|
Af Jens Therkelsen
En af de skønneste egne i Sydfyn er Lunde sogn. Overfladen er stærkt bølgeformet med
enkelte store, blødt afrundede højdedrag, langs veje og markskel ses her mere end andre
steder de ægte fynske hegn, som nu i syrentiden står i deres fagreste flor. Intet steds
er der vel så mange småskove - Lunde - som her. I gammel tid, da navnet dannedes, var
der end flere. Da var navnlig Hønsehaven dækket af kratskov, således lå den til
udskiftningen.
Dog var der en plet i Hønsehaven, som var opdyrket - Langkildegård. En sjælden skøn
natur - dansk, men med en vis lighed med engelsk. Store, mægtige gamle træer står i
skov, i hegn og rundt om frit i de store marker. De skaber en ro, ikke blot imod vindens
sus, men er som den oprindelige naturs protest imod nutidens jag og økonomiske tankegang.
"Vi står her", siger de store popler og bøge og ege - "med hundredårs
hævd. Vi har skygget for mejerne, når leerne skar sæden i augustsolens klare skin.
Under os har kvæget gået i middagsskygge og dybsindigt tygget sit drøv. Gå udenom os,
i maskininstrumenter, som nu knebrende skærer sæden af. Der er tid nok. Vi har stået
her i hundred år, og vi kan stå denne slægt ud".
Vejen derud i Slagterkrogen snor sig op og ned, ud og ind. Hegn, træer, skov virker ind
på vort sind og giver os indtryk af den natur, som vore fædre i langt rigere mål havde
for øje, men som nutiden har savnet sind for.
Skjult inde i sin store park ligger den gamle Langkildegård. Den var oprindelig
fæstegård. Men den driftige slægt, der nu så vidt vides i ca 300 år, først som
fæstere, og fra 1781 som ejere, har udvidet denne skønne besiddelse, således at der nu
til gården hører ca 200 tdr ager, 30 tdr land skov, 10 tdr land havepark og gårdsplads.
Slægten
Den første af mandslinien, som er kendt under navnet Langkilde, hed Rasmus Hansen. Han
blev gift i 1706 med enke Maren Pedersdatter (død 1748). Hun var enke efter fæsteren
Laurits Sørensen (begravet 3/8 1705) på Langkilde og når slægten nu regner, at den har
boet på gården i ca 300 år, skal det være igennem hende og hendes slægt. For gården
var ikke Rasmus Hansens slægtsgård. Men gamle sølvskeer fra 1624 findes i familiens
besiddelse og stammer fra Langkildegården
Næste fæster var sønnen Hans Rasmussen, døbt 30/11 1710, begravet 3/3 1778. Han var
gift med Anne Kristoffersdatter, Kristoffer Rasmussens datter i Bobjerg.
Deres søn Hans Hansen Langkilde, født 20/1 1752, død 13/7 1827, var først fæster, men
fra 1781 ejer og i nogle år tillige forpagter af Egeskov. Han var gift med Kirsten
Pedersen fra Rolfsted, 6/6 1778. Deres søn Henrik Langkilde er født på Egeskov 30/9
1802, død 20/2 1882, var tillige ejer af Boltinggård, som han købte af en urmager
Jessen i 1857. Han tilbagekøbte en del arealer, der var bortsolgt fra gården, således
at den samlede købesum kom til at andrage ca 200.000 kr. Denne gård overdroges til
svigersønnen, Hans Lauesen, f. 1835 i Skodborg, Haderslev amt, gift med Kirsten
Langkilde. Henrik Langkilde købte tillige Brændeskoven og Mejerigården dernede, der er
ca 100 tdr ld skov og 32 tdr land til mejerigården, samt to huse. Henrik Langkilde blev
gift 1832 med Dorthea Knudsen, datter af Knud Karstensen, Trunderup. Langkildegården
brændte lige efter århundredskiftet, og muligvis er dette grunden til, at Henrik
Langkilde fødtes på Egeskov. Han blev holdt over dåben af grevinden på Egeskov, som i
dåbsgave gav ham 12 gulddukater, som endnu findes som arveguld hos familien.
Ejeren i dag [1929]
Henrik Langkilde havde to døtre, hvoraf den ene døde ung, den anden som nævnt kom til
Boltinggård og så sønnen Hans Langkilde, f. 18/8 1839, og som er gårdens nuværende
ejer. I dag tirsdag fylder han 90 år. Hans Langkilde har i dette lange tidsrum nærmest
opholdt sig i den smukke gård, hvor han med nænsom hånd har holdt den oprindelige natur
og fædrenes minde i hævd, men tillige tilført gården og dens omgivelser sjældne
skønne vækster i den gamle park. Han havde først huslærer hjemme og læste et par år
i København - men ikke med eksamensstudium for øje. Han boede da hos gamle Frederik
Barfod. Derefter var han et par år i Skotland og lærte landbrug, var sidst i
50erne på Gråsten i Sønderjylland og har senere rejst en del i udlandet. Han overtog
Langkildegården 1882. I det offentlige har han ikke direkte taget nær så meget del som
hans rige evner og kundskaber egentlig berettigede ham til. Han foretrak at leve på sin
gård, passe sin store skove og pleje de sjældne træer, som efterhånden er groet op
omkring ham. Han var dog sognerådsformand for Stenstrup-Lunde sogneråd umiddelbart inden
sogneadskillelsen.
