Illustreret Beskrivelse  af Byens Tilblivelse og Udvikling til Nutiden fortalt af en gammel Svendborger. Svendborg. Trykt og udgivet af Svendborg Akcidenstrykkeri (V. Westermann) 1903.

Parti ved Svendborg Sund

Middelalderens Munke havde Sans for Naturskønheder og byggede næsten altid paa de skønneste Steder. Et af Landets ældste Klostre opførtes her ved Sundet (1236), men allerede da var Svendborg til. Naar Byen er opstaaet, vides ikke; med Svend Tveskæg og Svend Grathe har den intet at gøre, og dens Navn kan ikke udledes fra disse.
Muligvis har her i Oldtiden været et hedensk Offersted; senere i Tiden er der fremkommet et Fiskerleje, men som Købstad er Byen - iøvrigt i Lighed med de fleste af Landets andre Købstæder - først fremstaaet under Valdemarèrne. Begge Byens Kirker er efter al Sandsynlighed fra Valdemar Sejrs Tid, og den nu nedbrudte Klosterkirke er sikkert fra samme Konges Tid, men endnu tidligere har her været en "Borg", altsaa et befæstet Kronen tilhørende Slot og Sædet for en kongelig Embedsmand. Denne Borg er imidlertid forlængst forsvunden uden at efterlade noget Spor; vi ved ikke, hvor den har ligget, endnu mindre, hvorledes den har set ud; men til den knytter sig den ældste, historiske Efterretning om Svendborg. Den omtales nemlig i et Diplom af 15. Juni 1229 hvorved Kong Valdemar skænker sin Svigerdatter Eleonora (den unge Kong Valdemars Hustru) som Medgift det sydlige Fyen med Borgene "Swinæburgh", "Wordburgh" og "Foburgh". I dette Kongebrev har vi Byens oprindelige Navn. Den har simpelthen heddet "Svineborg". Byen og Borgen var omgiven af store Skove; disses Olden gav rigelig Næring for Svin, som Borgerne altsaa har haft i stor Mængde, og svineholdet har derfor givet Navn baade til Borgen og Byen.
Senere hen er Navnet stavet paa flere forskellige Maader og først i det 17de Aarhundrede fremkommer Navnet: Svendborg.
Samtidig hermed er Sagnet fremkommet om, at Byen skulde være anlagt af en Kong Svend; kun vidste man ikke rigtigt, hvilken Kong Svend man skulde give Æren.
Naar vi vil forsøge at danne os et Billede af, hvorledes den gamle By har set ud i sin første Ungdom, maa vi først tænke os Sundets Udstrækning betydelig større end nu. Det har i Aarhundredernes Løb maattet afgive meget af sit Omraade til den By, der opstod ved dets Kyst.

Hele den Plads, som nu optages af Kvægtorvet, Frederiksgade, Jessens Mole og Nordre Havn er jo for ganske nylig frataget Sundet; men for nogle Aarhundreder siden gik dette paa Byens nordlige Side helt op over Dronningemaen. Ved Gravninger her i Midten af det 18de Aarhundrede har man fundet Rester af Baade,  og hvor der har været Baade, har der ogsaa været Vand.
Byens nordre Grænse har altsaa været ved den nuværende Bymølle, hvad ogsaa Gadenavnet "Tullebrinke" (Thules Brink = den yderste Brink) tydeligt nok siger os. Mod Syd og Sydvest har Sundet dækket hele det Terræn, hvor nu Villakvarteret "Lunden" er i Færd med at rejse sig, og hvor der for faa Aar tilbage var en vid,sumpet Mark. Oprindelig har Byen altsaa kun været landfast paa sin vestlige Side.
Hvor Sundet holdt op, tog Skovene fat.

De Smaaskove, som i vore Dage ligger spredte uden om Byen, er kun sørgelige Rester af fordums Herlighed, kun ubetydelige Ruiner af et stort, sammenhængende Hele.
Det er paa den her omtalte lille Halvø, at det første Fiskerleje er opstaaet, gemt bag Skovene og gemt for Sørøvere, dækket, som det var, af de mange Smaaøer og ved det vanskelige Farvand, hvor det ikke var let for ukendte Folk at finde ind.
Saa byggedes Borgen for at værne om Fiskerlejet og vel ogsaa for at værne om, at Kronen fik sine Afgifter, at Fiskerne gav Kongen, hvad Kongens var; lidt senere kom Klosteret og Kirkerne for at værne om, at Gud fik, hvad hans var.
Om Klosteret og Kirkerne skal senere tales, kun skal her bemærkes, at Kirkerne den Gang havde et noget andet Udseende end nu, og at navnlig Taarnene var uden Spir og ganske lignede almindelige Landsbykirkers Taarne.
Omkring Borgen, Klostret og Kirkerne laa Fiskernes og Borgernes Hytter, lave og uanseelige, opførte af Bindingsværk, klinede af Ler, tækkede med Straa. Gaderne var snævre, krumme, uden Brolægning, dygtigt snavsede, vel næppe mindre stejle endnu og kun omfattende en mindre Del af den nuværende egentlige gamle By.
Udenom det hele løb Befæstningen, rimeligvis oprindelig kun bestaaende af nedrammede Pæle med indflettet Risgærde, Plankeværk og deslige. Den blev saa senere gentagne Gange udvidet og forbedret. I den sydøstlige Del af Byen, som et Led af Befæstningen og vistnok den stærkeste Del af denne, bestemt til at dække Indløbet til Sundet mod Syd, laa det saakaldte "Skattertaarn". Det er temmelig sikkert opført paa Valdemar Sejrs Tid og har været et ret anseligt Stentaarn, hvoraf der endnu for halvtredie hundrede Aar siden fandtes Ruiner. Resen skriver nemlig, at der fandtes "gammel Mur af et Taarn, som har været brugt til at lægge Stykker (d.e. Kanoner) paa."
Nu er disse forlængst forsvundne, og det kendes ikke, hvor Taarnet har ligget. Antagelig har det været i Nærheden af Skattegade, der har Navn efter Taarnet, men hvad har saa Taarnet faaet Navn efter? Det ved vi heller ikke, men i hvert Fald er det næppe saaledes, som man tidligere har ment, efter "Skotterne".
Som Helhed har Befæstningen næppe været synderlig bevendt; i hvert Fald blev den regelmæssigt indtaget hver Gang den blev stormet.

Vi har nu forsøgt at give en Antydning af, hvorledes den unge Købstads Udseende kan tænkes, da Kong Valdemar Sejr Skærtorsdag 1241 lukkede sine Øjne paa Vordingborg Slot. Det paafølgende Hundredaar var kun altfor rigt paa Ulykker for Landet, og Svendborg fik sin rigelige Part af dem.
Ved Kong Valdemars Død tilfaldt Byen hans næstældste Søn Abel som en Del af dennes Arvelod. Da den uhyggelige Broderstrid  opstod mellem Abel og Erik, gik det ogsaa ud over Svendborg, der først blev erobret af Erik og derpaa tilbagerobret af Abel.
At dette ikke løb af uden Plyndring og Brand, er en Selvfølge.
Ved Kong Abels Død tilfaldt Byen en af hans Sønner, der ligeledes hed Abel og ligeledes kom i Spektakel med Kongen (Christoffer den 1ste). Dette medførte nye Plyndringer og nye Brande, men endte iøvrigt med, at Abel beholdt Byen, i alt Fald døde han her 1279 og blev begravet i Graabrødrenes Klosterkirke. En halv Snes Aar efter Junker Abels Død fik Byen Besøg af den norske Konge, Erik Præstehader,d er heller ikke kom i nogen god Hensigt, og for tredie Gang blev Byen plyndret og brændt.
Saa havde den Fred til 1316, da den paany blev afbrændt, denne Gang af Junker Christoffer, der laa i Strid med Broderen, Kong Erik Menved. Endelig kom Lybækkerne i 1389, og paany blev Byen plyndret og brændt. Det var 5te Gang i mindre end 140 Aar. Saa hørte det endelig op, og det var da ogsaa paa Tide. Det, man forbavses mest over, er, at der virkelig kan have været noget at plyndre hver Gang. Haarde Tider maa det have været for Byen, og Borgerne har maattet sande den gamle Kæmpevises enfoldige Ord om, "at nu stander Landet ud i Vaade."

Iøvrigt maa man med Hensyn til disse hyppige Plyndringer med tilhørende Brande vel tage sig i Agt for at anstille Sammenligninger mellem Nutidens Forhold og Datidens. Svendborgerne kunde i det 13de Aarhundrede tage en saadan Tørn med adskillig mere Sindsro, end vi kan gøre det nu om Stunder.
De elendige Hytter var lette og lidet bekostelige at opføre,d e vare endnu nemmere at brænde af; men det var heller ikke saa vanskeligt at faa dem bygget op igen, og hvad Plyndringerne angaar, da havde Folk den Gang ikke saa meget Liggendefæ som nu, og hvad man havde af Guld, Sølv og andre Værdigenstande - meget har det næppe været - kunde man som Regel nok naa at grave ned i Jorden eller paa anden Maade faa godt gemt, naar man fik Færten af, at der var Ugler i Mosen. At man i ældre Tider brugte at sikre sig paa denne Maade, naar man frygtede Fare, fremgaar tydeligt nok af Møntfund, gjorte til forskellige Tider. Saaledes fandt man i 1885 ved at nedbryde en gammel Bygning ikke mindre end 51 Guld- og 3779 Sølvmønter, nedlagte i en Gryde. Mønterne var fra Erik Pommerns Tid og endnu ældre.
Værst var det for Graabrødreklosteret, der selvfølgelig heller ikke gik Ranet forbi, og der var som Regel noget at tage; men Klostrene kunde dog af og til gøre sig Haab om at faa Erstatning; i hvert Fald vides det, at Lybækkerne 1266 gav Graabrødrene i København og Svendborg 50 Mk i Erstatning for den Skade, der i Krigens Tid var tilføjet deres Klostre. Dette Beløb havde Klostrene selv ansat Skaden til og de har vel næppe sat den for lavt.
Efter al denne Plyndren og Brænden fik Byen Fred og Ro indtil Deltagelsen i Grevens Fejde, og vi vil nu, inden vi gaar videre, dvæle lidt ved det gamle Svendborgs interessanteste Bygning, det gamle Graabrødrekloster, der var den ældste af Byens Kirkebygninger, idet det opførtes 1236 af Valdemar Sejrs tidligere Drost og Høvedsmand i Svendborg, Astrad Trakke, der selv endte som Munk i Roskilde.

