|
Kjellemose Høj
Til Ryslinge By hører en Mose, kaldet Kjellemosen, i hvis østre Ende ligger en Høj,
omgiven og bevoxet med Træer og Buske. Dennes Navn er Kjellemose Høj, den skal i de
hedenske Tider have været en Offerlund, og var dengang helt omslydt med Vand, eftersom
Kjellemosen paa den Tid var et helt uføre, hvad den tildels endnu er. I Kjellemose Høj
har der før været slemt med allehaande Troldtøj: man har undertiden set Højen staa paa
fire gloende Pæle, og Troldene dandse Hopsa derunder. Ogsaa har man tidt hørt et
Kistelaag slaas i inde i Højen, naar man har gaaet den forbi ved Nattetider, og Lys har
man ofte se brænde henne i Buskene nord for Højen. Man trode derfor, at her maatte ligge
en stor Skat, og Mændene fra Ryslinge forenede sig ogsaa engang i gamle Dage om ved
fælles Kræfter at grave den op. De mødte en Nat paa Højen, hver med sin Spade; men
aldrig saa snart havde de begyndt at grave, før de saa Ryslinge staa i lys Lue. De
skyndte sig da hjem, for at slukke og redde; men da de kom til Byen, stod den, som da de
forlod den, og det hele havde været Øjenforblindelse. Naar det var Solskin, og Solen
skinnede paa Kjellemose Høj, da lagde Troldene sine mugne Sølvpenge ud at
"solvejre"; men hvis da nogen gik hen og tog dem, saa bleve de til "ene
Snoge". - For mange Aar siden var der en Mand fra Ryslinge, som huggede sig en
Egeknag paa Kjellemose Høj og slog den fast paa sin Udvæg; men samme Nat kom Trolden fra
Kjellemose Høj til Gaarden, hvor Manden bode, og bankede paa Døren. Folkene vare alle i
Sæng; men Manden stod selv op, gik ud i Fremmerset og spurgte Trolden, hvad han vilde.
"Jeg vil snakke med dig", sagde Trolden" " for alt mit Porcelæn faldt
ned af Hylderne og sloges i Stykker, da du huggede paa min Høj, og det vil jeg nu have
Betaling for." Men Manden sagde: "Du kan snakke med Hunden", og saa gik
Trolden hen og tog Hunden, som stod i Lænke, gik Gaarden rundt med den og slog den mod
Væggene, indtil den var helt sønderslidt, og da Folkene kom op om Morgenen, vare alle
Gaardens Vægge ganske besudlede med Blod.
Gongels Sten
I gamle Dage, da der var Jetter til, var der en saadan, ved Navn Gongel, der stod paa
Ringe Kirketaarn og kastede en stor Sten efter Gislev Kirke, for at slaa den ned. Men
ihvor godt end Jeten havde taget Sigte, og ihvor haardt han end slyngede Stenen, saa faldt
den dog ned paa Halvvejen, og den laa endnu for faa Aar siden ude paa "Lunget",
som ligger syd for Ryslinge, i den lige Linie mellem Ringe og Gislev. Denne Sten kaldtes
Gongels Sten, og den bar Vidnesbyrd om Jettens Kræfter, thi der var et Hul i den for hver
af hans fem Fingre.
Ryslinge Kirke
Ryslinge Kirke skulde først været bygt ved Lørup Vangeled, og alle Materialerne vare
kjørte dertil; men da var det en Nat, at et Stykke Tømmer blev flyttet herfra til
Ryslinge, og det antog man for et Varsel om, at Kirken skulde ligge der. Saa bygte man da
kirken, hvor Tømmeret laa, og det var paa det Sted, hvor den endnu ligger. - Et andet
Sagn herom siger, at Kirken skulde have været bygt paa Bakken mellem Blaabæk og
Degesbæk, men det siger ikke, af hvad Grund den da ikke kom til at ligge der.
Ryslinge Kirkeklokke
Kirkeklokken i Ryslinge har ingen god Klang. Den skal være støbt af en Hr. Essing, og
strax da Klokken blev hængt op i Taarnet, og der blev ringet med den, gav den, som sagt,
ingen fin Lyd fra sig. Man begreb da strax, hvordan den knude var slaaet, og herom har man
dette Vers
Kobber og Messing
det stjal hr Essing,
Tin og Bli
det maatte heri.
Jord Laanet
Den Jord, som nu hører til Avlsgaarden Sophienlund, skal i gamle Dage have hørt til
Ryslinge. Men saa var det engang, at den Bøn blev gjort til Bønderne i Ryslinge, om de
ikke vilde laane Jorden ud, blot saa længe mens man saade og høstede en Gang. Bønnen
blev opfyldt, og Jorden blev laant ud; men saa saade man Agern og Bog i den, og det havde
da lange Udsigter med Høsten. Imidlertid bleve Egene og Bøgene, som voxte op, ryddede af
og kjørte i Hus for omtrent en Snes Aar siden. Saa var Høsten jo til Ende, og
Betingelserne for Jordlaanet ude; hvorfor vittige Hoveder mene, at nu kunde Ryslingerne
gjærne tage Jorden tilbage igjen.
Det skæve Hegn.
Det Hegn, som adskiller Ryslinge Bys Grund fra avlsgaarden Sophienlunds, gaar meget
skjævt; og Grunden hertil er denne: Da det skulde sættes, blev nemlig en sat paa en hvid
Hest, og hvor han red, der skulde Hegnet staa; men Rytteren red baade ud og ind, og derfor
kom Hegnet til at staa, som det staar.
Lamaen
Førend Udskiftningen kaldtes den Del a Ryslinges Bymark, som ligger vest for Byen,
Vestermarken, og herude er der et Sted, som kaldes Lamaen, hvor der engang skal have
staaet en stor Skov, hvorfor man der endnu kan pløje Træstubbe op.
Kapelsmae
I Landsbyen Lørup, som ligger sydvest for Ryslinge, har i gamle Dage ligget et Kapel; og
paa Stedet, hvor det har staaet, kan man endnu pløje Murbrokker op. En Enghave, som
hørte til Kapellet, kaldes endnu Kapelsmae og hører nu til Krumstrup.
For ikke mange Aar siden gik en Mand fra Lørup tillige med en Kræmmer en nat forbi
Kapelsmae. Da hørte de, at Melodien til Psalmen "Hvo veed, hvor nær mig er min
Ende" blev sungen ude i Engen.
Lørup Hede
Sydost for Lørup ligger Lørup Hede, som nu er helt opdyket og beboet; men gamle Folk i
Ryslinge Sogn kunne endnu mindes, at der ikke var flere hverken Huse eller Gaarde, end
Bøgebjærgshuset, som er det Hus, der ligger længst hen ad Kværndrup til.
Ulvemose Hule
Ude i Vestermarken, lige vest for Lamaen, er der et højt Sted, kaldet Sarbjærg, og
nedenfor det en Lavning, kaldet Ulvemose Hule. I den Tid, da her endnu var Ulve i Landet,
da grov man saakldte Ulvehuler og lagde et svagt Dække over dem, saa naar Ulven kom og
vilde gaa derover, brast Dækket, og den faldt ned i Hulen. En saadan Ulvehule var da paa
det Sted, som endnu kaldes Ulvemose Hule, og en at var en Ulv ganske rigtig bleven fangen
i den. Saa lidt efter kom en Musikant gaaende, tog fejl af Vejen og drattede ned i Hulen
til Ulven. Da mUsikanten strax blev vaer, hvad Selskab han var kommen i, og han ikke havde
noget Vaaben at værge sig med, greb han i sin Fortvivlelse til Fiolen og begyndte at
spille op, det bedste han havde lært. Ulven, som havde taget imod ham med gnitrende
Øjne, lagde sig da ganske rolig ned i den ene Ende af Hulen og hørte til med det
største Velbehag. Musikanten krøb hen i Hulens modsatte Ende og blev ved at spille
uafladelig. Saaledes gik Natten hen, og om Morgenen, da Folk kom, for at se, om der var
nogen Fangst, sad Musikanten endda og spillede; men da havde han kun een Streng tilbage
paa Fiolen.
Funk Mestertyv.
I den Gaard i Ellested Sogn, som er den største til venstre, naar man rejser ad
Landevejen fra Ryslinge til Nyborg, skal engang have boet en stor Mestertyv, som hed Funk.
Han drev sin Haandtering i det store; han kjørte ud og stjal og havde Karle med til sin
Tjeneste. Han var tillige en stor Sortekunstner og kunde "dølge" Folk
saadan,
at de bleve ved at sove, imens Funk stjal hvad han vilde. Saadan var det engang at han
rejste hen til Langkildegaarden i Lunde Sogn og tog alt hvad han vilde, for han
"dølgede" Folkene saa, at de ikke vaagnede, før han var borte med Byttet. Hvis
derimod nogen vaagnede og fik Funk at se, da kunde hans Sortekunstneri ikke nytte ham
noget; thi faa dem til at falde i Søvn igjen, det kunde han da ikke.
Om Funks store Dumdristighed fortælles, at han stod aabenlyst paa Skirrehøj og pralede:
Funk han stod paa Skirrehøj
og kviddred som en Lærke:
alle de Faar, paa Skirre Lunget var,
de bare Funkes Mærke.
