|
"Den 1. Februar gik vi Kl. 1 om Morgenen ombord paa en Bark, som vi bestilte
specielt for os, med 4 Roere .... Da vi sejlede fra Land var Vinden os imod, det blæste
dog ikke mer end at de godt ved at ro kunde komme frem. VI kom paa Halvvejen til en lille
Ø kaldet Sprogø (som ligger omtrent midt i Bæltet) ved hvilken vi lagde til. Denne Ø
er omtrent ½ Mil i Omkreds, og beboes af to hollandske Bønder, som ernærer sig af det
Kvæg, de holder, og laver lige saa dejligt og velsmagende Smør og Ost, som i Holland, og
de satte deres Ost og Smør for os. Da vi nu havde ventet en lille Tid, gik vi atter
ombord paa Barken; thi bemældte Farvand er ikke til at lide paa, der opstaar ofte
pludselig en storm. Da vi endnu var en Mil fra Land kom vi ind mellem Isen, som vi i
Begyndelsen ikke kunde komme igennem med Barken paa Grund af de store Isstykker, hvorfor 2
af Skibsfolkene maatte gaa ud paa den, da den var saa tyk, at den kunde bære. De slog
Iskorpen i Stykker med Hakker, saaledes at Barken kunde komme ind imellem. Saadan vedblev
det nu en hel Time, før vi kom igennem, saa at vi undertiden var i stor Fare .. Jo
nærmere vi kom Land, des mere tabte Isen sig, det var Vinden Skyld i ... Da vi endelig
kom over Bæltet, var det allerede Vespertid.
Dette, at Sprogø kunne anvendes som hvilestation, var den gang en hel ny indretning,
men - som man vil forstå - af den største betydning for de rejsende. Tidligere havde
øen været tumleplads for en flok halvvilde heste, der tilhørte kongen. Men så skete
det engang, at Frederik d. 2. skulle fra Kolding over til Købenahvn (i et meget
presserende og vigtigt anliggende), men ved Nyborg traf Bæltet tilfrosset. Efter at en af
kongens betroede mænd uden held havde forsøgt en overgang, prøvede kongen selv at
forcere bæltet til vogns, men isen brast, og det var kun med nød og næppe, man reddede
kongens liv. Endnu i 5 dage senere var Frederik d. 2 kun nået til Sprogø, hvor der
hverken var mad eller drikke at opdrive. Denne ubehagelige oplevelse blev årsagen til, at
Frederik d. 2. i 1571 befalede, der skulle bygges et hus på Sprogø, så at nødstedte
rejsende sommer og vinter dér kunne få tag over hovedet og sammesteds erholde mad og øl
mod betaling. Sprogø har siden da været en vigtig station ved istransporten - og hyppigt
benyttet. Et enkelt år var der således ikke færre end 80 mennesker, der måtte
tilbringe 18 dage på øen.
Det ville blive alt for trættende og ensformigt at følge forholdene ved bæltet fra år
til år. Vi springer derfor ca. 100 år frem og undersøger, omd er har fundet nogen
udvikling sted i mellemtiden. Store fremskridt er der næppe sket, sikkert fordi skibene i
dette tidsrum næppe er blevet synderligt forbedrede. Man kan læse f.eks. Christian d.
5.s dagbog fra oktober 1689:
"Den 15.16. laa wie stille i Niburg for Contrarig Wind og storm. 17. Seglede wie
fra Nyborg med hel schasz (skarp?) win(d) og for Modwin kom wie til Omøsund, og saa paa
grunden att sta(a), dog uden fare, og lod os sette i Land paa aggersøen, og laa om Natten
paa prestegaarden. 18. Seglede wie fra Omø offuer til Borreby; om aftten i
Københaffuen."
To år tidligere havde en storm ligeledes tvunget Christian d. 5. i land på Agersøen
- tilligemed dronningen. Det vidner ikke om større fremgang med hensyn til sikkerheden
ved skibsforbindelsen.
