Af J.C. Danielsen 

I året 1882 flyttede højskoleforstander Anton Nielsen sin skole fra Vester Skerninge til Himmerigsgården i Ollerup, og derved blev denne gårds historie indvævet i et hjørne af det indviklede mønster, der udgør den danske folkehøjskoles historie. Nu har udviklingen medført, at gårdens oprindelige bygninger i løbet af kort tid vil forsvinde for at give plads til moderne villaer. Det kan vel derfor ikke være urimeligt at opfriske nogle enkeltheder fra den gamle ærværdige gårds historie.
Himmerigsgården er formentlig opført af godset Hvidkilde omkring år 1800.

Omkring midten af forrige århundrede ejedes gården af en dygtig landmand, Hans Christensen. Man sagde om ham, at han var den første, der havde kunnet klare sig på gården, hvis marker var og stadig er noget sandede. Hans Christensen havde 3 døtre. Den ene blev gift med urtemølleren og fik i medgift en vindmølle, som Hans Christensen lod opføre på en bakke på gårdens jord. Denne mølle kom siden til at spille en rolle i det brogede liv på Ollerup folkehøjskole.
En anden datter blev gift med sognefogeden i Ollerup, Chr. Jensen, der blev bedstefar til den nuværende sognefoged Chr. Christensen. Sognefogeden var enkemand og havde voksne børn af første ægteskab. En søn ud af denne børneflok giftede sig med den tredie af Hans Christensens døtre, der således fik sin søster til svigermor. Dette ægtepar overtog Himmerigsgården. De døde begge med 8 dages mellemrum i 1881, og deres eneste datter arvede gården. Hun blev forlovet med en ung husmandssøn, der tidligere havde været elev på Vester Skerninge højskole. Men de ønskede ikke at beholde gården, der altså skulle sælges.

Storslået udsigt gav udslaget.
Allerede på sin første tur til Vester Skerninge havde Anton Nielsen lagt mærke til den idylliske gård, der lå så smukt omgivet af en stor og velholdt frugthave. Og da han hørte, at den blev kaldt Himmerigsgården, sagde han, at den også godt kunne ligne et lille paradis.

Oprindelsen til dette ejendommelige navn på en gård er forøvrigt noget dunkelt. Der fortælles, at folk på egnen kaldte Hans Christensen "Himmermand". Gården blev så  kaldt Himmerig og hans døtre englene. Men hvorfra betegnelsen egentlig stammer, kan ingen gøre rede for.
Forholdene i Vester Skerninge havde længe været for trange for den voksende skole. Anton Nielsen havde også haft svært ved at komme på talefod med befolkningen i byen. Det var så slemt, at han havde svært ved at få den mælk og det smør, han skulle bruge i skolens husholdning. Den tanke var derfor opstået hos ham og skolens lærere og bestyrelse, at det ville være praktisk, om skolen havde et landbrug. Det var imidlertid umuligt at købe jord i Vester Skerninge. Mellem Ollerup og højskolen i  Vester Skerninge var der knyttet stærke bånd. Pastor Brandt i Ollerup var skolens trofaste ven, og han havde et stort ord at sige i byen. Mange unge fra Ollerup havde været elever hos Anton Nielsen, også datteren fra Himmerigsgården, hvis beboere havde været højskolens gode venner.
Da nu Anton Nielsen fik nys om, at gården skulle sælges, kom der underhandlinger i gang, som førte til, at han overtog gården for en pris af 30.000 kr. Han sagde selv, at det, der gjorde udslaget var den storslåede udsigt fra bakken bag ved gården. men for øvrigt mente han, der var mange fordele ved kønet. Her var der plads til udvidelser. Og med et landbrug knyttet til skolens kunne der aldrig blive mangel på mælk, smør, grøntsager eller på kød og flæsk.
Selv havde Anton Nielsen ikke meget begreb om landbrug. men han havde en lærer, Niels Johansen, der havde været beskæftiget ved landbrug indtil han som 21 årig kom på skole hos Anton Nielsen. Han havde endda trods sin ungdom haft en bestyrerplads og var anset for at være meget dygtig som landmand. han havde haft ophold hos la Cour på Lyngby landbrugsskole. Anton Nielsen havde taget sig af hans uddannelse og derefter beholdt ham som lærer. Han kom i tidens løb til at betyde overordentlig meget for Anton Nielsens skole.
Han var meget interesseret i gårdkøbet, og det blev da også ordnet sådan, at han skulle stå for driften af landbruget, mens hans unge hustru, Mariemor, skulle stå for husholdningen.