Funk han stod paa Skirrehøj
og kviddred som en Due:
alt det Kvæg, paa Skirre Lunget var,
det kaldt Funk sine Stu`e.
Den Skirre Høj, som Funk stod paa, er nu ikke mere til, men man veed dog, hvor den har
været. En Fjerdingvej sydost for Ryslinge ligge nogle Gaarde og Huse, som kaldes Skirret,
og der har Højen ligget. Der er nu næsten intet Spor tilbage af den, ja der er endog nu
en Lavning i Jordsmonnet, hvor Højen har staaet; men uden om denne Lavning er der en
svagt ophøjet Vold, som viser Højens Omkreds. Da denne Høj for en tredive Aar siden
blev gravet bort, fandtes nede i den Potter med muldne Ben. Naar man rejser fra Ryslinge
ad Landevejen til Nyborg, da ligge Resterne af Skirrehøj to gode Bøsseskud syd for
Landevejen, paa det Sted, hvor den drejer om efter Ellested.
Det gik længe Funk godt, trods hans store Dumdristighed. Men saa var det en Dag, han blev
buden ned til Lykkesholm, og førend han rejste, sagde han til sin Kone: "Mo`r, tag
mig min Sølv Kniv og Gaffel, for det kan være, jeg kommer til at spise med de store i
Dag." Han fik da sin Sølv Kniv og Gaffel med og rejste; men da han kom til
Lykkesholm, toge de ham fat og hængte ham.
Funks Lig blev hængende i Galgen i lang Tid. Saa var det en Dag, der gik en Bonde og
pløjede lige ved siden af Galgen, hvor Funk hængte, og Bondens lille Søn var
Plovkjøring. Alle de Klæder, Funk havde paa, flagrede for Vinden, paa hans ene Lomme
nær: den hang ganske stille. Dette gik Bondens lille Søn og saae paa; tilsidst sagde
han: "Hvordan kan det være, Fa`r, at Funks Lomme flagrer ikke for Vinden?" Da
gik Bonden hen og slog til Lommen med sin Plovstage: da brast det halvraadne Tøj, og
Lommen faldt ned paa Jorden, fuld af Penge.
Minder fra Svenskekrigen.
Da Svenskerne (d. 30. Januar 1658) gik paa Isen over lille Belt og fordelte sig omkring
paa Fyn, kom der ogsaa en Trop af dem til Ryslinge. Denne Landsbys Beboere, baade Mænd,
Kvinder og Børn, flygtede da ud i en Skov, som ligger nord for Ryslinge, Ruerne hedder
den og hører til Ravnholt. Her opholdt de sig inde i Tykningen af SKoven, og ved
opstablede Riskviste, hvorpaa de tændte en Ild, varmede de sig og lavede deres Mad; thi
om Natten gik Mændene hjem at hente Levnetsmidler. Nogle Aar efter fandtes, ved Fældning
af hule Træer i Ruerne, Mødre siddende derinde med deres spæde Børn, døde af Hunger.
men Svenskernes Ophold varede for længe til, at Beboerne kunde blive i Skoven, og man kom
da ved fredelig Mægling saaledes overens, at Svenskerne skulde være Herrerne, og
Beboerne deres Tjenestefolk. - Endelig kom jo Polakkerne og dreve Svenskerne bort; men det
almindelige Sagn herom er det, at Polakkerne i to Dage gjorde mere Ødelæggelse, end
Svenskerne i to Aar.
Brødrene paa Krumstrup.
I den sydlige Del af Ryslinge Sogn ligger Herregaarden Krumstrup, hvis Hovedbygning skal
være opført af Stenene fra Kapellet i Lørup. Den ejedes engang i forrige Aarhundrede af
to Brødre: Rasmus og Peder Lange. Rasmus Lange stod bestandig sin Broder Peder efter
Livet, for han vilde have Gaarden ene. Engang var han efter at ville lade ham skyde, da
Peder havde været ridende i Odense, og Rasmus havde selv udstillet en Mand med en ladt
Bøsse nede ved Blaabæk, som er det Vandløb ved Trevejen; men dengang red Peder en anden
Vej, saa der blev ikke noget af. Tilsidst vidste Rasmus Lange da intet bedre Middel til at
blive skilt ved Broderen, end at forgive ham, og det skulde anrettes paa følgende
Maade.
Der er en Stente nede ved Krumstrup, som kaldes Tyvestenten, og her bildte Rasmus sin
Broder ind, at der laa en stor Skat skjult, som de skulde have gravet op. Den Spade, som
Peder skulde grave efter Skat med, blev smeddet i Lørup Smedje, og Rasmus Lange slog det
første Slag paa den i den slemmes Navn. Dernæst sendte han Bud til Svendborg efter
Skedevand for een Mark. Da Buddet kom tilbage med Flasken, var der en Seddel paa den,
hvorpaa der stod "Skedevand for 1 Mk"; men den Seddel maatte ikke være der,
sagde Rasmus. Da nu Natten ko, i hvilken Skatten skulde graves op, fik Mandskabet hver sin
Spade, og Peder Lange sin. Men Rasmus Lange havde lejet en Drabant, som midt under
Skattegravningen skulde komme med et Lagen over sig, en Humlestage i Haanden og en
brændende Fyrsvamp i Munden: den skulde da forestille Fanden. Skattegraverne havde, paa
Rasmus Langes Anordning, hver sin Flaske med Drik i; og naar de saae Fanden komme, skulde
de drikke af deres FLasker, for at styrke sig. Da de nu saae denne Fanden komme
anstigende, drak de da allesammen hver af sin Flaske, og Peder af sin; men han drak
Skedevand, de andre drak Brændevin. Peder Lange blev strax angreben af Drikken og blev
ført til Krumstrup, hvor han døde, efter at have brækket en Mængde Blod af sig. Og det
Blod har man ikke kunnet faa vasket af, trods al anvendt Umage. Da en af Krumstrups
seneste Ejere brækkede Gulvet op, var Blodet trængt halvt ned i de tykke Fjæle.
Fra den Tid af har der været meget Spøgeri baade ved Tyvestenten og i den Smedje, hvor
Peder Langes Skatte Spade blev smeddet. Hans Jensen i Lørup, der døde for en halv Snes
Aar siden som en gammel Mand, havde aldrig villet tro, at der var Spøgeri til. Men saa
var det engang, da han tjente paa Krumstrup, at alle Karlene og Pigerne der vilde til
Strarup at lege Jul, og Hans Jensen fulgte da med. Da de nu kom gaaende hjem om Aftenen,
og de næstendels vare naade til Tyvestenten, mente de, at der kom nogen traskende bag
efter dem, hvorfor de allesammen løb saa stærkt de kunde, paa Hans Jensen nær, som blev
gaaende sin sædvanlige Gang. Men da han naade Tyvestenten, stod der en hovedløs Mand; og
siden den Tid nægtede Hans Jensen aldrig, at der var Spøgeri til.
I den Smedje i Lørup, hvor Spaden blev smeddet til Peder Lange (det er ikke den, som nu
er der), var der altid noget, som gjorde en fæl Støj oppe paa Loftet om Natten: det var,
som om nogen gik og legede Trille deroppe. - En Aften stod Smedekarlen Rasmus og en Karl
ved Navn Søren fra Lørup i Smedjedøren; da kom der en stor lang en og gik forbi og ind
ad Porten. Man spurgte saa tidt Rasmus, hvordan den saae ud, som han og Søren
saae; men
han vilde aldrig sige andet, end: "han saae saa sært ud."
Den kloge Præst.
I Begyndelsen af forrige Aarhundrede hed Præsten i Ryslinge Hr. Hans, og han afløstes af
Hr. jens, og de vare saa skikkelige, som man kunde ønske det, begge to. Men den Præst,
der saa kom efter Hr. Jens, han havde gaaet i den sorte Skole. - Det traf sig da, at den
Mand, som bode i Gaarden lige for Tanges Kjær, blev frastjaalen en Hest, og han vidste da
ikke, hvad han kunde gjøre bedre, end at gaa om og klage sin Nød for Præsten. Da han
saa havde fortalt ham, hvordan det var gaaet til, sagde Præsten: "Haa, den kommer
fo` mi` Skam nok igjen." Og tredje Dagen efter at den var stjaalen, kom den da ogsaa
løbende tilbage; og saa stærkt havde den rendt, at det hvide Skum laa paa den. Gaardens
Port var uheldigvis lukket, saa Hesten løb ind paa den, saa det knagede efter: En Mand,
som var henne at vande Heste i Tanges Kjær, lukkede da Porten op, og Hesten foer saa ind
i Gaarden og derfra ind i Stalden og op i sit gamle Stade.
Kirkelammet.
Oppe paa den østlige Hvælving over Ryslinge Kirke liger Kirkelammet. I gamle Dage maatte
Degnens Pige hver Højtidsaften give det en Tot rent Foder til Leje. Naar Kirkelammet
viser sig, da er det et Varsel for, at nogen skal dø. Om Oprindelsen til Kirkelammet
haves den Folketro, der ikke knytter sig til noget bestemt Sted, men gjælder om Kirkelam
i ALmindelighed: at da man begyndte at bygge Kirker her i Landet, skete det ofte, at hvad
man byggede op om Dagen, blev revet ned om Natten; men saa begrov man et levende Lam
underneden Kirkebygningen, og da kunde ingen mere lægge Haand paa Ugjerningen. Det
nedgravede Lam blev da til et Kirkelam.