Og nu vinteroverfarten i dette århundrede. Ja, netop fra den tid finder man tre
beretninger om istransporter, der til fulde viser, hvad man har måttet gennemgå af
strabadser for at komme de små 4 mil fra ø til ø. Da disse tre beskrivelser, så
forskellige de end er, dog supplerer hinanden, vil vi gøre et lidt længere ophold ved
dem for at se, hvilke farer istransporten rummede.
Den første, vi standser ved, er en hollandsk købmand, van der Meersch, der i 1674
berejste Danmark sammen med to landsmænd. VI vil nu høre, hvad hollænderen selv
fortæller om denne tur:
"Omtrent kl. 9½ begav vi os alle ombord i en baad med 6 aarer og en syrmand .. og
stødte saa fra land. Langs kysten fandt vi aabent vande, men saa i afstand store
isbjærge drive, som vi maatte nærme os. Her var stærk drift i vandet nordpaa, saa isen
drev meget stærkt afsted ..
Vi kom da, som om vi var i Grønland, hen mod den skrækkelige drivis og søgte at finde
en aabning. Omsider fandt vi et sted og roede saa ind i isen i en aaben rende, men det
varede ikke ret længe, inden vi blev saa omringede af isbjærgene, at vi stod i fare for
at blive klemt i stykker. Vi fik nemlig en stor flage svær is for boven, derpaa fulgte
saa svære isbjærge i saadan en rivende drift, at de sikkerlig havde presset os til bunds
og knust os, havde ikke skipperen i stor bestyrtelse raabt: Skynd jer, skynd jer! spring
alle op paa isen! Det skete øjeblikkelig, og man halede alle mand i en fart baaden op paa
isen, og umiddelbart efter trængte ismassen paa agter mod baaden med saadan en kraft, at
hele isen rystede, slog revner og knagede, skønt isflagen dog var godt tre fod tyk, saa
at vi, hvis vi havde nølet et øjeblik længere, sikkerlig alle havde været fortabte.
Her stod vi nu paa isflagen og drev afsted med vor baad; saa vandrede vi i sø paa
isflagen, rystende af kulde og angst, indtil vi endelig paa den anden side igen saa aabent
vande, saa gik det med alle mand for baaden henover isen, og saa kom vi igen i vandet. De
varede imidlertid ikke længe, inden vi igen kom i den samme fare, igen i hast baaden ud
paa isen, som vi drev afsted med saa længe, at aftenen allerede begyndte at falde paa med
taage, hvilket forøgede vor angst ... Endelig, før det endnu var mørkt, fandt vi igen
aabent vande, saa vi skyndte os og kom velbeholdne i land paa den lille ø Sprogø...
Bonden eller herren over hele denne lille ø eller landsby paa ét hus (et Barataria saa
at sige, hvor Sancho Panza var guvernør) fyrede bravt i og skaffede saa megen frik halm
ind i kamret, som vi alle havde nødig til sengeleje .. den 24de februar vækkede morgenen
os med klart vejr. Jeg var ingenlunde sidst paa færde og tørnede ud saa snart dagen
brød frem ... og fandt at vor vej herfra og til Korsør var aaben og næsen isfri; derfor
skyndte jeg paa hos vort selskab og pressede paa hver enkelt, saa vi alle i løbet af kor
tid kom ombord og forlod Sprogø og kom endnu før middag uden uheld velbeholdne over til
Korsør."
Og da van der Meersch sidst i marts igen stod i Korsør på tilbagevejen, var isen
endnu ikke tøet bort - tværtimod: "Vor danske Beltes Strøm var som en
Marmorgade", skriver Bording samtidig i sin avis.
