Af dr. phil Villads Christensen [1922] 

Det er en gammel, men utvivlsom fejlagtig opfattelse, at navnet Fyn er det samme som fin. "Indbyggerne bruger dette ord," siger Danske Atlas, "i en vidtløftig mening, om alt hvad der er godt og skønt: en fin mand, en fin heest, et fint hus." Og i denne betydning skulle ordet gælde om den hele ø.
Denne opfattelse er af gammel dato, den findes allerede hos en af vore allerældste topografiske forfattere, præsten Niels Svansø i Varde, der på reformationstiden forfattede en Danmarksbeskrivelse på latinske vers. Han siger heri om Fyn: "Det cimbriske modersmål kalder dette land: det yndige. Thi frugtbart og yndigt er det. Her er egeskove og høstmodne kornvange; engene smiler med friske blomsterfarver, og hid og did risler bække med summende mumlen." Og ned gennem alle århundrederne siden Kristian III`s tid lyder den samme lovprisning af den skønne ø. I skriftet Encomion fra 1656 berømmes "det meget skønne land Fyn, som med al ret man og kan kaldes et fint land for sine herlige gaver og frugtbarhed med skøn og herlig skov, mark, ager, eng, fiskevand og herligt folk og meget andet mere, som det af Gud er velsignet med." Arent Berntsen udtrykker sig på lignende vis, og Jens Steen Sehested skrev i 1671 et langt digt til Fyns berømmelse:

Udvalgte landskab, dejlig Fyn!
Naturens mesterstykke!
Du glæder hjerte, sind og syn
Og est så manges lykke.

Selv om ingen ved, hvad navnet Fyn betyder, er den folkelige forklaring af ordet et vidnesbyrd om det indtryk af blidhed og ynde, som øen til alle tider har gjort.
Hvad naturen har givet, har menneskene hæget om. Intetsteds i Danmark træffes et så kultiveret land som Fyn. Se landevejene! Omhyggeligt plejede og passede løber de overalt gennem de frugtbare marker. Hvad der aldrig ville ske i Jylland: at man er i tvivl, om det er en hovedlandevej eller en bivej, man befinder sig på, det er man overalt udsat for på Fyn; thi bivejene her er ofte bedre end landevejene i Jylland. Man må ved en sammenligning mellem den frugtbare ø og den magre halvø ofte tænke på ordsproget: en ulykke i Fyn er et fedt får i Jylland.

Langs alle veje hygger og læer de levende hegn. Her gror poppel og pil, slåentorn, hvidtjørn, hessel og hyld, brombær, bukketorn og vilde roser. I det sydvestlige Fyn, mellem Fåborg og Assens, bruges særlig syrener til vejhegn, og man kan i forsommeren køre hele mil mellem de duftende blomsterklynger. Frugttræerne blomstrer over hele øen; i det nordøstlige Fyn, mellem Kerteminde, Nyborg og Odense, er det særlig kirsebærtræer, der dyrkes. Vest derfor, mellem Bogense og Middelfart, svajer de grønne humleranker. Over det hele frodige landskab lyser de hvidkalkede kirketårne. "Skinner solen ikke andre steder i verden, så skinner den på Brændekilde kirke", hedder det på Fyn.

Den skik at hegne lange veje og markskel, har længe haft hjemme på øen. Til at begynde med var det dog ikke de plantede hegn, der brugtes, men de solide stengærder, af hvilke der endnu ses milelange strækninger. De gjorde en dobbelt nytte ved både at skaffe et stærkt og varigt skel og ved at befri markerne for den overflødighed af kampesten, som tidligere fandtes på dem, så plovmanden ikke kunne holde ploven i jorden et halvt stenkast ad gangen, som det hedder i en skrivelse fra 1759. Særlig lå de i mængde på skråningerne af "de fynske Alper". Danske Atlas siger i 1767, at man i dette århundrede har ladet opsætte "mange tusinde gange tusinde favne stengærder"; og om en enkelt godsejer, kammerjunker Holstein til Holstenshus, vides det, at han alene i 4-5 år lod rejse 10.000 favne stengærder. Arbejdet blev udført ved hoveri af bønderne. Man mindes her den ejendommelige gravskrift, som Christoffer Valkendorf til Glorup lod sætte over sig selv i Svindinge kirke: "Jeg haver opbygt Glorup og kirken af ny. Jeg haver bekommet al Svinning sogn under Glorups herskab. Jeg haver ladet opsætte alle stengærder om Glorups fang. Af alt dette roser jeg mig intet, men takker Gud..."

