Af Svend Frederiksen, Åsum

Det var noget af en begivenhed, når "vor far" skulle ind til Odense med korn, og der var adskilligt at betænke ved at få ham "røste ud". Drengen smurte vogn "over det hele og mest, hvor Far selv skal sidde", som man spøgende sagde efter en gammel sensarie. Når det skulle være rigtigt, skulle der begyndes med fjermer forhjul og gås bag om vognen, ellers kunne "vor far" let vælte på turen. - Karlene smak de seks tønder korn på vognen, satte hestene for, og så stod det til kvindfolkene at finde "vor fars" tøj og få ham klædt på. Chenilje af vadmel med tre-fire slag, mægtigt lang uldklæde, to par mulehandsker [helhåndede handsker, sagde man også: kun tommel, ellers ingen fingre], en lådden kabuds, fåreskindsfodpose; man var ikke så knap med tøjet. "Det er en vov karl, som ikke kan bære klæderne", sagde man.

Til sidst - efter at han sad vel tilpakket på vognen - kom "vor mor" med den optændte merskumspibe, og så dampede han af gårde. Piben var noget meget væsentligt. Af dens udseende kunne man slutte sig til ejermandens hartkorn.

En "møllerpibe" var noget af det villeste. Havde man en sådan, kan det nok være, man krummede røret, særlig om den var røget rigtig til, så den havde den rigtig smukke, gyldenbrune farvetone over hele hovedet. men det var ikke hvermands sag at gøre det. Der skulle et godt kallun [indre organer, egentlig mave] til; thi der skulle for at få et nogenlunde stort hoved rigtig gennemfarvet holdes ild det meste af et par døgn, alt imens det var indsvøbt i et stort silkeklæde, og den proces var det ikke let at få udført rigtigt. Der var om midten af forrige århudnrede en gammel degn i Stige, der var specialist i at ryge merskummere til. Han fik piber langvejs fra.

"En husmandspibe til tre køer og en hest" holdt man mere beskedent; af en sådan var der ikke noget at prale.

I Åsum mente man at kunne aflæse kornprisen af den måde, hvorpå bønderne holdt piben. Holdtes den højt, steg det; men hang den, var det i fald.

Med seks tønder korn på vognen tog man ingen op at køre med; men småfolk [fattigfolk] gik også lige så gerne ved vintertid; thi de var ikke klædt på efter at køre to-tre mil i fodgang, og i anden gangart kunne datidens veje ikke lade sig befare med belæsset vogn.

I de forskellige købmandsgårde var der på torve- og markedsdage et vældigt rykind. 60-70 vogne i sådan en lang, snæver gård var slet ikke noget ualmindeligt, så der var noget at holde hænder i for gårdskarlene. Men til gengæld gav det også mønt. En mark for hver vogn kunne der nemt regnes med, og pengene gjaldt mere i de dage. Man sagde også, at en god gårdskarlsplads var bedre end et degnekald. Der fortælles om adskillige, der begyndte som gårdskarl og endte som gårdmand. Men sovende kom han ikke til det. Det måtte være en geloven [beleven] karl, der forstod at begå sig. Måske var det heller ikke af vejen, om han forstod at snatte [opnå det mest fordelagtige i enhver situation] sig ilidt [en lille smule] ved hudehandel og anden sjakkeren [tuskhandel], f.eks med piber, urkæder og lommeknive. Han måtte ikke blive andereret [forfjamsket], fordi der blev råbt både her og der, men skæmtsomt stille tilfreds og gøre tilpas og sproge [vittigt ordskifte] med Per og Poul i al gemytlighed. Måske var det ikke uden en vis bagtanke, når han af og til betroede en og anden, hvor fedtet denne og hin kunne være med drikkepengene. Som nu proprietæren på Rønnemose, at han ville være bekendt at give en firskilling i drikkepenge. Det var dog for galt. Men det straffedes også: firskillinger og femører, de blev til spot og spe aldrig kaldt andet end Rønnemosere. - Jo vist var der noget at betænke ved at være gårdskarl.

