om mærkelige Personer, Gjenfærd og Syner m.m. Optegnet ca 1868.

[Fynske Folkeminder, 1945, side 8ff.f]

Samlede af Niels Rasmussen Søkilde i Fleninge.

1. Keileholme Smeden. I Nærheden af Grønderup ved Brahetrolleborg ligger den gamle Bondegaard Keileholme, som i forrige Aarhundrede var bortfæstet til den for sin Lærdom og Duelighed berømte Smed Søren Mathiesen, der paa sine udenlandske Reiser havde erhvervet sig sine mange Færdigheder. Hans Afsætning af Høstleer var saa stor at han 1785 anlagde Silkens Hammerværk, efter Statsminister Grev Chr. Reventlovs Anvisning.
Men især forfærdigede Søren smed nogle Leer der hverken behøvede at slibes eller stryges. Kun hans Gode Venner fik af disse "Kjærne Leer", der vare hærdede i Skedevand i Fandens Navn. Man kunde skjære alt med dem, men skar man af Vandvare en Finger tilblods paa en saadan Le, kunde et saadant Saar heller aldrig læges meer.
Ligledes forfærdigede han udmærkede Harretøi (til at hamre Æggen ud med paa Leer istedetfor at slibe) hvis Lige endnu ikke er forfærdiget af nogen Smed.
Keileholme Smeden forfærdigede desuden en Mængde mekaniske Apparater, hvoriblandt en Laas til Grevens Ligkiste.

2. Den stærke Mand. I den forlængst forsvundne Pimpekro Lygten i Nærheden af Trolleborg boede Kristian Lygte, der var meget berømt for sin Styrke. Iet knapt Foderaar bad en Bonde paa Baroniet, den naadige Greve om en Bue Foder, som han fik Tærskeren Kristian Lygte til at bære ud til Vognen. Men Kristian Lygte tog en saadan Bue Halm at Bonden ikke kunde læsse det paa sin Vogn, men maatte kjøre med omtrent det Halve. En anden Gang fik han en Pægl Brændeviin for paa engang at bære 3 Td. Korn fra Laden, ud til Meieriet, og derpaa op paa det øverste Loft, uden at hvile.

3. Grønne Anders. Denne Mand var en stor Elsker af Heste, men en Hader af den Maade hvorpaa vi her til Lands ere vandte til at opføde disse Husdyr. Grønne Anders havde sit Tilholdssted paa Trolleborg, men eiede en egen haarfør Hesterace, der aldrig kom i Stald, men maatte søge sin Føde i Skovene, og det var nu hans største Lyst daglig at see til disse Skovheste der kjendte ham saa nøie og vare tilsammen saa glade ved ham. Kun naar Jorden i flere Dage havde været bedækket med Snee, tog Anders lidt Havre med ud tild em, men aldrig Hø eller Foder, og dog vare hans Heste i en ganske anderledes Foder-Stand end Bondens Heste i hine Tider. Grønne Anders havde en lille Vogn hvormed han kjørte i meget lange Ture, baade for Herskabet og for hvem der ønskede ham til at befordre sig fra et Land til et andet. En Kjøretur til Kjøbenhavn (omtr. 20 Mile) regnede Anders for Ingenting. Grønne Anders døde i Begyndelsen af idneværende Aarhundrede.

4. Store Peer, levede omtrent som en Vildmand i Skovene ved Holstenshuus, han havde intet fast Opholdssted, levede om Sommeren af Bær og Frugter og om Vinteren af Fisk og Vildt som han saa snildt forstod at fange. han led af en slem Uslæt, hvorfor han engang, det var om Sommeren indsmurte sit hele Legeme med Tjære, og vandrede i lang Tid ganske nøgen, til stor Skræk for hvem der fik ham at see.

