Avernakke by virker tiltalende allerede ved første besøg. Frodige haver med mange store træer ligger som småskove ind mellem gårde og huse. Æblerne rødmer i eftersommerens skære luft, pralbønnerne slynger sig i yppigt virvar hen over de gamle stendiger, og tækkelige, velholdte huse spejler sig i gadekæret, "Pers Kær", hvor byens drenge med deres legetøjsskibe øver sig i sejladsens kunst.

Noget uregelmæssigt og tilfældigt er der vel i byens plan, eller måske rettere mangel på plan. Men der er dog et samlende punkt, det høje majtræ, der straks fanger ens blik og virker som et festligt vartegn og en venlig hilsen, også til de mange forbisejlende søfolk.

Den bydel, der ligger nærmest majtræet oppe på Klingenbjærgbanken eller, som den oftest kaldes, Smedebanken (her lå smedens hus) kaldtes forhen den ovenbys ende, medens resten af byen kaldtes den nedenbys ende. Der var fem gårde i hver byende. Ved pligtkørsel mødte, efter hvad fhv. gdr. Anders Mikkelsen Rasmussen, Avernakke, i 1933 fortalte, undertiden kun een byende ad gangen.
Om majtræet skriver pastor Knudsen i sin beskrivelse af "Byen Auernakke" o. 1881:

"Oppe paa den høie "Klingenbjergbanke" i Byens sydlige Deel kneiser den 36 Alen høie Maistang, paa hvilken vaier ved festlige Leiligheder og paa Høitidsdage et stort Dannebrogsflag, der blev skjænket Byen af den nuværende Præst 1872, da et ældre lignende, skjænket af Pastor Kisbye 1845, efterhaanden var opslidt og bleven laset." (C.K. I 76)

Majstænger findes nu kun få steder i vort land, for den fynske øgruppes vedkommende kun på Strynø og Avernakø, og der er næppe noget sted, hvor majtræet - således kalder øens folk det - æres og hæges efter gammel sædvane som her på Avernakø, og det gælder både Avernakke og Munke. Her samles endnu på agtværdig måde alle bysens mænd. Ingen holder sig for god til at give sin håndsrækning, så gammel og gennem mange slægtled nedarvet sæd vedblivende kan holdes i ære. Majtræet står som et godt sindbillede på redeligt sammenhold og hjælpsomhed.

Majtræet er omgivet af en stor dynge sten, passelig store til, at de uden alt for megen besvær kan fjernes, når træet ved det årlige eftersyn kan lægges ned, og atter lægges i hob om træet for at støtte det. For træet er ærligt og redeligt gravet ned i et hul i jorden, og således skal det være. Avernakkerne ser med en umiskendelig ringeagt på, at munkerne, der jo ganske vist også er færre om det besværlige og vanskelige arbejde, af bekvemmelighedshensyn for nogle år siden har fastgjort deres træ med bolte i en nedgravet pæl. "Det kan jo lige vippes ned som en almindelig flagstang," siger de.

Vi lader en af dem, der ved bedst besked, fhv. gdr. And. Mikkelsen Rasmussen, Avernakke, fortælle:

"Hver pinselørdags formiddag kl. 10 bliver majtræet i Avernakke lagt ned. Det hjælpes vi ad med alle mænd i byen. Aldermanden tuder i hornet for at samle os. Der møder en karl fra hver gård, og de tjærer træet og ser det efter. Pigerne møder og pynter træet med kranse og blomster.

Den nederste krans er lavet som en stor ring. Højere oppe er der to kranse, der er som koste. Disse tre er lavet af grønne grene, mest af syren eller bøg, hvis bøg er udsprungen. Kransen [egtl. kosten] helt oppe i toppen er af roser [blomster]

Der sættes ny flagsnor i med det samme. Ved 5-6 tiden om eftermiddagen kommer mændene igen, træet bliver rejst og stenene lagt om det igen. Tidligere havde hver gårdmand en kande øl med. Men nu henter vi en kasse bajerskøl. Der kan blive en øl eller to til mands. De unge morer sig lidt med neg og sådan.

Det er den eneste gang, hornet går nu. Tidligere tudede aldermanden, hver gang noget skulle bestemmes eller bekendtgøres. Nu bliver der blot slået en seddel med bekendtgørelse op på vor port. Den vender ud til gaden.

Alle gårdmændene skiftes til at være aldermand efter tur. De er det et år ad gangen, og den nye begynder pinselørdag. Han får hornet og flaget oppe ved majtræet pinselørdag aften.

Forhen skiftede de aldermand 1. maj. [O. 1875. I endnu ældre tid har skiftet fundet sted St. Hansdag]. Den gamle aldermand, ham der gik af, gav vallemsgilde den dag. Det kaldte de også vallemsøl. Det var som et ølgilde. Han gjorde desuden sit sædvanlige ølgilde, når det var hans tur.

Der er to byhorn. Det store følger aldermanden. Det lille er i en af gårdene i byen, og det er det ældste. Der er så mange gamle mærker på dem begge, men flest på det lille.

Flaget sættes på majtræet juledag, påskedag, pinsedag, Kristi Himmelfartsdag og grundlovsdag og så ved alle bryllupper, begravelser og barnedåb.

Øverst på majtræet er der en fløj, og i den står med gennemhugne bogstaver: "Avernakø".

Efter hvad fhv. husmand Mads Madsen, Avernakke, født 1856, oplyser, tuder oldermanden pinselørdag tre gange, nemlig kl. 10, når mændene skal samles for at lægge træet ned, kl. 5-6, når træet er tørt nok til at blive rejst igen, og kl. 8, når mændene og de unge skal samles igen for at drikke øl.

