Af Vilh. Lorenzen.

Vore herregårde - gennem århundreder juridisk benævnt hovedgårde, på Middelalderens latin: curiæ principales - kan og bør studeres fra mange sider.

1. Vigtigt er det altid at kende deres tilblivelsestid. Når træder de frem som hovedgårde? Thi så meget ved man, at de er fra højst forskellige tider, langt de fleste middelalderlige. Navnlig for disse sidstes vedkommende er det næsten altid ugørligt at fastslå deres nøjagtige alder. Skriftlige og arkivalske kilder slår kun uhyre sjældent til, og en herregård kan - og må ofte - være langt ældre end det tidspunkt, da den første gang omtales, normalt altid med ejernavn.
Almindelige historiske kilders svigten kan opvejes af det vidnesbyrd, en herregårds bygninger eller levn af bygninger aflægger, eventuelt suppleret med gravninger. Det er dog ingenlunde givet, at disse vidnesbyrd altid fører til viden om pågældende herregårds tilblivelsestid. I så tilfælde er der imidlertid mulighed for at komme denne nærmere på sporet ved en undersøgelse af selve byggestedet, navnlig når dette - helt eller delvis - har bevaret forsvarsanlæg, det være sig nu grave eller volde eller begge dele. Er dette tilfældet, bliver byggestedet et voldsted. I overmåde mange tilfælde er sådanne voldsteder det eneste, der er blevet tilbage af en fordums herregård - eneste vidnesbyrd om det liv, der engang er levet her. Øde ligger mangfoldige middelalderlige voldsteder nu hen - i mark, i eng, i mose eller skov, oftest sammensunkne og ilde medhandlede. Men ikke mindst her kan skønsomme, rationelt gennemførte gravninger få disse tilsyneladende stumme vidner til at tale - også til at afsløre noget om deres tilblivelsestid. Studier af vore herregårdsvoldsteder er nu - endelig - i god gænge, men ogpaven er stor i betragtning af deres overvældende antal. Mange hundrede af disse historiske mindesmærker venter endnu på at få mål og mæle. Men da ville de også, sammen med vore kalkmalerier og folkeviser, kunne kaste meget og nyt lys over vor Middelalders kultur og almene socialpolitiske forhold. Først og fremmest vil de dog kunne belære os om, hvorledes de var som fæstninger - borge - på latin hyppigst benævnt castra, fortalitia, munitiones, castella. En ikke ualmindelig benævnelse er det danske fæste eller hus.
Selv om man ad den her anviste vej - et studium af bygninger og voldsteder - når tilbage til disses tilblivelsestid, må man ikke se bort fra den mulighed, at selve ejendommene kan være endnu ældre som hovedgårde.

2. Et ingenlunde uvigtigt spørgsmål, hidtil ikke helt klart stillet op, må her også søges besvaret. Hvad betød disse borge som fæstninger? Hvor stor var deres modstandskraft? Her må selvsagt regnes med militære forhold, som de var på den tid, den enkelte borg må antages at være blevet til.

3. Overmåde betydningsfuldt er det også at få klarlagt, hvorledes vore herregårde fordeler sig i forhold til den almindelige bebyggelse. Ligger de inde i en landsby, er landsbyhovedgårde, eller enligt og frit som særbrudsgårde, i 15. årh. karakteriseret som et "enemærke, besluttet og begravet og stenet og stablet fra andre marker". Her rejser sig atter spørgsmålet om en enligt beliggende herregård ikke oprindelig kan have ligget i en landsby, omgivet af bøndergårde, den på et eller andet tidspunkt har opslugt. Desuden må man være opmærksom på, at en herregård kan have flyttet sig kortere eller længere fra sit oprindelige byggested - eventuelt ud af en landsby. Bag beliggenhed i forhold til anden bebyggelse aner man stærke kræfter af samfundsmæssig art, vel også af psykologisk. Hvad har f.eks. f.eks. bevirket, at ejendomme af den ene eller anden type er blevet ophøjet til herregårde? Og hvorfor kan de være flyttet ikke en - undertiden endda flere gange?

4. Af ikke mindre betydning er beliggenheden i forhold til landskabet, dettes geologiske form og karakter. Så rejser sig da spørgsmål som disse: Ligger en herregård på jævnt jordsmon eller på en naturlig højning? Ligger den i vandfyldt lavning ved sø, å eller eng? Bag valget kan afsløres hensyn til sikkerhed "om noget skulle påkomme" og følgelig begrunde det militært. Rent landbrugsmæssigt må fremhæves betydningen af, om der i nærheden var gode enge, mulighed for møllebrug, gerne også fiskerige søer og vandløb. Også bevoksning med skov i pågældende egn kan have spillet en rolle. Vanskeligt at afgøre er, om specielt særbrudsgårde har haft mulighed for at bemægtige sig jord i landsbyernes overdrev.

5. Endelig er beliggenheden i forhold til vejnettet på det tidspunkt en herregård er, eller må antages at være blevet til. Om ikke i alle, så dog i nogle tilfælde kan trafikordningen tænkes at have spillet ind som bestemmende strategisk faktor. På den anden side må man ikke være blind for, at en herregårds opståen eller flytning kan have medført en omlægning af bestående vejnet.

6. Ej heller turde det være uden betydning at klarlægge herregårdes beliggenhed i forhold til deres jordtilliggende. Her kan man møde det besynderlige, at en herregård, i al fald i senere tider, kan have haft sit jordtilliggende i to sogne og uvilkårligt spørger man, om det kan skyldes, at der på et eller andet tidspunkt, efter vedkommende herregårds tilblivelse, er sket forskydning af sognegrænsen.