Også på flere andre områder har han været ledende, men skønt han har holdt mest af at
være uden direkte forbindelse med det offentlige og forenignslivet, som er groet frem i
hans lange levetid, så har han dog interesseret sig stærkt derfor og følger godt med
deri. Men hans indsats har ikke været direkte handling - han har på mange mennesker
virket stærkt i sin tid ved sin væren. Og det er ikke den ringeste måde at virke på.
Han er en fin nobel personlighed, præget af gammel solid kultur. Den, som ikke tror, at
han derfor har kunnet følge med på alt det, som er sket siden den store
"kulturbølge" med alle "ismerne" og "mekanikken" skyllede
ind over os, tager fejl, og vil let af hr. Langkilde på hans ironiske fine måde blive
belært om, at vel er han hjemmegroet i sin danske natur, men ej heller er det fremmede
ham fremmede.
Langkildegården er jo en stor bedrift, men Langkilde står endnu for styret. Han har en
ugift forvalter til at lede arbejdet, men følger nøje med i alt det daglige og ved
besked med den mindste enkelthed. I de senere år har han haft en dygtig medhjælper i
forvalter Hansen fra Langeland og han er vel bleven mere betroet end sine forgængere. Der
hersker på gården under den gamles og den unges ledelse de bedste arbejdsforhold for de
medarbejdere, der i mange år har arbejdet på gården. Hr. Langkilde færdes daglig i
gård, have og park, og skal han længere ud i marken, spænder Niels Staldkarl for den
gamle vogn og kører for ham. Uden at være særlig flot eller bekvem, så opfylder
køretøjet de betingelser som Langkilde stiller. Det bringer ham rundt i mark og skov.
Han har aldrig lagt vægt på, at det ydre skulle være prangende.
I snart magne år har frk. Krogh været hans husbestyrerinde, da han jo er ugift. Og under
hendes dygtige ledelse holdt den store herskabelige beboelse i den hyggelig og fornemme
kultur, som har præget dette gamle slægtshjem. Hun ved af erfaring, hvorledes hr.
Langkilde skal have det. Overalt er der rent som der er blæst, og frisk luft fylder de
store smukke stuer, hvor gamle fine møbler og arvestykker med smag er opstillet på de
hvidskurede gulve. Alt virker fornemt. I disse omgivelser lever hr. Langkilde et nøjsomt,
roligt liv. Derfor er hans livskraft så stor og hans åndsevner så usvækkede.
En aften på Langkildegård
Proprietær H. Langkilde har foruden for sin sin gård og skov stor interesse for
alt historisk, og efter anmodning derom fik jeg indbydelse til at komme til ham og høre
lidt om alt det som han gennem et langt liv har set, hørt og oplevet.
Det var en sommeraften, hvor en let regn silede ned over Langkildegårdens høje, skønne
træer. Der herskede den dybeste stilhed over den store gårdsplads, der omkredses af de 3
fritliggende avlsbygninger, imod vest, nord og øst og den anselige hovedbygning mod syd.
Hr. Langkilde fortalte livligt og interessant om efterfølgende:
På Langkildegårdens jord skiller vandene sig og løber i 3 hovedstrømme imod nordøst
og sydvest. Noget løber i Odense å, andet udmunder ved Vester Skerninge og igennem
Stokkebæksåen går det meste imod øst. Der lå i gammel tid 2 vandmøller. En i
Møllebakken udimod landevejen. Det er ikke mange år siden, man traf på egestolper på
det sted, hvor den lå. En anden lå ude ved Slagterkrogen, hvor marken hedder Møllelund.
Navnet Langkilde nævnes om gården i det 14. århundrede og det var krongods. Øst for
gården ligger et gammelt voldsted, hvor der endnu findes murrester og hvor der er gjort
flere fund, som er indlemmet i Nationalmuseet. Bl.a. fandtes der en smuk guldarmring, som
i mange år blev båret af Langkildes fætter, jægermester Langkilde, Frederiksgave. Han
kom meget sammen med Frederik VII, som var stærkt interesseret i denne gamle ring.
Jægermesteren forærede kongen den, og den må nu findes på Jægerspris. I haven blev
for en del år siden fundet et sæt brændevinstøj. det er nu på museet i Svendborg.
Langkildegården brændte 1802 med undtagelse af laden, som er opført i 1780erne. Gården
er senere ombygget. I 1844 opførtes hovedbygningen i to stokværk med høj kælder og
stor kvist. Den er tækket med skifer. Kostalden og hestestalden er opført i 50erne. Ud
imod Bøllemosen i Teglværksløkken lå i gammel tid et teglværk, hvorfra alle stenene
til gården er kommet. Det havde særlig godt ler, men lå noget afsides, hvorfor det for
en del år siden blev nedbrudt.