En gammel Kone i Ryslinge (Ane Katrine) har engang set Kirkelammet. Hun havde siddet
oppe og vaaget over en syg Kone, og da hun gik hjem derfra om Natten Klokken tolv, gik der
et enligt Lam ude paa Vejen; men om det havde kun tre Ben, - som et Kirkelam skal have -
det kunde hun ikke rigtig se. Da hun kom hjem til sine Forældre, sagde hun, at hun havde
set Kirkelammet, og saa mente de da, at det var Varsel for den syge Kone, at hun skulde
dø. Det var det dog ikke, for hun kom sig; men Dagen efter faldt en Stolpe om og slog en
lille Barn tildøde i Gaarden næst ved; og det havde altsaa dog været Kirkelammet, hun
saae.
For 30 Aar siden døde en Mand i Ryslinge Sogn; han bode ellers nord for Ryslinge By, ude
ved Nørremarks Skoven. Nogle Dage før han døde, saae man Kirkelammet gaa ud efter hans
Gaard. Det var saadan i Aftenskumringen, da det gik ud ad Nørremarks Gyden, og da det kom
ud til det allersidste Hus til venstre, som ligger klods op til Nørremarks Skoven,
begyndte Hunden der at gø. Da Husmanden hørte det, gik han ud at se, hvad det var, og da
saae han Kirkelammet: det gik forbi Huset of fortsatte sin Gang ud til Gaarden, hvor
Manden saa døde nogle Dage efter.
Den trebenede Hare.
Samme mene, at Kirkelammet er det samme som den trebenede Hare, hvilken man i gamle Dage
tidt saae gaa ude paa Tofteagrene ved Hestehaveskoven. Man forsøgte tidt paa at skyde
den, men det lykkedes aldrig, inden denne her Præst kom til Ryslinge, som havde gaaet i
den sorte Skole; han skjød den trebenede Hare med en Sølvknap; og da man saa vilde hen
at hente Jagtbyttet, var der ikke andet end Tarmene.
Helhesten ved Tanges Kjær.
Midt i Ryslinge By var i gamle Dage et Morads, Tanges Kjær kaldet, og saaledes kaldes
endnu en Vandedam, der ved Udgravning er kommen i Moradsets Sted.Det var da en Aften for
mange Aar siden, at nogle unge Piger fra Ryslinge havde været ude i en Gaard i
Skirret,
for at hjælpe Konen der at karte sin Uld; de havde vret til Kartegilde, som man siger, og
det var blevet temmelig silde, inden de havde givet sig paa Vejen hje, De fulgte Gangstien
fra Skirret til Ryslinge, hvilken just gik over Tanges Kjær. Pigerne gik da og ængstede
sig for, hvordan de skulde komme over dette farlige Sted; men da de naade dertil, stod der
ved Bredden af Moradset en gammel mager Hest, saa mager, at man kune tælle Ribbenene i
den. Den modigste af Pigerne satte sig strax op at ride paa den, og de andre fulgte hendes
Exempel; thi jo flere der satte sig op, des længere blev Hesten. De rede da ud i
Moradset; men da de vare komne den halve Vej over, saa den forreste Pige sig tilbage, og
da hun saae dem alle sidde paa een og samme Hest, blev hun saa forskrækket, at hun
udbrød:
Jøsse Christus Ko`s!
sidder vi alle paa eet Ho`s!
Og saa snart det var sagt, forsvandt Hesten pludselig, og pigerne stode midt i
Moradset, og maatte da vade i Land. Men det var Helhesten, de havde redet.
Nissen.
I gamle Dage var der en Nisse i Ryslinge, som bode oppe paa Slyden i den østligste Gaard
i Byen, hvor der nu er et Hus. Gaardhunden kunde slet ikke lide Nissen, men blev altid saa
arrig, hver Gang den saae ham. Saa var det en Aften, at der kom en TIgger ind i Gaarden og
bad om Nattely. Ja, han kom da til at ligge oppe paa Slyden, hvor Nissen bode. Da nu
Tiggeren var kommen derop og havde lagt sig, gik Nissen hen til Laagen og saae ned i
Gaarden, og her havde han da rigtig sine Løjer af at staa og drille Gaardhunden, idet han
stak det ene Ben ud af Laagen og sagde: "Puds mig den Lab! puds mig den Lab!"
For her vidste han, at Hunden ikke kunde gjøre ham noget. Men Tiggeren holdt ikke af
disse Løjer, for han kunde ikke faa Søvn i sine Øjne for Støj og Allarm af Nissen og
Hunden, og han gik derfor hen og gav Nissen et Skub, saa han trimlede ned paa Stenbroen.
Der i Gaarden havde de en gammel sort Hest, som Nissen fodrede, hvorfor den altid var i
saadan en god Stand. Saa var det en Dag, Manden skulde til Kjøbstaden, og det havde
Nissen faaet at vide, og han havde tillige faaet Nys om, at den gamle sorte Hest skulde
spændes for Vognen og trække Bonden derud; men dette var ikke efter Nissens Hoved,
hvorfor han tog den gamle sorte Hest op paa Slyden til sig. Da Bonden nu skulde afsted,
var den gamle sorte da ikke at finde, og han maatte spænde en anden for, og derpaa
kjørte han. Men da Bonden var kjørt til Kjøbstaden, tog Nissen den gamle sorte Hest ned
af Slyden og satte den ind i Stalden igjen.
En anden Gang vilde Nissens Husbond til Markeds og sælge en smuk brun Hest. Men denne
Hest var Nissens Kjæedægge, og han vilde derfor ikke have den solgt. Saa en Dag gjorde
Nissen et stort Hul inde i Kornladen, og om Aftenen før Markedsdagen førte han Hesten
herhen. Om Morgenen, da Bonden vilde til Markeds, savnede han da den brune Hest, og
maatte tage afsted uden den; men da Markedet var til Ende, satte Nissen den brune Hest hen
i Stalden igjen.
Naar Nissen vil skifte Tjeneste, da gaar han ud saadan i Mørkningen og spørger Folk,
om de ikke ville have en lille Dreng i deres Tjenste, som ikke forlanger anden Løn end en
Potte Sødgrød Nytaars Aften.
Ikke alene i Ryslinge var der i gamle Dage en Nisse; men der var ogsaa en i Lørup og
en i Sødinge, hvilken sidste By ligger i Ringe Sogn. Se nugik det hveken værre eller
bedre, end at den Sødinge Nisse stjal Havre fra Mændene i Lørup, og den Lørup Nisse
stjal det samme fra Mændene i Sødinge. For nu at faa rigtig Vished om dissehersens
Tyverier: om det ogsaa virkelig var Nisser, som stjal Havren, lejede Mændene i Lørup en
Mand, som skulde se efter med Nisserne en vis Nat, og saa skulde han have sin Skjæpe
havre af hver Mand i Lørup for det Stykke Arbejde. Den bestemte Nat gaar Manden da ud paa
sin Post i Ejsmarken, paa de Lørup- og Sødinge-Grændser. Han krøb op i en Pil, for han
vilde ikke, at Nisserne skulde se ham, han vilde kun se dem. Da han en god Stund havde
siddet oppe i Piletræet, kom ganske rigtig den Sødinge Nisse fra Lørup med en Tønde
Havre paa Skulderen, og den Lørup Nisse kom fra Sødinge, ogsaa med en Tønde Havre. De
mødtes da lige ud for Manden, som sad i Piletræet, og det kom da til Slagsmaal imellem
dem. Imens sad Manden i tavs Forventning om, hvilken af dem der skulde gaa af med Sejeren.
Endelig flygtede den Sødinge Nisse. Da raabte Lørup Nissen: "Saae du det,
Skjæppehavre Mand ! hvor jeg kunde tokke ham!" - "Ja, men du fik dog det sidste
Slag", sagde Manden. Men den Skam kunde den Lørup Nisse ikke lade sidde paa sig, og
han halede derfor efter Sødinge Nissen. Imens fik manden Stunder til at gaa ned af
Træet, og han rendte da hjem til Lørup, alt hvad han kunde.
Den Lørup Nisse var ellers tiere paa Spil. Det var nemlig engang - da havde han ogsaa
været ude at stjæle Havre - at han mødte den Guldtve- og den Brangstrup Nisse ude paa
Korsvejen ved Lørup Hede. Alle tre kom de slæbende, hver med en Tønde Havre, og saa
skjældte de hverandre ud for "Havretyve"; men da blev der et forskrækkeligt
Slagsmaal, saa Sækkene, hvori Havren var, bleve revne i Stykker, og al Havren blev
spildt.
Natte Pløjning.
Nordvest for Ryslinge ligge nogle Agre, som før Udskiftningen kaldtes for Stegsagre,
og her har Folk maattet gaa igjen og pløje. Det var en Aften for mange Aar siden, at en
Karl ved Navn Erik Svensker fulgte en Pige fra Tøjstrup. De gik med Gangstien, og da de
kom lige ud for Stegsagre, hørte Pigen, at de pløjede derhenne. Da blev hun saa angest
og gik ganske nær hen til Erik svensker, og da han mærkede hendes Angest og spurgte
hende om Grunden, da hviskede hun til ham, at de pløjede derhenne; men Erik Svensker
sagde, at det skulde hun ikke bryde sig noget om: det var han saa vant til.
