Af Hans Nørgaard

Natten mellem den 10. og 11. marts 1935 nedbrændte den gamle idylliske Ollerup præstegård. Man fandt aldrig frem til brandårsagen, men meget tyder på, at branden var påsat, idet der på samme tid var en række andre brande i Ollerup og omegn. Provst Clausens hustru, fru Ingeborg opdagede branden i præstegårdens nordøstlige hjørne, da hun ville gå i seng. - Og selv om det kun tog ca 10 min. fra der var slået alarm, til redningskorpset i Svendborg kom til brandstedet, så lykkedet det kun at redde kirkebøgerne, mens hele arkivet for Sunds herreds provsti samt en del af provstens private papirer og bøger gik op i luer.

Med denne brand forsvandt en af landets ældste og smukkeste præstegårde, hvis historie det nok er værd at dvæle ved.

Søger vi langt tilbage i tiden, finder vi i biskop Jacob Madsens visitatsbog fra 1589, den formentlig ældste omtale af præstegården, biskoppen noterede sig, at præsten Niels Knudsen "haffuer bygt gorden af ny".
Videre oplysninger findes ikke, førend præsten Laurits Jacobsen Achthonius i 1690 beskriver præstegården, som efter næsten 100 hundrede år tilsyneladende var stærkt forfalden:
"Bygningen, der jeg anno 1680 den antog, var ganske forfalden og ligesaa øde, så der hverken var skjul for mig i stuehuset eller for kornet og kvæget i udhusene, måtte derfor begynde straks at bygge." Sluttelig klager Achthonius dog over, at "kaldets indkomster ikke nær kunne strække til både kongelige skatter, husholdningen og bygningernes istandsættelse" - alligevel lykkedes det for ham i årene 1686 til 1690 at opføre 3 nye længer til kornhus, lo, lade, fæhuse, vognskjul, portrum, studerum, hestestalde, foderlo og høgulve, foruden at han udvidede stuehuset en del, alt i alt en udgift på 75 rigsbankdaler.
Da provst Jacob Christensen lod de samme længer brandassurere i 1802, blev de vurderet til 1566 rigsdaler, altså over 20 gange mere, end da de var nye.

Laurits Jacobsen Achthonius var én ikke helt almindelig præst. Over døre og porte i den nye præstegård føjede han således små ordrim.

Over loen skrev han f.eks. "Herrens velsignelse gjør rig"; over huggehusdøren: "Naar tiden ledig er, maa du dig ej skaane, Men hug og evnetræ og tælle nyttig spaane".
Og karlene blev idelig gjort opmærksom på deres ansvar, når de entrede foderloen og hestestalden: Over foderloen stod: "Vil du hesten ei skal dvæle, Men paa reisen fare fort, Havre, hø i hæk og fjæle, Maa du ikke spare stort"; og over hestestalden: "Er øret ei klippet og manen ei kjæmt, Og hesten paa laarene kager maa bære, Det er for karlen en temmelig skjæmt, Som udi stalden mester vil være". Og selv når karlene skulle ind i deres eget hummer fik de en formaning med på vejen: "Din herre trolig tjen, hans gavn du ei forsømme, Thi utro tjeneste skal Gud vor Herre dømme".

I 1761 lod pastor Thomas Mortensen Bredsdorff så det gamle stuehus falde og opførte i stedet for det, der stod til branden i 1935. Bredsdorff fortsatte traditionen med at sætte et skriftsted over dørene. I hans tilfælde en stille bøn om, at præstegården og dens beboere skulle forskånes for ulykker af den ene eller anden art.
Over "gårddøren" stod f.eks. "Gud i naade selv afvende, Al ulykke og fortræd, Som kan møde eller hænde, Dette huus og vaanested".; og over havedøren: "Hr. Thomas Bredsdorff mig fra grunden lod opbygge, Da forrig`stuehus ei længer kunde staa, Gid! præster maa i mig bo vel og trygge, Indtil af ælde jeg omsider skal forgaa".

Harald Balslev kalder Bredsdorffs præstegård for en arkitektonisk perle -"med sin ejendommelige grundplan og tagkonstruktion blev den af en særegen skønhed, der fremhævedes yderligere ved den plads, den indtog som den nordlige højtliggende fløj i den firlængede bindingsværks gård mellem landevejen og den smukke have, der begrænsede præstegården mod nord og øst."

Fra Bredsdorffs tid og frem til branden i 1935 undergik præstegården dog visse ændringer. Således lod Jens Sophus Brandt i 1853 den sydlige længe ud til bygaden afløse af en ny og bedre, som han indrettede til kostald, karlekammer, hestestald, foderlo samt port til indkørsel.
Nedbrydningmaterialerne fra denne længe kom til Egebjerg, hvor de blev anvendt til et husbyggeri på Egebjerg Bakker.
Brandt gennemførte også løbende forbedringer på stuehuset, selv om det undertiden kneb for ham at skaffe de fornødne midler hertil. Men i 1861 og 1867 lykkedes det ham alligevel at få foretaget tiltrængte ombygninger af både vest- og østlængen, ligesom der blev bygget et par fag til stuehuset.

Et kig indenfor i Ollerup præstegård umiddelbart før pastor Hans Peter Pontoppidan med familie flyttede ind i den hyggelige, gamle præstegård i Ollerup.

Næste omfattende restaurering af præstegården gennemførtes af pastor Hans Peter Pontoppidan, straks efter at præstefamilien var flyttet ind i 1899, dog "således at den ejendommelige stil blev bevaret".  Ved den lejlighed blev også det meste af præstegårdsjorden solgt fra.

Og sådan stod nu præstegården frem til katastrofen i 1935. Som allerede nævnt så gik det meste af indboet tabt ved branden; men midt i ruinerne stod dog 2 gamle smedejernsovne, tilhørende provst Viggo Clausen. Dem skænkede provsten siden hen til den nye præstegård. Den ældste af ovnene havde oprindelig stået i Odense gamle bispegård.

Straks efter branden tog man fat på oprydningsarbejdet, og den 11. juli 1935 forelå kirkeministeriets tilladelse til at lade præstegården genopføre efter arkitekt Mindedal Rasmussens tegning og overslag.
Grundstenen til den nye præstegård blev nedlagt den 9. august 1935, ved hvilken lejlighed et dokument med historiske oplysninger blev indmuret til glæde for en senere tids generationer.
Det var Mindedal Rasmussen og menighedsrådet magtpåliggende at den nye præstegård blev holdt i stil med den gamle præstegård, der brændte. F.eks. lod man over hovedindgangen sætte Laurits Jacobsens Achthonius skriftsted fra 1680 "Herrens velsignelse gør rig". samt årstallene 1680-1761-1935.