Den gamle klosterkirke

Nu er der intet mere levnet af denne ærværdige og anselige Bygning. Den laa, hvor Banegaarden nu staar, og var opført i 4 Fløje. Den sydlige var den taarnløse Klosterkirke. Den har ligget parallelt med den nuværende Frederiksgade, og naar der  foretages Jordarbejder i Baneterrænets sydlige Del, komme Murrester af den gamle Kirke tilsyne. I Kirken var mange Begravelser, baade adelige og borgerlige, og da den 1828 som overflødig og unødvendig blev nedbrudt, blev Kisterne ført ud paa den nye Kirkegaard ved Langestræde og nedsænkede der. Under Gulvet i Koret laa den foran omtalte Junker Abel.
Den vestlige Fløj blev efter Reformationen benyttet som Latinskole, men da denne nedlagdes 1740, henstod Fløjen ubenyttet, og den forsvandt saa sammen med Kirken. Paa dens Plads opførtes den gamle Borgerskole.
Den nordlige Fløj, en lang, lav enetages Bygning, der oprindelig indeholdt Munkenes Celler, fik Lov at staa indtil 1875, men da Banearbejdet begyndte, maatte ogsaa den række Hals, og dermed forsvandt saa den sidste Rest af Klosteret. Den benyttedes efter Reformationen som Hospital, senere som Lemmestiftelse. Mange Svendborgere vil erindre adskillige af dens Beboere, bl.a. Dorthe Thune.

Den vestlige Fløj, om hvilken vi aldeles intet ved, blev rimeligvis nedbrudt straks efter Reformationen.
Et Stykke nord for den nordlige Fløj laa en ret anselig, særskilt Bygning, der oprindelig har været benyttet som Abbedbolig. Den nedbrødes sidst i tredserne og kaldtes i daglig Tale "Klostergaarden". Dens sidste Ejer, forinden Kommune erhvervede den, var en nu forlængst afdød Justitsraad Theill.
Hvor nu Banepladsen er, laa Klosterets Kirkegaard, og mod Øst gik Klosterets store, smukke Have ned til Stranden.
Alt dette tilhører nu en svunden Tid, og paa Tomterne har nu Byens fashionableste Kvarter rejst sig.
Det er besynderligt Billede af Tidernes Omstiften!
Hvor det gamle, ærværdige Kloster laa med sine statelige Bygninger, paa dette fredhellige Sted, hvor Munkene færdedes, hvor Salmer og Messer løde, hvor Slægt efter Slægt søgte Kirkens Trøst, hvor Slægt efter Slægt fandt Gravens Hvile, der staar nu en Banegaard med alt sit moderne Tilbehør. Togene kommer og gaar, Lokomotivet stønner, og Dampfløjten lyder. Alt dette har ikke meget tilfælles med Messer og Salmesang, og der, hvor Kirkegaarden laa med Kors og Grave, staar nu Byens eleganteste Bygninger, Bank, Telefonstation og Hotel.
Ja! Tiderne skifter, og om vore Fædre stod op af deres Grave, vilde de sikkert undre sig.
Om Forandringen vil tiltale dem, er en anden Sag. Hver Tid ser med sine egne Øjne.

Lad os hermed forlade det gamle, nu forsvundne og snart forglemte Kloster. Det maatte dele Skæbne med saa mange af vore øvrige store Klosterbygninger, der for Størstedelen er jævnede med Jorden eller gjorte ukendelige ved at omdannes til Herregaarde, Hospitaler o.desl.
Det var, som anført, i 1389, at Lybækkerne plyndrede og brændte, og Borgerne havde herefter Fred henved halvandet hundrede Aar. I denne Tid er byen gentagne Gange omtalt i Privilegier og Kongebreve, og alt tyder hen paa, at her har rørt sig et efter danske, middelalderlige Forhold ret kraftigt Købstadliv og med et Borgerskab, som med Iver og Energi vaagede over sine Interesser, navnlig sine Handelsprivilegier.
Svendborg indtog ikke nogen særlig fremtrædende Plads blandt de danske Købstæder, men den var dog den næststørste paa Fyen og stod kun tilbage for Odense; og allerede Erik af Pommern gav  den Privilegium paa at nyede lige saa stor Frelse og Naade som Odense Borgere nød.

Christoffer af Bayern udvider og stadfæster Byens Privilegier, og navnlig er hans Brev til Byen af 1442 paa mange Omraader ret interessant. Det bestemmes heri, at saafremt nogen "Ildgerningsmand" kommer til Byen, og der fra nogen Side - indenbys eller udenbys - klages over ham, da skal Byfoged, Borgmester og Raad opbyde nogle af Almuen for at anholde ham, og saafremt han da ikke kan stille Borgen for sig, "da skal Kongens Jern borge for ham, indtil Sagen vorder paakendt."
Viser det sig saa, at han er uskyldig, da kan ikke Bymændene, som har anholdt ham, men kun den Anmelder eller Klage, paa hvis Foranledning Anholdelsen er sket, drages til Ansvar.
Endvidere indeholder samme Privilegium det Paabud, at saafremt udenbys Mand kommer til Byen og gør Gæld hos nogen Borger og derefter vil rejse bort, uden at betale, da skal Byfoged og Byraad have Fuldmagt til at holde Vedkommende tilbage, indtil han har betalt, medmindre han netop kan godtgøre, at han rejser i Kongens Ærinde.
Dette maa jo siges at være en ganske praktisk Bestemmelse.
Fra samme Konges Tid er et Kongebrev af 1444, indeholdende forskellige Bestemmelser, trufne i Anledning af Klager, fremsatte fra Borgernes Side.
Ogsaa dette Brev er værd at lægge Mærke til, fordi det viser, med hvilken Interesse Borgerne vaager over deres Privilegier.
Først havde Borgerne klaget til Kongen over, at nogle Præster, som havde Kirker og Præstegaarde paa Landet, ikke vilde bo der, men derimod nytter Torv og Marked i Svendborg, ligesom andre Borgere, uden dog at svare Skat og Tynge. I den Anledning paalægger Kongen Præsterne enten at udrede Afgifter lige med Borgerne eller at bo nærved deres Kirker, saaledes som det sømmer sig.

Endvidere havde Borgerne klaget over, at nogle Adelsmænd og Bønder havde Jorder og Gaarde i Svendborg, men hverken vilde bebygge Jorderne, bo i Byen eller udrede Afgifterne lige med Borgerne. Kongen bestemmer nu, at de Vedkommende har at flytte til Byen, bebygge Jorderne og udrede Skat lige med Borgerne, men hvis de ikke kan, fordi de allerede maatte have Gaarde eller Fæste paa Landet, saa skulde de sørge for, at Jorder og Ejendomme i Byen bebygges eller beboes af andre, som vil bo der og betale Afgiften, og gør de heller ikke dette, skal Borgerne have Lov til at sørge for Bebyggelse og Beboelse imod at give fornøden Leje til Ejerne.
Endelig indeholder Kongebrevet endnu en Bestemmelse, der tydeligt viser, at Svendborg ikke mere er noget Fiskerleje, heller ikke hovedsagelig en agerdyrkende By, men en Handelsby, der driver en livlig Sejlads paa Ind- og Udland, navnlig Tyskland, hvorfra der indføres Varer, og hvortil atter udføres Kvæg, Korn, Honning og andre Landprodukter.
Borgerne har nemlig ført Klage over, at der fra ulovlige Havne i Byens Omegn føres mange Varer ud og ind; herved føler Borgerne sig brøstholdne, og skal dette Forhold fremdeles vedvare, saa vil Borgerne ikke være i Stand til at svare den Afgift til Kronen, som deres Forfædre har ydet.
Som Svar paa denne Klage forbyder Kongen alle og enhver, enten han er af høj eller lav Byrd, at sejle ind og ud af disse ulovlige Havne. Handler nogen mod dette Lovbud, skal der overfor ham gaas frem, som mod enhver anden, der nægter at  adlyde Kongens Bud.

Denne Klage og Kongens Svar derpaa har aabenbart Hentydning til et Forhold, som berører Byens Livsnerve. Vi kan se dette af den Utrættelighed, hvormed Klagen senere gentages, og af den Iver, hvormed Byen har haandhævet sit Privilegium, naar den kan komme til det, og vi staar her over for Aarsagen til den Skæbne, som senere overgik Ørkel By og Slot.
Sammenhængen har simpelthen været denne: Byens Hovederhverv var Handel, som dreves paa den Maade, at Borgerne af Bønderne opkøbte disses Produkter, som de saa, rimeligvis med egne Skibe, afsatte andre Steder, ogsaa i Tyskland, hvorfra saa hjemhentedes nye Varer. Nu har der fra "ulovlige Havne" - altsaa fra Steder, hvor ingen Handels- eller Købstadsprivilegier havdes: Øerne i Omegnen og Bønderne i Ørkel By - været drevet en haard Konkurrence med Byen, saa meget farligere som den var fritagen for Købstadens Skatter og Afgifter, og denne Konkurrence er det altsaa, som Købstaden for enhver Pris maa have forpurret.
Hertil sigter Bestemmelsen i Kongebrevet. - Den hjalp blot ingen Ting.

