Bondedigteren Mads Hansens datter fortæller

Minder fra min Barndomn
(Skreven til mine Børn og Børnebørn)
af Tora Christensen, født Hansen.

Sterregaard ligger i Sterreby, en lille Del af Hundstrup Sogn i det smukke Sydfyn. Gaarden ligger lidt lavere end den nærmeste Omegn, omgivet af en stor Have og marker med levende Hegn. Og Grænsen til den ene Side er en Bæk.
Far siger i en Sang:
Af Floder er her en lille Bæk,
af Skanser ikkun en Rosenhæk
og et Dige.

Der blev sagt, at i et Hjørne af marken stødte tre Sogne sammen, Hundstrup, Ulbølle og Vesterskærninge.
Haven, som ligger mellem Vejen og den firlængede sammenbyggede Gaard er ca 1 Td. Land stor. Stuehuseet ligger i vest udimod Haven. Syd for Haven er Indkørselen, "Gyden" med en Avnbøgehæk imod Haven og en række Kastanier langs en bred Grøft ind imod en Mark. I det nordvestlige Hjørne imod Vejen havde Far plantet en lille Bøgelund kaldet Skoven. - Nogle Frugttræer var bleven staaende fra den gamle Gaard, min Farmor Inger Madsdatters Hjem, som laa nærmere ved Vejen.
-Mor  fortalte , at Far som lille havde leget i den. - Den nuværende Gaard blev bygget af Farfar , Hans Henrik Andersen og Far.

Da jeg kun var fire Aar, da Far døde, er det kun faa og spredte Træk, jeg kan huske fra den Tid, han levede.
Jeg kan i erindringen se ham ligge paa Sofaen i Havestuen. Mor har fortalt, at jeg ofte fik Lov til at lege inde hos ham, da jeg ikke var saa støjende.
Eller jeg kan se ham sidde ved sin Skrivepult i det lille Hjørneværelse og høre Mor fra den anden Stue tale til ham. Jeg kan tydelig høre hende sige "Mads".
Mens Far levede, var der en festlig Stemning over Søndag Morgen, naar vi Børn renvaskede, søndagsklædt, med nystrøgne Forklæder, lidt højtidelige, sammen med de voksne, gik ind til Morgensang.

Far døde den 1ste April l880. - Jeg husker kun fra de Dage, at jeg gik og samlede blomster op fra Gulvet i Stuen. Og at der var mange Mennesker.
Vi har været seks Søskende. - Den næstældste Thorvald døde af Lungebetændelse to Aar gammel.
Den Dag Far blev begravet, døde min næstældste Søster Helga af Lungebetændelse i Tilslutning til Kighoste, som vi vist alle havde paa den Tid.-
Man forstaar, det har været en stræng Tid for Mor.- Nu havde hun kun tilbage min ældste Søster Inger, mig, min Bror Harald og min Søster Sigrid. - Inger var en velbegavet og god Pige, som jeg ved Far og Mor var meget glade for.- Tretten Aar gammel  døde hun af Tuberkulose. Det var ubeskriveligt strængt for Mor.- Selv savnede jeg min Søster meget, hun var altid saa god til at tage sig af os mindste.-

Mor maatte jo efter Fars Død tage sig af det hele. Foruden Landbruget havde de i nogle Aar Mejeri. Det var Mælk fra deres egne og Naboernes Besætninger. (Fællesmejeri). Der blev kærnet Smør og lavet Ost, ogsaa Myseost kan jeg huske, de lavede, den syntes jeg, smagte saa godt. Vi havde en Tid en Mejerske Kirstine Svegaard fra Helsinge, jeg husker hende tydeligt, hun var rask og djærv, og hun talte bestemt.- To af vore unge Piger fra de Aar husker jeg særlig, det var ogsaa to gode og trofaste Piger, som begge var hos otte-ni Aar, Martine og Karen. - Martine var Kokkepige, en lille , buttet og rødmusset Pige, hun smilte meget og snakkede meget, ogsaa med os Børn. Hun bagte nogle store Stabler Pandekager, det var vi meget optaget af. Hun hjalp at passe Harald, da han var lille.- Martine blev gift med Anders Jessen, Søn af Sognefogden, som var Fætter til Far. Han var en flink og velbegavet Mand. Han havde været paa Askov Højskole en Vinter, og han var meget litterært interesseret. Han læste en hel Del ved Siden af Arbejdet med sit lille Landbrug. Og Martine var ham en flittig Hjælper. Foruden sit Hus og fire Børn fik hun Tid til at hjælpe i Have og Mark. I deres Hjem i Mynderup kom Mor og vi Børn jævnlig igennem Aarene.- Senere da jeg ogsaa havde været paa Askov Højskole, var Anders glad for at faa en Passiar om Oplevelserne derfra. Og Martine sad med et Smil og hørte sin Mand fortælle, hun beundrede ham. Og Børnene var de glade for, ikke mindst da den lille Dreng kom efter tre Piger. Martine talte ogsaa tit om Aarene, da hun var paa Sterregaard. Martines Stedmoder var ogsaa langt ude i Slægt med Far. Hun og Martines Far, som var Væver, boede i et lille Hus lige ved en Skov, det hed Bremerhus,- ogsaa i Hundstrup,- Kirstine var svagelig, hun havde det ikke godt. Naar vi kom, var hun glad og vidste aldrig det gode, hun vilde gøre os.
"Karen fra Egebjerg", som vi kaldte hende, var kun lige konfirmeret, da hun kom for at hjælpe at passe Thorvald, som dengang var mellem et og to Aar, og blev saa og passede os alle.
Hun var en ualmindelig fin og god Pige, som vi alle satte stor Pris paa. Hun var i nogle Aar svagelig af Mavesaar, men kom sig. Efter at have været hol os i otte-ni Aar, kom hun hjem til sine Forældre.- Senere blev hun gift med Peter Nielsen. Han havde tjent paa Sterregaard, mens hun var der. Han var Sjællænder, men de kom til at bo paa hendes Fødegaard paa Egebjerg Bakker. Mor og jeg var med til deres bryllup. Jeg var c. 12 Aar dengang. Jeg syntes, hun var saa smuk.
Hun havde sine Forældre, og et Par gamle Slægtninge, vistnok Peters Mor, og en rar og hjælpsom Onkel boende i en Sidebygning, saa længe de levede.
Det har ikke været nogen let Opgave for Karen, som ikke var stærk, især da de gamle, efterhaanden kom til at trænge til Pasning, men hun har sikkert været god imod dem alle. Hun var en god og kærlig Kvinde. Selv havde de tre Børn, en Søn og to Døtre, som de var meget glade for.- Hendes Mand døde ret pludseligt, kort efter at min Datter og jeg i Sommeren i l941 havde besøgt dem. Karen lever endnu og bor i sit Hjem hos sin ældste Datter Helga.
 Karen og Peter købte for flere Aar siden Sterregaard af min Søster. Det var meningen, at deres Datter Maren, som var gift med en Landmand, skulle have Gaarden, men først spurgte hun os, om vi vilde have det gamle Hjem, saa skulde vi have første Ret.- Det kunde nu imidlertid ikke lade sig gøre.
Da Datteren fik Gaarden, var det en Glæde for Karen, nu hendes Mand var død, ofte at være paa Sterregaard i længere Tid. Hun omfattede os og Minderne om den Tid, hun var i vort gamle Hjem, med stor Hengivenhed.