Hr. Langkilde fortalte også om de gamle slægter, der boede og tildels endnu bor på
gårdene, men det bliver der måske lejlighed til at vende tilbage til en anden gang. Hans
Rasmussens gård i Lunde lå i Langkilde barndom på toften bag Thoballe Rasmussens have,
og manden der gik i knæbukser og tophue - det var den sidste og den eneste som Langkilde
har set bruge denne gamle bondedragt.
Langkilde er gennem sit lange levnedsløb kommet i forbindelse med mange præster. Særlig
pris satte han på Brandt i Ollerup, der holdt gudelige forsamlinger særlig i
Hønsehaven, på Nyholmsgård og hos Hans Fall, der boede der hvor Hans Chr. Rask nu bor.
Også valgmenighedspræst Rasmus Pedersen, Vejstrup og de gamle dernede satte Langkilde
pris på. Med Vilhelm Birkedal stod hans fader på en særlig fortrolig fod. Det var jo i
Boltinggårds lade, Birkedal i sin tid holdt gudstjeneste.
Otte og fyrre husekr Langkilde særlig godt. Den stærke begejstring og nationale
følelse,d er fyldte alle og som gav sig udtryk i store fester for de hjemvendte soldater.
En sådan holdtes på den gård i Høje, hvor nu Hans Pedersen bor. [Jævnfør Rasmus
Knudsens dagbog]
Fireogtres står for Langkilde i en mørk tone. Sorgen greb alle over nederlaget. Også
den nationale følelse i vor tid finder Langkilde for svag og splittet.
Efter et studieophold på Polyteknisk Læreanstalt tog Langkilde til Skotland, hvor han
var et par år. Det var meget almindeligt i de tider, at unge danske kom derover. Der var
en halv snes, der på den egn, medens Langkilde var der. Der var en præst derovre, som
særlig tog sig af disse unge danske, og som senere stod i brevveksling med dem.
Han blev Ridder af Dannebrog. Derovre lærte Langkilde at rense roer, længe før det var
almindeligt her. Det var særlig kålroer og turnips på lettere jord og bønner på
lerjord. man arbejdede fra 6 til 6 og havde 1 time middag. Det var særlig piger der var
på roearbejde og midt på formiddag og eftermiddag holdt de en lille hvil, og formanden
sagde: "Tag en smøg" og så tændte de kridtpiberne. De fik ikke alle de
mellemmader, som vi får her, hvor vi efter Langkildes mening spiser for tit og drikker
altfor megen kaffe.
Hr. Langkilde kom så tilbage til Langkildegården og kun afbrudt af et ophold på
Gråsten og nogle udenlandsrejser har han boet her i de mange år.
Han mindes de gamle dage - hvor alting var så godt. Sikke nogle øl og sikke nooget
hjemmebagt brød. Og når der var fester og bryllupper så bar man mad sammen og havde
skaffer. Ja, vi har jo Hans Henrik endnu, og han kan sin skafferremse, men de gamle dage
er forbi.
Langkilde plantede efterhånden sin store park til med sjældne træer. Om disse har
hr. Langkilde lovet senere at fortælle om hvert enkelt træ og dets historie, og de vil
så blive opført på et kort og en nærmere omtale deraf vil antagelig kunne fremkomme
her i Svendborg Avis først i juli måned. Parken har hans store interesse. Der findes så
sjældne vækster som tulipantræer, plataner, korkelme, magnolie, takstræer og
forskellige nåletræer, sumpege, sumpzypresser osv. De står i fuldeste flor, mange er
mægtige træer. Desuden er der dejlige bøge, ege, linde og andre danske skovtræer.
Trindt om i hegn og mark står vældige gamle træer, særlig popler, bøg og eg. De giver
et engelsk præg over det hele.
Hr. Langkilde viste frem alle de gamle arvestykker som findes på gården. Mægtigt
udskårne himmelsenge, gamle kister med inskriptioner, jernbeslået pengekiste, kakkelovne
fra gammel tid, sølvtøj og særlig interessant var de gamle Langkildemænds lange stokke
med sølvknap.
Det er et dejligt hjem, hvor alt er i den skønneste orden, og hvor tingene fortæller om
den rige historie, som slægten har levet i 300 år på dette sted. Vi forlader hr.
Langkilde og frk. Krogh med en tak for denne gode aften.
Hr. Langkildes slægt
Spredt ud over landet findes de mange grene fra det gamle slægtstræ Langkilde. Den
nærmeste slægt, som hr. Langkilde har, er søsterbørnene fra Boltinggård. Af disse er
bl.a. Vilhelm Langkilde Lauesen overlæge i Rudkøbing, Axel Langkilde Lauesen har fået
tilskødet Brændeskoven og Henrik Langkilde Lauesen har fået Mejerigården i
Brændeskov. Hans Langkilde Lauesen er forpagter på Sundshøj Møllegård. En
søsterdatter var gift med afdøde pastor Sørensen, Skårup og bor nu i Odense. |