Det var i udskiftningstiden, sidst i 18. århundrede, at de fynske landskaber fik det særlige præg, som de tildels bevarer endnu. Fra den tid stammer de levende hegn og de smukke haver, og det var på udskiftningstiden, at den typiske fynske byggemåde udvikledes. Præsten Wedel så de nyopførte gårde på sin "indenlandske rejse" i 1802. På Baroniet Lehn [Hvidkilde] var gårdene byggede i tre længer og med et stengærde eller et stakit i stedet for den fjerde. Alt var af solidt egetømmer med brændte sten i tavlene, udfugede mure, store vinduer, malede porte, døre og stakitter, "skønnere gårde har jeg ikke set i Danmark". På Rødkilde gods var bygningsmåden en anden, her brugtes kun to huslænger i vinkel.

Det var på samme tid, at en af vore store digtere, Jens Baggesen, opholdt sig på Brahetrolleborg i det sydlige Fyn og på sin vis bidrog til at give markernes udskiftning og gårdens udflytning det festlige præg, som var den historiske begivenhed værdigt. Gårdene på Brahetrolleborg gods blev udflyttede af grev Johan Ludvig Reventlov i 1787. Baggesen var på den tid hans gæst, og sammen med greven og grevinde Sybilla gav han de nye gårde navne. Hele oplysningstidens moraliserende, følelsesfulde og natursværmende ånd spejler sig endnu i bevarede gårdnavne som Agerspris, Yndighed, Blidegn, Blideborg, Søkilde, Gladbo, Flidsager, Lykkevalg, Planteheld, Plovheld, Bondero, Lundsfryd, Aksglæde, Ladefyld, Nøjsomhed, Skyggelund, Sølyst. Tidens interesse for den klassiske oldtid gav sig udslag i en række navne fra det gamle Grækenland, som Baggesen foreslog: Delphi, Troja, Athen, Sparta osv. Et par af disse kan endnu findes på generalstabskortene: Lakedæmonien ved bredden af Arreskov sø og den bekendte kro og jernbanestation Korinth.

Også andre minder om Baggesen findes i Brahetrolleborgs omegn. I den skønne skovkransede Nørresø ligger en ø, som endnu kaldes Baggesens Ø, fordi greven skænkede den til sin ven. Baggesen skriver om den i et brev til Pram 1787: "Blev jeg ked af den sværm, jeg der [i Berlin eller London] ville hvirvles i, drog jeg mig tilbage på en lille ø, som jeg ejer i Fyn, ikke umådelig meget større end jeg selv, hvorpå der står nogle træer, og i hvis midte en kilde opvælder, liggende i et ocean og omgiven på alle sider af skove". Øens egentlige navn har været Lucieø; thi grev Reventlow skriver i Baggesens dagbog: "Tænk ofte på Trolleborg og dets beboere og ihukom, at Lucieøen er din."

I det venlige og idylliske landskab gik de gamle fynboer, selv venlige og godmodige, snaksomme og nyfigne, let bevægelige og overfladiske. Mændene med den højrøde, strikkede toplue eller, når de var i stadstøjet, med kastorhatten, under hvilken det lange hår faldt ned på skuldrene; kvinderne med den malede solhat af pap, der i sommervarmen altid gav en ubehagelig fernislugt fra sig. Præsten Junge i Bloustrød, der var født på Fyn, mindedes disse hatte, da han skrev sit værk om den nordsjællandske almie: "I Fyn så man 1795 konen Ane Marie Jensdatter af Vester Skerninge offentlig belønnet for at have forfærdiget 900 af de malede og ferniserede pap-solhatte, hvormed den fynske bondekarl sædvanlig gør sin kæreste den første present". Men når pigen gik i marken med mælkespanden, bar hun på hovedet den spraglede malkekrans, der hørte med til enhver ung bondepiges personlige udstyr. Et vadmelsskørt var alle kvinders daglige dragt; hos konerne var det grønt, hos pigerne rødt.