Før Far døde, havde han fæstet en ung Mand fra Jellinge, Martin Nielsen, som Forkarl. - Han var Svoger til Friskolelærer Hannibal Petersen. Han skulde kunne paatage sig et mere overordnet Arbejde, da Far var meget svag.
Far døde, før Martin Nielsen tiltraadte Pladsen. - Og da han kom, blev han som Bestyrer.
Efterhaanden som Martin Nielsen kom ind i Gaardens Drift og viste sig at være en og paalidelig Mand blev det en Lettelse for Mor, saa hun rolig kunde ofre sig for Børn, Hus og Hjem.- Og hun tog sig meget af os, sørgede for, at vi fik god Mad og var meget i frisk Luft. Hun var sikkert bange for den Sygdom, som tog baade Far og Inger.
Saa længe vi ikke gik i Skole, tumlede vi os Dagen lang i Have og Mark,i Stald og Lade. - Vi havde to gode Legekammerater, Anna og Ingeborg. Deres Far Lauritsen var Sømand, ham og hans Kone satte Mor stor Pris paa. De boede i et Hus, som hørte til Sterregaard, det laa lige paa den anden Side af Vejen, og vi Børn, kan jeg næsten sige, var sammen hver Dag.- De gamle krogede Frugttræer var gode at kravle i. Vi havde Stuer i hver sine Grene, der var baade Sofaer og Stole, hvor vi gjorde os det hyggeligt. I et Hjørne af Haven mod Nord laa nogle store Sten, der havde vi indrettet en hel lille Lejlighed med Køkken og Tilbehør af Skaar og gamle Ting, som vi kunde faa fat paa, vi havde endog en Æbleskivepande, hvor vi af Jord kunde lave de fineste Æbleskiver, bedst blev de næsten om Vinteren, naar de frøs stive om Natten.
Udenfor Mælkestuen var en muret Dam, hvori der løb rindende Vand fra et Bassin i Mælkestuen, der vilde vi gærne pjaske i. En Gang jeg havde besøg af en Kammerat, Møllerens Anna, var der et Kar sat ud i Dammen for at blive tæt. Det fik vi Lyst til at bruge som Baad. Vi fik det halet i Land og kom op i det, jeg havde en god Kæp til at stage med og forklarede Anna, at vi maatte blive i hver sin Side. Men da Karret begyndte at dreje rundt, blev Anna bange og gik over i min Side, saa væltede Karret, og vi fik os en ordentlig Dukkert, skønt Dammen ikke var ret dyb.
I Laden var det en yndet Fornøjelse at lege Smut (fange hinanden) paa de nederste Bjælker, eller springe ned fra Bjælkerne i Halmen nede i Logulvet. Det skete ogsaa, at vi faldt ned fra Hanebjælkerne, men vi var dog i Reglen saa heldige, at der var sat et godt Lag Halm op nedenunder.- Jeg faldt dog en Gang helt oppe fra, der var sat Halm helt op. -Vi legede Gemme, Møllerens Anna og jeg havde fundet et godt Gemmested deroppe. Pludselig, da jeg vilde kigge ud, gled et stort Halmknippe, som jeg laa paa, lige ned paa Logulvet. Jeg begriber ikke, det gik godt. Jeg maa have holdt mig godt fast i Knippet. Anna raabte om jeg var død.
Vi var ogsaa ivrige efter at finde Hønsereder. Hønsene som for  det meste gik frit kunne gemme deres Reder de mærkeligste Steder inde under Taget i Kornhæsset, eller ude paa Jorden mellem Brændenælder. En Gang fandt Harald en Rede mellem nogle Brædder, da han vilde kravle derind, fik han hovedet i Klemme mellem Brædderne og kunne ikke faa det ud igen, saa vi maatte hente Martine, som befriede ham. Vi fik et Røræg for hver Rede, vi fandt med Æg i, saa det var ikke saa sært, vi var ivrige.-
Om Vinteren var Kostalden et rart Sted at lege, der var en behagelig Varme, en lang Fodergang med Vinduer, og gerne en eller to tomme Baase, hvor vi stillede Kasser op til Stole og Borde. Og Krybben var ved Hjælp af noget Halm og nogle tomme Sække en god Seng, hvor vi kunde ligge to, en i hver Ende med Benene imod hinanden.- En Aften havde vi bestemt, at vi vilde sove der om Natten. Da vi havde lagt os godt til Rette, hørte vi med mellemrum en underlig brølende Lyd, det var ikke Køerne, de laa saa hyggeligt og tyggede drøv. Da det blev ved, blev vi bange og listede slukøret ind. Først længe efter fik vi at vide, at det var Martin, der vilde forskrække os, for at vi ikke skulde falde i Søvn derude.
Søndag Formiddag løb vi tit, Anna og jeg først, saa Harald og Ingeborg, op paa Pavens Banke. Der legede vi, vi var i Kirke, saa sang vi, og løb saa i fuld Fart ned ad Bakken igen.
Naar det var Frostvejr, gled vi paa Is paa en overrislet Eng lige ved Gaarden. Da vi blev større, fik vi Skøjter.
Ja sådan kunde jeg blive ved, vi var altid optaget.
Men før Skolealderen flyttede Lauritsens til Svendborg. Det var et stort Savn for os Børn. Vi besøgte dem jo af og til, og de os, men det naturligvis ikke det samme, som at være sammen daglig.-Men nu var Sigrid jo bleven større, og vilde gærne være med, hun vilde ogsaa gærne lege med Dukker. Vi havde i stuen et lille Bord med en Skuffe i hver Ende, der gemte vi Dukketøjet, nogle smaa Kurvestole havde vi, saa der havde vi et lille Hjørne for os selv.
Efter at Lauritsen var bleven Strandkontrollør i Nakskov, skrev Anna og jeg sammen, og hørte derved, hvordan det gik hele Familien. Der var to mindre Børn, Rebekka og Peter.-Forældrene døde ret tidligt. - Anna blev gift og boede i Odense, hvor jeg besøgte hende. Men hun døde for mange Aar siden. Ogsaa Ingeborg døde tidligt.
Vinteraftenerne , syntes jeg, var saa hyggelige. Der blev altid holdt Mørkning, Mor sad gærne i en Kurvestol ved siden af Sofaen, og vi tre omkring hende. Kakkelovnen stod overfor paa den modsatte Væg, tit stod Laagen aaben, saa vi kunde se Ilden, det syntes vi var saa hyggeligt. Ofte fortalte Mor smaa historier  eller Træk fra sin Barndom og Hjemegn. Mor var født i True (ved Aarhus) hvor hendes Forældre havde en Gaard. Hun fortalte , at hendes Far tit var ud at handle med Kreaturer. Og naar hun og hendes Mor saa var færdige med det vigtigste Arbejde, satte de sig ind og gjorde sig det hyggeligt. Saa læste Mor højt, mens hendes Mor sad med haandarbejde, paa den Maade fik de læst og talt om meget, som hendes Far ikke havde saa meget interesse for.
Mor kunde saa mange Æventyr, som hendes Bedstemor havde fortalt  hende ogsaa gammel overtro, som Bedstemoderen selv troede paa, især Varsler.-Bedstemoderen havde fortalt Mor, at hun var saa ung, da hun blev gift, og at hun saa gærne vilde ud at lege med Børnene paa Vejen, naar hun kunde komme af Sted. En Gang var hun ude paa Vejen og spille Pind med Børnene, og var saa  optaget af det, at hun helt glemte Tiden, indtil hun ser Manden med Folk og Heste komme hjem fra Marken. Hendes Mand tog det roligt og sa':"Saa min bette Pig',skal vi saa gaa ind og faa noget Mad". Hun svarede:"Ja, nu skal jeg komme, jeg er lige straks færdig".
