| Hoveri på
Hvidkilde Ladegård |
|
|
Ved Hans Knudsen "Juulsminde" Kogtved
|
| |
Jeg blev født i Skovsbo den 24 september l828. Mine forældre
var gmd. Knud Nielsen og Hustru, Mette Marie Rasmusdatter. Jeg var den
yngste af 5 søskende; mine forældre havde en fæstegård
under Hvidkilde med dertil hørende hoveriforpligtelser. Det var
ikke i mine tanker først af at optegne noget om hoveriet, men så
faldt det mig ind, da det nu snart kun er som et sagn fra gamle dage, og
der ikke er mange levende, som enten selv har været med, eller har
set noget til det arbejde, som fæsteren måtte udføre
for godsejeren; jeg var jo ikke selv så gammel, men dog gammel nok
til at være med ved alle slags af arbejdet, om jeg end ikke var på
de strengeste pladser, at det muligt kunne interessere efterslægten
at høre, hvorledes deres forfædre har måttet trave om
i godsejerens marker for at udføre hans arbejde og at høre
hvorledes de på en helt anden måde den gang måtte kæmpe
for tilværelsen end nu til dags.
Fæsteren skulle udføre arbejdet på de 4 forpagtergårde
som hørte til Hvidkilde, nemlig Lehnskov, Nielstrup, Heldagergård
og Hvidkilde Ladegård, men da Hvidkilde Ladegård var den største,
var det selvfølge, at den største del af fæsterne
måtte udføre arbejdet på denne gård, hvor der
er omkring 800 td. land til, og alle de arbejdere kunne forpagteren ikke
have på en gang, når det skulle tilses, at arbejdet blev udført
ordentlig. Forpagteren havde derfor alle sine hovbønder fordelt
i 4 roder, som bestod af Egense, Skovsbo, Sørup og Rødskebølle,
så tog han een rode ad gangen, efter som han selv ønskede
det. Mine forældres gård lå lige syd for Hvidkilde ikke
langt fra skoven Amalielyst og tæt op til Hvidkilde Løkker,
kun adskilt fra dem med en offentlig vej som fører fra Svendborg
igennem Egense til Øster Skerninge.
Når jeg nu vil opskrive hvad arbejde fæsterne skulle udføre,
så vil jeg begynde med forårsarbejdet, som da var at sætte
hegnene i stand; til hver gård var der een gang for alle afmålt
et vist stykke hegn, som var fordelt på 4 forskellige steder
omkring i løkkerne.Når det så var på den tid,
at forpagteren ønskede at få begyndt på dette arbejde,
så gav han ordre til fæsterne, at de skulle møde i den
eller den skov en bestemt dag og klokkeslet, for at hugge gærdsel
og køre det omkring til hegnene.Dette var det eneste lejlighedsarbejde
ved hele hoveriet, thi når vi havde kørt gærdselen til,
så kunne vi sætte hegnene i stand efter egen lejlighed, når
det da skete før såtiden. Når vi så var nået
omkring ved 1. maj fik vi ordre til at møde i græsmarken med
en mand for at jævne muldvarpeskud, ogtrent samtidig at møde
med en mand i godsejerens humlehave for at stænge humle. Nu var vi
så nået til den tid, hvor der skulle begyndes med at så
forårskorn. Havren var dengang altid det første korn, der
blev sået om foråret.;nu fik forpagteren travlt med at opmåle
lodderne til hver mand , dens størrelse bestod af tolv skæpper
land. Når det arbejde var gjort fik fæstebonden ordre til at
møde på stedet for at modtage sin lod, og dette skete ved
lodtrækning mellem hele roden; derefter kunne fæsteren gå
hjem igen til der så en af de første dage kom ordre til ham,
at han skulle møde den bestemte dag og klokkeslet for at pløje
og harve lodden. Såningen besørgede forpagteren selv. Vi mødte
så med to spand heste for at udføre arbejdet .Så kunne
der gå nogle dage til de fik kløverfrøet sået,
så fik vi ordre til igen at møde og harve kløverfrøet
ned og tromle jorden.
