Af museumsinspektør Johs. Olsen, Svendborg [1937] 

I oldtiden malede man kornet mellem tvende sten ved håndkraft, idet man knuste, malede det, ved med hånden at føre en mindre sten frem og tilbage hen over kornet, der var anbragt på en større flad sten, de kaldtes henholdsvis over- og underligger; men man kender også runde kværnsten til dette brug, hvor den øverste sten drejes på den underste og ved sin vægt knuser kornet til mel. Kornkværne af denne art findes i det bekendte udgravede Pompeji, hvor bagerne selv malede deres korn, her står  kværnene endnu, som de forlodes, da byen dækkedes af sten- og askeregnen, som ledsagede Vesuvs udbrud i august måned i året 79 efter Kristus, og her i landet har håndkværne været i brug meget langt op mod vor egen tid, de kan ses på vore museer.

I middelalderen nåede imidlertid en ny opfindelse til Danmark, nemlig kornkværne dreven af vandkraft altså vandmøller. De ældste beretninger, man har om vandmøller på Fyn, findes i et mølleprivilegium for munkene i St. Knuds Kloster i Odense, det er fra 1175. Muligvis har Benediktinerordenen indført vandmølleriet i Danmark på kong Knud den Stores tid, og er det rigtigt, har vore vandmøller altså været kendt i c. 900 år. En vandmølle nemlig Svansager på Langeland er den ældste omtalte i Svendborg amt; thi den nævnes i kong Valdemar II jordebog i året 1231, og den er rimeligvis forløberen for den nuværende Tranekær Slotsmølle; men det behøver ikke derfor at være den ældste, andre kan godt være anlagt før den, mon ikke vandmøllen ved Brahetrolleborg f.eks godt kunne være ældre, det gamle klosteranlæg her er jo fra c. 1172, og det er jo også anlagt af Cistercienserne, som var udgåede af Benediktinerordenen.

I middelalderen og langt senere hen fandtes en mængde små møller overalt i Danmark, de kaldtes for skvatmøller, der skal have været så mange, at hver bonde havde sin, selv om det nu er en overdrivelse, var der nok mange alligevel.
Til en skvatmølle hørte, som navnet angiver, kun lidt vand, en skvat vand var nok til at drive den; men de måtte kun male korn fra mikkelsdag til pinse, og for at naboernes marker ikke skulle lide skade ved oversvømelse, toges deres stigbord op i sommerhalvåret.

Men til de større møller, der måtte male hele året rundt, hørte betydeligt mere vand, derfor havde de store dæmninger og store mølledamme, hvor vandet kunne holdes tilbage i reserve især i de mere tørre årstider om sommeren, hvor nedbøren i reglen er mindre end om vinteren.

I Svendborg amt har der været c 90 vandmøller gennem tiderne; men mange er i nyere tid nedlagte. Man kan vist roligt gå ud fra, at da vandmøllen indførtes, var det et betydeligt fremskridt, der skete. At adskillige er nedlagt i nyere tid, skyldes vel nok for en del, at sænkning af vandstanden i moser, vandløb og enge samt udtørring af mangen issø har formindsket vandmængden, så der blev for lidt vand til at drive en vandmølle med, og i allerseneste tid, har andre kræfter afløst vandkraften, i enkelte tilfælde er dog vandkraften taget i brug for at frembringe elektricitet, således ved Kongshøj gamle vandmølle i Øksendrup sogn.

Vandmøllerne har sikkert haft stor betydning for de omboende folk; men der er dog 24 sogne i Svendborg amt, hvor man ikke kender noget til vandmøller, især er de mindre øer fattige på vandmøller, det kan have sin årsag i, at der her er færre vandløb end på Fyn, måske fordi den overflade, som er nødvendig for at opsamle nedbøren, ikke er stor nok hertil.