5. Den kloge Mand, Hr. Gustav, boede i den gamle Skole som laae paa Brahetrolleborg Kirkegaard, hvorfra han en Aften,d a han laae i sin Seng hørte en jamrende Klagelyd ude paa Kirkegaarden. Han kjendte sin Herres, den naadige Greves Røst, hvoraf han sluttede at Greven maatte være i Nød. Hr. Gustav stod derpaa ud af sin seng og frelste sin Herre, der havde været uforsigtig nok til at paakalde en Død ved Graven. Men det var ogsaa paa den høie Tid Gustav kom; thi ellers havde det været forbi med den naadige Herre.
En anden Gang havde hans Svigersøn indladt sig i en utilladelig Kjærlighedsnydelse, med en Pige. Gustav mærkede dette, forbød blot med Ord af sin "Gamle Bog" at dette ubesindige Par ikke kunde komme fra hinanden, forinden der kom Bud til Gustav.

6. Den kloge Præst i Ø. I denne By boede tilforn en Præst som var meget streng, der i mange Rettninger gik over til Haardhed 1), da han døde spøgede det forfærdeligt der i Præstegaarden og ved Kirken. Hans Eftermand døiede meget med hans gJenfærd før det lykkedes at faa Bugt med det; men da denne ny Præst var en saa gudfrygtig Mand som kun faa Præster, saa lykkedes det endelig for Ham, at han fik Gjenfærdet manet ned, saa det siden ikke er bleven bemærket.
Den samme kloge og fromme Præst frelste engang Sognekirken fra Ildsvaade; medens hans egen Gaard lagdes i Aske og Kirken omgaves af et Ildhav gik Præsten, uden at tage Skade, 3 gange rundt om Kirken, med opløftede Arme og foldede Hænder.

7. Mikkel Fod og Knud Pue. I den saakaldte "Gjerup Skov" en af de ældste Naaletræskove i Danmark, findes en liden Sø "Sorten Sø" i hvilken der ikke skal være nogen Bund at finde. Denne Sø skal være fremkommen derved at en Gaard fordum er sunken paa dette Sted, og saa blvier der gjerne et bundløst Vandhul paa et saadant Sted. Ved den ene Ende af denne Skov ligger Skarntydemølle, et lille Huus bestaaende af et eneste Værelse. Og ved Skovens modsatte Ende ligger Puehuset, et af de meget gamle Skovsteder. Her boede Knud Pue, medens Skarntydemølle var beboet af Mikkel Fod. Disse to Naboer kom ofte sammen, og fik dem en Passiar, og dertil nogle gode Hjertestyrkninger af deres egen hjemmelavede Kornbrændeviin. Nu traf det sig engang at Mikkel Fod havde kjøbt sig en meget stor Tønde paa en Auction, som han fik Knud Pue til at kjøre hjem. Nu fyldte Tønden hele Knud Pues den lille Vogn, saa der var ikke anden Plads for Mikkel end at han maatte krybe ind i Tønden. Da de nu i bedste Homør kjørte forbi Sorten Sø, laa der en Steen i Hjulsporet og Tønden med Mikkel Fod ombord, hoppede af Vognen, og trillede i fuld Fart ned ad Skrænten ud imod Søen, medens den fortumlede Mikkel raabte ud af fuld Hals: Kjør sagte, Knud, kjør sagte, sagte, sagte, Knud.

8. Skarntydemølle var senere beboet af Kristopher Griis, der var en klog Mand. han forstod blandt anden den Kunst at "stævne Kaalorme" naar disse slemme Gjæster bleve for paatrængende i Bøndernes Kaalhaver. Naar han gik ud paa disse Embedsforretninger, maatte han være pyntet fra Top til Taa, Støvler paa Fødderne og en Stok i sin Haand.
Man har flere Exempler paa at skadelige Dyr ved at blive "stævnede til Thinge" ere blevne borte, og forsvundne med det samme. Saaledes blev Øen Lyø i Aaret 1805 eller 06 plaget af en umaadelig Masse spættede Vandrotter, der ikke ville lade sig fordrive før der blev forkyndt dem Stævning til Holstenshuus Birkething (see Thieles Folkesagn).