Der vil her blive gjort et forsøg på - ud fra de ovenfor anførte synspunkter - på historisk-kulturgeografisk baggrund - at gennemføre en undersøgelse af en gruppe sydfynske herregårde i de to sogne Ollerup og Egense vest for Svendborg. Ganske vist udgør de kun et mindre geografisk område, men derfor også lettere at få overblik over. Valget af netop disse to sogne kan tillige forsvares med den kendsgerning, at der her i ældre tider har været en ret usædvanlig rig herregårdsbosættelse - så meget mærkeligere som der i nabosognene i øst Sørup, i vest, Vester og Øster Skerninge, i nord, Stenstrup og Kirkeby - ikke med bestemthed vides at have været nogen middelalderlig herregård. I al fald har sådanne intetsomhelst spor efterladt sig hverken i terrænet eller i litteraturen. Variationerne indenfor bestanden i Ollerup og Egense sogne er tillige i flere henseender interessante og lærerige.
Overmåde oplysende ville det være, i passende målestok, på et kort at få indtegnet samtlige ved Middelalderens slutning kendte danske herregårde. Et sådant kort vil kunne afsløre meget interessante forhold. Men det ville bllive ufuldstændigt, hvis ikke Skåne, Halland og Blekinge, samt hele Sønderjylland medtages. Gennem fordelingen - landskab for landskab, egn for egn - ville kunne gives højst værdifulde oplysninger til adelens historie i almindelighed og dens magtstilling, større eller mindre, rundtom i rigets forskellige dele - rent bortset fra, hvad agrarhistorien kunne lære deraf. Markerede man endelig på særlig måde de sikkert ikke få herregårde, der allerede ved Middelalderens slutning var gledet ud og gået i bondeeje, ville det give kortet en interessant merværdi. Hvad kan forøvrigt ikke læses ud af kortarbejder, hvis muligheder for amrkeringer ved signaturtegn er hartad uudtømmelige! Ganske vist - før et kort af denne meget omfattende art kan foreligge, vil det have krævet meget vidtløftige forstudier og forarbejder.
Alene et forsøgskort over de to nævnte sydfynske sogne vil kunne antyde, hvad slig art, hele det gamle rige omfattende kortværk vil være værd.

Kort over voldsteder i Ollerup og Egense sogne

I de to sogne har følgende herregårde - alle af middelalderlig oprindelse - kunnet påvises:

I Ollerup sogn:

1. Bejerholm, hvis eneste, helt sikkert kendte ejer hele Middelalderen igennnem var en vis Godekinus, på dansk Gödeke, omtalt 1372. Han betegnes da som væbner, Arminger.

2. Nielstrups første kendte ejer var Niels Brok, der sad inde med gården i årene før og efter 1326. Senere ejedes den dels i eneeje, dels i sameje eller indehavdes som pant, af mænd og kvinder af slægterne Kabel, Moltke, Basse, Gyldenstjerne og Bjørn og kom ved år 1500 i den kende, godsrige Povl Laxmans besiddelse. En kort tid efter hans død 1502 var den af kong Hnas inddraget under Kronen, men mageskiftedes derefter til en mand af slægten Bjørn - Bjørn Johansen Bjørn, hvis søn Johan Bjørnsen Bjørn tog gård og gods i arv. Han døde under Grevefejden 1534, overlevedes af sin hustru af andet ægteskab, Gertrud Parsberg, der først døde 1560. Den egentlige ejer af Nielstrup må imidlertid tidligt være blevet Johan Bjørnsens datter, Maren gift med Iver Lunge til Tirsbæk i Jylland (+ 1587). Efter Maren Bjørns død 1561 bragte deres to døtre deres mænd hver sin halvdel af deres mødrenegård. Senere vil blive påvist, at et voldsted, øst for nuværende gård, har båret det ældste Nielstrup, ligesom tidspunktet for flytningen vil blive nærmere drøftet.

3. Nordligst i sognet, i skovpartiet Mændenes Løkke, nogle hundrede meter nord for Skovsgård, er et anseligt voldsted nu eneste vidne om den middelalderlige adelsgård, der engang har været her. Alt tyder imidlertid på, at voldstedet skal sættes i forbindelse med herregården Skjoldemose i Stenstrup sogn, ca 1½ km derfra i nordvestlig retning. Også stedlig tradition melder om, at voldstedet tilhører det ældste Skjoldemose.
Allerede dette kan have båret navnet Skjoldemose, for så vidt som voldstedet i syd og øst virkelig grænser op til mosedrag.
Imidlertid knytter sig til selve dette navn en vis uklarhed.
Noget kunne tale for, at det i Senmiddelalderen kun har dækket en landsbybebyggelse. Ved et skifte 1475 tilfaldt en afgift på ½ td smør "i Skjoldemose" Mette Tinhuus på Hvedholm, enke efter Joakim Hardenberg. Senere hen, 1501, optræder "Dannemanden" Hans Holch "i Skjoldemose" som "lovhøring" på Salling herreds ting. Har den eller de ejendomme, hvortil der sigtes kun været bøndergårde? Eller drejer det sig her alligevel om selve hovedgården - om en andel i den eller bestyrer af den?
På et eller andet tidspunkt må gården være blevet flyttet fra det gamle voldsted i "Mændenes Løke". Men når? Er det rigtigt, hvad Danske Atlas meddeler, at der så tidligt som 1365 optræder en vis Petrus Nicolai Peter Nielsen "de Skjoldmose", skulle der ved den tid have ligget en hovedgård af dette navn. Men om den er identisk med det gamle eller det nuværende Skjoldemose, kan ikke vides. Der  kunne måske tænkes på den mulighed, at Corfitz Hardenberg, der 1538 skriver sig til Skjoldemose og døde 1550, kan have set sig nødsaget til at flytte gården efter urolighederne under Grevefejden.
Hed gården på det gamle voldsted ikke Skjoldemose, hvilket navn kan den da have båret? At Skovsgård ved 1682 på 6.79 td. hk. og med et dyrket areal på 30.4 td. land, kan have været navnet, foreligger der, så vidt det kan skønnes, intet om. Dens hartkornstilliggende var da kun en almindelig, lidt større bondegårds.
Hvad Skjoldemose angår, turde det, alt taget i betragtning, være rimeligt at antage, at det allerede har været knyttet til det ældste voldsted.
Spørgsmålet om tidspunktet for flytningen lader sig næppe besvare, før gravninger har afsløret, hvor længe dette gamle voldsted har været beboet.