En anden meddeler oplyser, at der forhen dansedes om majtræet, og fisker Morten Mortensen, Avernakke, fortæller:

"Før de begyndte med at drikke bajerskøl ved majtræet i Avernakke, når træet var rejst, kom hver mand med en kande gammelt øl og med skåret brød. Vi sad ved et bord henne i krogen ved siden af majtræet og spiste maden. Øllet drak vi af en lerpotte, en af dem med en stjært og tre tæer. Den gik på omgang, og vi drak alle af den samme. Det var morsomt at høre de gamle, når de havde siddet lidt og drukket et par gange. Så kom de rigtig i humør til at fortælle. De kunne fortælle mange morsomme træk fra gamle dage."

Den mand, der pinselørdag 1933 havde overtaget stillingen som oldermand, gdr. Chr. Rasmussen, gav mig beredvilligt lov til at se oldermandshornet. Det er af horn, antagelig studehorn, og forsynet med et drejet mundstykke, også af horn, føjet til ved hjælp af en messingring. Det er tæt besat med navne og årstal, som tidligere oldermænd har indskåret i det, i flere tilfælde meget stilfuldt. Mange af dem har ved deres navn også indebrændt det "gårdsmærke", der hørte deres gård til, og som beboerne helt op til vore dage har brugt til at mærke husgeråd og redskaber, også skovlskafter og siddefjæle til vogne, med, så hver kunne kende sine, når de ved gilder og markarbejder var udlånt. Rusetøj og pæle, der kunne løsne sig og drive i land, blev ligeledes mærkede. Også fårene fik et lille skilt af træ bundet på med mærke i.

"Gårdsmærker" på Avernakø

De ældste af oldermanshornets navne er: R L S 1829 - A K B 1829. Desuden: R L S 1837 - R C S 1861 - L R S 1869 - M R S 1875 o. m. fl.

Chr. Rasmussen fortæller:
"Min bedstefader har fortalt, at der har været en bykæp til at skære mærker i, når bymændene kom til at skylde bøder.
Tidligere tudede oldermanden i hornet, hver gang mændene skulle foretage sig et eller andet, f.eks. når de skulle fli veje. Nu bruges hornet kun pinselørdag."

Det kan her anføres, at det af Avernakkes bys vedtægt fra o. 1700 fremgår, at man i byen på den tid har haft både horn og tromme til at kalde bymændene sammen med.

Af de omtalte gårdsmærker gengives her nogle. De første 6 er fra oldermandens horn. Det 7. bemærkede jeg på en af de såkaldte bakkeopskeer, som jeg fik lov at se hos Anders Mikkelsen Rasmussen, og det 8., "et A med en fløj på", var gårdsmærke for And. Mikkelsen Rasmussens gård.

Det ser ud til, at oldermanden i tidligere tider har skullet holde byens gilder. I hvert fald omtaler pastor Knudsen et jordstykke i Avernakke bys udmark således: "Gildesgræs", et mål, der forhen fulgte den mand, der i det år skulle holde byens gilder og senere også tage smedens får i græs" (C:K. I 11). Oldermanden holdt i hvert fald husmandens og karlenes ølgilder.

Derimod havde "Smedestykkerne" i Avernakke Vestermark ikke noget at gøre med smeden. De havde ikke navn af en smed, men af "smed", en blanding af kalk og mærgel, som beboerne i fordums dage brugte til at hvidte deres huse med" (C.K. I 8). Om det samme gælder "Smedeland" i byens Søndermark, ved jeg ikke.

Mens vi er ved smeden, kan det anføres, hvad hsmd Anders Falk, Korshavn fortalte mig, vistnok om smeden i Avernakke:

"Der var smedegilde, men ikke nogen bestemt dag. Det var, når det passede smeden. Så fulgte mændene ad og kom kørende med deres fourage, tærsket korn. Det var til hans køer. Han havde gerne 2, men ikke så meget jord, at han kunne føde dem derpå. Så fik mændene jo gerne en "kasketfuld", før de kom derfra.

En anden dag kom pigerne fra gårdene med mælk til ham. Det var morgenmælk. Så havde de travlt med at lave ost. Den blev vist hældt i kedlen med det samme."

Anders Falk fortsatte:
"Også jordemoderen fik mælk, men det var ikke nogen bestemt dag, blot engang om året fra hvert sted, fra forårstiden.

Både gård- og husmænd fra hele øen skulle levere degnefourage til skolelæreren i Avernakke. Da kom i reglen hver by for sig, hver sin dag. De fik vist kaffe, men der var ikke gilde ellers."

Særskilte arbejder var der gerne enkelte håndsnilde folk der havde fået særlig øvelse i at udføre. Således gik, efter hvad toldopsynsmand Jakob Rasmussen, Munke, fortalte, Jørgen Skræder i Avernakke omkring og pressede most for folk.

I sprøjtehuset ved kirken står sognets brandsprøjte.Den stod endnu i 1933 på en gammel vogn med lundstikkehjul beslået med hjulskinner. Sprøjten prøves hvert år 3. pinsedag. Det besørges af mændene fra alle tre byer. De prøver den ved gadekæret i Munke.

Her skal tillige meddeles et par spredte træk af øboernes liv:
Lærer L.Larsen, Avernakø, fortæller:

"Vi havde endnu indtil o. 1900 både i Avernakke by og i Munke by den skik, at så snart der var født et barn til verden, sendtes der en rundt i hele byen for at melde begivenheden. Og det uden hensyn til, hvad tid på døgnet det var. Selv om det var midt om natten, måtte en afsted og banke på alle steder for at meddele det. Så mødte alle byens koner med det samme i hjemmet, hvor begivenheden var sket. De blev opvartet med en snaps. Det samme skete, når der var død en."