Noget senere klages der nemlig igen. Der anmodes atter om Beskyttelse mod de ulovlige Havne og mod al den utilbørlige Sejlads, som udøves af Beboerne paa de omliggende Øer, Thurø, Strynø, Birkholm, Drejø m.fl., samt navnlig af Bønderne i Ørkel By. Disse sidste har fra Arilds Tid ført deres Varer til Svendborg, hvor deres rette Akseltorv er, men nu drager de uden videre omkring paa Landet og handler med Bønderne, afkøber disses Kvæg, Korn og andre Landbrugsprodukter, fører alt dette ud af Landet paa deres egne Skuder og sælger atter til Bønderne, hvad de fra Udlandet fører med sig hjem, alt uden Privilegier og uden at svare Afgift, hvilket Borgerne, og med Rette, formente skadeligt for Byen og stridende mod dens Særrettigheder
Dette bevirkede et aabent Brev af 1480 fra den udvalgte Konge, Hertug Hans. I dette forbydes al slig Handel bestemt, hvorhos det udtales, at saafremt nogen fremtidig gør sig skyldig i saadant, da skal Fogden med Byraadet have Ret til at forebygge det ved simpelthen med Magt at sætte sig i Besiddelse af Skibene, og saavel disse som den deri værende Ladning skal være forbrudt med Halvdelen til Kronen og Halvdelen til Byen.
Dette var en ret hvas Foranstaltning, og Borgerne benyttede den, naar de kunde komme afsted dermed, uden at bryde sig synderligt om, hvem Skib og Ladning tilhørte.
I et Brev fra 1543 skriver saaledes Lehnsmanden paa Nyborg Slot, Mikkel Brokkenhus, til Borgmesteren i Svendborg, Hans Skriver, at Fru Susanne Bølle til Nakkebølle havde beklaget sig over, at Svendborgerne havde taget et Skib, ladet med Havre fra hende. Havren var udskibet fra Aastrup Vig i Salling Herred og bestemt til Hertugdømmerne.
Hun vil nu gerne have sit Skib og sin Havre igen mod at stand til Rette for Kongen, naar han første Gang kommer til Fyen.
Det kan imidlertid ikke ses, at hun har faaet sit Ønske opfyldt. Hans Skriver har sikkert ment, at Bordet fanger.
Denne Borgernes Kamp for Overholdelsen af privilegierne fortsættes saa temmelig uafbrudt.
1512 er det igen galt. Denne Gang er det nogle Mænd fra Taasinge, som har overtraadt Forbudet ved ulovlig Udførsel af "ædendes Varer". Borgerne anmoder om Stævning mod disse Mænd og  deres Hjælpere og om, at Kongen derefter vil føre Sagen i Rette paa det kongelige Retterting, hvad den ogsaa blev.
Den værste Torn i Øjet paa Svendborgerne var dog utvivlsomt den ulovlige Handel, der dreves af Bønderne i den nærliggende Ørkel By, der ligesom Slottet hørte under Fyens Bispestol, og denne Handel var det i Øjeblikket vanskeligt at faa Ram paa, og den dreves uden andre Afgifter end den Fæsteafgift, der skulde tilsvares Bispestolen i Odense.
Saa var Borgerne i Svendborg spændt ganske anderledes for. Foruden de sædvanlige kongelige Afgifter var der hyppige Ekstraskatter og anden kongelig Ydelse. Af og til kneb det med at skaffe den. Paa et af Christian den 1stes Togter mod Sverrig skulde Byen have udredet nogle Folk til Rigets Tjeneste, hvad den imidlertid ikke gjorde, eller maaske ikke kunde gøre. Saa paalagde Kongen 1455 Byen som Godtgørelse for Folkene at udrede 200 Mark lybsk. Det har vist holdt haardt at skaffe dem, men heldigvis var Kongen ogsaa i Pengeforlegenhed, og for at faa Gang i Tingene og Pengene betalt i en Fart, slog han 50 Mark af. Saa rykkedes der ud med Mønten.

Fra 1501 - altsaa under Opstanden i Sverrig - haves der et aabent Brev fra Kong Hans til Byfoged og Raad, hvori han meddeler, hvorledes de svenske, og da navnlig Hr. Sten Sture og Svante Nielsen Sture, har sendt ham Undsigelsesbreve, saa at de nu vil være paa hans Undersaatters værste.
Han beder Byfoged og Raad lægge sig dette paa Hjerte og holde Vaaben og Værge rede. Dette er der dog ikke bleven Brug for; men 1510 - under Fejden med Lybækkerne - skriver Kong Hans` Dronning, Christine, til Byfoged og Raad, at Kongen har meddelt hende, at Lybækkerne paatænker et Angreb paa Langeland, og at der derfor maa samles Krigsfolk derovre. Som Svendborgs Bidrag hertil skal Byen foreløbig udruste 6 Karle, som med Vaaben og Værge skal sendes til Fogden paa Tranekær Slot, Ejler Hardenberg. De skal saa indtil videre ligge i Borgeleje paa Slottet, og Ejler Hardenberg skal give dem Øl og Mad, ligesom Slottets andre Tjenere.
Disse Folk blev ogsaa sendt, ligesom Byen i 1530 efter et Paabud af Kong Frederik den 1ste fik Valget mellem enten alene at udrede et Skib paa 40 Mand, eller i Samlag med Assens et paa 80 Mand. Man befrygtede nemlig den Gang Fejde med Kong Christian den 2den og hans Tilhængere, en Fejde, der imidlertid først udbrød nogle Aar senere, da Kong Frederik var død.
Det var altsaa ret betydelige Ydelser, som Borgerne maatte rykke ud med til Kronen, og da navnlig i urolige Tider, og det var det næsten stadig.

Det er derfor ganske forstaaeligt, at der herskede et indædt Had mod Bønderne i Ørkel, overfor hvis ulovlige Handel og andre Krænkelser af Byens Privilegier Borgerne havde staaet saa temmelig magtesløse, og som tilmed var fritagne for alle de Skatter og kongelige Paabud, som tyngede Borgerne i Svendborg. Hvad var da dette Ørkel By og Ørkel Slot? Ja, egentlig ved vi ikke synderlig derom.
Nord for Byen, i Udkanten af Caroline Amalielund, eller som Skoven almindeligvis kaldes "Rottefælden", paa en høj Bakke ses den Dag i Dag Ruinerne af Slottet. Glimrende smukt har det ligget. Sundet har den Gang gaaet langt højere op, og paa alle Sider har Slottet været omgivet af Skov, ret et Opholdssted, som kunde fryde Øjet ved sin herlige Udsigt over Byen, Sundet og alle de omliggende Øer. Ypperlig Jagt maa der have været i  de store Skove, og det er derfor intet Under, at det, da det kom i de fyenske Bispers Besiddelse, blev et yndet Opholdssted for disse.
Naar det er opført, vides ikke bestemt. Det er vistnok omtrent samtidig med Graabrødreklosteret, antagelig bygget af Valdemar Sejr i Slutningen af hans Regering og derefter gentagne Gange udvidet ved nye Tilbygninger. Hensigten med det har været, at det skulde beskytte Indsejlingen til Byen nordfra, ligesom Skattertaarnet dækkede Indsejlingen sydfra.
Det har altsaa oprindelig tilhørt Kronen og nævnes første Gang 1264, da et Gavebrev udstedes derfra.
I Rigets Opløsningstid, altsaa i den første Halvdel af det 14de Aarhundrede, var Slottet i de holstenske Grevers Besiddelse, kom derpaa atter tilbage under Kronen og havnede sluttelig under Fyens Bispestol. Bisperne holdt Fogeder paa Slottet, de residerede her ofte, og mange Breve er udstedte herfra.
Om Borgens Udseende vides saa godt som intet. At dømme efter de Udgravninger, som foretoges 1885 og følgende Aar, har den bestaaet af en firkantet Ringmur, vistnok opført af utilhugne Kampesten, indenfor denne og støttende sig til Ringmurens Inderside har været flere til forskellige Tider opførte Bygninger, deriblandt 2 firkantede med Grundsokkel af tilhugget Kamp, og som muligvis kan have været Taarne.
Paa en Bakke ved Siden af selve Slotsbakken er forefunden Murrester og Brudstykker af Brolægning. Det kan se ud, som om denne Bakke ogsaa har været inddraget under Befæstningen, og de Bygninger, som har staaet her, har rimeligvis været Lader og Stalde.
Ved Foden af dette Slot har altsaa Ørkel By ligget. Den har bestaaet af 20 Gaarde og 2 Vandmøller. Disse sidste eksisterer den Dag i Dag. Det er nuværende øverste og nederste Mølle. At der har været 20 Gaarde, ses af et Gavebrev fra Frederik den 2den af 1573, hvorved Svendborg overdrages al den Jord, som i sin Tid har ligget til de 20 Gaarde i Ørkel, med Undtagelse af de Enge, som bruges til Nyborg Slot. -
Det var i Sommeren 1534, at Adelen hyldede Hertug Christian (Christian d. 3.) som Konge i Danmark, og da udbrød den Borgerkrig, som kaldes Grevens Fejde, og som bl.a. blev saa skæbnesvanger for Svendborg, fordi Omstændighederne medførte, at Byen kom til at tage en saa fremtrædende Del i den.
Aarsagerne til denne ulykkelige Ufred er velkendte, og det skal her kun fremhæves, at naar Svendborg Borgere tog saa ivrigt Parti for den gangne Konge, Christian den 2den, da har Grunden hertil ikke alene været af politisk Natur, men maa - som det fremgaar af, hvad foran er fortalt - ogsaa, og maaske hovedsageligt, søges i Byens rent materielle Interesse, og navnlig er det formentlig utvivlsomt, at Ønsket om at komme det saa inderlig forhadte Ørkel grundig til Livs har spillet en afgørende Rolle.
Det var da ogsaa mod Ørkel By og Slot, at det første Stød blev rettet.
Det kan vel være tvivlsomt, om Borgerne som Helhed fra første Færd har været stemt for en aktiv Deltagelse i Striden, men det Parti, som ønskede dette, fik i alt Fald Overhaand. Til dette hørte af ansete Mænd Borgmesteren, Hans Skriver, og et Par af Byens Præster, og hertil kom yderligere, at Grev Christoffer havde sendt et Par af sine Høvidsmænd hertil for at paavirke Stemningen.
 En Sommernat - det var i Juli 1534 - drog saa Svendborgerne til Ørkel. Hvem, der har været Biskoppens Foged paa Slottet, kendes ikke, og sandsynligvis har der ingen Besætning været. Overfaldet kom vel ret uventet, og det ser nærmest ud, som om der ikke er gjort noget Forsøg paa Forsvar. Under alle Omstændigheder faldt Slottet hurtigt og let i Borgernes Hænder. Det blev straks afbrændt, (ved denne Lejlighed brændte tillige hele Stiftets Arkiv, som opbevaredes paa Slottet), og Gaardene i Ørkel By maatte dele Skæbne med det Slot, hvorunder de hørte.