I kong Valdemar Atterdags tid oprettedes mange vandmøller i Danmark; man ved, at kongen allerede før 1536 interesserede sig meget for sådanne anlæg, og lod anlægge diger og dæmninger samt sørgede for, at mølledamme udgravedes. Allerede i hans tid nævnes Tangåmølle 1361 og Urtemølle ved Hvidkilde 1372, og muligvis kan Skårup skovmølle datere sig ligeså gammel. Gundestrup Mølle i Hundstrup findes nævnt 1418, Lydinge i Krarup 1438. Den 26. marts 1597 brændte den anden af Hundstrup vandmøller en påskeaften, nemlig Elleskovsmøllen. I året 1610 forekommer følgende møller nævnt i Svendborg amt, Lindevad i Vester Åby, Dalsmølle i Vantinge, Grubbe- og Nørremølle i Svanninge, Knarreborg i Oure, Grønne- og Grøftemølle i Skellerup, Kildemølle i Ellinge og Lillemølle samt Åmølle i Refsvindinge; men der er intet i vejen for, at flere af dem er meget ældre, end de årstal i hvilke de nævnes første gang.

Rødemølle Vandmølle ved Hvidkilde

En anden gammel vandmølle er Kaleko ved Fåborg, der kønt beliggende nu er fredet og indrettet som museum, den omtales 1643, da den kom under Holstenshus. Endvidere Nyborg Slotsmølle, der allerede 1664 overgik til privatejendom, og 1551 Hospitalets Vandmølle i Fåborg. For godt og vel 100 år siden havde Svendborg ikke mindre end ni vandmøller, der var først to fra borgen Ørkil hidrørende øverste og nederste Ørkildsmøller, der maler endnu den dag i dag, selve byens ældste vandmøller var sikkert, den nu nedlagte bymølle, så var der Pjenemølle, Grubbemølle, Ravnemølle, Graaes Vandmølle, Oliemøllen tidligere kaldet Slibemølle og endelig Stampemøllen i Christiansminde, denne og Ravnemøllen var dog kun stampemøller, der benyttedes i lange tider af byens garvere og felberedere der dengang var talrigere end nu; men på de fleste vandmøller i Svendborg har i tidernes løb været stampet både huder, skind og vadmel for farverne, samt endelig også brækket bark. Pjentemøllen blev anlagt af præsten Hans Gaas ved Vor Frue Kirke 1546, senere fik han en retssag på halsen i den anledning, fordi han havde anlagt vandmøllen uden samtykke af borgmester og rådet, der lå ved Bagergade ved en gård, hans moder havde købt, her forbi løb en bæk, kaldet Springsbæk, og denne fortsatte herfra over til Bymøllen, og Bymøllens ejer, Hans Petersen, klagede til øvrigheden over, at Hans Gaas`s mølle tog vandet fra ham, og øvrigheden dømte i sagen, at Hans Gaas`s mølle ingen fremgang skulle have, uden hvis han kunne herefter have det med kongens samt borgmester og råds tilladelse og samtykke. Den 28. november 1546 kom sagen for på det kongelige retterting i Odense, og her kendtes for ret, "at efterdi Hans Petersens bymølle findes at have været mølle ud af arilds tid, da bør den ved sin magt at blive, og Frants Brockenhuus embedsmand på Nyborg Slot med flere gode dannemænd at granske og forfare om hr. Hans Gaas`s mølle er så lovligt bygt, at den bør ved magt at blive eller ej, og der gå om så meget som ret er."

Derpå fik følge kongelig befaling, adelsmændene Ejler Rønnow, Hvidkilde, Busk Skunk, vistnok Brudagergård, men i alt fald ejer af Rugård, Aksel Fikkesen, Broholm, Axel Nielsen Kruckow, Årslevgård, Henrik Glob, Stensgård på Langeland, Hans Berildsen, Nakkegård, Tanderup sogn i Båg herred, Niels Henriksen Sandberg Tøjstrup ordre til at granske og forfare om en mølle, som "hr. Hans haver i Bagergaden i Svendborg, hvad heller kun står Svendborg by til skade eller ej". Udfaldet kendes ikke; men det kan umuligt have gået Hans Gaas imod; thi møllen har males lige tild en i 1899 blev nedbrudt. Dette var nu ikke den eneste strid Hans Gaas var ude for om en mølle, kort efter havde han igen en strid angående et mageskifte af et stykke jord ved hans mølle i Vejstrup, med en af kronens bønder; der var nedlagt forbud mod denne mølle også, senere kom dog et forlig i stand; men landsdommeren Verner Svale og prior Christen Poulsen i Odense nægtede ham ret til at male, således at han skulle trække sine stigbord op, for at vandet ikke skulle "støve" ind på kronens bønders jorder, før han havde fået kongelig tilladelse hertil. Ved dommen i kongens nærværelse i København den 3. december 1547 kendtes for ret, at mageskiftet skulle stå hen til kongen kom til Fyn, og stigbordene skulle være optrukne sålænge, og så hører man ikke mere til sagen.

