Af Alfred Abrahamsen, Lunde 

Høje by i Lunde sogn har været stærkt hjemsøgt af ildebrande i disse år. Den tætsammenbyggede landsby, med gårde og huse tæt klistrede op af hverandre, har været et let bytte, når der udbrød ild i et af husene eller gårdene. Brandvæsen var det sløjt med i hine tider, men når kirkeklokken og brandhornet lød, så hastede beboerne naturligvis afsted med spande og andet til brandstedet, men der var som regel intet at stille op, thi havde ilden først fået fat, så bredte den sig med rivende hurtighed i de lave og stråtækte bygninger. Var vinden så tilmed i det rigtige hjørne, stod intet næsten intet til at redde - alt brændte som regel: Indbo, korn, redskaber og vogne, ja, tit krævede det også menneskeliv, dette skete i hvert fald i Høje ved branden i 1723.
Brandforsikring var der dengang intet, der hed; brandkasserne kom først frem i slutningen af 1700-tallet, så en sådan brandlidt familie var næsten lige til tiggerstaven. Naturligvis påhvilede det godsejeren, som ejede en sådan nedbrændt gård at hjælpe fæsteren at få gården rejst af asken igen, men den arme fæstebonde forvandt næsten aldrig det smæk, som han fik ved sin gårds brand, hvad vi nutidsmennesker jo nok kan tænke os til.

Året 1634.
nedbrændte der i Høje by tre gårde og et gadehus, hvilket må være sket i vinterens løb. Desværre er der ikke fundet nogen tingsvidne angående branden, som ellers ville have kunnet fortælle lidt mere udførligt om denne ildsvåde. I Nyborg Len`s arkiv findes der kun en genpart af kongebrevet, hvori de bønder i Høje, som mistede deres gårde ved branden det år, fritoges for et års landgilde og får frit bygningstømmer af de kongelige skove, så deres gårde straks kunne blive genopbygget (de fleste af Højegårdene var kongelig majestæts gods); derfor påhvilede det kronen at få de nedbrændte gårde bygget op igen. Kongebrevet lyder således:

"Vi, Kristian den fjerde, de venders og goters konge ... Gøre vitterligt: Vor synderlige gunst tilforn - Eftersom vi allernådigst haver erfaret, at tre gårde udi Høje by ved en ulykkelig ildsvåde er afbrændte og lagt udi aske, så at bonden, som samme gårde haver, befindes derover udi stor armod og nu ingen tilflugtsted haver, da haver Vi allernådigst bevilliget dem af vore skove samt kronens, nødtørftigt bygningstømmer må bekomme, såvel som og forskånes for et års landgilde. - I lige måde haver Vi nådigst bevilliget den gård, som Os elskelige, Jakob Ulfelt, haver af kronen i pant, nødtørftigt bygningstømmer at bekomme på det, at kronens gårde igen kunne blive opbygget og besatte.
Dermed Gud befalet.
Skrevet på vort slot udi Københafn den 23. maj 1634.

Under Vor signet.   Christian

Selv om Jakob Ulfelt har gården i pant af kronen, så påhviler det kongen at få gården rejst efter branden, men af Nyborg Len`s regnskab for årene 1636/37 ses det, at det gadehus, som ligeledes nedbrændte sammen med gårdene, endnu i 1637 ligger hen efter branden - uvist hvorfor.  Efter svenskekrigen ligger der flere øde gårde i Lunde sogn - blandt andre også Lundegården. Af matrikulen for 1664 ses det, at degnebolet ligger hen som afbrændt.

