|
Glavendrupstenen
[I] årene 1855-56 bad [professor P.G.Thorsen] mig om at rejse til Fyen for at tage
tegninger af runestenen ved Kerteminde (Rønningestenen) og Nørre Næråstenen samt den
store Glavendrupsten. Siden stenen opdagedes af Vedel Simonsen 1806 og omtaltes af Nyerup
1808, havde ingen bekymret sig videre om denne mærkelige sten; jeg fandt derfor den
prægtige granitblok i en sørgelig forfatning halvt dækket af jord og mos, nedskredet i
et dybt hul eller grusgrav ved en langagtig høj, som den oprindelig havde stået ved
eller ovenpå; ved en nøjere undersøgelse fandt jeg, at denne højning hvorpå stenen
havde stået, var en gammel ødelagt skibssætning, thi ved den modsatte ende af den, hvor
stenen da lå, stod endnu tre c. 3 alen høje stene og langs hen ad siderne af højningen
lå rækker af noget mindre stene omfaldne, og dybe mærker af andre, der nu var
borttagne; jeg tog mål af højningen, der i sin oprindelige tilstand må have målt
henved 300 fod (i 1869 var jeg atter på stedet og reviderede planen). Runestenen lå
heldigvis således, at alle de med runer indhuggede sider kunne ses, jeg tog tegninger og
gnidebilleder (Rubbins) af hele indskriften, og et prospektbillede af højen samt
beskrivelser af den tilstand det hele fandtes i, fordi jeg troede, at Thorsen ville gøre
noget for, at der kunne fredes bedre om den. Det varede dog nogle år før der ved anden
hjælp foretoges noget ved denne sag. Glavendrupstenen er efter indskriften et sikkert
hedensk mindesmærke - den er rejst af en kvinde "Ragnhild over Sølve, en
Hædersmand, Atles Sønner gjorde Mindesmærket og Soto ristede Runerne, hver den der
forstyrrer dette skal være forbandet, Thor være helliget disse Runer". Indskriften
består af over 200 runestave, og mindesmærket må anses for et af de mærkeligste i
Danmark. Efter at have udført alle nødvendige tegninger af dette og de andre fynske
stene, rejste jeg tilbage til Sjælland .......
Jeg havde et samarbejde med eorge Stephens, der var docent i engelsk litteratur og
sprog ved universitetet - Stephens blev helt glad ved min meddelelse om Glavendrupstenen,
og med den enthusiamse der var ham egen, ville han straks have mig til at rejse over med
sig til Fyen for at se dette monument, da det ikke alen for ham, men i det hele taget var
noget nyt at høree, at vi virkelig havde højninger med skibsomsætninger i Danmark, som
tillige stod i forbindelse med en runesten.
Det varede heller ikke længe før han meddelte mig, at han havde talt med museets
inspektør professor Worsaae, og af ham fået tilladelse til, at jeg på museets
bekostning rejste med ham til Glavendrup for at undersøge, opmåle og tegne mindesmærket
og runestenen. I juni 1864 rejste vi da begge derover og jeg fandt det hele endnu omtrent
i den samme tilstand, som da jeg første gang så det, nogle af de opretstående stene i
kredsen var vel omfaldne og andre af de tidligere liggende borttagne, men de dybe huler
viste endnu, hvor de havde stået. Stephens blev opbragt over den mishandlede tilstand,
mindesmærket var i, den prægtige runesten med sine c. 200 runer lå nedkastet på bunden
af et dybt hul i den vestre ende af stensætningen. Jeg tog en opmåling af denne; mere
end 1/3 del af den var ødelagt, men endnu havde det tilbageblevne en længde af 250 fod,
50 fod bred på midten, og ved den velbevarede østre ende løb den ud i en spids med en
bredde af 5 til 6 fod; at det havde været en skibsformet stenomsætning var jo tydeligt,
ved denne spidse ende var endda endnu stående 3 meget høje stene som en stevn af skibet.
Stephens lovede, at han ikke ville hvile før han fik vedkommende til at sætte dette
stolte - i Danmark enestående momunent i passende stand og fredet af staten.
"Direktionen for Mindesmærkernes Bevaring" foranstaltede også, at stenen blev
optaget og rejst på en lille højning midt i stenkredsen og stedet fredet; men denne
fredning blev ikke strengt overholdt, thi da jeg mange år efter på runerejsen med
professor Wimmer i 1878 atter så og for ham tegnede stenen, var de fleste af
stenrækkernes stene røvede, det var noget autoriteterne må have fundet for galt, thi,
da jeg et par år efter med WImmer var der for at revidere indskriften, var der gjort et
forsøg på at rekonstruere skibssætningen, men det var ikke ganske i overensstemmelse
med mit grundrids af 1864, og jeg må anse denne rekonstruktion for mindre heldig.
Hofjægermester Sehested på Broholm gods på Sydøstfyn
Ved min hjemkomst fra Jylland blev jeg anmodet af hofjægermester Sehested til Broholm om
at besøge ham på Fyn for at se hans store og mærkelige oldssagssamling, der var samlet
på hans marker og i det sydøstlige Fyen, og tillige gøre aftale med ham om udførelsen
af en række tavler til et større værk om disse fund, som han agtede at udgive. Jeg
opholdt mig nogle dage på den smukke gamle borg med de mange broer, og det var mig en
glæde at gøre bekendtskab med denne prægtige, djærve herremand, hvis store interesse
for oldtiden og andre gode egenskaber, jeg ret lærte at kende både da, og senere i de
følgende år, medens jeg udarbejdede afbildningerne til hans værk. I seks år kom jeg
jævnlig til Broholm, dels for at tegne, dels for at konferere med ham om arbejdet til
værket, og havde således lejlighed til at samles med ham og hans elskværdige hustru og
de mange sønner og døtre. Værket kom ud i to dele og omhandlede særlig fund fra den
ældste jernalder, samt nogle broncealderfund, ialt med 52 af mig raderede kobbertavler,
deriblandt det af Sehested selv konstruerede bjælkehus i haven, der udelukkende alene var
opført af stenredskaber, selv træstammerne til bygningen, så jeg blive fældede i
skoven med stenøkser. I værket var tillige et antal tavler med stenaldersager og flere
kort der var udførte af kapt. A.P. Madsen. Den sidste del af dette store værk udkom
først efter Sehesteds død, 1882. Han havde stor ære af dette arbejde, som tillige
indeholdt mange vigtige oplysninger og opdagelser vedrørende den kultur der havde bredt
sig i det sydlige Fyen, ligefra stenalderen til langt ind i den ældre jernalder.
......
|
