Af dyrlæge P. Jensen, Kværndrup [1913]

"Ses vi ikke før, så ses vi da til Egeskov Marked!" Dette er en gammel talemåde, som er velkendt over hele Sydfyn. Ja, hele Fyn og Sjælland med kan man godt sige. At denne talemåde er godt kendt fra gammel tid, derom ved de gamle besked, og når man tillige lægger mærke til dens store udbredelse, så kan man af disse omstændigheder skønne, at talemåden er gammel og Egeskov Marked endnu ældre. Hvor gammelt er da dette marked, eller hvor langt tilbage i tiden må dets oprindelse søges?
Egeskov Markeds begyndelse lader sig næppe bestemme ved noget tal, der henviser til år og dag, da det første gang fandt sted; men er spørgsmålet kommen til at interessere os, vil det vise sig, at man ved at sammenholde forskellige omstændigheder dog kan nærme sig løsningen af spørgsmålet en del.
Først lægger man mærke til en overlevering - en tradition, som uden tvivl er meget gammel, så gammel, at den må antages at ahve været kendt i Egeskovs omegn for mere end 150 år siden. Denne overlevering beretter, at den første begyndelse til Egeskov Marked forårsagedes af en afladskræmmer, der kom der til egnen og solgte aflad - "syndsforladelse" for rede penge. Om denne handel samlede da folk sig, og andre handelsfolk mødte frem med deres varer, og dermed var da begyndelsen gjort. Denne overlevering siger altså intet bestemt om tidspunktet for markedets begyndelse, men i et latinsk håndskrift fra første fjerdedel af det 18de århundrede, der er skrevet af en tidligere Kværndruppræst, den norskfødte noget bekendte magister P. Andersen, Claudianus, findes enkelte bemærkninger, som kaster en stribe af lys over spørgsmålet.
I en beskrivelse af Kværndrup kirke, udtaler han blandt andet: "De handeler, der er afholdte og udførte i vor naboby Sylva qverna (Egeskov) synes det underligt og uvant for mange og skadeligt for byprivilegierne, at handlerne foregå hyppigere her i sognet end på selve markedspladserne i købstæderne. "Men", tilføjer han til "lad os høre med undren; thi denne forbandelsens kultus, der blev indført af gråbrødrene, frembringer store planer og omvæltninger, og ligesom der fordum ofredes til Juno under navn af himmeldronningen af al jordens afgrøde af bønderne og på en og samme årstid, således forstod gråbrødrene også at samle alle overtroiske mennesker om dette købe-aflad for at gråbrødrenes, og kaldet de glades forrådskamre kunne fyldes med honning, smør osv." Alt dette viser tydeligt nok hen til afladshandelen, men foregik her i sognet og, som det synes på en bestemt markedsdag. Magister Claudianus har sikkert nok været på det rene med den rolle, gråbrødrene har spillet både ved afladshandelen og til nævnte markeds udvikling.
Efter det her oplyste kan man da gå ud fra, at tidspunktet for afladshandelens første dage og Egeskov Markeds begyndelse, meget nær falder sammen.
I begyndelsen af det 13. århundrede, siger Claudianus, idet han henviser til Pontoppidans kirkehistorie,- kom gråbrødrene eller franciskanerne først til Danmark og begyndte snart at bygge klostre og templer med krypter og hvælvinger under. Med Svendborg som udgangspunkt gik de nord på ad Odense til og kom da også til Kværndrup. Det ligger nær at antage, at en gård her, der langt ned i tiden kaldtes Klostergården, har tilhørt klosteret i Svendborg, og at de da benyttede den som opholdssted under deres foretagender der på egnen.
Det er muligvis den samme gård, der langt senere blev bolig for herredsfogden eller herredsskriveren (i Sunds herred)
Kværndup kirke antages at have været en trækirke i kristendommens første dage her i landet, om den endnu har stået, da franciskanerne kom her til, er selvfølgelig uvist. Men der har næppe gået lang tid, før munkene har begyndt på at bygge den om fra nyt.