Da vi blev noget større, fortalte Mor Bibelhistorie og Danmarkshistorie for os. Ogsaa Sagn og den ældste Historie, og om de gamle Guder, som morede os meget.
Naar vi havde faaet fortalt Bibelhistorie, blev Lampen tændt, og vi hentede en tyk Bog, "Biblen i Billeder", af Gustav Dore'. - Saa fik vi Lov at se det, som illustrerede det, som vi havde hørt. Det var vi meget glade for. Vi kunde blive ved at se paa disse Billeder, og glædede os til næste Gang, for vi maatte ikke se længere frem end dertil, hvor vi havde faaet fortalt.- Saa kom vi i Seng, og Mor bad Aftenbøn med os.-
Julen var for os, som for de fleste Børn, en Tid med en egen Glans over. Dagene talte vi længe før. Og de sidste Dage før Jul gjaldt det om at komme først op om Morgenen, og paa bare Ben styrte ind i Stuen for at finde Julepapir, som var falden paa Gulvet. Vi vidste nok, at de voksende sad og lavede Pynt til Juletræet, og det maatte ikke fejes ud. Fandt vi nogle gode Stykker, fik vi travlt med at lave smaa bitte Kræmmerhuse, Stjerner o.s.v. saa godt vi kunde.
Naar Juleaften saa endelig kom, og vi havde spist Julegrød med Rosiner , Sukker og Kanel, og sødt Øl til, og dernæst Flæskesteg  eller Ribbensteg og hjemmelavet Medisterpølse, kunde vi næsten ikke holde ud for Spænding, indtil Døren gik op, og vi stod for det straalende Juletræ, og vi alle store og smaa gik rundt om det og sang. Først sang vi gærne i rask Tempo:"Nu har vi Jul igen, og Julen varer ved til Paaske" (Far havde sat flere Ord til).- Mor kunde ikke synge, men Martin havde en smuk og kraftig Sangstemme, og alle vi andre sang efter bedste Evne de smukke Julesalmer, som hvert Aar er lige friske og ny.- Naar Lysene var ved at brænde ud, kom Julegaverne frem.- Der var ikke som de fleste Steder nu mange og store Gaver. Vi Børn fik gærne en Julebog, en af os Juleroser, og saa fik vi et Stykke Legetøj, et Spil eller et fint Juleforklæde. Og vi var henrykte. De voksne fik mest Bøger og nyttige Ting.-Naar saa de sidste Lys blev slukkede, og vi med Vemod maatte sige god Nat til Juletræet, kom Gaverne med ind i Dagligstuen, og der havde vi et Par hyggelige Timer. For Juleaften maatte vi være længe oppe.-Juledagene gik hurtigt. Mors gode Julemad, især de mange Kager vi fik i Jule- og Nytaarsdagene, blev rigtig paaskønnet. Kirkegang Juleaften husker jeg ikke, der har været. Derimod kørte Mor selv med den "gamle Hest", ofte paa Højtidsdagene og om Søndagen til Ollerup Kirke, hvortil vi havde løst Sognebaand, og da kom vi gærne med.
Nytaarsaften blev der bagt en Masse Æbleskiver. Og det var meget spændende, naar der kom nogen og slog Potten for Døren, da at fare ud for at faa fat paa dem og traktere dem med Æbleskiver..- Helligtrekongers Aften holdt vi ogsaa lidt Fest med tre Lys paa Bordet, ekstra Mad, Steg eller en enkelt Gang kogt Svinehoved, pyntet med Svedsker, Flag og Grangrene.
Og saa var Julen forbi.
Da vi kom i Skolen, havde vi altid Juletræ i Skolen den Aften. Det var meget fornøjeligt.- Smørrebrød, Kager, Æbleskiver, Kaffe o.s.v. tog de forskellige Familier med. Juletræet pyntede  Hannibal Petersen. Og det var altid meget smukt. Han lavede hvert Aar saa mange Hjerter, at hver af Børnene fik et, de var alle forskellige, og meget sirligt og smukt lavet.-
Fødselsdagene var ogsaa smaa Festdage i Barneaarene. Før vi kom i Skole, havde vi kun vore daglige Legekammerater som Gæster, men det var ogsaa nok. Der vankede jo ogsaa paa de Dage Gaver, Chokolade og Kager. Og vi maatte have Lov at vælge, hvad vi vilde have til Middag den Dag. De voksnes - især Mors og Martins Fødselsdage, var ogsaa spændende. Vi havde længe i forvejen travlt med at tænke paa, hvad vi skulde give Dem, hvad vi kunne købe for vore Penge. Saa blev Pengegrisen rystet , og Pengene talt.
Til Mors fødselsdag den 20de Marts, kom der altid Gæster. Jeg tror ikke, de blev indbudt, det var vist en Selvfølge, at de kom. Peder R. Møller og Marie hørte jo lige fra Fars Ungdom til de bedste Venner. Saa var der Hannibal Petersen og hans Søster Sine, Morten Markussen og Anne. (De havde begyndt Friskolen hjemme paa deres Gaard), Møller R. Larsen og Sofie, Slagter M.Petersen og Sine.- Sofie og Sine var Søstre og Døtre af Musiker (Kursmed) Hans Hansen, som har sat Melodi til nogle af Fars Sange. Dyrlæge Skov, han havde været meget for Friskolen lige fra begyndelsen. Og af og til andre som hørte Friskolekredsen til.
Naar Gæsterne havde spist, og vi havde nydt Festmaden i Køkkenet, fik vi Lov til at være inde i Stuen. Det var morsomt at høre paa Samtalerne. Per Møller, som vi kaldte ham, fortalte tit en af sine mange Oplevelser, og han gjorde den tit meget spændende. Hans Kone morede sig, men kunde ogsaa nok sige:"Naa, husker Du nu ogsaa helt rigtigt Per!" saa lo de begge.- Morten Markussen havde meget Lune, og var ogsaa en god Fortæller. - Det hændte ogsaa, at de gav sig til at lege de gamle Selskabslege.
Til Martins Fødselsdag den 28de Februar kom hans Svoger Hannibal Petersen og flere af Vennerne, han også sluttede sig til.
Nogle smaa Afbrydelser af Hverdagene var det ogsaa om Vinteren, naar Kolportøren kom. Det var en ældre Mand. Han havde en stor Taske med Bøger, som han solgte. Mor købte altid af ham. Og i Tilgift fik vi Børn Glansbilleder og Paaklædningsdukker. Han fik Mad en længere Samtale, inden han drog videre.
Eller naar Trine Sypige kom og boede nogle Dage, og hjalp Mor med at faa Garderoben i Orden.- Hun havde en skæv Ryg.  og havde som ung en lang Tid ligget paa Hospital i København, men nu var hun rask. Hun fortalte om sine Oplevelser fra Hospitalet og fra mange af de fine Steder, hun senere havde været at sy. Vi hørte dem saa tit, at vi kunde dem udenad. Men hun var hyggelig og rar og et dygtigt og flittigt Menneske, og talte kun godt om dem, hun kom hos. - Hun kom hos os i mange Aar. Og efter at jeg var bleven gift, besøgte jeg hende, naar jeg kom til Sydfyn, hvad baade Trine og jeg var glad for.