9. Konen, der selv gjorte Æg. I Gjerup levede for mange Aar siden en Kone som solgte mange Æg. Engang kom der nogle Steenhuggere til hende for at kjøbe Æg, hun havde lige i det Øieblik ingen Æg ved Haanden, hvorfor hun bad de Frememde vente lidt. Konen gik derpaa ud i Laden, medens den ene af Steenhuggerne passede paa med hende, og han fik da at see at hun sad paa et Knippe Halm og kaglede som en Høne. Kort derefter kom Konen ind med hele Forklædet fuldt af varme Hønseæg. Det blev senere bemærket at i alle de Æg som bleve kjøbte hos denne Kone fandtes en Menneskehaar af samme Farve som Konens.

10. I K..... vare en Aften en Deel unge Folk forsamlede paa Gaden. En af Karlene, hvis Fader eiede Syperianus, med de røde Bogstaver, fikd et Indfald at gjøre Løier med en gammel Kone som netop kom gaaende hen imod de Unge. Til Alles Forbauselse kom Konen løbende af alle Kræfter flere Gange frem og tilbage, medens hun ahvde taget sine Skjørter saa høit op som hun kunde. Men den overgivne Karl maatte haart bøde for sin Ubesindighed. Han faldt snart i en tærende Sygdom, hvoraf han døde. Han vidste godt at Ingen kunne hjelpe ham, da han mærkede at Konen var klogere end han. Hun havde nemlig alle Syerianuss 12 Dele, medens Karlen eller hans Fader kun eiede de 11. Som en Erindring om ham gav Karlen Konen et par røde Øine, som hun maatte bære til sin Død.

11. Jydedrengene. For mange Aar siden fødte en taterkvinde et Barn, en lille Pige, etsteds i Trolleborg Sogn. Barnet blev døbt i Trolleborg Kirke, Sognefogden og en anden Mand stode Fadder af det, og Moderen og Barne bleve saa hurtig det lod sig gjøre sendte bort til det Sted i Jylland hvor de hørte hjemme Nu voxte den lille Taterpige op og fødte et par Drengebørn udenfor Ægteskab, og da hun ikke kunde finde Føde og Klæder til sine uægte Børn blev det oplyst at hun var født i Fyen, hvorfor hun hørte hjemme der. En skjøn Dag modtog Trolleborg Sogn da denne Kvinde med sine 2 Sønner der begge vare meget slemme at komme ud af det med. De forstode adskjellige Konster, kunde faa en stor Hund til at komme naar de fløitede, og engang fik den Ene en heel Flok sorte Krager til at gaa paa Gulvet i Stuen, hvor han tjente. Da disse slemme Jydedrenge vare 18 Aar bleve de atter sendte bort medens Moderen maatte blive i Trolleborg Fattighuus til sin Død.

12. Naar en Hex, eller En som har med den Slemme at gjøre, ligger paa sit Yderste saa kan en Saadan ikke slippe af med Livet, uden at man lægger Ild under Sengen. En saadan klog Kone i M.........n, der dog i grunden var meget skikkelig laae i flere Dage, uden at kunde sige et Ord, da listede en af nabokonerne sig til at komme Ild i den Syges Træsko og satte den under Sengen. Denne Fremgansmaade behagede ikke den Syge, hun reiste sig op og truede, med de Ord: "Men hvad skal dette dog betyde", hvorpaa hun atter sank tilbage, og var død.

13. En ung Gaardmand i T......e friede for nogle Aar siden til en klog Mands Datter. Da hun kom for at besee sig var Gaardmanden gaaet bort, og imidlertid forlovet sig med en Anden. Herover blev den kloge Mand noget fortørnet, saa at han udbrød: "Ja, ja, du vil holde mig for Nar, men du skal blive større Nar selv." - Og det skeete ogsaa, thi han indlod sig i saamange Kjærlighedshandeler, saa han tilsidst forlod sin Fæstegaard og Kone, og drog til Amerika, med en Elskerinde, der snart i det fjerne Vesten blev taget fra ham. Han vendte atter tilbage, og lever nu forstødt af Alle.

