Historiske Steder i Egebjerg kommune

Stendyssen ved Kroghenlund i Stenstrup sogn..

Det fortælles af lokale bønder i Skovlund, at det varsler uheld eller ulykke for besætningen paa Kroghenlund gods, hvis man forstyrrer stendyssen. Og rent faktisk fortælles det, at køerne pa godset blev syge engang, man forsøgte at kløve overliggeren pa Stendyssen.

I Kroghenlund Skov noget over 1/4 Miil her fra Byen er den saakaldet Kjempegrav med Gravkammer, som bestaaer af 5 Stene satte i Firkant. Ovenpaa ligger en Steen, der forhen var meget stor, men blev for 5 Aar siden af Uvidenhed og uden Villie kløvet for at tjene til Grundvold for Kroghenlunds Hovedbygning.
Indberetning til Oldsagskommisionen 1808 fra Stenstrup og Lunde sogne.

Sagnsten i Egebjerg kommune - Danmarks kæmpesten i folkeoverleveringen af August F. Schmidt. København 1932.
Stovesten /Sunds herred, Lunde sogn) paa Højes Dong er en mægtig stor sten slynget i et hårbånd efter Kværndrup kirke af en kæmpekvinde pa Langeland, fordi hun var vred pa den fynske kæmpekvinde, der ejede kirken. Hårbåndet brast, så stenen faldt for tidlig. Lars Frederiksen meddeler, at en trold har kastet stenen for at slaa Kværndrup kirke ned. Forleddet Stove er vel identisk med stue.
Troldsten /Lunde sogn) ved garden Langkilde, en halv mil fra Kværndrup kirke, slynget af en jættekvinde pa Tasinge imod Kværndrup kirke. Sten (Sallinge herred, Ulbølle) laa for nogle aar siden i Grønnegade i Ulbølle. En kæmpe skal have staaet ved Vester Aaby kirke og kastet den efter Ulbølle kirke, dengang den stod i bygning. Nu er stenen sprængt og brugt til hegn ved siden af vejen. Smed Mads Madsen i Ulbølle, f 1860, medd. 1920, at stenen blev kastet af nogle trolde i Vester Aab y efter Ulbølle kirke. Troldene blev saa arrige over, at de ikke ramte kirken, at de hver nat snurrede rundt pa stenen, saa den blev slidt en temmelig stor fordybning i den. Den, som flyttede stenen fra stedet i Grønnegade, hvor den faldt, skulle vederfares en ulykke. Nu er den dog slæbt til Vester Skerninge og brugt som genforeningssten. Sagnet er aabenbart overført fra en sten til en anden. Iflg. Søkilde blev Grønnegadestenen jo sprængt.
Sten pæl (Gudbjerg sogn) ved Højbjerg Bakke, bliver hver nat forvandlet til en sort dame. Den høje stenpæl kan i tusmørke godt ligne en dame med hætte over hovedet. Højskoleelev Henriette Hansen 1911.

Fregnestenen - Fortalt og skrevet af Holger Foged, Raarud
En gammel historie fra Raarud har far fortalt mig om dette: "Bønderne var sat til at lave stendige ud efter Slæbæk Tørvelong. Det var de nok lidt tvære og sure over. Til gengæld var herremanden, der selv red derud, vredladen og ridefogden hersede, svor og bandte over dem og beskyldte dem for at være dovne. Rent galt blev det, da de ikke kunne rokke en graa kæmpesten ind i diget. Herremanden mente, de ikke lagde kræfterne i. Han skreg, at de ikke fik lov at gaa fra stedet, før den var pa plads, og saa red han hjem, mens ridefogden matte blive og herse videre. Decembermørket kom, saa der maatte nok tændes baal. Timer gik, fogden hersede og bønderne sled. Lidt fik de vel rokket stenen, tilsidst erklærede fogden, at det var godt nok, saa alle kunne gaa hjem. Og - siger sagnet - da ringede kirkeklokkerne julemidnatten ind.
For mange ar siden fortalte jeg saa historien til min svoger Rasmus Petersen. "Ja", sagde han, "historien kender jeg, stenen er Fregne Sten og den ligger i diget mellem min mark og Brændeskov skoven". Han og søster Edith blev gift i 1925 og fik udskiftet og bygget paa de østlige marker af hans fødegard, matr. nr. 2 Rarud. Der saa jeg saa stenen, det ser ud til, at diget krummer sig uden om stenen - lidt kompromis vel - og store pletter lav pa kæmpestenen minder lidt om fregner. Digets alder kender jeg ikke, men mener det maa være sket i hoveritiden, enten under Nakkebølle eller Hvidkilde.