And. Mikkelsen Rasmussen fortæller:

"Når de kørte det sidste læs raps - det var gerne et lille - skulle alle børnen op at køre. og så havde de et lille flag, som et af børnene sad med. Om aftenen var der rapsgilde for alle dem, der havde hjulpet til. De fik suppe og æbleskiver."

Ja, gilde" Det kan nok være, at de forstod at holde gilde på Avernakø! Vi taler ikke ret længe med en avernakker om livet på øen i gamle dage, før vi er ved gilderne. De gamle gilder står endnu i mindets glans. Ikke mindst ølgilderne. De var nu noget for sig. Derom fortæller de gamle:

I Avernakke blev der holdt ølgilde hver søndag og helligdag om sommeren, også grundlovsdag. Det begyndte første søndag i maj eller på Kristi Himmelfartsdag, hvis denne dag faldt før maj, og varede til høst. Der blev dog ikke holdt ølgilde pinsedag, men anden pinsedag, og tredie pinsedag også; den dag blev sprøjten jo prøvet. Så kom jo mændene også fra Munke og Korshavn. Når det var overstået, gik mændene til ølgilde i hver sin by.

Kl. 4 kaldte oldermanden sammen ved at gå op og ned ad gaden og tude i hornet, og så mødte alle byens mænd, også husmænd og karle, i den gård, hvor øllet dend ag skulle drikkes. Det gik på omgang i gårdene. Hver gårdmand skulle give ½ td gammeltøl, brygget i marts. Det var det bedste af årets bryg, og der blev gerne tillige givet en flaske rom eller to til at blande i. Der var 10-11 gårde. Det blev lige så mange gilder. Der var også en halv snes husmænd, og hvert år skulle en af dem give ½ td. øl. Det gik på omgang mellem dem. men øllet blev drukket hos oldermanden. Desuden købte byens karle hvert år i samling ½ td. øl, der ligeledes blev drukket hos oldermanden. Men han fik kun et par kroner for det.

Manden i gården satte sig for den øverste bordende. Nærmest ham sad de andre gårdmænd. Længere nede ved bordet eller ved et andet bord, der var sat til, sad husmændene, og nederst tjenestekarlene. Øllet stod i 3-4 fade ned ad bordet, og i fadene var der træskeer til at bakke op med. De var fint udskårne på skaftet og blev kun brugt til ølgilder. I Anders Mikkelsen Rasmussens gård opbevares endnu tre af disse pragtstykker. Så bakkede de op i træstobe. Dem havde de selv i gårdene. Havde de ikke nok selv, lånte de hos de andre.

Efterhånden som træstobene gik i stykker, anskaffede man ølglas til erstatning; men Anders Mikkelsen Rasmussen, der er født 1865, kan huske, at de endnu i hans barndom brugte nogle få træstobe. -De fik ikke mad til.

Om aftenen kom byens piger, og så blev der danset i loen, somme tider til det dagedes kl. 3-4.

Ved ølgildet 2. pinsedag gav postføreren en kande rom med sukker til øllet," fortæller Anders Mikkelsen Rasmussen. "Det var, fordi mændene den dag hjalp ham at trække hans store båd op. Det skete hen under aften. - Da Rasmus Jørgen [Jørgensen] var postfører, havde han 3-4 både. I den største kunne han sejle fire heste over til Als. Han sejlede også tit med heste for folk på Birkholm, Hjortø og Skarø, når de skulle have heste til Fåborg eller Svendborg. Han hentede post i Fåborg. Til at begynde med hentedes der kun post en gang om ugen, senere 2-3 gange om ugen og til sidst hver dag."

Men nu er det lagt af med at holde ølgilder. Det sidste blev holdt o. 1905. Det var ved den tid, de fik forsamlingshus. Da fik folk lagt fjællegulve i deres stuer og fik malet, og så var de ikke for at have de ølgilder. Mændene kom jo med træsko på.

Hen i efteråret holdtes karlegilde og pigegilde. Det gik på omgang i gårdene. Det var to søndage efter nærmere bestemmelse. Det var for alle mændene og karle og piger. Det var om aftenen. Der blev givet skåret mad og øl. Bagefter blev der danset og spillet kort og snakket. Der var en spillemand, violing.

2. juledag begyndte de med juledleg. Det var kun for ungdommen. Derefter 3. juledag og så helligtrekongers dag og derefter hver søndag, til det var kommen omgangen rundt.

De samledes ved 8-tiden, når de var færdige med aftenarbejdet. Ud på aftenen holdtes der en pause i dansen, og så fik de øl, "en gryde lunkeøl". karlene havde selv en flaske rom med til at blande i. En spillemand var der med violin. Karlen gav spillemandspenge.

I fastelavnen holdtes ungdommens største fest om vinteren. Herom fortæller de gamle meddelere følgende:

"Gildet gik på omgang mellem gårdene år efter år. Lørdag før fastelavn tog alle karle fra Avernakke til Fåborg og købte rom, kaffe og sukker m.m. - Senere foretoges indkøbet hos den stedlige høker.

Søndag eftermiddag samledes de på det sted, hvor gildet skulle være, og her blev det ved kortspil bestemt, hvem der skulle være konge og prins.

