Det er bemærkelsesværdigt, så få stævner der findes på Midt- og især Vestfyn. Bylav og stævner er på disse egne glemt tidligere end på andre egne af Fyn. Derfor måtte den flittige og energiske folkemindesamlerske Christine Reimer søge andetsteds, da hun ville skrive om emnet.

Stensatte stævner
1. Hjallese
2. Stenløse
3. Volderslev
4.  Åsum
5. Fraugde-Kærby
6. Seden
7. Birkum
8. Allerup
9. Davinde
10. Nr. Lyndelse
11. Højby
12. Marslev
13. Måle Maale
14. Kærby
15. Gamborg
16. Bårdesø
17. Horne
18. Heden
19. Å-Højrup
20. Søllinge
21. Snøde
22. Tressebølle

Stævner der har været stensatte
23. Dømmestrup
24. Drigstrup
25. Lille Viby
26. Ladby
27. Kertinge
28. Revninge
29. Stubberup
30. Martofte
31. Nordskov
32. Flemløse
33. Sønderby
34. Brydegård
35. Dreslette
36. Strærup
37. Kværndrup
38. Trunderup
39. Gultved
40. Egeskov
41. Drejø
42. Strynø
43. Vester Skerninge
44. Åstrup
45. Ulbølle
46. Sødinge
47. Ellinge
48. Frørup

Stævner fra nyere tid
49. Fangel
50. Veflinge
51. Strandby
52. Jordløse
53. Vester Kærby
54. Frøbjerg
55. Ravndrup

[Christine Reimer fortsat] I det kære Hårslev og omegn var der ingen, der vidste noget, men i Marslev og Davinde fandt hun, hvad hun søgte.
At der er meget om bylav i Sunds herred hænger vel sammen med, at disse egne og øer var mest traditionsbundne?
Det er almindeligt antaget, at medlemskab i bylav var betinget af sten på stævnen. Det er dog ikke altid lige nemt at få denne påstand til at stemme.

Første kolonne er antal gårde ved ejendomstællingen 1805.
Anden kolonne antallet af sten på stævnen 1909.

Hjallelse 21-21
Stenløse  10- 8 mangler 2 sten
Volderslev 14-14
Seden  15- 3 mangler 12 sten
Åsum  18-15 mangler 3 sten
Birkum  19-15 mangler 4 sten
Fraugde-Kærby 11-11
Allerup  16-11 mangler 5 sten
Davinde  14-13 mangler 1 sten
Nørre Lyndelse 13- 7 mangler 6 sten
Højby  17-15 mangler 2 sten
Bårdesø  16-12 mangler 4 sten

Det ser ud, som om kun ejendomme af en vis størrelse var med i bylavet og markeret på stævnepladsen. 1808 udstykkedes en gård i Seden. Ingen ejer af de udstykkede parceller fik medejendomsret til den ikke helt ubetydelige gadejord, byen ejede, og ej heller medlemskab i bylavet, endskønt den udstykkede gård, førend den deltes, må have ejet en femtendedel.
Forholdet med, at kun de store gårde rådede over gadejorden og havde sten på stævnen, må være noget, der har udviklet sig efter udskiftningen, og blev kun modvilligt godtaget af det mindre hartkorn. De stensatte fynske stævner er følgende
Hjallese, 1868,
Stenløse, 1865,
Volderslev 1884
Åsum 1903
Seden ?
Fraugde Kærby 1849
Birkum 1880
Allerup 1843
Davinde 1816
Nørre Lyndelse 1895
Højby 1848
Marslev 1843
Måle ?
Kærby (Skovby sogn)?
Bårdesø ?
Gamborg 1880
Å-Højrup ?
Horne ?
Søllinge 1848
Snøde ?
Tressebølle
Årstallene fra stævnestenene - formodentlig anlægsår?
Stævner, hvor der fortælles om forsvunden stensætning.
