Da giftmordersken henrettedes i Kirkeby 

Fredagen den 16. marts 1824 stod for Sunds-Gudme herredsting den 15-årige Niels Rasmussen af Tved og redegjorde med stor sindsro for en række tyverier, som hans stedfader, slagter Hans Jakob Jensen af Tved og hans medleverske Karen Jacobsdatter, var skyldige i. Sluttelig rettede drengen den frygtelige anklage mod nævnte par, at de havde ombragt hans mor, Kirsten Andersdatter, med gift for ni år siden ..

Gennem skiftende slægtled ved overleveringen at fortælle om en henrettelse, der skulle være fundet sted på herredernes gamle henrettelsesplads i Kirkeby sogn, og da historien tidligere havde vakt min interesse, tog jeg mig for at undersøge nærmere, hvor megen sandhed, der lå til grund for sagnet; jeg var da så heldig at finde blandt herredernes juridiske arkivalier alt, hvad der kunne kaste lys over beretningen - jeg skal i det efterfølgende redegøre for den uhyggelige forbrydelse, som det er lykkedes mig at trevle ud af retsakterne i de bevarede forhørs- og domsprotokoller:

I Tved boede i 1815 den 48-årige enke Kirsten Andersdatter og hendes lille søn, Niels; desuden opholdt sig hos samme enke hendes nuværende forlovede, slagteren Hans Jakob Jensen, som på denne tid var 27-28 år gammel, denne havde fæstet nævnte hus og boede nu sammen med Kirsten Andersdatter; hertil samme egn flyttede i nævnte år en arbejderfamilie, Mads Andersen og hustru, Karen Jacobsdatter. Parret kom fra Egebjerg, hvor slagteren tidligere havde gjort deres bekendtskab. Det varede dog ikke længe, inden man i Tved var klar over, at der bestod mere end almindeligt bekendtskab mellem slagteren og nævnte Karen Jacobsdatter, for samme kone flyttede straks til Hans Jensens hus og opholdt sig der næsten til stadighed. Til grund herfor angav de, at Kirsten Andersdatter var svagelig og behøvede huslig hjælp.

Rygtet tog fat
I september 1815 døde Kirsten Andersdatter pludselig af en ondartet mavesygdom og begravedes allerede tre dage efter; lidt efter var rygtet begyndt at sive ud om, at enken vist ikke var død nogen naturlig død; men rygtet døde hen, årene gik, indtil den katastrofe indtraf, der skulle afsløre det hæderlige kærestepars grufulde forbrydelse. - Efter nytår 1824 må Hans Jensen have følt jorden brænde under sig - måske i forbindelse med nogle tyverier - i hvert fald, han flygtede fra sognet til Sjælland sammen med en ven, Søren Andersen, der havde gjort sig bemærket ved at skrive falsk; de to herrer holdt sig en tid skjult i Helsingør, her blev de senere fundet, arresteret og sendt tilbage til Svendborg arrest. I anledning af deres ulovlige rømning blev der den 16. marts i Svendborg retterting optaget et forhør, og her fremstod samtidig med sognefoged Hans Eriksen af Tved og anmeldte, at en af hans hopper havde folet en nat ude i marken; men da han og karlen senere kom for at hente føllet hjem, var det borte, nu havde Hans Jensens stedsøn, Niels Rasmussen, fortalt ham, at hans stedfader var den, der havde stjålet føllet. Karen Jacobsdatter havde været ham behjælpelig med at dræbe og flå det, senere havde de gravet kadaveret ned i en grøft - skindet havde de solgt til Levin i Svendborg.
Nu fremstod ligeledes Peder Jensen af Tved og fortalte, at begge hans heste var fundet en morgen med afklippede haler, næstefter fremstod Hans Olsen af Heldager og anmeldte, at han for nogen tid siden var blevet frastjålet en rød ko uden horn.
Nu fremstod efter rettens indkaldelse slagterens stedsøn, Niels Rasmussen og vidnede, at hans stedfar var den, der havde stjålet både føl og ko, begge dyrene var bleven slagtede, Karen Jakobsdatter havde været Hans Jensen behjælpelig med det hele; det var ligeledes dem, der havde skåren haler af Peder Jensens heste, og så var det, at drengen røbede sin frygtelige hemmelighed og forklarede