Mandag kl. 9 mødte hver på sin hest. De skulle ud og ride under galgen og tage ringen. Der var 7-8 ringe. Hvem der fik guldringen, han var konge. Nr. 2 blev prins. Galgen var rejst tværs over gaden. Siden red de rundt i alle gårde og samlede penge til gildet. Kongen og prinsen red gerne midt i. Hornblæseren red forrest. Efter ham forriderne, vist 4. Konge og prins var fint smykket. Byens piger smykkede dem i den gård, hvor gildet skulle stå. De havde snore over brystet og ned ad bukserne og så mærke på skuldrene. De andre karle måtte selv sørge for dragten. De havde mest kun hvide skjorter på kroppen. Det ordnede de i hver sin gård. De samledes på gaden ud for præstegården. Kongen og prinsen red side om side, alle de andre også parvis. Først red de 3 gange rundt i præstegården. Allerforrest red en eller et par musikantere. Præsten gav dem en drikkeskilling, som kongen tog imod, og gav desuden vin, kage og cigar til dem alle. Før de red bort, råbte de hurra for præsten. Derefter rundt til alle gårde og huse i byen, hvor det formede sig på lignende måde.

Om aftenen ved 7-8 tiden begyndte gildet. Da kom både gårdmænd og husmænd, karle, piger og børn. Hver mand havde selv ål og brød med. Det var godt til at tørste efter, og der var meget, der skulle drikkes.

Ved dansen om aftenen dansede kongen og prinsen hver med sin dam den første dans. Der var kun de to par på gulvet, og det var altid spændende at se, vhem de valgte. De blev kaldt dronning og prinsesse. Næste dans måtte alle være med til.

Om tirsdagen gik karlene rundt til alle husmænd og bød dem til gilde. Konge og prins havde stadsen på igen. Men de andre gik i deres almindelige tøj. De blev hos husmændene beværtet med stegt flæsk og saltål og fik jo også noget at drikke til. Så blev de indbudt til gilde. Det stod i samme gård som om mandagen. Gårdmændene var naturligvis også med; de var bleven indbudt hjemme af hver sin karl. Men tirsdag aften blev der ikke spist, kund rukket. Om onsdagen skulle pigerne tage stadsen af konge og prin, og karlene skulle have regnskabet gjort op. Dette skete i samme gård, hvor der altså blev gilde fem dage i træk, hvilket kunne være besværligt nok for folkene i gården."

I vore dage holdes gildet i forsamlingshuset i Avernakke, og nu rider de sammen fra både Avernakke og Munke, da der nu ikke er så mange karle til at deltage som forhen.

Fra Munke bylav

Når vi fra Avernakke følger vejen forbi kirken ud til Munke, kommer vi snart til et særdeles smukt vejstykke. Tætte, bredkronede pile langs begge sider af vejen byder kvægende skygge en solvarm høstdag. Man begriber ikke, hvordan kornlæssene kan komme igennem denne lave allé, der minder om en hyggelig nøddegang i en frodig have. Ind imellem stammerne ser vi de høstgule marker med tætte kornhobe ned imod den nære nordstrand. Mod syd krones landskabet bag Munke Mølle af øens højeste bjerg, Vældsbjærg.

Og pludselig står vi midt i idyllen, den smukke lille by rundt om gadekæret, hvor sognefogdens ænder svømmer rundt i spejlbilledet af Ove Larsens hyggelige bindingsværkslænger. Midt i det hele rækker majtræet sin mast op mod den blå høsthimmel, endnu med resterne af pinsens blomsterkranse.

Intet under, at også pastor Knudsen har haft øje for Munke bys skønhed:

"Den lille by tager sig ret malerisk ud, når man nord fra kjører ind i den, da den ligger i en runding omkring det store gadekær, der findes midt i byen tilligemed en fri åben plads, hvor majtræet står, og fra hvis top dannebrog vajer ved festlige lejligheder ligesom i Avernakke" (C.K. I 81f.)

I marken Langhoved, også kaldet Munke-Lykke, hvor Guldskålestykker (C.K. I 14) minder om fundet af de berømte 6 guldskåle, findes byens bådsted. Her indbyder sognefogedens bløde grønsvær under de skyggefulde pile ved klinten os til at nyde udsigten over mod Svelmø og Fyn.

På gården Dåbsbakkes jord står en gammel torn, der bærer navnet Prædiketornen. Den bliver fredet og må ikke ryddes. For til den knytter sig et minde, som folk på øen endnu husker. Pastor Knudsen fortæller det således i sin omtale af gdmd Lars Rasmussen i Munke (1732-1818), en sjælden velbegavet mand, der ofte holdt gudelige taler ved byens ølgilder, bryllupper og andre lejligheder ."... i forvejen plejede han da at gå op i marken og sætte sig under en gammel torn for der at tænke og indøve den tale, han bagefter ville holde" (C.K. III 37f.)

I Munke er der 5 gårde. De lå tidligere alle rundt om den åbne plads med gadekæret og majtræet. Majtræet var ligesom i Avernakke støttet af en hob sten, og de yderste af disse dannede bekvemme siddepladser for de fem gårdmænd.

"I fællesskabet dage bestilte mændene ikke noget selv," fortæller lærer L. Larsen, Avernakke. "Om morgenen gik de ud og indtog deres pladser på siddestenen for at snakke sammen om, hvad der skulle laves den dag. Det kunne tage tid, og imens holdt karlene med hestene parat bag de fem lukkede porte. Endelig fik de snakket færdig, og et øjeblik efter blev alle portene slået op, og ud fo`r karle og heste, for nu gjaldt det om at være første mand på pletten."

Og fhv. gdmd. Anders Mikkelsen Rasmussen, Avernakke fortæller om det samme:

"I Munke har de altid haft så travlt med at komme først. I fællesskabets tid gik mændene ud og satte sig på stenen ved majtræet og holdt råd om morgenen, inden de skulle pløje, eller hvad de nu skulle lave. Når så mændene var færdige med at snakke gik de ind og gav karlene besked. De holdt parat og ventede med hestene. Engang tabte Hans Larsens karl sit lommeur, da han skulle stræbe så meget. Men Hans Larsen sagde: "Lad det ligge, lad det ligge! Sørg for at komme først!"