Til så anselige byggeforetagender, som gråbrødrene foretog sig, hvor de kom frem, kunne det jo ige så lidt undgåes den gang som nu i vore dage, når man vil bygge kirker, at det kunne komme til at skorte på midlerne. Man har ment, at gråbrødrene har haft en stor støtte i deres store afholdenhed, som de i deres særdeles strenge klosterregler var underkastede. En franciskanermunk måtte således intet eje, ja knap røre ved penge, alt, hvad han ved sit arbejde fortjente, tilhørte hans orden eller kloster. Den, der var uddannet i et håndværk, måtte (og skulle vel også) arbejde her ved, men fik intet personligt udbyte deraf. Der er ingen tvivl om, at der mellem alle disse mennesker fandtes en del dygtige håndværkere, hvis kunstfærdighed er kommet deres bygningsværker tilgode.
Deres mærkelige afholdenhed og den store fattigdom, der var dem pålagt, hjalp dem vel også over mange vanskeligheder. Men afholdenheden kunne dog ikke forøge de midler, de havde til rådighed, men kun spare på disse, og man kan derfor nok forstå, at når de kunne skaffe sig hjælp ved salg af aflad og tillige ved tiggeri, thi gråbrødrene optrådte efterhånden også som tiggermunke, så var dette lettere måder at skaffe penge på end ved arbejde, noget som også nutiden viser os mange eksempler på. Om gråbrødrene har været virksomme for at fremkalde afladsbreve til fordel for Kværndrup kirke, ved man intet om, men en mistanke, om at noget sådan kan have været tilfældet, påtvinger sig en, når man betragter munkenes hele fremtræden. Mange gråbrødre indtog også anseelige stillinger og havde i det hele taget indflydelse i en betydelig grad hos både høje og lave. Af afladsbreve, udstedte til Kværndrup kirke, er der flere, ialt 6. Her skal meddeles det ldste i oversættelse. Originalsproget er middelalderligt latin, men meget få af læserne ville forstå af fdet, og endnu færre ville have nytte eller fornøjelse af det. Indholdet af disse afladsbeve er i alt væsnetligt i overensstemmelse med hinanden. Når man altså kender et, ved man, hvorledes de alle er affattede.
Det lyder som følger:

Afladsbrev til Kværndrup kirke 1393
Alle troende kristne, som besøger den hellige Laurentius`s kirke i Kværndrup, sende vi broder Jakob af Guds og den apostoliske stols både biskop af konstanz og apostolisk vikar for den ærværdige fader og herre, hr. Tetze, af Guds nåde biskop i Odense, hilsen og ønsket om i herlighed at skue vor herre Jesu Christi åsyn.
Såsom vi efter apostlenes eksempel stedse er forpligtede til at stræbe efter bedre barmhjertighedsgerninger, deraf kommer det, at vi, kærligen rørte ved Eders oprigtige fromhed, og nedladende os til Eder og Eders bønner, [tilstå] alle og enhver, som rækker hjælpende hænder til bygningen af førnævnte kirke og til kalke, bæger og udsmykninger, eller som på hovedfesterne, påske, pinse, jul og på Johannes Evangelists og Johannes den Døbers dags, og på fornemste martyrers, nemlig Stefans, Laurentius,s, Vincentius,s Dionysius,s, Fabianus,s og Sebastians dage samt på den hellige Nikolaus,s dag, på Martins dag, på Maie Magdalenes og den hellige Katrines dag, som og på allehelgens dag, alle engles og alle sjæles dag andægtigen besøger [kirken], og de som følger Christi legem i sakramentet eller messeofret eller den hellige olie, når den bringes til syge, og de, som med bøjede knæ foran den korsfæstedes billede med andagt fem gange bede fadervor og ave Maria til ære for Christi fem sår, og de, som ved aftenklokkens slag på knæ femsige et ave Maria for kirkens fred, og de, som gående rundt om kirkegården bede et fadervor og ave Maria for de afdøde.
Så ofte de udføre det ovennævnte eller noget af det ovennævnte, lige så ofte tilstår enhver af os (bisperne) barmhjertigen i Herren, stolende på den almægtige Guds nåde, og de hellige apostle Peders og Pauls myndighed, så vidt vi med Guds hjælp kunne et, når blot sognebarnets vilje og samstemning kommer dertil, 40 dages aflad for dem pålagte gudelige bodshandlinger.
Givet i Assens i det herrens år 1393 på apostlen Peders og Pauls dag (d.e. 29. juni).

Man kan utvivlsomt gå ud fra, at da alle 6 afladsbreve er udstedte som hjælp til opførelsen af Kværndrup kirke, det første fra 1393 og det sidste fra 1445, så må det også være i disse år, at kirken er bygget,og da man endvidere må slutte, at enstor del af den solgte aflad er forhandlet på Egeskov Marked, der i de samme år må antages at have været i sin begyndelse, så kan man med god grund antage, at kirkebygningen og nævnte marked er lige gamle, altså omtrent fra år 1400.