 Da vi var i seks-syvårs Alderen, havde Mor begyndt at lære os at læse, skrive og regne. I Samraad med Hannibal Petersen, var det hendes Formaal at forberede os saa godt, at vi kunde følge med de andre Børn, selv om vi først kom i Skole et Aar efter. Mor syntes, at vi havde godt af at tumle os i Frihed lidt længere. Og der var en lang Skolevej, godt ½ Mil. - Mor har fortalt mig, at jeg den første Skoledag aabenbart fandt Tiden noget lang, saa jeg gik hen til Hannibal og sagde, at nu vilde jeg gærne ind og se til Sine lidt. Hvad jeg ogsaa fik Lov til. Men jeg blev dog snart optaget af Skolen og Kammeraterne. Til at begynde med syntes jeg, Skolevejen var meget lang. Der var ingen at følges med det første Stykke. Om Vinteren syntes jeg, det var meget koldt. Jeg husker, den opskovlede Sne ved Siderne af Vejen var saa høj, at jeg ikke kunde naa op til det øverste.
Hjemvejen gik bedre, da der var Kammerater at følges med den halve Vej. Anna fra Ulbølle Mølle og jeg havde nok at snakke om, og kunde more os over lidt, sommetider lo vi, saa vi trillede i Grøften.
Det var rart, da Harald næste Aar kom i Skole og Niels Klausen fra Sterreby. Og hjemad blev vi efterhaanden en hel lille Flok, saa gik Vejen hurtigt.
VI gik kun i Skole hveranden Dag fra Kl. 9 - 3. - I flere Aar var der kun en Skolestue. Der var to Klasser, der skiftedes hveranden Dag.
Senere blev der bygget en Skolestue til, og der blev antaget en Lærerinde til de mindste Børn. Og Børnene blev delt i flere Klasser. (En af de senere Lærerinder var Else Nygaard fra Sønder Næraa, senere Lærerinde paa Frederiksberg, som jeg stadig er glad for at komme sammen med).
Der var ikke mange Børn i Klasserne. Og flere af Børnene var Børn af vore Omgangsvenner, som det var morsomt at træffe sammen med her i Skolen. Der var Svend og Margrethe Møller, som begge døde som ganske unge. Sigrid Markussen som blev gift med Johannes Skov, og Anna og Helga Larsen, og Sigurd Petersen, som vi stadig er glad for at komme sammen med. Og andre, som vi sjældnere ser, men som det er fornøjeligt at træffe. -
Som Lærer var Hannibal Petersen meget dygtig og samvittighedsfuld. Hans Historietimer og især Bibelhistorie husker jeg med Glæde. Man følte, at han virkelig, med hele sin Sjæl var med i det, han talte om. - Og jeg tror sikkert, at de fleste af Børnene var glade for Skolen.
Vi sang hver Dag Morgen- og Aftensang, og gerne en Sang før og efter Timerne, historiske og bibelhistoriske Sange, som passede til det, som blev fortalt. Undertiden havde han sin Violin med og spillede til Sangen. - Hjemmearbejde havde vi ikke meget af, maaske for lidt i de store Klasser. Men jeg vil tro, at det, at alt blev levende fortalt og gennemgaaet, gav os lyst til at læse og sætte os ind i forskelligt. Hjemmestile havde vi dog ikke saa lidt af, ligeledes Regning.
Hannibal var meget optaget af Friskoletanken, og skønt Lønnen var lille, valgte han dog Gærningen, der i den lille Skole i Vesterskærninge. Og det var indholdsrige Aar baade for ham og for Friskolekredsen, hvor Forældre og Børn sluttede sig til ham og hans Hjem. - Og økonomisk har jeg hørt ham sige, at han ikke en Dag har haft Næringssorg. Han betalte alt kontant.
Hannibal var Seminarist fra Jellinge Seminarium med fin Karakter. Saa han vilde let kunde have faaet en god Stilling i Folkeskolen.
Man sagde om ham, at han var den dygtigste i Mathematik i sin Klasse, og at han var forlovet med den kønneste Pige i Jelling. Hun hed Ingeborg Nielsen. Hun flyttede senere med til Vesterskærninge som hans Hustru. - Efter faa Aars Ægteskab døde hun og en lille Datter. Saa kom Hannibals Søster Sine og tog sig af Hjemmet og den lille Søn Sigurd.
Flere Aar efter blev han gift med Margrethe Hansen Nygaard. Hun blev ham en god Hustru, og en god Mor for Sigurd og de Børn, de fik i deres Ægteskab. -
De fleste af Børnene i Skolen gik ud efter deres Konfirmation. Nogle af os fortsatte et Aar med nogle Timer en Gang om Ugen, efter Skoletid, med Mathematik, Geometri og Fysik hos Hannibal, hvad vi var glade for. - Desuden fik min Bror og jeg og Anna Larsen i det Aar nogle Timer i Engelsk og Tysk hos en Privatlærerinde Frøken Nielsen. Hun boede lige ved den smukke lille Skov Lindebjerg. - Det morede os ikke saa meget, men her fik vi en hel Del Hjemmearbejde. - Efter Timerne tog vi tit om Sommeren en lille Skovtur. Der løber en Aa igennem Skoven, hvori der laa nogle store Sten, der var det morsomt at springe fra den ene til den anden, og prøve paa at naa over paa den anden Side. Det hændte ogsaa, at vi fik vaade Sko og Strømper. Saa gik vi hjem paa bare Ben. - I Foraarstiden var der et Væld af Blomster i Skoven, kraftigere end jeg nogen andre Steder har set det. Liliekonvaler som dem man har i Haven, Lærkesporer, Violer, Anemoner, Storkonvaler, Lungeurt o.s.v. Det var en Fryd at gaa rundt i den Skovbund under de lysegrønne Bøge.-
Da det kun var hveranden Dag, vi gik i Skole, og vi saaledes var hjemme tre hverdage foruden Søndag, var der Tid til mange Ting foruden Hjemmearbejdet til Skolen. - Vi maatte hjælpe med, hvad vi kunde. Harald og jeg var begge med at luge Roer. Det opmuntrede lidt, at vi fik 2 Øre for Rækken vi lugede, det var ret lange Rækker, men dengang var et Barn glad for lidt.
I Høsten var der nok at hjælpe med, vi havde dengang ikke Høstmaskine, langt mindre Selvbinder. Vi maatte trille Negene med en Rive. Saa  kom Piger og Koner med hvide Ærmer og Forklæder, og bandt Negene sammen med Baand, de lavede af Halm. - Og naar Negene skulde sættes i Stak, var det vort Arbejde at hente de Neg, der laa længst borte. Et fornøjeligt Arbejde var det at løbe hjem og hente Kurven med Æbleskiver, som Mor havde bagt og hjælpe med at spise dem. Der var godt med Syltetøj og Sukker paa. De voksne drak hjemmebrygget Øl af en Trædunk (en Leile), der var to Huller i den. Jeg tænkte, det ene maatte være til Næsen.
Det var meget spændende naar Kornet skulde køres ind, da fik vi af og til Lov til at køre med den tomme Vogn fra Laden til Marken. Og endnu bedre var det, naar det sidste Læs skulde køres ind, da fik vi alle Lov til at køre med hjem. Og en Dukke større end os selv lavet af Halm og klædt paa som en gammel Kone, blev sat op paa Læsset. Det var en gammel Skik, som sikkert forlængst er forsvunden. Den dag da vi, som vi sagde, havde kørt den gamle hjem var det en Regel, at vi alle kørte en Tur til Stranden og fik os et Bad.
Senere kom saa Høstgildet. Hos os blev det kun holdt for de nærmeste Naboer, og de Mænd og Koner, der havde været med at Arbejde. De kom hen paa Eftermiddagen. Var Vejret godt, gik vi rundt i Have og Mark. Derefter fik de Aftensmad, Suppe med Boller, Kød med Peberrod og Dessert. Senere Kaffe og Kage. Jeg husker aldrig der var Dans, hvad der var nogle Steder. Derimod var der de senere Aar ofte en Musiker, Niels H. Hytteballe, han havde sin Violin med og spillede for os.
Saa kom Efteraaret. En Mængde Ting havde vi i Haven, og det var rigtigt noget for os Børn at kravle i Træerne og plukke Frugter. Og naturligvis spise, hvad vi kunde Sommeren igennem af de forskellige Frugter.
Et Efteraar kom en mærkelig Mand, syntes jeg. Det var Evald Tang Kristensen. Han ville gærne have Mor til at fortælle Sagn og Æventyr, af dem, hun havde hørt i sin Barndom. Det hjalp ikke, Mor sagde, at hun var træt, eller at hun ikke havde Tid længere, han helmede ikke, før hun havde fortalt alt, hvad hun kunde huske. Og kom der noget for ham helt nyt, som f.eks. at en var bleven skabt om til et Nøssel (Garnnøgle) blev han meget glad. Før han skulde rejse, fik han nogle Æbler, han skulde have med hjem. Det var han glad for, men da han saa, at der laa mange i Haven som var falden ned, spurgte han, om han maatte samle dem op, det maatte han jo gærne. Og det endte med, at han fik saa mange, at de maatte sendes til hans Hjem. Han var en rar og venlig Mand mod os Børn.
Om Efteraaret maatte min Bror og jeg af og til passe Køerne, naar Græsset blev sparsomt, og de skulde gaa løse. Det var ikke altid saa let, især hvis der laa en Roemark tæt ved, som de havde faaet Smag paa. Naar vi var to, gik det dog helt fornøjeligt.
Det eneste Arbejde jeg dengang næsten ikke kunde holde ud var, naar jeg om Vinteren skulde gaa rundt i Tærskegangen bag efter Hestene, for at de ikke skulde gaa i staa. Det var utroligt kedeligt. Jeg saa paa Solstriben paa Taget, jeg vidste omtrent, hvad Klokken var, naar den kom helt op. Solen var da saa langt nede, at vi snart skulde holde op. - Men det var jo ikke altid SOlskin. Hestene vilde ustandselig staa stille, jeg kunde godt forstaa, de ogsaa kedede sig.
Det var dog mest inde hos Mor, jeg maatte hjælpe, men ikke mere end der blev god Tid til vor Leg. Og ikke sjældent havde vi Besøg af Kammerater fra Skolen.
Det hændte nogle Gange om Sommeren, at Mor kom og sagde: "Vil I med ud at køre." Det var vi straks med paa. Saa fik vi det ny Tøj paa. Martin spændte den røde Hoppe for Vognen og kørte op for Døren. Turen gjaldt gerne nogle af vore gode Venner. Ofte Per og Marie Møller eller Morten og Anne Markussen. Begge Steder var der jo jævnaldrende Børn. Var vi hos Per Møllers, var vi gærne nede ved Stranden, hvor der var saa  dejligt, og vi befandt os saa godt, at vi næsten ikke kunde komme derfra igen. Kun Sigrid ville ikke med til Stranden, hun var bane for, at hun skulde bade. Hun sagde, at hun vilde hellere blive hjemme og passe Kattene.
Vi har ogsaa en enkelt Gang været med hos Rasmussen Søkilde. De havde kun en Søn hjemme, saa vidt jeg husker, og han var ældre end os. Men der var nok at se paa i Haven og den store Gaard. - I hans Værelse var der mange Bøger. Mor sagde en Gang, at han kunde finde et bestemt Brev  "i Mørke", saadan en Orden havde han i sine Sager.