Dømmestrup
Drigstrup
Lille Viby
Ladby
Kertinge
Revninge
Stubberup
Martofte
Nordskov
Flemløse
Sønderby
Brydegaard
Dreslette
Strærup
Kværndrup
Trunderup
Gultved
Egeskov
Drejø
Strynø
Vester Skerninge
Åstrup
Ulbølle
Sødinge
Ellinge
Frørup
Adskillige af disse er i nyere tid genrejst. Det gælder blandt andre Åstrup og Martofte. I 1972 blev der rejst tvivl om, hvorvidt stævner med en sådan fortid stadig var beskyttet ifølge Naturfredningslovens paragraf 48. Fredningsstyrelsen forespurgte Nationalmuseet, der fandt "at selvom stævnepladserne skulle være omsat eller renoveret i nyere tid, så bygger de dog næsten alle på en tradition, der også har været virksom under retableringen".
Horne by ønskede ikke, at der skulle være nogen tvivl om bevaringsværdigheden og lod læse fredningsdeklaration for stævnen.
Og endelig er der de stævner, der er kommet til, fordi byen syntes, de manglede en:
Jordløse, Vester Kærby, Fangel, Strandby, Ravndrup, Veflinge, Frøbjerg.
Blandt disse vil jeg fremhæve én frem for mange - den i Ravndrup. Den er måske - ja, undskyld Søllinge og Davinde - den smukkeste på Fyn. Herligt beliggende i en lille bevoksning mellem vej og vandløb. Omkring den anselige lind grupperer sig 30 siddesten med indhugne matrikelsnumre med vedføjede bogstaver, der viser, at der ikke bare er "os med de store gårde", der er repræsenteret. Måske den eneste stævne på Fyn, hvor også de mindre hartkorn er med. Alderen kniber det med. På en monumental sten lidt afgrænset fra stævnen står der: "Ravndrup Mænd satte denne stævne 1919".
Hovedparten af stævnerne var kun løseligt betegnet:
"man samledes midt i byen" (Over Kærby), "et sted oppe i byen" (Munkebo), "de havde et sted, men der var ikke noget mærkeligt ved det", (Bregnør), "et sted, der kaldtes stævne, men uden sten" (Dræby), "ved smedjen" (Vester Kærby), "ved sognefogdens port" (Holev), "et sted oppe i byen" (Urup), "midt i byen på offentlig gade" (Store Viby), "en rundagtig plads ved træskomagerens hus (Hersnap), "ved hospitalet" (Lumby), "midt i byen" (Mesinge), "i smedjen" (Vårø, osv.
Det er forståeligt, at de glemtes.
Stensatte stævner findes i 22 af de 160 byer, hvorfra jeg kender noget om bylav, eller ca 14%. De 26, hvor der kun er minde om stenene, andrager ca 16%. Disse to grupper sammenlagt - 48 er kun ca 7% af det samlede antal fynske landsbyer - 667
De stensatte stævner er åbenbart ikke reglen, men undtagelsen.
Men nu stævnelinden, der festligt kupler sig over de øldrikkende bønder? Om dette træ fortælles der i H.C. Frydendahl: Kværndrup af provst Lassen og dyrlæge P. Jensen. Den førstnævnte fortæller om en stor stævne i den gamle skomagers nuværende have - en stor ask med 24 sten uden om. Dyrlægen henlægger stævnen til den plads, hvor forsamlingshuset blev bygget 1892. Midt på var der en stor, gammel, bredkronet elm med 30 siddesten uden om. Træ og sten fjernedes 1859. Frydendahl sætter et diskret spørgsmålstegn ved beretningerne. Et er de dog enige om - et stort træ med mange sten om. Det rigtige tal på disse er formodentlig 22, så stemmer det med ejendomstællingen af 1805.