Der var heller ingen, der ville være sidst færdig med arbejdet. Når de kørte korn ind i Thomas Falks gård, og de kunne se, at de var ved at færdige i de andre gårde, lod de hellere et læs rivning ligge, end de ville være sidst færdig."

Selv om mangt og meget er forandret i byens udseende og levevis siden den tid, har munkeboerne dog med påskønnelsesværdig troskab mod det hævdvundne bevaret meget af det fra fædrene nedarvede lige til vore dage. VI lader sognefoged R.P. Rasmussen, Munke, fortælle om gamle skikke, der i alt væsentligt overholdes den dag i dag:

"I Munke var der 5 gårde og 5 huse med jord og nogle jordløse huse. Der var oldermand. Gårdmændene skiftedes til at være oldermand. De skiftede pinselørdag.

Oldermanden havde horn. Han tudede pinselørdag kl. 10. Så mødtes mændene og karlene og lagde majtræet ned inden middag. De konfirmerede drenge, der var med første gang, skulle rydde hulen, når træet var lagt. Så måtte de give ud, øl eller brændevin. Karlene skulle pudse træet og tjære det. Om eftermiddagen kom de igen og bandt kransen og buketterne, der også kaldtes kranse. Oldermanden skulle lægge en skive flæskesvær under fløjen, for at den ikke skulle skrige. Når træet skulle rejses, tudede oldermanden, og mændene kom igen og rejste træet. 3-4 af de ældste mænd gik med loddesnore, for at træet kunne komme til at stå lige.

Den ny oldermand skulle sætte den ny snor og måtte så tage den gamle. Mændene mødte med øl og skåret mad, og det blev nydt, når flaget var sat. Om aftenen kom pigerne, og så dansede karle og piger om træet. Først gik de i kreds rundt om træet, siden dansede de parvis. Træet var øget sammen af to ege. For 20-30 år siden blev der sat et fodstykke med bolte i. Det var nemlig tit, at der kom så få, at det var besværligt at rejse træet. Nu er træet en granstamme. Bymændene hjælpes med at anskaffe et nyt flag, når det gamle er slidt op.

Den ny oldermand tager flaget ned ved solnedgang, eller da inden forsamlingen skilles. Han får så også hornet. Nu tuder han kun pinselørdag, tidligere hver gang noget skulle drøftes, også til ølgilde. Han står ved majtræet, når han uder."

Til denne beretning kan føjes endnu et par træk, meddelte af Anders Mikkelsen Rasmussen:

"Når de drenge, der var med til at rydde hulen for første gang, skulle give ud, kaldtes det, at de skulle hønse. "I har ikke været med før, I skal hønse", sagde karlene.

Når vejret tillod det, sad mændene med deres øl og mad ved et bord, der var stillet op i Ellekrogen.

Enkelte år var mændene til at danse. Det hændte også, at skolelærer Brandt var med. [Kristian Pasch Brandt, lærer på Avernakø 1862-1892]

Der findes i Munke, ligesom i Avernakke, to byhorn. Det største, der ikke bruges og ikke følger med oldermandsstillingen, fandtes i 1933 stukket ind ved et spær på loftet i gdr. Kristen Larsens stuehus. Det er uden mundstykke, uden ring og uden indskrift. Dets længde er 18 tommer i lige linie fra den ene ende til den anden. Det mindste fandtes hos den daværende oldermand, gdr. Jens Eriksen Hansen. Det er uden mundstykke og uden ring. Det er 9 tomemr langt, krumningen ikke medregnet. Det er helt fuldt af indskårne navne og årstal. Nogle steder er tidligere indskæringer skåret bort, for at der  kunne blive plads til de nye. Den ældste indskæring, der står med smukke bogstaver, lyder:

                                          P . L . S . H . G . D . H . T . M . Ø
                                               D . 17 . A . G . V . 1787

Debbe indskrift står endnu tydeligt og ubeskadiget af de mange senere indskrifter. Den udlægges: "Peder Larsen har givet dette horn til Munkø d. 17. Avgust 1787." Senere oldermænd har indskåret deres navne, nogle af dem tillige årstal, f.eks. R L S 1879 - T F 1889 - L J L S 1900.

Om ølgilderne i Munke oplyser sognefoged R.P. Rasmussen:

"Det første ølgilde var Kristi Himmelfartsdag, derefter 2. pinsedag og de følgende søndage, i alt 7 gange. Først gav de 5 gårdmænd ølgilde, hver ½ td. øl. Derefter en husmand. Hans øl blev drukket hos en af gårdmændene. Hvert år gav en husmand ½ td. øl. Det gik på omgang mellem dem. Tjenestekarlene skillingede sammen til ½ td. øl hvert år. De gav hver et par mark. Når det traf sig, at en fremmed var til stede, måtte han give en flaske rom.
Øltønden blev lagt ind i stuen på en tøndestol. Øllet blev tappet op i 2 lerfade, der blev sat på bordet. Det blev bakket op med bakkeopskeer af træ med udskæringer og messingsøm op ad skaftet. Øllet blev drukket af glas, der låntes fra sted til sted. Mændene havde deres bestemte pladser, gårdmændene øverst. Manden i den gård, der nu kaldes Dåbsbanke, havde gerne hæderspladsen. Han blev altid kaldt "manden". De andre spurgte gerne, når et eller andet skulle drøftes: "Hvad siger manden?"

Om aftenen kom pigerne og så blev der danset på lergulvet i loen. Der blev spillet på harmonika eller violin.

3. pinsedag var der sprøjteprøve for alle 3 byer. Bagefter gik de til ølgilde i hver sin by. Korshavnmændene nåede nu oftest ikke hjem. De skulle ind og smage på øllet i Munke, og så blev det jo gerne til romøl, og det slog hårdt. De havde tømmermænd i 3 dage efter.