De tvende Ørkilsmøller, som havde hørt til borgen Ørkil, der blev brændt i juli 1534 af de oprørske svendborgere, er på en måde alt, hvad der er levnet af såvel borgen som byen Ørkil, der bestod af 20 gårde og huse, de har om end ombyggede malet til dato, deres alder kendes ikke; men de giver måske ikke borgen så meget efter i så henseende, og denne var fra omkring ca 1200-40. Grubbemøllen ved Svendborg var også af dato en gammel mølle, den fik sit vand fra kilder ved bakkens fod, den er, såvidt, det kan ses, anlagt omkring c 1500 eller så. Alle de ved Svendborg værende vandmøller er nedlagte nu, en skæbne flere af deres gamle kammerater ude på landet har delt med dem.

I mange af vore byer træffes stednavne, der minder om de gamle vandmøller, således forekommer mølle eller møllergader og mølledamme selv på de steder, hvor vandmøllen forlængst er borte, så kun navnet minder om, hvad her en gang var.

Møllergade i Svendborg

Selv i hovedstaden var tidligere et Vandmøllestræde, før dette ændredes til Rådhusstræde, også det mindede om byens ældgamle nedlagte vandmølle. Ude i landskabet forekommer mange stednavne, i forbindelse med stavelserne "mølle", vi kende dem fra enge, moser, marker, skove, gårde og huse, de synes ligefrem at fortælle os, hvilken betydning møllerne har haft i tidens løb.

Vi kender ingen middelalderlige gilder eller lav for møllere, derimod træffes møllere som medlemmer af de almindelige gilder.Årsagen hertil er måske den, at de boede spredt, det var jo sjældent at træffe dem så tæt beliggende som de to Ørkils møller eller Ventepose og Rødemølle på Tåsinge.

1648 udstedtes de første artikler for møllere her i landet, 1684 kom de sidste; men de møllere, der var her i byen Svendborg, vides aldrig at have været indmeldt i noget møllerlav.

Mange vandmøller var indrettede således, at de havde stor staldplads til møllegæsternes heste, i enkelte tilfælde op til c 100 stykker kunne opstaldes ved en vandmølle; thi bønderne kom ofte langvejs fra for at få deres korn malet, der var jo ikke vandmøller i ethvert sogn, og desuden var der mølletvang, så det kunne knibe med at ekspedere møllegæsterne, og derfra stammer vel det gamle ordsprog om, at den, der kom først til mølle, fik først malet.

Et vandhjul kan være meget stort, det største kendte var Pjentemøllens i Svendborg, dets diameter var 17½ fod; men alle størrelser forekommer herfra og ned til 6 à 7 fod. Endelig er der forskel på over- og underfaldshjul, selvfølgelig var overfald og et højt fald det bedste. Mange møller havde mere end eet hjul, det største antal har vist nok Kongshøj haft, ikke mindre end 8. Hjulet var altid af træ, dog forekommer enkelte af jern; men de er af nyere dato.

I kong Christian V Danske Lov af 1683 findes en del bestemmelser om vandmøller, sålede siger den, at ingen ny mølle måtte oprettes, uden at man havde dam og damsted. Vandet måtte ikke flyde ind over anden mands jord, ager eller eng, ejheller måtte bagvandet fra nogens vandmølle spildes på lignende måde.
Anlagdes endelig en ny mølle, uden at nogen gjorde indsigelse eller nedlagde forbud mod den, og den nåede 20 års hævd, og ingen havde klaget over den, måtte den fremdeles benytte flod og flodsted. Alle som ejede en skvatmølle også kaldet vinter- eller græsmølle skulle tage deres stigbord op den 1. maj, og først sætte det ned igen, når alt korn og hø var i lade. Vandet fra møllerne måtte ikke genere landevejene, ejheller naboernes skov- og kirkeveje, med mindre samtykke hertil var givet.