"Vi fandt her", fortæller v.d. Meersch, " at isen i Store Bælt endnu
laa fast, og at man endnu trygt passerede over den, hvorfor vi ogsaa strax besluttede at
fortsætte rejsen med en slæde med to heste for. Jeg skal aldrig glemme, at jeg saa langt
hen paa aaret ejste over Store Bælt forbi den lille ø Sprogø (bedrøvelig ihukommelse!)
ligesom over land - til Nyborg paa Fyen, hvor vi ankom om eftermiddagen kl. 3 velbeholdne
og uden at have set vand, men vi møde paa hele denne istur intet levende menneske uden en
flok smaa dagdrivere eller forkælede børn, der med hest og bjælder kørte afsted i
deres kaner."
Han var således kun en dag om at tilbagelægge strækningen Ringsted-Odense.
Ti år senere var vinteren om muligt endnu hårdere, og med kulden, som i sig selv var
slem nok, fulgte en anden plage: ulvene. I Jylland begyndte de i samlet flok at overfalde
bøndernes kreaturer og anrettede stor skade. Man henvendte sig i sin nød til kongen om
hjælp, og denne sendte da oberjæger Zeitz og en jagtpage med en del underordnede derover
for at sætte en stopper for det uvæsen. Om denne eventyrlige færd fortæller den
20-årige Page (senere gehejmeråd og elefantridder) Frederik Gram. Man hører, hvorledes
ekspeditionen, efter at have ventet flere dage i Korsør på gunstigere vejr, endelig den
9. januar tidlig om morgenen lejede en bæltsmakke og begav sig på farten. Først om
aftenen nåede de Sprogø, hvor i forvejen ca 100 passagerer opholdt sig og ventede på at
kunne fortsætte rejsen. Forholdene der var forfærdelige. Mad var ikke til at
odprive, og
smeltet is var næsten alt, hvad der var at drikke. Da de sidst ankomen havde ventet i 5
dage, og forholdene stadig ikke bedrede sig, besluttede de at vove sig videre.
"Mandag den 14de Januar, før Solen brød frem, begav vi os i vor Baad uden at
tage det mindste Forraad med .. Da vi næppe var komne et Pistolskud fra Land, saa vi ..
nok, at vi hellere maatte være blevne i vor Elendighed paa Øen. Men nu maatte vi følge
Strømmens Magt og hele Dagen og den følgende Nat anstrenge os af alle Kræfter. Snart
sejlede vi, hvor Vandet var aabent, snart maatte vi med stor Møje trække Baaden op paa
Isen og slæbe den efter os. Saaledes holdt vi ud til Tirsdag Middag, da vi var saa
trætte og udmattede, at vi næppe formaaede at gøre noget mere...
Til sidst kom Baaden i Klemme mellem to Isflager, hvorfra vi sprang ud. ..... Alle
de andre løb nu, saa vidt de kunde, bort fra Baaden en og anden plumpede i, men de kom
dog alle op igen. Jeg selv blev staaende sidst ved Baaden, og som jeg ikke troede, at ...
Fare virkelig var for Haanden, .. var jeg ikke hastig nok i Vendingen, .... saa jeg, da
jeg endelig resolverede mig til at springe over, sprang for kort og styrtede i Søen med
fuldt Spring, og Vandet slog sammen over Hovedet paa mig .. Oberjægeren, som var
nærmest, ... kom til og drog mig op. Det var ogsaa i sidste Øjeblik, thi jeg havde ingen
Kræfter til at holde mig fast længer og var tilmed ganske fortumlet af Vandet, der løb
mig af Næse og Mund. Strømmen gik saa stærkt, at det kom mig for, som om tvende Karle
hængte ved mine Fødder og drog mig ned ...
Vi havde kun reddet to Baadshager fra Baaden, som straks efter med stor Knagen blev knust
af Isen.
Samme Eftermiddag faldt jeg endnu engang i Vandet tillige med flere andre, men vi kom dog
alle op igen, og ud paa Aftenen traf vi Baadsmændene og de andre, som først var sprungne
af Baaden. Og dér maatte vi nu blive paa en meget stor Isflage Natten over ...
Men senere, efterdi vi var saa mange Folk, frygtede vi for, at Isen skulde briste, og ..
(derfor) maatte vi opsøge et stærkere Stykke Is, som man kunde være sikker paa ...