Anders Mikkelsen Rasmussen oplyser yderligere:

"Karlenes gilde stod hos aldermanden. men der var vistnok både karlegilde og drengegilde.
Der har altid været mere orden i sagerne i Munke end i Avernakke. Hvis det traf sig til et ølgilde, at der var kommen en karl til at sidde på en af mændenes plads, skulle han snart blive flyttet."

Og fisker Morten Mortensen, Avernakke, fortæller om ølgilderne:

"De ældste sad øverst ved bordet.Det traf sig så tidt, at der var en fremmed i besøg i byen, og at han så var emd og skulle smage på øllet. Så blev der lagt en tom flaske på bordet foran ham. Det betød, at han skulle give en flaske rom. Det kunne han jo hurtig hitte ud af, og det var jo ikke så vidtløftig en historie, dengang kostede en flaske rom jo kun 75 øre. Så blev der fyldt et fad med øl, og der blev romflasken tømt ud i, og det blev rørt rundt og øst op i glassene."

Om de andre gilder fortæller sognefoged R.P. Rasmussen:

"Når der skulle være fastelavnsgilde, købtes der ind hos købmanden. I Munke var det hos Kristen Snedker i huset over for den gamle skole. Det var om lørdagen. De fik en bolle punch hos købmanden. Sagerne blev båret hen i den gård, hvor gildet efter tur skulle være.

Om søndagen kom karlene (i hver gård var der en karl, en dreng, en storpige og en lillepige) hen i gården for at brænde kaffe og male bønnerne. Der blev jo et helt gilde ud af det.

Om mandagen tudede oldermanden kl. 9. Så skulle karlene ud i en mark og skyde om, hvem der skulle være konge og hvem prins. De skød gerne uden om for at blive fri. Somme tider samledes de i gården og lagde kort om det i stedet for. En pålidelig mand lagde kortene. Den der fik "brus", hjertekonge, skulle være konge. Den der fik "spids", klørknægt, skulle være prins. Så skulle to drenge løbe rundt i gårdene og fortælle, hvem det var, og så skulle mændene komme og få en bid brød og en tår. Pigerne skulle komme og smykke kongen og prinsen kl. 12. Mændene blev i gildesgården omtrent hele dagen. Kl. 1 red  karlene. Først 2 forridere med flag, så et par andre, alle med hvide skjorter og rødt skærf, så kongen og prinsen og måske et par andre. Så red de først til præsten og til et par andre gårde i Avernakke, derefter til alle gårde og huse i Munke. De fik hvert sted en skærv til gildet om aftenen og blev beværtede; hos præsten fik de vin, ellers æbleskiver og varmeøl. Hvert sted sang de og råbte leve for manden i gården og bød dem til gilde. Gårdmændene gav hver 2 kr., husmændene 1 kr., de jordløse 50 øre.

Om aftenen mødte de til gildet i gården. Hver havde et tællelys med. De blev stillet i flaskehalse. Desuden en ølpotte og mad. Først dansede kongen og prinsen med hver sin pige. Kun de to par var på gulvet. Dem,d e dansede med, blev kaldt dronning og prinsesse. Næste dans og alle de andre måtte alle danse med. Mændene sad i en stue for sig selv og drak og spiste lidt. Engang imellem kom de ind og tog en dans i træskoene. Så skulle de gerne have kyssevalsen, skiftevalsen og barberdansen og andre gamle danse.

Om tirsdagen gik karlene rundt og bød husmændene til om aftenen. De fik hvert sted stegt flæsk eller ål med snapse til. Så mødte de alle, både gårdmænd og husmænd, igen om aftenen i gildesgården. Konge og prins havde deres stads på igen den aften, de andre havde deres almindelige tøj på. Ellers var alt som om mandagen. - Om mandagen var det bedst i Avernakke, om tirsdagen i Munke.

Onsdag aften kom karlene i gildesgården for at gøre regnskab op. SÅ kunne de ikke mere Nu gjaldt det om at komme hjem i seng snarest muligt.

Efter fastelavn kom fasten.
De nykonfirmerede og nytilflyttede blev bundet med bindebrev. De skulle i fællesskab give bindegilde. Det blev ikke holdt en bestemt dag. Var der ikke ret mange, der var bundet det år, så hjalp de andre dem at betale, for at det ikke skulle blive for dyrt.

Skærtorsdag aften legede ungdommen på gaden. De spillede kegler, legede "to mand frem for en enke" osv. Langfredag eller påskedag legede de ikke, men 2. påskedag og derefter hver søndag. Pinsedag gav pigerne ud.

Så kom ølgilderne og derefter karle- og pigegilde.
Så sad de aftensæde og spandt, og så var der ikke noget før julelegene. De begyndte 2. juledag. Derefter hver søndag, indtil to omgange var omme, altså i Munke 10 gange.

Alt dette standsede, da ungdomsforeningen blev stiftet af pastor Møller omkring 1900.

Sidste april gik karle og drenge rundt og "sang majby" (maj i by). De fulgtes ad ved 4-5 tiden. Drengene bar buksbom, og hvert sted satte de en tot buskbom op i taget over døren. Det gamle blev taget ned, før den ny tot blev sat op. De stod på trappestenen og sang majvisen. Første vers lød således.

                                        Alverdens skaber mild og blid,
                                        hør det, som vi bede.
                                        Vi prise alle årsens tid.
                                        Vær os alle en nådig Gud med glæde.