At gøre syndsforladelse til genstand for handel er i sig selv en urimelighed, og denne forøges endda derved, at det sker på et marked, og mellem alle slags andre varer. Munkene, der ikke måtte befatte sig med penge og andet jordisk gods, har dog sikkert her både forhandlet afladen og opsamlet pengene for derefter at anvende dem til kirkebygningen, idet de selvfølgelig har hyldet det gamle ord: "Hensigten helliger midler!" Når pengene skulle benyttes til kirkebygning, gjorde det mindre til sagen om der kanske kunne være nogle imellem, der var lidt smudsige.
Er man nu således kommen til den slutning, at Egeskov Markeds oprindelse falder ved årene omkring 1400, så dukker det spørgsmål dog op, om ikke dets oprindelse i sin aller tidligste skikkelse, ligger os endnu fjernere end det ovenfor er antaget, og hertil må man svare: Jo! der er i virkeligheden en mulighed for at det kan have begyndt noget tidligere. Men da er det dog langt fra i den skikkelse, hvori man nu kender det. Som det foran er anført, er Kværndrup kirke ifølge afladsbrevene en St. Laurentius kirke, men også et andet navn St. Mikaels kirke har været fremme.  Måske dette navn står i forbindelse med, at det netop var ved mikkelsdags tider, at gråbrødrene særlig drev afladshandelen til fordel for kirkens opførelse. Egeskov Marked har jo været et mikkelsdagsmarked, og kirken, der er bygget for penge, der er indsamlede her, er da blevet en St. Mikaels kirke.
Man kan ikke vel slå sig til ro med dentanke, at gråmunkene har begyndt markedet med afladshandelen alene. Formodningen er for, at de på en eller anden måde har fundet et tilknytningspunkt i noget allerede bestående. Men hvad kan dette da have været.
Man betragter nu dette lidt nærmere og finder da, at der ikke så få steder i landet har været lægedomskilder eller hellige kilder, hvortil folk har tyet på visse årstider, for at hente helsen og sundhed for sig selv eller andre.
Det er ikke så få steder, hvor der har været sådanne hellige kilder, der har været mere eller mindre stærkt besøgte.
Hver landsdel ja, hver egn har haft sine, altid bærende en hellig mands eller kvindes navn. Af de fynske kilder er "Rises" eller Regitse kilde i Frørup vel nok den mest bekendte og mest benyttede. Den har i lange tider været talrigt besøgt af den fynske befolkning til St. Hans. Disse kildebesøg, der førte folk sammen til bestemte tider, trak da også alle slags købmæd og handelsfolk til sig, og så opstod der et kildemarked (på fynsk "Kjejlemarked"). Nu er dette vel nok ophørt, kun efterretningerne er tilbage.
En anden kilde fandtes ved Kogsbølle, St. Matæus Kilde. Det marked, som der var i færd med at opstå, blev senere flyttet til Nyborg. En tredie kilde, St. Clemens i Svendstrup ved Odense, er også nu i stærk tilbagegang, hvad afbenyttelse angår.
Om der har været en bestemt og nogen særlig betydningsfuld kilde, hvorom Egeskov Marked først har samlet sig, er meget vanskeligt at sige. Vel findes der ved Egeskov ikke mindre end tre forskellige kilder; men ingen af dem ved man synderlig besked om, og det ville i alt fald være interessant at vide noget mere.
Ved næsten alle vore gamle landsbyer af nogen betydning har der været kilder, således også ved Egeskov, hvor de alle dage har spillet en rolle for disse.
Midt i byerne eller i umiddelbar nærhed derved, finder man ofte en større lavning, - et kær eller en dam, undertiden kanske nærmest kun en gammel lergrav. Herfra forsynede byen sig med vand, den længste tid af året. Men når en tør sommer dampede vandet bort, og der kun blev dynd og dunster tilbage, så kneb det ofte både for folk og fæ at få tørsten stillet ved nogenlunde godt godt, og her var kilderne til uvurderlig nytte. I hine fjerne tider var brøndgravning et næsten ubeskrevet blad i landsbyernes kulturhistorie. En enkelt kilde kunne således blive af stor betydning på en egn, og man kan godt tænke sig, at befolkningen i den hedenske tid kunne komme til at nære en næsten overtroisk ærbødighed for en så mærkelig fremtoning som en kilde, der vedblev at strømme frem - dag og nat - medens alt omkring den syntes udtørret.