1716
Beretningen om de efterfølgende brande er tildels bygget over uddrag af tingbogen for Sunds-Gudme herreder fra disse år, som giver et godt billede af de ulykkelige brande. - År 1716 - altså knap hundrede år efter branden i 1634, rammes Høje igen af en ildebrand. Ilden opkom om foråret en dag i den tid, at der pløjedes til såning, så alle bønderne var beskæftiget på bymarken. - Jeg lader tingbogen selv fortælle:
År 1716 - den 26. april - fremstod Hans Henriksen, fuldmægtig på kongelig majestæts regimentschef, hr. Erik Torm`s vegne og fremstille de fire danemænd, navnlig: Niels Knudsen, Jens Larsen, Knud Hansen og Erik Ibsen af Lunde, som foregav, at der påkom en ulykkelig ildsvåde i Høje by den 22. april, da al folket var i marken til forårspløjning, som ikke alene nedlagde i aske, rytterbonden, Jens Christensens iboende gård i bemeldte Høje by, bestående af 44 fag stuehus og lade, hvoraf de 10 fag var nyt opbygt, med alt, hvad der fandtes af bohave, sæd og brødkorn samt to mælkekalve, de fik intet reddet uden, hvad af tøj han og hustru med små børn havde på dem. - Den her nedbrændte gård, er den, som nu ejes af John Rasmussen i Høje [matr. nr. 15a]. Ligeledes gik der ild i Rasmus Bødkers hus, der bestod af 15 fag hus, iligemåde blev alt også fortæret af ilden. - Også Morten Frandsens iboende hus, der bestod af 10 fag; her blev ligeledes også alt luernes bytte og fortæret af ilden - formedelst folkene var i marken også her. - Intet blev reddet, hvorfor de med hustruer og små børn nu geråder i stor armod og nødes til at søge godtfolk og naboer om hjælp. - Dette tilstår de her bemeldte fire mænd ved ed efter loven.-
For retten fremstod samme dag John Otto Hansen, fuldmægtig på Ørbæklunde, som på hans høje herskab, salig h. justitsråd Rosenvinge, hans efterladte frues vegne, fremstille to af velbårenhedens fæstere, boende i Høje, Rasmus Jensen og Peder Hansen, som foregav og beklagede dem, hvorledes at de den afvigte 22. april, da de og deres naboer var i marken ved deres pløjning, påkom den uformodede ildebrand, som først såes at antænde i et hus, men også deres iboende gårde med hvad de ejede af gangklæder, sengeklæder, bohave, vogne, korn til såning samt kalve og svin - aldeles intet blev reddet uden det tøj, som de havde på kroppen, hvorved vi fattige mænd med hustruer og børn i den allerstørste elendighed er gået udi.