Trunderup skal indtil 1825 have haft tre store, topstævnede aske på stævnepladsen. De blev fældet, da Nyborg-Bøjdenvejen anlagdes 1825.. Men stod der sådan gamle kæmpetræer på alle fynske stævner fra 1700 tallet, hvorfor er der så slet ingen bevaret? Træer har dog en anselig alder. De nuværende fynske er alle af nyere dato. Ældst er bylinden i Davinde, 1806. Marslev 1893, Birkum 1880. I Højby er de fire linde plantet 1899, Volderslev 1884. De 9 linde på Åsum-stævnen plantedes 1903. I Søllinge blev der, da stævnen anlagdes 1848, plantet 14 popler. Det var et træ, der på den tid var på mode. Men 14 popler på den begrænsede plads var helt uregerlige og måtte ret hurtigt erstattes med de linde, der den dag i dag er en så sjælden pryd for byen. Hvornår den deklarationsfredede store elm på Horne stævne er plantet vides ikke, men mon det dog ikke er i 1800 tallet? I Heden stod der en kastanie i stævnens midte. Den blæste om i 1960erne, men er erstattet. I Gamborg blev der på foranledning af den daværende præst, P.S. Nyborg, i 1880 rejst en ny stævne på den gamles plads. Som midtertræ plantedes en ask. Om Ulbølle fortæller pastor Bøttiger og Niels Madsen samstemmende, at der oprindelig blev plantet tre linde som erstatning for tre store aske, der var fældet 1875-78. Kun den ene groede og er i dag et anseligt træ.
De fleste af de stensatte stævner fik efterhånden sogneflag. Så blev både det lokale og det nationale tilgodeset. I Åsum startede det under dramatiske omstændigheder. Da forsamlingshuset - venstres og skytternes - blev bygget 1879, blev det af sparsommelighedshensyn lagt så nær på gaden, at der ikke var plads til en flagstang. Bylavet gav lov til, at en sådan måtte anbringes lige over gaden i byens anlæg, mod at der blev flaget hvert år på Kongens fødselsdag. Det gik godt til 8. April 1885. Det var blevet provisorietid, og Kongen var ikke højt i kurs blandt venstrebønder. Den dag blev der ikke hejst noget flag. Gårdejer Morten Hansen - oldermand og solid højremand - kom forbi og konstaterede harmfuldt forsømmelsen. "Hvorfor er det flag ikke oppe?" spørger han forsamlingshusets værtinde. Med en nødløgn forklarede hun, at det var gået i stykker. Morten hentede omgående sit eget og fik det til tops. Det varede dog ikke længe. Rikke sendte bud til manden. Hans Murer, der var på arbejde i Rågelund. Han lagde øjeblikkelig murskeen, gik hjem og tog flaget ned. I bylavets protokol blev der kort efter skrevet: "Han nedrev Flaget for at håne vor elskede Konge". Forsamlingshuset måtte omgående fjerne sin flagstang i anlægget, og bylavet satte en ny på kirkebanken. Der skulle hejses flag efter følgende reglement: Kongens, Dronningens og Kronprinsens fødselsdage, årsdagene for slagene ved Fredericia og Isted samt de kirkelige højtidsdage jul, påske og pinse. Folkeviddet døbte det omgående "den provisoriske". En gårdmand, der boede lige neden for kirkebanken, anskaffede sig en flagstang, for at den demonstrativt kunne stå flagløs, når der saluteredes for de kongelige.
Særlig provisorisk var flaget dog ikke. Det holdt stand til 1953.
Følgende byflag kan noteres: Birkum 1880, Marslev 1893, Højby 1899, måske tidligere, Søllinge før 1914, Nørre Lyndelse før 1908, Allerup før 1913, Davinde 1920, Bullerup 1916, Seden 1956.
Med lidt umage kunne der måske være fundet mange flere?
Jeg vil særlig bemærke Højby. 1899 henlå stævnen i uplejet stand. Det kunne Højby ikke være bekendt, var der en kreds af kvinder, der mente. De dannede en forening "Dannebrog" med det ene formål at vedligeholde flag og stævne. Det er kun kvinder, der administrerer, og det har de nu gjort beundringsværdigt i 80 år. 1979 udsendtes et lille fint jubilæumsskrift, hvori der interessant fortælles om tiden, som er gået.
Flaget i Bullerup er så særegent, at det alene af den grund fortjener omtale. Det står ved en sten, der minder om befrielsen efter den tyske besættelse, og det hejses kun én gang hver år - 5. Maj.