Om kilderne ved Egeskov skal her anføres nogle enkelte oplysninger, - tarvelige - på grund af vort ringe kendskab til dem.
Går man fra Kværndrup ad Nyborg-Fåborg (Bøjden)- landevejen ned efter Egeskov, ser man, lidt før man når Volstrupvejen, at jordoverfladen hæver sig jævnt mod nord inde i Egeskovgårds "Vestermarken".
Her på skråningen omtrent 300 alen fra landevejen, 200 alen fra Volstrupvejen, og 300 alen fra dennes fortsættelse som Holmegyden, der løber mellem Egeskov og Volstrup, fandtes for en del år siden en ret betydelig kilde, der øjensynlig har været holdt i hævd fra gamle dage.
Den har nemlig i mands minde været omgivet af en firkantet stensætning, vel tre eller fire alen på vher side med nedgang til vandet fra sydsiden.
Fra denne kilde har vandet været ført ned i slotshaven gennem en ledning af udborede træstammer, der efter sigende endda skulle være sammenføjede med kobberslag. Dette sidste er nu nok en overdrivelse. Et springvand, der fik tilført vand fra ledningen, findes nu ikke mere, men fandtes endnu 1743, medens der i vore dage har været fundet rester af træledningen.
Lidt nord for denne kilde, der hvor Holmegyden skiller sig ud fra Volstrupvejen - tæt ved det gamle "Paspåhus" - fandtes i tidligere tid også en kilde. Nu kan man kun ved nøjere eftersyn finde en fugtig plet i jorden, der angiver dens tidligere eksistens. Disse to kilder er navnløse, medens en tredie "Tekilden" endog har afgivet navn til en hovmark "Tekildeløkken", hvor den henrislede sin tilværelse. Navnet synes dog ikke at tyde på nogen særlig ærefrygtindgydende alder.  Navnet fik den, fordi de gamle herskaber på Egeskov plejede at få vand til deres the fra denne kilde, fordi det her vædede op i den krystalklare renhed og beskaffenhed.
Forannævnte magister Claudianus anfører et sted, at bønderne fordum har ofret til Juno af alle afgrøder og på visse årstider.
Det er jo rimeligvis ofringer i hedenskabets dage her er tale om, hvad enten det er Juno eller måske Frejr, der tænkes på.
Sådanne offerfester har været afholdt mange steder, og rimeligt er det at antage, at det efterhånden også gik over til at blive folkefester.
Når der skulle ofres af jordens afgrøde eller værdier derfra, måtte disse fester nødvendigvis falde sent i høst.
Har der nu været sådanne fester, da gråbrødrene begyndte deres virksomhed her, kan det jo tænkes, at de heri har fundet et tilknytningspunkt for deres afladshandel, idet en høst- eller offerfest meget let lader sig forene med en festdag for ærkeengelen Mikael (mikkelsdag d. 29. september). Denne dag blev altså fra først af den bestemte dag for Egeskov Marked, der alle dage har været et efterårsmarked, der falder umiddelbart efter høsten, og således tillige meget godt kunne være en festdag. Om der så egentlig har været noget kildemarked i forbindelse hermed lader sig desværre ikke med nogen sikkerhed afgøre. Men en festdag for mange, især for ungdommen, ahr det vist nok været i århundreder. For mere end 200 år siden var markedsdagen blevet henalgt til den 8. september, - uvist af hvilken grund, og da denne dag efte gammel stl faldt på et tidspunkt, da høsten som regel endnu langtfra var endt, ansøgte Niels Kragh på Egeskov Kong Frederik IV om at få markeet forlagt til et heldigere tidspunkt. Dette blev også bevilget den 13. februar 1702. Dagen blev nu fastsat til den 25. september.
Men heller ikke denne dag blev den endelige faste markedsdag.