Kongens tjenere skulle søge kongens møller, amtmændene måtte passe på, at møllerne holdtes ordentlig ved magt, og påse at møllerne brugte mål og toldkar på ærlig vis. Ved toldkar forstås de såkaldte toldkopper af kobber, på museet i Svendborg opbevares to af disse fra møller under Broholm, kopperne var justerede, og mølleren havde ret til som betaling, at tage bestemte portioner af hver sæk korn, senere betaltes i rede penge.
Endvidere siger loven, at alle skvatmøller, indenfor en mils afstand fra de rette landgildemøller, der holdtes ved magt, og som kunne overkomme bøndernes maling af korn, skulle nedlægges, med mindre at skvatmøllen fra arilds af havde svaret landgilde. Samtidig forbødes det bønderne at oprette vejr- og hestemøller  på de steder, hvor der var landgildemøller, som kunne overkomme malingen, det er alt, hvad denne lov har om vindmøller.
Vand måtte ikke fældes fra dets sædvanlige løb, ejheller fra anden mands fiskedam eller jord. Bøden herfor var 3 lod sølv til samtlgie ejere. Spildte en eller anden vandet fra en mølle eller fiskedam, måtte synderen ikke alene erstatte skaden, men ydermere bøde 60 lod sølv, stemmede en møller vandet så højt op, at det skadede andre, måtte han betale skaden. Møllerne fik altså både privilegiet og ansvar.
Fire år senere udsendte kongen brev til amtmændene om, at hvis vandmøllerne ikke var sat til videre hartkorn end ejendommens, og ikke var pålignet "måleværket", da skulle herredsfogden og to af de troværdigste bønder i hvert sogn udnævnes til, at udforske om møllen manglede vand på nogen årstid, om vandet kom fra kilder, åer eller søer, om det var let eller svært at vedligeholde og lave dæmninger, om det imod stor regn ej påholdtes, om det var en skvatmølle, om der var mangel på søgning, eller den havde nok at bestille, hvem der søgte møllen, om der var godt fiskeri eller ej, om hjulet dreves af over- eller underfaldsvand, samt hvormange kværne hver mølle havde m.m. Når alt dette forelå oplyst, skulle de valgte mænd give møde, og amtsskriveren måtte derefter udfærdige nøjagtig beretning om hver mølle, hvorefter resultatet skulle indsendes til Rentekammeret, det lignede og udregnede derefter møllens rette hartkornsligning. 1687 indførtes mølleskylden på vandmøllerne, den holdt sig til vore dage ligesom mølletvangen, der først afskaffedes helt den 1. januar 1862.
Med hensyn til flodmål, alså et mål for, hvor højt en møller måtte stemme vandet op, har der vist ikke så sjældent været uenighed. Et flodmål bestod i reglen af en nedrammet pæl, på denne var anbragt et mærke, der angav, hvor højt vandet måtte opstemmes, flodmålet var anbragt af øvrigheden og skulle respekteres. I Svendborg kendes et ganske pudsigt tilfælde, hvor flodmålet ikke blev respekteret, det forefaldt i 1842 meddeler den daværende Pjentemøller Morten Jørgensen i sin dagbog således: en skønne dag udeblev vandet fra Springbækken fuldstændigt, både for ham og bymølleren var det jo uheldigt. Ved at efterse, hvad grunden var, viste det sig, at en farver egenmægtigt havde spærret for vandet i Gåsestræde, hvorigennem bækken løb, han havde nemlig også brug for vand til at skylle sit tøj i. De to forurettede møllere mødte derfor om morgenen den 13. juni kl. 8 hos byfogden, kammerjunker Moltke, og besværede sig over, at de var blevet forulempet af farveren, byfogden anede selvfølgelig intet og bad dem spørge farveren, om han havde stoppet for vandet, hvad han indrømmede, så gik de atter til byfogden, denne lod så alle parter tilsige samt brandinspektøren, der havde opsyn med byens vandforsyning, hvortil bækken hørte, til at møde kl. 12 ved flodmålet. Her erklærede brandinspektøren, at det var pinende galt og beordrede straks de spærrede brædder fjernede. Farveren begreb ikke et muk af det hele, og rørte sig ikke af pletten, og først kl. 3 fjernedes omsider hindringen, så at møllerne atter fik det nødvendige malevand igen, som det kaldtes.