I Egense sogn:

1. Hvidkilde er tidligst omtalt 1374 og var da i Kronens eje, men gik senere over til privatbesiddelse, i 15 årh. til slægten Rønnow. Sidste ejer ved Middelalderens slutning var Ejler Rønnow, død 1565 som slægtens sidste mand. En stor tid oprandt for Hvidkilde, da den 1725 købtes af Johan Lehn (+1760).

2. Lindskov, nu Lehnskov, er tidligst nævnt 1412. Den ejedes da og senere af slægterne Basse og Nordby. Sidste ejer ved udgangen af Middelalderen var Bent Nordby, død 1565. Lindskov kom 1727 under Hvidkilde.

3. Søbo er tidligst omtalt 1423, da den ejedes af Mattis Nielsen, uvist af hvilken slægt. Sidst i 16. årh tilhørte den Ditlev v. Qualen, der efter først at have været gift med Rigborg Valkendorf 1592 ægtede en datterdatter af Johan Bjørnsen Bjørn, Sofie Lunge, ejerinde af den ene halvpart af Nielstrup. På denne gård boede ægteparret. Både den og Søbo gled 1749 ved giftermål ind under Hvidkilde. Efter et sagn skal Søbo være blevet ødelagt under Svenskekrigen. I 18. årh. gik den under navnet Boelsgård, muligt en meget gammel benævnelse.

4. Skovsbogård, i daglig tale Bremerholm, og også det er mulig et meget gammelt navn, var ved 1682 en af de 16 gårde i landsbyen Skovsbo. Den nævnes første gange 1423 og ejedes da af Jeppe Herlogsen, uvist af hvilken slægt. Senere ejere i Middelalderen kendes ikke.

Af disse 7 herregårde har Bejerholm, det ældste Skjoldemose, Hvidkilde og Lehnskov, samt Søbo, afgjort karakter af Særbrudsgårde. Bejerholm havde 1682 12.71 tdr. htk. og 55 tdr. land dyrket jord, Hvidkilde henholdsvis 66.75 og 313.8 og Lehnskov 20.75 og 91.7. Om det ældste Skjoldemose og Søbos jordtilliggende vides intet. Til gruppen må også Nielstrup have hørt, trods landsbynavnet. Dens jordtilliggende 1682 23.46 tdr. htk. og 80.3 tdr land dyrket jord, tyder ikke på, at der indenfor dette ret beskedne areal har kunnet være plads til en landsby. Regnes da også Niels`Torp med som særbrudsgård, betyder det, at ikke mindre end 6 af de 7 kendte herregårde har hørt til denne gruppe. Efter bedrifternes størrelse på de store matrikelarbejders tid i 1680erne bliver rækkefølgen: Bejerholm som den mindste, derefter Lehnskov, Nielstrup og - som den største - Hvidkilde, idet der dog her må ses bort fra det ældste Skjoldemose og Søbo.
Skovsbogård bliver da tilbage som eneste kendte landsbyhovedgård.
Om den gård i Ollerup by, i daglig tale kaldet Slottet, har været herregård lader sig ikke mere påvise. Den ligger ret højt i byens nordlige udkant, men er uden antydning af et gravforsvar. Og det er nu ugørligt ud fra matrikelen i 1680erne at finde den imellem byens gårde, hvoraf de største var på ca 10 tdr. htk. Ej heller i Egense by kan en sådan gammel herregård 1682 påvises blandt byens 27 gårde, hvoraf ligeledes et par var ansat til 9-10 tdr. htk. spor af voldsted savnes også her.
Derfor er det dog ikke udelukket, at der i Middelalderens fjerne tider kan have ligget en ubefæstet landsbyhovedgård i disse landsbyer, og at "Slottet" i Ollerup virkelig har været det.

Kan livet have været risikabelt nok for de gårde, der lå i særbrud - Søbos skæbne viser det - førte herregårde, indkapslede i en landsby, med deres jorder helt eller delvis i fællesskab med bøndernes, en langt farligere tilværelse. Ikke alene kunne herremandens konkurrence med sine "rensbrødre", landsbyens bønder, blive ubehagelig nok, men hans økonomiske stilling var meget ofte svag. Selve hovedgården var almindeligvis af ret beskeden størrelse - man mener 2 a 3 gange så stor som en almindelig bondegård - og havde vistnok normalt intet eller kun lidt strøgods.
Intet under, at en så indskrænket agrarisk aktiv nok kunne gøre det vanskeligt for indehaveren også at klare sine forpligtelser som sin herres - kongens - mand, som benævnelsen herremand er blevet fortolket. Af flere grunde kunne han altfor let glide ud af herremandsstanden og falde tilbage til bondekår, berøvet skattefrihed - foruden andre goder. Mangen sådan gård kan også være bleven delt mellem landsbyens bønder. Adskillige af disse ejendomme har øjensynlig kun kunnet holdes oppe i relativt få slægtled som hovedgårde. Det kan have været tilfældet med Skovsbogård. Fælles for alle herregårde var den skæbne, der kunne ramme dem - at komme under bispe- eller abbedstav. Skete det sidste, betød det for en landsbyhovedgård uvægerligt altid, at den med det samme var færdig som hovedgård i almindelig forstand.