En gammel gårdmand i Marslev forklarede mig venligst om stævnens forhold: "Det er os med de store gårde, der har sten på stævnen og er med i bylavet". Han kunne have fortsat: Det er for os, stævneflaget hejses ved bryllup, begravelse og på runde fødselsdage, og på selve dødsdagen sænkedes det på halv". Andre flagedes der ikke for.
Forståeligt nok var der efterhånden mange, der følte sig tilsidesat ved denne flagstang, og menighedsrådet måtte anskaffe en flagstang, så der kunne flages for alle og enhver.
Dog - stævnefolket kapitulerede ikke. Da i 1980 det gamle flag og stang havde udtjent, købtes nyt materiale for 2500 kr., så nu kan stævnefolkene i lang fremtid- menighedsrådet til trods - i liv og døde - blive saluteret med manér.
Denne begrænsede flagning, hvor kun de store gårde blev tilgodeset, fandt også sted i Allerup, Fraugde-Kærby, Birkum og Nørre Lyndelse.
Det var almindeligt antaget, at gårdens sten på stævnen bekræftede ejerens medlemskab i bylavet. Der er et par episoder,d er berører dette forhold: "Et sted på Fyn" - sådan begynder fuglekenderen, når han vil fortælle om, hvor en sjælden fugl har rede - "et sted på Fyn" - var der en gårdmand, der mere end tilbørligt havde gået Tyskerne tilhånde. Natten mellem 4. Og 5. Maj 1945 blev hans stævnesten slået i flere stykker. Han forstod, hvad der var meningen, og forlod snarest gørligt sognet udstødt af bylavet og fulgt af bymændenes foragt.
En tilsvarende affære, men med glædelig udgang skete i Søllinge. Gennem mange år har de stået 14 linde på stævnen, men en overgang var der kun 13 stævnesten. En af bymændene var kommet på kant med de andre og havde taget sin stævnesten hjem for at betone, at nu havde han ikke mere med de folk at gøre. Så kom 1948, og byen holdt stor 100-årsfest for stævneanlægget. Ingen bør hade evigt. Det blev også forsoningsfest. Hans Åby kom med den fjernede sten, og så lod man det gamle had være glemt.
Det kunne ikke undgås, at husmændene mange steder følte sig sat udenfor. Så dannede de deres eget lav. Det var særlig tilfældet i to herreder: Bjerge (8 lav) og Sunds (9 lav). I Rynkeby, Bjerge herred, fortæller Hans Chr. Madsen 26. August 1908 til højskolelærer Poul Bjerge, Askov, at husmændene havde et bylav, der fungerede ganske som gårdmændenes. Der skiftedes oldermand 2. Februar. Så tudedes der til samling for hver husmands dør kl. 4 om eftermiddagen. Derefter samledes de hos oldermanden, hvor gildet varede til kl. 12. Der blev spist smørrebrød, drukket øl og snaps - sidenhen punch - og der blev spillet kort. Fra anden side fortælles, at de om sommeren havde et fornøjeligt skyttelav.
Fra Viby fortælles der, at ved gårdmændenes oldermandsgilde deltog Stedsmændenes" dvs boelsmændenes oldermand, for at han kunne viderebringe, hvad gårdmændene vedtog. I Salby gik gårdmænd og husmænd i lav sammen. Det samme var tilfældet i Hersnap. I Nordskov var husmænd og gårdmænd adskilt til 1880, derefter forenet. I Martofte vedblev adskillelsen.
Det ser ud, som om de gamle husmandslav i Sunds herred har haft det bedre med gårdmændene end deres fæller mod nord. I Lunde var der i samme lav en husmandsoldermand og en gårdmandsoldermand. På småøerne hjalp de to oldermænd broderligt hinanden med at foranstalte harefangster samt at få byttet afsat.
I Anderup, Lumby sogn, enedes husmands- og gårdmandslavet i 1904 om at give forpagtningsafgiften af gadejorden til den nyoprettede sygeplejeforening i Lumby. Herfor fik de et venligt skulderklap i et læsebrev i Fyns Tidende.
