Jomfru Rigborg var datter af Egeskovs ejer Laurits Brockenhuus og kom i en ung alder i tjeneste som hofdame hos dronning Anna Catharina, Christian den IV`s gemalinde, "i Dronningens Jomfrukammer", som man dengang kaldte det. I denne tjeneste lærte hun kongens kammerjunker Frederik Holgersen Rosenkrands at kende, og - som datiden skriver - "da hun var meget ung og måske endnu ej kendte kærlighedens magt, kom de hverandre for nær, så at hun af en hændelse nedkom med en søn 1599, hvilket skete på Lindved i Fyn hos hendes moster Elsebe Skram, der var gift med Ove Bille". Man skulle nu tro, at denne "hændelse"  allerlettest kunne være bleven gjort god igen ved, at Frederik Rosenkrands havde ægtet den unge pige, hvortil de begge synes at have været villige, men jomfru Rigborgs fader var aldeles ikke indstillet på at ville gå med til en sådan mindelig afgørelse. Den ham og hans familie tilføjede krænkelse skulle offentlig afvaskes ved dom.

Den unge Rosenkrands blev nu forfulgt af to stævninger, en af Laurits Brockenhuus, hvorefter han ved dom kendtes æreløs, en anden udtagen efter kongens ordre, hvorefter han dømtes til at miste to fingre og være æreløs, men hende skulle hendes værge "nu straks i hendes levetid lade indsætte og hende uden al vild i fængsel forvare". Rosenkrands fik dog ved kongens nåde dommen formildet til landflygtighed, han gik derefter i ungarnsk tjeneste, hvor han dræbtes et par år efter ved et ulykkestilfælde som sekundant ved en duel.

Rigborg Brockenhuus lod hendes fader, som før meddelt, indemure i ovennævnte værelse på Egeskov, hvor hun gennem et hul i væggen fik sin mad rakt ind til sig; med sine omgivelserne havde hun i denne lange tid ingen forbindelse. Hendes faders hadskhed nøjede dog ikke  hermed; for at håne hende og bringe så megen vanære over hende som muligt lod han - skriver samtiden - sin datters billede sætte over indgangen til gårdens kloset. Hendes lidelser fik dog også sin afslutning, thi ved faderens død 1604 lod den mere medlidende moder hende straks løs, og efter moderens død udlagde hendes søskende hende som arvepart Nybøllegård i Hillerslev sogn i Svendborg amt.

Hun levede her under navn af fru Rigborg til sin død 1641 agtet af venner og frænder. Den datidige biskop i Odense, Johs. Michelsen, omtalte hende stedse med megen agtelse. Før hun forlod denne jord, oplevede hun den glæde, at hendes søn, der i dåben var kaldt Holger Frederiksen, i 1624 modtog kongelig stadfæstelse på et brev, som de Rosenkrandser havde givet ham, "at han måtte holdes for en ægte Rosenkrands", ja aldeles mod tidens skik og brug arve sin faders godser Rosenvold og Stjernholm.

Kong Christian den Fjerdes iver for at fremskaffe brevet fra de Rosenkrandser ligesom hans stadfæstelse heraf, så sønnen tog arv uden at være lyst i kuld og køn, gav den mistanke ny næring, der udpegede kongen som hendes søns fader, der havde bevæget Frederik Rosenkrands til at påtage sig fadderskabet. Herom kan dog intet bevises. Laurits Brockenhuus delte dog vist den gængse mening i den henseende, på anden måde kan ikke godt det svar opfattes, som han gav kongen, da denne efter jomfru Rigborgs nedkomst bad om nåde for hende hos den fortørnede fader: "Så har kongen vel selv været fader til barnet!" - Dertil svarede denne kort: "Det skal vi lægge os fra !"