To piger fra et midtfynsk husmandshjem c 1900

Når man taler om fynboerne, falder det så naturligt især at tænke på kvinderne, - det er som om særlig de passer til øen og ret giver udtryk for dens kvindelige ynde. Allerede den gamle pastor Svansø i Varde har forvildet sig ind på dette emne, om end han efter det 16. århundredes skik indhyller sig i mytologiske billeder: "Skovene her bebo lysfarvede elverpiger, som breder de rosenduftende lokker over deres legemer, lem for lem. De vise sig som piger med rødmende kinder, blidt spejder de med vagtsomme øjne, og når deres indsmigrende mund taler, lyder det som bløde lattertriller. Slanke er elverpigerne med deres hældende skuldre og smalle bryst -", og så fortsætter den gejstlige mand med en indgående beskrivelse af elverpigernes dejligheder, som kunne tyde på, at han selv har været under de venlige og indladende fynske pigers magt.
"Landsbypigernes tidsfordriv hele året igennem" er titlen på en gammel fynsk vise, der blev trykt i Odense 1775, derefter i København 1787. Forfatteren har nok haft et uafgjort mellemværende med de fynske piger; thi han er temmelig ond imod dem. men det er sikkert rigtigt nok, når han lader pigerne erklære musik og dans for deres kæreste tidsfordriv:

Vi er heller for musik,
Stikkedansen æres;
vore karle véd vor nik,
vi véd også deres,
vi kan rigtig holde ud,
om det var med store Knud;
ja, vi kunne rende
indtil verdens ende.

I en ældre og mere nøjsom tid var det særlig danselege, der dyrkedes: blindebuk, skære havre, bytte gårde eller drage handske. Men sådanne lege er nu de fynske piger voksede fra, og kun øboerne, dvs. indbyggerne på de små øer ved Fyns kyster, kan endnu tage til takke med dem:

Vi ej leger blindeged,
hvem vil være bukke?
Vi i bjørnens urtebed
kan ej blomster plukke.
Skære havre, fæste gård,
drage handske, stjæle får,
syv mands adelinge -
sligt må øboer springe.

Kuriøs er den foragt, hvormed pigerne på det store fastland Fyn ser ned på "øboerne". Men indbyggerne på de lidt større øer lader dette smædeord gå videre til de endnu mindre. Tåsinge føler sig som et fastland, og om Ærø siger øens topograf dr. Hübertz 1834: "På  Ærø hedder beboerne af Drejø og Strynø osv. øboere. På de to sidstnævnte øer søger man sin oprejsning ved at kalde dem på Hjortø og Birkholm øboere, og disse ere, som de mindste, nødte til at lade dette navn sidde på sig." - På Lolland skærper man hånen endnu mere ved at kalde indbyggerne på de små naboøer for øbattinger, en Fejøbo f.eks. en fæjbatting. En batting er oprindelig en fugleunge, som endnu ikke er flyvefærdig, senere brugtes ordet også om en sølle hjemmefødning. Og alskens drøjheder har beboerne på disse små øer stedse måttet høre af de overlegne fastlandsfolk på Fyn. Allerede lægen Holger Jacobsen noterer i sin rejsejournal fra 17. årh. "Når der kommer fremmede på landet Helnæs, siger indbyggerne: Konelille, tag en ren særk på i dag, der kommer folk fra Oppenland." Og om folkene på Strynø sagde man i gamle dage, at de havde et stykke kandissukker hængende over bordet, som gæsterne skiftedes til at suge på, når der var kaffeselskab.

Fynske malkepiger

Dansen var altså først og sidst "landsbypigernes tidsfordriv". Men man kan jo ikke danse altid, og så bydes der dog også en anden trøst, - man kan spise. Idet landsbypigen omtaler de kedelige arbejdsgilder, hvor ungdommen samledes for at bestille noget: bryde og skætte hør, karte osv., er hun misfornøjet med, at der ved disse lejligheder aldrig spilles op til dans. Men

Kartegilder slunter med
syv gang mad om dagen --
Føringsgilder ti i rad:
der får vi jo mad på fad --
Hvor vi så skal smage
gutten pråsekage!

Og i disse linier rører visens forfatter ved et emne, som har været genstand for mange lovprisninger og adskillige skumlerier: den gode fynske mad.
Fyn er fra gammel tid berømt som et land, hvor der spises godt, og hvor der er overflødighed af øl og most. "De æder så møjet på Fyn," sagde Frederik VI; og misundelige mennesker fra andre landsdele har tit nok skumlet over den gode fynske levemåde. Men når de selv kom derover, var de dog glade for traktementet, som poeten Mikkel Hansen Jernskæg, da han i 1706 blev trakteret hos forpagteren på rahetrolleborg

Med landets korne saft og franske rigets most,
med smør, med flæsk og ost,
med kylling, stegte fugl, med vaffel og småkager,
som hustruen så vel besukred` lækkert bager;
den makrel, sukkerfisk, med sukkerærter sød,
med meget mere godt, som vi hos manden nød.