Når der skulle såes byg, så var tilpasning og udførelse
af arbejdet det samme som ved havren. Så kom snart den tid vi skulle
til at lægge tørv op for herskabet; vi skulle lægge
al den tørv op som de brugte, både på Hovedgården
og forpagtergårdene. Der blev bestemt, hvor meget hver
mand skulle lægges op, og den blev lagt på den store tørvelong
ved den anden side af Rødskebølle, vest for Odense landevej,
omtrent ud for Kølleskovgård. Når vi havde lagt tørvene
op skulde vi vende og stable dem og køre dem hjem, når de
var tjenlige dertil. Nu kom snart den tid at vi skulle slå græs
til hø, men dette arbejde blev udført i samling af hver rode,
Skovsbo rode, som bestod af 13 gårde, måtte så møde
på den bestemte tid og klokkeslet; hver gård i roden havde
sit nummer, som begyndte med nummer 1 og gik opad, derved vidste hver mands
folk hvorledes de skulle opstille sig i rækken. Mine forældres
gård havde nummer 2; vi mødte så med 2 mand til at slå
græs og 2 mand til at sprede græsset; så gik der jo 26
mand ud ad en række. Når vi så var færdig med det
arbejde, skulle vi have lodderne afsat, således at hver mand fik
sin del deraf; der var gerne fra 5 til 7 læs hø på hver
lod. Høet skulle vi vende, sætte det i stak og køre
det hjem, når det var tjenligt. Så skulle vi køre gødning
ud, dette blev også udført i samling af roden; der skulle
vi møde med heste og vogn på stedet og en karl til at læsse
gødning. Dette var det strengeste arbejde for hestene ved hele hoveriet,
den lange vej at køre med gødning ud til de yderste sider
i løkkerne, og tilligemed at det skulle udføres i samling;
den ene drev på den anden, og vi skulle passe at følge omgangen;
blev vi tilbage i den,så havde vi at udføre det om aftenen;
kunne vi ikke blive færdige på een dag, måtte vi af sted
igen dagen efter. Nu var det den tid, at tørvene kunne være
tjenlige at køre hjem, så fik vi ordre til at køre
dem enten til forpagtergårdene eller til hovedgården; vi skulle
læsse dem af i tørvekurve og bære dem i hus med det
samme, ja, vi måtte endog køre tørv til St. Jørgens
Kloster.
Nu var høet snart ved at være tjenlig at køre hjem;
så fik vi ordre til en bestemt dag og klokkeslet at møde på
stedet for at køre det til forpagtergården, og samtidig måtte
vi møde på gården med en dreng eller pige for at tage
fra , når de læssede høet af. Så skulle vi op
på den store eng, den såkaldte stævning, ved den anden
side Rødskebølle for at slå græs, men dette var
mere tidsfordriv end arbejde; vi skulle møde med en karl og en dreng,
og når græsset var slået blev det byttet og hver mand
fik sin part; vi skulle vende det og sætte det i stak og køre
det hjem når det var tjenligt; men der var sjældent mere end
at to naboer lagde til vogns sammen og kørte det hjem ad eet
læs. Når der skulle tækkes på de store lader ved
forpagtergårdene skulle vi møde med en karl for at tjene tækkemand
og lave rygningstræer, og så var vi snart ved høsten,
nemlig rughøsten.
Når rugen var tjenlig , fik vi ordre til at møde den bestemte
tid og klokkeslet på lodden. Vi mødte altid til klokkeslet
på lodden og opstillede os på stedet, hvor vi skulle begynde
arbejdet; men ingen turde vove at begynde, før det var tilkendegivet
af ladefogeden. Det skete på den måde at han stillede sig på
et af de højeste punkter i nærheden af arbejdsstedet, tog
sin hat af og svingede den flere gange rundt om sit hoved og råbte
hurra flere gange. Så var det som en løbeild der gennemfor
hele arbejdsstyrken. Vi skulle høste og binde kornet op og sætte
det i rader, og rive stubjorden; faldt det så i med ustadigt vejr,
skulle vi gå og vende og flytte med det så meget som de ville
have. Når det var tjenligt til at køre i hus, fik vi altid
ordren aftenen forud, hvad tid vi skulle møde for at køre
kornet hjem, og med det samme fik vi ordre til at møde tidlig om
morgenen mellem kl 2 og 3 for at binde nok et bånd om hvert neg korn.
Vi skulle møde så tidlig for at være færdig med
at binde før duggen gik af, for at der ikke skulle spildes så
meget af kornet. Der blev aldrig kørt et læs korn af løkken
uden at hvert neg havde været bundet 2 gange. Så skulle vi
til det bestemte klokkeslet begynde at køre kornet hjem; vi mødte
med heste og vogn og 2 karle til at læsse kornet på vognen,
og 2 karle til at række det op på vognen, hvoraf den ene tillige
skulle køre hestene frem. En pige eller dreng skulle være
med for at rive rivningen sammen efter vognen; den blev kørt hjem
sammen med negene. En pige eller dreng skulle samtidig møde i laden
for at tage fra når de rækkede kornet af; således gik
det også til med byg- og havrehøsten. Det var i mange år
de såede raps, det arbejde måtte vi også udføre,
men rapsen blev tærsket på marken på et stort sejl.
Når høsten var forbi, så var der jo ikke så
lang tid til at vi skulle så vinterkorn; den gang var dræningen
ikke kendt, da var der så mange små og store grøfter
omkring i løkkerne i alle retninger for at aflede vandet, og dette
var til stor ulempe for at pløje lodderne. Når vi fik ordre
til at pløje og harve vinterkornet, mødte vi som sædvanlig
til den bestemte tid, og når arbejdet var udført, så
pløjede forpagteren selv vandfurer i alle mulige retninger eftersom
det behøvedes for at aflede overfladevandet, og når
vandfurerne var pløjet så skulle vi rense grøfterne
og jævne furerne på begge sider og skovle at den løse
jord op, som var falden i bunden på furen efter ploven.