Når etatsråd Kragh lagde sig i selen for at få markedsdagen rykket længere tilbage mod efteråret, så var grunden vel nærmest den, at når markedsdagen indtraf, før høsten var endt, så led både han og hans hovbønder for stort et afbræk i høstarbejdet, thi så indgroet var bevidstheden om, at Egeskov markedsdag var en fest- og fridag, at alt arbejde standsede af sig selv, kun hvad der uundgåeligt nødvendigt blev forrettet på hovmarken såvelsom hjemme. Måske dog også etatsråden har tænkt lidt på sine bønder i selve Egeskov by, thi disse havde en fortjeneste af markedet ved at holde beværtning og dansestue, og dette fik først nogen rigtig betydning, når der kom mange folk til marked. Tjente bønderne noget, var det også godt for herskabet.
Når tiden for Egeskov Marked nærmede sig, kunne man rigtig mærke med hvilken interesse, man imødeså denne begivenhed. Det var et stående samtaleemne, særlig blandt ungdommen.
Ja, denne dag kunne endog undertiden blive benyttet som udgangspunkt for forskellige andre tidsbestemmelser, idet man regnede så og så længe før eller efter Egeskov Marked.
Ligesom man tydeligt erindrede de foregående års markedsdage i hele deres forløb, hvorledes vejret da var osv.
Efterhånden, som markedsdagen næremde sig, steg spændingen hos de unge. Pigerne måtte have stadsen efterset og "sat op", og karlene fik hår og skæg klippet. Der var meget at tage i betragtning. Hvorledes vejret ville skikke sig var nu et spørgsmål af uhyre stor betydning, og uvisheden herom pinte som en nagende orm.
Men man håbede dog det bedste, og lidt solskin ville da fremkalde mangt et smil, når venner og kendinge mødtes hos "Johan i gadekæret". [Johan i Gadekæret var for 50 år siden en bekendt vært, hvor man fik yndede drikkevarer]
Ungdommen ved midten af det 19.århundrede stillede ikke så store fordringer til livet og nydelserne. Denne ulykke ramte den først senere.
Men heller ikke de ældre lod hånt om Egeskov Marked. De huskede det godt nok fra deres unge dage, og de kunne fremdeles nok have lyst til, for en dag, at være med i det brogede, pulserende liv som her ytrede sig. Samtidig kunne man måske slå en handel af, og der var stor sandsynlighed for, at man ville kunne træffe fjerntboende venner og slægtninge her, som gav møde med et eller andet for at få det omsat.  Et parti sårug kunne måske finde købere, og det kunne jo dog være, at man kunne finde et føl, der var til at købe for rimelige penge, og som det kunne betale sig at tøjle.
Der, hvor sogneskellet mellem Ryslinge, Ringe og Kværndrup sogne skærer Odense-Svendborglandevejen på Lørup Hede, ligger en mindre bopæl, gennem hvis ahve der løber en lille bæk. Heraf bærer huset sit navn "Bækkroen". Hvad der endnu er tilbage af det svære egebindingsværk, er over 100 år gammelt. Som kro har stedet dog næppe spillet nogen betydelig rolle. Dog, når man omtaler, hvad der vedrører Egeskov Marked, kan man ikke godt undgå at kaste et blik på den gamle Bækkro. Handelsmændene, især smørprangerne fra NOrd- og Midtfyn, kom fra Verninge, Brylle, Langsted osv samledes aftenen eller eftermiddagen næste dag, her i Bækkroen og gjorde foreløbige aftale om priserne på smørret, skindene og de forskellige varer de handlede med. Den endelige pris fastsattes først dagen efter på selve markedet og i overensstemmelse med Svendborgkøbmændene, der selv mødte her. På markedet, som der afholdtes den 25. september, bestemtes priserne for et år på en hel del af landmændenes produkter. Således for boghvedegryn, honning, smør, sædekorn mm, og mange gange fik de priser, der opnåedes for føl og plage indflydelse lang tid efter.
Man vil altså forstå, at dette marked ingenlunde kunne være befolkningen ligegyldig. Thi deres varers værdi kom i en ikke ringe grad til at afhænge af de på markedet vedtagne priser.
For et par enkelte års vedkommende har man lejlighed til, nedenstående at gøre sig bekendt med nogle enkelte prisnoteringer. På Egeskov Marked i 1829, der dog betegnes som meget flovt i en samtidig beretning, kostede boghvedegryn 3 mk. 4 skilling (1 kr. 8 øre) skæppen. Sæderug 20 à 24 mark tønden (1 mk. = 1 kr.) 1 fjerding smør: 6 à 8 daler. Hestepriserne nævnes ikke i denne beretning, men fra anden side ved man, at en jævn god plag betaltes med omtrent 12 daler. 25 år senere 1864 kostede på markedet 1 td rug 6 daler, 1 td hvede 8½ dl. og 1 td byg 4 dl. 1 td havre 3 dl. 1 fjerding smør kostede 22 daler og 1 pund betaltes med 2 mark 12 skilling. Gæs 4 à 5 mark.  Prisen på en lødeko angives til 60 daler, og en slagteko til 50 dl. Hestepriserne omtales derimod ikke.