14. Der er mange kloge Folk til endnu, selv i vor oplyste Tidsalder formaae vort aarvaagne Politi, og oplyste Læger dog ikke at sætte en Grændse for disse Folks Virksomhed, deels fordi de undertiden, blot med Ord, formaa det som Lægens Konst ikke kan forstaaes, og deels fordi saadanne kloge Folk kan sætte en Grændse for Hexeri og andet Vandheld. Saaledes forstaaer en Mand at faae smaa Børn til at patte, og han er meget søgt for denne Konst, thi det er ikke rart at de smaa Børn ikke vil patte og ingen Anden forstaaer denne Konst saa fuldstændig.

15. Den samme Mand møder saa tidt Dødes Gjenfærd. Engang mødte han et saadant ved Gjerup Skole, der nødte ham til at møde sig næste Aften ved Skovhaven, hvor der til den Tid var galt med Spøgeri. Manden bad om at tage sin Broder med som Gjengangeren dog ikke vilde tillade. Han maatte da møde ene med den Døde, thi ellers havde det nok været forbi med ham, her blev det ham aabenbaret at Gjengangeren var Een som havde slaaet en reisende Klokkestøber ihjel der ved Skovhaven, ved den store Nyborg-Bøyden Landevej, og kastet hans Liig i en Tørvegrav. Nu skulde Manden aabenbare dette for Stedets Præst, naar nogle Aar vare forløbne, hvilket ogsaa skal være skeet; og siden den Tid har man ikke mærket noget til Spøgeriet ved Skovhaven.

16. I Egense Sogn levede for nogle Aar siden en Mand, der omendskjønt han var gift dog havde Børn ved et par Fruentimmer, disse havde han testamenteret, hvad han ved sin Død maatte efterlade sig. Men engang kom han i Uenighed med begge Fruintimmerne og rev Testamentet istykker lige for deres Øine. Kort derefter blev Manden slaaet ihjel af et Træ i SKoven, han gik nu igjen hver Nat indtil han blev begravet, saa at der Ingen kunne være der i Huset. Da han skulde begraves havde den Slemme vistnok stillet sig foran Vognen i Porten, thi Hestene fnøs og steilede og var næsten ikke til at bringe af Stedet, før man tog Kisten af Vognen igjen. Saaledes er denne besynderlige Tildragelse fortalt af den afdøde Mands egen Broder, en agtet Mand i Gudbjerg Sogn, der selv var tilstede i Huset endtil den Døde blev begravet, og var Vidne til Broderens natlige Uroligheder. - Han fortalte endnu meget mere, men jeg har kun meddelt det i en samentrængt Form.

17. At dølge Blod det er der endnu saa mange der forstaaer. En Skorsteensfeier der boede i Gjerup blev for endeel Aar siden kjed af at leve og skar Halsen over paa sig selv, men hans Kone kom strax til, dulgte Blodet, og omendskjønt han havde skaaret næsten hele Halsen over, levede han dog, og kom sig igjen. Senere blev han som hjemmehørende i Kjøbenh. sendt dertil, hvor han for anden Gang skal ahve vovet FOrsøget, der lykkedes bedre, end første Gang.

18. I en Udflyttegaard i Grønderup er der i den ene Lade hvor der tidligere var en Husværelse meget slemt med Spøgeri. Karlekammeret var tidligere her, men der var Ingen der kunne sove i Fred om Natten, saa blev Kammeret flyttet hen paa et andet Sted.

19. I en Udflyttergaard i Haagerup er ligeledes slemt med Spøgeri om Natten, men det er, eller var idetmindste tidligere, mest i Stalden at dette drev sit Uvæsen.