Når efteråret så var kommet, skulle vi pløje
de samme lodder igen, som vi havde arbejdet med det sidste år. Når
der skulle plukkes humle skulle vi møde ved godsejerens humlehave
med en dreng eller pige for at plukke humle en dag eller flere, eftersom
det behøvedes.
Nu var den sommers arbejde forbi. Når forpagteren så om
vinteren havde fået tærsket en del Korn af, så kom der
ordre til fæsteren igen at han skulle møde ved laden med en
karl eller en stor dreng for at rense korn og bære det på loftet,
eller når forpagteren ville sælge det, da skulle fæsteren
møde ved laden med heste og vogn for at køre kornet til Svendborg.
På forpagtergården, hvor der var vel 800 tdr. land til,
holdtes der dengang kun 6-8 par heste foruden 2 køreheste
samt nogle rideheste. Tilsigelsen ved hoveriarbejdet skete gerne på
den måde, at ladefogeden eller en anden hertil betroet mand, red
fra gård til gård for at afgive ordre. Nu var et års
hoveriarbejde udført, så kunne vi der begyndes næste
forår igen.
Det var ikke så mange år før den tid, at der måtte
udføres mere arbejde af fæsterne; jeg har ikke selv at se
det, men jeg har dog kendt og levet blandt de folk, som kunne fortælle
hvordan de i deres yngre dage måtte gå på hoveriarbejde
i godsejerens skove for at fæld træer og sætte dem i
favnebrænde til herskabets brug, og at de måtte møde
bestemte dage om ugen i forpagterens lade for at tærske hans korn;
men til held og lykke for fæsterne og for bondestanden i det hele,
oprandt der snart lysere og lykkeligere dage.l846 udstedte kong Kristian
den Ottende en befaling, at ingen godsejer fra den tid måtte tage
hoveriarbejde af deres fæstere; han skulle betale arbejdet med penge,
og som var ansat i penge med 40 rbd. årlig, nemlig 80 kr.Denne beslutning
blev selvfølgelig modtaget med glæde; nu kunne fæsteren
da få tid til at passe sit eget arbejde, og det var på den
id da folk merglede deres jord; det var jo som udfrielse af et slaveri,
som enhver nok kan tænke sig til.
Samme sommer, nemlig l852, havde kammerherre Holsten på Hvidkilde
søgt og fået tilladelse til at sælge hele sit gods fra
fæste til fri ejendom til de fæstere som da havde gårdene
og husene i fæste, og havde da fået prisen sat så lavt
som muligt for at han kunne sælge det, og grunden dertil var jo for
hans egen skyld. Kammerherreinden, som havde arvet godset og som ingen
børn havde, var syg og sengeliggende og mentes ikke at kunne leve
ret længe, og såsnart hun døde gik godset over til hendes
nærmeste slægt, godsejer Rosenørn fra Lolland, i hvis
familie det endnu er i besiddelse.
Kammerherreinden døde l860, og så måtte kammerherren
forlade sit smukke Hvidkilde, men han havde også samlet sig en god
formue ved ejendomshandelen. Han fik sin andel af indbetalingen, og det
øvrige blev stående i godset, hvoraf han fik renterne sålænge
han var på Hvidkilde.
Folk var ikke rigtig med på at købe nu de havde fæstet,
thi penge var der ikke mange af, undtagen på enkelte steder, men
han havde fået prisen sat så lavt at det måtte friste
til at købe alligevel. Prisen var sat til omkring 1500 kroner for
hver tønde hartkorn med tilhørende bygninger; lidt højerre
eller lidt lavere eftersom det var gamle eller nye fæster. Min faders
fæste, som jo var gammelt, og dersom jeg nogen tid skulle få
det i fæste, kunne den tid snart gå, og min fader betænkte
sig heller ikke længe førend han købte gården
endskønt der nok kunne være betænkelighed derved. Kornpriserne
var dengang lave; vi solgte så tit korn til 15a16 mark tønden,
altså kun 5 kroner, men avlingen gik rask opad nu da jorden var blevet
merglet og kornpriserne steg ikke så lidt årene efter, så
det var en lykke dengang. Min fader købte gården, men overdrog
skødet til mig for ikke at koste ny papirer igen når jeg skulle
overtage den; han sad selv for gården til 4 år efter, da jeg,,
28 år gammel, den 25. oktober l856 giftede mig med Marie Rasmussen
fra Rifbjerg, datter af gmd. Peder Rasmussen i Rifbjerg, Simmerbølle
sogn ved Rudkøbing. Vi har haft 4 børn, hvoraf det første
døde straks efter fødselen Nu levede jeg i flere år
lykkelig og veltilfreds i mit gamle hjem med min kære hustru. |
| |
|
| |
|
| |
|
|
|