Hermed forsvinder saavel Ørkel By som Ørkel Slot af Sagaen. Af dette sidste stod i mange Aar betydelige Ruiner af de svære Mure, men da Borgerne i lange Tider hentede Sten derfra til deres Nybygninger i Svendborg, svandt de mere og mere, og da Herregaarden "Bjørnemose" opførtes 1745 og hovedsagelig byggedes af Sten, hentede fra Ørkel, saa gik de sidste Rester.
Forinden de foran omtalte Udgravninger 1885 var hele Slottets Plads Pløjeland, og kun et ganske ubetydeligt Stykke af Ringmuren tæt henne under Skoven ledede Tanken hen paa, at her en Gang havde staaet et Slot.
Efter Udgravningen kan man danne sig en Mening om Slottets Udstrækning, og af forefundne forkullede Lag sås det, at Slottet var gaaet under ved Brand.
Der fandtes enkelte gamle Økser, Lansespidser og stigbøjler, nogle faa Sølvmønter fra Valdemarernes Tid og en samtidig engelsk Guldmønt, hvilket alt indsendtes til oldnordisk Museum.
Efter det vellykkede Overfald paa Ørkel havde Svendborgerne faaet Blod paa Tanden, og det gik nu løs paa Herregaardene i Nabolaget. Først gik det ud over Rygaard, der tilhørte Høvedsmanden paa Københavns Slot, Johan Urne. Den blev fuldstændig udplyndret, og Gaarden saa ødelagt, at den maatte ombygges.
Derefter kom Turen til Nakkebølle, hvis Ejer hed Clavs Eriksen Ravensborg; han kaldtes Clavs Slippeslot, fordi han som Christian den 2.s Lehnsmand paa Kallundborg Slot uden Modstand og paa ligefrem forræderisk Maade havde overgivet Slottet til Kong Frederik d. 1.s Mænd.
Denne Clavs Slippeslot var Svendborgerne særlig vrede paa, vel nærmest af den foran angivne Grund, og han blev derfor ved Nattetide bogstavelig røget ud af Reden. Hans Gaard blev plyndret og brændt, og han selv blev ført med til Svendborg. Her maatte han overfor Grev Christoffers Høvedsmænd skriftlig forpligte sig til, at han fremtidig vilde være den fangne Christian den 2den en tro mand, hvorefter han iøvrigt fik Lov til at løbe, hvilket egentlig var mere, end han havde fortjent.
Endelig tog Svendborgerne til Odense, hvor de bl.a. var behjælpelige med at plyndre og afbrænde Bispegaarden.
Alt dette tyder jo hen paa en meget livlig Deltagelse i Urolighederne, og Grev Christoffer var da ogsaa helt tilfreds dermed. Septembe 1534 skriver han til Byfoged, Raad og menige Almue, at han er kommen ind i Landet med et stort Antal Krigsfolk, som han ikke kan lade gaa fra hinanden, "førend han har hjulpet Kong Christian ud af sit umilde Fængsel og dertil har gjort sig til Herre over hele Riget", men skriver han meget rigtigt - alle disse Krigsfolk koster svært mange Penge, og dem har han ingen af. Han vil derfor gerne, at Svendborgerne af Hensyn til deres eget og alles Gavn som sædvanlig yder den aarlige Byskat og dertil en Ekstra Skat og sender det hele til Magister Glob i København, der modtager Pengene paa Grev  Christoffers Vegne. Til Gengæld er denne villig til at lade Borgerne beholde det Skyts, Krudt og andet Krigsmateriel, som de havde taget omkring paa de plyndrede Herregaarde, medmindre Greven selv skulde trænge til det i denne haarde Krigstid, thi i saa Fald vil han have Lov til at laane det mod Tilbagelevering efter endt Afbenyttelse.

Hvad angaar den første Del af dette Brev, om Kong Christian og hans umilde Fængsel, da skriver Grev Christoffer aabenbart stik imod hans bedre vidende, thi Lybækkerne kendte Kong Christian d. 2 altfor godt til, at de næste Øjeblik skulde ønske paany at se ham beklæde Danmarks Kongetrone. Derimod har de mulig nok kunnet ønske, at Kongen ombyttede sit Fængsel i Sønderborg med et i Lybæk, men dette har han næppe ønsket; han havde det overmaade godt paa Sønderborg, blev stedse behandlet med alt det Hensyn, der skyldtes hans høje Stand, og alt, hvad der fortaltes om hans "umilde" Fængsel er ved senere historiske Undersøgelser godtgjort at være ganske urigtigt.
Hvad den anden Del af Brevet angaar, om Indsendelse af Byskatterne til Magister Anders Glob, da fik Borgerne snart helt andre Ting at tænke paa, som bragte dem til at glemme baade Skat og Skyts.
Medens de foran omtalte Begivenheder foregik paa Fyen, var Hertug Christians Hær under Johan Rantzau optagen af Kampen med Bønderne i Jylland, og Grev Christoffers Hær, som hovedsagelig bestod af lybske og andre tyske Lejetropper, laa paa Sjælland. I Forsommeren 1535 kom begge Parter til Fyen, hver fra sin SIde. Det var midt i APril, at den grevelige Hær landede i Nyborg. Ved Ankomsten var der imidlertid udbrudt en stor Ildebrand i Byen, hvorfor Hæren ikke kunde blive der. Den største Del, deriblandt alle Rytterne, drog derfor straks videre ad Svendborg til, hvor de ankom samme Dag. De blev liggende her godt og vel en Maaned, og det har utvivlsomt været en haard Svøbe for Borgerne. Under saadanne Forhold, og navnlig i hine Tider, er Vennerne ikke synderlig bedre end Fjenderne, og Borgerne havde faaet en besk Forsmag paa den sure Svie, som nu nærmede sig oven paa den søde Ørkel-Kløe. Da Hæren endelig midt i Maj drog ad Faaborg og Assens til, har sikkert saavel Byen som Omegnen været haardt medtagne, og - Stemningen havde vendt sig.
En Maaned efter led den grevelige Hær et aldeles afgørende Nederlag i Slaget ved Øxnebjerg. Det er ikke godt at blive ganske klar over, hvorledes Sagerne egentlig har staaet i Svendborg paa dette Tidspunkt, men det maa dog betragtes som sikkert, at den grevelige Hærs Optræden under sit Ophold i Byen selvfølgelig stærkt havde afsvalet Stemningen for den fangne Kong Christian (d. 2den) eller rettere Lybækkernes Sag, og det er ligeledes selvfølgeligt, at Efterretningen om Nederlaget ganske har berøvet Borgerne alt Haab om et heldigt Udfald af Kampen. Nu stod kun Straffen tilbage, og det kunde forudses at denne vilde blive drøj.
Borgmesteren, Hans Skriver, og andre af de fornemste Ledere for det grevelige Parti forlod uopholdeligt Byen og drog til København, og samtidig er det, at Prioren i GraabrødreKlosteret, Adelsmanden Hans Gaas, der var en ivrig Tilhænger af Christian den 3dies Sag, skal have bevæget Svendborgerne til at bortvise og beskyde nogle flygtende lybske Skibe. Disse ønskede efter Nederlaget ved Øxnebjerg at søge Ly i Svendborg, idet de formente, at Byen stadig var den grevelige Sag tro; men ved  Indsejlingen til Byen blev de beskudt fra Skattertaarnet og derved tvungne til at vende om. Som Belønning for denne Daad skal Hans Gaas senere være blevet Biskop i Trondhjem. At han blev Biskop i Trondhjem er nu rigtig nok, men det behøver jo ikke at være sket netop af den Grund.
Samtidige Kilder kender ikke noget til den her omtalte Kamp mellem Svendborgerne og de lybske Skibe, og det er derfor temmelig tvivlsomt, om den virkelig er sand.
I erhvert Fald hjalp den ikke Svendborg det ringeste.