Næsten hver Sommer havde vi tilrejsende Gæster. Blandt andre Martins Broder fra Skræ Skole, hans Kone Marie og deres to Smaapiger Rigmor og Astrid, som jeg første Gang saa en Gang, jeg var med Martin nogle Dage i Jylland hos hans Mor og Søskende, de havde en Gaard, hans Far var dengang død. -
Naar de var hos os, fik vi gærne en længere Køretur til Brahetrolleborg, Holstenshus eller andre af vore smukke Herregaarde. Eller en Heldagstur til Svendborg og Taasinge. Vi havde altid Mad med og Mulepose til Hesten. Mor og Marie Nielsen beundrede de smukke Anlæg, og de kunstfærdige Blomstergrupper i Slotsparkerne. Paa en af disse ture gjorde vi et Ophold i en af de store Skove. Pludselig kom et Raadyr springende. "Kan du fange det?", raabte Martin til Harald. Og Harald løb det bedste han kunde, saa Martin maatte efter ham, for at han ikke skulde blive væk i Skoven. Paa Hjemturen efter saadan en Udflugt var vi mere eller mindre trætte, og det hændte, at vi Børn faldt i Søvn, inden vi kom hjem. Saa var det saa strængt at komme af Vognen.
Hjemme i Haven havde vi en god Kroketplads, som vi benyttede meget. Ogsaa de voksne Gæster nød vor smukke Have, som Mor mer og mer lagde et stort Arbejde i. Hun forskrev sjældne Planter, Buske og Træer. Hun fik sig en Mistbænk, og saaede og plantede. Ogsaa inde i Stuerne havde hun mange Blomster. Jeg kan blandt andet huske, hun havde blomstrende Roser, høje blomstrende Levkøjer, lyserøde Nerium i Havestuen om Sommeren. Ja, hun forstod at gøre det smukt og hyggeligt.
Haven var ogsaa foruden for os og vore Gæster til Glæde for andre. Saaledes kom Naboerne af og til, naar de havde Gæster og bad om at maatte gaa ind og se Haven.
I tolvaars Alderen var jeg med Mor paa Rejse til Jylland til hendes Hjemegn i True og Brabrand. Mor havde et Hus i Brabrand, som var lejet ud til et Par ældre Folk. Hos dem boede vi nogle Dage. Mors Forældre havde boet der efter at have solgt deres Gaard i True.
Der laa en stor Bakke lige ved, som Far havde beplantet med Grantræer. - I Brabrand Præstegaard var vi paa Besøg hos Pastor Nordentoft. De havde flere Børn, som jeg legede med. En Dag var jeg med Mor og et Par Damer i True. Vi gik forbi Mors Barndomshjem, og Mor gik rundt om Gaarden, som nu ejedes af fremmede Mennesker, hun var vemodig og ofte fordybet i sine Minder. Jeg hørte den ene Dame sige til den Anden. "Det er dog mærkeligt, Marie har dog faaet det saa  godt". Jeg har sikkert forstaaet Mor, ellers havde jeg næppe syntes, det var underligt, de sagde saadan. - Disse Udflugter og Samkvem med andre Mennesker var Lyspunkter. Men Samlivet mellem det lille Samfund, der lever paa en Gaard, naar jeg nu tænker tilbage, er ikke af mindre Værdi for hver især. Der kunde især om Vinteren gaa lang Tid, hvor alt gik sin rolige Gang med hver sit Arbejde. - Naar vi kom fra Skole, var det saa hyggeligt at komme ind i den varme Stue, hvor hver sad med sit Haandarbejde. Mor holdt meget af at spinde Uldgarn til Trøjer og Strømper. En Del blev sendt til Væveren, og senere til Farvning til Kjoler og andre Ting. De unge Piger og vi Børn hjalp hver efter sin Evne med at sy, strikke, haspe og vinde Garn. - Naar vi havde spist til Aften, og Lampen var bleven tændt, kom ogsaa Martin og Karlen ind. Der blev drøftet Dagens Oplevelser og Avisnyt. Mest fortsatte Kvinderne med Haandarbejdet, mens de samtalede. Martin spillede tit Dam, Tavl senere Skak med os. - Men inden længe kom Læsningen frem, ligefra Avisen og Børnebøger, til ældre eller ny Litteratur. I de sidste Skoleaar og derefter læste min Bror og jeg Ingemanns Romaner, Hostrups Komedier og andre af de mange Bøger vi havde hjemme, og vi syntes, vi levede med de Personer, vi læste om. Mor læste ogsaa meget. Hun købte altid de nye Bøger, der udkom af Bjørnstjerne Bjørnson, Henrik Ibsen, Jonas Lie. Og det var altid med stor Spænding, vi ventede og læste dem. Jeg ved ikke, om vi dengang havde en Læsekreds eller vi byttede med hinanden, men vi havde altid en Del forskellige Bøger Vinteren igennem. I det sidste Skoleaar gik jeg til konfirmationsforbedredelse hos Pastor Brandt i Ollerup. Vi gik to Gange om Ugen i et Aar. Der var næsten 3/4 Mil til Kirken og Præstegaarden.
Jeg var glad for Pastor Brandt, og var interesseret i, hvad han fortalte. Nogle Salmevers skulde vi læse hjemme. Brandt, som dengang var en ældre Mand, havde Kapellan. Det var Terkelsen, senere Valgmenighedspræst i Herning. Han var altid med, naar Brandt havde sine Konfirmander.