1723
Syv-otte år efter galer atter den røde hane over Høje by. Det var tredie pinsedag, som var den 23. maj det år, udbrød der ildløs i Niels Hansens iboende gård i Høje, og herfra forplantede ilden sig ret hurtig til det ved siden af liggende rytterhus. Ilden opkom omkring ved middagstide, da næsten alle folk var i kirke. Tingbogen fortæller om branden således:
Torsdagen den 3. juni 1723, da mødte her ved retten på velbyrdige hr Brochenhuus`s vegne, hans fuldmægtig, Oluf Mynster, som forklarede: At afvigte sidste tredie pinsedag, formedelst en ulykkelig ildsvåde, blev een af hans husbonds gårde i bemeldte Høje by, som var beboet af fæsteren Niels Hansen, ganske lagt i aske tillige med bohave og hvad andet, der fandtes på gården, så fæsteren nu geråder i stor fattigdom og armod, men også ved samme brand fik Niels Hansen så stor skade på sit legeme, at han næppe får sin fulde førlighed igen.- Samme dag fremstod ligeledes bemelte fire mænd fra Høje, nemlig: Niels Knudsen, Jens Rasmussen, Oluf Madsen og Anders Jørgensen, der alle ved ed efter loven, vidnede: At de alle var nærværende nævnte tredie pinsedag, da den ulykkelige ildsvåde påkom i Høje by, da samme Niels Hansen, ved sin gårds brand, blev beskadiget på sit legeme, så han næppe får sin fulde førlighed igen. Alle folk var gået til kirke denne dag, og der blev aldeles intet reddet, men alt gik op i luer ved branden.
Desforuden gik der ild i et rytterhus, som lå ind til gården, som ligeledes brændte. Huset beboedes af Knud Mortensen, så at samme mand med sin familie blev fattig og husvild og intet sted haver at bo i uden, hvad godtfolk vil unde dem. Samme dag og i samme by, gik der ligeledes ild i to af etatsråd Trolle`s gårde, den ene beboedes af Peter Rasmussen, og den anden af hans søn, Rasmus Pedersen, disse to gårde blev ligeledes lagt i aske og intet reddet, formedelst ilden så hastigt påkom. Samme mænd, der her mistede deres gårde, geråder nu også i stor armod og fattigdom.
Fuldmægtigen for hr. Brochenhuus fremstillede ligeledes samme dag for retten Anders Pedersen, fæstehusmand i Høje by - her vidner ligeledes igen de fire Høje mænd ved ed: At de var tilstede, da den store, ulykkelige ildebrand tog overhånd i byen næst afvigte tredie pinsedag, som begyndte ved middagstide, da folk var i kirke, da og samme Anders Pedersens velbyggede hus ligeledes nedbrændte. Huset beboedes af samme Anders Pedersen med hustru, to børn, hans søster og hans gamle fader, Peder Lauridsen, der var 80 år. Alle beboerne i huset var gået i kirke uden den gamle mand, der lå syg af tyfus, så det var kun med stort besvæær, at han fik sig reddet ud af det brændende hus, da der ingen var, som kunne hjælpe ham, med alt hvad Anders Pedersen ejede af bohave og andet, måtte overgives til luerne. Anders Pedersen og hans familie sidder nu også i stor fattigdom og trænger i høj grad til hjælp og medlidenhed.
Samme dag fremstod her for retten, på conferensråd Rosenkranzs vegne, fuldmægtig Laurids Jørgensen fra Egeskov, angående hans husbonds nebrændte gård i Høje by, der beboedes af Niels Rasmussen, som tillige med andre gårde og huse i Høje by var nedbrændt. De forhen navngivne fire mænd fra Høje stod igen frem på tinget og vidnede med oprakt finger: At sidste afvigte tredie pinsedag, da næsten alle folk i Høje var i kirke, da påkom den stor ildsvåde i Høje by, som ligeledes fortærede og ganske opbrændte Niels Rasmussens gård, hvis hartkorn er 3 tdr. 4 skæp. 3 fdkr. og 1 albums jordskyld - altså har samme Niels Rasmussen, ej alene mistet hus og hjem, men og en liden søn på halvfjerde år. - Formedelst ulykken så hastelig påkom, og folkene fra gårdene var gået til kirke, var der ingen til at redde ham ud, da han lå og sov. Alt, hvad der var på gården af bohave, korn og andet, blev fortæret af ilden. Der råder derfor stor sorg og jammer, det er dermed også beklageligt, at samme gård var af ny opbygt for omtrent otte år siden af Niels Rasmussens formand og Niels Rasmussens nuhavende hustru, der nu ligeledes har mistet hus og hjem, hertil kommer, at de næppe har overvundet den store, forrige udgift fra gården forrige gang, at den blev opbygget. Det var tingbogens ordlyd om de to store brande i Høje by, der gav den store jammer og elendighed.

Det er jo lidt vanskeligt at stedfæste de brændte gårdes beliggenhed i hin fjerne tid, men ser vi på kortet over Høje by før udskiftnigen - altså før 1795 - da ser det ud til, at branden i 1716 er opstået i byens østlige ende. Gården nummer 19 var en ryttergård, fæsteren hed Jens Christensen. De to gårde, som lå ved den vestlige side af ryttergårde, men som også brændte, ejedes af Ørbæklunde, og fæsterne hed Rasmus Jensen og Peder Hansen. Husene, der også gik op i luer i 1716 må have ligget i nærheden. Den store brand i Høje by, der indtraf syv år senere 1723, ramte også Jens Christensens gård påny, men da var der sket forandring i de forløbne syv år. Jens Christensen var død i mellemtiden, og hans efterladte hustru havde giftet sig med den nye fæster af gården, Niels Rasmussen. Gården Højlundgård, der ligger lige over for på den anden side af vejen, skal ligeledes være gået samme vej til luernes favn dengang. Den nuværende ejers far, Hans Pedersen, fortalte mig engang følgende: "Gården her brændte en søndag formiddag, da næsten alle byens folk var gået til kirke. Der var kun en pige og en skrædder tilbage her i gården". Det stemmer jo godt nok med, hvad tingbogen fortæller om branden i 1723. Tredie pinsedag må have været en helligdag dengang med gudstjeneste, igennem årene er det i folkemunde blevet til,a t branden opstod en søndag formiddag. De to andre gårde, som også nedbrændte, har sandsynligvis været nr. 22 og 23 (efter kortet), der jo også lå i nærheden. - Halvtredie hundrede år er nu rundet bort, siden disse ulykkelige ildsvåder ramte Høje by og gav så megen modgang og besværlighed, men mindet er alligevel forlængst forsvundet blandt byens beboere, en sidste rest havde den gamle Hans Pedersen dog i behold, som han havde hørt den af sin fader, ellers ved vi kun, hvad den gamle tingbogs snørklede skrift i dens parykstil fortæller om disse brande.