Rimeligvis har Christian den 3dies Øverstbefalende, Johan Rantzau, meget vel vidst, at Stemningen i Byen havde vendt sig; men han var en haard Hals og tog intet Hensyn til Byens "sildige Anger". Umiddelbart efter Slaget var en Deling Landsknægte draget ad Svendborg til, og den havde intet Forbud modtaget mod at plyndre, hvad Rantzau ogsaa vnakseligt kunde give den efter hele den Tids Krigsbrug. Svendborg var at betragte som en øprørsk By, og det var derfor ganske i sin Orden, at den blev afstraffet; den fynske Adel maatte have Hævn for de plyndrede og afbrændte Herregaarde, og endelig - og det var maaske det væsentligste - kunde man ikke uden videre tage de lejede tyske Landseknægte ved Næsen. Udsigten til en rask til Plyndring i saadanne Tilfælde, hvor Forholdene og Omstændighederne tillader det, var den største Adspredelse i det ikke altid helt behagelige Krigerliv, og det var den væsentligste Del af en Landsknægts uvisse Indtægter.
Byen gjorde ingen Modstand, men synes ikke desto mindre at være tagen ved Storm, og den blev derefter i samfulde 3 Dage paa det ubarmhjertigste plyndret efter alle Kunstens Regler.
Som foran meddelt var en Del af de fornemste Ledere rejst bort, og disse havde vel nok forinden sørget for at salvere deres vigtigste Ejendele, og da Plyndringen næppe kom uventet, havde de tilbageblevne Borgere vel ogsaa frelst, hvad frelses kunde, men ikke desto mindre maa Byen have lidt frygteligt. Helt anderledes synes det, at den ikke blev brændt, det plejede dog ellers altid at følge med.
Hertil kom saa yderligere de haarde Skatter, som Byen maatte udrede, og at den kongelige Unaade i fuldt Maal hvilede over den.
Straks efter Indtagelsen maatte den sende 12 Baadsmænd til Flaaden og i 1536, altsaa Aaret efter Plyndringen, maatte der udredes i Skat til Kronen 4000 Gylden - Gud skal vide, hvor de fik dem fra, men betalt blev de; der hjalp ingen "kære Mo`r".
For at afvende Kongens Unaade havde nogle af Borgerne - rimeligvis de samme, som havde forladt Byen under Plyndringen - været hos ham i hans Lejr foran København. Der havde de gjort Bod og Afbigt og paa alles Vegne lovet ham fremtidig Troskab som deres rette Herre og Konge.
Saa kom der endelig i 1536 et aabent Brev, hvorved Kongen optog alle Borgerne i Svendborg blandt sine "kære Undersaater", og alt hvad der i denne Fejde er gjort mod ham skal være tilgivet.
Saa kunde de ulykkelige Borgere da paany trække Vejret frit og atter begynde den daglige Dont, rigtignok saa temmelig paa bar Bund.
Haarde Tider maa det have været at arbejde under, og Sejghed og Udholdenhed har der maattet til for paany at komme frem. Byen var udplyndret og aldeles forarmet, de store Skatter til Kronen, hvortil yderligere kom hyppige Ekstraskatter, og saa endelig den elendige Tilstand, hvori hele Landet befandt sig  ovenpaa den ødelæggende Borgerkrig. Ikke desto mindre gik det, og det endda med en Hurtighed, som næsten er forbavsende. Reformationen bragte ikke Byen nogen pekuniær Fordel, idet de Jorder, som havde tilhørt Klosteret og Ørkel Slot, inddroges under Kronen. Slottets Jorder blev senere under Frederik den 4de købt af Byen. Det er nuværende Hømarken, Øxenbjerg, Pløjeholm og Græsholmene.
Grunden til Byens hurtige Opkomst maa derfor udelukkende søges i dens livlige Handel. Det er tidligere omtalt, at Byen af Omegnens Bønder indkøbte Landprodukterne, som derefter udførtes, og det er denne Handel og da navnlig Handelen med Øxne og Fedevarer, som har taget et stort Opsving, endogsaa saa stort, at der blev klaget derover, fordi det formentes, at der derved bevirkedes Dyrtid.
Ved Udgangen af Aarhundredet havde de Saar, Grevens Fejde slog, været fuldstændig lægt. Byen havde da 2 Byfogder, og man kan i de Tider saa nogenlunde bedømme en Bys Størrelse og Anseelse efter Antallet af dens Byfogder.
1586 fik den et nyt Raadhus. Denne Bygning laa paa Torvet, langs hen med Frue Kirkegaard, og den var en ganske anselig Bindingsværksbygning, to Stokværk høj. Det nederste Stokværk indeholdt Tinglokalerne, det øverste bl.a en Sal. Det var i hine Tider almindeligt, at saavel adeligt som borgerlige Brylluper holdtes paa Raadhussalen, og den gamle Bygning har derfor sikkert foruden megetn Alvor ogsaa set adskillig Lystighed og Dans inden sine Mure. Senere benyttedes 1. Sal som Skole, og da Bygningen først nedbrødes 1822, er det ikke helt umuligt, at der endnu kan eksistere en enkelt Svendborger, som har tilbragt sine Skoledage der.

Saa kom det nye Aarhundrede, og med det nye Ulykker.
1602 blev Byen haardt medtagen af Pesten, men endnu værre gik det den under den ulykkelige Krig med Svenskerne 1658-60.
Fra Landsbyen Heils ved Kolding gik Carl Gustav med den svenske Hær over til den lille Ø "Brandsø" i Lillebælt og derfra videre til Fyen, hvor han gik i Land, ikke langt fra Iversnæs (det nuværende Wedelsborg). Carl Gustav med en Del af Hæren gik til Odense, Resten spredtes over Fyen, men i Løet af Januar og Februar Maaneder (1658) samledes saa efterhaanden hele den svenske Styrke i Svendborg, hvorfra den sidst i Februar gik til Taasinge og Langeland, derfra videre paa det eventyrlige Togt over Bæltet til Lolland.
Byen var under hele Krigen uafbrudt besat af svenske Krigsfolk, og hvor haardt den maa have døjet, ses bedst af, at efter Krigens Ophør var mere end 70 Gaarde og Huse helt nedbrudt, og mange andre henlaa halvt i Ruiner. En Mængde af Indbyggerne var døde eller havde forladt Byen, og 1672 talte denne kun henved 1000 Mennesker, hvilket utvivlsomt er betydeligt mindre end paa Grevefejdens Tid.
Det er iøvrigt ikke saa mange Aar siden, vi havde et synligt Minde fra Svenskekrigen. Paa Hjørnet af Møllergade og Gerritsgade laa en gammel karakteristisk Bindingsværksbygning; den forsvandt sidst i Halvfjerdserne og tilhørte en nu afdød Købmand P. Riber.
I Butiken, et stort gammeldags Rum med en prægtig Bilæggerovn fandtes i de svære Loftsbjælker en Mængde Hug, som sagdes at være fremkomne ved, at de indkvarterede Svenskere prøvede deres Sablers Skarphed ved at hugge med dem i Bjælkerne.
 Det har taget betydelig længere Tid og er faldet meget vanskeligere for Byen at komme til Kræfter efter de Ulykker, Svenskekrigen forvoldte, end det faldt den at forvinde Plyndringen under Grevefejden, og hertil bidrog naturligvis meget den helt jammerlige Tilstand, hvori Landet var efter Krigen saavel som de trykkende Forhold, som herskede hele det 17de Aarhundrede ud og et godt Stykke ind i det 18de.

I Begyndelsen af det sistnævnte Aarhundrede koma tter en ny Krig med Sverrig, heldigvis den sidste af de mange ulykkelige Krige med dette Land. Den har krævet tunge Ofre af Byen, ikke alene ved tunge Skatter, men ogsaa ved den Usikkerhed, den forvodlte i Handel og Omsætning.
Talrige er de Klager, der i dette Tidsrum foreligger fra Byen. Der klages over dens og Borgernes Fattigdom og forarmede Tilstand, over de offentlige Bygningers Brøstfældighed, over Havnens ganske forsømte Tilstand og fremdeles i det uendelige. Kronen havde imidlertid ingen Penge at hjælpe med, og Byen maatte se at hjælpe sig selv. Saa kom der oven i Købet en ny Ulykke, idet Byen 1749 hjemsøgtes af en svær Ildebrand, der ødelagde den ældste, sydlige Del, og 2 Gader - Skattergade og Kullinggade - nedbrændte fuldstændig. Uagtet alt dette er Byen dog gaaet frem, omend kun lidt og langsomt. 1738 havde den faaet Apothek, og 1763 fik den sin fineste Pynt, idet Nicolai Kirke da forsynedes med sit nuværende smukke, gennembrudte Spir. Frue Kirkespir kom nogle Aar senere. Den øverste Del af dette blæste ned 1861, og man fandt da inde i Knappen en Kobberplade, hvoraf saas, at Spiret er opsat 1768.
I den sidste Del af det 18de Aarhundrede er Byen iøvrigt gaaet ret godt fremad. 1769 havde den nemlig kun 1714 Indbyggere, 1809 var Antallet steget til 1942.

Saaledes gled da Byen ind i det nye Aarhundrede. Den saa adskilligt anderledes ud ved Begyndelsen af dette, end ved Slutningen. Et Aarhundrede er ganske vist ikke nogen kort Tid, men ikke desto mindre maa man forbavses over den kolossale Udvikling og Forandring, der i dette Tidsrum er sket paa alle Omraader.
Den Gang som nu spejlede Byens to pyntelige Kirketaarne sig i det blanke Sund, men dette er ogsaa noget nær det eneste, som har holdt sig Aarhundredet ud.
Byens Omraade indskrænkede sig da udelukkende til den egentlige gamle By, og af denne manglede endda adskilige Gader, som endnu ikke har naaet at blive 100 Aar gamle. Dette gælder saaledes Færgevejen og Overgade samt det meste af Ørkildsgade, Vestergade og en Del af Bagergade.
Om de nu saa moderne og talrige Villaer i Byens Udkanter var der fornuftigvis den Gang ingen Tanke. Den ældste egentlige Villabygning er formentlig "Frederikskilde", der opførtes sidst i Tredserne af nu afdøde Politifuldmægtig Jantzen. Det var den Gang en hel Begivenhed og en Flothed, som højlig forbavsede Svendborgerne.
Omend de brandfarlige Straatage forlængst var forsvundne, saa var dog Bygningerne næsten udelukkende lave og uanselige i et Stokværk og opførte af Bindingsværk. Her var kun ganske faa grundmurede Huse, og kun 2 eller 3 af disse var 2-etages. Derimod var her adskillige store 2-etages Bygninger af Bindingsværk, kønne og hyggelige Huse, som holdt sig langt op i Aarhundredet, og som først de sidste 30-40 Aars Byggespekulationer har faaet ryddet grundigt op iblandt. Dog er  endnu nogle Stykker bevarede, saaledes som den noksom bekendte "Muserede" i Fruestræde, der nok iøvrigt nu synger paa sit sidste Vers. Et Lokale i denne Ejendoms Sidebygning blev iøvrigt af og til benyttet som Theater, naar omrejsende Skuespillere en sjælden Gang kom hertil.
Ligeledes staar endnu den gamle Bygning paa Hjørnet af Møllergade og Bagergade. Ifølge en Indskrift over Døren er den opført 1753 og er døbt "Ebenezer", i daglig Tale kaldes den "Klippen", idet man simpelthen har oversat det fremmede Ord paa dansk. Det er en karakteristisk gammel Bygning, der endnu engang kunde blive en Pryd for Byen, hvis den fik en grundig og kyndig Restauration. I sin Ungdom maa den have taget sig ligefrem imponerende ud, som den, højt beliggende som den er, har raget op over sine lavere Omgivelser.