Så kom de ind og blev beværtet med mad. De gik til alle gårde og huse.
Om aftenen samledes karle og piger i en gård. Det gik på omgang. Der blev kogt æg til dem. De bestilte, hvor mange de ville have, beregnet et par til hver. Karle og drenge var mætte fra turen, derfor måtte pigerne spise rigeligt. Hvis vejret tillod det, skulle æggene spises under åben himmel, ellers inde i gården. Derefter gik de hjem, uden dans eller anden lystighed. Det kaldtes majgildet. Næste dag, 1. maj, skulle jo nogen skifte plads.

De ukonfirmerede drenge var ikke med til at synge majby. De unge var i de sidste år ikke meget for at gå og synge majby, men de ældre ville have det. Det holdt dog op omkring 1900. I Avernakke by har de ikke sunget majby i mands minde.

Gækkegilde blev holdt for byens børn. Det gik på omgang, kun et sted hvert år, men både huse og gårde var med. Så kom børnene med flæsk, æg, brænde og lys. Der blev bagt æggekage med flæsk i. De havde købt et par flasker vin. En flaske kirsebærvin kostede 39 øre. Det blev blandet op med vand. Gildet begyndte ved 2-tiden på en forud aftalt søndag. Efter måltidet dansede de. Siden fik de chokolade. Børnene gav hver en halv snes øre til vin og chokolade. Børnene sang til dansen, eller når det kom højt, var der en til at spille på redekam eller mundharpe. Det sluttede ved sengetid."

Blandt de danse, der dansedes ved fastelavnsgildet, husker Anders Mikkelsen Rasmussen foruden de tidligere nævnte, Den berlingske, lifligsang, kongens have og ovsekov.

Han oplyser yderligere:
"De der gik og sang majby i Munke, blev beværtet hvert sted. Det var mest æbleskiver og et glas godt øl,d e fik. De begyndte at gå ved mellemmadstid om eftermiddagen. Der var ingen særlig benævnelse for den dag."

Toldopsynsmand Jakob Rasmussen, Munke, fortæller:

"Når vi gik og sang majby, havde vi buksbom med, o gså stak vi en tot af den fast i taget over døren. Kunne vi ikke få buksbom, så satte vi ikke noget op. Det skulle være buksbom.
Vi sang vist aldrig hele visen. Det var gerne  4-5 vers hvert sted. I et af versene hed det:

Lad hønen lægge æg på fad
til pandekage og æggemad.

Vi blev beværtet hvert sted, de fleste steder med æbleskiver, nogle steder med smurt mad.
Om aftenen samledes vi for at spise æg. Det var ofte i det gamle hus, måske det ældste i Munke, der ligger lige vesten for majtræet. "Oppe ved husmandens" sagde vi gerne."

Der var mange andre gilder. Vi lader lærer L. Larsen, Avernakke, fortælle:

"Når byens mænd og karle om vinteren var på vejarbejde endte dagen gerne med et vejgilde i en eller anden gård. Så fik de en bid brød med en snaps til, og der vankede også gerne en punch ud på aftenen. Og ellers spillede de kort, bedste beskub, sidste stik en snaps. Havde det truffet sig i dagens løb, at en fremmed havde passeret vejen, hvor der arbejdedes, havde man gerne trukket en snor over vejen, og han havde da måttet bøde, før snoren blev løst. Det gav jo også lidt til at holde vejgilde for.

En egen slags gilde var rullegildet. Det blev holdt, hver gang en skude skulle sættes i søen. Det kunne være et fartøj, der i uvejr var drevet på grund ved øen. Når det igen var flot og skulle stikke i søen, måtte skipperen først gøre et gilde for dem, der havde givet ham en håndsrækning. Det kaldtes rullegilde. Men det kunne ved rullegildet flyde så rigeligt med drikkevarer, at søfolkene bagefter måtte samle kræfter, før de kunne stikke i søen. Der kunne da let blive lejlighed til et nyt rullegilde. Der går endnu frasagn om de mange rullegilder, der blev holdt, før "Vega"  1898 forlod Avernakø.

Og så var der jagegilder (jagtgilder). Så længe øen var fæste, ejede herskabet, Hvedholm, selvfølgelig jagtretten på øen, og beboerne havde da pligt til at befordre jagtselskabet til og fra øen 1 gang årlig, når der skulle holdes klapjagt (de skulle i ror). Desuden skulle de møde med klappere, 2 fra hver gård og 1 fra hvert hus. Det var nok alt det hoveri, øen skulle præstere.

Der var, og er da forresten endnu, mange harer på øen, og jagtfogederne vågede nøje over, at krybskytter lod dem i fred. Naturligvis var haresteg en yndet spise, og adskillige harer omkom da også i årets løb på grund af indtrufne ulykkestilfælde, uden at det bevisligt kunne lægges nogen til last. En rive kunne let falde ned i hovedet på en sovende hare, eller en sten kunne uforvarende træffe den. SÅ gik den stille i gryden, og ingen havde ondt af det, ingen havde set.

Efter øens overgang til ejendom, selveje, vedblev jagtretten i en årrække at udøves af herskabet, der lejede den af beboerne. Det var en stor festdag på øen, når 20-30 af den fynske adel og andre honoratiores holdt klapjagt. Klapperne fik da 25 øre i drikkepenge for hver skudt hare. Det kunne blive til henimod 30 kr., der så fordeltes til de 3 byer i forhold til gårdenes antal. Munke kom på den måde i besiddelse af 6-7 kr. Når så jagten var forbi, og folk havde været hjemme og røgtet og fået nadver, samledes de i den gård, der stod for tur. Der blev købt en flaske brændevin og to flasker rom samt fornødent sukker. Brændevinen gik til "bedste beskub", og rommen anvendtes til punch, alt mens snakken gik, og dagens begivenheder drøftedes. Der kunne da falde adskillige drøj kritik over de høje herrers skydning, særlig hvis en eller anden klapper havde fået et par hagl, vhad ske kunne. - Et sådant gilde kostede 2 kr. 25 øre, så der kunne blive idntil 3 gilder af puljen. Det var særlig disse penge, der gik til vejgilderne.

