|
Stenen ved højskolerne i Ollerup
Initiativet til rejsning af dette mindesmærke udgik fra Niels Bukh`s fader, afdøde
højskolelærer Peder Bukh. Skønt han var i sin høje alderdom, var det ham, der med stor
iver og glæde gik i lag med tilrettelægning af planen for arbejdets udførelse. Først
fandt han en velegnet sten i Ollerup grusgrav, og senere - i marts 1922 - blev stenen
flyttet op til sin nuværende plads på den måde, at gymnastik- og folkehøjskolens
elever blev spændt for og trak af sted med den trækkende i lange tove, mens Peder Bukh
sad i sin stol oppe på stenen. Herom fortæller Niels Bukh i skolens årsskrift af 1922
følgende:
Mens vi holdt hvil på turen fremsagde bedstefar følgende digt, som han havde skrevet til
anledningen:
Den sten, man ej kan løfte,
den skal man lade ligge,
det er et gammelt ord,
men bedstefar det agter ikke;
netop fordi du er så stor,
du ej er til at bære,
han siger disse ord:
En mindesten skal du være,
en mindesten om genforeningen
med Sønderjylland, det er meningen.
Som kampesten ligger du tavs mellem grimme grave,
som mindesten skal du hjem og pryde skolens have.
Og så tager han fat foruden hest og hammel,
som den, der endnu ikke er bleven gammel,
og ved hjælp af de unges kræfter,
står stenen nu herefter
i skolens have og taler
både vinter og sommer
til de unge, som på skolens kommer,
"taler", mens slægt efter slægt må tie,
om hvad der vindes
ved trofast i tålmod at bie
på Herrens time.
Den 15. juni 1922 samledes man ved 7-tiden i den dejlige sommeraften omkring stenen,
som efter Niels Bukhs forslag havde fået til indskrift:
Sønderjylland - 1920
Gymnastik- og folkehøjskolens elever og mange andre fra byen deltog i den smukke
sommerfest. Stenen blev ikke "afsløret", men der blev holdt korte taler af
Peder Bukh og Lars Bækhøj. Den sidste talte om Dannebrog og om Sønderjylland forenet
med Danmark og han nævnte stenen som et minde om dette. Senere samledes man om elevernes
sangdanse, og det var kønt at se de gamle danse udført af unge piger i farverige
nationaldragter.
Stenen står smukt i haven mellem de to skoler, i hvilke så mange unge danske på en
virkningsfuld måde er kommet i forbindelse med det nationale.
Stenen i Vester Skerninge på pladsen overfor Vester Skerninge Apotek
Om denne sten fortælles et gammelt sagn, der lyder således: Den store sten på marken
ved Ulbølle kirke er kastet af nogle trolde i Vester Åby efter nævnte kirke. Da de ikke
ramte kirken, sad de hver nat og snurrede rundt på stenen, så der blev slidt en temmelig
stor fordybning i den. Den, der flyttede stenen fra stedet ved Grønnegade, skulle
vederfares en ulykke. Nu er den dog slæbt til Vester Skerninge og brugt som
genforeningssten.
Sagnet blev alt for sandt; thi om få sten i Danmark har der stået så bitre og hårde
kampe som om denne. Det er ikke med udelt glæde, man stifter bekendtskab med dette
mindesmærkes historie.
Hovedlinien i sagens udvikling var som følger.
I 1920 var der i hele sognet god stemning for at få rejst et smukt genforeningsminde
midt i Vester Skerninge by. Altså holdt man møde, hvor et udvalg blev nedsat til at
ordne det fornødne. I dette udvalg blev apoteker Sibbernsen valgt til formand, idet han
jo var en betydelig historiker. Men der var ikke megen enighed i udvalget, og formanden
trættede i medlemmerne med en lang række møder. Der blev nu indsamlet en pengesum til
formålet, og der var god enighed om at anvende den store, smukke sten hos husmand M.
Skytte Nielsen i Ulbølle Grønnegade.
Den 10. august 1920 kørtes det sidste læs korn bort fra pladsen lige overfor
apoteket, og pladsen blev ordnet til at modtage stenen. Først blev naturligvis
jordstykket købt til dette brug.
Den 23. august s.å. blev stenen anbragt på sin nuværende plads midt i byen. Det er
en smuk overligger, der hviler på tre mindre sten.
På den ene side blev indhugget : "1864-1920"
På den anden side ses Kr. 10`s navnetræk, og på en tredje læses: "Rejst til
Minde om Genforeningen 1920"
Uden om blev der plantet vilde roser, de kom til at danne en smuk ramme om
stensætningen.
