|
Den ældste borg i Svendborg hed "Swinaburgh" og lå omtrent der, hvor Frue
Kirke nu ligger. I kirkebakken har man fundet fundamenter og rester af borgen og
fæstnignsværkerne om den. På skråningen og ved foden af denne bakke er byen opstået.
Hvornår det er sket, vides ikke.
Den ældste kendte tidsangivelse i byens historie er 25. juni 1229, da Valdemar Sejr
skænker indtægten af "Swinaburgh" til sin sønnekone, Eleonora af Portogal. I
året 1236 nævnes Astrad Frakka, som høvedsmand på borgen; han er nævnte år
medstifter af Gråbrødreklosteret i Svendborg. Under kampene mellem Bengærdsønnerne og
deres respektive tilhængere lider byen meget, og 1253 bliver borgen tagen med storm af
Christoffer I.s tropper, og både borg og by lagt øde.
Den gamle borg rejstes aldrig mere; den har sagtens også kun været lille og svag, og
den kunne vel heller ikke rigtig komme til at bruge sine våben for byen, der klyngede sig
så tæt ind til den; endelig krævede den voksende by mere plads. Så rejstes da i stedet
den ny stærke borg, Ørkild, ca 1000 m. mod nordøst for den gamle borgbanke, eller
måske er der allerede på et tidligere tidspunkt rejst en borg på dette sted.
På Ørkilds borgplads er der nu desværre kun nogle fundamenter tilbage; men
beliggenheden er imponerende. Mellem dybe slugter skyder en vældig bakketunge med stejle
skråninger sig frem mod sydvest. I slugterne løb henholdsvis Trappebæk og
Kobberbækken, som kunne opstemmes, og - som fundne dæmningsrester synes at vise det - er
bleven opstemmet, hovedborgen lå mod syd og var af en anseelig størrelse, ca 56 m x 56.
Den støttede sig til en ringmur, der har været ca 1.8 m tyk. Borgens fundament og sokkel
var kampesten, men murene var af store røde munkesten. Den eneste adgang til borgen var
fra nord, og flerdobbelte, halvkredsformede volde og grave dækkede den mod angreb fra den
kant. Også disse grave synes at have været vandfyldte ved tilledning fra nord. Alt i alt
var det således et stort og stærkt middelalderligt fæstningsværk, en rigsborg, hvor
kongelige fogder, måske også undertiden kongen selv residerede. Desværre kendes borgens
historie kun brudstykkevis.
1264 den 30. august udstedte biskop Regnar af Odense her sit testamente, som et
gavebrev til Sancta Clara Kloster i Odense. 1330 pantsatte Christoffer den II borgen til
de holstenske grever, og i de følgende urolige årtier er den i deres hænder, men 1369
er den i Valdemar Atterdags besiddelse og han forlener den nævnte år til ridderne Heino
Kabel og Henning Køtelberg, der begge nævnes flere gange i de følgende år som kongens
høvidsmænd på Ørkild, 1375 er ridderen Hans Offesen befalingsmand på Ørkild, og 1394
hedder høvidsmanden Tue Skytte. 1421 blev Ørkild kronlen under Fyens bispestol; men
allerede før den tid har de Odensebisper peiodisk haft magt over borgen, mulig som et
pant.
I årene 1403-07 udsteder biskop Johannes af Odense en lang række afladsbreve og andre
brevregnskaber fra Ørkild. 1445 udsteder biskop Henning Torkildsen Ulfeld herfra et
afladsbrev til St. Laurenti Alter i Stenstrup, og 1464 udsteder biskop Magnus, ligeledes
fra Ørkild, et gavebrev til Maribo Kloster. Også biskop Karl Rønnov udsteder breve her
1480, 1484 og 1493. Særlig ejendommeligt er brevet fra 1480, i hvilket Karl Rønnov
pålægger sognepræsten i Snøde på Langeland, som har overtrådt påbudet om cøelibat,
en bøde bestående deri, at syv fæstebønder under sognekaldet skal svare 1 td. havre
årlig til bispen og gøre hver 2 dages arbejde årlig på mølledæmningen ved Ørkild.
1501 blev skomagersønnen fra Brøndum i Himmerland, Jens Andersen (Beldenak) biskop i
Fyens Stift. Denne stridbare og snedige prælat kom straks i strid med sin formands
broder, Markvard Rønnov til Hvidkilde, og i 1503 belejrer hr. Markvard, Ørkild, hvor
bispen opholder sig. Også den sidste katolske biskop på Fyn Knud Gyldenstjerne har
været på borgen, og den holdtes til hans hånd, da den blev ødelagt 1534. Ved siden af
bisperne nævnes gennem årene en lang række fogder eller høvidsmænd på Ørkild. I ly
under den stærke borg og støttende sig til den opstod Ørkild by bestående af ca 20
gårde, 2 vandmøller og et teglværk. Byens synes at have trivedes godt under det
biskoppelige værn, og efterhånden er den bleven en nok så besværlig konkurrent til det
store Svendborg. Der opstod især en stærk spænding mellem Ørkild og Svendborg om
handelen på det sydlige udlands.
Så kom reformationsoprøret og borgerkrigen, Grevens Fejde. Rundtom rejste borger og
bonde sig mod herrerne, også de Svendborg borgere greb til våben. En julinat 1534 drog
de "mand af huse" over mod Ørkild, hvis svage besætning ovegav sig uden
større modstand. Derefter stak sejrherrerne ild på borgen og brændte formodentlig ved
samme lejlighed vigtige dele af Fyens Stifts arkiv, som opbevaredes der. De gode
Svendborgere glemte nu heller ikke at gøre det grundigt af med Ørkild by; så havde man
den konkurrent fra halsen.
Ørkild rejste sig aldrig mere; men Ørkildsgade minder om den, og de to vandmøller
eksisterer endnu. Ørkilds vidtstrakte jorder bemægtigede Svendborg sig for i 1566 at
leje og senere at opkøbe dem af kongen. Siden den tid har Svendborg haft forholdsvis
betydelig markjorder. Skovene købte byen af kronen 1765. Borgen Ørkild med de
stærke mure forsvandt efterhånden, thi ruinerne benyttedes som stenbrud. I mange
bygninger i Svendborg sidder den dag i dag munkesten fra Ørkild. Den ene fløj af gården
Bjørnemose, som blev opført af oberstløjtnant E.C: Sehested i årene 1745-46, skal
være opført af sten fra Ørkild. Det samme siges om tærskeladen på Hvidkilde og en del
af gården Nøjsomhed i Skårup sogn.
Så mægtige var dog de materialemasser her var slæbt sammen, at det tog århundreder
at udslette borgen; endnu i 1813 stod der tilbage en tyk mur på ca 20 m længde; men
også denne sidste levning sank i grus. I årene 1885-87 blev der foretaget udgravninger
på tomten; men da fandt man kun borgens grundvold og dårligt nok endda. Arbejdet kostede
mange penge, men blev ikke synderlig omhyggeligt udført; og de genstande, som fandtes,
var ikke mange eller synderlig værdifulde. |