Vandmøllerne ligger for det meste smukt, der er en egen idyl over dem og hele landskabet. Mølleren var hyppigt en mere velstillet mand i samfundet end mangen anden, ikke alene i kraft af hans profession, også som følge af hans hele stilling og de betingelser og forhold, som fulgte med at være mølleejer, han drev i reglen desuden landbrug, jagt og fiskeri gav ham lejlighed til at nyde fordele, ikke alle kunne opnå. Det er derfor ikke så underligt, at han også kunne nå at blive misundt, folk skulle jo søge hans mølle, og når han passede på, at han ikke toldede for stærkt af bøndernes korn, var hans stilling ikke dårlig. De mange folk, der havde ærinde her, livede op i tilværelsen, og at ikke alle møllere var slette, som man næsten skulle tro, ved at læse i C.V Danske Lov, hvor et møllehus lignes ved et krohus eller smedehus i 21. kapitel: thi her førtes ofte megen løs tale, derom vidner f.eks indskriften over døren på Rødemølle i Svindinge sogn, der er anbragt 1738, "Herre vend Dig dog igen til os og være Dine tjenere nådig, opfyld os årle med Din nåde, så ville vi prise Dig og være glade i alle vore dage", ligesom en indskrift i øverste Ørkil Mølle har en lignende bøn, den er taget fra kongernes 1. bog, 8. kapitels 28. vers og anbragt 1744 og lyder, " Herre min Gud, hør på Dine børn som Dine tjenere beder, at Dine øjne må altid være åbne over dette hus, nat og dag", bjælken, hvori det er indskåret, viser på bagsiden, at Hans Andersen Skytte lod huset bygge 1701 til sin søn Corfits og dennes hustru Lisbet Margrethe.

Medens en vandmølle har den vane og tillige ynder at kravle så dybt ned i terrænet som muligt, gør en vindmølle akkurat det modsatte, den kan aldrig komme højt nok op, den skal have al den plads og frihed for, at vingerne kan få såmegen vind som muligt, af den grund findes også vindmøllerne som regel på højdedragene, på høje og bakker, selv de gamle oldtidsgravhøje er taget i brug, således står f.eks. Staus Mølle på Tåsinge på en gammel gravhøj fra hedenold, efter sagnet skulle gravkammeret, der endnu i møllens underste etage har bevaret sine sidesten, have været kong Staus grav, og det er næppe det eneste tilfælde af den art.

Vind - eller, som de også kaldes, vejrmøller er for Danmarks vedkommende meget yngre end vandmøller, og man forstår, at da vindmøller kom hertil, var det en lettelse, især for dem som havde langt til vandmøllen, navnligt når en egn var fattig på disse sidste, kunne vejen blive lang nok.
Ingen ved noget bestemt om, fra hvad tid man kan regne vindmøllens fremkomst, nogle mener, at de er opfunden c. 1040-50 efter Kristus, men det er dog sikkert kun en gisning. En hollandsk kender af møller mener, at opfindelsen taber sig i oldtidsmørke, men mener dog, at korsfarerne har medbragt opfindelsen fra Lilleasien til Europa, andre anser grækerne for at være opfinderne. Hvem der har ret, er ikke til at afgøre; men efterhånden, som den ny form for en mølle blev kendt, steg de stærkt i antal, selv om det måske varede længe, før de nåede til Danmark, især til vor egn, således fik Svendborg først sin første hollandske vindmølle for godt og vel 100 år siden.