Som det fremgår af det foregående, kan ingen af de kendte herregårde ad litterær eller arkivalsk vej bevises at være ældre end årene ved 1326 - Christoffer den Andens tid. Dette år nævnes Nielstrup. Af de øvrige omtales Hvidkilde og Bejerholm første gang i 1370erne,d a Valdemar Atterdags regeringstid lakkede mod enden. Lehnskov nævnes første gang 1413 i dronning Margrethes sidste år, Skovsbogård og Søbo 1423 i Erik af Pommerns dage. Nærmere om ejendomsforholdene i de to sogne i Middelalderens endnu ældre århundreder synes ikke at foreligge, udover antydninger i kong Valdemars jordebog ved 1230, ganske vist gældende hele Sunds herred med Tåsinge. Her havde kongen som fædrenearv - patrimonium - ret til en ydelse på 80 pund rent sølv, en ret betragtelig sum. For 1 pund rent sølv kunne købes 2 køer eller 48 tdr. korn. Derimod omtales intet krongods - Kongelev. Personlig må Valdemar Sejr da have ejet ikke så ganske lidt gods i disse egne. Og når Hvidkilde 1374 har en kgl lensmand Anders Pedersen af slægten Panter, da må formodes, at denne hovedgård med tilliggende gods ved 1230 har været en del af kongens patromonium og formentlig fra endnu ældre tider.
At Kronen hele Middelalderen igennem ejede gods i de to sogne ved man, og at i løbet af 13. og 14. årh stadig flere frie bøndergårde også her er blevet fæstegårde under herremænd, turde være en kendsgerning. Som overalt i riget, er alene derved langsomt fuldbyrdet en gennemgribende ændring i ejendomsforholdene på landet. At også kirken og kirkelige stiftelser har taget deres part må formodes. Man tænker her uvilkårligt på det godsrige Holme Cistercienserkloster, nu Brahetrolleborg.

Hvorledes forholder det sig nu m.h.t. voldsteder og byggesteder?
Mer eller mindre velbevarede voldsteder kendes fra samtlige herregårde. De har følgelig været borge, omend ikke i den store stil, og deres ejere borgherrer. Igennem lange tider har Hvidkilde endda været kongsgård med kgl  foged (advocatus, capitaneus). Foruden nævnte 7 voldsteder findes der endnu voldstedet, beliggende mellem Nielstrup og Hvidkilde, ca 400 meter fra det første, ca 800 meter fra det sidste. Det bliver følgelig 8 på dette begrænsede område.

Uanset deres adelige navn, våben og eksklusive retslige stilling var disse gårdes ejere socialt højst forskelligt stillede og vedblev at være det hele Middelalderen igennem.
Uden her at komme nærmere ind på vor herremandsstands tilblivelse som priviligeret krigerstand i den ældre Middelalder, hvorom der stadig ikke er fuld enighed, synes dog at stå fast, at i hundredåret efter Valdemar Sejrs død - 1241-1340 - overgangen fra tjenesteadel til fødselsadel har været godt i gang med at fæstne sig. Det turde endelig være klarlagt, at allerede da slægt og jordbesiddelse satte stærke skel indenfor standen. Fra de simple landsbyherremænd til mænd af gammel, godsrig slægt turde være et langt spring og mellem disse igen mange overgangstrin. Der var endelig de to betegnelser: ridder, miles og væbner, armiger. Ridderskabet tildeltes kun enkeltmand på grund af personlige fortjenester i fred og fejde og var ikke arveligt. Ridderne kan kun have udgjort et mindretal, hovedsagelig knyttet til visse slægter, der i kraft af rigdom holdt godt sammen og dannede den såkaldte højadel. Overfor den står i al fald, siden Erik Glippings regering, den store masse af mindre herremænd, der kun kunne lade deres navne efterfølge af et a. V.: "af Våben".
Det var væbnerne. Ikke mindst denne klasses oprindelse ligger endnu uklart. Meget tyder dog på, at den må have dannet sig senest i løbet af 13. årh, i al fald var den sidst i århundredet anerkendt som naturligt hørende med til herremandsstanden. At mange indenfor væbnerklassen stræbte at nå op i den særligt begunstigede højadels rækker, siger sig selv. I tidens løb lykkedes det åbenbart for mange. Men størsteparten levede deres liv farligt som lavadel, og hvor talrige har ikke de været, der har måttet give op. Hvad der bandt alle - høj som lav - indenfor herremandsstanden sammen, var krigsforpligtelsen. Ved Middelalderens slutning 1535, mens Grevefejden stod på, skriver Christian III bebrejdende til 3 forsømmelige herremænd: "At, som de vide, at når der kommer fejde i riget, da ere alle riddermændsmænd pligtige at være til rede med deres svende, heste og harnisk og tilhjælp at afværge rigens og deres egen skade og fordærv.
Hvor forskelligt de på Grevefejdens tid kendte herregårdsejere socialt forholdt sig til hinanden, turde alene ved reformationstiden fremgå af forskellen mellem den jævne Hans Nordby til Lehnskov, tilhørende lavadelen, og de højættede mænd, begge rigsråder og riddere - Johan Bjørnsen til Nielstrup og Ejler Rønnow til Hvidkilde.