Stendyssen ved Hannemosehus i Vester Skerninge
Sagn meddelt af gaardejer Jens Hannemose, Vester Skerninge. Optegnet 1925 af Hans Hannemose til friskolelØ rer Kristian Thomsen, Vester Skerninge Friskole. Dansk Folkemindesamlings arkiv. Ude pa vor mark er der en stendysse.
Den ligger lige ved vejen, der fører til Ulbølle. Den bestar af syv sten, der staar op, og en stor overligger. Stendyssen blev i sin tid udgravet, og der blev da fundet et sølvfad og en stenhammer, det blev sendt til København. Der er ogsaa fundet en mængde stenkiler omkring højen. Et sagn fortæller, at der skulle være begravet en skærsliber. Stendyssen er nu fredet af Nationalmuseet.

Ridder Skrædderen
Meddelt af Mine Jensen, væverenke, 80 aar, Hannemosehus, Vester Skerninge. Optegnet 1922 af Kristian Thomsen, Vester Skerninge Friskole. Dansk Folkemindesamlings arkiv.

Pa gaarden Hannemoses mark i Vester Skerninge er der en stendysse, og der skal have boet en trold. Tæt ved stendyssen ligger et hus, hvor der har boet en skrædder, der blev kaldt Ridderskrædderen. Navnet skal han have faaet, fordi han engang vendte et sæt tøj for greven, og bag efter fortalte han, at han havde fundet en loppe i tøjet, og den havde han klemt ihjel, og saa havde han drukket blodet, for det matte jo være adeligt.
Han var ikke større, end at han lige kunne "hage" bordet, og det fortaltes ogsa, at han var en skifting fra trolden i stendyssen. Vejen fra Hannemose til Vester Skerninge kaldes Hytteballevejen, og skrædderen sagde, at alle folk der ude pa marken skulle i det mindste en gang køres ad den vej, nemlig naar de skulle begraves; men selv kom han to gange ad den efter sin død, for han havde en dag været i Ulbølle med noget tøj, og da var han bleven fuld. Paa vejen hjem faldt han saa i grøften og druknede. saa blev han først kørt til sit hjem ad Hytteballevejen, og da han skulle begraves, skulle han til Vester Skerninge ligesom de andre fra Søndermarken, og saa blev han igen kørt ad Hytteballevejen.

Helligkilder i Egebjerg kommune

Eskilds Kilde ved Syltemae Aadal.
Nar man vandrer af naturstien langs den fredede Syltemae Aadal kommer man tæt forbi Eskilde Kilde. Kilden springer fra den skovklædte skraaning "Stiehoveds Have", tilhørende Stighovedgard, matr. nr. 3a, i ) ster Skerninge, pa den østlige side af aløbet, og er saledes ikke umiddelbart tilgængelig fra naturstien..
I gammel tid gik der en sti fra Stighovedgaard til haven, men denne er nu nedlagt, saa stedet i dag er ret vanskeligt tilgængeligt.
Stighoveds Have omtales allerede i en præsteindberetning fra 1572, som et skovmaal hørende til vester Skerninge Præstegard, men stedet har utvivlsomt ogsaa pa den tid været et yndet udflugtsmal for egnens beboere.

Dokumentation

Præsteindberetning vester Skerninge og Hundstrup sogne, 1769. Top. Afd., LAO.