Men hvad som smertede mig mest, var dette, at den stærkeste Hob havde besluttet at lade
mig, en Borger og en Tiggerdreng tilbage paa den møre Is. Thi jeg var saa forfrossen af
at være falden i, at jeg næppe kunde staa oprejst de andre to var ej meget bedre, saa de
andre hverken vilde eller kunde slæbe os med..
Men førend de forlod os, byggede de af Forbarmelse en Ligkiste for mig af smaa Stykker
Is, som de gjorde en Vold med uden om mig, saa jeg nogenlunde var skærmet mod den skarpe
Vind. De lagde mig ogsaa et Stykke Is under mit Hoved og var dermed færdige og tog Afsked
med os ...
Mine Kammerater og jeg lagde os tæt op til hinanden og holdt hverandre varme med vor
Aande, saa vidt muligt var. Men det var en bedrøvelig Nat vi hørte kun VIndens Susen og
Isens Bragen, saa vi stedse ventede, at vor Flage skulde briste. Stundom fornam vi ogsaa
Fugletrækket i Luften og Ændernes Snadren. Til sidst faldt vi af stor Mattighed i Søvn
men det var mere en Fantasi og et Døseri, end at vi kunde vederkvæges derved. Thi vi
plagede uafladelig af Hunger og især af Tørst.
Onsdag Morgen den 17de Januar, som var Tredjedagen efter, at vi forlod Sprogø, stødte vi
mod et Eyland, som hedder Romsø og hører til de Krabbers Gods og ligger norden for Fyn.
Og her kom til den faste Is."
Efter endnu en lang Række strabadser lykkedes det endelig ekspeditionen under store
anstrengelser at nå land.
Af denne beretnign ser man klart, hvor farefuld en istransport kunne forme sig, og hvor
stor en hindring Storebælt under sådanne omstændigheder var for de rejsende.
Da Holberg i 1709 vendte hjem fra en udenlandsrejse måtte også han døje en
istransports besværligheder. Han fortæller overmåde morsomt i sit første levnedsbrev
om denne tur og opholdet på Sprogø:
"Lillebælt fandt vi saa stærkt lagt med Is, at vi trygt gik over det til
Middelfart paa Fyn, men på Storebælt var Isbroen ikke saa sikker. Vi blev derfor hele
otte Dage i Nyborg i Haab om, at Isen enten skulde lægge bedre til eller bryde op, men
omsider blev vi kjede af at vente og lejede Isbaade, i hvilke vi af Søfolk blev trukne
først til Sprogø, hvilket tog en hel Dag, og Dagen efter til Korsør, en Søstad paa
Sjælland. Skjønt det strider imod Fortsæt at opholde mig ved Stedsbeskrivelser og bøde
paa dette Brevs Tørhed ved behagelige Digressioner, vil jeg dog, eftersom Geograferne har
ladet Sprogø ligge urørt, gjøre et lille Sidespring for at give en Beskrivelse af denne
Ø og undersøge, om den svarer til sit Navn og Rygte, thi naar en Dansk ønsker ondt over
sine Fjender, sker det med de Ord: "Gid du sad paa Sprogø!"
Sprogø ligger midtvejs mellem Nyborg og Korsør: Om Øens Frugtbarhed kan jeg ikke sige
noget sikkert, da den dengang var dækket af Sne og Is. Midt paa Øen ligger Hovedstaden,
somkun tæller én Familie, thi med Undtagelse af en gammel Kjælling og to Ungmøer
mindes jeg ikke, at jeg saa nogen Moerssjæl. Vicekongen eller Familiens Overhoved var
ikke hjemme, ellers kunde jeg maaske af ham have faaet Oplysning om Regeringsformen og
andet, der er ejendommeligt for denne Ø. For til fulde at røgte mit Hverv som Geograf,
maa jeg ogsaa sige noget om Nationens Karakter ..." Den kan Holberg imildertid ikke
berøme. Beboerne viser sig nemlig snart mere drevne end selv Franskmænd og Italienere.