I Nørre Lyndelse, Åsum herred, blev der i 1913 strid mellem husmænd og gårdmænd om indtægten af gadejorden. Det endte med en langvarig retssag, som husmændene tabte.
Det var ikke rart at være uden for bylavet. Da Kværndrup Vænge ved udskiftningen blev udskilt fra byen, dannede udflytterne deres eget. Det bestod til 1920, og de havde det godt i det lav. Det eneste, de fortrød, var, at de ikke nåede at få sat en stævne.
Da forsamlingshusene blev bygget i slutningen af forrige århundrede, blev de i adskillige tilfælde lagt på gadejord eller stævneplads (Gudme, Gudbjerg og Kværndrup).
I Strandby, Hårby sogn, udviklede forholdene sig sådan, at det på en måde var stævnen, der fortsatte i forsamlingshuset. Bylavet havde svært ved at få husrum hos de skiftende oldermænd. Det var derfor meget belejligt, at et passende hus på rimelige vilkår blev til salg. Her var god plads til at holde oldermandsgilder, og det blev straks købt. Året efter brændte huset, hvorefter det blev genopbygget som forsamlingshus.
På Strynø gik det knap så godt. En mand fik lov at bygge hus på stævnen, samt benytte stævnestenene i husets grund, mod at han for al fremtid skulle huse bylavets møder. Det gik godt en tid, men så kom der en ny ejer. Han ville simpelthen ikke se bylavet i sit hus, og da bylavet ikke havde papirer på adkomsten, endte det som en ren kabudshandel.
Det hed sig, at det år, en mand overtog oldermandshvervet, skulle gården have større indslagtning end sædvanlig. Det kunne ikke blive et ordentligt oldermandsgilde, hvis ikke det med maden var i orden, for som fynboerne så udmærket siger det:
"Det er vovt at leve og aldrig være glad,
men det er værre at leve og aldrig få mad".
Hvordan det stod til med hensyn til øllet, er jeg ikke ganske klar over. Var det noget, oldermanden selv måtte klare, eller hjalp bymændene med? I Dræby, Munkebo sogn, leverede bymændene ihvertfald hver 1 skæppe malt til den nyudnævnte oldermand. Omregnet til potter øl ser det ud som følger: Til en tønde godt dagligøl à 200 potter beregnedes 4 skæpper malt. Til gammeltøl - og ringere har bymændene sikkert ikke ladet sig nøje, skulle der bruges 1 à 2 skp mere. Var der nu 12 - 14 bymænd, kunne der nok blive 5-600 potter øl, så der var ingen, der behøvede at gå tørmundet fra sammenkomsterne.
På sine steder - eller var det måske alle steder - lagde mændene en beskeden betaling for traktementet, når de gik fra gilde.
I Ladby foregik denne betaling på en særlig måde. Bylavet ejer et gammelt glasbæger, hvorpå er indætset Frederik den Fjerdes navnetræk. Ifølge sagn skal det være givet Ladbybønderne af Kongen, fordi de for mange år siden hjalp til med at udskibe skattekorn på Kertinge Nor. Bægeret kaldes Ladby Skæppe. Ved oldermandsgildet står det fremme på bordet, og heri lægges betaling for maden.
Øl og mad - der hører mere til et godt gilde. 2. Februar 1900 blev der til oldermandsgildet i Seden indkøbt følgende:
2 kander extrakt 5,00 kr.
11 flasker brændevin 3,98 kr.
Der var 21 mand med til gildet, så der var en halv flaske brændevin og ca 3/4 pægl extract til hver. Det var heller ikke helt farefrit at deltage i sådan et gilde. Kørmes-aften 1832 omkom en af byens mest agtede gårdmænd i en vandfyldt vejgrøft på vej hjem fra gadegilde.
Oldermandsgilderne mindedes altid i sagnagtigt skær. I Hjelmerup mødte mændene glatbarberede til gilde, men de havde fuldskæg før de holdt op med at spille. I Allesø spillede de kort så længe, at ilden gik ud i kakkelovnen og træskoene frøs fast i det opblødte lergulv.
