|
Genfærd på Nislevgård.
Der var en gang en forvalter og en smed på Nislevgård, som havde en del med hinanden at
gøre. Nu traf det sig en gang, at smeden kom i betryk for penge og kunne ikke betale sin
skat. Han gik op til forvalteren og klagede sig for ham, og denne lovede så, at han ville
betale for ham. Herover blev smeden så glad, at han sagde til forvalteren, at han ville
følge han både i liv og i død. De ord skulle han ikke have sagt, for han kom også til
det. Nogen tid derefter døde forvalteren, og han kom da en aften efter og bankede på
smedens vindue og huskede ham på, hvad han havde lovet. Der var nu ikke andet at gøre,
end at han måtte ud straks og følge med gengangeren, så langt den nu havde at gå.
Smeden var, som vi jo nok kan tænke, ikke videre glad ved dette følgeskab, og han søgte
derfor, så snart han kunne til en præst om råd. Hos denne fik han da en bog, som han
skulle være for på sit bryst, og så skulle han passe nøje på, at han al tid kom til
at gå bag efter spøgelset; ville det prøve på at få ham om foran sig, skulle han bare
sige: "herren har haft æren i livet, han skal også have den i døden", og når
han så blev skilt af med spøgelset og kom hjem, måtte han ikke tænde lys. Da
gengangeren nu kom igen, måtte smeden jo følge den ligesom før, men han passede på, at
den al tid gik foran, og så hjaskede han selv af bag efter, som præsten havde sagt, han
skulle. Da de så havde gjort deres runde og var nåede til porten, som de plejede at gå
ind ad, sprang den op af sig selv, og så snart gengangeren var inden for, smak porten i
igen, så det dundrede efter. Smeden blev uden for og var fra nu af fri. men så måtte
folkene på gården holde for, thi nu blev det sådant et spøgeri på borggården, at de
ikke kunne udholde det; og de måtte også have bud efter præsten. Han kom nu straks
kørende og havde 3 bøger med sig. Da han kom der ned i porten, hvor spøgelset skulle
nedmanes, tog han den ene af bøgerne frem og læste i den, men han var ikke kommen langt,
før genfærdet slog den fra ham. Lige sådan gik det med den anden; men så tog præsten
den tredje bog frem og sagde: "De to kan du slå fra mig; men den tredje skal du lade
mig beholde." Det kunne heller ikke slå den fra ham, hvor meget det end gjorde sig
til. Da præsten begyndte at læse, så fokene, at spøgelset begyndte at synke, og alt
som han læste, sank det dybere og dybere ned i jorden, indtil det til sidst helt
forsvandt. Der blev da slået en egepæl igennem det.Præsten blev budt inden for, men han
sprang i vognen og kørte øjeblikkelig hjem. Fra den tid har der ingen mærket noget til
spøgeri der. [Fortalt af Gamle Ane Thomas`s i Allesø].
Sokrogen på Skamby Mark
Imellem Skamby og Badstrup, tæt ved markskellet, er der et hjørne, som kaldes Sokrogen,
hvor der ved nattetide er et spøgelse i skikkelse af et gloende svin. I denne krog skal
for et par hundrede år siden været nemdanet en genganger, som i levende live havde ejet
en af de gamle gårde i Badstrup. Hvilken gård det var, eller hvad manden hed, ved jeg
ikke; men da han var død, kunne han ikke få ro i graven, og de fik heller ikke ro på
gården. Der var, efter mandens død en åbning på muren, som de ikke på nogen måde
kunne få lukket til; thi der igennem holdt gengangeren sit indtog på gården hver nat.
Nu var der på samme tid en degn i Skamby, som havde gået i den sorte skole. Da han så
får nys om, at den døde ikke ville blive i graven, går han en nat ind på kirkegården
for at mane ham ned. Han træffer også gengangeren og begynder straks på sin kunst, men
spøgelset var ham for stærkt, han kunne ingen steder komme med det. Det drev lige straks
degnen ud af kirkegården og drev af med ham ad Badstrup til. Det kunne have set galt nok
ud for degnen; men til al held og lykke havde han en broder længere ude på Sletten, som
også var degn, og som var en del stivere i den sorte kunst. Han m,ærkede straks på
timen, at broderen var i klemme, og skyndte sig af sted, så hurtig han kunne, traf
dem også begge to på den omtalte mark, og manede nu gengangeren ned. Der har indtil de
sidste år om natten været set et gloende svin på det sted, og derfor kaldes steder
endnu den dag i dag Sokrogen.
