Urte Mølle

Når man færdes i det danske landskab og ikke har det ene formål at komme hurtigst muligt frem, men snarere ønsker en naturmæssig eller kulturhistorisk oplevelse i forbindelse med turen, så er det altid en god ide at bevæge sig væk fra de store gennemgående veje ud på de små sideveje.
Hvis man er på de kanter, kan man f.eks. begive sig ad Nielstrupvej fra Ollerup til Hvidkilde.
Efter cirka en kilometer ad en smal kroget vej med mose og sø til den ene side og et vidtstrakt højdedrag til den anden kommer man igennem selve hovedgården Nielstrup, der næsten råber sin århundrede år gamle historie efter én.
Mindre end hundrede meter før man igen er ude på den stærkt trafikerede Svendborg-Faaborg landevej, finder man tilslut den bygning, der nok er turens mest specielle. Det er den gamle vandmølle "Urte Mølle".

I gammel tid
I tidligere tider var der flere møller langs "Syltemade Å", fra starten ved Hvidkilde Sø til udmundingen ved Ballen. Nu er der kun "Hvidkilde Mølle" også kaldet "Røde Mølle" og netop Urte Mølle tilbage. Sidstnævnte er meget gammel.
I 1372 blev den kaldt "Woltemølle". Det er dette navn som siden hen er blevet til "Urte Mølle". Ifølge bogen "Svendborg amts bebyggelsesnavne" fra 1958, betyder navnet "en mølle, hvori kornet males med valser".
Lokalhistorikeren Otto Jonasen beskriver i bogen "Købstadsliv i enevældens barndom", hvordan mølleren på Urte Mølle Eggert Møller i 1673 var en central person i en større sag om organiseret tyveri og hæleri. I den sag var mølleren på "Ulbølle Mølle" også involveret.
De bindingsværksbygninger, der er på stedet i dag, er givetvis fra slutningen af 1700-tallet.
I en brandforsikringspolice fra 1813 kan læses, at møllen på dette tidspunkt havde tre vandhjul, to kværne samt en skalkværn.

Bag kværnen møller Niels Peter Frederiksen sammen med et barnebarn.

Det forreste vandhjul drev de to nærmeste kværne via den mørke lodrette træaksel i midten af billedet og stjernehjul og kværndrev over loftsbjælkerne.
På samme måde drev det bageste vandhjul den knap synlige tredje melkværn og en skalkværn i gulvet - samt valsen helt til højre. Stjernehjulet var her placeret under loftsbjælkerne, mens opgearingen til skalkværnen var over. Foto: Anders Jespersens arkiv.

Midt i 1800-tallet havde møllen kun to hjul, men havde alligevel fået en ekstra kværn.
Dette er formentlig et udtryk for at møllens indre maskineri er blevet ændret fra, at et vandhjul fast nedefra har trukket en enkelt kværn til, at man har fået to overliggende "stjernehjul", i hvilke kværnenes drev efter behov kunne sættes i indgreb.

Den nye møllebygning
I slutningen af 1800-tallet var møllen og de øvrige bygninger noget forfaldne.
På opfordring fra ejeren, som var greven på Hvidkilde, afgav forskellige håndværkere tilbud på, hvad en istandsættelse ville koste.
Resultatet blev bl.a., at i 1893 blev den nordligste del af stuehuset ud mod åen revet ned. De fem fag havde indeholdt bryggerset med den gamle murede bageovn og bryggerkedler samt pigekammer, saltekælder og mælkestue.
Den grundmurede bygning, der i dag indeholder møllen, blev ved samme lejlighed bygget som en skal udenom den gamle mølle i bindingsværk. I den nye bygnings kælder fik man nærmest beboelsen plads til en af de to bryggerkedler fra det nedrevne bryggers. De to forholdsvis lave men brede vandhjul fik overdækning.

De to "stigbord" blev hævet og sænket med kæder, når de respektive træaksler blev drejet inde fra møllen. Stigbordene åbnede og lukkede for vandet til de to vandhjul, som var overdækkede for at beskytte mod sommerens sol og vinterens is. Foto: Anders Jespersens arkiv.

Hjulene blev så engang i 1940-erne udskiftet med en vandretliggende såkaldt "Francisturbine".
Det er fra denne tid den nuværende lidet klædelige ombygning af møllen stammer. Den karakteristiske overdækning forsvandt og efterlod et dybt ar i bygningen. Gulvene blev hævet, for indvendigt at gøre plads for ny mekanik - de forskellige maskiner blev nu drevet af remme trukket af turbinen via en lang kraftig stålaksel i kælderens dyb - der blev kun opsat to af melkværnene, og disse havde nu atter undertræk. Døre og vinduer blev flyttet eller delvis blændet.

På dette billede ses det meget tydeligt, hvordan vinduer og dør blev flyttet i møllen. Da billedet blev taget omkring 1950, var dette endnu ikke sket i den del af bygningen, der ses længst til højre. Privat foto.