Købmandsfamilien kom med til bondens store gilder, bryllup, barsel og begravelser, og sad til højbords jævnsides præst og degn, og man følte sig beæret ved deres nærværelse. Hvis man fra dette vil slutte, at bonden også var med til købmandens gilder, tager man fejl. Om noget sådant fortælles der aldrig. Som tak for lån for gildestøjet havde man et eller to føringsbrød med, når lånetøjet bragtes tilbage.

Forholdsvis sent - omkring midten af forrige århundrede - blev der omkring i købmandsgårdene indrettet skænkestuer, hvor kunderne vederlagsfrit fik serveret øl og brændevin. Stuen var ret spartansk udstyret: et langt, hvidskuret egebord, et par langbænke og en stor, firkantet kakkelovn, det var alt. Og dog har sikkert ingen mondæn kafegæst fundet tilværelsen bedre end den gamle bonde, når det blårgarns madklæde lå åbent for ham, og "Poul Jørneren" [efter en kendt brændevinsbrænder i Odense] spillede i frimurerglasset [et stort glas], alt mens han skæmtsomt kunne skifte ord med venner og kendinge. Der var både denne og hin, hvorom man sagde, at de ikke kunne være til, når de ikke to gange om ugen spiste mellemmad i N.N.s skænkestue.

Til overmål stod der en kasse med skåren rulletobak, hvoraf man kunne stoppe efter behag, så på sådan en dag behøvede man ikke at ryge "halvt hols (hollandsk) og halvt Mikkel Skræders (dansk)".

Man sagde, at der var dem, der stoppede sådan, at de havde nok til et par dage. Der er altid nogen, der er usnutlige [der måtte ingen tjavser hænge, man skulle ikke være usnutlig]. Og de regnede vel også med, at købmanden skulle nok vide at gøre sig betalt på anden vis.

Småfolk, der kom til Odense, tog også ind i skænkestuerne; men de måtte betale for fortæringen, 1 eller 2 skilling pr. snaps, ellers kunne der blive nogen til at sidde og tue [drikke] i brændevin altid på skænkestuerne.

Anders Larsen, Ræve [skov i Åsum], der var en mand, der tog alt nøje ud, gik helt gennem byen, og ud på Vesterbro for at spise sin mad, for der kostede snapsen kun 1 skilling, mens den her foran i byen kostede 2 skilling. Sådan var folk af den gamle skole.

Den mest intime føling mellem bonde og bybo forhen var sikkert lørdagstorvet. Dette brogede marked for havens og hønsegårdens frembringelser er vel stadig i bedste velgående i broget og malerisk mangfoldighed; men tidsfarven er dog bleven en anden.

Borte er huskonen i sin forsante [solide] grå hvergarnskjole og med den strikkede "galleralle" [strikket hovedbeklædning] på hovedet og de to store toskæppers kurve, hvori hun har båret de forskellige sager, ofte både to og tre mil ind til Odense.

Overfyldt fynsk dagvogn - foran en "huskone" med sin kurv

Borte er ålekonerne fra Bullerup og Seden med de ejendommelige rygkurve, der blev støttet af en stor tornyre, der var bundet på lænden.

Borte er "vor far" i sin store, grå vadmelschenilje med de mange slag, og den blankskurede smørbøtte, hvori han havde gårdens ikke så overvældende store eller velsmagende smørsalg.

At agtelsen for bondesmørret ikke var særlig indgroet hos byboerne, får vi ligesom en anelse om, når der fortælles om en bestemt kone fra Åsum, at hun sagde til kunderne: "I skal spette [spilleme ikke] spytte ad mit smør, det er lige så godt som nogens".

Smørsalget var heller ikke noget, man særlig regnede med. Fra  en gård i Åsum blev der et år i firserne solgt smør for 6 rigsdaler og 14 skilling. "De penge, de var", så bandede konen, "ligesom de var hit".