De forlangte saaledes to Daler for Nattelejet, hvilket blev Aarsag til et voldsomt
Skænderi mellem "Kjællingen" og en svensk Kaptajn. At Ungmøerne mandhaftig
bistod deres Mor i denne Strid, faar Holbegr til at udbryde: "Jeg tror virkelig, at
de havde deres Jomfrudom i Behold, dels fordi de var saa glubske, hvilket af somme anses
for Tegn paa Kyskhed, dels ogsaa fordi de, selv om de havde villet, ikke havde kunnet
sætte den over Styr paa den øde Ø. Vi fik ikke andet at spise der end Ænder, baade
stegte og kogte. Der var ihele Huset kun én Seng, som en Jomfru, der var med i vort
Rejseselskab, betingede sig. Vi andre laa paa Straa imellem hverandre, med Undtagelse af
en ung, lystig Hollænder .. som syntes, det var bekvemmere at tilbringe Natten paa en
Bænk. Da han imidlertid hen ad Midnat vaagnede med Hovedpine og øm i Lemmerne, listede
han sig stille over i Jomfruens Seng, hvor han med sand hollandsk Koldsindighed laa og sov
lige til Daggry, hvor JOmfruen vaagnede og saa det snorkende Mandfolk, og som rimeligt var
blev saa forskrækket over dette slemme Naboskab, at hun med jomfruelig Blufærdighed
sprang ud af Sengen. Hollænderen gjorde ingen Forsøg paa at faa Flygtningen til at vende
tilbage, men var tværtimod glad over, at han ved hendes Flugt fik bedre Plads til at
strække sig paa.
Da vi tog fra Sprogø, rejste vi tidlig om Morgenen til Korsør. Paa denne Tur kom den
svenske Kaptajn i den største Livsfare, thi gnavne Menesker har for det meste Modgang,
ligesom vrede Spillere gerne taber, og de, som er mest ængstelige af sig, snarest dør.
Da han nemlig for at vise sit Mod var gaaet bort fra Baaden, faldt han paa Hovedet i en
Vaage, som Søfolkene dog fik ham trukket op af med deres Baadshager han var halv død af
Kulde og maatte strax klæde sig af og tage uldne men tørre Klæder paa ..."
Efter at vi nu har set, hvorledes skibs- og isbådsforbindelsen var i denne periode,
gør vi nu det sidste spring frem til årene inden dampskibets tidsalder. man vil snart
se, at der her er sket et virkeligt fremskridt.
Omkring 1793-94 indsatte postvæsenet nemlig - på grund af "forefaldne
skibbrud" - to store postjagter på ruten. Vi hører portrætmaleren Hans Hansen
udbryde i lovord - omend ikke over selve overfarten, så dog over skibets indretning:
"Vinden ganske imod. Forresten herlige commoditer og en prægtig Kahyt, et Fartøj
saa propre, som jeg ej har fundet paa dette Farvand før, og en Skipper, som gaar i rød
Kiol, og laer sig kalde Hr. Captain. Overalt artige Skibsfolk. Indretningen er meget god
og Regieringen er al Tak værd, som saa meget antager sig Reisendes commoditeter. Med alt
dette blev jeg inderlig søesyg, saa slet som jeg af denne Sygdom ei har været før.
Endelig efter 8 Timers bestandige Krydsen naaede vi Nyeborg, men Hovedet var
fortumlet..."
Forholdene ombord var således blevet betydelig bedre, end de var på de gammeldags
smakker, man kunne nu endog ved et særligt signalsystem fra skibet bestille hest og vogn
til viderebfordring.
Men modvinden havde man dog endnu ikke lært at trodse, og det gjaldt derfor om at
bevæbne sig med tålmodighed og søge at få det bedst mulige ud af den tit langvarige
overfart. For et let fængeligt hjerte - som arkæologen P.O. Brøndsteds - kunne der
endog blive tid til en forlibelse i "en 17-aarig Pige med den skjønneste Taille ..
og det sandeste Madonna-Ansigt, man kan tænke sig."