Og Fyns gamle øl har sikkert også smagt ham, siden han hos præsten hr. Cort i Kullerup tog så meget til sig deraf, at han havde godt af det i flere dage:

Hr. Cortes gamle øl det sused` for mit øre,
Jeg kunne næppelig med øjestenen se;
Hr. Cortes gamles øl var nok i dage tre.

Det er særlig den fynske boghvedegrød, som har måttet holde for, når der blev skumlet over fynboernes levemåde. Jyderne siger, man kan kende en fynbo på, at han mimrer med munden, når han ser en boghvedemark. I en versificeret danmarksbeskrivelse, der er forfattet ved år 1600, hedder det, mere plumpt end poetisk, om fynboerne:

Deres natur er udnerlig,
med grød de pleje at fylde sig.
Ihvor de sig begive,
grød må alt med dem blive.

De elske grød over rinisk guld,
med grød de fylde deres skrutte fuld
osv.

Her er det en sjællænder, der spotter fynboernes forkærlighed for denne spise. Men noget har der jo været om det. Arent Berntsen kalder boghvedegrød for fynbogrød og fortæller (1656), at hele bymarker på Fyn er tilsåede med idel boghvede, hvoraf indbyggerne vide at berede skønne boghvedegryn, "sig selv til god ophold og navnkundig spise". Denne nationale fynboret holdt sig til over midten af forrige århudnrede. De sjællandske soldater, der under Fredericias belejring lå indkvarterede på Fyn, klagede over, at de fik boghvedegrød 21 gange om ugen. Men fynboerne gør så gengæld ved at rynke på næsen ad sjællændernes bygmelsgrød og lollikernes grå ærter.

En anden fynsk nationalret var pråsekagen,d er kun kom på bordet ved højtidelige lejligheder, særlig om julen og ved høstgilderne. "var det ikke for den kære prås, så hjalp jeg dem ikke i høst", sagde en fynsk husmand, der længe i forvejen glædede sig til pråsekagen ved høstgildet. Pråsekagen var oprindelig en havrekage med talg i. Senere blev den finere, lavet af havregryn med rigelig tilsætning af fløde, smør og rosiner og spist med en sauce af varm sirup og smør. Fed skulle den være. Pråsekagen kendes endnu, og smagen for den følger enhver rettroende fynbo, hvor han end kommer hen. Det siges, at C.F. Tietgen ikke kunne tænke sig en juleaften i hjemmet uden pråsekage med sirup. Også rygeosten, der særlig laves på Nordfyn, skattes endnu af mange, og æbleflæsk er ligeledes en yndet ret på Fyn. Kallun har måske også fordum været en ret, som fynboerne satte pris på. I præsteindberetningerne 1623 fortælles om en herremand i Ubberud sogn,d er skænkede alt sit gods til Sct. Knuds Kloster imod at få en ret kallun hver dag, så længe han levede.
Et udslag af fynboernes interesse for god mad er det særlige fynske ord spiseballer som betegnelse for sammenkomster, hvor der ikke blev danset, men kun spist. Kostforagtere var de gamle fynboer ikke, hvis man skal tro det fynske børnerim:

Når jeg har spist, og jeg er mæt,
er det det samme, hvad jeg har ædt.

Forstod de gamle fynboere at sætte pris på mad, så foragtede de heller ikke de hjemmelavede drikke, som de skyllede den ned med: øl, most og mjød.

Det berømte gammelt øl med en pind i var kogt øl med sirup og små brødterninger. Når øllet skulle være rigtig kraftigt, brugtes en halv tønde malt til en tønde øl. men det mente fynboerne var vel anvendt; thi "godt øl er den halve føde", sagde de, og "hvor der lægges en tønde malt, der spares en tønde rug". Øllet skulle brygges om foråret, helst i marts måneds næde, og dette såkaldte tormåneds øl kunne gemmes længe. Der haves eksempler på, at øl der var brygget ved en datters dåb, først blev drukket ved hendes konfirmation. men blev øllet ikke brygget i næde, troede man, at det ville "gøre sig" i tønden, hver gang det blev nymåne. Den gode humle til øllet avlede fynboerne jo selv.