Mordets fuldbyrdelse
... at for ni år siden var Karen Jacobsdatters søn, Hans, kommen en aften og overleveret Hans Jensen noget i et papir, som skulle være rottekrudt, vidnet vidste, at Hans Jensen hos præsten i Tved havde forskaffet sig en attest for at kunne købe rottegift under foregivende af, at det skulle bruges imod rotter. Drengen havde dagen efter hørt sin mor hoste og klage sig; hen under aften var han blevet sendt et ærinde til naboen, da han senere kom tilbage, var det bleven mørkt, og af frygt for Hans Jensen og Karen Jacobsdatter havde han ligget i bryggerset om natten. Morgenen efter fortalte de ham, at moderen var død; han var da bleven sendt til Dongshøjrup for at meddele hans moster, Lisbet Andersdatter, der var gift med Morten Skrædder, at hans moder var død.
Hun var da straks fulgt med tilbage, men ved ankomsten til hjemmet, var de bleven nægtet at se den døde - først da hun var bleven lagt i kiste, fik de hende at se. Videre forklarede han, at da han så sin mor i kisten, havde hendes tunge været sort og ophovnet, så læberne ikke kunne lukkes til. -
Senere havde stedfaderen fortalt ham, at han vel var skyld i moderens død, men hvis han omtalte dette til nogen, skulle han komme samme vej, og af frygt havde han derfor tiet i alle disse år; han vidste også, at Maren Hansdatter var kommen for at se til hans syge mor; men var bleven nægtet adgang af Hans Jensen og husholdersken. Karen Jacobsdatters søn, Hans, havde også udtalt, at hans mor havde levet i utugt i ni år med Hans Jensen, uagtet hun var gift med hans far.
Niels Rasmussen forklarede videre, at hans mor og Hans Jensen havde været forlovet, og der var med giftermål allerede bleven lyst til bryllup fra prædikestolen.

Karen Jacobsdatter var fræk
Karen Jacobsdatter, der var bleven afhentet, blev nu fremstillet, men nægtede frækt og hårdnakket at kende noget til de beskyldninger, der var rettet mod hende, samt protesterede mod, at der skulle bestå noget forhold mellem hende og Hans Jensen. -- Med henblik på det, som var fremkommet under forhøret, fandt retten det nødvendigt at sætte hende i arrest.
To dage senere fortsattes forhøret påny. Der var nu indkaldt en del vidner fra Tved by; men de fleste var kendeligt forsigtige med deres udtalelser og henholdt sig kun til, hvad rygtet havde fortalt - kun et enkelt - den forrige degnekone i Tved, Karen Rasmusdatter, lovede sandhed og forklarede, at for en 8-9 år siden var Hans Jensen kommet til hende en dag klokken 1 og forklarede, at hans forlovede var blevet meget syg og bad hende komme med, hvilket hun gjorde, og hun fandt da Kirsten Andersdatter i de heftigste smerter, og hun sagde, at det pinte hende under hjertet, og hun led af frygtelige opkastninger og heftig diarrhoe. Karen Rasmusdatter var blevet hos den syge til kl. 4. Hun var da gået til naboen for at hente nogle blommer, som den syge mente, at hun kunne spise; men da hun kom tilbage, havde hun mødt Hans Jensen, der sagde, at nu var hans forlovede død. Vidnet havde forstået, at der ikke var noget godt forhold mellem Hans Jensen og Kirsten Andersdatter.

Den første dosis gift
Karen Jacobsdatter blev nu påny fremstillet, men nægtede som før at kende noget til gifthistorien og om det usømmelige liv, hun skulle have ført med Hans Jensen.