20. Det er sjelden at man nuomstunder seer noget virkeligt Syn om Natten, saadan som vore Gamle har fortalt at de kunde see i deres Ungdom. Engang saae en Pige fra en Udflyttergard i Fleninge, en heel Liigskare med Vogne af Folk, der kom hende imøde, ikke langt fra hendes Hjem. Det var en klar Aften, og hun kunde umulig tage feil, da hun baade saae det og hørte Vognene knirke og rumle saa jævnt afsted. Hun gik rolig i sin Seng uden at  tænde Lys, og saa gjorde det hende ikke noget. Hendes Fader derimod saae en Aften et slemt Syn i Skikkelse af et Føl der laae lige for hans Fødder, men som forsvandt da han rørte ved det, han fortalte det da han kom hjem, og han tændte Lys, men han faldt ogsaa i en slem Sygdom ovenpaa.

21. I den første slesvigske Krig (1848-50) var der saa mange Solddatter der en Nat paa deres Post saae et helt Slag paa Himlen, der siden forsvandt i en Sky.

22. Ved Udskiftningen paa Baroniet Brahetrolleborg, som foregk i Aarene 1786-1788 var det undertiden at en eller anden Mand vovede sig ud om Aftenen og flyttede Skjelpælene, saadanne Mænd maa nu gaa om Natten og slaa Pæle med deres ovedpander. Der er flere der har seet Saadanne. En Mand, som havde Ord for at have flyttet Skjel har været seet ved høi lys Dag vandre i sin egen Mark, efter sin Død, og pludselig synke i Jorden under en stor Steen, der laa ved Veien.

23. Gamle Karen Hans Jørgens har fortalt at i hendes Ungdom kjendte hun 2 Søstre der hverken vidste af Fader eller Moder; thi de vare blevne fødte af et Hors eller Gaardøg, der var ifolet, og en Nat havde født disse 2 velskabte Pigebørn. Øget havde funden Mandens Kofte, der hang paa Lodøren, og bredt denne i et Hjørne af Gaarden, hvorpaa begge Børnene bleve fundne om Morgenen, bevogtede af Øget. Børnene fik Navn af Maren Horsens og Karen Horsens.

24. Paa Sandholt er der slemt med Spøgeri. Der er et Værelse paa Gaarden, ligeover Vindebroen hvor der undertiden om Natten kommer en sort Mand ind stiller sig frem for et Speil og barberer sig. Er der nogen i Sengen, bøier den Sorte sig hen over den og forlader atter Værelset.
Et andet Sted paa Gaarden maatte der tidligere lægges frisk Halm i en Vindueskarm hver Løverdag Aften. Det saae ud om Morgenen som en stor Hund havde ligget deri, og Halmen var paa otte Dage ligget meget smaat.

25. Mere om Rotter (see No. 8) Der er dem som foruden andre Konster forstaa at fordrive Rotter, saaledes at disse Dyr aldeles forlade Huset.
En mand som lever endnu, mødte for mange Aar siden en meget stor Flok fordrevne Rotter i Nybogyden, ved Trolleborg.
Et andet Sted bleve Rotterne drevne bort af en klog Mand, der spurgte Manden i Gaarden om han havde Fjendskab med sin Nabo, thi saa vilde han vise Rotterne derhen; men da Manden ikke ønskede dette, spurgte den Kloge paany, "Ja hvor ønsker du dem da hen" - hvortil der blev svaret "Saa lad Rotterne gaa ned i den lille Tornehave hernedenfor". Og de roede hele Tornehaven op, aad Rødderne over og gnov Barken af Tornene, saa der saae forfærdelig ud.