Genfærd i Stensby
Ole Håns første kone kom, straks efter at hun var død, igen hjem til gården og holdt
sådant et spektakkel, at Ole ikke kunne være der; han måtte da ty til præsten
Grønvold om hjælp. Dene gav da Ole Han det råd, at han samme nat skulle møde
gengangeren på kirkegården og der tiltale den, så skulle han (præsten) nok selv sørge
for resten. Manden gjorde, som hr. Grønvold havde sagt, mødte spøgelset på
kirkegården og tiltalte det, og med det samme forsvandt det. Da Ole Hån kom hjem, stod
præsten i porten og var i færd med at nedgrave et gammelt vognhjul der, og da han var
færdig med det, sagde han: "Lige så mange gange som dette gamle hjul har gået
rundt, lige så mange år skal det vare, inden spøgelset kommer igen". Siden den tid
blev der også fred i gården.
Genfærd på Langesø
Der var en gang en ond og gerrig frue på Langesø, som hed Ida Rathlau. Når hun kørte
ud, havde hun al tid sin rok med sig og sad da i vognen og spandt. På en sådan køretur
fandt hun en gang på en af Langesø marker et barn, som gik i en kornmark og plukkede
aks. Hun fik da straks fat i barnet, tog sin store saks og klippede fingrene af det, for
at det ikke mere skulle gå i hendes korn og plukke aksene af. En gang fik hendes gamle
kusk befaling til at holde med kareten for døren midt om natten. Fruen og hendes tjener
kom straks ud og steg op i vognen. Da de kørte ud af haven, var det for kusken, som
hverken hestene eller vognen rørte ved jorden, han kunne blot mærke, at det gled rask
frem ad. Sådan gik det længe, indtil der blev gjort holdt i et hæsligt uføre lige
foran en gammel mørk og skummel borg, hvor fruen gik ind. Da hun havde været der inde
nogen tid, bad kusken tjeneren om at gå ind og se efter, hvor hun blev af. Han listede
sig da hen til døren og kiggede ind gennem nøglehullet og så da, at fruen sad på en
stol, og en person stod og redte hendes hår, så blodet flød efter kammen. Endelig kom
hun da og steg i vognen. På hjemvejen mærkede kusken heller ikke noget til hestenes
trampen eller vognens rumlen. Hjemme på Langesø så man siden den tid ikke mere af hende
end nogle blodpletter på væggen i hendes værelse. Derimod har man efter den tid set
hendes karet køre op og ned ad Rugade ved nattetid. Der blev strøet hørfrø for den, og
det hjalp så meget, at den sank under jorden, men der nede kørte den endnu længe, og
man kunne tydelig høre den ovenfor. Til sidst blev fruen nedmanet i Sortemose syd for
gården.
Om den gamle general og præsten Grønvold
Kammerjunker Finecke eller, som andre kalder ham, "den gamle general" lå stadig
i strid med præsten Knud Grønvold i Allesø. De førte vidtløftige processer med
hinanden og var næsten al tid uvenner. Når kammerjunkeren lod bønderne ride træhest,
sagde præsten til ham: "Giv den slemme smalle hest en tønde havre, ellers kan den
ikke bære den gamle bonde." Og så præsten, at han pryglede en, sagde han: "Er
det en djævel, så slå, er det et Guds barn, så hold op." Det gik til sidst så
vidt med dem, at kammerjunkeren skrev til kongen om at få pastor Grønvold sat af. Han
skrev, at Grønvold var en ringe Guds tjener og en enøjet hestepranger. Der kom bud til
præsten, at han skulle møde hos kongen og prædike for ham i slotskirken. Grønvold drog
straks af sted til København. Han gik hele vejen med bare fødder, for han havde ingen
støvler. Da han mødte frem i slotskirken, fik han af kongen en seddel, efter hvis
indhold han skulle prædike. Grønvold gik på prædikestolen med den. Han så på den,
der var intet skrevet på seddelen, han vendte den om og så på den ande side, der var
heller intet; men så begyndte han sin prædiken med de ord: "Her er intet, og (i det
han vendte sedlen) der er intet, og af intet skabte Gud verden". Over disse ord
gjorde han så en rigtig god prædiken. Da han var færdig, gik han straks ned til kongen,
som sad i sin stol i kirken, og bad ham om, at han ville trække sig kjolen af, for det
ønskede han hellere, at han skulle gøre, end en storherre på Fyn. Kongen sagde nej,
"ikke vil jeg trække kjolen af ham, og heller ikke skal nogen storherre på Fyn
gøre det." Det er sagt, at Grønvold for denne prædiken fik løfte på Skamby
præstekald, så snart det blev ledigt. Kammerjunkeren lod sig endelig forlige med
præsten, og det var nok også det hedigste, da han alligevel ikke kunne slippe af med
ham, men kun havde udsigt til at få ham til Skamby, som var herskabets egen kirke.