Nu går en månedstid, det tredie forhør holdes den 17. april. Karen Jacobsdatter blev påny fremstillet, og nu - da nettet begynder at snære sig sammen - tilstår hun, at hun vel vidste, at Kirsten Andersdatter var død af gift, men at Hans Jensen ene havde ombragt hende. Da hun blev forespurgt, hvorfor hun nægtede under sidste forhør, sagde hun, at sådan noget beholdt man så længe som muligt, og at hun dengang ikke var fristet til at gå til bekendelse.
Giften havde Hans Jensen skaffet sig på en attest for rotter, og da hun ikke ville udføre snigmordet, havde slagteren givet sin forlovede en dosis gift i kaffen den påfølgende dag og senere noget i grød om aftenen. Da han gav den syge gift i maden tredie gang, havde arrestanten advaret med ordene: "Du bliver ved med at give hende gift, du kommer til at bøde for det en anden gang". Men han havde hårdt afvist hende. - Hun forklarede videre, at da de havde samtalet om, hvorledes at de skulle ombringe hende, havde Hans Jensen ligesom veget lidt tilbage for at begå forbrydelsen, fordi han frygtede for, at den myrdedes genfærd senere ville hjemsøge ham. Hertil havde Karen Jacobsdatter svaret, at det vidste hun råd for ved at give den døde en sølvskilling med i kisten, det ville standse hende for at gå igen.
Slagteren der nu var kommet fra Helsingør, blev nu fremstillet, og vedgik straks her, som under forhør i Helsingør, at Kirsten Andersdatter var dræbt af gift, men at de havde været hinanden behjælpelig med at give hende giften, kommet gift i en skål kaffe, som han så havde givet sin forlovede. Hans Jensen vidste ingen anden grund for drabet, end at han og Karen Jacobsdatter havde fattet en heftig tilbøjelighed for hinanden - endda hun var gift med Mads Andersen.

Parret i saksen
Nu havde retten kæresteparret i saksen, da de begge havde vedgået at have forøvet mordet - skriveren opgiver i forhørsprotokollen parrets udseende således: Hans Jensen er liden af vækst, har gråblå øjne, lyst hår og noget krogede fingre på den ene hånd. Han er klædt i blå klædes frakke, blå trøje med blanke knapper, stribet vest, blå klædes bukser, der hænger ud over støvlerne. Hans alder opgives til 37 år.
Karen Jacobsdatters alder opgives til 58 år. Hun er velskabt af vækst, har blå øjne og gråblegt hår, er fri af talemåde. Hun er iklædt grå stribet trøje, en gammel silkekjole, blåt lærreds halstørklæde, blå strømper, træsko og blåt forklæde. De blev atter tilflyttet arresten.

Lørdagen den 4. september 1824 falder herredstingets dom, der går ud på, at arrestanten, Hans Jakob Jensen, tiltales for begået mord mod sin forlovede, Kirsten Andersdatter ved at give hende gift i kaffe, smørrebrød og tiltales ligeledes for ulovlig flytning til Sjælland. Karen Jacobsdatter tiltales ligeledes for mord på samme fruentimmer.
Den snedige måde, på hvilket det overlagte mord blev begået. Karen Jacobsdatters mands og børns og især naboernes forklaring belyser det hele.

Thi kendes for ret
Dommer og meddomsmænd finder, at de tvende har deres liv forbrudt, og nu falder følgende kendelse:

De to tiltalte, Hans Jakob Jensen og Karen Jacobsdatter bør at miste deres hals og deres hoveder at fæstes på stage. Tiltalte Søren Kristian Andersen, bør at hensættes i nærværende fængsel på vand og brød tre gange fem dage.
Samtlige tiltalte bør at udrede denne akts bekostning til aktor Mølmark 10 rdl sølv. Defensor - prokurator. Vilhjelm 8 rdl. Defensor-prokurator ? (navn  ulæseligt) i Fåborg. 1 rdl. Prokurator. Knudsen 4 rdl sølv. Således at Søren Kristian Andersen betaler en 8. del.
Alt efterkommes under lovens tvang og til justitsens videre befordring.
Sunds-Gudme herreds ret, den 4. september 1824.
       Christensen.