Alt dette blev hurtigt og udmærket ordnet af - apoteker Sibbernsen alene. Intet under,
at han gerne ville gøre den smukke plads, der er genbo til apoteket, til et kønt anlæg.
Udvalget var ikke tilfreds med, at indskriften ikke kunne ses fra vejen, mens apotekeren
til de yderste konsekvenser fastholdt, at stenen netop var anbragt rigtigt. Over dette
svælg kunne ingen bygge bro. Enkelte uddrag af de mange skrivelser, som fandt vej mellem
formanden og udvalgets øvrige medlemmer viser klart hele stillingen.
Den 7. september 1920 skriver Lars Pedersen, Skerninggård: "Udvalget ønsker, at
De fuldfører det påbegyndte arbejde, dog må også jeg pointere, at stenen bliver drejet
således, at indskriften bliver synlig fra vejen".
Dette skete ikke. Men i en deklaration af 29.d ec. 1920 bestemmes -- "at
mindepladsen med genforeningsstenen aldrig må bebygges ej heller med lysthuse eller
lignende, og stenen må aldrig hverken flyttes eller drejes. De andre sten må ej heller
flyttes, og der må overhovedet aldrig foretages noget med pladsen, som berører den dens
nuværende karakter.
A.E. Sibbernsen".
I brev af 7. oktober 1920 skriver Sibbernsens broder; Albert Sibbernsen: "At du
har handlet uden samråd med det råd, hvori du er formand, kan ikke nægtes." ...
Der var nu tale om at rejse en anden sten af samme art for de indkomne penge. Dette
blev dog ikke til noget. Af regninger og bilag fremgår, at pladsen kostede ca 2500 kr.,
og at udgifterne til hele anlæget med sten, beplantning osv udgjord ca 2300 kr. Dette
beløb blev betalt af Sibbernsen.
I brev af 30. september 1920 foreslår Søren Nielsen, Mosevang, at man skulle rejse en
mindre sten foran den store. Men dette blev forkaster. De indsamlede penge blev da efter
et møde i forsamlingshuset sendt til Sønderjylland til hjælp for danskhedens sag syd
for den nye grænse.
Der kunne naurligvis ingen festlig afsløringsfest holdes under disse omstændigheder.
Stenen var, indtil apoteker Sibbernsens død, et helt privat mindesmærke, tilhørende
apotekeren. - Så gik der nogle år.
Den 23. februar 1925 sendte apotekeren en skrivelse til sognerådet, hvori han meddeler
dette, at han har testamenteret 2000 kr. til vedligeholdelse af genforeningssten med
anlæg og beplantning samt enkelte andre dele af sognet. Derefter kommer i brevet følgene
smukke linier, der viser, hvor sørgelig sandt det fornævnte sagn er blevet: "jeg
benytter lejligheden til at bede sogneråde lade gammelt nag være dødt og lade
genforeningsmindet tilhøre sognet."
Dette tilbud modtoges med tak af rådet ved dets formand, Chr. Hansen.
Kun få landsbyer har et smukkere mindesmærke end genforeningsmindet i Vester Skerninge.
Ulbølle - Stenen ved kirkepladsen midt i Ulbølle by
En stille sollys sommerdag i juli 1920 gik en bonde fra Ulbølle by over markerne mod
sit hjem. Han tænkte - som mange i denne tid - mere på Sønderjylland end på sin lille,
lune hjemby. På sin vandring skulle han over et stendige for at få foden på egen grund.
Dette stendige har måske helt fra Valdemarstiden, da jorderne deltes i solskifter, dannet
skel mellem de gamle gårdtofter og fællesmarken uden for. Da fangedes hans øjne af en
stor kampesten, der lå halvvejs fremme i lyset med en smuk fladside opad. I dette
øjeblik sprang en plan fuldfærdig frem i hans tanker: Denne sten, som egnens bønder for
århundreder siden har tumlet med,inden de fik den på plads, burde bruges til et
genforeningsminde. Dens plads var under den store lind på bystævnet midt i Ulbølle by.