Kammerjunkeren tilbød nu præsten, at han måtte komme til Dallund en gang om ugen og
spise til middag hos ham. Grønvold, som var en stor elsker af kål, gik da hver lørdag
til Dallund og spiste sig et godt livfuld, for den dag vidste han, at herskabet fik kål
til middagsmad. Kammerjunkeren eller den gamle general døde i 1801 og blev begravet i
Skamby. Grønvold døde 3 år senere som sognepræst i samme by. Da kammerjunkeren var
begravet, sagde Grønvold på prædikestolen: "Han, som ligger der nede, han har
gjort mig usigelig meget ondt, han kunne også have slået pærer ned med mine ben, men
det kom han ikke til."
[Meddelt af Jakob Rasmussen, Stensby]
Kappelhave-kællingen
En gang red gamle Mikkel sildig om aftenen fra Søndersø gennem Stensby ned forbi
Dallunds mølle og til sit hjem i Tåstrup. Endnu før han nåede Stensby, hørte han
tydelig Kappelhave-kællingens jamren, og skønt det var en lang vej derfra og til
Kappelhave, vidste han dog straks, hvad det var, for hun var let at kende på røsten. Han
besluttede da at ride ad en anden vej, men da han nåede Stensby, holdt hun op med sin
skrålen. Så tænkte han, at nu var hun vel færdig for denne gang, og så ville han
alligevel ride ned forbi møllen, for det var dejt nærmere. Men ligesom han var kommen
til det sted, hvor møllen nu står, begyndte hun at råbe højt sit: åja! Mikkel så
hverken til den ene eller den anden side og red alt hvad han kunne hjem ad.
En gang gik Hans Kristian Væver ved aftenstid gennem Kappelhave skov. Da han var
kommen omtrent midt vejs, mødte han kællingen. Han så hende ikke, men da han lige med
et hørte den ynkelige jamren: "Åja, åja!" sagde han: "Hvad er der? kan
jeg hjælpe jer, så vil jeg". Men ikke så snart han havde sagt det, før han også
havde hende på ryggen og måtte nu bære hende, så langt hendes rettighed nåede. En
anden gang kom samme mand gående sent om aftenen ad gangstien gennem skoven. Da han
mærkede, at kællingen var lige ved ham, vendte han om og gik tilbage, men så var det,
ligesom nogen fulgte efter og kneb ham så voldsomt i hælene for hvert skridt han gik, og
tog fat med en niptang, hver gang han flyttede foden.
Den forklædte herremand
Bønderne på Margårds gods skulle i forrige tider til Dallunds mølle for at få deres
korn malet. De skulle da igennem et led tæt ved Dallund, inden de nåede møllen, og her
stod herremanden fra Dallund og morede sig med at smække bønderne med sin ridepisk. De
klagede da herover til deres husbond, herremanden på Margård, og han klædte sig da ud
som bonde og tog selv med. Da de nåede leddet, stod herren der som sædvanlig med pisken
i hånden. Den forklædte herremand spurgte nu, om det var dem, der skulle have prygl, og
da han svarede ja, sprang den anden af vognen, smed kappen og trak sin sabel med de ord:
"Så er det bedst, jeg får pryglene i dag". Da herren på Dallund nu fik at se,
hvem han havde for sig, tabte han lysten til at bruge pisken og stå ved leddet siden.
Herskaberne på Margård har alle til hobe været gode, og på den gård har aldrig været
træhest eller brugt tyranni.
[Meddelt af Karl Larsen, Lundesø]
Ved Serup smedje er der et stykke jord, som kaldes Amme mark, og et har navn efter et
hus, der har ligget der, og som kaldtes Ammehus, fordi ammen fra Dallund flygtede der hen
med børnene gennem en løngang, når herskabet ikke var hjemme, og røverne truede med at
overfalde borgen.
Ved Jørgen Hansens gård i Serup har der for nogle år siden været nogle små høje,
bevoksede med træer, som kaldtes Volden. Der skal før have stået en røverborg. Der er
ved udjævningen af disse høje fundet brændte sten, en halv kakkelovn, en halv slibesten
m.m., som også tyder på, at der har stået en bopæl her.
De omstøbte klokker
Der var to kirkeklokker i Skamby kirke, en stor og en lille. De havde begge sådan en
dårlig klang, men så boede der et par grumme rige jomfruer i nærheden, og de fik det
lavet sådan, at begge klokkerne blev taget ned, og der blev støbt to ny. Hver af
jomfruerne kom med deres forklæde fuldt af sølv, i det klokkerne blev støbte, og derved
fik de sådan god klang. Som en slags gengæld fik de nu lov til at vælge sig deres egen
begravelsesplads. De ligger begravede inde i kirken under skriftestolen, og deres billeder
står i muren ved samme stol.
