Af kurvemager Søren Nielsen [Fynsk Hjemstavn 1937] 

Årene fra den dansk-engelske krig til omkring ved 1830 var strenge for det danske folk, men især bondestanden. Krigen, statsbankerotten, Norges tab, lave priser på alle landbrugsvarer gjorde, at penge var der lidt eller ingen af. Man levede af landets frembringelser, men skatter og afgifter kneb det med at skaffe tilveje.
Bønderne i Vester Skerninge og omegn havde i mange af disse dårlige år deres væsentligste indtægt af at køre gavnebrænde fra Skjoldemose skove til udskibningsstedet ved Syltemae.
Den dygtige godsejer Chr. Berg havde købt en jordlod fra Gammelgård og opført et hus derpå og ansat en mand der til at modtage brændet og senere køre det til kysten, hvorfra det i større fartøjer førtes til København. Såvidt jeg ved, fik bønderne 8 mark for favnen at køre, og de kørte som regel 2 gange daglig med ½ favn ad gangen - mere kunne der ikke køres på de dårlige veje og med de dårlige vogne og magre heste.
Men trods den store fattigdom skulle mændene alligevel samles på kroen søndag eftermiddag medbringende deres mellemmad og nydende denne til brændevin, som kromanden udskænkede i pægleglas.
Det kunne hænde, at provsten en enkelt gang gik ind på kroen, når han gik fra kirke, hvor han da så sine sognebørn bænkede. De var ikke fri for at dukke hovedet lidt, når provsten kom, men han sagde som regel intet; dog skal han en gang have sagt det bekendte ord: "Når Vorherre bygger en kirke, bygger Satan et værtshus ved siden af".
Der var ofte nogle urolige hoveder, som yppede klammeri, når de blev fulde, så det ikke så sjælden endte med slagsmål. En af de værste urostiftere var en husmand, L.S. her af byen; men det endte gerne med, at han fik klø. En aften - jeg tror oven i købet, at det var juleaften - var der et større slagsmål, hvor den nævnte mand fik en værre omgang af en stærk murer, for derefter at blive kastet ud på gaden.
Da det var hård frost og snefog, kunne kromanden ikke lade en af sine gæster fryse ihjel - selv om det var en af de mest usympatiske. Han beordrede derfor mureren til at tage en hest og en slæde og køre manden hjem, hvad han da også gjorde; men da han ville kaste ham af slæden, hagede han sig fast i denne, så mureren fik kun bagpartiet af bukserne. Omsider fik han ham væltet af i sneen, hvor konen så kom ot sankede ham op.
Da han så blev bragt i seng, måtte konen på hans opfordring gå ned hos provsten og begære en seddel udstedt til på fattigvæsenets regning at få hentet distriktslægen fra Fåborg. Skønt provsten vægrede sig ved det, fik hun sedlen, da hun erklærede, at manden næppe kunne leve natten over.
Han måtte derefter til sognefogden i Brydemaegård for at få en mand tilsagt til at hente lægen. Sognefogden var selv på kroen, så fader, som tjente ham, måtte se efter i protokollen, hvem er stod for tur, og det viste sig at være Jørgen Rasmussen i byen; men da fader kom med tilsigelsen, nægtede han bestemt at køre, men bad fader tage med ned til provsten.
Kommen derned protesterede han mod at køre til Fåborg i sådant et vejr og tilmed på en højhellig aften, "fordi de rivs og slås på kroen". - "Ja," sagde provsten, "men konen siger, at manden ikke kan leve natten over". - J.R. "Han lever nok, for han er vant til turen". - Pr.:"" ja, måske det kunne at årelade ham". - J.R.: "Ja, det tror jeg nok skal hjælpe at få noget af det galne blod tappet af ham". Pr.: "Sig så til konen, at de får hente lægen for egen regning; viser det sig så, at der var nødvendigt, skal fattigvæsenet betale".
Med den besked gik de op til konen, der mødte dem i døren med mandens bukser, idet hun udbrød: "Der kan I se, hvordan de har tilredt ham". Men han kom sig godt nok uden læge og åreladning.

Der var dog også folk dengang, som kom sammen andre steder end på kroen. Hos klodsemager Mads Nielsen - der vistnok boede i huset, hvor der nu er bageri - blev der holdt gudelige forsamlinger, hvor man opbyggedes ved læsning af Luthers, Heinrik Møllers o.l. prædikener. Disse forsamlinger var en torn i øjet, navnlig på krogæsterne, og de formåede derfor provst Bredsdorff til at få derhen for, som de håbede, at få disse møder forbudt. Provsten kom også og overværede et møde (1824), men erklærede ved mødets slutning, at "her var intet at fortrydes over", hvorefter forsamlingsfolket fik fred.