Ovenstaende præsteindberetning er den eneste gang de skriftlige kilder, lader formode, at vi her har at gøre med en helligkilde. Men det fremgaar af indberetningen, at der paa stedet var tydelige spor efter syge og svagelige personer, som havde søgt helbredelse ved kilden i form af gammelt aflagt tøj, samt at kilden besøgtes ved "St Hans Dags Tiider". Ifølge Dansk kulturhistorisk opslagsværk kendes der i Danmark omkr. 600 helligkilder, hvis vand er blevet tillagt helbredende kraft, og henved 50 hellige træer, hultræer som man har brugt at kravle igennem for at slippe af med visse sygdomme. Efter dette genfødselsritual var det mange steder skik at efterlade et stykke tøj pa træet (heraf betegnelsen kludetræ). Pa sankthansaften var heksene særligt aktive, og folketroen kendte mange afværgende traditioner mod deres onde anslag. Det var saaledes brug at stale markerne, dvs. anbringe knive, sakse og lign. jern- og stalgenstande i jorden; ogsaadøre staledes for at hindre det onde i at komme ind i husene: Kviste af røn havde samme virkning, bedst hvis der var tale om flyverøn, dvs røn groet frem af frø, der havde haft held til at spire i en mursprække eller som snylter paa f.eks. pil. De gode kræfter var dog ogsaa særligt virksomme denne aften og nat, specielt lige efter midnat. Nattedug kunne samles og gemmes til bekæmpelse af sygdomme, ligesom helligkildernes vand kunne helbrede mange sygdomme. Det var ogsaa alm. denne nat at indsamle husløg og sankthansurt, sidstnævnte for at lade den gro under husbjælken og siden tage varsler af dens vækst. Sundhedskilden ved Stenstrup Kilde pa Løjtved mark udenfor Stenstrup ad Hundstrupvej. Maaske et levn om den sundshedskilde eller helligkilde, som der i andre kilder er henvisninger til. Meddelt af nu afdøde gaardejer Karl Hansen, Skovlunde. Karl Hansen har fortalt til Hans Nørgaard, Egebjerg, at der i begyndelsen af dette aarhundrede, inde pa Løjtveds mark umiddelbart før bebyggelsen begynder ved Stenstrup, altsaa i den mark som hedder Kildeløkken, et stykke inde paa marken var en mindre grøn plet. Her sprang en kilde midt i marken med frodig græs lige omkring kildens udspring. En af hans erindringer fra hans daglige vandring til Stenstrup Skole fra hjemmet i Skovlund. Stednavneudvalget fik i 1922 en indberetning fra Stenstrup sogn og i bogværket om Naturnavne i Sunds herred, fra 1970 star som følger: Kildeløkken. MK 1797 Kilde Lykken; I 1922 Trap Kildeløkken. Kilden, som giver løkken navn, er afsat pa MK 1797. Den er omtalt som sundhedskilde af August F. Schmidt Danmarks Helligkilder p 128 og i I 1922 oplyses:/ Vandet kommer op gennem en Egerod. Syge mennesker søgte i gammel Tid helbredelse ved Kilden, hvis Navn ingen i Sognet kender/.
Udarbejdet september 1998 af Hans Nørgaard, Egebjerg