Ejendommelig for Byen var de saakaldte "Karnaphuse", hvoraf her fandtes mange. De er nu næsten alle nedbrudte, dog staar endnu foran i Bagergade paa Geled 3 morsommer Eksemplarer.
Det ene af disse er fornylig blev restaureret og tildels ført tilbage til sin oprindelige Skikkelse. Det var ikke saa ganske ueffent, naar det i Byraadet udtaltes, at denne Bygning var bleven til en sand Perle for Byen.
Frue Præstegaard laa ved Aarhundredets Begyndelse i Fruestræde, men der, hvor nu Borgerskolen ligger. Det var en anselig, høj 2-etages Bygning af Bindingsværk; den laa noget tilbage fra Gaden og med Gavlen ud mod denne. Paa Forsiden førte en høj Stentrappe op til Indgangen.
Da den nye Præstegaard opførtes, blev Ejendommen solgt til en Købmand Krøyer, som senere for 1600 Rdlr. solgte den til Kommunen, der reducerede den til at være Fattiggaard.
Byens største og mest imponerende Bygning var vedblivende det foran omtalte gamle Kloster, men ingen interesserede sig for det. Det henlaa forfaldent og forsømt. Kirken benyttedes kun af og til til Ligprædikener, en sjælden Gang til en Fastegudstjeneste, og nægtes kan det ikke, at rent praktisk set var Bygningen overflødig og unødvendig. De to Sognekirker var mer end tilstrækkelig for Byens 2000 Sjæle. Det var en pengeknap, fattig Tid; Bygningerne voldte kun Udgift, for deres historiske Betydning havde man den Gang ingen Interesse, og dermed var Klosterets Skæbne beseglet. Saa brød Hammer og Brækjern de gamle Mure fra hinanden; en Del af Søjlekapitælerne kom til Nationalmusæet, Altertavlen til Thurø, Prædikestolen til Frue Kirke, Sten- og Bygningsmaterialer solgtes. Endnu stod et Spørgsmaal tilbage: Hvad skulde man gøre ved den Mængde Begravelser, som Kirken indeholdt? Forsaavidt disse var under Kirkens Gulv, var det let nok; man kunde simpelthen kaste dem til, men i et lille Kapel ved den nordre Ende af Kirkens Kor henstod en Del Kister, som dels oprindelig var hensat her, dels ført hertil fra Byens 2 Sognekirker, naar disse blev restaurerede.

En Del af Kisterne var betrukken med Læder, Klæde eller Fløjl, enkelte forsynede med Guld- og Sølvfynser.
Det hele henstod for Lud og kold Vand. Kisterne var brøstfældige, og Laagene løse, hvorfor Byens Ungdom af og til, naar den saa sit Snit til det, løftede Laagene og kiggede ind til de balsamerede Lig, hvoraf flere var vel bevarede.
De var alle nedlagt i Humle, og denne havde, trods de forløbne Aarhundreder, holdt sig godt og - hvor underligt det end lyder - bevaret sin Lugt.

Hvad skulde der nu gøres med alle disse Kister og deres Indhold? Kirkeinspektøren og Byfogden - han hed Nellemann - forespurgte hos Ministeriet, og man var nok mest i Stemning til at ville nedgrave Ligene "paa Stedet", fordi Kisterne var i en saa jammerlig Forfatning, at de ikke talte Besværlighederne ved en Flytning, og det vilde have været mindre hyggeligt, hvis Ligene var faldne ud under Vejs. Det endte imidlertid med, at de, som tidligere berørt, fik Lov til at hvile i kristen Jord og komme paa Kirkegaarden.
Samtidig hermed kom Spørgsmaalet om Junker Abel paa Tapetet. Det vidstes, at han var begravet i Kirken, man saa sig blot ikke i Stand til at paapege Stedet. Da han imidlertid var en dansk Kongesøn, kunde det ikke gaa an, at han saadan uden videre gik i Glemmebogen.
Rimeligvis er Junkeren efter Datidens Skik bleven jordfæstet under Gulvet i Koret foran Alteret, og er dette Tilfældet, ligger han efter al Sandsynlighed endnu under Jernbanesvellerne nede paa Banepladsen.
Man søgte iøvrigt slet ikke efter ham, man holdt sig til en urigtig Tradition om, at en fløjelsbetrukken Kiste i Kapellet skulde være hans. Denne Tradition var udelukkende bygget paa, at det var den fineste Kiste, og den burde derfor ogsaa billigvis indeholde det fineste Lig. Kisten blev saa ført til Frue Kirke og nedgravet der, men savel Kirkeinspektion som Byfoged Nellemann var dog saa temmelig paa det rene med, at det vistnok næppe var den rette Mand, de havde faaet fat i, hvilket ogsaa viste sig 70 Aar efter, da Frue Kirke blev restaureret.
Det her omtalte Ligkapel blev forresten ikke nedbrudt sammen med Klosterkirken. Det henstod til ind i Halvfjerdserne og nedbrødes sammen med Borgerskolen, af hvilken det benyttedes som Brændehus. Det var da berøvet sine Hvælvinger, og lignede nærmest en Ruin.

Byens to Sognekirker havde vel for 100 Aar siden det samme Udseende som indtil Restaurationerne i Halvfemserne. St. Nikolai Kirke var gjort i Stand i Begyndelsen af Aarhundredet.
For at faa dens indre Niveau i Højde med de ydre Omgivelser, fyldtes den flere Fod op indvendig, hvorved Kirken altsaa blev lavere og Grundpillerne skjultes. Gravene fyldtes, og de talrige Ligsten forsvandt, saaledes Fru Inger Walkendorff (død 1559) gift med Knud Urne til Søgaard. Den fremdroges paany ved Restaurationen 1894 og opsattes i Vaabenhuset.
Paa ganske umotiverende Steder indsattes der nye smagløse og stilløse Vinduer, og endelig blev hele Kirken overhvidtet fra øverst til nederst, en Skæbne, der ligeledes overgik Frue Kirke.
Pladserne omkring Kirkerne benyttedes til Begravelser, idet den nye Kirkegaard ved Langestræde først toges i Brug 1821, men ogsaa efter denne Tid fandt af og til, omend kun sjeldent. Begravelser Sted paa de gamle Kirkegaarde. Det var sikkert engang i Tredserne, at et sidste Lig nedsænkedes paa Nikolai Kirkegaard. Disse Grave er imidlertid nu borte. Paa Nikolai Kirkegaard er kun en tilbage. Den staar i ensom Majestæt, omgiven af et lille Jernrækværk. Indskriften paa den tarvelige Mindesten fortæller os, at den er rejst over den i 1821 afdøde Havnefoged Morten Andersen Rafsted, af en taknemmelig Datter. Denne Datter var Frederik den 6tes bekendte Maitresse, Birthe Rafsted, adlet som Grevinde Dannemand.
Frue Kirkegaard var langt smukkere og maaske i sin Slags en af  de ejendommeligste i Danmark, og da det gamle Raadhus forsvandt i Fyrrerne, saaledes at Kirkegaarden kom til at ligge frit, var den absolut Byens eneste Pynt. Den gik terrasseformigt ned mod Torvet med Stentrappe ved den østlige og vestlige Side. Navnlig den vestlige, den saakaldte "Hønsetrappe", som var ganske smal, uden Rækværk, og som uden Afbrydelse førte fra PLatformen foroven og lige ned til Torvet, var næsten livsfarlig at passere. Paa Pladsen omkring Kirken var mange Grave, der nua lle paa en enkelt nær er forsvundne, og Kirken var omgiven af Træer og Buskadser. I den østlige Ende ud mod Torvet var et prægtigt stort Træ med en Bænk under og en aaben Plads omkring, hvor Barnepigerne søgte op med Børnene, og hvor enkelte gamle Borgere i de lyse Sommeraftener røg deres Pibe. Terrasserne var beplantet med Syrén og Guldregn, som i Forsommerens Tid prangede med deres blaa, hvide og gule Blomster og afgav et prægtigt Skue. Det hele var adskilligt smukkere, end den nuværende Kampestensmur. Det maa antagelig have været derfor, at det blev raseret - for Nyttens Skyld har det i alt Fald ikke været.

Om hvorledes Torvet saa ud omkring 1830, faar man et godt Indtryk af et endnu eksisterende Billede. Det gamle Raadhus er forsvundet, og det ny opført - Gud maa vide af hvilken uundgrundelig Aarsag - midt paa Torvet. Efter den Tids Begreber maa det have været en Pragtbygning. Uhret i Frontespicen anbragtes først 1850. Grundet paa Kirkeuhrenes Upaalidelighed opnaaede det efterhaanden at blive Normaluhr for hele Byen. Der er nu anbragt paa den nye Pigeskole.
Foruden Raadhuset, Kirken og Terrassen viser Billedet os de gamle Bygninger, der den Gang prydede Torvet. Ret ejendommelig er saaledes den gamle Kjellerødske Ejendom, der laa, hvor Sparekassen nu ligger. I den gamle Bygning, som laa, hvor Apotheket nu er, dreves senere i 60erne Conditorforretning og naar der var Bal paa Raadhuset, var det en yndet Sport i Balsko og med bart Hoved at løbe over Gaden og ind til Jomfru Nielsen for at spise Kager. Personerne paa Billedet er alle Portrætter af dalevende Borgere og disse vare:

1)   Sadelmager Høivald
2)   En Bonde, der ser paa Piske
3)   Prokurator Hans Leopold Wilhjelm
4)   Politibetjent Lohse
5)   Smed Hans Bärthelsen
6)   Politifuldmægtig Bollerups Hund
7)   "Tykke Mette", en Slagterkone fra "Rakkeriet"
8)   Købmand Ole Maegaards Malkepige
9)   Arrestforvarer Schrøder
10) Dyrlæge Kjertmann
11) En handlende Bonde med Vogn
12) Jens Svinepranger fra Skaarup med Befordring
13) Hans Christian Slagter
14) Hans (Rasmussen) Tobaksspinder