Paa Vejen mellem Ryslinge og Lørup er der en stejl Bakke, kaldet Graabjærgs Banke.
Paa venstre Side af denne Banke, inde i Degnelodden, har det før hendt sig, at Folk, som
har gaaet her, har faaet en gloende Tømme i Hænderne, og saa bleve de nødte til at
kjøre Plov for dem,d er gik igjen og pløjede. Men hvis man saa strax satte sine Træsko
der, hvor der begyndtes, da kunde man slippe med at kjøre en Omgang, nemlig til man naade
Træskoene igjen og fik dem paa. Men hvis man ikke bar sig saaledes ad, saa kunde man ikke
slippe den gloende Tømme, men maatte nødes til at kjøre Plov, saa længe Gjengangerne
lystede.
En Aften for mange Aar siden gik en Mand fra Ryslinge ud i Hestehaveskoven, for at
hugge en Gren af et Træ. Da hørte han, a de pløjede omme i Baglodderne, og han gik da
derom, for at se det; men da han kom derom, saae han ingenting. Saa gik han hen at hugge
Grenen og krøb da op i et Træ; men han faldt ned og slog sig, saa han aldrig forvandt
det i sine levedage.
I den Mark til Tøjstrup, der grændser til Ryslinge Bys Vestermark, gaar nogen igjen
og pløjer om Natten. For fyrretyve Aar siden kjørte nogle Folk fra Ryslinge til Odense
St. Knuds Marked tidlig om Morgenen. Da de saa naade ud til Tøjstrups Løkke, hørte de,
at der gik nogen og pløjede derinde. Skolelæreren fra Ryslinge, som var med paa Vognen,
sprang af og gik op paa Grøften for at se Pløjefolkene; men da han kom derop, kunde han
ingen Ting se, han kunde kun høre det.
Den østlige Tvillinggaard.
For ikke mange Aar siden var der i Ryslinge to Gaarde, som vare byggede ganske tæt
sammen, og som derfor kaldtes Tvillinggaardene. I den østlgie af disse, som u er flyttet
ud, skal der have været grumme slemt med Spøgeri. Det var saa tidt om Natten, at Folkene
hørte, at Kvæget brølede og "skaaede" (vaanede) si; men naar de stod op at se
efter, saa laa Kvæget ganske rolig og sov. Den gamle Ane Væverske hørte ogsaa tidt om
Natten en svær Tummel i Bryggerset; der blev arbejdet med Karrene, som om der var
Brygning. -- En Aften vile Gaardens Ejer ud at fodre sine Heste; da mødte han i
Fremmersdøren et stort Svin, som gjennede af for ham, saa han ikke kunde komme ud.Han
brødes derfor længe med det; men tilsidst følte han sig syg og maatte gaa ind, og da
syntes han, at Svinet løb op paa Loftet. Manden laa syg derefter i tre Dage, saa
kom han sig og gik da strax om til Præsten - det var ham, som havde gaaet i den sorte
Skole - klagede sin Nød for ham og bad ham om muligt at udrydde Spøgeriet af
Gaarden.
Men Præsten svarede, at det skulde han ikke bryde sig noget om: naar han bare lod
Spøgeriet have Fred, saa gjorde det heller ikke ham noget; "og desuden", sagde
Præsten, " kommer det sjældnere og sjældnere, og tilsdist kommer det kun hvert
Hundredaar, indtil det omsider bliver rent borte." - Konen der i Gaarden gik en Aften
op paa Loftet. Det var sildig og hun havde sin lille Dreng ved Haanden. Da de havde lukket
Loftslaagen op, saae de en hvid Mand løbe hen ad Loftet, og det var, som om han kom fra
Skorstenen. Da sagde den lille: "Se Mor! sikken en der gaar!" - Man har ogsaa
ment at se engloende Drage fare hen over den sure Have, som laa lige østen for
Gaarden.
Da Gaarden nu for nogle Aar siden blev nedbrudt, ventede man derfor at finde enSkat i
Skorstenen, indmuret der i "Krigens Tid", men der blev ingenting fundet.
(Gravsoen?)
I den Gaard, som ligger bag Gadekjæret (hvilket ikke er det samme som Tanges Kjær),
tjente engang en Pige, der hed Sofie. Hun havde en Dag været af By, og da hun kom hjem om
Aftenen, mødte hun i Gaardens Port en Svin, som "voldede" sig saadan ind paa
hende, at hun nær var kommen op at ride paa det. Endelig kom hun da fra det og gik ind i
Sæg; men da hun vaagnede om Morgenen, var hendes ene Ben brækket.
Spøgeri ved Vangeleddet.
Ved Vangeleddet østen for Ryslinge skal der være slemt med Spøgeri. For et halvt
Hundredaar siden som Sognefogden i Ryslinge, som dengang bode i den østligste Gaard i
Byen, en Nat ridende hjem fra Nyborg; men da han godt og vel var kommen forbi
Dalshusegyden, kom der en Rytter til ham, som red paa et lille graat Æsel; han kunde ikke
høre, at Æselet traadte paa Jorden, han kunde blot se det. Saa red han da til, alt hvad
Remmer og Tøj kunde holde, for han vilde ride fra Rytteren paa det lille graa Æsel; men
det hjalp ikke; ihvor stærkt han end red, var denne ham altid lige nær. Da nu
Sognefogden mærkede, at han kunde ikke ride fra den fremmede, begyndte han at synge
Psalmen: "Vor Fader han er saa fast en Borg", og da forsvandt Rytteren paa de
lille graa Æsel.
Der hvor Vejen drejer af til venstre ned efter Dalshuse, har man tidt om Aftenen hørt
en Lyd som af Hunde, der støjede med deres Lænker, eller af Heste, der ringlede med
Jærnkobler.
For en 15 Aar siden kom en Mand fra Ryslinge (dengang et ungt Menneske paa 23 Aar)
gaaende ra Sandager, hvor han havde besøgt sin Broder; det var omtrent Kl. 12 om Natten.
Da han kom imellem Vangeleddet og Dalshusegyden, hørte han en Støj som af et Par Heste i
stærkt Trav med Seletøj paa, som om de redes i Forspand, og han gik det imøde, syntes
han, og kom det bestandig nærmere og nærmere. Da stod han stille; men kunde saa ikke
høre det mindste. Han begyndte da atter at gaa, og md det samme begyndte Støjen. Han
stod anden Gang stille og lyttede, og da var der heller ikke noget at høre. Han fortsatte
da sin Gang, og nu blev Støjen værre og værre og kom ham bestandig nærmere. Tredje
Gang stod han stille, og da forsvandt Støjen, og han syntes at den gik i nordostlig
Retning ned efter Ruerne.
Jens Bros Kone i Dalshuse fulgte engang sine smaa Piger op til Ryslinge, og da de gik
forbi Stenten ved Vangeleddet, sad der en paa Stenten. De hilste, men han hilste ikke
igjen, saa det var ikke noget rigtigt Menneske. Da Jens Bros Kone gik hjem igjen, sad han
der ikke mere.
Varsel.
For mange Aar siden rejste en Bonde fra Ryslinge i Kongeægt midt om Natten. Da han saa
kom op paa Ryslinge Gade, mødte han en Ligskare, og det var Varsel for Mikkel Pedersens
Barn, som døde samme Nat.
Advarsel.
En gammel Kone i Ryslinge (Ane Katrine) har fortalt, at hendes Moder (Mari Lisbet) en
Morgen tidlig var staaet op og gaaet ud i deres Toft. Hendes Mand var den Dag sagt til at
skulle kjøre i Ægt, de vare derfor tidlig oppe, og hun gik ud i Toften, for der maaske
at kunne mærke, om de andre, som ogsaa skulde i Ægt, belavede sig paa snart at
kjøre. Men da hun gik frem i Toften, ned efter Kjellemosen, lød der en Røst, som
sagde: "Vend om!"Det kjerede hun sig dog ikke efter, for hun var ikke bange af
sig, og hun blev ved at gaa. Da lød Røsten anden Gang: "Vend om!" men hun
ændsede det endnu ikke. Da lød det tredje Gang: "Vend om!" og nu var det, som
Stemmen var hende ganske nær. Saa vendte hun om og skyndte sig hjem, saa stærkt kun
kunde. Men det var, som om der kom noget efter hende oppe i Luften; det havde en stærk
Glands, for det skinnede saa meget, og hun mente, at det havde vel været den gloende
Drage, som foer hen over den sure Have; men hun turde ikke se tilbage, hvad det var.
[Hans Nørgaard tilføjer 1999: Er det en gammel UFO historie?]
Kildegaarden og Kirkeløkken.