Vi ser ingen bæls [konfirmeret dreng], der er sendt ind af "vor mor" med 3 pd. smør, for at hun kan have lidt småskillinger til kaffe og sligt, sådan som smeden blev, da han tjente ved Per Nik på Seden Mark. Han fik 17 skilling. Det var helt godt, mente konen. Hun troede, det var for pundet. Men det var i det hele; for da smeden havde løst op for det rødbrogede tørklæde og stod og tingede med en madamme om indholdet af det ene rabarberblad, var der andre, der rendte med de sidste to.

Vi får vel heller næppe en mand som kør-lovse-manden fra Holev at se. Han solgte bøgeblus [nysudsprungne bøgegrene] og skovmærker. De sidste var fæstet indvendig på fligene af hans side frakke, og når han bød dem fal, gik han frem og tilbage på torvet, smak med fligene og sagde: "Vil I købe skovmærker? Vil I købe skovmærker? De har rod, de kan gro":

Nej, lørdagstorvet er forandret; men dets betydning er vel stadig det samme. Anderledes med markederne; de var langt mere skelsættende i tiden forhen end nu. Det var terminer for arbejders fuldendelse og ydelsers erlæggelse. Kornet skulle være tærsket til fastemarkedet, maeslåningen begynde  Knudsdagsmarked, rugen være sået til Mikmosemarked. På de store markedsdage satte man hinanden stævne. Det var begivenheder langt ud over den daglige tummerum, ventet i spænding og mindet i tiden efter.

Her kom storprangere af den gamle type, der havde to, tre fjerdinger med specier i vognen, når de kom til marked, og end drift kvæg med, når de tog derfra. De pruttede ikke med folk, men falle [bød] bare en gang, så var det om, at folk kunne blive betænkt. Gamle Lørup, der var af den type gik altid med en rulle skipperskrå i hånden, og den holdt han frem i en stiv arm, når han snakkede med folk, så kunne de bide, om de havde lyst, og det, hvad enten der blev handel af eller ej.

Her mødtes bønderne fra vidt adskilte egne på Fyn og prangede med køer og handlede med heste. Man mærker sig forskellen.

Her kom ungdommen vidt og bredt fra for at se på gøgl og halløj, at more sig med hverandre og kan hænde få en "markedskæreste". Eller var det måske kun noget, man drillede hinanden med før og efter markedet?

Her lige uden for Odense fortælles der, at når de ude på enden af Holmen [Hindsholm] skulle til marked, så lempede de sig allerede aftenen før og satte sig til vogns henne i porten og sov så der, til det begyndte at dages, for så at rulle af gårde, så de kunne være ved Munkebo Kro ved 6-7 tiden. Om det passer, at de havde bovemelspandekager [boghvedemelspandekager] med i en skæppe og brændevin i en lejle får stå hen; men det er i hvert fald duttet dem på.

På udturen kørte man ikke uden om hinanden; hver vogn der kom til, holdt op til bagsmækken af den foran, så gennem Åsum kunne der tit være 30-40 vogne på rad. Når sådan et vogntog dundrede forbi, sagde folk til hverandre: "Det er jo, som var det Ladby Rode, der kom". De Ladby mænd må vel have været godt kørende.

Af markedets brogede mangfoldighed skal der ikke her gives nogen udtømmende skildring. Gøglet - fra Tyrolerferdinand og hans smukke, brunøjede datter, der til daglig sidder på loppetorvet og piller kalvehoveder, men nu vil forlyste det ærede publikum med en lille sang, indtil foreviseren af orangutanen, der er så gru-som, så gru-som, den bryder ind på kirkegården om natten og graver de døde mennesker op og æder dem levende - er vel blevet noget andet, men i sit væsen dog det samme.