Møllen flytter
Allerede i begyndelsen af 1960-erne begyndte pladsen at blive for trang på møllen.
En del af korn- og foderstofvirksomheden blev flyttet til Ollerup. Her blev bygget siloer samt rensnings- og tørringsanlæg.
I 1974 var det helt slut med virksomheden på Nielstrupvej, og møllerfamilien flyttede nu ind i et nybygget parcelhus ved siden af virksomheden i Ollerup.
Senere blev Urte Mølle i Ollerup sammenlagt med Ulbølle Mølle. Denne virksomhed blev siden hen købt af "Fyns Andels Foderstof".

Christian Frederiksen - den sidste møller - foran Urte Mølle. Man fornemmer de velplejede omgivelser. Privat foto.

Møllen på Nielstrupvej, som er emnet for denne historie, er siden blevet lejet ud til privat beboelse.
På et tidspunkt blev der lavet et forsøg med, at få turbinen til at producere strøm til eget forbrug, ellers er møllebygningen kun blevet brugt til afholdelse af julestue og fester samt opmagasinering af beboernes overskydende møbler og lignende.
Nu om dage bliver den store varmemæssigt temmelig uøkonomiske beboelse opvarmet af et halmfyret fjernvarmeanlæg, som Hvidkilde Gods har etableret.

Dyrene
På en ret detaljeret grundplan af bygningerne, som blev lavet i forbindelse med byggeriet i 1893, kan man få en fornemmelse af dyreholdet på møllen.
Der var seks hestebåse. Selvom der ikke har været så mange heste, så viser det i hvert tilfælde, at der er blevet kørt med to møllervogne. Der var plads til et par køer og et antal grise. Der har sikkert også været hund og kat.
Så var der alle de vilde dyr - de er der stadig.
Landsvalerne kommer troligt flyvende fra det sydlige Afrika hvert forår for at nyde godt af de gode steder at bygge rede og overfloden af myg og fluer. Når sommermørket begynder at falde på, overtager flagermusene flyveopvisningen. De har om dagen hængt trygt i bagbenene med hovedet nedad under udhusenes tage. I skoven, der omkranser møllen, snuser rådyr, ræv, grævling og mange andre dyr rundt.
Det var de tamme og vilde dyr. Så er der dem midt imellem.

Fodring af ænderne. Privat foto.

Ude på mølledammen holdt der tidligere gråænder sig til. Om vinteren var der mange - måske 50. Det var let for dem at holde store områder af mølledammen isfri, fordi møllen holdt vandet i bevægelse. Ikke mindst nød ænderne godt af de forskellige gode sager, menneskene på møllen serverede for dem.

Storvildtsjægeren og ænderne
Langt tilbage i tiden har godset afholdt jagter.
Nu om dage er klapjagterne en del af en moderne forretning, hvor jagten, deltagernes bespisning og beskænkning foregår mod betaling. I tidligere tider var jagterne i langt højere grad selskabeligheder for adelige og eventuelle kontakter indenfor det bedre borgerskab. Langt op mod nutiden havde jagterne denne karakter.
Skovarbejdere og andre af godsets folk samt nogle drenge var "klapperne", der drev vildtet frem til de ventende jægere. I løbet af en dag blev der på den måde gennemgået et antal områder, og tit endte jagten ved Urte Mølle.
En efterårsdag engang i 1950-erne havde en af jagterne deltagelse af grev Gregers Ahlefeldt fra Egeskov - han var i sin tid en kendt storvildtsjæger og hans omfattende trofæsamling kan i dag beses på Egeskov Slot.
Det var som sædvanlig skovfoged Jørgensen, der dygtigt stod for ledelsen - det er det, man i de kredse kalder at være "jagtherre".
Da jagtselskabet efter et formentlig indtil videre noget magert resultat kom til mølledammen, fik grev Gregers øje på de mange kornfede ænder på vandet.
Resolut samlede han nogle sten op, som han kastede efter ænderne for at få dem til at lette. Nogle af ænderne lettede, og storvildtsjægeren lagde haglgeværet til kinden og fyrede.
Det var for meget for Jørgensen, han mente ikke, at den slags jagt hørte hjemme på danske breddegrader - og sikkert heller ikke andre steder - så han afblæste jagten.

Tilbage til nutiden
Vi er tilbage i den hidsige trafik på Svendborg-Faaborg landevejen - så her vil jeg også afblæse denne fortælling.
Hvis nogen har lyst til at læse mere om de danske vandmøllers historie og teknik, kan der findes litteratur herom på biblioteket.
Den årlige nationale mølledag 3.søndag i juni giver mulighed for at besøge en del gamle vand- og vindmøller - også sydfynske.

Noter:
Ovenstående er foruden de i artiklen nævnte kilder baseret dels på oplysninger i "Lehns Godsarkiv" på "Landsarkivet for Fyn" dels vedrørende Gregers Ahlefeldts andejagt på en meddelelse fra en daværende beboer på møllen.
Artiklen har ikke været bragt i andre sammenhænge.
Min interesse for "Urte Mølle" stammer fra, at jeg i nogle år boede på stedet som lejer.