Himmerigsgården bliver højskole
Det havde vist sig umuligt at sælge højskolebygningen i Vester Skerninge. For dog at få noget ud af den, lod Anton Nielsen den derfor nedbryde, hvorefter materialerne blev kørt til Ollerup og anvendt i den højskolebygning, der blev opført øst for Himmerigsgårdens oprindelige bygninger. Gårdmændene fra Ollerup besørgede kørselen gratis. Denne bygning skulle rumme skolestue og kontor i stueetagen og elevsovestuer i tagetagen. Den lignede nøjagtigt højskolebygningen i Vester Skerninge. men den var langt fra færdig, da sommerskolen skulle begynde i maj 1882.
Heldigvis var stuehuset i den gamle gård meget rummeligt. Det skulle nu give plads til alle. Anton Nielsen skulle selv have et par rum. Hans gamle forældre boede hos ham, og de skulle have plads. Niels Johansens familie skulle være der foruden deres medhjælpere i husholdningen og ved landbruget. Og endelig skulle der indrettes undervisningslokaler og soveplads til et halvt hundrede elever. En del af dem måtte sove på loftet under stråtaget.
Den største af disse sovesale findes endnu og er næsten intakt. På dens bræddevægge ses endnu en lang række indskrifter, som eleverne som her har fået deres nattesøvn, har moret sig med at skrive. Følgende eksempel er typisk: Her i denne seng har Ebbe Chr. Lauris Sørensen fra Kjertinge ved Kjerteminde sovet fra nytår til april 1886.
Det gik, men Anton Nielsen beklager sig over, at han ikke kan få ro noget sted. I hans værelse var der 3 døre. Den ene vendte ud mod børnekammeret, hvor Niels Johansens den mindste skrålede  hele dagen, den anden ind til skolestuen og den tredie til en stue, som håndværkerne havde rådighed over. Forstanderen måtte derfor søge ud i det fri, når han skulle forberede sig til sine timer.
Det varede dog ikke så længe, før man kunne tage skolestuerne i den nye bygning i brug, og i løbet af sommeren blev også de øvrige rum færdige. Nogen indvielseshøjtidelighed ville Anton Nielsen ikke have, men han gjorde et lille gilde for bymændene, der havde kørt materialer for ham uden vederlag. Ved en ombygning af avlsbygningerne blev den ene port ind til den lukkede gårdsplads muret til. Og beboerne i Vester Skerninge formede den vittighed, at nu havde Anton Nielsen lukket Himmerigs port.

Anton Nielsen opgiver forstanderhvervet.
Anton Nielsen kom nu ind i en trætheds- og mismodsperiode. En mindre nedgang i elevtallet tog han sig meget nær. Han syntes ikke han havde kræfter til at føre skolen videre. Han havde samlet lidt penge og fik også en mindre understøttelse fra staten som forfatter. Det var hans tanke at bosætte sig i København og tage fat på forfattervirksomheden igen. Han averterede så skolen og gården til salg. Der meldte sig også købere nok, men de havde ingen penge. Og hele herligheden var vurderet til 50.000 kr, hvad der dengang var en stor sum.
Det blev så til, at Niels Johansen købte skolen og gården. Han fik det hele for 33.000 kr.
Anton Nielsen rejste til København. Men Niels Johansen sagde ved afrejsen til ham, at han til enhver tid skulle være velkommen på skolen, hvis han ønskede at vende tilbage, og det skete ret hurtigt. Efter 1½ års forløb havde han fået nok af storbyen. Han kom tilbage til skolen, hvor han fik en lille lejlighed og nogle timer med eleverne.
Efter nogle års forløb flyttede han til Svendborg på grund af en uoverensstemmelse med Niels Johansen, et forhold, der dog hurtigt blev jævnet, så den gamle forstander igen blev knyttet til skolen. Han boede i sine sidste år i en ejendom i Øster Skerninge.