Jeg var tit træt efter den lange Tur. Engang blev jeg daarlig. Efter det kom jeg til Læge, og fik Jernmikstur, som jeg skulde drikke i Sødmælk. Senere gik det godt igen. - Pastor Brandt og hans Kone havde bedt mig komme ind i Præstegaarden, hvis jeg kom for tidligt; for Selskabs Skyld fik jeg Anna Larsen med. Om Sommeren var der to Piger af Fru Brandts Familie, Elly og Betty Ejlskov, som boede i Præstegaarden for at forberedes til Konfirmation. Dem underholdt vi os med i den store, skyggefulde Have, hvor det var rart at komme ind efter den lange Tur.
Næste Foraar blev vi konfirmerede, det var meget højtideligt, og jeg husker en hel Del af Pastor Brandts Tale om Ulve i Faareklæder. Vi havde ikke Overhøring, kun enkelte Spørgsmaal, hvor enhver kunde svare.
Hjemme havde vi Gæster, den sædvanlige Kreds. Jeg havde en ny, lang, sort Kjole og udringede Sko med Sløjfer, ellers blev vi heldigvis ikke overlæssede med Tøj eller Gaver.
Næste Efteraar 1½ efter blev Harald konfirmeret.
Sigrid som var 2 Aar yngre blev konfirmeret et Aar efter Harald. Pastor Brandt kunne jo naar som helst trække sig tilbage, og da Mor gærne vilde have Sigrid konfirmeret af ham, søgte hun og fik Tilladelse til det.
Vi var i Ollerup Kirke saa tit Mor kunde, var det om Eftermiddagen, var der altid efter Gudstjenesten dækket et stort Kaffebord inde i Præstegaarden, hvor saa mange blev indbudt, som der var Plads til. Og her var Brandts yngste Datter Kristiane Brandt en gæstfri Værtinde.
Mange Aar efter kom Kristiane og hendes Stedmoder Alberta Brandt ofte til Høsterkøb hos Morten Brandt, og besøgte da gærne os i Holte. Efter Fru Brandts Død bosatte Kristiane Brandt sig dels hos Broderen i Høsterkøb, og efter at han havde giftet sig, i Birkerød og kom da ofte hos os.
Pastor Brandt havde en meget stor Menighed, som fyldte Kirken Søndag efter Søndag, hvad langtfra var Tilfældet i alle de sydfynske Kirker. Og det var en Berigelse at høre hans stærke og inderlige Forkyndelse. han var dengang tæt ved 80 og var næsten blind, men hans Aandsevner svækkedes ikke. Den sidste Gang jeg hørte Pastor Brandt tale var paa Ollerup Højskole til Efteraarsmøde 1898. Han talte med en Kraft og Inderlighed, som betog os alle. Kort tid efter døde han, 86 Aar gammel. Hans anden Hustru, som var en hel Del yngre, var ham en uvurderlig Støtte. Hun læste for ham, nedskrev hvad han ønskede, og talte med ham. Hun var mild og elskelig. Gik med ham på hans daglige Ture. Naar det skete, at de mødte Bekendte, stod de altid stille for at tale lidt, var det Børn fik de et kærligt Klap. Han var en stor Børneven.