26. Søen ved Nørre Søby. Der hvor denne skjønne Sø nu er, laa tilforn en stor Gaard, der var beboet af en rig Frue. Høiere oppe paa Bakken laa et lille Huus, hvor der boede en fattig Enke. Engang kom der en gammel Kone til Fruen og bad om Husly om Natten, men den stolte Frue drev hende bort, med de Ord: "Der henne i Hytten kan du faa Husly; Jeg har ikke Plads for saadanne Landløbere". Den Fremmede fik Plads hos den fattige Enke, der ovenikjøbet lod hende ligge i sin egen Seng, og tog selv med sine Døttre Plads paa Loftet.
Om Morgenen da hun vilde gaae derfra bød den fremmede gamle Kone Farvel, med de Ord: "Ja Vorherre lønne Eder for Eders Godhed imod mig, jeg har Intet at betale med, men hvad du foretager dig idag skal lykkes." Enken lagde ingen Vægt paa Konens Ønske, hvorfor hun vilde maale et lille Stykke Lærred, hvoraf hun agtede at sy en Særk til en af sine Døttre. men ENken blev ved at maale, saa hele Stuen blev fuld, hun gik udenfor, og maalte fremdeles, saa Huset blev ganske skjult af Lærred og naaede først Enden da Solen gik ned. Herved kom den fattige Enke i en saadan Velstand at hun kunde kjøbe sig en Herregaard.
Men da den rige Frue saa dette fortrød hun at hun havde jaget den Fremmede bort, hun sendte Bud efter hende og bad hende komme tilbage, som hun ogsaa gjorde. Hun fik en prægtig Seng at ligge i og et meget fiint Værelse.
Om Morgenen gav hun ligeledes Fruen det Ønske, at det første hun foretog sig skulde lykkes. Fruen vidste intet bedre, end at tælle sine Penge, men i det samme paakom der hende en naturlig Trang, hvorfor hun satte sig paa Trappen, for hurtig at komme ind til Pengene, men hun blev ved med vhad hun engang havde begyndt, og snart flød hele Gaarden af den store Masse Vand der kom fra Fruen, og inden Aften var der ikke mere Spor af Gaarden men en dyb Sø paa Stedet.

27. Lyshøien ved Gamle Egneborg. I Nærheden af denne gamle Gaard er en Høi hvor der tidligere (om det er Tilfældet nu vides ikke) hver Nat saaes et klart Lys at brænde. I denne Høi skal være en Skat forvaret, men naar man graver i Høien efter Skatten skal Egneborg snart forgaa, derfor kunde den gamle Niels Jensen, som døde 1866, næsten 95 Aar gammel, aldrig taale at nogen rørte Høien.

28. Barnehøien. I denne Høi, der har givet den nærliggende Gaard sit Navn, ligger et lille Barn begravet, ofte har man hørt det skrige, om Aftenen. Ingen maa røre eller grave i denne Høi, thi saa skal Gaarden brænde. men Gaarden har alligevel afbrændt adskjellige Gange, sidst i Efteraaret 1867, og Høien staaer dog velbevaret endnu.

29. Det hændte sig engang for mange Aar siden at et Barn blev forbyttet af Bjergfolk. (Stedet angives baade i Svanninge og et par andre Steder.) Denne Skiftning vilde ikke nyde andet end Pølse, saa man havde ondt ved at tilfredsstille ham. Engang kom man med et Pindsviin i Gryden og fortalte at det var en Pølse, af de nymodens, hvortil Skiftningen svarede: "Nei Pølse med Skind, og Pølse med Pind, og Pølse med Tryne." "Ja imorgen skal du i Gryden og koges," svarede Manden, "dersom du ikke vil spise denne Pølse." Om Natten var Skiftnignen forsvunden og Folkenes eget Barn bragt i Stedet. Efter en anden Fortælling, skal det have været Konen der lyttede, fra Kjøkkenet, hvad Skiftningen vilde sige til Pindsvinet. Denne skal da have tilføiet: "Nei naa ha je levet i 900 Aar, men aller set, saadan en Pølse" - hvorpaa Konen kom ind, med sin Kniv, men i det samme var hendes eget Barn bragt i Stedet.