Allerede flere, ja, indtil 8 dage før markedsdagen, kunne man se Svendborgkøbmændenes vogne age til Egeskov med varer og materialer til telte og boder. Hver især sørgede for at få de første støtter og pæle rejst så hurtigt som muligt, der hvor man ønskede at have sit stade. Dagen før den rigtige markedsdag, 1. markedsdag, blev skelletterne af teltene og boderne stillet op, og på grund af den hamren og pikken, der da lød over pladsen, fik dagen  navn af pikmarked. Hele byen var nu liv og røre. De fleste gårdes og huses storstuer blev gjort ryddelige til dans, og danset blev der mange steder flere dage før og nogle dage efter markedet. Om natten mellem Pikmarkedet og første markedsdag lod de handlende holde vagt ved deres boder, og i flere år brugte man hertil en af Sydfyns rodløse eksistenser: "Røde Johan". Han magtede dog ikke at håndhæve stillingen. Thi når han forfulgte urostifterne i den ene ende af byen, var der som oftest spilopmagere på færde i den anden. Små sammenstød med et par knubs nu og da kunne ikke undgåes, men noget alvorligt tyveri eller slagsmål hørtes der dog sjældent noget om. Man skulle jo også puste ud til den følgende dags anstrengelser. Når man om aftenen på denne dag kastede et blik over boderne, så fandt man en del skomagere, der havde stade langs stengærdet, som dannede skel mellem Egeskovgårds have og den gamle landevej. Længere mod vest, ved hovedindkørslen til gården, på det såkaldte torv fandt man bundtmagere og manufakturhandlerne, de såkaldte "stadsbutikker". Disse havde særlig tiltrækning overfor unge piger og børn. Endnu længere mod vest langs den dengang brolagte gade og ved siden af den gamle kro og smedien var der udsalg af galanterivarer, hjemmelavede knive, bor og andet småværktøj.
Omtrent lige over for kro og smedie fandtes "pottemarkedet" på et stykke gadejord, der kaldtes "plantebedet". Omegnens koner kom her for at forsyne sig med potter, både de sorte jydepotter og andet lerarbejde. Det var navnlig anden markedsdag, at pottemarkedet florerede.
Etfer udskiftningen 1805 havde heste- og kreatur markedet sin plads i en af hovmarkerne og altid så tæt ved byen som muligt.
Her var foruden en række beværtningstelte også udsalg af sadelmagernes, rebslagernes, bødkernes og flere andre håndværkeres arbejder. Nærmere mod byen tæt op ad markedspladsen er Svendborgkøbmændenes vogne kørt op i en anselig række. Ejerne tager sig af og til en lille udflugt, træffer kunder og kendinger, gør aftaler om priser på boghvedegryn, honning og smør, og slår nu og da en handel af om hele partier korn, om end kun af de mindre. Dog vides det, at en gårdmand under mergelperioden har sluttet en handel med en købmand fra Svendborg på 50 td korn.
For god stemning og højt humør mellem kunderne sørgede købmændene ved at medbringe gode madkurve og et rummeligt brændevinsanker.  Medens handelen nu går mod råben og støj som sædvanligt, er der en forretning, som tiltrækker sig tilskuernes opmærksomhed. Det er en professionel hesteskærer og kursmed, som har indrettet sig en lille plads med kastrationer for øje. Folk kunne her møde med deres plage og få dem kastrerede. Den nødvendige hjælp blev meget beredvillig ydet af ledige markedsgæster, der tog dette med som en fornøjelse af alle billigste slags. Der vankede antagelig en dram, når arbejdet var endt.
Så udbryder der et slagsmål mellem to markedsgæster. Der er uenighed om lidkøbet eller måske om slet intet. Parterne ryger sammen og knubser hinanden med en god vilje, idntil de omkringstående lægger sig imellem og får sagen afgjort. Så indtages lidkøbet i største samdrægtighed, men "omgangen" er blevet lidt større.