Men hvordan gribe sagen an, så al smålig strid og uenighed kunne undgås. Stenen lå
ca 50 alen syd for Engebjerg Bakke; derfra er kun et kort stykke vej til byen. Et par uger
efter kom baronesse Schaffalitzky de Muckadell til Rødkilde gående ad sognevejen langs
Jerntvedgård. Hun standsede og gav sig i snak med bonden, der arbejdede på marken. Han
bad da baronessen om at sætte sig i spidsen for planen om at give Ulbølle et minde om
genforeningen. Baronessen svarede straks, at forslaget var godt, pladsen fortrinlig, så
hun lovede at tænke over sagen. Kort efter henvendte baronessen sig til formanden for det
udvalg, der havde arrangeret en genforeningsfest, købmand Hans Andersen, Ulbølle.
Udvalget vedtog enstemmigt at foretage en sogneindsamling til fremme af planen Der indkom
220 kr. I komiteen fik købmand Larsen og gårdejer Niels Madsen, Jerntvedgård, sæde
foruden de to forannævnte. Niels Madsen skænkede stenen i det gamle stendige. Den blev
gravet frem og væltet ind på marken, og den blev antaget af udvalget med arkitekt
Methlings ord: "Den sten ligner en overligger til en kæmpehøj, den er som skabt til
at hvile på tre andre. Jeg tilråder, at den anbringes på denne måde." Baronessen
foreslog følgende indskrift:
"Til Minde om Genforeningen 1920".
Desuden satte man nederst på stenen med små bogstaver: "Rejst af Beboere i
Ulbølle Sogn". Endnu medens stenen lå i marken blev disse ord indhugget af
billedhugger Simonsen, Svendborg.
Udvalget opsøgte derefter 3 halvstore sten til underliggere og 9 mindre, der blev
anbragt i kreds omkring lindetræet og stensætningen. Den mægtige krone, der hvælver
sig over det hele, er smukt klippet på undersiden.
I september 1920 blev stenen af købmand Hans Andersen anbragt på sin plads. Og
afsløringsdagen fastsattes tild en 28. september. Udgifterne androg ialt kun ca 70 kr;
resten af beløbet skænkedes til hjælp til elektrisk lys i sognets gamle kirke, hvis
hvide mure tydeligt ses fra anlægget.
Stenen beholdt sin naturlige overliggerform urørt, og den er ca. 1½ m lang, 1 m bred
og 3/4 m høj.
Da sognets sidste veteran, den 88-årige Johan Hansen Schultz, blev anmodet om at
afsløre stenen, rettede han sig op og sagde: "Det kan jeg sagtens! - så skulle jeg
da nå at opleve det også, at noget af det kom tilbage, som vi stred sådan for i Dybbøl
Skanser!" Gamle Johan fortalte med stolthed om, hvordan han var med at forsvare
Skanse II under løjtnant Anchers kommando.
Han blev dannebrogsmand, da han fyldte 95, og døde året efter i 1928, åndsfrisk til det
sidste.
Den 28. september 1920 samledes mange af beboerne da i byens midte. Førhen stod her
ved smedien 3 store asketræer. Nu er kun linden tilbage. Efter købmand Hans Andernsens
velkomst sang man: "Det have så nyligen regnet", så talte købmand Larsen om
de sønderjyske sange. Lærer Rendbæk talte om de mange mindesmærker,d er skød frem i
sogn efter sogn - ikke ved et magtbud. "De står som tegn på en fri og
samdrægtig vilje. Enighed mellem stænderne og mellem landene er en stor ting. Kun et
fredeligt samarbejde kan sikre os en lykkelig fremtid", udtalte lærer Rendbæk.
Idet forsamlingen blottede hovederne strøg J.H. Schultz, den eneste tilstedeværende
veteran fra 1864, Dannebrog bort fra stenen. Den nævnte indskrift stod tydeligt med
forgyldte bogstaver for alle. - Købmand Andersen takkede alle, der havde deltaget i
arbejdet med dette mindesmærke og overdrog dette og pladsen til sognerådets beskyttelse.
En smuk sang, skrevet af I. til dagen, blev sunget. Den hedder: "Hvor kirkebakken
skråner ..." Et vers af sangen lyder sådan:
Her stenen står til minde ved alfar vej og sti,
mens år ved år bortsvinde ind i den fjerne tid.
Den drager slægtens tanke til Sønderjylland hen,
til landet, som vi tabte og vundet har igen.
Stenen ved Lunde nu nedlagte skole
Tanken om at rejse en sten i Lunde sogn kom fra fru K. Kildemann og sognerådsformand
Rasmussen i Høje. Stenen er fundet på gårdejer H. Kildemanns jord og transporten af den
blev besørget af samme mand; men jordhøjen, hvorpå stenen rejstes, blev sammenkørt af
sognets beboere. Stenen blev tilhugget og rejst af K. Østbjerg, Slæbæk, og udgifterne
dertil samt vedligeholdelse dækkedes af frivillige bidrag.