I Ulbølle var der bleven oprettet en lille privat Realskole med lærer Jespersen som Bestyrer. Og med Lærer Jensen i Ulbølle og Lærer Hannibal Petersen i Vesterskærninge som Lærere i Naturfagene. Her kom Harald efter sin Konfirmation ind som Elev. Og tog derfra sammen med flere fra Egnen Præliminiæreksamen. Man maatte til København for at tage Eksamen.

Med undtagelse af Vinteren 1891-92, hvor jeg var Paa Askov Højskole, var jeg hjemme hos Mor og hjalp hende i Huset. - Jeg vilde gærne læse noget, men var ikke klar over, hvad det skulde være. Mor havde selv ønsket, at hun havde lært noget mere og vilde derfor gøre for sine Børn, hvad hun kunde. Naar jeg kom til Askov saa tidlig, kanp 16 Aar, tror jeg, hun mente, jeg der vilde komme til Klarhed over, hvad jeg vilde.
Jeg var meget glad for Skolen, men de to første Maaneder, jeg var der, længtes jeg meget hjem. - Efter at have været hjemme i Juleferien, længtes jeg ikke mere. Jeg lyttede med Begejstring til de gode Foredrag. Dengang var de fire udmærkede Mænd, Schrøder, Nutzhorn, la Cour og Begtrup endnu paa Skolen. Jeg nød hele Livet paa Skolen sammen med Lærere og Elever. Det var som hver Dag var en Fest. Og det gav mig en aandelig Paavirkning, som fik stor Betydning for mig hele min Fremtid.
Om Foraaret kom jeg hjem igen.Og saa var det dejligt at være hjemme. Mor havde tit sagt, at det maatte være rart, naar vi blev saa store, at vi rigtig kunde tale sammen. Men tillige vilde hun, at jeg nu, jeg var hjemme, skulde lære det huslige Arbejde. Mor var meget pligtopfyldende, og vilde have at vi ogsaa skulde være det. Det var jo ikke altid morsomt at skulde gøre det om igen, hvad der ikke var gjort godt, eller at skulle op af Sengen, da jeg havde glemt at sætte Gær paa Øllet om Aftenen. Men bag efter forstaar man jo, at det var vigtigt.