Plan af det senere Nielstrup 1742

Så har man da tilbage af helt sikre middelalderlige voldsteder: Bejerholms, voldstedet ved Nielstrup, det ældste Skjoldemose, Søbos og det nu forsvundne Skovsbogårds, ialt 5 - et i for sig stort antal på et så begrænset område.
Da bevarede bygninger ikke giver noget svar på spørgsmålet: tilblivelsestid, bliver det disse voldsteders tale, det gælder om at tolke.
Inden de kan blive tilbørligt undersøgt, opmålt og højt påkrævede gravninger sættes i værk, turde dog en beskrivelse af dem i deres nuværende tilstand være af værdi. Den vil kunne fastslå noget væsentligt i voldstedtyper og derigennem, omend med iagttagelse af største varsomhed, vejlede til en tidsbestemmelse - ganske vist kun med omtrentlighed. Thi herhjemme, som også i andre lande, er voldstedstudierne faktisk kun i deres vorden. En begyndelse er dog gjort, dels fra Nationalmuseets side, dels fra private forskeres. Men der er langt igen! Det må være opgaven at finde frem til visse grundtyper, der dog vil vise sig at kunne varieres næsten i det uendelige. Thi udformningen af et voldsted vil altid være afhængigt af mange ting - stedets terrænforhold, ejerens mulighed for at kunne mobilisere den nødvendige arbejdskraft, hans fortifikatioriske sagkundskab - vel også i nogen grad ærgerrighed og magtsyge. Men selvom det lykkes at fastslå et voldsteds type, hvad enten den nu kan betegnes som grundtype eller er variation af en sådan, må man være mer end forsigtig med ad typologisk vej alene at tidsfæste den for bestemt. Thi samme anlægstype kan meget vel være anvendt igennem lange tidsrum. Normalt vil en nærmere tidsangivelse kun være mulig gennem gravninger, der kan bringe virkelige vejledende fund for dagen, først og fremmest bygningslevn. Og her vil det tillige altid være spændende, om disse røber træ eller stenborge. Også mønter, våben, husgeråd, redskaber og keramik kan fortælle mangt og meget. Vigtigt er også påvisning af graves oprindelige profil.
Så er det da med alt muligt forbehold, man begiver sig ind i det vildnis af voldstedtyper af alle arter, forskningen allerede nu lader os ane og ud fra en beskrivelse af de 5 fynske voldsteder forsøger at finde frem til deres tilblivelsestid, selvom denne kun vil kunne fastslås med bred margin.
Som allerede navnet antyder, har Bejerholm ligget på en holm omgivet af lavninger. Holmen synes at have haft en nogen uregelmæssig, rundagtig form c 100 meter i diameter, følgelig af betragtelig størrelse, med god plads både til bolig og brugs- og nyttebygninger. Spor af grave langs holmens rande har ikke kunnet påvises - har vel heller ikke været nødvendige i Middelalderen, da lavningerne må formodes at have været vanskeligt tilgængelige. Adgangen må altid have været som nu, fra syd, ad en kort vej fra den nære Vester Skerninge landsby. Dette i og for sig såre almindelige holmagtige voldsted, uden individuelle særtræk og kun værnet af sump eller sø kan være blevet til, da høj beliggenhed som den forsvarsmæssigt set mest betryggende var ved at blive opgivet - antagelig i løbet af 13. årh, da "holm" - gårdene begyndte at vrimle frem.
Langt mere individuelt særpræget er hovedvoldstederne til Søbo og Skovsbogård og det ældste Skjoldemose.
I udkanten af skovpartiet syd for Hvidkilde sø gemmer sig Søbo. I nord tangerer selve hovedvoldstedet nu søbredden, i øst og syd vender det ud mod sidt terræn, i vest mod svagt stigende fast land. Det helt træ- og kratbevoksede voldsted består af en cirkelrund, af grav omgivet høj, c 20 meter i diameter og 2½ meter høj, regnet fra gravens kant. Gravens bredde er vanskelig at angive med sikkerhed. Topfladen har kun kunnet bære et tårn, om af træ eller sten kan alene gravninger afsløre. Foruden dette hovedvoldsted har der tidligere kunnet påvises et nu udpløjet, større firkantet tilsluttende voldsted, umiddelbart i vest, hvor den dag i dag murbrokker af munkesten ligger spredt. Her har stalde og lader haft deres plads. Har tårnet på hovedvoldstedet kun været bestemt til forsvar, kan der her også have ligget en virkelig beboelsesbygning. Givet er, at Søbo har haft et dobbeltvoldsted, endda af en forholdsvis velkendt grundtype, repræsenterende den ældste borgbygnigsperiode i Danmark.
Karakteristisk er først og fremmest hovedvoldstedet med den lille, kunstigt dannende, tårnbærende høj, omgivet af sin ringgrav. Det er en sådan, først i Frankrig opstået grundtype, der er afbildet på det berømte Bayeautapet fra c 1070 og her bedst kendt fra gengivelsen af borgen Dinan. Denne har dog haft en ringvold udenom graven. Borge af denne grundtype kaldes i Frankrig Motte, i Tyskland turmhügel. Bygninger til dagens nytte og brug måtte anbringes udenfor hovedvoldstedet, nær tilknyttet dette, ofte på et selvstændigt, men svagere værnet voldsted, i England kaldt bailey. Thi med normannernes erobring af England 1066 blev fra da af mottetypen anvendt overalt, hvor normannerne byggede deres borge - og det var mange! Den er fra England sprunget tilbage til fastlandet igen - bl.a. til Danmark, hvor Søbo, der - da den mangler ringvold - følgelig kun er at opfatte som en variant af denne vesteuropæiske, specielt normannisk-engelske grundtype.
Når Søbogård har fået sit voldsted udformet, er imidlertid vanskeligt nok at afgøre. Borge af mottetypen kan herhjemme tænkes at gå tilbage til c 1100, i al fald stamme fra 12. årh., men der vil i virkeligheden intet være i vejen for, at flere af dem kan være anlagt på et endnu senere tidspunkt, dog næppe senere end det 13. årh.s midte (la Cour). Dette vil sige, at man foreløbig næppe kommer problemet nærmere end til en tidsfæstelse mellem ca 1100 og 1250. - c. halvandethundrede år. Atter her gælder, at kun gravninger vil kunne give en sikker datering.

Skitse af Skovsbogårds voldsted  ca 1936

Plan af det ældste Skjoldemose voldsted

Det ældste Nielstrup voldsted 1916. Nord  opad.