Selv efter udskiftningen var der noget, bylavet havde i fællesskab: den umatrikulerede gadejord. Forarbejderne til den matrikel, der trådte i kraft 1. Januar 1844 blev allerede påbegyndt i århundredets begyndelse. Den udførtes ifølge en instruks af 14. Juni 1806. I dens paragraf 1 står, at alle jordejendomme skal matrikuleres med undtagelse af gader og gadejord, der ikke er indtaget til noget særskilt brug - samt grus - sand-, lergrave og tørvemoser, der er til fælles brug for en by. Det kneb imidlertid for de fleste at forstå, at ikke alle og enhver kunne indtage gadejord, som det passede dem.
Den første kontrovers i Åsum i den anledning kom allerede 1798. Den indtagne stykke gadejord var ganske ubetydeligt, så samtlige grundejere frafaldt tiltale mod, at alle underskrev en erklæring om ikke for fremtiden at røre gadejorden.
1877 blev det galt igen. Den ene beskyldte den anden for at stjæle. Enden blev, at byen enedes om, at arealerne skulle måles op af en landmåler og resultatet derefter sammenholdes med matrikelskortet, så det kunne konstateres, hvem der havde forgrebet sig på byens jord. De skyldige skulle betale efter en pris på 50 kr pr skæppe land.
Alle 36 grundejere var skyldige. Det androg 26,565 kvadratalen, som betaltes med 869 kr 52 øre. De implicerede kunne sige med pastor Strøms havemand i Marslev, da han bebrejdedes tyveri fra præstegårdens have. "Stjæler, det er sådan et grimt ord, hr pastor, men se sådan småsnapper i lidt, det gør vi allesammen".
Gadejorden var ikke noget, der regnedes med. Engang midt i forrige århundrede solgte Davinde bymænd to ret store byggegrunde for en flaske brændevin stykket. Det skete uden skøde og udskiftning, men da det i begyndelsen af dette århundrede blev aktuelt at få formaliteterne i orden, vedstod en yngre slægt, hvad de gamle havde lavet, og udstedte skøderne vederlagsfrit.
I Åsum forærede bymændene 1855 smeden en byggegrund i fællesgrusgraven. Gavebrevet erunderskrevet af samtlige grundejere - også udflytterne. Der var ikke noget med, at de, der havde sten på stævnen, tegnede bylavet - alle var med.
Efter udskiftningen og forordningen om sognefogeder kunne det se ud, som om det var forbi med oldermandshvervet. Det mente kancelliet imidlertid ikke. Allerede inden sognefogedforordningen kom, udsendtes en kancelliskrivelse, hvori det bestemtes, at i de byer, hvor der ikke var nogen sognefoged, skulle oldermanden overvåge orden og sædelighed. Tilsvarende udsendtes der en kancelliskrivelse umiddelbart før den kgl anordning om sogneforstanderskab, hvori det betonedes: ".. Med Oldermandsskabet skal det have sit Forblivende, ved hvad der på ethvert Sted har været Skik og Brug"
1874 bekræfter indenrigsministeriet oldermandens fortsatte beståen, men mest utvetydigt siges det i en skrivelse 1884: "da Bymændene imidlertid er uberettigede til at lade Oldermandsinstitutionen bortfalde, må man holde for, at der i et Tilfælde som det foreliggende af det offentlige på Bymændenes Bekostning må kunne lejes en Mand til at fungere som Oldermand, indtil Bymændene vælger en sådan".
Helt klare linjer for oldermandens virksomhed var der ikke. E. Hammerich skriver herom i Dansk Lovleksikon: "Hans virke er, hvor det har bestået fra gammel tid, faktisk ordnet på en ikke lidet forskellig måde ved vedtægter og sædvaner".
Efter fattigloven af 1803 var det oldermandens pligt at bekendtgøre ved sognestævne ved årets begyndelse, hvad enhver i det kommende år skulle yde til fattigvæsenet. Han skulle også sammesteds bekendtgøre, når fattigkommissionen holdt kvartalsmøde, ifald der var nogen, der havde noget at forebringe. Og endelig - hvad der var det værste - han skulle indkræve og fordele almissen - mel, malt, smør og flæsk. Den store lispunds-almisse-bismer hørte til blandt de rekvisitter, der fulgte oldermandshvervet.