Paa Lørup Mark har før ligget en Gaard, kaldet Kildegaarden; den er nu brækket af, og
Jorden lagt ind under en Gaard i Lørup. Til Kildegaarden hørte en Mark, kaldet
Kirkeløkken, og der skal det ikke være ganske rigtig fat. Saadan var det en Nat, da
Karen Hanse gik her; hun skulde op til sin Datter, som bode bag Skoven, hun var farlig
syg. Men som hun gik ned ad Banken i Kirkeløkken, skred der en lille Dreng forbi hende,
og saa mente hun, at det var hendes Søn; derfor tiltalte hun ham og sagde: "Men,
Rasmus! gaar du her?" Men hun fik intet Svar, og strax efter forsvandt Puslingen. Men
da Karen hanse kom op til sin Datter, blev hun syg og maatte holde Sængen i flere Dage.
En Kone i Ryslinge, som er født i ildegaarden, fortæller, at da hun var en lille
Tøs, skulde hun og en anden Søster ud i Kirkeløkken, a søge efter deres Faders Heste,
som gik paa Græs her: de skulde skos den Dag i Ringe hos Anders Smed, og da der ikke var
saa kort e Stykke Vej derop, skulde de tidlig afsted. Men da de kom ud i Kirkeløkken, ned
efter Aamosen, saa gik de vild og vidste slet ikke, hvor de vare, og saa kom de tilbage
til Kildegaarden igjen, men kunde da slet ikke kjende Gaarden og vidste endnu ikke, hvor
de vare henne. Da fik hendes Søster Øje paa Høbøren, som hang paa Væggen, og da hun
saae den, vidste de strax, at det var deres Faders Gaard, de var ved, og saa var Vildelsen
ovre.
En anden Gang kom Kildegardens Ejer selv en Morgen tidlig ogsaa her ned i Aamosen, at
hente sine Heste. Da var det for ham, som om han saa et Trug Ild falde ned oppe fra Luten,
og saa gik han vld.
Engang, da Kildegaardens Ejer kjørte oppe paa Banken i Kirkeløkken, saae han en
Hvirvelvind (og den almindelige Folketro siger, at Hvirvelvinden er et Sammenstød af onde
Aander i Luften), og ud fra denne var det, som om der snode sig et sort Nøgle, hvilket
bestandig gik rundt omkring sig selv ned ad Banken. Han lagde Mærke til, at iblandt
Faarene, som stode tøjrede i samme Løkke, saae de sorte Faar ogsaa det sorte Nøgle.
Lidt vesten for Kildegaarden ligger en Eng, kaldet Bybæks Eng, og her stod for ikke
mange Aar siden en Egepæl paa en Ledpæls Tykkelse, og omtrent et Kvarter op ovenfor
Jorden. Den Pæl mente man var en Manepæl. Kildegaardens Ejer sagde derfor altid til sine
smaa Børn, at de ikke maatte røre ved den.
Manepæle.
Nord for Ryslinge ligger Tamosen. Her skal engang have staaet en Manepæl, og hvis man gik
hen og rokkede ved den, da kunde man høre en Stemme i Jorden, som sagde: "Rok
dejt!
rok dejt!"
I den Tofte i Lørup, som er den anden til venstre, naar man kommer ind ad Vangeleddet,
lige frem til Vejen efter Brangstrup, har der ogsaa engang staaet en Manepæl, og hvis man
tog fat ved den og rokkede, da hørte man tydelig en Stemme nedenfra, som sagde: "Rok
hart! rok hart!"
Aa Stænget
Nede ved Stænget over Aaen, paa Gangstien mellem Lørup og Ryslinge, er der en lille
Kratskov, og der skal ikke være godt at gaa om Aftenen, for saa bliver man ledt vild.
Saaledes fortæller en gammel Kone i Ryslinge (Ane Katrine), at da hun engang i hendes
unge Dage gik op til Hvenegaarden, at lege Jul, saa gik de over Gangstien, og da de saa
kom ned til Stænget ved Aaen, gik der en rød Ko med hvide Øren. Men saa gik de vild og
kunde ikke finde Hvenegaarden. Endelig kom de da til en Gaard, og der var en Vanding
udenfor; de vidste ikke, hvor det kunde være. Men de gik da ind i Gaarden, at spørge om
Vej, og nu saae de, at det var Kildegaarden. Da de kom ind i Stuen, sad Karen Hanse ved
Kakkelovnen. De spurgte da om Vej til Hvenegaarden; men hun lo ad dem og sagde, om de ikke
kunde finde erhen. Saa sagde hun dem Vejen, og saa fandt de da til Hvenegaarden. Da de saa
gik hjem om Aftenen og naade til Stænget ved Aaen, løb der et lille graat Æsel forbi
dem med en hvid Pose paa Ryggen; men denne Gang gik de dog ikke vild.
Tøjstrup.
I det nordvestlige Hjørne af Ryslinge Sogn ligger Herregaarden Tøjstrup. Den skal forhen
have hedt Tuestrup, og nogl Huse syd for Gaarden hedde endnu Tuekildshusene, og et Sted
lidt østen for dem kaldes Tuekilde.
Paa Tøjstrup var der i gamle Dage en Hovmester, som ejede Cyprianus. Saa var det
engang, den laa i Borgestuen, da Gaardens Folk efter endt Arbejde kom derind om Aftenen,
at en af Karlene tog fat paa Bogen og begyndte at læse i den. Men da kom der saa mange
Kyllinger, saa hele Borgestuen blev fuld af dem fra Gulvet og op til Loftet. Men da
Hovmesteren kom, som forstod at læse Cyprianus, læste han alle Kyllingerne ud igjen.
En anden Gang fik gamle Frits Murmester hændelsesvis fat paa Cyprianus, og han
begyndte da ogsaa at læse i den, for han vidste ikke, at det var Cyprianus; men da han
havde læst lidt, kom der en gammel graaskjægget Mand, som havde saadan en Kulde over sit
hele Legeme, at han aldrig kunde holde et Lem stille, ind til Frits og spurgte, hvad han
vilde ham. Frits svarede ingenting; men Hovmesteren, som ejede Cyprianus, mærkede nok
Uraad, og han gik da op og læste den gamle graaskjæggede Mand ud igjen; og da han gik,
smak han Døren i efter sig, saa hele Tøjstrup rystede derved.
I RUllestue Kjælderen paa Tøjstrup gaa Rullerne saa tidt af sig selv. Engang da Jens
Hansen var Forrider der paa Gaarden, skulde Kokkepigen gaa ned i Ølkjælderen, som var
ved Siden af Rullekjælderen, for at tappe Øl; men det turde hun ikke, uden at Jens
Forrider fulgte hende, og saa gik han da ogsaa med. Men saa snart Pigen havde taget Tappen
af Tønden, begyndte Rullerne at gaa inde ved Siden af. Da bleve de saa forskrækkede
begge to, at de løb bort og glemte at sætte Tappen i Tønden. Men til Lykke var Kruset
stort, og Tønden "rendte saa lettelig", saa der blev ikke noget Øl spildt.
Engang var der en Forvalter på Tøjstrup, som havde gaaet i den sorte Skole. Saa var
det engang, han og Skyten sad og spiste, at Forvalteren pludselig gav sig til at le.
"Hvad ler De af?" spurgte Skyten. "Aa", sagde han, "der er nogen
ude i Bøgeløkkeskoven at stjæle Brænde, og de har faaet Brændet læsset paa Ryggen,
men de kan aldrig gaa af Stedet med det. Nu kan du gaa derud; de skal nok blive staaende,
indtil du kommer til dem." Skytten gik da ud i Bøgeløkkeskoven, og ganske rigtig:
der stode de ganske stille og kunde aldrig komme af Stedet. Da de saa lovede ham, at de
skulde aldrig gjøre det mere, saa gav han dem Lov at gaa, og saa gik de.
Den gjerrige Kone i Ryslinge.
I Ryslinge var engang en Kone, som var saa forskrækkelig gjerrig. Hun gav aldrig nogen
Betler en Almisse; men hvad der kunde være passende til en saadan, det tog hun og lagde i
en Tønde, for hun vilde se, hvor meget hun paa den Maade kunde spare sammen; og naar
Aaret var omme, vilde hun rigtig glæde sin Mand, som ogsaa var meget gjerrig, ved at vise
ham, hvor meget Flæsk og Mel og andet, hun havde sparet sammen paa Tiggernes Bekostning.
Da nu Aaret var til Ende, kaldte hun da nok saa glad paa sin Mand; han skulde komme og se
alle de fulde Tønder. Men i det samme han skulde se det, da blev det hele til Orme.
Den gjerrige Kone i Lørup.
Engang var der en meget gjerrig Kone i Lørup; hun nænnede aldrig at give fattige Folk en
Draabe Mælk; men hvad der med Billighed kunde tilkomme dem, gav hun altid Svinene. Konen
døde, og Dagen til Begravelsen blev bestemt. Der kom da mange baade nær og fjærnt fra
og fulgte hende til Graven. Men dengang de kom hjem fra Kirken, stod Konen, hvem de havde
begravet, og ragede i Svinetrugene. Det var jo galt, og det blev ved at være galt; for
hver Aften, naar Maanen stod op, saae man hende dandse oppe paa Rygningen af Huset, og
derfra gik hun ned og slikkede Svinetrugene. Disse Anstalter kunde FOlkene i Gaarden da
ikke have; der blev sendt Bud efter Præsten, og han kom da op og manede den døde.