Stenen i Vester Skerninge paa pladsen overfor Vester Skerninge Apotek
Om denne sten fortælles et gammelt sagn, der lyder saaledes: Den store sten paa marken ved Ulbølle kirke er kastet af nogle trolde i Vester Aaby efter nævnte kirke. Da de ikke ramte kirken, sad de hver nat og snurrede rundt pa stenen, saa der blev slidt en temmelig stor fordybning i den. Den, der flyttede stenen fra stedet ved Grønnegade, skulle vederfares en ulykke. Nu er den dog slæbt til Vester Skerninge og brugt som genforeningssten. Sagnet blev alt for sandt; thi om fasten i Danmark har der staaet saa bitre og harde kampe som om denne. Det er ikke med udelt glæde, man stifter bekendtskab med dette mindesmærkes historie. Hovedlinien i sagens udvikling var som følger.
I 1920 var der i hele sognet god stemning for at faa rejst et smukt genforeningsminde midt i Vester Skerninge by. Altsaa holdt man møde, hvor et udvalg blev nedsat til at ordne det fornødne. I dette udvalg blev apoteker Sibbernsen valgt til formand, idet han jo var en betydelig historiker. Men der var ikke megen enighed i udvalget, og formanden trættede i medlemmerne med en lang række møder. Der blev nu indsamlet en pengesum til formaalet, og der var god enighed om at anvende den store, smukke sten hos husmand M. Skytte Nielsen i Ulbølle Grønnegade. Den 10. august 1920 kørtes det sidste læs korn bort fra pladsen lige overfor apoteket, og pladsen blev ordnet til at modtage
stenen. Først blev naturligvis jordstykket købt til dette brug. Den 23. august s.a. blev stenen anbragt pa sin nuværende plads midt i byen. Det er en smuk overligger, der hviler paa tre mindre sten.
Paa den ene side blev indhugget : "1864-1920" Pa den anden side ses Kr. 10`s navnetræk, og paa en tredje læses: "Rejst til Minde om Genforeningen 1920" Uden om blev der plantet vilde roser, de kom til at danne en smuk ramme om stensætningen. Alt dette blev hurtigt og udmærket ordnet af - apoteker Sibbernsen alene. Intet under, at han gerne ville gøre den smukke plads, der er genbo til apoteket, til et kønt anlæg. Udvalget var ikke tilfreds med, at indskriften ikke kunne ses fra vejen, mens apotekeren til de yderste konsekvenser fastholdt, at stenen netop var anbragt rigtigt. Over dette svælg kunne ingen bygge bro. Enkelte uddrag af de mange skrivelser, som fandt vej mellem formanden og udvalgets øvrige medlemmer viser klart hele stillingen. Den 7. september 1920 skriver Lars Pedersen, Skerninggard: "Udvalget ønsker, at De fuldfører det paabegyndte arbejde, dog maa ogsaa jeg pointere, at stenen bliver drejet saaledes, at indskriften bliver synlig fra vejen". Dette skete ikke. Men i en deklaration af 29.dec. 1920 bestemmes -- "at mindepladsen med genforeningsstenen aldrig maa bebygges ej heller med lysthuse eller lignende, og stenen maa aldrig hverken flyttes eller drejes. De andre sten maa ej heller flyttes, og der maa overhovedet aldrig foretages noget med pladsen, som berører den dens nuværende karakter. A.E. Sibbernsen". I brev af 7. oktober 1920 skriver Sibbernsens broder; Albert Sibbernsen: "At du har handlet uden samraad med det raad, hvori du er formand, kan ikke nægtes." ...
Der var nu tale om at rejse en anden sten af samme art for de indkomne penge. Dette blev dog ikke til noget. Af regninger og bilag fremgaar, at pladsen kostede ca 2500 kr., og at udgifterne til hele anlæget med sten, beplantning osv udgjorde ca 2300 kr. Dette beløb blev betalt af Sibbernsen. I brev af 30. september 1920 foreslaar Søren Nielsen, Mosevang, at man skulle rejse en mindre sten foran den store. Men dette blev forkaster. De indsamlede penge blev da efter et møde i forsamlingshuset sendt til Sønderjylland til hjælp for danskhedens sag syd for den nye grænse. Der kunne naurligvis ingen festlig afsløringsfest holdes under disse omstændigheder. Stenen var, indtil apoteker Sibbernsens død, et helt privat mindesmærke, tilhørende apotekeren. - saa gik der nogle aar. Den 23. februar 1925 sendte apotekeren en skrivelse til sogneraadet, hvori han meddeler dette, at han har testamenteret 2000 kr. til vedligeholdelse af genforeningssten med anlæg og beplantning samt enkelte andre dele af sognet. Derefter kommer i
brevet følgene smukke linier, der viser, hvor sørgelig sandt det fornævnte sagn er blevet: "jeg benytter lejligheden til at bede sogneraade lade gammelt nag være dødt og lade genforeningsmindet tilhøre sognet." Dette tilbud modtoges med tak af raadet ved dets formand, Chr. Hansen. Kun faa landsbyer har et smukkere mindesmærke end genforeningsmindet i Vester Skerninge.

Sagn fortalt af Vilhelm Madsen, Egebjerg tidligere Jerntvedgard i Ulbølle
Optegnet af Hans Nørgaard, Egebjerg, 1975

Sagnet ved Engebjerg i Ulbølle
Det var en aften at bakken rejste sig paa fire gloende pæle og de underjordiske holdt gilde der inde under, og saa slap deres øl op. Og saa var der en af dem, der gik ned i huset ved siden for at stjæle noget øl. Det er det hus, som nu ejes af Børge Frandsen. Inden han naaede at faa noget øl i spanden, kommer der en anden bag efter ham og raaber: Peber er død! Peber er død! Og saa svarer den anden tilbage: Er Peber død? Og saa smed han spanden og løb op til bakken med den anden. Og saa sank bakken ned og har aldrig rejst sig siden.