Peder R. Møller har i sin bog "Slæg efter slægt" fortalt om en klog mand, der boede hos smeden i Vester SKerninge. Ved hans død gik hans bøger over til en gårdmandssøn, Jens Markvardsen her fra sognet, der blev bosat i Stågerup. Bøgerne gik senere igen i arv til hans søn.
Men har sognet således haft en klog mand, så ahr det (vistnok i tyverne) også haft en klog kone; såvidt jeg ved, hed hun eller kaldtes Malen Træskomands. Hun boede i et forlængst afbrudt hus ved Skerninggårdsvejen, hvor der i midten af forrige århundrede boede en soldsætter Per Søgaard. På stedet er nu elektricitetsværkets hus.
Nævnte kone var søgt viden om. Således kom en gang en købmand langvejs fra med sin syge søn, der havde søgt mange læger uden at blive helbredet. Denne mand kom da her til byen og spurgte efter den kloge kone, og folk viste ham da stedet, hvor hun boede, men da han kom derhen, svarede hun på hans spørgsmål desangående: "Der bor minsæl ingen klog kone her". Manden gik da til naboerne, der fortalte, at hun yndede ikke at blive kaldt klog kone, men han skulle  kun gå derhen igen, så kom de nok til rette, hvad de også gjorde.
Den unge mand kom sig, og da hun ikke ville forlange noget for kuren, lagde købmanden et større beløb på bordet, men hun udbrød: "Nej, jeg er minsæl ingen jøde", men hun tog vistnok et mindre beløb.
En anden gang helbredede hun en ung tømrer. Hans hed han - der var værkbruden og hjælpeløs. Da tømreren senere arbejdede en del i skovene med at hugge tømmer, ytrede han sin taknemmelighed imod hende ved hvert år (i flere år) at forære hende et læs huggespåner, og Hans Sørensen i Brydemaegård kørte dem hjem til hende. Da fader tjente Hans Sørensen, blev det ham, der måtte hente spånerne. Når han så bagefter kom ind hos hende, sagde hun gerne: "Gud ske lov for Hanserne, den ene gir mig spånerne, og den anden henter dem".
At hun også blev søgt, når noget var "forgjort", er jo let forklarligt. Således havde de i flere år et stort vanheld på Stevninggård. De mistede føl og kalve og havde andre uheld med kreaturerne. De tyede da til Malene, men hun sagde blot: "Der er en kone, der har gang gennem jer gård, hende kan I vise uden om. For", som hun udtrykte sig, "det er minsæl ingen sag at gøre ondt".
Hvilke midler hun brugte, ved jeg ikke, men hun arbejdede kun i det godes tjeneste.

Da de fire huse i byen (på hjørnet af Nørremarksvejen) brændte den 30. januar 1830, var det en usædvanlig hård vinter, så sneen knap kunne smelte på taget af smedens hus, der lå med kun vejen imellem. Vandet frøs, så de kunne ikke bruge den sprøjte, der var mødt.
Havet var for længst tillagt, så der kunne køres over til øerne. Den nævnte dag var således gmd Jeppe Mikaelsen kørende på Ærø. På hjemturen blev han ildebranden vaer, og han kørte da ind på Drejø og spurgte om de kunne tænke dem, hvor branden var. De sagde ham da, at såvidt de skønnede, var det i Vester Skerninge. Han satte da fart på hjem efter, da han frygtede,d et var hans gård. Den lå jo også kun ca. 100 alen derfra.

I min drengetid florerede de såkaldte vallegilder, hvor beboerne hvert efterår fik indbydelse fra, degn, jordemoder, smed, hjulmand m.f. til at levere en dags morgenmælk - husmændene dog kun til de 3 førstnævnte. - Piger eller koner måtte i den tid tidlig op at malke, stundom så tidlig, at de knap kunne finde køerne, der lå (løse) på marken, for det var en skam for den, der kom bagefter. Mælkenbares som regel i en bøtte, der stod på vedkommendes hoved, hvilende på en krans. Der beværtedes med mjød og skillingsbrød. Mælken blev siet i et stort kar, og når det meste af fløden var skummet af, blev der lavet ost af mælken, så vedkommende kunne have en lang hylde med oste under tagskægget.