På en vis måde beslægtet med Skjoldemosevoldstedet, men noget mindre, er det femte middelalderlige voldsted mellem Nielstrup og Hvidkilde i "Gamle Dyrehave". Også det ligger nu hen i skov og på et højdeplateau - kote 21.4 meter. Ved sin nærmest kvadratiske form skiller det sig ud fra det foregående, men er ganske som det omgivet af grave af varierende bredde i vest, nord og syd, hvor den kvadratiske form er klar nok. Derimod er østsiden nu højst uregelmæssig, går ud og ind og grav, er her tildels erstattet af en naturlig kløft i terrænet. I nord er i al fald antydning af vold, modsvaret en noget lavere udenfor den dybe grav her og med brat fald mod lavtliggende terræn. Voldstedet er lagt yderst mod kanten af højdeplateauet. Hvor adgangen har været, er uklart. Selve borgstedets jævne overflade har en betragtelig størrelse - i nord - syd c. 55 meter, i vest-øst c. 48-60 meter. Også her har der følgelig været rigelig plads til alskens bygninger.
Atter dette voldsted synes at tilhøre en variant af en grundtype, men som det ældste Skjoldemose vanskelig at anbringe på sin typologiske rigtige plads. Derfor er en tidsfæstelse atter så usikker. Kan man slutte ud fra firkantformen skulle også denne store, øjensynlig ret stærke borg, næppe kunne være ældre end 13. årh.
Voldstedets beliggenhed i gammel tid indenfor Nielstrups område viser, at man her står overfor det ældste Nielstrup, opgivet,d a det nuværende Nielstrup blev til.

Forøvrigt er dette oprindelige Nielstrup eneste herregård i de to sogne, hvor der kastes et strejflys over livet, som det - overmåde brutalt - kunne forme sig i Middelalderens dage. Det var i Jep Basses ejertid. Han fik 21. april 1423, onsdag før St. Jørgens Dag, på Sunds herredsting et tingsvidne, der afslører, at han "i sin egen gård" havde dræbt en af sine svende og såret en anden, da denne med spændt armbrøst kom rendende imod ham. De 8 dannemænd, der vidnede, kom imidlertid til samme resultat som et tidligere fremført sognevidne af Ollerup sogn "ved dannemænd og skellige". Begge havde hørt af dem, der overværede det blodige optrin, at Jep Basse "blev ganske hånligen og smæligt fortalet, før han gjorde dem noget imod". Han blev frikendt, idet man skønnede, at drab og sår var sket i nødværge. I begge nævn var det bønder fra egnen, der havde vidnet, men blandt de tilstedeværende, der på Sunds herredsting hin forårsdag satte deres indsegl under retskendelsen, var også ansete mænd, bl.a. Mattis Nielsen af Søbo og Jeppe Herlogsen af Skovsbogård.

Når Nielstrup er blevet flyttet, kan det kun have været, fordi gården på sit gamle sted af en eller anden grund er blevet ubeboelig. Og der ligger her nær at tænke på Grevefejden netop for herremandsstanden i Sydfyn så farlige tid.

Efter at 19 fynske adelsmænd, med Odensebispen Knud Gyldenstjerne i spidsen, 9. juli 1534 havde sluttet sig til den vordende Christian III, opstod som svar en voldsom gæring blandt bønder og borgere på Fyn. Allerede 11. eller 12. juli rejste de Svendborg borgere sig og brændte bispeborgen Ørkilshus. Men det gik også ud over herregårdene i Sydfyn, bl.a. Nakkebølle og Rygård, men vistnok også Hvidkilde - måske også det ældste Skjoldemose. Næppe er Nielstrup gået fri. Det er i al fald en stedlig tradition, at gården ved denne lejlighed blev ødelagt. Daværende ejer, Johan Bjørnsen Bjørn, var Mogens Gjøs politiske meningsfælle. Både derfor - måske også af andre grunde - kunne han meget vel være blevet lagt for had af almuen.
En udførlig beretning foreligger om bønders og borgeres ødelæggelse af det lollandske Nielstrup i Våbensted sogn, Musse herred, også det ejet af en fornem og højættet mand, Johan Oxe. I slutningen af året 1534 skal hans stærke, velbefæstede gård være blevet  angrebet og erobret af grevens tilhængere.
Selve kampen skildres dramatisk og levende. Da oprørerne viste sig foran gården, nægtede ejeren standhaftigt at hylde greven, men da de skred til en formelig belejring og Johan Oxe mistvivlede om et for ham heldigt udfald, skal han have forsøgt at bestikke anførerne - med et par sølvkrus! Belejringen blev ophævet, men anførernes forrædderi blev opdaget og belejringen genoptaget. Under forsvaret af borgen sprang en falkoner, netop som Johan Oxe selv ville affyre den og knuste hans lår, hvad nogen tid efter forvoldte hans død.
I sin kærne er denne højdramatiske skildring sikkert pålidelig nok.
Der er imidlertid noget ret uforståeligt ved den hele sag, hvis det er det lollandske Nielstrup og Johan Oxe alt dette berettes om. At de oprørske skarer skulle have overfaldet netop denne mand lyder meget mærkeligt, for ikke at sige usandsynligt. Thi han var grev Christoffers svorne mand, havde meget hurtigt sluttet sig til ham og var - ikke for intet - blevet forlenet med det vigtige Ravnsborg len.
Det er rigtigt, at Johan Oxe døde nogen tid efter at ødelæggelsen af hans gård skal ahve fundet sted, men rigtignok mere end et år efter, torsdag før jul 1535 og på sin gård Nielstrup. Johan Bjørnsen derimod allerede 1534 og ikke på sin sædegård, men på sin anden fynske ejendom Østrupgård i Salling herred. Har det fynske da været ubeboelig? Der må være sket noget alvorligt! Derpå tyder også, at Christian III, umiddelbart efter Sejren på Øxnebjerg, gav fru Gertrud, Johan Bjørnsens efterleverske, et beskyttelsesbrev - protectorium - hvorved han tog hendes gårde og gods under sin beskærmelse.
Unægtelig - adskilligt kunne tale for, at det er det ældste fynske Nielstrup, der gik til grunde i Grevefejden, således som det ovenfor er skildret. En forveksling af de to gårde af samme navn kan tænkes at have fundet sted, så meget mere som begges ejere havde samme fornavn og begge var rigsråder og riddere. Mere end en hypotese kand er dog ikke være tale om.

At Nielstrup er blevet flyttet efter Grevefejden er i al fald uomtvisteligt.
Som så mange af de såkaldte herreborge, der opførtes umiddelbart efter denne borgerkrig, ikke mindst på Fyn, har også det nybyggede Nielstrup efter den bevarede gavlstump at dømme haft svære stenhuse, var fortifikatorisk stærkt udbygget, med skydeskår og - efter kortet af 1749 - med spærremur. Angsten for en gentagelse af Grevefejdens uroligheder fremtvang disse militært betonede herregårde.