Sagn fortalt af Marie Nielsen, Ulbølle, død 1916/17.
Engebjerg er en bakke i Ulbølle matr. Nr. 37a, Jerntvedgard og tilstødende nabohus. Ca 42 m. høj. Den sydligste af bakkerne i Nørremarken, bortset fra den, hvor Ulbølle kirke er bygget.

Heksetro i Kirkeby sogn
En kone fra Egebjerg kom ud til min farmor i Troldekrogen, netop som hun var ved at kærne smør. Konen siger saa: Jeg kærnede ogsaa smør den anden dag, jeg kærnede og jeg kærnede, men jeg fik ikke noget smør. Men der kom ogsaa en kone ved at jeg hældte fløden i kærnen og hun skulle jo ikke være kommet. Hvem konen var melder historien ingenting om. Min farmor Marie Madsen, saavidt jeg husker. Dødstidspunkt kunne Vilhelm ikke huske, men skønner at det var omkring 1880.

Heksen i Kirkeby
Der var i forrige arhundrede en kone pa Kirkeby Sand, som de kaldte heksen. Hun havde skyld for at kunne hekse, og det var mens min far gik i skole. Hun havde to døtre, der gik i skolen, og hvis drengene sloges med pigerne, var der ingen, der turde røre dem, for de sagde rent ud til drengene, at hvis ikke I bliver fra os, saa skal vor mor forhekse jer.
saa var der engang, min far var ude at se efter køerne i lyngbakkerne, hvor der nu er skov. Lyngbakkerne var lige købt af Hvidkilde, og da min bedstefar var skovløber, saa havde han lov til at have sine køer gaaende der til omraadet blev plantet til. Mens far var ude at se efter køerne kom heksen forbi sammen med en af pigerne. saa far var bange for hende, han gemte sig i en busk. Heksen blev staaende og saa efter køerne og gjorde nogen tegn med fingrene op i luften. saa siger pigen til hende:"Mor, du maa da ikke gøre
køerne noget, det er da synd". Den sidste henrettelse i Kirkeby Min bedstefar var med som tolvaarig og saa det. Han skulle have fortalt, at manden var omtrent død af skræk, før de huggede hovedet af ham, men konen, hun var fræk til det sidste, for hun vendte sig ud mod tilskuerne og raabte: Vil I ha blod til sortpølse, saa skal I komme nu! Hvorpaa hovedet trillede. Min bedstefar hed Rasmus Madsen døde 1885/86, skovløber ved Folehaven og boede i det gamle skovløberhus i Troldekrogen.

Jens Lange pa Rødkilde
Det fortælles at Jens Lange efter sin død blev manet i jorden, og der blev slaaet en pæl i jorden for at han skulle blive der. Ved at der skulle bygges et nyt stuehus pa Rødkilde, sørgede man klogeligt for at sætte et skillerum, hvor pælen var rammet ned. De turde ikke fjerne pælen. Fortalt af Marie Nielsen, kaldet Marie Vævers. Engang kom en karl paa Rødkilde i spektakel med Jens Lange. De var ved at køre korn ind og Jens Lange stod nede i laden og skændte paa karlen. "Havde jeg bare haft dig hernede, saa skulle du faa et rigtig lag tærsk" . Den opfordring lod karlen ikke ga fra sig, han sprang ned og slog Lange i jorden, idet han sagde: "Her har De mig!" Karlen var godt klar over konsekvenserne af sin handling, saa han rømmede fra godset, først til Nyborg, hvor han kom over med færgen endnu samme dag. Og gik saa resten af vejen til København, ind til en oberst, han havde været oppasser for, og fortalte ham hvad der var sket. Obersten paatog sig nu med held at forsvare karlen overfor Lange, idet han pastod, at Lange selv havde inviteret til tærsk. Karlen boede som ældre hos forældrene til postbud Hans Jørgensen i Svendborg, som jeg har kendt. Hans Jørgensen var dreng, da karlen døde og har kun en svag erindring om ham. Karlen døde om efteraret, men frosten havde "gemt" hans fodaftryk i havegangen saa længe, at drengen kunne begynde at huske.