På Vestfyn var der noget, der hed tjærebygning. Oldermanden tog en tønde tjære med hjem, som fordeltes mellem bymændene (Dreslette, Ørsted, Ejby). I Dreslette ophørte det allerede 1876, men i Ejby først 1907. Her foregik det på følgende måde: Oldermanden tog en tønde tjære med hjem - bymændene kom med spande og bøtter - hjulmanden borede spunsen op - smeden skænkede snapse - "vor mor" serverede æbleskiver og kaffe. For dette traktement fik hun efter gammel skik 16 øre af hver. Det er almindeligt bemærket, når der fortælles om byhorn, at det også bruges som brandhorn, hvilket var naturligt, da oldermanden i sin tid også var brandfoged. Fra Åsum fortælles, at ved brand blæstes der mere langtrukkent og klagende end ellers. I Kværndrup tudedes der til stævne med en lang vedholdende tone, men når der var brand, blæstes der med korte idelig gentagne stød. I Trunderup kunne man ikke skelne, om der blev tudet til brand eller til stævne, hvorfor man ophørte at tude til stævne og kun brugte hornet, når der var brand.
Det påhvilede brandfogeden at påse, at der blev synet skorstene og ildsteder et par gange om året. En opgave, der på sine steder blev gjort til en hel-dagsbegivenhed. I Rudme fulgtes de to synsmænd byen rundt af hele lavet, ca 20 mand. De fik fintskåren mad, øl og snaps, hvor de kom frem.
I Ringe tudedes bymændene sammen på stævnen, hvorefter de samlet gik fra dør til dør. De er sikkert ikke blevet ringere beværtet end Rudmefolkene.
I Åsum valgte oldermanden tre "syne -skåstene - mænd", der to gange om året - tredje pinsedag og mikkelsdag - gik sognet rundt og synede skorstene og ildsteder. Hvordan det gik med denne del af opgaven, melder historien ikke om, men det var almindeligt samtaleemne, hvordan de havde stået distancen med hensyn til øl og snaps.
Brandfoged blev borgerligt ombud 1861.
Oldermanden var også snefoged. Alene det at gå med mandskabet dagen lang kunne være galt nok, men på sine steder skulle han også huse sneøserne til kortspil om aftenen. Fra Stenløse fortælles om dette: "Denne ret til drikkegilde hos Allermanden kendtes også i Stenløse - her dog ikke længere end til klokken 10. Men såv ar der nogen som begyndte på at give karlene smørrebrød foruden deres retmæssige øl og brændevin, og da brast skikken.
Snefoged blev borgerligt ombud 1891.
Stævnen var også stedet, hvor der foretoges efterlysninger og bekendtgørelser. Denne brug bevirkede, at den på sine steder blev kaldt "Torvet", eller "Børsen". Det var en af oldermandens pligter "at læse til sognestævne".
Tidligere var der to måder at henvende sig til sognets folk på: "Kirkestævne " og "Sognestævne". Det første foregik i våbenhuset eller på kirkegården efter gudstjeneste. Denne kundgørelsesmåde var tidligere almindeligt brugt. Alle forordninger og befalinger, "som angik hver mand især", skulle læses til kirkestævne. Efter udgivelse af en lovtidende og en ministerialtidende er det bortfaldet som almindeligt kundgørelsesform, men dog stadig delvis opretholdt.
Samtidig med, at der læstes til sognestævne, bekendtgjordes, at de oplæste dokumenter lå til eftersyn hos oldermanden.
Kancelliet udsendte 1823 en skrivelse om, hvordan man skulle forholde sig med disse to lysninger: "private Tillysninger og offentlige Bekendtgørelser af mindre betydning kan helst foretages ved sognestævne frem for ved kirkestævne.
Første gang, der høres om bekendtgørelse ved sognestævne i Åsum, er 14. November 1764. To gæve Åsumbønder, Niels Andersen og Ole Rasmussen have på auktionen over det fynske ryttergods købt Åsum til selveje. I den glædelige anledning lod de bymændene tude sammen.