[Meddelt af konen Katrine Jensen i Allesø]
Den gode klang
Kirkeklokken i Allesø blev støbt i en grusgrav, og for at den kunne få en rigtig god
klang, samlede to jomfruer alt det sølvtøj , de havde, og bar flere forklæder fulde
deraf til grusgraven, og for at forvisse sig om, at sølvet blev anvendt, stod de begge og
hældte det i digelen. Deraf kommer det, at Allesø kirkeklokke har så køn en klang.
[Meddelt af Kristian Smed]
Der stod en kæmpe på kirkegården i Skamby med en uhyre stor sten i hånden og ville
slå Hjadstrup kirke ned, men i det han nu kylte stenen, kom han til at træde tilbage med
den ene fod og satte den så fast imod en af grundstenene i kirkemuren, at sporet blev
tydelig kendt.
[Meddelt af Maren Nielsen, Nørre Højrup]
Da Skamby kirke skulle bygges, gik det en lang tid sådan, at det, der blev bygget op
om dagen, blev brudt ned om natten af troldene. men arbejdsfolkene fik da endelig så
meget opført, at troldene ikke kunne nå at få det nedbrudt. En af dem blev
forskrækkelig bister over det og satte sin fod så hårdt ind på en af kirkens
grundsten, at sporet blev tydeligt, og idet han trådte til, sagde han: "Kirke her og
kirke der, gid Fanden havde alle de kirker!" Dermed pakkede troldene sammen og
forsvandt fra egnen. Men sporet af troldens fod er endnu tydelig kendt på en af kirkens
grundsten.
[Meddelt af Jakob Rasmussen, Stensby]
Allesø kirke
Forhen gik folkene fra Allesø til Broby kirke. Men så blev der splid mellem folkene fra
Allesø og fra Broby om stolesæderne. Da besluttede to rige jomfruer, som boede i Jens
Olsens gård i Allesø, selv at bygge en kirke en byen, men de kunne dog ikke ret enes med
dem selv om, hvor den skulle stå. Så fandt de på at slå to stude løs og lade dem gå,
hvor hen de ville, og hvor de fandtes liggende næste morgen, skulle kirken bygges. Men da
de lå nede i kæret, kunne kirken ikke bygges der. Den blev dog opført så nær ved som
mulig.
[Meddelt af Kristian Smed, Beldringe]
Allesøs bys mænd drev to stude ud en aftenstund og de fandt dem om morgenen ude i et
kær. Det blev så opfyldt, og kirken blev bygget. Derfor er det, den ligger så lavt.
Den gamle Ebbe, som var degn før den nuværende, der nu har været der i 22 år, gik en
aften tillige med hans søster uden for hans bolig og kom da til at kaste øjet ind på
kirkegården. Der så han nu en mængde mennesker stå inde, og en mand midt imellem dem
med en stor bog i hånden. De så det begge to.
Liglam i Allesø
En aften besøgte skrædderens Ane min moster, maren Katrine hed hun. Som hun så følger
hende på hjemvejen, kom der et lam på tre ben strygende lige forbi dem og løb op på
kirkegården, hvor det blev borte mellem gravene.
[Meddelt af konen Katrine Jensen, Allesø]
Torshøj, som ligger på sognefogdens mark i Skamby, har gamle Lars Andersen prøvet
på at ville jævne, men han blev syg og kom sig aldrig mere. Højen er nu givet til
regeringen. To af sognefogdens børn og så en anden pige sad en gang oven på højen i
deres egne tanker. Da giver det et skrald nede i højen, som om et kistelåg slog i. De
fo'r ned og blev så rædde, at de aldrig turde komme der op mere. Den høj har stået på
gloende pæle, og der var også en beboelse der nede. Den gamle kone, som har fortalt
dette, føjer til, at nu er de 100 år snart omme, og så begynder jo snart tummelen der
igen.
Gamle Hans SKrædder i Stensby har fortalt, at den mand, der ejede stedet, hvorpå
Glavendrup stenen står, ville grave den om og flytte den væk. Men han blev syg, mens han
arbejdede derpå, og måtte så lade stenen ligge. Han døde dog ikke lige straks, men
svandt væk som dug for solen. Der står jo også en forbandelse på den sten. "Det,
jeg her har fortalt", sagde Hans SKrædder, "er så sandt, som jeg står på
mine ben."
Fra pestens tid
På Skamby kirkegård står en stor hvidtjørn, hvor under de, som døde i den sorte død,
blev begravede. Så snart de så en sort plet inde i deres hånd, skyndte de dem der ind
for at komme på kristenjord, og så døde de der og blev begravede på stedet, hvor de
lå. mange skyndte sig, men nåede ikke kirkegården alligevel. Indtil vore dage har
børnene sagt til hinanden, at de skulle huske at spytte, inden de kom ind under tornen,
for ellers fik de hovedpine.
Ved Karl Timmermann i Allesø
|