Den første art vindmøller var stubmøller, de var tidligere meget almindelige, men er snart forsvundne i landskabet, de få, som er bevarede, er så at sige museumsgenstande, enkelte er fredede. Ved en stubmølle forstår man en mindre ofte ret primitiv mølle med vinger, den er indrettet således, at den ved hjælp af en fra møllens underste del skråt udstående bjælke, kan dreje sig om en pæl, hvorpå selve møllen hviler. Den skrå bjælke kaldes "møllesvøben", herom er vindtavlet vundet, dertil hører så en "vindvogn", der drejer hele møllehuset om pælen eller stubben. Heraf kommer selve betegnelsen "stubmølle", idet ordet stub er oldnordisk, det stavedes den gang "stubbr", og betød en over jorden opragende pæl, og ordet mølle er kommet fra latin, det gamle latinske ord for en mølle er "molina". Stubmøller er nåede til Danmark allerede i middelalderen. man ser på de ældste billeder og prospekter fra vor gamle hovedstad, at de stod uden for byens volde i rækker; men op på volden vovede sig dog, som den første voldmølle først "Gothersmøllen" 1692. På vor egn har der også været stubmøller, ved Svendborg har der tidligere været mindst to måske flere; men efterhånden fortrængtes de af de hollandske møller, og stubmøllerne reduceredes til hovedsagelig at anvendes, hvor man malede vand bort fra våde, side eller oversvømmede arealer.

At de måtte vige for den hollandske mølle er ret naturligt; thi den har en anden konstruktion, den er indrettet således, at selve møllen er ubevægelig faststående, og kun det øverste parti møllehatten kan drejes på mølleakslen, selve bygningen er større og rummeligere, hvad der jo er en fordel på mange måder.

Denne mølleform skal være opfundet i Holland hen mod c 1500 og hollænderne selv mener, at formen for en sådan mølle er fremkommet på den måde, at man har forsøgt at hæve en stubmølle så meget som muligt, og tilsidst har anbragt en stubmølle oppe på gamle ude af brug værende by- og fæstningstårne, derved skal den hollandske mølle have fået omtrent dens nuværende form, og nåede at få vingerne højt tilvejrs for at fange mest mulig vind.

Omsider nåede de vor egn, i Svendborg byggedes den første af disse, den nuværende Christiansmølle på Kongebakken c 1809 på foranledning af daværende byfoged J. Uldall, der måtte den gang endda først indhentes Rentekammerets tilladelse til at bygge den, senere kom Vestergades Mølle samt Graae`s og Grubbemøllens Vindmølle, den sidste er helt forsvundet, de to andre har fornylig mistet deres skønneste pryd vingerne, som så mange af deres kammerater ude på landet, og de sidste og kullede møller står og ser ud, som om de sørger over, at de har lidt den triste skæbne, at måtte vige for motorer og elektriciteten, kun Christiansmøllen drejer endnu rundt, og pryder landskabet, hvad så at sige enhver vindmølle gør.

I Svendborg amt har ialt været c 120 vindmøller, Langeland har forholdsvis flest. I gamle dage, fortælles der, brugte vindmøllerne mikkelsaften at stille vingerne i saks, så at de dannede et andreaskors, skikken menes at hidrøre fra den katolske tid, da ærkeenglen St. Mikael var møllerens særlige helgen og skytspatron.

Egebjerg Mølle 1910

I kong Christian V Danske Lov omtales de kun ganske flygtigt; men 1688 udstedtes gennem Kommerciekollegiet bestemmelsen om mølleskyld for vindmøller; denne afgift kendes for resten meget tidligere; thi i kong Hans`s dronning Christines hofregnskaber findes, at den 25. marts 1521 modtog dronningen 24 mark af Jep Jepsen i Ribe for mølleskyld, afgiften må vel så senere være fornyet eller reguleret i kong Christian V tid, den ophævedes, som før nævnt, ved lov i 1852; men helt fri blev dog næringen ikke ligestraks, der hengik en tiårig overgangsperiode til 1862, før den var ude af verden.

I året 1825 nedsattes en kommission angående fremtidig oprettelse af ny møller, denne kom til det resultat, at hvor der ingen mølle fandtes i en omkreds af en mil, og nabomøllerne gav deres samtykke til den ny mølles opførelse, og det desuden skønnedes, at der på egnen var trang til en mølle, var der ingen hindring for at bygge en ny. Efter den tid tog vindmøllerne stærkt til her i landet, nu tager de nærmest af igen, dog har de fleste sogne deres mølle, somme endog flere, det er omtrent som Holger Drachmann synger i "Der var en gang", at hver by har sin heks, hvert sogn sine trolde", sådan kan man næsten sige om vore møller, er end mange gået fra vand og vind over til damp og elektricitet.