1756
Torsdagen den 3. juni 1756 - mødte for herredsretten her Søren Larsen, selvejersmed i Høje by, Lunde sogn, og beklagede sig, hvorledes hans ejendom og iboende smedehus, natten mellem den 28. og 29. sidstleden, ved en ulykkelig ildsvåde var lagt i aske tillige med al den velsignelse Gud havde forlenet ham med, så at han med hustru, børn og tjenestefolk næsten nøgen måtte undfly ildens grusomhed. Smeden vidste ingen anden årsag til denne ildsvåde uden, at det måtte være for djævelens værk at anse, thi ilden begyndte fra stalden, hvor ingen havde været hverken med lys eller lygte, ingen i huset røg tobak, intet malt var der på hylderne, som kunne have forårsaget varme og selvantændelse, og intet sted i huset havde der været ild. Smedehuset var det sidste, der brændte, endskønt ikke al indboet brændte, så var det dog af ilden gjort ubrugeligt.
Dersom de ikke gennem bryggerset havde kunnet redde sig ud i haven, så havde de vist alle været indebrændt, men hestene havde larmet og vækket dem af søvnen, da ellers de nok alle var blevet fortæret af ilden, der havde ikke indefra været nogen årsag til branden, der var kommet udefra.
Søren Larsen fremstillede ligeledes med sig selv to vidner, nemlig: Anders Nielsen og Peder Andersen af Høje, som begge vidnede: At natten mellem den 28. og 29. maj - mellem klokken 11 og 12 - da opkom den ulykkelige ildsvåde i Søren Larsen Smeds ejendom og iboende hus i Høje, som begyndte i hestestalden over gården og lagde i aske både bygninger, fourage, så de ikke fik reddet andet end en dyne, ja, ikke engang klæder til kroppen, så de måtte næsten nøgne, både mand, hustru, børn og tjenestefolk, redde sig igennem bryggerset ud til haven, undtagen drengen, der vågnede først og kom ud gennem gården til gaden.
To heste indebrændte i stalden, ligeledes en ko, to kalve, gæs og andre små kreaturer, kornet på loftet blev ligeledes brændt til aske.
Til ydermere bevis på branden er sognepræsten for Stenstrup og Lunde Rasmus Fog's attest, dateret 2. juni 1756, begærende som tingsvidne læst her ved retten, beskrevet og meddelt.

Bysmedien lå dengang i Høje by og i nærheden af den såkaldte Smedegyde, hvor også bystævnet var. Pladsen kaldes endnu i mands minde for Stævnen - en lille trekant, som nu er asfalteret.
Smedien flyttedes senere igen og kom til at ligge i den toft, der hører til Torkild Jørgensens gård, hvor den brændte engang i dette århundrede, men da var selve smedien allerede flyttet hen til sin nuværende plads. Iøvrigt har Høje smedie gået i lige linie fra far til søn gennem tre hundrede år. Den nuværende smedemester, Jens Nielsen, er den syvende generation i rækken.

