Af pastor Jens Sophus Brandt, Ollerup
efter transskription 1976 ved Anna Skov, Ringsbjerg, Ollerup

Den måde, hvorpå Ollerup Børnehjem er blevet til, er underlig og nok værd at kende. Det var i året 1874 at Mette Marie Sørensen, indsidder Rasmus Rasmussens kone i Ollerup henvendte sig til daværende præst i Ollerup, J.S: Brandt, og udtalte som sit inderlige ønske, at blive moder for hjemløse og forældreløse børn i et børnehjem.
Denne kone var født i Egebjerg 4. nov. 1818. Manden var også født i Egebjerg 3. sep. 1822. De havde to børn: Susanne Rasmussen, født i Ulbølle 13. dec. 1851 og Rasmus Rasmussen, født i Stenstrup 24. aug 1854. De var altså begge i en alder, at de kunne selv fortjene deres brød.
Forældrene boede som indsidderfolk i Ollerup og ernærede sig godt. Manden, som havde mistet sit ene ben ved en sammenstyrtning af en mergelgrav, ved at hugge sten til vejene. Konen formentlig som kogekone ved bøndergilderne, så at de endog havde samlet sig en lille kapital på 160 kr.
Tanken om børnehjemmet tiltalte præsten, og der var nogen tid tale om, at indgive ansøgning om, at det måtte tillades at udlægge et stykke land af forpagtergårdens mark, til derpå at bygge et børnehjem.  Men da blev der på en gang et hus til leje i Ollerup. En skrædder ved navn Christian Andersen ejer af huset matr. nr 68a i Ollerup fandt sig nemlig foranlediget til at flytte til Fåborg, hvorved huset blev ledigt.

 
Det første børnehjem i Ollerup

Mette Marie Sørensen greb straks lejligheden og lejede huset for 100 kr. årligt. Det var det første skridt. Men nu gjaldt det om at få huset forsynet med senge og bohave. Det lykkedes fornemlig ved frivillige bidrag. Dernæst gjaldt det om at få børn ind i hjemmet, og for at opnå dette, måtte indsidderfolkene tage mod de første børn for den ringe betaling af 60 kr. årligt for hvert barn, som derfor skulle forsynes med alt.
Således står børnehjemmets sag indtil efteråret 1876, da ejeren Christian Andersen på en gang tilbød at ville sælge huset. I denne anledning mødte da Christian Andersen d. 7. nov. 1876 i børnehjemmet hvor tillige præsten og Jens Ditlev Jensen af Stågerup var mødte for at være behjælpelige med at afvikle købet. Ejeren forlangte 2800 kr. for huset og ville i lang tid ikke slå en skilling af. Tilsidst tog præsten sit tøj og gik hjem. Det hjalp, lidt efter kom Chr. Andersen og Jens Ditlev Jensen op i præstegården, nu havde manden givet køb og ville sælge huset for 2700 kr. Øjeblikkelig blev købekontrakten affattet. Ifølge denne skulle 1000 kr. indbetales førstkommende dec. terming 1876, 500 kr. juni termin 1877. Angående de øvrige 1200 kr., som indestod i Svendborg Sparekasse, måtte køberen selv affinde sig med sparekassens bestyrelse. Præsten og Jens Ditlev Jensen underskrev som kautionister for købekontraktens opfyldelse. Dette var vort andet skridt. Men hvorfra skulle 1000 kr. komme, der var kun 4 uger til terminen. Det gik imidlertid.

Afdøde ex. baron Halften Carisius gav 200 kr.
Amtmand Brockenhuus Schack lånte 200 kr.
Kammerherre baron Rosenørn Lehn lånte 200 kr.
Gårdmand Jens Ditlev Jensen lånte 200 kr.
Træskomand Rasmus Rasmussen lånte 200 kr.