Der var i gammel tid noget, der hed brandstedmand. Det var en mand, hvem den ulykke var overgået, at hus og hjem var brændt. Han fik derefter udstedt et brandbrev, en skrivelse forfattet af sognepræsten og konfirmeret af herredsfogeden. Ifølge denne skrivelse måtte han derefter uhindret tigge i det ganske Fyns land.
Åsum har ifølge gamle papirer været besøgt af brandstedmænd i 1786, 1826, 1828 og 1837. Og rimeligvis mange flere gange. Dette er, hvad der vides. Når brandstedmanden kom til byen, gav han en flaske brændevin, "den regelbundne flaske" for at få mændene tudet til stævne. Derefter forklarede han de nærmere omstændigheder ved branden. Som regel fik han derefter en à to rigsdaler af byens kasse.
Den regelbundne flaske var kendt fra by til by. Det var prisen for at få bymændnee tudet sammen. Denne ordning både brugtes og misbrugtes af omkringkørende handlende, smørprangere, kedelførere o.l. Fra Højby og fra Rynkeby fortælles der om, hvordan manden sender tjenestedrengen til stævne for at høre hvad tuderiet betyder. Og siden efter irriteret bliver hjemme, når det oplyses, at det er en pranger der har ladet blæse".
I mine drengeår blev der altid fortalt, at i Biskorup tudedes i byhornet, når en ko var tyregal. Udtalen skulle nok forstås på den måde, at i Biskorup blev der blæst i alle andre anliggender end netop byens.
Tidligt om formiddagen den 4. August 1826 blev der tudet til stævne i Åsum. Om natten havde der været modbydeligt slagsmål. Der var brugt knive. En gårdmandssøn, Hans Jespersen, var meget ilde tilredt. Han havde fået tre alvorlige sår, hvoraf et havde blottet milten. Han var i alvorlig livsfare indlagt på Odense sygehus. På denne morgen ville faderen fortælle bymændene om det skete. Han rystede sønnens blodige, forskårne klæder ud af en sæk på stævnen, for at bymændene rigtig kunne harmes over det skete.
Gadestævnen kunne også beskæftige sig med mere hverdagsagtige ting. 15. November 1845 efterlyste Kancelliet sygdomsfri læggekartofler. Det havde dog ikke forønsket virkning, for et halvt år efter, 4. Maj 1846, blev der sammesteds læst en bekendtgørelse fra General-Toldkammeret og Kommercekollegiet, ifølge hvilke det godt kunne gå an at lægge halvrådne kartofler, blot de havde enkelte friske "øjne".
1850 læstes en forespørgsel fra intendanturen, om byen havde hø, halm og havre at sælge. Det havde den ikke. Det gik bedre, da herredsfogeden 11. Februar 1864 lod læse til gadestævne, om nogen ville huse flygtninge fra Fredericia. Der meldte sig 10 gårdmænd.
Brandfogeden dvs oldermanden, læste i mange år i august, september et forbud mod at rødde hør i branddamsbredningen i den store å. De af militæret udstationerede foderheste blev bortliciteret på gadestævne. Også fattigfolks hjemløse børn blev bortliciteret til lavestbydende på gadestævne. I 1935 døde i Åsum en forhenværende gårdbestyrer, hans Magnus Christoffersen. Han har tit fortalt, at han som tolvårig, "blev solgt på slavemarked". Med ryggen mod sprøjtehusets port og med en halvring af bønder udenom blev der bortliciteret i pleje til lavestbydende.
Søndag 2. September 1853 kom der et langt cirkulære fra herredsfogeden. Det blev samme aften læst på gadestævne. Det indeholdt vidtløftige bestemmelser om, hvordan sognet skulle forholde sig under den alvorlige koleraepidemi, der på det tidspunkt hærgede landet, krævende 4737 dødsfald alene i København. Heldigvis blev det ikke nødvendigt at iværksætte cirkulærets mange drastiske bestemmelser.