Hundrede Aar efter at dette skete, levede i Lørup en gammel Kone, som hed Dorthe
Kabels, og hun hørte Natravnen flyve op paa det Sted, hvor den gjerrige Kone var manet
ned. Natravnen har et Hul igjennem Vingen, som kommer af Manepælen, hvor den er gaaet
igjennem. Og det sker altid, hvor nogen bliver manet ned, at der flyver Natravnen op
Hundredaaret efter.
Graveren.
I en Gaard i Lørup stod altid, naar Gaardmanden om Aftenen gik ud at fodre sine Heste, en
Mand og gravede med en Spade. Han talte aldrig noget til Gaardmanden, og denne heller
aldrig noget til ham. Men naar Folkene vare i Sæng, kom Spøgeriet ind i Stuen, hvor
Konen især frygtede for det og kastede af Skræk sine smaa Børn over til Væggen i
Sængen. Fra stuen for føjede Spøgeriet sig op paa Loftet, hvor det hele Natten og især
henimod Morgenstunden. Omsider fik Gaardmanden det Indfald at undersøge Jordbunden paa
det Sted, hvor Spøgeriet bestandig havde travlt med at grave om Aftenen. Ved denne
Undersøgelse fandtes en stor Mængde Ben, som da bleve optagne og nedgravne et andet
Sted; og fra den Tid mærkede man aldrig mere til Spøgeriet.
Middel mod Tandpine.
En gammel Mand paa de femoghalvfjerds fortæller: For mange Aar siden havde jeg saadan en
forskrækkelig Tandpine, og jeg vidste aldrig, hvad jeg skulde gribe ti. Saa spurgte jeg
en Mand om Raad ude paa Maareskov, og han sagde mig, at naar jeg vilde gaa op paa
Kirkegaarden en Nat, saadan ved Midnat, og stikke et Hul i en Grav med min ene Finger og
saa spytte i Hullet, saa skulde Tandpinen nok høre op; men op til Kirkegaarden maatte jeg
hverken følge Vej eller Sti. Saa var det da en Nat, jeg rejste mig af min Sæng, saadan
ved Lav Klokken tolv, og begav mig til Kirkegaarden over Marker, Grøfter og
Gjærder. Da
jeg saa kom ind i Sadelmagerens Toft, gik jeg over Stengjærdet ind paa
Kirkegaarden. Da
jeg kom derind, bukkede jeg mig ned og stak et Hul i en Grav med min ene Finger, og
spyttede jeg deri. men det lød for mig, som om der stod nogen bag ved mig, saa snart jeg
havde buket mig, og hele Tiden imens jeg gik hjem var det, som om der kom nogen bag efter
mig, og jeg var rigtig saa forunderlig stemt, og Blodet steg mig til Hovedet. men jeg
havde sagt til vor Mor, førend jeg gik, at naar hun hørte, jeg kom, skulde hun slukke
Lyset; for ifald jeg skulde faa noget at se, saa var det ikke godt at se Lys. Dengang hun
saa hørte, jeg kom, slukkede hun Lyset, men jeg havde ingen Ting set, men jeg var dog saa
underlig stemt. Det dulmede dog noget paa Tandpinen, men den Kunst skal jeg dog aldrig
bruge tiere, om jeg end faar nok saa ondt i Tænderne.
Tro om Dyr.
Hvis man har faaet en Frø med paa et Kornlæs, saa vælter man, inden man kommer hjem.
Naar Muldvarpen skyder sit Skud under Fodstykket paa et Hus, da dør der et Lem af
Familien i Huset.
Hvis Hønsene gaa langt bort fra Huset eller Gaarden, hvr de høre til, da er det et
Varsel for, at det bliver Dyrtid.
Paa Sottesængen maa man ikke ligge paa Hønsefjær, for saa kan man ikke dø.
Naar en Mariehøne sætter sig paa ens Haand, og man saa siger:
Flyv, flyv, Vorherres Høne!
i Morgen faar vi godt Vejr,
og den anden Dag ligesaa;
og hvis den saa flyver, - da faar man godt Vejr.
Dage og Aarstider.
Hvem der er født om Søndagen, kan se alt Spøgeri, og dem kunne Troldene ikke gjøre
noget.
Julelyset, som brænder paa Bordet Juleaften, maa ikke flyttes af Bordet. Det samme
gjælder om andre Højtids Aftener. Kommer Lyset da under Bordet, bliver der Trætte
mellem Familien.
Plovene og Leddene skulle føres i Hus inden Juleaften. Hvis dette ikke sker, da blive
de søndersplittede.
Hvis Gaardhunden gøer eller tuder, imens man spiser Nytaarsaftens Nadver, da skal
nogen af Familien dø i det nye Aar.
Hvis man ellers vil vide, om nogen af Familien skal dø i Aarets Løb, behøver man kun
Nytaarsaften at gaa udenfor og se ind ad Vinduet; da ser man den, som skal dø i Aarets
Løb, sidde uden Hoved, og der staar da en Ligkiste paa Bordet.
Nytaarsaften kaster man Tøffelen til Døren, for saa kan man se, hvem der skal dø
inden næste Nytaarsaften. Hermed gaar det saaledes til, at den som har det bedste Greb
paa at kaste sin Tøffel af Foden bag over sit Hoved, gjør dette for enhver især af de
tilstedeværende. Vender da Hælen af Tøffelen til Døren, da lever han; men vender Taaen
til Døren, da dør han.
Hvis det ikke Nytaarsaften blæser saa meget, at Blæsten kan ruske Træerne, da skal
man gaa ud i Haven og ryste sine Frugttræer, ellers avler man inge Frugt i det nye Aar.
Hvis der er megen RIm paa Træerne de første Dage i det nye Aar, da bliver
Kornafgrøden rig.
Helligtrekongers Nat kunne Pigerne faa at vide, hvem de skulle have til Kjæreste. Man
staar op Klokken tolv og gaar tre Gange avet om Gaarden eller Huset, og ved hver Omgang
bliver man staaende og siger:
Jeg beder de hellige Konger tre:
lad mig [i Nat] i Drømme se,
hvis Kjæreste jeg skal være,
hvis Navn jeg skal bære,
hvis Sæng jeg skal rede,
hvis Dug jeg skal brede.
Og saa drømmer man om den, man skal have til Kjæreste.
Imellem Jul og Kyndelmisse maa man ikke nævne Rotter eller Mus. Musene skal man da
kalde de smaa graa og Rotterne: de langhalede.
Naar det sner Kyndelmisse Dag, da maa man vælte Høet ned.
Naar Solen skinner Povels Dag saa længe, at en Rytter kan sadle sin Hest, da faa vi
ikke Krig i det Aar.
Naar det regner Mikkelsdag, da kan man saae Rug under Vidjebuskene.
Hvis det Mikkeldags Morgen blæser meget, da tyder det paa, at Sæden bliver dyr i
Efteraaret. Er det derimod stille om Morgenen, men blæser op hen imod Middag, da tyder
det paa,a t Sæden bliver dyr hen paa Vinteren; men er det ganske stille til hen imod
Aften, og det saa blæser op, da tyder det paa, at Sæden bliver dyr i Foraaret.
Regner det paa Bryllupsdagen, da regner der Guld i Brudens Skjød; men stormer det, vil
det komme til at støde i Ægtefolkenes Liv.
Den af Brudefolkene, der "krøger" mest paa Bryllupsdagen, skal dø først.
Trolde.
Dengang da Nisser og Troldtøj opholdt sig her Landet, toge de deres Føde paa Bondens
Kornagre; men tilsidst lærte man Raad herimod: naar man saade, lod man nemlig Sædekornet
falde saaledes, at det dannede et Kors; og fra den Tid af har der ingen Trolde eller
Nisser været her i Landet, for de have ikke kunnet faa noget til Føden.
Staal kan en Hex ikke gaa over, saa i gamle Dage, da Mødrene vare bange for, at deres
Børn skulde blive forbyttede af Hexe og Troldtøj, lagde de alid noget Staal i Vuggen til
de smaa Børn, og det var da for det meste en Sax, som blev lagt i Form af et Kors.
Hexe.
Hvem der vil være en Hex, gaar tre Gange avet om en Kirke ved Midnatstid, og hver Gang
hun kommer forbi Kirkedøren, rækker hun Tungen ind ad Nøglehullet.
Sant Hans Aften skal Ovnragen føres i Hus; for ellers tage Hexene den og ride til
Bloksbjærg paa den.
Sant Hans Aften maa man sætte Røn (Rønnebærtræ) i alle Dørene paa Gaarden eller
Huset, for at Hexene ikke skulle ride derind.
Sant Hans Aften skal man sætte Ris i Hørren, for at Hexene ikke skulle tage Taven af
den, naar de ride til Bloksbjærg.
Hvo som har Lyst til at se Hexene ride paa Kosteskaft til Bloksbjærg Sant Hans Nat,
skal ved Midnat sidde paa en Korsvej under en ny Harve, som vender Tænderne udad.
Naar Kvæget første Gang skal i Hus om Efteraaret, da maa det enten gaa over eller
under Staal; for saa kan ingen Hex gjøre Kvæget Skade.
Første Gang en Ko bliver malket, efter at den har kælvet, skal der lægges en Kniv i
Malkespanden; og den skal blive liggende deri hele Tiden, medens man malker Koen.