Humledyrkningen er rimeligvis indført til Danmark allerede i munkenes tid; men den specielle fynske humleavl er af nyere dato. Den blev idnført ved år 1700 af fru Anne Trolle Bille til Kærsgård i Brænderup sogn, der sendte et par af sine dygtige fæstebønder til Preussen for der at lære dyrkningen. Siden den tid har Brænderup været betragtet som humledyrkningens egentlige hjemsted på Fyn, og der findes her endnu humlehaver på 8-10.000 stænger. Humlestængerne, der kan være 10-12 alen høje, og om hvilke planten snor sig spiralformet "ret om", fra venstre til højre, skulle i ældre tid helst være af el, og den afskrabede bark af stængerne brugtes da til at røge flæsk ved, - intet kunne give flæsket en så ypperlig smag som ellebark.

Humlehøsten foregår i september -d a ombølges den hele landsby af den stærke, krydrede humleduft, og da kan man lugte en humlehave længe før man kan se den. Høsten foregår på den måde, at rankerne skæres over, stængerne med den øverste del af planten, hvor "humlekopperne" sidder, trækkes op af jorden, og plukningen omkring det store bryggerkar inde i stuen begynder. De afplukkede topranker bruges til kreaturfoder, og de stærke rodranker, der er bleven tilbage ude i haven, skæres af senere hen på efteråret og kommer til anvendelse på forskellig måde. Tidligere snoede man ranketøjr af dem til kreaturerne. Nu bruges de mere til fletning af dørmåtter, og i arresthuset i Middelfart beskæftiges fangerne med at lave rankemåtter af humlerankerne fra Brænderup. Eller de kunne brændes, da de varmede godt, og asken af dem var særdeles god til bygelud.

Medens humledyrkningen særlig havde hjemme i det ordvestlige Fyn, blomstrede frugttræerne over hele øen, og i enhver fynsk gård forstod man den kunst at støde most. Den gærede drik blev især lavet af æbler og pærer, men også blommer og slåen kunne stødes til most. Når frugthøsten var endt, lå der i de fynske kældere tønde ved tønde af denne stærke drik, - den skulle jo vare vinteren igennem og endda forslå til det stærke forbrug næste høst, da så mange menneskers tørst skulle slukkes.

Der stødes most af all` og hver,
når frugten lidet gælder;
den fynske most er mig så kær,
som vin af Franzes kælder,

synger Jens Sehested i 1671. Men han glemmer heller ikke at prise mjøden:

Den fynske mjød er herlig.
Hun bliver mange mile sendt,
thi hver er lystbegærlig
at få den søde honning-tår,
som russ` og nordmand priser,
fordi hun klar i glasset står
og spansk vins farven viser.

Den kunst at blænde mjød forstod fynboerne også til fuldkommenhed. Mjøden blev bedre, jo længer den lå på tønden. Mindst et år måtte den lagres, inden den var færdig; og blev den gemt i mange år, kunne den smage som tokayer.

Ja, Fyns rige land ydede i overflødighed alt, hvad maven kunne begære. Her var de gode kartofler, som fynboerne kaldte betætter, her var de fede røgede flyndere, som kaldtes Kerteminde rådmænd, og de søde gulerødder fra Nordfyn, som hed Bogense rosiner. Kun få næringer ud over det at dyrke jorden dreves i ældre tid på Fyn. Dog må nævnes den berømte marsvinefangst i Gamborg Fjord, der dreves af det fra ældgammel tid privilegerede laug i Middelfart.
På Hvidkilde var i 18. århundrede et stutteri, hvorfra endogså kongen af Sardinien lod hente heste. Og fra en banke ved Hindsgavl eksporteredes fordum i tøndevis det sortglinsende jernsand, som skriverne i det kongelige kancelli og andre skriverstuer i København brugte til at strø over den våde skrift.

