, læsemestre og skolemestre i Odense. Foruden Luthers, Melanctons og Eramus af Rotterdams skrifter indeholdt den hele corpus juris og Plinius` Naturhistorie, Palutus` Komedier, værker af Cicero, Plutrach og Sallust samt digte af Vergl, Ovid, Horats og flere andre. Desuden fandtes en Saxo Grammaticus i bogsamlingen. Dyb interesse for fædrelandet og deres egen slægts historie præger mange af den fynske adels bedste mænd. Hvad Johan Friis betød for Anders Sørensen Vedel er kendt af alle. Rigskansleren Antonius Bryske til langesø var ejer af den berømte runehåndskrift af Skånske Lov og hjalp mange til studier i udlandet. Henrik Smid tilegner ham 1555 3. urtegård og takker for "store velgerninger nogle år forledne udi Wittenberg". Caspar Markdanner lod den store Jellingsten udgrave.
Eiler Brockenhuus til Nakkebølle, Niels Friis til Hesselager og Jørgen Brahe til Hvedholm har ved deres kalenderopegnelser og dagbøger skabt vigtige kilder til den fynske adels personalhistorie.
Den så ofte omtalte rigsråd Jakob Ulfeldt til Ulfeldtsholm var en mand med rige åndelige interesser. Særlig ivrig var han for at tilvejebringe en fortsættelse af Saxo, og selv bearbejdede han en ældre krønike. I forordet betonede han historieforskningens betdning, og han viser meget forståelse af videnskabeligt arbejde. Den sande adelsmand er efter hans mening Tyge Brahe, der "skønt født af rigets fornemste adel, sætter det adelskab højere, der vindes ved åndens udvikling gennem forskning". I sine sidste år syslede han med et forsvarsskrift for sin uheldige gesandtskabsrejse til Rusland, der havde pådraget ham kongens vrede og ført til hans udstødelse af rigsrådet.
Selv ganske unge adelsmænd førtes af slægtsinteresse og af kærlighed til hjemstavnen til historiske studier. Den unge Jørgen Kaas til Gelskov fik som dreng af sin farbroder kansleren Niels Kaas et eksemplar af den danske rimkrønike. Bortse fra et offentlig hverv som hofjunker i hertug Hans` følge til Rusland, levede han stille på sin gård, ivrigt optaget af den fynske adels historie. Han besøgte kirkerne og afskrev epitafier og gravstene. Hans lille skrift har også interesse ved at idneholde den ædlste afskrift af Flemløsestenens runer.
En fynsk adelsmand, Christoffer Walkendorff, oprettede det første studenterkollegium. Ikke så få har i løbet af perioden betænkt de fynske latinskoler, særlig Latinskolen i Odense nød godt heraf. Som lensmand på Odensegård og fynsk godsejer bidrog den lærde Holger Rosenkrants meget til gymnasiets oprettelse, og det er den fynske adels rigelige gaver, der sikrede dets beståen.
Det var også mange adeliges dybe og inderlige religiøsitet, der fik dem til at betænke skolerne, de fattige og kirken med gaver. Erik Hardenbergs hustru fru Anna Rønnow har efter sagnet ladet rejse det krusifiks, der endnu står ved vejen til SKovsbo. Hun var en from og melankolsk dame, og hendes tungsind øgedes ved 6 børns død og 2 døtres sindssygdom. Med hende og manden uddøde slægterne Rønnow og Hardenberg. I ikke så få sogne oprettedes hospitaler. Pernille Lykke stiftede de såkaldte sjæleboder i Møntestræde. De eksisterer endnu. Kirkerne prydedes med prædikestole, altertavler og epitafier. Eiler Brockenhuus gav Sct. Knuds kirke en ny prædikestol, og Henrik Gyldenstjerne til Skovsbo skænkede en altertavle dertil. Fru Ellen Marsvin lod på sine gamle dage idnrette det pragtfulde kapel på olckenhavn med de enestående billedskærerarbejder. Og ikke så få andagtsbøger og salmer er blevet fordansket og fremkaldt af fynske adelspersoner.

Da perioden sluttede i 1660 var den økonomiske nedgang forlængst indtrådt. De gyldne tider for landbruget var ved at ebbe ud. Allerede i 1630erne ophørte prisstigningen for kornets vedkommende. Store kapitaler var blevet båndlagt i de prægtige herregårdsbygninger, de kostbare udenlandsrejser kostede mange penge; i de gyldne år havde man vænnet sig til en levefod og en luksus, hvortil der ikke tidligere havde været magen.
Der skulle en solid pengepung til at holde til dette overdådige og ødsle liv. Så længe de gyldne tider varede, gled man umærkelig med strømmen. Man levede ubekymret om, hvor pengene skulle komme fra; de var der jo altid. Da krisen kom, faldt formuerne derfor som korthuse. Den og Karl Gustavkrigene blev katastrofale for mange fynske adelsmænd.
Særlig hårdt ramte krigen grdene i trekanten Nyborg-Kerteminde-Odense og så Langeland. En jordebog fra Fårevejle fra 1661 giver et billede af ødelæggelserne. Af de 40 bøndergårde og boliger er de 16 ganske slet afbrudte og der foruden 7 øde og ubeboede. De andre bønder er så forarmede, at de hverken kan pløje eller så, men mestenaf stor nød og trang går at betle om brød.
I 5 gårde var manden ihjelskudt og i den ene desuden kvinden pint til døde i bageovnen, i 5 manden borttagen af fjenden, og i 5 alle døde af sult.
Det var intet under, at en række fynske adelsmænd måtte gøre opbud. Mange kæmpede en fortvivlet kamp for at bevare slægtsgården. 1661 måtte Falk Gjøes enke Karen Bille opgive Hvidkilde. 30 hovedgårde skiftede ejer i 1660erne, i 11 tilfælde var ejerne gået fallit. I 1670erne solgtes 14 gårde, i 1680erne 21. Friiserne måtte opgive Ørbæklunde og Hesselager og Walkendorfferne Glorup. Mange hang ved slægtens gamle gård. Da Niels Friis 1689 måtte sælge Ørbæklunde, forbeholdt han sig frit ophold på gården til sin dødedag og en kiste i gravkælderen under Ørbæk kirke. Den kom ikke til at vente længe på ham, thi samme år døde han.
Også Odense mærkede adelens ruin. Efter 1660 forlod den byen. Landemodet bortfaldt, og adelens gård blev 1682 for gæld og skatter ved dom udlagt til en maler og 1705 købt til nedrivning.
Endnu fandt det nogle få gange sted, at mænd af den gamle adel blev begravet fra deres gård i Odense, og endnu i 1662 holdt en enkelt familie bryllup på rådhuset, men matrikelen fra 1683 kan kun opvise 7 gårde i byen i adelens eje, og heraf var kun en beboet af ejeren.
Da det 17. århundrede gik i sin grav, havde den fynske adel i mangfoldige tilfælde måttet vige på gårdene for enevældens ny adel og embedsstand. Den gamle adels bedste tid på Fyn var i økonomisk, åndelig og politisk henseende forbi.