"Det varede ikke længe inden Damerne begyndte at blive lidt syge ..Min kjæreste
Beskæftigelse var det at qvæge de søde Smaa, isør HENDE, md en Flaske ægte Bourgogner
vi havde med fra Lydersløv, og at rede dem et mageligt Sæde i vor Kaleske derpaa satte
jeg mig selv paa Bukken at kutschere og sadlede saaledes Havet dristigt op .... Vi sloge
en Sladder af med Damerne, og denne blev inden kort Tid saa munter, at vi slet ikke
mærkede Skipperens Banden paa Vind og Strøm, som var malitieuse, eller ønskede at naae
Nyborg før Solens Nedgang ... Vi slap først til Nyborg Kl. 7 Aften, følgelig vare vi 11
Timer paa den Rendesteen. Hvordan min Afsked var hos den Skjønne kan Du bie med at faae
at vide til en anden Gang."
Forberedelserne er de værste, siger man, og man måtte åbenbart ved en rejse den gang
være indstillet på mange besværligheder. Alene det at få lov til at sejle med
postjagten om onsdagen (der ikke var egentlig fartdag for passagerer, men hvor det afhang
af postførerens forgodtbefindende, om han ville have de rejsende med) må have været en
sand prøvelse. C.L. Strøm skriver i et brev 1802:
"Jeg gysede lidet ved alle disse Vanskeligheder, men de vare ikke store. Efter at
have betalt for Fragten 3 Rdl 4 Sk i Drikkepenge 12 Sk, for Pas hos Borgm. 8 Sk, og siden
4 Sk foruden 2 Sk til Underofficeren og tilLitzenbrødrene 8 Sk kom jeg for 24 Sk i en
Baad til Postjagten, hvor vi maatte Bie til 11½ efter Posten, og begyndte da Seyladsen
med Stikmodvind."
Hvilket besvær blot for at nå ombord!
At man næppe var nået løsningen af transportspørgsmålet ved isvanskelighederne et
skridt nærmere, kan man overbevise sig om ved eksemplet: VInteren 1814. Major
L.F. Brock,
der i den Vinter skulde fra Nyborg til Korsør, fortæller:
"Jeg havde en meget vanskelig Overfart, drev i Isen fra Halskov (altsaa nær
Rejsens Endepunkt) til Hou (ved Langeland) og naaede kun med stort Besvær til Sprogø,
hvor jeg efter 3 Nætter og 4 Dagens Ophold omsider slap over."
Rygtet om hans besværligheder var da også ilet forud, og overalt i Norge modtoges han
som en genganger:
Og stort bedre gik det ikke Frederik d. 6. Oberst Ræder fortæller i sine erindringer:
"Kongen forblev Vinteren over i Fyen tillgiemed den der forsamlede Armee, som ej
formedelst Iis og Kulde kunde komme over store Bælt. Kongen maatte selv tilbringe 5 Dage
paa Sprogø i en ussel Hytte næsten uden Levnetsmidler og Brændsel, da Iisen spærrede
den videre Fortsættelse af Reisen. Man spiste paa Sprogø noget Skibsproviant, og for at
varme sig opgrov man endog en død Englænder forat brænde den Trækise, hvori han var
lagt. Mangelen drev omsider Selskabet videre mod Sjælland, hvor man da omsider
efter svært Arbejde, kom lykkeligt i Land."
Mens vi er ved Frederik d.6. og hans tid, vil vi standse ved 1807, hvor bæltet for en
kortere tid var spærret af engelskmændene. Siden svenskekrigene var Karl Gustavs
overgang over blterne og søslaget ved Nyborg, havde Storebælt ikke set fjenden. Men
allerede inden krigen var erklæret 1807, begyndte englænderne at spærre Storebælt.