Niels Johansen bliver politiker.
Efter Anton Nielsens bortrejse var det Niels Johansen, der skulle føre skolen videre. Skønt han var en meget dygtig og anerkendt lærer, mente han dog ikke, han kunne klare hvervet som forstander og ansatte derfor den unge lærer Kristensen-Randers som leder af skolen.
Det viste sig at være et meget lykkeligt valg. Kristensen-Randers udviklede sig til at blive en af de store skikkelser indenfor den danske højskole, hjertevarm, munter og begavet som han var. Og snart strømmede ungdom fra alle egne af Danmark til Ollerup. Fru Marie Johansen - Mariemor - stod stadig for skolens husholdning og hun fik en travl tid.
Niels Johansen ejede skolen og havde stadig ansvaret for dens økonomi. Men han blev indfanget af andre interesser. Han blev en vældig agitator for den andelsbevægelse, der i disse år bredte sig ud over landet. Han var med ved oprettelsen af Åkilde mejeri i 1888 og af Fåborg Andels Svineslagteri samme  år. Han var også i en periode medlem af bestyrelsen for aktieselskabet Svendborg Avis og blev valgt til formand. men da hans forslag om mere lokalt stof om skole-, kirke- og landbrugsspørgsmål i avisen ikke kunne gennemføres, gik han ud af bestyrelsen. Han blev indvalgt i Ollerup sogneråd og blev dets formand. Og da han i 1894 af partiet Venstre blev indvalgt i landstinget, blev han så optaget af sine offentlige hverv, at han ikke kunne afse tid til at tage sig af skolens forhold. Den blev solgt til Kristensen-Randers, der samme år opførte en stor ny hovedbygning til skolen.

Niels Johansen beholdt Himmerigsgården, der nu ophørte med at have direkte frbindelse med højskolen. Den tidligere højskolebygning, blev indretet til bolig for famlien Johansen.
Men Niels Johansen blev stadig mere og mere opslugt af sine offentlige hverv. I landstinget blev han ordfører for Venstre i de vigtige forhandlinger om tiendeafløsningen, og han kom til at stå for bregningen ved afløsningen i Svendborg amt. Han opretede en tyendesparekasse for Svendborg amt. Og han fik i rigsdagen gennemført en lov om en landøkonomisk forskudsforening. I 1900 var han virksom ved oprettelsen af Dansk Andels Gødningsforretning.
I 1902 blev han tilsynsførende ved statens opdragelseshjem og hjem for vanføre, et hverv, han var meget optaget af. Senere blev han medlem af overværgerådet.
Som det vil forstås, var Himmerigsgården i denne periode et brændpunkt i dansk politisk liv, og førende politikere har overnattet under dens stråtag, f.eks. degnen var Hee, I.C. Christensen, og den gamle Madsen-Mygdal. Også kunstnere fik et tilholdssted i det gæstfrie hjem på Himmerigsgården, bl.a. maleren Chr. Berthelsen.

Skiftende ejere.
Niels Johansen døde 1915 og gården blev da solgt til forstander Lars Bækhøj, der havde afløst Kristensen-Randers som leder af Ollerup folkehøjskole, og med Niels Bukh som medejer. men fru Marie Johansen fik ret til at bebo en lejlighed i den tidligere højskolebygning. Da huns enere flyttede til Hillerslev, hvor datteren Ingeborg var gift med førstelærer H. Hansen, blev lejlighederne i denne bygning anvendt som lærerboliger.
Imidlertid gik årene. Lars Bækhøj ældedes, og i 1937 solgte han skolens, men beholdt Himmerigsgården, hvor han nu flyttedes ind i den gamle højskolebygning sammen med sin hustru. Da højskolen senere overdroges til Den frie Lærerskole, fik denne institution forkøbsret til gården. men da ars Bækhøj døde i 1959, og gården skulle sælges, blev denne forkøbsret ikke gjort gældende, og Lars Bækhøjs arvinger solgte gården til et interessentskab fra gymnastikhøjskolen. Da Ollerup kommune ønskede at erhverve et areal, der kunne udstykkes til byggegrunde, faldt valget på den del af Himmerigsgårdens jord, der ligger mellem landevejen og Egensevejen, og hvorpå gårdens oprindelige bygninger ligger.
Forhandlingerne førte til, at kommune købte denne del af gårdens jord. Senere solgtes den gamle højskolebygning med de  ærværdige minder til lærerskolen. Udstyknignen er nu i fuld gang. I løbet af få måneder skal den gamle gårds bygninger fjernes for at give plads for nye huse og veje.
Himmerigsgårdens saga er ude. men de kvinder og mænd, der her gjorde en indsats for dansk ungdom, vil blive husket.