Almindeligvis vil de fleste mene, at alle vindmøller er ens at se til; men heri tages grundigt fejl, der er endda meget stor forskel på dem endogså blot i det ydre, det indre ligeså; men det sidste overlades til fagfolk at fortælle om. Betragter man møllerne lidt nærmere opdager man hurtigt forskellen, nogle er svajede i formen, andre lige, men alle bliver de smallere opefter mod hatten, og nogle er kantede andre glatte, men runde er de alle.
Også det materiale, de er bygget af, er ikke ens, de ældre er af træ tækket med strå andre med træspån eller tagpap, andre er bygget af teglsten helt op til hatten; men flere har kun tegl i de nedre dele, hvorimod hatten altid er af træ. Møllernes hatte er også forskellige, på nogle dannes hatten af en skæv og noget flad "kaskjet", på andre er hatten pyntelig formet som et lille spir. I hatten sidder akslen, der på de ældre er af træ p de yngre af jern.
De ældre møller må mølleren dreje til vinden ude fra svikstillingen ved hjælp af et håndsving, der igen virker på den store bom, der når helt op til hatten, bommen hedder i møllesproget "svansen", og det siger sig selv, at det er ulige besværligere, navnlig når vinden, hvad den hyppigt gør, får i sinde at vende sig, så har mølleren meget arbejde med at holde vingerne til vinden, og det sinker ham betydeligt; derfor har efterhånden en mængde vindmøller fået anbragt en såkaldt "selvkrøjer", derved forstås den lille vindrose, der er anbragt oppe ved hatten modsat vingerne, den ligner næsten en lille mølle og er så praktisk indrettet, at den ved vindens hjælp stadig drejer hatten, hver gang vinden får det lune at vende sig, og det er for mølleren en stor lettelse, fremfor at han stadig selv skulle besørge dette.

I ældre tid havde alle møllevinger sejl, de var spændte på vingerne og kunne rebes alt efter vindens styrke, for at møllen ikke skulle løbe løbsk og risikere at blive varm og komme i brand. Det er nu blevet ret almindeligt, at anbringe jalousier i stedet for sejl på vingerne, de kaldes "selvsvikkere", er af træ og de regulerer sig selv; men i hård blæst eller storm må mølleren dog regulere dem med lodder, der hænger på modsat side af vingerne, og disse bremser da farten.
Mange vindmøller er bygget på mindre højninger, flere var tidligere indrettede sådan, at man kunne køre tværs igennem deres underste stokværk, det var en lettelse for af- og pålæsningen, der desuden kunne foregå tørt i fugtigt vejr.

Næsten alle vindmøller har en svikstilling, det er den bro, der løber rundt om møllen; men den er anbragt i meget forskellig højde over jorden, og mange steder udgør en jordvold svikstillingen, enkelte har dog ingen svikstilling; men er så lave, at selve jordsmonnet tjener som svikstilling; men da omgærdes møllen i reglen af et rækværk, som tjener som hegn og advarsel om ikke at komme møllen for nær, af fare for vingerne.
Ud til svikstillingen fører altid mindst to døre fra møllen, en i øst og en i vest; men der kan også forekomme flere.

De allerfleste mølleres væsentligste arbejde var og er formaling af korn enten det var vand- eller vindmøller. Kun få har været indrettede til andet arbejde som f.eks. til at trække save, høvle, barkbrækker, stampe- eller slibe- og hammerværker; i Holland derimod har møllerne været anvendt i større målestok, som drivkraft for industrien, end her i landet.

Når man taler om og tænker på, at en mølle har fire vinger, ja, nogle har haft seks, så taler mølleren og møllebyggeren kun om to, fordi to vinger eknisk set kun er en, idet de to vinger der sidder modsat hinanden eller i hinandens forlængelse kun udgør en vinge.

Man må håbe, at de pyntelige møller, det være sig nu vand- og vindmøller, må kunne leve videre trods konkurrencen; thi de pynter i det danske landskab.
I Holland er der dannet en stor forening med stor tilslutning fra nationen, der arbejder med held for at bevare så mange gamle vand- og vindmøller som muligt. Bør der ikke i tide tænkes på noget lignende i Danmark, hvor disse bygninger og virksomheder gennem århundreder har virket og prydet i landskabet.