På et hjørne af skolepladsen ved Korsvejen blev stenen rejst. Afsløringen fandt sted
i september 1921. Indskriften på den ca 1½ m høje sten er:
Sønderjylland 1864-1920
Afsløringen foretoges af lærer Christensen, som i sin tale fremdrog flere træk af
Sønderjyllands historie. Senere afholdtes en vellykket fest i forsamlingshuset med taler
og sange.
Nogle år senere er pladsen med stenen blevet solgt til en privatmand;
Gårdejer Johs. Vest, Bobjerg oplyser 1999, at genforeningsstenen i mange år stod på
en grund ved hovedvej 9, tilhørende Langkildegården. Herfra er stenen formentlig flyttet
til den nye Lunde Skole, som opførtes i 1960, hvor stenen stadig findes.
Private genforeningssten i Kirkeby sogn.
Sten på Alpevej i Egebjerg
Efter oprettelsen af Egebjerg lokalhistoriske Arkiv i 1975 kom en privat
genforeningssten frem i dagens lys på en ejendom i Egebjerg. Den bærer årstallene 1864
og 1920, men ingen synes at kende dens oprindelseshistorie. Stenen står endnu i 1999,
hvor den blev gravet frem.
Gårdejer Niels Mortensen Nørregaards sten i Dongshøjrup
Et af amtets ejendommeligste mindesmærker er udført af den gamle, djærve bondemand
Niels Mortensen Nørregaard, som døde ca 1931.
Denne sten viser et billede af moderen, der modtager sin hjemvendte søn.
Kvindeskikkelsen er nøjagtig to alen høj, drengen ca 1½. På fodstykket står:
Velkommen hjem, min Dreng! 1920
Nørregaard fortalte selv derom: Jeg var jo over de 70, før jeg begyndte at hugge i
sten. Men lad os begynde med begyndelsen. Stenen er foræret mig af skovrideren på
Hvidkilde. Den er fundet i den lille skov Fuglehaven - et af de højeste punkter i de
fynske Alper. Den målte ca 3 alen på alle måder, så jeg måtte ahve en stenhugger til
at hjælpe mig at kløve den. Det tog os 4 timer - og kostede akkurat 8 kr; de eneste
udgifter, stenen i det hele taget har skaffet mig. Sidst i maj 1927 hentede vi den hjem
på min søns vogn, og i august var den færdig til opstilling ude i haven
Et barnebarn til Niels Mortensen Nørregaard oplyser dog her i 1999, at bedstefaderen
blev godt og grundigt træt af stenen, som han derfor gravede ned foran sit hus i
Dongshøjrup.
Thorvald Sehested fortsætter: Niels Mortensen Nørregaard havde set et billede i et
blad af billedhugger Axel Poulsens store værk i Fælledparken i København, og straks
sagde han til sin kone: "Det kunne jeg vist også lave!" Men da var Niels
Nørregaard en øvet amatør i stenhugningens vanskelige kunst. I 1923, da han flyttede
fra sin gård hen i et lille hus, begyndte han at slæbe sten sammen. Han hentede dem
både hele og halve mil borte. Så lavede han en meget smuk og ejendommelig stenhøj i sin
have. Der er 21 sten ialt. På nogle er udhugget dyr og fugle, ja, endog planter er
afbildet både morsomt og naturtro. Oppe i haven ved den gamle gård [Nørregård på
Nørregårdsvej] står i et hjørne en meget beskeden genforeningssten. Den blev tilhugget
og anbragt der i 1920. Dens indskrift er:
1864 Sønderjylland 1920.
Ved siden af den står en lignende sten til minde om den nye grundlov 1915.
Niels Mortensen Nørregaard er kanske den eneste danske bonde, som med hammer og mejsel
selv har tilhugget to mindesmærker om genforeningen, det ene endda efter et stort
kunstværk i hovedstaden. Dette danner slutstenen på et jævnt og virksomt bondeliv. Selv
i sin høje alderdom havde han lyst og mod til at sysle med noget, hvori hans fædreland
var den faste kærne. Det er egentlig underligt at stå og se på dette umiddelbare udtryk
for, at her er tale om en begivenhed, en oplevelse i vort folks liv, som for alvor dalede
dybest ned i bondevrå.
Ved havens indgang var opstillet to sten - det var de to sønderjyske løver, der står
vagt ved et lille hjem i Danmark. |