Dateringsforsøgene for de 5 voldsteder giver grund til at antage, at de, rundt regnet, må være blevet til i tidsrummet fra c. 1100 til ind 14. - altså i Middelalderens århundreder. Det kan endelig slås fast, at de - måske med undtagelse af det ældste Nielstrup - ingenlunde har hørt til de stærkt befæstede borge. Omsluttende voldanlæg og dobbelte ringgrave savnes i bedste fald.
Men borge - fæster - vides de 5 herregårde at have været - de to sognes eneste bevarede faste pladser, da Hvidkildes og Lehnskovs middelalderlige voldsteder må regnes omdannede. Ingen af de to sognekirker havde da vesttårne til værn for befolkningen under fjendtlige indfald.
I Middelalderens urolige, konfliktfyldte tider måtte det ligge hver herremand på sinde at træffe i al fald visse sikkerhedsforanstaltninger - som også borgerne gjorde det for deres byers vedkommende. Der var det så meget mere, som krige i Middelalderen i så høj grad drejede sig om borge - foruden befæstede byer. Faste pladser betød en magt i datidens samfund - vort eget, som andre landes. Der savnes da heller ikke vidnesbyrd om, med hvilken febrilsk iver mangen herremand søgte at sikre sig mod overfald - af naboer, af borgerkrigshære - vel også af bønder, når "kotkarlene var galne med køller".
Der blev lagt stærkt beslag på bønderne - den billige arbejdskraft. For dem kunne det blive hårdt og slidsomt arbejde. Kongerne, der selv ikke tog det så nøje med at tvinge deres egne bønder til borgbygning, kunne dog gribe ind overfor uberettigede krav fra godsejernes side, som da Erik Plovpenning 1249 måtte forbyde uberettigede at tvinge Næstved Klosters bønder til "at indgrave og indplanke" borge. Kraftigst og mest alment forbyder dog Christoffer I.s rigslov 1256 herremænd at tvinge bønder til "munitiones et fossatas facere" - befæste og indgrave deres gårde, så længe hø- og kornhøst stod på. Betegnende er også, at det i forliget mellem Erik Menved og kongemorderne 1295 var en forudsætning, at ingen nye fæstninger måtte bygges. Ikke uden grund var kongerne under de stærke politiske brydninger mellem kongemagt og aristokrati ængstelige for herremænds private befæstningsbyggeri og gjorde gerne, hvad de kunne for at hindre det. Men 1326 måtte den svagt stillede Valdemar III love ikke at formene nogen ridder eller riddersmand at bygge, borge eller befæste deres gård eller opføre tårn og murede bygninger på dem. Senere i århundredet kom bagslaget med dronning Margrethes forordning 1396: "Efterdi at der er sket overvættes liden ret af de fæster, som nu er byggede, forbyde Vi nu nogen flere fæster eller barfred at bygges, på det at landet skal des skønnere koffres og komme til fred, skel og ret end de have nu snimen være." At den store dronnings befaling - forøvrigt næppe altfor strengt efterlevet - har været herremændene ubelejlig, fremgår alene deraf, at rigsrådet ved kong Hans' tronbestigelse i håndfæstningen af 1483 fik bestemmelsen gjort død og magtesløs. Kronens tilbagetog var ikke til at tage fejl af. Kongen erklærer: Item skulle vi ingen magt have, forhindre eller formene nogen gode mænd, åndelige eller verdslige i noget rige at befæste og bygge deres gårde, dem og riget til nytte og gavn. Interessant er den ændring i kongemagtens syn på private "fæster", der her kommer frem. Det indrømmes, at de også kan styrke rigets forsvarskraft. Bag indrømmelsen ligger erkendelsen af, at statsmagten nu var stærk nok til at holde opsætsige herremænd nede.

Når herremænd i de to sydfynske sogne - og, som det synes allerede i den ældre Middelalder - har villet værge hus og hjem, ja! set sig nødsaget til at gøre det, er det såre forståeligt. Thi netop det sydligste Fyn - egnen mellem Fåborg og Svendborg - blev særlig efter Valdemar Sejrs død hjemsøgt af alvorlige krigshandlinger. 1247 kæmpedes om Svendborg, året efter om Arreskov og det nære Holme Kloster er næppe gået fri. Efter 1253 var Svendborg et brændpunnkt i alvorlige begivenheder, ligesom senere 1289-90. I Holstenervældets år i det følgende årh. var også Fyn i almindelighed og Sydfyn i særdeleshed omstridt land og tilstandene i årevis lidet stabile.
Ensomt beligggende som de to sognes særbrudsgårde var, har alene isolationen måttet tilskynde til at befæste dem. Men dertil kommer, at disse gårde normalt havde en betragtelig størrelse og har haft fæstebønder, der kunne udnyttes. Vil også en undersøgelse omfattende større områder af vort herregårdsrige land vise, at det har været undtagelser, når særbrudsgårde har ligget uværnet hen?
Anderledes har det forholdt sig med landsbyhovedgårde. De lå indkapslet i et lille bysamfund, var selv af ret beskeden størrelse og deres muligheder for at udnytte fæstebønder ringere. At der rundtom i riget forekommer befæstede landsbyhovedgårde, som Skovsbogård i Egense sogn, ved vi. Men hvor hyppige var de? Vil atter her en nærmere undersøgelse vise, at langt de fleste ejere af disse mindre ejendomme beoede i ubefæstede gårde.