Således blev kronprinsen, der efter en forceret rejse i august vente tilbage til hæren i
Holsten, standset af englænderne. Kronprinsen og kongen skjulte sig i kahytten, og det
lykkedes kun generaladjudanten at hindre opbringelsen af skibet ved at udgive kongen for
en syg svensk baron og de andre ombordværende for officerer og håndværksfolk.
Men også menigmand voldte disse tider besværligheder. Blicher fortæller i sine
erindringer, at han lige efter våbentilstanden 1807 tog til Korsør forsynet med engelsk
pas. Her modtog han imidlertid den besked, at englænderne trods alt stadig forbød
overfarten dér. Blicher ville ikke rigtig fæste lid til det og tilbød straks at sejle
ud til den højstkommanderende engelske søofficer i bæltet og forevise ham de rejsendes
pas og udvirke tilladelse til at måtte sejle over. Efter mange besværligheder lykkedes
det endelig Blicher at få lejet en elendig jolle, og han fortæller selv (idet han
omtaler sig selv som tredie personen "B."):
"Han faaer da hyret tre Matroser, der ogsaa laae for Hjemrejse til Halvøen,
kjøbte to Tællelys og en "Ville" Hampværk og saaledes udrustet, efterat
Jollen var øst lænds og til Nødtørft digtet, stak man i Søen. De to Matroser roede
den tredie maatte snart igen til at digte, og B. desuagtet til at øse. Da det næremste
engelske Linieskib laae saavel en Miil syden for Sprogøe, mistvivlede man om at naae det
ovenfor Vandetn, og besluttede derfor at anstrænge alle Kræfter, for, om muligt, at
bjerge Livet paa den langt nærmere Øe. Det gik an, og her blev foretaget en heel
Kalfatring, saa heldig, at Jollen blev nogenledes vandtæt." Mens de opholdt sig på
Sprogø, forsøgte matroserne at overtale Blicher til at benytte chancen og selv forsøge
at nå over til Fyn, men det lykkedes dog Blicher at overbevise dem om det nederdrægtige
ved at løbe bort "med 97 Menneskers Passe" og de "roede ham hørsommeligen
ned til Linieskibet. Chefen modtog B. med Høflighed, saae paa et Par af Passene, og
sagde: "at de ikke vare gyldige". B. gjorde ham opmærksom paa den engelske
Overgenerals Navn. "Jeg bryder mig vherken om Cathcart, eller nogen anden
General", svarede han koldt. "Her staaer jeg kun under Gambier"." Alt
hvad Blicher opnåede, var en erklæring, affattet i lacedæmonisk stil således:
"Cannot pass the Belt without the permission of Admiral Gambier. Dixon.
Commodore".
Blicher og de andre passagerer måtte søge andre veje.
Vi har nu fulgt Storebæltoverfarten gennem snart 300 år og er nået til
mærkeåret 1828, hvor vi vil slutte. I dette år sættes nemlig det første dampskib,
"Mercurius", i fart mellem Korsør og Nyborg. Dette var i sandhed et
revolutionerende fremskridt, thi man kunne nu trodse den værste fjende: Vinteren, og hvad
det betød, forstår enhver.
MERCURIUS
Det første postdampskib på ruten mellem Korsør og Nyborg. ygget i England, formentlig i
vinteren 1826-27. Ankom til Nyborg i februar 1828, ført af kaptajnløtnant Christensen,
der afleverede det til bæltpostfører Jespersen. Fartøjet var fladbudnet,
kobberforhudet, og maskinen var på 30 H.K. Gik første gang med post over bæltet 11.
juni 1828. Sejltid 1 time 50 minutter. Benyttedes jævnligt på Kalundborg-Århus
overfarten til kongelige personer. Så snart der kom is i farvandet blev skibet adskilt og
de enkelte dele konserverede. Det var dårligt bygget og krævede idelige reparationer.
Det måtte ikke overføre vogne af større vægt, da man frygtede, at det skulle lide
skade. Benyttedes på ruten indil 1857, de sidste år dog kun som reserveskib. [Meddelt af
arkivar H. Hjorth-Nielsen]
|