Efter hvad der siges, maatte de, der paa denne Maade ønskede at foreviges, hver traktere Kunstneren med en Bolle Punch. Ellers er Torvet - Brolægningen fraregnet - efter Billedet at dømme helt respektabelt, men det var det blevet fornylig. Ved Aarhundredets Begyndelse maa det have set skrækkeligt ud. Købmændene benyttede det ofte som Oplagsplads for Tømmer, og  naar Bønderkonerne kom til Torvs med deres Æg og Smør, benyttede de, som rimeligt og naturligt var, Tømmeret som Siddepladser. Det var da en af Skoledrengenes Hovedfornøjelser, naar de kunde faa fat i en lille Hammer og nogle Søm, ganske stille at sømme Mutter fast til Bjælkerne.
At Torvet til Tider benyttedes som Tømmerplads kunde endda gaa an, værre var det, at adskillige Købmænd havde rent ud sagt, Møddinger der. Dette stred aldeles ikke mod den Tids Sundhedsbegreber og endnu mindre mod dens Skønhedsbegreber.
Det var navnlig Strædet fra Torvet ud til Møllergade, det gik værst ud over; man holdt fast ved denne Møddingsret med en næsten rørende Kærlighed, og der maatte adskillige "Raadstuemøder" til, inden det endelig lykkedes at komme af med dem.
Hvorledes havde det sig med Havnen ved Aarhundredets Begyndelse? Nu er den jo Byens Stolthed, og en af de største, mest imponerende og kostbareste i Danmark. Ja, der var egentlig ingen.
Frederiksøen, eller som den tidligere kaldtes "Koholmen", eksisterede ikke, det var en lav Grund, som overskylledes af Bølgerne. Opfyldningen begyndte først senere og fortsættes jo den Dag i Dag. Den egentlige gamle Havn er altsaa den nuværende søndre Havn, men langt mindre, idet et betydeligt Stykke er opfyldt for faa Aar siden. Den standsede faa Alen nord for Havnefogdens Bolig. Bolværket paabegyndtes først 1814, forinden denne Tid var der ingen, kun en lille Anløbsbro af Træ.
Saa er der endnu en Ting, som ikke maa forbigaas, naar vi taler om det gamle Svendborg. Det er Consumptionen. Der skulde den Gang - det bortfaldt  vist først i 1851 - i Svendborg, ligesom i alle andre danske Byer, svares den saakaldte Consumptionsafgift af alle Landprodukter, som indførtes til Byen. Der fandtes derfor ved Udkanten af de Gader som førte ud af Byen, de saakaldte Consumptionshuse med dertil hørende tvers over Gaden gaaende Tremmeporte.
Her skulde en kongelig Embedsmand, Consumptionsbetjenten, undersøge enhver Vogn, enhverv Kurv eller hvad som helst andet der medførtes af Folk, som vilde gaa ind gennem Porten, og passe paa, at der blev svaret den fornødne Afgift deraf. Dette var selvfølgelig en stor Ulempe og blev i Længden en ganske utaalelig Plage. Der smugledes da ogsaa paa Kraft, og der var ingen, som gjorde sig ringeste Samvittighedsskrupler af at snyde en Consumptionsbetjent, naar der blot var den ringeste Mulighed derfor. Tild Tider blev Byens Ungdom ligefrem tilsagt til Smuglerier, og man transporterede da sin Contrabande over Plankeværker og Gærder, gennem Haver, vadende langs med Springs Bæk, eller paa en hvilken som helst anden Maade Snyderiet i Øjeblikket lod sig udføre paa. Det var umuligt for Betjentene at hindre dette, og af og til opgav de helt Kampen Da de tilmed var slet lønnede, var de ikke helt uimodtage for Stikpenge. En af dem, hvis Navn ikke skal nævnes, og som forlængst ligger i sin Grav, plejede saaledes at sige: "Giver I mig en Mark, saa lukker jeg et Øje til, giver I mig 2, kan jeg slet ikke se, og faar jeg en Rigsdaler, kan jeg hverken se eller høre". Det var i Grunden meget fornuftigt sagt af Manden. Han kunde alligevel ikke hindre Smuglerierne, og det var derfor klogt at tage Daleren, saa havde han dog nogen Fordel ud af det.

Af Consumptions husene eksisterer endnu et lige foran i Ørkildsgade, en, enetages Bygning, der springer lidt frem paa  Fortovet. De andre er forsvundne, det i Gerritsgade lige overfor Wandalls Hotel dog først for et Par Aar siden.
Som det altsaa fremgaar af, hvad foran er fortalt, var Byen dygtig gammelsdags i sit udseende, og dette holdt sig langt op i Aarhundredet, og det holdt sig længere her end i andre danske Købstæder.
Gaderne gik den Gang som nu baade ud og ind, baade op og ned. Brolægningen og Drikkevandet var begge lige bekendt hele Landet over, den første for sin enestaaende Slethed noget der da forresten ogsaa holdt sig langt op i Aarhundredet, det sidste for sin lige saa enestaaende Godhed. Vandværk og Vand i Køkkenet kendte den dalevende Slægt ganske vist ikke til, men Pumpen var ude i Gaarden, og skulde der tilfældighvis ikke være Vand i den - det kunde jo ske - saa maatte Pigen eller Læredrengen tage Aaget paa Nakken og hente et Par Spande Vand oppe fra Pibekilde i Møllergade. Dette Vand ansaas for at være særlig godt, og Posten kunde derfor glæde sig ved en god Søgning, som den beholdt, indtil Vandværket i 1868 overflødiggjorde den. Saa hørte ogsaa den til det Svendborg, og maatte forsvinde.
I 1854 udgav Digteren H.C: Andersen, en Roman, som hedder "Kun en Spillemand". Han skriver heri om Svendborg:
"Den ejer endnu Præget af Smaabyerne i det forrige Aarhundrede, diss uregelmæssige Bygninger, hvor tidt den øverste Etage rager ud over den underste, hvilende paa en fritstaaende Bjælke; karnapperne, som spærrer Udsigten for Naboen, brede Forstuetrapper, med Sten eller Træbænke til at sidde ude paa. Over flere Porte læses, udskaarne i Træet, Indskrifter, dels paa dansk, dels paa Latin. De ujævne Gader synes brolagte Høje, idet man i brækkede Linier vandrer snart op, snart ned."
Denne Beskrivelse giver et overordentlig virkeligstro Billede af Byen, saaledes som den har set ud i den første Halvdel af Aarhundredet.
I samme Bog gives følgende Skildring af Hulgade:
"Idet man fra den højtliggende Hovedgade ser herned, er Skuet højst malerisk. Vældige Kampesten, rejst over hinanden, danner paa de nærmeste Huse Fodstykket, og dette er ved Gadens bratte Nedstigen af samme Højde som de dybere liggende Nabohuses Vægge. Saaledes ser man fra Hovedgaden ud over Skorstene og Tage i den smalle Sidegade og øjner et stort Parti af Fjorden, hele den skovgroede Kyst med de højstammede Træer og Dele af Øerne Langeland og Thurø".
Den Beskrivelse af Hulgade passede rigtig godt i det Herrens Aar 1854. Den passer ikke mindre godt den Dag i Dag.
Ligesom der saaledes ved Byens Udseende var noget særligt, noget ejendommeligt, som skilte den fra andre danske Købstæder, saaledes var det samme Tilfældet med Indbyggerne. Der var ved deres Levevis og da iøvrigt ogsaa ved deres Sprog noget specifikt svendborgsk.

I Begtrups Beskrivelse af Svendborg, udkommen 1823, fortælles det, at der i Byen da ikke fandtes een Familie, hvis Navn i Byen gik 100 Aar tilbage. Dette har sin Grund i, at de haarde Tilskikkelser, som saa ofte var overgaaet den, havde bevirket en Affolkning, der saa erstattedes ved Indvandring, navnlig af Bønder fra de omliggende Øer. Det er denne Indvandring, som paatrykte Borgerne det særlige Stempel, en Mellemting mellem By og Land.
Hertil kom yderligere, at en stor Del af Borgerne, ikke alene  Købmændene, men ogsaa Haandværkerne og andre drev Avlsbrug. Da de nuværende Byjorder (Hømarken, Øxnebjerg, Pløjeholm, Græsholm og Hallingskov) som foran omtalt købtes, overdroges de Ejendomsbesidderne i Byen i Forhold til ejendommens Grundskat, saaledes altsaa, at hver af de daværende Bygninger erholdt et lige saa stort Antal Rigsdalers Grund i Marken som det Antal, hvortil Bygningsgrunden efter sin Størrelse ansattes. En Del af Jorderne gik vel senere ved Køb og Salg over i andre Hænder, men endnu i Halvtredserne ejedes dog den allerstørste Del af Borgerne i Byen (medens Kommunen vel ikke som saadan havde nogen Indtægt deraf). Der var den Gang ca 240 Ejendomme, der havde Jordtilliggende udenfor Byen, deraf 50 paa over 1 Td. Hartkorn. Dette medførte et ikke ubetydeligt Kvæghold, og da dette hele Sommeren igennem dreves ud om Morgenen og hjem om Aftenen, maa det hae givet Gaderne et ret livligt og interessant, om end ikke ganske propert, Udseende.
Dernæst var Svendborg en udpræget Sømandsby, og Skibsbyggeri og Skibsrederi var af større Betydning her end i nogen anden dansk Provinsby. Den Mængde Skibe, som byggedes her, havde ikke alene som oftest sit Rederi her, men de fleste af Kaptajnerne var bosatte her.
Den ejendommelige svendborgske Sprogudtale er nu stærkt paa Retur, men vi kender den dog alle, og de fleste af os har vel nok en Rem af Huden.
Det er ikke alene den syngende Tone, hvori Sætningerne udtales, men ogsaa Ordenes Endelser, der uden tilsyneladende grammatikalske Regler enten helt bliver borte eller ogsaa bliver til "i", hvor det efter korrekt dansk Sprogbrug rettelig bør være "en".
Vi kender saaledes alle "ei Spa Vain" (med to vældig lange aèr) i Stedet for en Spand Vand, og Udtryk som "Hunni, Katti og Kakkelovni", i Stedet for Hunden, Katten og Kakkelovnen, er den Dag i Dag endnu gængse Sprogbrug.
Enkelte Udtryk har Svendborgerne endnu forbeholdt som specielt for sig selv. En "Padde" kaldes saaledes almindeligvis en "Pejde" og en Reje er og bliver en "Hoppe", et Udtryk der forresten er noget farligt, da det let maa kunne føre til Forvekslinger med en Hest, og Forskellen udelukkende beror paa, at de Hopper, som er Heste, købes i Stykkevis, medens de Hopper, som er Skaldyr, købes i Pottevis.
Derfor kunde en rigtig Svendborger heller ikke rejse incognito i andre Dele af sit kære Fædreland. Hans Maal røbede ham, og det hørtes straks, at han var "fra Svendborg av".