Naar man giver Mælk ud til Folk, som ikke ere at lide paa, da maa man først komme
lidt Salt i den.
I Kornladen maa man aldrig feje avet om med Fejekosten; for hvis man gjør det, da
kunne Troldhexene tage den tiende Part af Sæden.
Trolddom
Hvem der er forhexet, kan ikke dø, uden han kommer mellem to Ilde, for Exempel: Ild
under Fødderne og ovenover Hovedissen. Eller man kan vende tre Kobler Rygningstræer lige
over den for hexedes Leje, saaledes at Rygningstræer, som før laa i Vest, nu kome til at
ligge i Øst, eller omvendt. Da kan den forhexede dø.
Naar en er bestjaalen og vil have Tyven opdaget, og han da gaar til en "klog"
Mand og fortæller ham Sammenhængen, da slaar den kloge Mand et Søm i en Stolpe og
siger: "Den første, du nu møder i Morgen, der kun har eet Øje, det er Tyven; for
nu har jeg slaaet det andet Øje ud med Sømmet."
Naar en lider af Hikke, og han da tre Gange drikker af Ølpotten, og hver Gang han har
drukket, ser underneden paa Bunden af Potten, og det hele sker i Tavshed, da gaar Hikken
over. Eller man siger blot: "Hikkepikke mødte mig i Vangeled, prutsa!" Da gaar
Hikken ogsaa strax bort.
Drømme.
Hvis man drømmer om døde, da saar man skiddent Vejr.
Hvis man drømmer om Æbler eller Pærer, da bliver man syg.
Hvis man drømmer, at en Tand falder ud af ens Mund, da dørr nogen af ens Familie
eller gode Venner.
Hvis man drømmer, at man bliver bidt af Hunde eller stanget af Tyre, da bliver man et
Bytte for Sladderagtighed.
Hvis man drømmer om Ildebrand, og Luen er nærved, da faar man en hastig Tidende.
Naar smaa Børn le i Søvne, da lege Vorherres Engle for dem.
Gilder
Kartegilder det er saadanne, hvor Byens unge Piger samles og hjælpe hinanden at karte
Uld. Ved disse Lejligheder drives da allehaande Løjer, som gaa ud paa dels at more og
dels at skræmme Kartepigerne. Man sætter en Stige til Huset, gaar op derpaa, hen til
Skorstenen og lader en Potte falde ned igjennem den. Eller man skyder en Bøsse af lige
udenfor Vinduerne. Eller man skyder en Bøsse af lige udenfor Vinduerne. Eller en vender
Vrangen ud paa sine Klæder, tager en gammel Hat paa og Pose paa Ryggen, gaar ind til
Kartepigerne og faar dem til at antage sig for en Tigger. Men Enden paa det er da altid
den, at Byens unge Karle byde sig selv til Gjest hos Pigerne, og saa skulle de da
fortælle Historier, og Pigerne synge Viser. mange gode gamle Viser holdes paa denne Maade
vedlige, thi Sangen gaar paa Omgang, og enhver Pige maa synge en Vise. mange Morsomme
Æventyr og mange andre løjerlige Ting faar man der at høre; thi hvem af Karlene der kan
fortælle mest og bedst og sige de fleste og bedste Vittigheder, han bliver jo mest anset
og afholdt, og dertil bejle da alle, som kunne. Et saadant Kartegilde varer da for det
meste til langt ud paa Natten.
Ja Gilde kaldes nu det, som i gamle Dage kaldtes Fæstes Øl, og som er det samme som
Trolovelse. Naar et Par Folk skal giftes, holdes der først Jagilde hos Brudens Fader.
Dertil indbydes Naboer, Slægt og Venner, og den Dag gaa Troloverne med Brudgommen til
Præsten, at bestille Lysningen. Om Søndagen derefter bliver der lyst for Parret fra
Prækestolen. Indtil den Tid skal de unge Folks Kjærlighed til hinanden holdes saa
hemmelig som muligt. Ingen Karl eller Pige sætter sin Fod indenfor Kirkedøren den Dag,
der bliver lyst for dem.
Til et Bryllup (Bråjlb), maa Gjesterne, naar det skal gaa rigtig til, bydes ottende
Dagen iforvejen. Indbydelsen forrettes af den, der skal gjøre Tjeneste som Skaffer ved
Brylluppet. Forhen blev Indbydelsen udført altid med de samme Ord, saaledes: "Jeg
skal hilse fra R.R. og hans Kjæreste, samt fra R.R., Brudens Fader, om I vilde værs`go
at komme hen til dem paa Lørdag, at spise Frokost, og siden følge R.R. og hans Kjæreste
til Kirke, for at høre en kristelig Brudevielse, og saa følgee dem hjem igjen, at spise
til Middag." Brylluppet holdes da for det meste om Lørdagen; og Fredagen forud maa
"Føringen", det er Ænder, Høns, Æg o.s.v. bringes til Bryllupshuset. I gamle
Dage "førte" man ogsaa Øl: en halv eller en hel Tønde, saaledes som man ved
en tidligere Lejlighed havde faaet af Vedkommende; thi derpaa beror Føringens
Størrelse. Hvis Brudgommen ikke er af samme By som Bruden, ledsages han af sin Bys
Befolkning til Bryllupshuset, hvor Bruden modtager ham i Døren, iført sin Brudestads.
Derpaa spises Frokosten, og naar det er sket, skal man i Kirke. Har man langt til denne,
da kjører man derhen, og det maa gaa alt hvad Remmer og Tøj kan holde. Nogle Ungkarle
udgjøre Fortoget, idet de ride foran saa stærkt som Hestene kunne springe i Galop. Det
gjælder for dem om at komme saa meget i Forhaanden, at de, efter at have været ved
Kirken, kunne igjen vende tilbage og møde den øvrige Brudeskare. Har man nær til
Kirken, da gaar man derhen; men hvilket der end sker, saa er der en bestemt Orden, hvori
man skal komme ind i Kirken: Først komme alle Ungkarlene med Brudepigerne under Armen,
saa kommer Brudgommen med sin Brud, og derefter "Næste Konerne" og "Næste
Mændene". Toget sluttes af de overtallige Mandfolk. Hele Tiden, imens man gaar til
og fra Kirken, kimes der med Kirkeklokken. I gamle Dage fulgte er Musik med lige til
Kirkedøren. I samme Orden, som man gik ind, gaar man igjen ud af Kirken. Saa snart man i
Bryllupshuset mærker, at Følget kommer fra Kirken, begynde Musikanterne at spille op,
det bedste de kan. Det første man har at gjøre, naar man er kommen hjem i Bryllupshuset,
er da at give Brudegaver. Brudgommen med sin Brud og Næstekonerne og Næstemændene tage
Plads ved det dækkede Middagsbord, og Gjesten gaar nu hen, og ønsker Brud og Brudgom
"Lykke og Velsignelse" og giver med det Samme Gaven, der for det meste bestaar i
rede Penge. Derpaa giver han igjen Brud og Brudgom Haanden, og nu skal han ogsaa give
Næstekonerne og Næstemændene Haand. Naar alle have givet Brudegave, sætter man sig
tilbords. Skafferen tildeler her enhver sin Plads: de "villeste" Gjester faa de
fornemste Pladser, nemlig ved "brudebordet", hvor Brud og Brudgom sidde.
Brudepigerne sidde ved et særskilt Bord. Maaltidet varer gjærne 4-5 Timer. Naar det er
endt, læser Skafferen "fra Bords" og henvener sig derpaa saaledes til
Bryllupsgjesterne: "Kjære Venner og indbudne Gjester! R.R. og hans Kone, tillige med
R.R. Brudens Fader lader eder herved paa det hjærteligste takke for den Ære og Tjeneste,
I have bevist dem i Dag; fremdeles er det deres Ønske, om I ville forblive her nogle
Timers Tid og fordrive Tiden i Kjærlighed, ligesom ogsaa, om I i Morgen ville komme
her at spise til Middag, Mændene medtagende deres Koner, og Konerne deres Mænd.
Velbekomme Maaltidet!" Derefter siger man Tak for Mad til hver især hele Stuen og
Huset rundt. Brylluppet varer gjærne i tre Dage: Førstedags, Andendags og Tredjedags
Bryllup, sædvanlig: Lrdag, Søndag og Mandag. Det er da en gammel Skik, at Konerne ikke
ere med uden om Søndagen. Skafferens Andendags Bordtale lyder noget anderledes end
Førstedags; thi efter at have takket Gjesterne for den Ære og Tjeneste, de have bevist
R.R. og hans Kone tillige med R.R. Brudens Fader, føjer han til: "Og love de at
være enhver af eder til Tjeneste igjen paa lignende Maade, især naar de derom blive
anmodede; fremdeles er det deres Ønske" o.s.v. Efter Middagsbordet stedes man til
Kaffebordet, og efter et Kort Mellemrum, i hvilke Borde, Stole og Bænke flyttes ud af
Stadsstuen, begynder Dandsen: Skafferen dandser den første Dands med Bruden og fører
hende derefter saa højtidelig som muligt hen til Brudgommen, som da dandser Brudedandsen
med hende. En Skik, som nu kun mindes, men ikke bruges, var at dandse Bruden ud af
Pigelaget (a` Law). Skafferen tog da Bruden ved Haanden, og derefter toge alle
Brudepigerne hverandre i Hænderne, og saa dandsede de hele Byen rundt: ud af den ene
Gaard og ind i den anden, og først naar de havde været i dem alle, var Bruden ude af
Pigelaget.