I Sangforeningen, hvor Peder R. Møller var Formand, og i Skytteforeningen var et par Gange om Aaret Underholdning, Oplæsning (ofte af Marie Møller) og Foredrag, en enkelt Gang Dilettantkomedie, og om Sommeren Udflugt. I Sangforeningen var altid flerstemmig Sang af det gode Sangkor. Bagefter gærne Dans. Det var kun for Foreningens Medlemmer. Gamle og unge morede sig sammen. Nu var vi saa store, at vi ogsaa kom med. Og det var en stor Fornøjelse for os alle, som vi altid glædede os til. Der traf jeg foruden mine andre Kammerater, Margrethe Jensen, som jeg siden gennem Aarene er kommen sammen med.
Mor vilde gærne, at vi skulde være ordentlige og pæne i Tøjet, det var hun ogsaa selv. Jeg husker første Gang, jeg havde en lang lys Kjole paa, jeg husker ikke i hvilken Anledning, men jeg husker, Mor plukkede en Buket blaa Nemophila og fæstede den paa mig.
Mor var en meget trofast og kærlig Natur. Hun blev ikke træt af at fortælle, hvor gærne Far vilde, at vi skulde være gode Børn. Og i det enkelte Tilfælde, hvad Far vilde have sagt til det. - Det var som om hun ofte levede med hans Tankegang ved Siden af sig.
Mor var meget selvstændig og stærk i sine Meninger, hvad jeg tit hørte, naar for eks. Bøger blev diskuteret med vore Venner. Derimod var hun ikke altid forsigtig med hvem hun talte med. Forstod vedkommende ikke Bogen, blev Mor ogsaa misforstaaet. Det har jeg en enkelt Gang hørt. Det ærgrede mig, at Mor blev misforstaaet, jeg forstod hende godt.
Mor  blev ved at tale sit jyske Sprog, fra Begyndelsen havde Far ønsket det; vi Børn fandt det i hvert Fald naturligt. Vi talte selvfølgelig fynsk.
Naar en af vore gamle Tjenestepiger siger til Forstander Skovrup: "Hendes Væsen var ikke saa gunstigt som Madses". Saa forstaar jeg det ikke. Far kender jeg jo kun fra Mors og andres Beretninger. Og hvad Mor angaar, da er det vist ikke saa let for hendes Børn at dømme om. Forleden bad jeg en af mine jævnaldrende Venner, som kom meget hos os som Børn og Unge, om at fortælle mig, hvilket umiddelbart Indtryk, hun havde af Mor, uden at pynte paa det. - Hun sagde: "Jeg husker din Mor som høj og tynd, med Sølvspyd i Haaret og Sølvkæde og Sølvnaal. - Hun var noget tilbageholdende, ikke meget indladende. Men vi var fri overfor hende. Hun var godsindet og venlig imod os. Vi fik Lov at lege og more os, som vi vilde. Hun var gæstfri og gav os god Mad. Jeg husker hendes Klejner, de var saa dejlige".
Mor havde blaa Øjne og et smukt, langt mørkt Haar, skilt i Midten, og Fletningerne sat op i Nakken. Hun kunde godt være livlig og more sig med os Børn og vore Venner.

Harald som nu gik i Realskolen var en flink og velbegavet Dreng. Han var dygtig til Regning og Naturfagene. Han var saa vidt jeg husker glad for at gaa i Skole. Harald var en kraftig Dreng, med et frit og aabent Blik. Han lignede Far en Del i det ydre. Han kunde være livlig og morsom, men var og blev især senere noget indesluttet, han var følsom og godsindet. Saadan husker jeg ham fra de Aar. Ogsaa senere.

Sigrid gik i Skole, og var endnu Barnet derhjemme. Hun var lys og kærlig af Sind, men ikke saa stærk, saa Mor passede paa Hende.
Peder R. Møller har fortalt mig, at han i en af sine Fortællinger har tænkt paa Sigrid ved Skildringen af en ung Pige.

Om Efteraaret den 26de september 1893 døde Mor af Blindtarmsbetændelse. Det var en lammende Sorg. Jeg kunde slet ikke forstaa, at Mor ikke var hos os mere. Jeg ved knap, hvordan Dagene gik. Marie Møller kom straks efter, og var hos os nogle Dage. Og saa kom Anne Markussen og var hos os nogen Tid og hjalp os til Rette.

Sine Petersen kom noget senere, og blev hos i længere Tid. Derefter stod jeg selv for Husførelsen, men jeg var altfor ung. Og Harald var 16 Aar og Sigrid 14 Aar. Saa vi kunde jo slet ikke undvære en Mor.