Egentlig fornemme Folk havde Byen den Gang ikke mange af. Der var ingen Amtmand, han boede den Gang i Nyborg. Den fineste og mest ansete Borger var sikkert Admiral Risbrich, kendt for sin Deltagelse som Wøgriens Chef i Slaget paa Reden. Han boede i skattergade, som Folkevittigheden i den Anledning døbte om til "Admiralgade" (nuværende Nr. 10).  Stedet havde den Gang et noget mere anseeligt Udseende end nu, og en Stentrappe med Jernrækværk førte op til Indgangen. Han ejede en Kareth med tilhørende Heste, vist da Byens eneste fine Selvejerekvipage; han stillede den med stor Liberalitet til Brug for Byens Borgere ved barnedaab, Bryllup og lignende Lejligheder. Skattergade var i det hele taget den Gang en fin Gade. Der boede ogsaa Lodskommandør (Linde) i det nuværende "Kronen", ligesom ogsaa Toldinspektør Justitsraad Hasle boede i denne Gade. De  her nævnte i Forbindelse med Byfogden og Herredsfogden udgjorde Byens egentlige Aristokrati, saa var her nogle enkelte større Købmænd. Resten var mindre Handlende, Haandværkere og Skippere.

For disse Mennesker gik saa Tiden sin ensformige Gang; den ene Dag jævnt som den anden. De Adspredelser, Nutiden byder  paa, anede den dalevende Slægt ikke, og mulig havde den heller ikke brudt sig synderlig derom. Man spadserede ikke den Gang som nu, og der var egentlig heller ingen Steder at spadsere hen. Skovene var udelukkende Nytteskove. De ejedes - iøvrigt paa samme Maade som foran fortalt om Markjorderne - af de saakaldte "Skovejere".
Foreninger kendtes ikke, og Vinterens Adspredelser bestod kun i, hvad den private Selskabelighed formaaede at yde.
Af offentlige Baller hele Aaret igennem var kun et sikkert, nemlig Frederik den 6tes Fødselsdag (28de Januar). Der imod havde Haandværkslaugene af og til Sammenkomster, og ved disse kunde det gaa baade højtideligt og gemytligt til.
Ved en Sammenkomst hos Smedenes Oldermand - han boede nede i Brogade - stod Stadsmusikanten med sine Folk udenfor Porten og spillede opp, saasnart en ny Gæst kom til syne oppe i Gaden. Nu var uheldigvis hele Musikken gaaet ind for at faa en Hjærtestyrkning, netop som en agtværdig Smedemester værdig og højtidelig kom anstigende oppe i Gaden med Madammen under Armen. Saasnart han opdagede Musikkens Pligtforsømmelse, puffede han med stor Aandsnærværelse Konen ind i Kullinggade, og med et beroligende:"Tøv lidt, Mutter", benede han i Ilmarsch ned til Huset, fik Musikken halet ud paa Gaden og holdt til sin Skyldighed. Da alt saaledes var i Orden, gik han tilbage bød Konen Armen og begge vandrede nu med stor Værdighed og til fuld Musik ind i Huset.

Efterhaanden kom Byen mere og mere med, og i den Tid Prins Christian (senere Christian den 8de) var Guvernør i Odense, besøgte han gentagne Gange Svendborg og blev altid modtaget med stor Festivitet. Han interesserede sig til Gengæld meget for Byen og forærede saaledes begge Kirkerne nye Altertavler, idet saavel den tidligere Altertavle i Nikolai Kirke, forestillende Opstandelsen (malet af Eddelien) som altertavlen i Frue Kirke (Christus i Gethsemane, malet af Eckersberg), er Gaver fra hans Haand.
Det var vel nærmest Byens smukke Omegn og Skovene, der mest interesserede den for Naturskønheder stærkt modtagelige Prins, og vi har her Erindringer om ham i Navnene "Christiansminde", "Pinsebroen" og "Caroline Amalielund" (opkaldt efter hans Gemalinde).

Byen var selvfølgelig i sin fineste Pynt, naar Prinsen kom;  han blev modtaget med al mulig Honnør, der gjordes alt, for at Opholdet skulle være ham saa behageligt som muligt, og for at intet skulde virke forstyrende paa Harmonien.
Der var en Borger i Gerritsgade, som havde sin Svinesti lidt vel nær op til Gaden, som Prinsen skulde passere. Da man tvivlede om Grisens Evne til at forstaa Situations Højtidelighed, og da man frygtede for, at den ved upassende Tilkendegivelse skulde indvirke disharmonisk paa Borgmesterens Velkomsttale, som skulde holdes ikke langt derfra, blev saavel Grisen som Grisestien i Dagens Anledning flyttet til et mere afsides Sted.
Saaledes var Forholdene den Gang. Nu maa en stakkels Gris i det hele taget slet ikke være i Byen, hvilket synes haardt, da det  dog ikke kan bestrides, at Svinene har givet Byen sit Navn.
Iøvrigt omgikkens Prinsen Borgerne med stor Jævnhed og Ligefremhed, og da Tonen den Gang var adskilligt mindre salonfähig end nu,, kunde han til Tider faa ret komiske Svar. Bekendt er saaledes Historien om gamle Skibsbygger Møller ude paa Øxenbjerg, af hvis Skibe to var døbt "Prinsen" og "Prinsessen" (efter Prinsen og hans Gemalinde). Paa Prins Christians Forespørgsel om hvorledes det gik med disse Skibe, fik han det Svar:"Daarligt, Deres kongelige Højhed! Alt, hvad Prinsessen kan fortjene, det sætter den Satans Skideprins over Styr."
Ved en senere Lejlighed bemærkede Møller til Prinsen: "Vil han ikke ind og drikke et Glas Vin?" og da Prinsen undslog sig: "Ja,ja, da! saa kan han min Tro lade være!"

Det var i 1821, at Byen fik sin nye, smukke Kirkegaard ved Langestræde. Nu dækker den et areal paa ca 10 Tdr Land, men var den Gang betydeligt mindre og endte foran Soldatergravene.
Denne Kirkegaard er saavel ved sin Beliggenhed som ved den Plan, der er fulgt ved Anlæget, utvivlsomt en af de skønneste i Danmark i Danmark. Gangene i engelsk Stil og den rigelige og smukke Beplantning, som findes overalt, leder Tanken mere hen paa en Park end paa en Kirkegaard.
Den anlagdes af en Gartner Aagaard - han var nok Herregaardsgartner et Sted paa Fyn - og han har i sjælden Grad Ære af sit Værk.
Den ældste - nu forlængst  forsvundne - Grav gravedes oppe paa Højen, og det var en Frøken Stucker, som lagdes i den. Af Grave fra Kirkegaardens første Tid er nu kun faa tilbage. Admiral Risbrichs og Hustrus Gravsted henlaa længe i temmelig forsømt Tilstand, men holdes nu vedlige, vistnok efter en ministeiel Foranstaltning. Kommandør Linde ligger oppe paa Højen under et stort Stenkors, og Toldinspektør Hasles Gravsted er midt i en Gang. Det vedligeholdes af Frimurerne.
Naar vi undtager admiral Risbrichs, indeholder Kirkegaarden ingen historisk kendte Grave. Af større Mindesmærker findes kun Monumentet for de i Krigsaarene faldne Soldater. Det er en Granitobelisk, tilvejebragt ved frivillig Bidrag og rejst paa en stensat Høj. Den korte og fyndige Indskrift: "Mand dør, men ej dør Mands Daad", er en Forkortelse af et af Versene i Havamaal i den ældre Edda: "Formue dør, Frænde dør, selv dør man ligervis, ét ved jeg, som ej dør, Dommen over den døde."
Over en Del Legatstiftere er der, dels af Kommunen, dels af de offentlige Institutioner, hvem Legaterne er komne tilgode, rejst mindre Monumenter paa de vedkommende Giveres Grave, saaledes over den for nogle og tredive Aar siden afdøde Skomagermester Frederik Hansen. Han var en godt kendt Svendborger og en højst ejendommelig Person. Almindeligvis kaldtes han "Frederik Trine" og boede i en gammel, nu nedreven Bygning i Møllergade. Han var ugift og barnløs, levede sit Liv mere end tarveligt, og ikke mange vidste, at han havde Penge og var en rig Mand. Han formaaedes paa sit alleryderste til at testamentere sin Formue til Borgerstiftelsen.
Testamentets Gyldighed blev imidlertid bestridt, og Sagen gik alle Instanser igennem ligetil Højesteret, men Testamentet holdt helt og klarede sig stolt, uagtet ondskabsfulde Tunger - vel nok med Urette - talte om, at Frederik Trine, da Testamentet oplæstes, var saa nær ude af det, at han kun kunde give sit Samtykke tilkende ved et Nik med Hovedet, som skulde være  frembragt ved, at en af de under den højtidelige Handling tilstedeværende Personer i det rette Øjeblik havde set sit Snit til at give ham et Dunk i Nakken.