Højen i Egense
Min far har fortalt om højen nede i Egense. Der boede jo min oldefar i nærheden, og det var en aften, han gik hjem sammen med sin far, at højen stod pa fire gloende pæle. Min tipoldefar siger saa til drengen: "Vi skal jo der forbi". Og forbi kom de uden at der skete dem noget. Kirkelammet i Kirkeby Ved min far, Niels Madsen, var dreng skulle han ude fra Troldekrogshuset sendes et ærinde til Kirkeby efter at det var blevet mørkt. En mand fra Kirkeby var paa besøg hos dem, og han siger: saa møder du nok kirkelammet, og saa nævnte han mandens navn, men ham skal du ikke være bange for, for det var saa skikkelig en mand, han gør dig ikke noget. Og føjede han saa til, at han havde hørt, at den første der blev begravet pa kirkegarden det aar, han er kirkelam hele aret. Niels Madsen 1869-1953, født i Troldekrogshuset i Egense sogn, død pa Jerntvedgard i Ulbølle sogn.

Kirkeklokken i Kirkeby
Der var engang, da begyndte kirkeklokken i Kirkeby kirke, at ringe af selv, uden at nogen satte den igang. Og den ringede i tre dage og i tre nætter, og saa sagde den hele tiden:
Sølv og messing Stjal han Essing, Kobber og bly Kom han deri. Det var den mester, der havde støbt klokken, der hed Essing, og han skulle have forfalsket den. Og saa
ved at den havde ringet i de tre dage, fløj den ud af et af lydhullerne og ned i en mark og sank ned i jorden der. saa forsøgte beboerne at grave den op, og de fik gravet saa langt ned, at de ramte den med en jernstang, saa de hørte det klang. saa var der en, der sagde: "Der f.... g... mig er hun", men saa sank den dybere ned, og saa kunne de ikke naa den. Det var over det, at han havde bandt, for det skulle foregaa stiltiende, saadan en skattegravning.

Egetræet ved Egehuset i Egense sogn
Der staar et stort egetræ ved Egehuset, og der var oprindeligt fire. Om dem er der to sagn. Det ene gik ud paa, at en lille prinsesse under besøg pa Hvidkilde, havde plantet fire agern i vejgrøfterne der. Og de fik lov at gro op. Det andet sagn gik ud paa, at der var begravet en kæmpe under vejen, og saa var der plantet et egetræ ved hver hjørne af kisten.