Men gildernes tal var endnu ikke forbi. Der var grisegildet! Det var ikke det ringeste, når der var slagtet gris. naboerne hjalp jo til med at få livet af grisen, og når denne var hængt op og i orden, tog man frokosten: stegt flæsk og lunkeøl. Om aftenen serveredes der flæskesteg og pølse.

Men også konerne holdt deres gilder. Når en kone havde bagt eller brygget, gik der bud til nabokonerne om at komme og sætte smag på produkterne i al tarvelighed: en bid brød og - ja, naturligvis, en snaps, dog måske med lidt kulør på. Solbær havde man jo da i haven. Blev flasken tom, tyllede man på den igen. Ja, selv når der holdtes storvask, måtte konerne sammen og styrke vaskekonerne med en lille forfriskning, selv omd et kun var en sjat kaffe.

Men dermed er rækken endda ikke udtømt. Der var alt det private gæsteri, navnlig i juletiden, hvor familierne kom sammen (gæstede), og da næsten alle beboerne i ældre tid var beslægtede med hinanden, kunne der gæstes i 14 dage - 3 uger i træk, og det var solide retter, der bødes på. Men de gamle var sunde og stærke folk, der kunne holde til det. En høj levealder er endnu et særkende på øen, 80-90 år er ikke ualmindeligt.

Nu kunne man mene, at alt dette gildesværk var for emget af det gode, men det må erindres, at man havde ingen andre fornøjelser, end hvad man lavede selv. Den eneste udflugt, man tillod sig, var en tur til Fåborg sommermarked, og der kom endda ikke alle med."

Om familiefester fortæller lærer Larsen:

"Når der er bryllup her, går vi til kirke. Forrest går spillemændene. Så kommer brudeparret. Derefter næstefolkene og den nærmeste familie. Så kommer sognefogeden med skolelærerens kone; hans egen kone er ikke med; hun er med til at koge. Det er alle gårdkonerne, så de bliver jo hjemme i køkkenet. Bagefter kommer så de andre af familien og bydelaget.

Både når der er bryllup, barselgilde og begravelse, bliver alle konerne fra de 5 gårde i Munke bedt til at koge. Ingen af dem er med til bords; de bliver i køkkenet. Der spiser de, og der drikker de kaffe og snapse. De vil skam ikke ind til bordet. De ville tage det som en stor fornærmelse, hvis de ikke blev bedt til at koge.

Konerne har det meget fornøjeligt ude i køkkenet. Men et sted, hvor manden var noget påholdende, kunne de ikke rigtig få fred til deres kaffeslabberads. Manden kom hvert øjeblik derud. Så hittede de på at gå ud på et vist sted. Der kunne da være et par ad gangen. Men her kom han sandelig også og stak hovedet ind: "Hvad, sidder I her?" Det morede de dem meget over".

Til slut skal der meddeles nogle træk om de to, der har klinket med hinanden over majtræet på billedet. Jørgen Nørmark og Sviten (Rasmus Nielsen). Jørgen Nørmark er tegnet af Achton Friis i 1921, og hans billede findes i dennes værk "De Danskes Øer" med underskriften "Gammel bonde fra Munke by på Avernakø". Lærer Larsen har beredvilligt sendt mig følgende om dem:

"Jørgen Nørmark var ret en type på en gammel øbo, arbejdssom, nøjsom og pålidelig, noget tavs til daglig, men fuld af historier om de gamle, tit højst originale mænd i byen. Når han ved gilderne kom i humør, kunne han godt stemme op med en eller anden gammel vise, og kom det højt, smed han træskoene og svang sig i dansen, selv om hosesokkerne gik med i løbet. Han kunne alle de gamle danse. Iøvrigt var han jagtfoged og som følge deraf alle hundes svorne fjende. Selv en lille delle kunne han mistænke for slette tilbøjeligheder. I mange år var han en anset skaffer ved bryllupper og begravelser, så var der stil over ham.

Hans hus lå nær ved skolen, og i mange år var han degnens tilflugt i såtid og høst. Han tærskede kornet med plejl. Kl. 4 om morgenen hørtes plejlslagene fra loen. Han savede brænde, gravede have o.s.v. - altsammen for en meget beskeden dagløn, og dette samtidig med, at han passede sin egen bedrift. - I 25 år gik han fast hos mig, og før min tid var han i mange år Brandts trofaste hjælper.

Og Sviten. En gammel, noget enfoldig ungkarl, hjemmehørende på øen, havde i sine år tjent forskellige steder. Arbejdsevnen var kun ringe, og lønne blev derefter, så der kunne ikke lægges noget til side. Han var det sidste almisselem, hvorved forstås en person, der underholdtes af kommunen på den måde, at hver gård leverede et vist kvantum flæsk, smør og andre fødevarer,d er så blev tildelt den pågældende person. Var denne en kvinde, kunne hun jo nok tillave det selv i en lejet stue eller eget hjem, medens det for en mands vedkommende blev overladt til en eller anden familie, der så tog den gamle i kost for en ringe betaling.

Før Svitens tid måtte almisselemmerne gå på omgang i gårdene og opholde sig 1 uge hvert sted, et højst uheldigt forhold både for de gamle og for de pågældende gårde. Enhver gård havde og har enkelte steder endnu ved staldene et lille kammer, der kaldes "Per Døvs kammer" efter den sidste af de gamle almisselemmer, der gik på omgang.