Hyggestund i midtfynsk husmandshjem

Det gamle fynske almueliv har fundet en nænsom og forstående skildrer i den nordfynske lærerdatter Christine Reimer, der i et værk på flere bind har meddelt sine egne barndomserindringer og gamle folks fortællinger. Hun har selv kendt den ældre tids huslige og flittige slægt, særlig kvinderne, som hun aldrig blev træt af at rose. Hun har selv gået gennem den stille landsbygade en sommeraften og hørt kvinderne "dykke" deres urter. "Hegn og buske skjulte dem; men i tørketid kunne man i de tyste, lyse aftener rundt om fra haverne høre den varsomt plaskende, for hver plante afbrudte lyd ved denne vandingsmåde". Hun har selv set den unge pige, der med øvet hånd strør sand på det hvidskurede gulv. "Ingen kan nu skaffe et billede af en sandstrøende ung pige fra hin tid. Det var ikke Ole-Ligeglads datter ved sit arbejde. men det var den stilfærdige, ærekære indsats, den reelle dygtighed eller den uøvedes gøren sig umage, der her ret fik et af sine synlige udslag. Hvor agtpågivende, hvor levende interesseret gik en sådan hueklædt pige der ikke i dette øjeblik for at udføre arbejdet så pænt som muligt. Og i lige måde ved andre arbejder gjaldt det om at nå så vidt, at ikke den første den bedste kunne gøre hende just den ting efter".
Således bliver i alle skildringer Fyn til Danmarks have, - en have, hvor alle blomster kaldes roser og rosen tornerose, og hvor de ydnefulde humleranker svajer langs pyntelige husvægge. Her glider lviet let og fredeligt for den muntre fynbo, og tilsidst glider han da også selv ud af tilværelsen. "Nu er han glidt, den gamle!" Det lyder helt hyggeligt på det bløde fynske mål.

I dette idylliske landskab passer forestillingen om røvere slet ikke ind; og dog har Røverne i Vissenbjerg engang været berygtede over det hele land. Der var tre ting, den rejsende bad Gud nådelig bevare sig for: Korsør Gryde, Vissenbjerg Gyde og den sorte jyde. Dermed mentes den dårlige mad, man fik i Korsør, når man her holdtes tilbage af vidnstille, den sorte jyske hede, og så midt imellem dem den lange, bugtede hulvej gennem de høje bakker ved Vissenbjerg, hvor Wedel endnu for hundrede år siden fandt spor af røvernes huler. Disse ugernignsmænd mentes oprindelig at stamme fra svenske soldater, der var undslupne fra slaget ved Nyborg 1659, og andre løse eksistenser havde siden holdt traditionen vedlige. Endnu kendes Røverskoven her, og indtil for en menneskealder siden fandtes i Vissenbjerg sogn den berygtede Skomagerkro, hvor røverbanderne havde deres tilhold.

Meget smukt og gammelt er bevaret på Fyn. Øens herregårde og slotte ligger endnu, som de lå fra gammel tid, lavt i søer og moser. Ved mange fynske kirker står endnu de gamle kirkelader af kampesten, middelalderlige porte fører ind til kirkegårdene, og man træffer endnu ældgamle kirkedøre med kunstfærdigt smedet jernbeslag. Selv en så sjælden ting som en gammel kirkerist, som man ellers kan lede forgæves efter i hundrede sogne, kan man endnu se på Fyn. Den ligger på sin oprindelige plads over grøften uden for kirkegården i Drigstrup ved Kerteminde. Det trækrucifix, som fru Anne Rønnow til Skovsbo ved år 1600 opstillede ved en vej i Rynkeby sogn, står der fremdeles. De smukke gamle bystævner er bevarede i en mængde landsbyer og benyttes tildels endnu. I Avernakøby og Munkeby står endnu de 36 alen høje majstænger, der stadig pyntes hver pinselørdag med kranse og grønt. Der fidnes sulehuse på Fyn, som stammer fra Kristian IV`s tid; og på Lyø sidder endnu bonden og hans husstand omkring den svære egetræs bordplade, der er sine 200 år gammel.

Gammel skikke og gammel overtro holdt sig længe på Fyn. Danske Atlas nævner en mængde personnavne, som ellers overalt var forsvundne, endnu dengang (1767) brugtes blandt almuen her: Mandsnavne som Bild, Bjørn, Folmer, Gorm, Helle, Ingvor, Lydik, Marqvor, Oysten, Orm, Roland, Thor, Trond; Kvindenavne som Abel, Engel, Froke, Gyde, Gundel, Helle, Haasen, Jegte, Øllegaard, Tyre osv. I 1623 indberetter sognepræsten i Føns tilsyneladende i fuld alvor: "Ved Fønsskov løber endnu en skovtrold, som af mange er set også om høj middag". Og endnu kand et vel hænde, at en fynsk bondepige Sct. Hans Aften planter Sct Hansurten i sprækken under loftsbjælken i en gammel gård og følger dens vækst i uro og spænding for deraf at tage varsel om sit hemmelige ønskes opfyldelse.