Meddomsmænd: Scheel, C. Hjortholm, Anders Brændenborg.

Den 26. april 1825 påkender højesteret herredstingets dom over Hans Jensen og Karen Jacobsdatter - på grund af forbrydelsens beskaffenhed finder hverken kancelliet eller højesteret nogen anledning til at indstille dem til benådning, hvorfor det ved allernådigste resolution af 18. maj behager Hans Majestæt, at dommen skal fuldbyrdes, dog med den formildelse, at det skarpe tillæg om, at hovederne skulle sættes på stage, skulle bortfalde, og den 25. maj fik amtmanden i Svendborg herom fornøden befaling.

Trak tilståelsen tilbage
Men endnu en gang lader de dømte høre fra sig. Måske med den tanke, at de kunne vente benådning hos kongen - pludselig trækker begge deres tilståelse tilbage, og ved en af stats- og overretten påny optaget forhør den 23. december, ville de ikke give anden forklaring, men nægtede alt. Hvad skulle man nu gøre. En opduktion af liget var en umulighed så længe efter, og tilmed var graven forlængst sløjfet på Tved kirkegård - men da sagens omstændigheder stemte overens med foregående forklaringer, og såvel stiftsfysikus Guldbrand og distriktslæge Ørenstrup erklærede, at Kirsten Andersdatters død var fremskyndet af rottegiften, stadfæstede højesteret endnu engang herredstingets dom.

Børn til det uhyggelige optrin
De to dømte havde under retssagen siddet i Svendborg arrest, hvor pastor Suhr to-tre gange om ugen havde besøgt dem. Men da de var meget frække, særlig kvinden, havde hans besøg ikke gjort noget synderligt indtryk på dem, men da en dag skarpretteren kiggede ind til dem, faldt der lidt ro over gemytterne. Datoen for henrettelsen var bestemt til den 14. juni.
Tidlig denne dag førtes de tvende bort for at lide straffen. Under en stærk vagt med hver  på sin vogn, blokken på en tredie og ligkisterne på en fjerde gik toget mod galgebakken i Kirkeby sogn. En mængde mennesker var mødt op for at overvære det uhyggelige skuespil. Skolebørn i 12-års alderen var tilsagt for at slå kreds om retterstedet. Kl. 10 var vognene nået pladsen, blok og kister læssedes af, og en halv time efter førtes Hans Jensen frem. Øjenvidner har fortalt, at der sporedes intet liv i ham, da skarpretterens svende slæbte ham til blokken - måske har han været besvimet af sindsbevægelse.

Kvinden var frygtelig hård til det sidste - hun slyngede hånlige tilråb til menneskemængden og udtalte, da hun skulle til blokken: "Tøv kun et bette kon, lille folkens, så ska I få blod til sort pølse!" - Det blev Karen Jacobsdatters sidste ord i denne verden, for nu svang mestermanden sin økse for anden gang. En nu afdød mand, hvis bedstefar overværede henrettelsen, har fortalt, at da hovederne var rullede, styrtede flere folk frem med skåle for at tage noget af blodet, der skulle være et godt middel mod ligfald eller epilepsi!! De henrettede blev omgående lagt i kiste og vel begravede på stedet, som skik og brug var. Således endte den sidste henrettelse på Galgebakken i Kirkeby.

Nu gror græsset højt på det gamle rettersted, hvor så mange forbrydere har måttet lade livet for deres gerninger - to-tre slægtled er vandret heden siden hin blodige sommerdag derude på banken, men går man en efterårsaften ud af den gamle adelsvej, når månen viser sit blege ansigt gennem en rift i de jagende skyer, mens vinden hvisler gennem nøgne kviste og vissent græs, da - lyder det, som om jamrende sukke toner hen over det gamle rettersted.