Mads Lidegaard: Danske træer fra sagn og tro. 1996 Svendborg Amt.
1035-1 Egense sogn Svendborg kommune. Lige uden for indkørslen til avlsgaarden pa Hvidkilde paa et grønt omraade mellem to veje stod tidligere en kastanje, der var brandtræ for avlsgarden. Paasken 1960 blev den hærget af en storm, og det meste af kronen faldt, men greven lod den staa. Ved en vejomlægning omkring 1990 fjernede man resten, der stod i vejen for arbejdet. Meddelelse Christian greve Ahlefeldt-Laurvig-Lehn 1035-2 Ved en lille vej 1.5 km ø st for Hvidkilde stod tidligere flere pesttjørne, som nu alle er forsvundet, vist efter sidste krig.
1035-3. I en sydfynsk skov, hvis beliggenhed jeg er blevet bedt om ikke nærmere at oplyse, staar i en birkeplantning en ensom smuk kristtjørn med to stammer, 12 cm tykke og 12 m. Høje. Ejeren erindrer i sin barndom at have hørt, at den er plantet over en pestbegravelse, men kan ikke huske kilden.
1035-4. Nord for Hvidkilde har staaet flere ege, der ikke maatte fældes, da der saa ville ske ulykker (DFS). Pa stedet, 1 km øst for godset ved ejendommen Egehuset, staar i vejkanten en stor udgaaet eg med strittende nøgne grene - og saa meget mere malerisk, hvorfor greven da ogsaa lader den staa. Den er sidste rest af en gruppe gamle ege. Indtil for faa aar siden var der tre. Lokalhistoriker Hans Nørgaard, Egebjerg har fra nu afdøde Vilhelm Madsen Egebjerg faaet to historier om disse træer. De foreligger begge paa band. Den ene gaar ud paa, at en prinsesse engang havde besøgt Hvidkilde og af en eller anden grund havde plantet egene. Den anden fortæller, at en kæmpe er begravet paa stedet med en stor eg ved hvert af kistens hjørner.
1035-5. Paa en gammel festplads i skoven Folehaven nord for Hvidkilde pa en højtliggende banke stod tidligere en kreds af gamle bøge. Kun to er tilbage, metertykke og 25-30 m høje, fyldt med indskæringer. Fra stedet var der, før tilplantning ødelagde udsigten, frit udsyn over landet. Paaviser Greve Ahlefeldt-Laurvig-Lehn.
1035-6. I skoven Tankefuld ved Svendborg Sund, tilhørende Hvidkilde, ligger en gammel festplads, omkranset af metertykke 25 meter høje bøge fyldt med indskæringer. De er fredet. Stedet ligger meget smukt og var derfor fint egnet som festplads. Samtidig brugtes træerne som saamærker. Oprindelig var Tankefuld navnet pa en stor eg, men blev saa overført til et traktørsted paa pladsen. Paaviser: Som foregaaende, 1037 Ollerup sogn. Uden for herregarden Nielstrup stod to linde, hvorunder lindormen gemte sig. Den
ville bryde ud og anstifte ulykker, hvis lindene blev fældet (DFS) Lige foran hovedbygningen staar to metertykke linde, 25 m høje. En endnu ældre og større staar alene, lidt
mod vest. Hverken ejeren, eller de tidligere skovfogder kendte historien, men fru Birthe Larsen, Humlebæk. Arkitekt Mindedals datter og gift med K.E. Larsen, som er barnefødt i Ollerup, kan huske, at man i hendes barndom fik de to linde udpeget som ormetræerne.
1054-1 Aastrup sogn er to gamle linde i vejknækket 500 m øst for Aastrup paa vejen til Nakkebølle, hvor en grusvej gaar lige ud til avlsgaarden, 1.5 m tykke og 18 m høje, knudrede og tæt bevoksede med ris og grene. Træerne er brandtræer for Nakkebølle og maa ikke røres.
1054-2.er en rødtjørn midt i græsset paa en p-plads for enden af Nabgyden vest for Aastrup ved stranden i Nabbe. Den var ifølge paaviser, Chr. Dan Nielsen, A strup, tidligere 20 cm tyk og meget gammel, men den gamle stamme er gaaet til og fem nye er skudt op omkring den, 15 cm tykke og 56 m høje. Det er en pesttjørn. En lokal tradition taler om, at en af pesttjørnene gaar tilbage til Den sorte Død. Men i Fynsk Hjemstavn 1930, side 13, fortælles om en kvægpest omkring 1750, der standsede, da en tjørn blev plantet over dyrene. Pesten ville bryde ud igen, hvis den blev fældet. Da en gaardejer savede en gren af, udbrød der mund-og klovsyge pa hans gaard. Ved Aastrup Kirke er i 1957 anlagt et bystævne med en ung lind som centrum. Meddeler og paaviser. Chr. Dan Nielsen, Aastrup.
1054-3 er en stor hvidtjørn i marken 200 m vest for Aastrup Forsamlingshus med fem stammer, 20 cm tykke og 8-10 m høje. Den staar ensom i marken. Ogsaa den er en pesttjørn, men det vides ikke, om den er sat over mennesker eller dyr. I marken 100 m mod nord stod en anden pesttjørn, der faldt for nogle ar siden og nu er helt borte. Paaviser og meddeler. Som foregaaende.
1055 Vester Skerninge sogn Ulykkestjørn vedSyltemae Campingplads.
1056 Ulbølle sogn er en lind ved bystævnet over for forsamlingshuset, 70 cm tyk og 16 m høj med en smuk bred krone, staaende i et stenanlæg med forskellige mindesten. Den gamle bylind døde i 1878, hvorefter denne blev plantet (Br. 2, 328) Tornfred i Ollerup sogn Paa ejendommen Tornfred i Ollerup sogn skal have staaet en pesttjørn.
Ejendommen har navn efter tjørnen, som ikke eksisterer længere.