1795
Natten mellem den 19. og 20. februar 1795 nedbrændte fæstebonden Peder Jensens gård i Høje, kaldet Bankegården, den lå på banken bag Verner Andersens gård i Høje, men efter branden, som skete, da udskiftningen skred over Lunde sogn, flyttedes den ud til det såkaldte Øxenhaven, et overdrev mod Kværndrup sogneskel, det er den nu kaldede Øxenhavegård. - Ilden opkom omkring ved midnat. Det hele skete meget hurtigt, alt brændte, bygninger, indbo, kreaturer, heste, så godt som intet blev reddet. De enkelte dele, som man fik ud, kunne ikke ansættes af værdi til mere end 20 rigsdaler. Justitsprotokollen siger: At Peder Jensen, som havde været en formuende mand, måtte nu se sig forvandlet til een af de fattige, ti da den kolde vintermorgen gryede, stod han med sin familie og tjenestefolk frysende på Høje gade - næsten kun i det blotte linned. Det var kun ved et rent tilfælde, at branden ikke havde fået tragisk omfang: En gammel pige, som tjente på gården, vågnede omkring ved midnat ved en lille hunds piben, på dette tidspunkt var alle gårdens fire længer omspændt af flammer, hun fik i en fart Peder Jensen med hustru og børn samt de andre tjenestefolk vækket, så alle nåede at blive reddet.
-Forgæves søgte bondens unge søn, den syttenårige Jens Pedersen, at redde gårdens prægtige hingst ud, det lykkedes også for ham, at få den ud af den brændende stald, men da dyret kom ud i gården, blev den fuldstændig vild og slog om sig, hvorved den ramte Jens Pedersen, hvorefter den påny styrtede ind i det brændende hus og omkom med de andre dyr.
Der fortælles videre, at dengang mange år efter, at Jens Pedersen lå lig, kunne man endnu se mærket af hingstens spark på benet.
Overleveringen vil vide at fortælle, at Peder Jensen skulle have været en meget dygtig bonde og på mange måder foran sine byesfæller, han havde 17 heste foruden den prægtige hingst, han var velhavende, havde blanke dalere på kistebunden, kister fulde af vadmel og lærred, men alt blev jo fortæret af de grådige luer. Gården var fæstet under Løjtved, og da Peder Jensen nogle dage efter branden møder på tingstedet angående ulykken, da var forvalteren fra Løjtved med, samt hans nabo, Kristoffer Jørgensen og en anden af Høje bymænd, der begge vidnede, at ilden så hastigt opkom, at intet blev reddet af værdi, der var heller ingen af dem, som kunne forkalre noget om ildens opkosmt, sagen synes heller ikke senere at være behandlet ved tinget, justitsprotokollen fortæller i hvert fald intet herom. - Tilbage er en overlevering, der fortæller noget om, at branden skulle være påsat af en bødker i Høje, som Peder Jensen skulle være blevet uvenner med angående et tyveri på gården, og at samme bødker skulle have fået sin straf herfor, han skulle så til gengæld have svidt Peder Jensens gård af. -
Et oldebarn af Peder Jensen, som nu er død for mange år siden, fortalte mig således følgende, som var bleven hende fortalt af hendes far: "En aften, da Peder Jensen, sammen med flere af sine bymænd, stod på bystævnen, skulle han have sagt: "I morgen skal jeg til bryllup hos Peder Jensen Skovsgaard (som lå hvor det lange hus ved gadekæret nu ligger), jeg skald a køre ned ad Høje gade, så bødkerens klokker skal falde i slag ved det". Denne udtalelse skulle bødkeren have hørt, og han svor den rige bondes fald - samme nat brændte Bankegården.
Således fortæller sagnet, men tingbogen nævner ikke en tøddel om denne historie. Jeg vil antage, det forholder sig således, at bødkeren, der ikke havde det bedste ry på sig, i folkemunde er bleven stemplet som brandstifteren, gennem generationerne er det så bleven til, at han var synderen, som brændte gården af og blev straffet herfor, men alt dette får stå hen og bliver nok aldrig opklaret. Bankegården var lagt i aske og rejste sig ikke på pladsen mere, men Verner Andersen siger, at det endnu stundom kan hænde, at ploven vender et svidt træstykke eller en murbrok op på det sted, hvor den stolte Bankegård engang lå. Gården blev udflyttet til Øxenhaven. Jens Pedersen overtog fæstet efter faderen, 1807 købte han gården ind til selveje, den gik herefter over til hans søn igen, der også hed Peder Jensne, hvis søn Jens Pedersen, afhændede gården engang ind i 1900-tallet, hvorved den gik ud på fremmede hænder.