I ældre Tider havde man mange morsomme Gilder, som nu ere gangne af Brug. De tre
"villeste" vare da Igang og Afgang og Degnegilde; og ved dem holdtes der altid
"Lyd", det vil sige: der blev holdt en Tale, altid med de samme Ord. Selve Talen
er nu gaaet ad Glemme, men Indledningen var denne: "Undskyld, mine Venner, at jeg saa
hastigen afbryder eder i eders Gilde og Glædskab; men jeg haaber, at I snart skal komme
til eders Gilde og Glædskab igjen."Midt under Talen spurgte den, som holdt Lyden:
"Er Øllet godt?" Og blev der da enstemmig svaret: "Ja, Øllet er
godt", saa var alting godt, og han gik videre i Texten. Men blev der klaget paa
Øllet, saa maatte den Sag først undersøges og afgjøres af to Mænd, som dertil vare
udvalgte, og om hvem det da hed, at "de skulde ud paa Læg". Blev Klagen nu
godkjendt, saa gik hver til sit, og Gildet maatte gjøres om en anden Gang. Ved disse
Gilder var der altid sat visse Folk til Skjænken, som, naar der ikke var mere at skjænke
af, kom ind og hævede Gildet med de Ord:
Nu er Tønden tom og Tappen tør;
nu kan I gaa hen, hvorfra I kom, og hvor I var før.
Igangen holdtes, naar en Mand skulde tages op i Bylaget. Hos ham samledes da baade Mænd,
Karle og Drenge, og her gik det meget højrøstet - og muntert til. Afgangen var et Gilde
til Minde om en Afdød; men det skal dog ikke have manglet paa Lystighed der heller.
Degnegildet var det Gilde, som Degnen skulde gjøre, naar han havde faaet sin Løn af
Bønderne. Her kom Karle og Drenge ikke med, som til Igang og Afgang: det gjaldt kun
Gaardmænd og Husmænd. Gaardmændene vare da for sig i det "villeste" Værelse,
Husmændene i det "voveste". Til det Gilde skulde Degnen give fire Kander
Brændevin, som man da delte med Munden, ligesom Stige Mænd delte Høet. Et Gilde som nu
ogsaa er aflagt, var Klinegilde. Naar en Mand bygte sig en Gaard op af ny, indbød han
alle Byens unge Karle til at kline Vægge, og det var da snart gjort, og saa kom Gildet
bagefter. Nu er det faldet bort, siden man bygger med Mursten. Smedgilde kjender man ogsaa
nu kun af Navn. Det var et Gilde, som Smeden gjorde en Gang om Aaret, naar han havde faaet
sin Løn af hver Mand. Forhen var der ogsaa hvert Aar Møggilde hos Præsten. Sognets Folk
kjørte nemlig al Præstegaardens Gjødning ud paa Marken. Den som kjørte det sidste Læs
ud skulde have otte Skilling; og alle fik de Sødgrød og Bergfisk. Slaagilde havde man
ogsaa, dengang al Høsletten var i Fællesskab. Da slog alle Mand hver sin Plet paa een
Dag, og saa holdtes Gildet bagefter. Naar Præsten og Degnen faa Mælk hos Bønderne, saa
komme ved den Lejlighed alle Sognets unge Piger sammen til Vallegilde. Naar et nyt Hus
rejstes, bedes nu en Del af Byens Beboere til Rejsegilde og hjælpe da til at lægge den
sidste Haand paa Rejsningen. Den Dag man høster Rugen (hvormed jo i ALmindelighed høsten
begynder) er endnu en Højtidsdag. Pigerne skulle da have hvide Forklæder og i øvrigt
klædes saa hvidt paa som muligt. Karlene ere i Søndagstøjet. Hele Dagen lever man som
til et Gilde og især om Aftenen, naar Arbejdet er til Ende. Naar al Rugen er fældet,
raabes et tredobbelt Hurra. Naar man er færdig med at høste Kornet, skal man
"hvætte for Kaal". Man gaar da ind i Haven og hen til Kaalen og giver sig der
til at stryge ("hvætte" - hvsse) sin Le. Da maa Husmoderen komme ud og bede om
Naade for sin Kaal, samt bede Folkene ind at faa "en Bid Brød og en Taar". Naar
Kornet er inde, skal man have Skjuregilde. Til dette maa i Regelen alle de bedes med, som
hjalp med at høste Rugen.
I forrige Tider, da man havde Jorden i Fællesskab, gaves der visse Vedtægter for
Overholdelse af Orden i Marken, som overhovedet i Byen eller Sognet. Disse Vedtægter
kaldtes Byloven. Da man i den Tid sjælden havde lært at skrive, saa giemtes Byloven
sædvanlig i de bedste Hoveder inden dens Omraade. Fra den Tid er ogsaa Stævnen, en
ubebygget Plads midt paa Byens Gade, som tjente og endnu tjener til Samlingsplads for
Bymændene. I gamle Dage vidste man ifølge Byloven, hvilke Dage man skulde møde paa
Stævnen, og hvilke Sager der da skulde forhandles. Nu skal man kun møde paa Stævnen,
naar Oldermanden støder i Hornet, hvad man da ogsaa skulde i gamle Dage; men i den Tid
betød det, at der var noget paa Færde, for hvilket der ingen Regel fandtes i Byloven.
Oldermands Forretningerne gaa nu paa Omgang mellem Gaardmændene, saa man hvert Aar faar
en ny Oldermand. Førend den gamle træder af, skal han da gjøre et Gilde, og det er
Oldermandsgilde, som endnu holdes hvert Aars Aske=Onsdag.
Spil og Lege.
At slaa et Slag Kegler er overalt en yndet Morskab. Den midterste Kegle hedder Tolv=Kongen
(Tol=Kåvi), og en af Hjørnekeglerne hedder Ni=Kongen (Ni=Kåvi). Naar nogen slaar
Tolvkongen bort fra de andre Kegler, hedder det: "Han slog Kongen ud af Byen."
Et saadant Slag gjælder da for tolv simple Kegler, lgiesom Nikongen, naar man slaar den
alene, gjælder for ni. - At lege Trille er en Drengeleg, hvor det fornemmelig gjælder om
at "drive" hinanden, det er: slaa hinanden paa Flugt. Hver Dreng har da en
Stang, hvormed han skal "gjenne" Trillen; men hvis det ikke lykkes ham, da maa
han trække sig saa langt tilbage, som Trillen løber bort fra ham. - At spille Bold
(Bujlt) drives sjælden af voxne, men ofte af Børn, især om Foraaret, naar Markerne
grønnes. - At trække Tavl yndes meget af Skoledrenge i Fritimerne i Skolen. Som
Tavlbræt bruges da en Skrivetavle, hvorpaa den brugelige Figur afridses. - At spille
Drøs bestaar i at kaste knapper hen til en Væg Den som nu ligger nærmest Væggen
"er for"; den som ligger længst fra, "er sæk". Derpaa kyler man
Knapperne i Vejret. Den som "er for " begynder, saa følger anden, tredje
(åhn, tre`e) og saa fremdeles indtil "Sækki". De Knapper, som, naar de falde ned,
ligge paa Øjet, ere tabte. - En almindelig Børneleg er ogsaa den: at lege Enke. Her
stiller man sig parvis, dog saaledes, at man er "åide" (ulige). Den Dreng eller
Pige, som er tilovers, staar da foran Rækken, og idet han siger: " u baste"
(ud, bageste), løber det bageste Par frem, hver paa sin Side af Rækken, og saa maa
"Enken" eller "Enkemanden" se til at faa sig en Mage af de løbende.
Fanger han (el. hun) ingen af de to, inden de have faaet hinandens Hænder, maa han (el.
hun) igjen være Enkemand eller Enke. Men fanger Enken en af de løbende, saa maa denne
indtage hendes Plads. - At lege Sutte er ogsaa meget almindeligt blandt Børn. Man stiller
sig i en Rundkreds, hver med en Stok i Haanden. Til hver Stok gjøres et Hul i Jorden, og
hele Kredsen indstreges. Inde i denne er et Hul, hvori "Sutten" (en Bold eller
en Trækugle" ligger. Antallet af de legende skal være ulige; thi een af dem skal
"drive Sutten", det er: slaa til den med sin Stok, saa den triller ud af
Kredsen, hvorpaa han igjen skal drive den ind i Suttehullet. Men at forhindre dette, er
egenlig Legens Opgave. Hver af de omkringstaaende bruger sin Stok til at slaa Sutten bort
med; men da maa Suttedriveren være hurtig til at sætte sin Stok i et af de ledige
Huller: han er da fri, og den som tabte Hullet skal drive Sutten. - Pibberaabbeleg er
ogsaa en almindelig Børneleg. Man tager hinanden ved Hænderne og stiller sig i en
Rundkreds. En af de legende gaar uden om Kredsen og slaar en af de andre paa Ryggen. Den
slagne maa da løbe efter den, der gav Slaget, indtil han fanger ham. Naar det er sket,
gaar den som fangede udenom, og saa fremdeles. |