Og fynboerne har haft sans for at værne om fortidens mindesmærker. Glavendrupstenen med den højtidelige påkaldelse "Thor vie disse runer" og truslen mod den, som forsøger at flytte den, står endnu på den plads, hvor den blev rejst for 1000 år siden, og omegnens beboere har gjort den til midtpunkt i den stemningsfuld festplads. Alle Fyns gode sønner hædres og mindes ved monumenter i deres hjembygd. Der står en mindesten for Hans Tavsen i Birkende, for Rasmus Rask i Brændekilde, for N.M. Petersen i Sanderum, for Vedel Simonsen ved Elvedgård, for general Engelsted, for Blixen-Finecke, for Mads Hansen og mange flere. Og spredt over hele øen står endnu de gamle stråtækte præste- og bøndergårde og de maleriske krohuse og vandmøller som vidnesbyrd om den smukke danske bindingsværksstil, der ikke i nogen anden landsdel er så godt repræsenteret som her.

Når man ser, hvor meget der er bevaret på Fyn af minder fra fortiden, kunne man fristes til at tro, at der her er faret varsommere frem mod det gamle, end man ellers er vant til ehr tillands. Denne dom ville dog måske næppe være rigtig, i hvert fald svækkes den betydeligt, når man læser Rasmus Nyerups Antikvariske Rejse til Fyn i 1805. Denne lærde og utrættelige forsker ville til fods gennemvandre sin fødeø for at undersøge og tyde en del fortidsminder, som han allerede kendte ad litterær vej. Han steg i land i Nyborg, og hans første mål var Juulskovstøtten, et kors af gullandsk marmor, 5 alen højt og 2 alen bredt, med korsets arme forbundne ved en ring ligesom på Visbykorset. Den noget utydelige indskrift formentes at oplyse, at gården var indviet 1442. Ledsaget af præsten i nabobyen Vindinge ilede Rasmus Nyerup derhen: "Vi genskød," skriver han "over alle marker for så hastigt som muligt at nå målet. Vi kom og fandt - intet. Støtten var ikke mere til. Den var for nogle år siden kløvet itu, og stykkerne var bleven anvendte til at sætte i en stenbro og at opmure en dam med uden for porten". Det er aldrig senere lykkedes at genfinde levningerne af den mærkelige støtte.

Fra Julskov rejste professoren til Ollerup. Her skulle, efter Danske Atlas, i Ollerup Kohave findes  en oldtidsgrav, i hvilken den Oller skulle være begravet, som havde givet byen navn. men graven var ikke mere til: ved udskiftningen var stenene bleven bortførte og et skønt stengærde opført deraf. Derfra drog den utrættelige arkæolog til Flemløse for at se den derværende runesten, som Worm havde afbildet i sine "Monumenta", men hvis læsemåde Nyerup ikke var tilfreds med. Også dette håb skuffedes: Grev Trampe havde ladet stenen kløve. Da professor Nyerup kom til Odense, overværede han just nedbrydningen af Gråbrødre Kirke og så kirkens mange gravmæler ligge omstyrtede på kirkegulvet. han anså det ikke for overflødigt at lægge et godt ord ind for mindesmærkerne over biskop Jørgen Sadolin, Henrik Rantzau eller Johan Friis, at de ikke skulle gå samme vej som korset på Julskov eller runestenen i Flemløse; og endnu mange andre monumenter, "der heller ikke burde bruges til at brolægge Odense gader med", fandtes i den gamle kirke. Det var ikke et sådant resultat, Rasmus Nyerup havde ventet af sin antikvariske rejse. men en betydningsfuld rejse blev det alligevel; thi det var den, dsom gav stødet til, at Nyerup fremsatte planen om oprettelse af et museum for nationale midnesmærker.

Trods det meget, som endnu er bevaret, er der således god grund til voer alle de fynske fortidsminder at sætte den indskrift, som Rasmus Nyerup fandt på en gammel fynsk gård:

Hold nu stand,
du eftermand!
Og lad det ej fordærve.