Således blev dec. termin klaret. For at kunne klare juni termin blev ansøgning indgivet til rigsdagen om 500 kr. som heldigvis blev bevilliget og summen blev indbetalt fra amtstuen førend juni termin 1877.
9. januar 1877 modtog præsten et brev fra prokurator Johansen i Fåborg, hvori fandtes skøde på huset tillige en panteobligation på 500 kr. til underskrift af Rasmus Rasmussen og af præsten og af Jens Ditlev Jensen som kautionister, hvori vi forpligtedes til at udbetale de 500 kr. med renter til Christian Andersen til juni termin 1877. På den måde kom skødet på huset heldigvis i vore hænder. Således var alt hidtil gået godt. Vi havde opfyldt vore forpligtelser og vi havde lovformeligt skøde på huset.
Men stormen kom og havde nær blæst børnehjemmet omkuld. Præsten tænkte nemlig, at nu var den hellige grav vel forvaret og at det var tidsnok at få skødet tinglæst. Men denne præstens forsømmelighed der fandt sin grund i ubekendtskab med lovgivningen havde nær givet anledning til at alt hvad der hidtil var ofret for børnehjemmet var spildt og selve børnehjemmet var gået overstyr. Under 23. marts 1877 fik præsten nemlig brev fra prokurator Johansen, Fåborg med underretning om at skrædder Christian Andersen havde opgivet sit bo til konkursbehandling. Det var derfor en lykke, at vi havde fået skødet på huset førend denne falliterklæring 21. marts 1877 blev udstedt, da det nok var meget tvivlsomt, om vi under slige omstændigheder kunne have fået skødet på basis af den foreløbige købekontrakt.
Nu først blev skødet tinglæst 19. april 1877 og kom tilbage med følgende påtegning: Det bemærkes at matr. no 68a i Ollerup er behæftet ud over ovenstående sum 2700 kr. og at der samtidig med nærværende skøde er tinglæst Fåborg Købstads skifterets bekendtgørelse af 21. marts d.å. om at skræddermester Christian Andersen af Fåborg, den nævnte dag har opgivet sit bo til konkursbehandling.
Denne omstændighed, at skødet blev tinglæst samtidig med Chr. Andersens falliterklæring var vistnok også til børnehjemmets lykke, da i det tilfælde skødets tinglæsning var sket efter falliterklæringens tinglæsning, huset næppe ville have udngået at blive draget med ind under konkursboet.
Ved pantetagerattest af 27. april 1877 erfaredes nu, at der på huset hæftede foruden 1200 kr. til Svendborg Sparekasse skadeløsbrev af 25. sep tinglæst 15. okt. 1874 med prioritet næst efter ovennvænte 1200 kr. til købmand G.R: Berg i Svendborg. Det viste sig imidlertid senere, at denne anden gæld i virkeligheden var reduceret til 1800 kr. Men det var jo nok, og mere end nok alligevel. Til yderligere sikkerhed for disse 1800 kr. var Chr. Andersens broder barber H. Andersen og svoger, blikkenslager Jensen i Fåborg gående i kaution.
Ved hjælp af ovennævnte panteobligationer, som førend falliterklæringen var transporteret over til barber Andersen, havde nu disse kautionister fået 500 kr. til låns af Fåborg Sparekasse, hvorved gælden til købmand Berg var reduceret til 1300 kr.
På grund af at skødet ikke var blevet tinglæst forend Chr. Andersen overgav sit bo til konkursbehandling, var der fare for, at skifteforsamlingen i konkursboet ville forlange børnehjemmets hus inddraget under boet. Ved brev af 27. juli 1877 fra prokurator Johansen blev præsten imidlertid underrettet om, at skifteforsamlingen 27. juli 1877 havde vedtaget ikke at søge ejendommen i Ollerup inddraget under Chr. Adersens konkursbo. Dermed var den sorg slukket.
Men der stod endnu en vanskelighed tilbage. De ovennævnte to kautionister havde nemlig måttet indfri deres kautionistforpligtelser til købmand Berg og betalt ham de resterende 1300 kr. hvormed de havde fået sig kautionsbeviset tiltransporteret og var altså indtrådt i købmand Bergs rettighed med hensyn til anden prioritets panteret i huset. Der var altså fare for at de ville gøre deres panteret i huset gældende for 1300 kr. vedkommende, som havde måttet betales.
Prokurator Knudsen i Svendborg tilskrev i denne anledning prokurator Johansen i Fåborg blandt andet følgende: "Da huset er indrettet til børnehjem og det er af vigtighed at få det fri for bemeldte behæftelse tillader jeg mig herved ærbødigst at anmode Dem om, at anvende Deres bona officia for at formå de nævnte kautionister til at renoncere på bemeldte panteret i betragtning af, at de ikke kunne gøre den gældende uden at Andersen pådrages straf, hvilket vel kautionisterne ikke ville have. Såfremt de værger sig, vil jeg tilråde børnehjemmet straks at andrage på kriminel forfølgning, da det ikke er tjent med at vente indtil den skyldige muligvis er død eller har forladt landet, hvorved det udsættes for en tvivlsom prøve". Det hjalp. Kautionsbeviset blev sendt med påtegning om, at kautionisterne frafaldt deres panteret. Hæftelsen på skødet blev annuleret og børnehjemmet fik sendt skødet på sin jord.

Dette er børnehjemmets underlige historie hvoraf det vil skønnes, at vi ved sælgerens bedrageri blev bedraget til at købe huset. Og uden dette bedrag var vi aldrig kommet i besiddelse af huset. Thi dersom vi havde vidst, at der foruden 1200 kr. hæftede en anden prioritetsgæld af 3600 kr. derpå, kunne vi naturligvis aldrig have indladt os på købet. Man ville vel alligevel skønne af denne historie, at lykken er bedre end forstanden, eller rettere sagt, at Vorherre er dårernes formynder, og at det er Ham som har givet børnene dette hjem.
Historien er sand, og kan bevises af selve skødet, af pantetagerattesten, og af de øvrige skriftlige dokumenter, som altid bør pbevares i børnehjemmet.

Det har hørt og hører til undertegnede præsts største glæde i min lange embedstid i Ollerup og Kirkeby sogne, at se dette børnehjem gro op i folket til velsignelse for så mange hjemløse og forældreløse børn, og det er min inderlige bøn til Gud, hvem æren for dette børnehjem alene tilkommer, at han fremdeles vil holde sin almægtige og nådige hånd derover, så at det gennem mange slægter måtte stå som et levende minde om ham, som tog de små børn i sin favn og velsignede dem.
Men næst i Guds hånd overgiver jeg børnehjemmet i mine kære eftermænds hænder og lader dem i Jesu navn om, at de kærligt vil våge derover og trofast stå det bi med råd og dåd. Amen!

Ollerup Prgd. 30. januar 1880  J.S. Brandt