Hvad derimod ikke er mere, er markedet med husflid: lærred, vadmel, koste, kurve, sold, mejetøjer, slåstager, sikar, potter o.s.v. og andre produkter: røget flæsk, gryn og mel, skagenstorsk [klipfisk] m.m. I halvfjerserne og først i firserne kom svenskpigerne med spånkurve, svenskkurve. De havde - som forøvrigt så mange andre handelsfolk - kvarter i Åsum markedsdagene. Deres meste mad var "dykænder" d.v.s. rugbrødsterninger med mælk på. Senere i tiden er denne ret blevet kaldt svenskpigernes mad.

Lørdagstorv eller marked, om end aldrig i så godt et lag, om end aldrig så mange lejkøv og pareer [væddemål] at ordne, omsider kommer hjemturen.

Først høres der på kontoret, om der er breve, der skal med hjemad. Postvæsenet var primitivt i de dage. Breve blev lagt ind hos købmand N.N. at sende til B.B. i X. Når der så kom vogn ind ude fra den kant, kom brevet med; men der kunne så nemt gå både otte og fjorten dage, før det skete. Oftest kørte vognen lige til adressaten; men det traf også, at denne boede sådan af veje, at man fik en dreng til at rende det sidste stykke vej. Der er en gammel husmand, der har fortalt mig, hvorledes han stod på spring efter at få  breve at rende med, når Odensevognene begyndte at rulle hjemad. Når han nu kom med brev, vankede der altid en ekstra mellemmad, og kanske kaffe og kandis oven på, og det stod ikke på spisesedlen hver dag i en husmandsdrengs tilværelse.

Ved den tid, markedsvognene begyndte at rulle hjem, samlede børnene sig i klynger ved vejen, og hver gang, der kom en vogn, sang de:"Giv markedsgave, giv markedsgave", men som oftest forgæves, og derfor svarede de også selv, men i en anden tone: "Giv noget af pisken, giv noget af pisken".

Ud gik det an med fodgang, slør og dustrav [trav af forskellig hurtighed]; hjem var tempoet stiv trav, rend og fuld firspring; thi som regel havde "vor far" en lille stjørn [hvid aftegning på et hestehoved] på, når han kørte fra Odense; kan hænde han var helt blæset [mere hvidt], og så er der altid mere gang i hjulene.

Og værre blev det, des flere kroer og smugkroer der passeredes, for man kørte ikke så gerne tørmundet forbi.

Skete det alligevel en halvtovle gang, så hed det straks: "Du er nok ikke bange for fovli". Og så fortaltes der om, hvordan Staffi i Hundslev ville snyde sig forbi Gels Kro, engang han var for hjemgående fra Odense med en splinterny hareuldshat på, og så blev den så læsterlig tilsvinet af en krage, der kom flyvende. Derfor holdt man siden altid an ved kroerne; det er ikke værd at friste skæbnen.

Per Kryssing i Bullerup, der ligesom Jeppe på Bjerget var halvt tysk, når han blev fuld, sagde, når han kom ud af købmandsgården: "For der glims væk", og så måtte hestene rende, hvad de kunne, til de havde rundet gadekæret i Bullerup, så sagde han: "For der sjok an".

Hjemad, da kørte man uden om og om så mange som muligt. Det var med en vis foragt, man snakkede om den mand, der solgte havren og købte piske for pengene, d.v.s. kørte med magre, simple heste. David i Lunden mindedes med stolthed hele ugen igennem, hvor mange han havde pyttet [køre uden om] sidste torvedag. Hjemturen, det var en begivenhed af rang, en festlig afslutning på en glad dag. Eller er det måske bare tidsafstanden, der gør begivenhederne dunkle i omrids og fantastiske i størrelse, og som lader fantasien have frit løb og forårsage de mange historier, der går?