Til fornøjelserne på markedet hørte også et besøg i "Urtehaven", det vil sige slotshaven. De høje klippede hække langs de snorlige gange var ret pyntelige om end noget stive. Adgangen skete gennem hovedindgangen, hvor havens arbejdere var placerede og havde tilladelse til at opkræve 2 skilling for personen. Af forskelligt markedsgøgl fandtes der adskilligt, som nu kun mindes af de ældre. Der vaar således Hoffmanns Cirkus, der i 1850erne stadigt gæstede markedet hvert år. Der sås for manges vedkommende for første gang tilløb til lidt af den finere ridekunst. Kunstberiderne havde plads på et stykke gadejord omtrent midt i byen, og her i nærheden befandt sig et telt, hvor den bekendte "Johan i gadekæret" residerede. Til ham søgte man hen for at væde sin tunge, og da bajerskøllet endnu ikke var kommen på mode, holdt man sig til brændevinen. Skulle det være særligt fint fik man ca ½ pægl mjød og brændevin blandet sammen, halvt af hvert, og så drak 2 mand skiftevis en mundfuld af ølglasset, til man nåede bunden.
Faldt det ind med uvejr på en sådan markedsdag, gik naturligvis en stor del af fornøjelsen tabt for ungdommen. Således indtraf der på markedsdagen i 1861 et heftigt uvejr med lyn og torden, hagl og regn. Hele pladsen var et boblende ælte.Pigernes sko og karlenes støvler var ingenlunde i nogen passende forfatning til at møde i en dansestue med, men syntes snarere indrettede til at sparke al lystighed fra sig med.
I dansestuen betalte karlene 2 skilling til musikken efter hver dans, hvis man da ikke havde betalt for hele eftermiddagen. Taksten var da gerne 1 mark.
Lidt uenighed og tummel kunne der jo nok forekomme i danselokalerne, og en enkelt altfor vidtløftig gæst blev kastet på døren; men i almindelighed kunne det gå helt ordentlig til. Men helt undgås kunne det jo ikke at løsagtige kvinder ville nærme sig og forsøge at fiske i de glades lag.
Fra de ældste tider har Egeskov Marked været afholdt på de af byens fællesmarker, der var udlagte til græs; men i 1805 blev byen udskiftet, og dette medførte den forandring, at da bymændene havde godkendt delingsplanen, - der var 14 gårdmænd, -erklærede de, at for fremtiden kunne markedet ikke afholdes på deres lodder, da de nu ingen fællesmark havde. Det blev nu overladt til herskabet at skaffe plads til markedet.
Det følgende hundredår blev markedet derfor afholdt på en af Egeskovgårds marker. Først 1907 blev markedet afholdt første gang udenfor Egeskov grund, idet daværende gæstgiver F. Falkenberg afgav den nødvendige plads hertil.
Samme år blev der nedsat en kommission til at forberede en omordning af markederne på Fyn. Ved denne lejlighed satte handelsforeningen i Ringe sig i bevægelse for om muligt at trække Egeskov Marked dertil.
Foranlediget heraf søgte man i Kværndrup at virke hen til, at man her fremdeles kunne beholde markedet og på et møde, der afholdtes på Kværndrup Kro den 20. amj 1907 forhandledes sagen. Kommissionen forlangte en plads på 4 td land udlagt som markedsplads. Kunne dette fåes, så ville man anbefale Kværndrup i så henseende. Her kom ejeren af Egeskov, grev Ahlefeldt Laurvig-Bille, forsamlingen til hjælp, idet han lod tilbyde at udlægge det ønskede areal for bestandigt, hvis befolkningen ønskede det. Dermed var spørgsmålet løst. En huslod, der hørte til Rugbjerghuset, blev udlagt her til, skønt den egentlig ligger på Kværndrup grund.
Markedskommissionen blev fra flere sider anmodet om at drage omsorg for, at den gamle betegnelse Egeskov Marked bibeholdtes, idet man fandt, at det havde historisk berettigelse. Dette synes da også nu at blive endelig fastslået. Almanakkerne for 1912 betegner det som Egeskov Marked. i 1910 blev det første gang afholdt på den ny faste markedsplads.
Den talemåde hvormed denne artikel indlededes: "Ses vi ikke før, så ses vi til Egeskov Marked", står nærmest i de glade forventingers tegn, men det tillæg den i årenes løb har fået: "der samles alle kæltringer" viser tydeligt nok, at der ligesålidt på Egeskov Marked, som andre steder findes roser uden torne.