|
Af dr. phil Vilhelm Lorenzen
|
| |
|
Herregårdene - også de sydfynske - kan ses fra mange sider: som de store
landejendomme, de er, og derfor vigtige økonomiske faktorer; som driftstekniske enheder,
og socialt i forhold til bondegårdene med deraf flydende kamp om besiddelsen af den
danske jord. Men de kan også ses som de kunstværker, de tit og mange gange er, bygget op
over følgende tre elementer: hovedbygning, ladegård og have - kunstværker, der faktisk
er - eller rettere sagt var - produkter af alle de først nævnte forhold.
Hvad her siges om de sydfynske herregårde vil i hovedtrækkene passe også på landets
andre herregårde.
Sydfyn er her mærkelig ved de meget talrige herregårde, der har været fra meget gammel
tid. Skyldes det landsdelens sene opdyrkning?
De var, som sædvanlig, landsbyherregårde eller særbrudsgårde. Mangfoldige forsvandt
i den store landbrugskrise i det 15. århundrede, gik i bondejord eller opslugtes af
kraftigere naboer. Arrene er ofte tilbage som voldsteder, bevarede den dag i dag. Færre
voldsteder har nedlagte landsbyhovedgårde efterladt; de er næsten alle udslettede, var
vel også hyppigt uden sådanne, ligesom bygningerne som oftest har været i
bindingsværk.
Først fra begyndelsen af det 16. århundrede møder vi bygninger på sydfynske
herregårde. Den ældre middelalders bankeagtige voldsteder er da forlængst afløste af
lave, med grave omgivne voldsteder og deres uregelmæssige form af firkantformen. Stadig
er bindingsværk regelen, grundmur undtagelsen.
|
| |
|
Rygård
|
| |
|
Er bygningen på borggårdsvoldstedet af grundmur, er den et kort, højt hus
(Østrupgård). Denne type kulminerer i Rygårds ældste hus, her med vægterloft. Rygård
i sin ældste skikkelse er Sydfyns eneste kendte borg. Som kunstværker er sengotikens
herregårdsanlæg kun mangelfuldt kendte, da intet vides om deres ladegårds- eller
haveanlæg. Men alt tyder på, at datidens herregårde som totalanlæg har været
uregelmæssige og tilfældige i grupperingen af de nævnte 3 elementer.
Efter Grevens Fejde begyndte for alvor herregårdenes store tid med øget
landbrugseksport, større pengemidler, koncentration af godsdriften og nedlæggelse af
bøndergårde. Samtidig begyndte renaissancesmagen at gøre sig gældende i arkitekturen;
men stadig må fastholdes, at størsteparten af datidens herremænd byggede i
bindingsværk.
|
| |
|
Hesselagergård og Egeskov
|
| |
|
I Sydfyn rejste sig alt i Kristian d. III`s tid en række skønne herreborge; bl.a.
Hesselagergård og Ørbæklunde (i dettes ældste skikkelse) begge af Rygårdtypen. Hertil
slutter sig dobbelthuset Egeskov. Typisk for de ny stilfordringer var Hesselagergård med
hovedhus, staldgård og ladegård, hver på sit voldsted, komponerede efter en fælles
symmetriakse. Men haven betyder endnu intet!
På det af Hesselagergård i midten af 16. århundrede anslåede standpunkt står også de
sydfynske herregård i det følgende godt og vel 100 år, til ca. 1660. Kun trænger den
nederlandske renaissances fejende tårn- og spirglade maner stadig stærkere igennem i
udformningen af hovedbygningerne, og herresædet bliver til!
De klare typer er dog kun få, når der regnes med det oprindelige anlæg: Enlængede
(Skjoldemose), parallelanlæg (Dambo), trelængede (ingen), firlængede (Sandholt, Glorup.
|
| |
|
Holckenhavn
|
| |
Den smukke type: tre længer med lav fjerdefløj mod adgangssiden forekommer først ved
senere udvikling på Holckenhavn. Derimod forekommer flere forvirrede typer ( Arreskov,
det gamle Hvedholm).
Men for hele perioden er det karakteristisk, at i stigende grad sammenarbejdes borggård
og ladegård til et kunstnerisk hele, holdt sammen af den fælles symmetriakse. Haverne
måtte derimod stadig anbringes et eller andet sted udenfor voldstedet, hvor det bedst
kunne falde sig.
Med den italiensk-fransk-nederlandsk barok, der fra ca. 1660 holdt sit indtog i Danmark,
forsvinder mindelserne om tidligere århundreders utrygge samfundsforhold. Gravene bliver
til pynt eller tilkastes, tårnene forsvinder, ligeledes de stejle tage og knejsende
gavle. Palæet fremstår og en mere moderne boligkultur gør sig gældende, også
indendørs. Samtidig vokser enkelte herregårde til midtpunkter i store godssamlinger.
Særlig det 18. århundrede er lensbaroniernes og lensgrevskabernes tid. Først i denne
periode forsvinder bindignsværket fra hovedbygningen, men sjældent eller aldrig fra
ladegården. |
| |
|
Hvidkilde og Glorup
|
| |
Baroktidens herremænd havde i Sydfyn ældre tiders bygninger og anlæg at falde
tilbage på. Disse blev undertiden ombyggede i barokmaner, som Hvidkilde og Glorup i
midten af det 18. århundrede. Særlig den sidste blev med sit haveanlæg typisk for
baroktidens krav om enhed mellem bygnignsanlæg, her dog kun hovedbygning og have. Det
strenge krav til enheden og helheden i det samlede anlæg af hovedbygning, ladegård og
have holder sig også i den følgende smagsperiode, klassicismens, der er herskende fra
1770erne og i Sydfyn har skabt de to smukke repræsentanter: Krengerup og Frederiksgave -
fra slutningen af det 18. århundrede.
Men fra og med de store landboreformer er herregårdenes store tid forbi. Den store
landbrugskrise i begyndelsen af det 19. århundrede med nedlæggelse af mange herregårde
satte dog ikke større spor i Sydfyn og op igennem århundredet bedredes det store
landbrugs rentabilitet kendeligt. Nye herregårdsbygninger rejstes vel sjældent, men
ældre ombyggedes, omend ikke altid til det bedre, som Hvedholm, der iklædtes en forloren
renaissancedragt. Af helt bybyggede hovedbygninger på herregårde skal omtales det, efter
brand, af M. Borch opførte Holstenshus, der søger at træffe en moderne dansk
herregårds tone. |
| |
|
| |
|
| |
|
|
|