Har de måske aldrig pareret om hest og vogn, hvem der kunne komme først til et bestemt vejkryds? Tabte kanske ikke Munkebomanden den halve vogn på Kokkebanken ved Åsum, og Dræbymanden kørte uden om ham, idet han - der før var så forsagt og beklemt om hjerte for hest og vogn - i overmod råbte: "Det halve tyer, det halve tyer". Men Munkebomanden,d er var ked af færden, svarede: "Det tyer", så bandede han, "ad helvede til, her har du hele skidtet".

Kørte kanske ikke manden i Åsumgård om kap med sine egne møgvogne fra Odense, så møget røg af vognene? Han havde givet karlene strenge ordrer på, at de måtte ikke lade nogen køre duen om, hvem F.... det end var. Og så mente de, at det gjaldt også manden, selv om han kom i Holstenskvogn.

Lejede ikke Poul Nielsen i Holev stadsmusikken i Odense, dengang han havde solgt raps for 600 dalere og ville have kommers for pengene og kørte i spidsen for markedsvognene med fuld musik, som var det et helt bryllupstog, der drog forbi?

Sad måske ikke to gæve Sedenmænd en sen markedsnat i en agestol, der var hoppet af vognen og stod på en grøftekant ud for dansehuset, i den lykkelige tro, at de kørte med sognefogden, og afslog overlegent ethvert tilbud om andenbefordring -?

Kørte ikke Frederik Weber som en gal mand efter Holev med 4-5 fiskekoner fra Munkebo, som han havde fået op at køre, alt imens de skreg og råbte på at komme af? Det var ikke den vej, de skulle. Og af kom de, om end knap som de havde tænkt det. Vognen tørnede mod en ledpæl og væltede. En tid efter kom Weber op at køre med en mand fra Munkebo, og nu ville denne give ham en lille rask køretur efter Munkebo som et tak-for-sidst. Det giks trygende en tur, men lige på en gang vippede Weber Munkebomanden af vognen og gled selv bag af. Så kunne hestene rende, hvorhen de ville.

Måske er det heller kun en sensarie, at ritmesteren på Thoruplund kørte galt, en gang han kom fra Odense med fire for? Men selv sad han bagi og gren, til tårerne stod ham i øjnene: "Nu render de", så bandede han, "løbsk med Dem, Per Madsen". Det var hans kusk og avlskarl, der hed sådan.

Er det måske kun en skrøne, når der fortælles, at ritmesteren og Per Avlskarl tog et vend op ad skolegården og red et par omgange hen foran Madam Basts vinduer, hver gang de kom sent og drukne fra Odense -?

Kan hænde det bare er snak, når der fortælles, at engang gamle Edvard i Munkebo kom kørende fra Odense med en ordentlig hat på og sad og halvslynede [halvsov] på vognen, da endte det med, at hestene gik lige bus på gadeporten, som karlene trods given ordre havde lukket. Men så kan det ellers nok være, Edvard blev vågen. Hestene omkring, tilbage til nedkørslen og fuld fart på, og så fløj den gamle port til siderne i stumper og stykker. Det var vel nok manden, der kom hjem fra Odense.

Ja, hvem svarer? Sagnet er nu en gang lidt fast og meget løst. Men når så først vognen holdt for gangdøren igen? Ak, så var brændevinslystigheden henne, det store mod glemt. Lige så prøns [knejsende], "vor far" han var om morgenen, han drog af sted, lige så hænsløs [slatten og leddeløs] var han om aftenen, når han kom hjem.

Den gamle skræder i Bullerup, der som dreng har siddet og syet rundt om i mange nordøstfynske bondehjem og set mangfoldige hjemkomster, siger, at her så han slægtledet om midten af forrige århundrede i sin ynkeligste tilstand. Halvt ravende, halvt båren blev "vor far" hjulpen ind, og  så måtte "vor mor" hjælpe ham af tøjet igen, alt mens hun sagde ja og nå til al hans fordrukne snak. -

Men når de gamle fortæller om Odensturene, så tænker de ikke på sligt, så ligger det altsammen i erindringens gyldne glans.