At konstatere en borgs type og specielle fortifikatoriske udformning er imidlertid ikke nok. Den virkelige forsvarskraft må søges påvist - såvidt det er muligt. Thi hvormeget var disse borge værd under belejring? Og var de stormfri?
Her må selvsagt tages i betragtning angrebs- og forsvarsmidler som de var i de århundreder - 12., 13. og 14. - da de her behandlede borge må formenes at bære blevet til.
Straks må fastslås, at de, mulig med udntagelse af Nielstrup, har været såre svagt befæstede, sammenlignet med de mange stærke, murede borge fra samme tidsrum, med høje mure og svære tårne - borge, der krævede relativt mange forsvarere. Men slige anlæg var så helt overvejende kongers, fyrsters og bispers værk, mer eller mindre prægede af den vældige udvikling af borgbygningen og befæstningskunsten ude i Europa i 12. og 13 årh. og fortsat videre frem i Middelalderens senere del, efterhånden under påvirkning af ildvåben. Med borge opført af herremænd som de var flest og med en som oftest meget fåtallig besætning af svende, forholdt det sig stort set anderledes. Med byggemåden alene med jord og træ - i begyndelsen af 12. årh. omtalt som karakteristisk for Norden - har man åbenbart fortsat langt op i Middelalderen på både større og mindre herregårde. Mottetårne og andre tårne af sten - samt svære, murede tostoksværks huse, folkevisens "stenhuse" har ganske vist forekommet både her og der, men øjensynligt som undtagelser. Indtil videre må man regne med, at de to fynske sognes herremandsborges bygninger langt op i Middelalderen har været i træ eller bindingsværk - indtil gravninger og nærmere undersøgelser afslører det modsatte. Som situatione foreligger, har man da kun de fortifikatoriske anlæg at holde sig til, vel at mærke i den skikkelse, hvori de nu henligger.
Farligt og vanskeligt er at arbejde med en opdeling af voldsteder i højborge og vandborge. Mere hensigtsmæssigt for forståelsen vil det være at anlægge synspunkter vertikalt og horizontalt forsvar. Ved det første går bestræbelserne ud påa t stille forsvarerne højt i forhold til angriberne. Ved det andet lægger man nok så meget vægten på at holde dem på afstand ved hindrende forværker af forskellig art - efter midten af 15. årh. en nødvendighed på grund af de nye ildvåbens øgede effektivitet. Forøvrigt var begge forsvarsmåder hele Middelalderen igennem i brug jævnsides - dog med fremhæven af den ene eller den anden af dem.
Til første gruppe, de vertikalt forsvarede hører afgjort de to motteanlæg, Søbos og Skovsbogårds, med deres kunstgjorte hovedvoldsteder, kronet af tårne. De er også de eneste, der med nogen ret kunne betegnes "højborge". Thi selvom både Nielstrup og Skjoldemose ligger højt i terrænet på fast land - deres borgsted følger den givne, naturlige terrænhøjde. "Højborge" kan de ikke kaldes - end mindre de lavt beliggende Bejerholm, Hvidkilde og Lehnskov - alle i sidt og vandfyldt terræn - for så vidt værdige betegnelsen "vandborge". Man mindes folkevisens Riber Ulf. Da han "lader en borg gøre" sætter han den "i stort udføre". Naturligvis er det tænkeligt at slige borge kan have haft tårne eller tårnagtige bygninger af den ene eller anden byggemåde til støtte for vertikalt forsvar. Givet er i al fald, at uanset beliggenhed, højt eller lavt, er samtlige kendte voldsteder blevet til indenfor den periode af vor Middelalders fortifikationshistorie, da det vertikale forsvar må have været det bærende princip. At man samtidig ved grave bestræbte sig for at holde en fjende på afstand, afkræfter ikke den kendsgerning.
Der var imidlertid også andre midler end højdeforsvaret, hvorved man kunne betrygge en borg.
Først grave (fossæ, fossatæ). Om Nielstrups og Skjoldemoses har været tørre, som folkevisens "dybe dige" er uvist. Alle de andre borges har været våde - vandfyldte. Gravene har opfyldt den simple fordring - ikke at have været til at springe over. Dybden er det nu ugørligt at dømme sikkert om, men våde grave har i al fald helst skullet være så dybe, at de ikke var til at vade over. Forøvrigt ansås gravearbejdet som særlig plagsomt. Grave var "kostbare nok og byrdefulde for folket", som det hedder 1385 om de af Valdemar Atterdag foranledigede befæstningsarbejder.
Som disse voldsteder nu ligger hen, kunne gravene anses for eneste udenværker. Men det må her ikke overses, at palisader - "planker" (asseres) har spillet en overordentlig vigtig rolle. De var regnet for et relativt stærkt værn. Palisader kan have omgivet en borg helt og holdent - også den eventuelle forborg. Har de været rejst både indenfor og udenfor graven, foruden på volde, hvor sådanne fandtes? At en borg var "velforpalisaderet" gav en tryg fornemmelse. Selv en mindre borg var ikke ilde værnet på den måde, som datidens angrebsmidler var. Men også det at "indplanke" en borg har været brydsomt og krævet ikke ringe tid og arbejdskraft. Hvad skulle ikke fældes af træer! Og dertil kom transport og tilhugning.
For angriberen gjaldt det om at komme så nær ind på forsvarsværkerne som muligt, hvor belejring før stormen var nødvendig. Ved større og vanskelige belejringer kunne man også selv opføre forsvars- og angrebsværker, som det vides fra Valdemar Atterdags krige. Det kaldtes at "omvolde" (circumvallare) den belejrede borg.
Hvilke var nu angrebsmidlerne, der var i brug i de århundreder, disse borge blev til. De synes, efter engang at have fået deres form og skikkelse, at have holdt sig uforandret, i al fald uden påviselige ændringer.
Af håndskydevåben havde man bue (sagitta) og pile (tela). Bueskytter (sagittarii) spillede stadig en rolle i datidens krige. Men også spydet som kastespyd kunne betyde noget. Mere virkningsfuld var armbrøsten (balista, arcubalista), af forskelligt materiale, konstruktioner og størrelse, i enkeltheder afvigende efter tid og sted. De svære armbrøster, fodfolket plejede at bruge, krævede en "armbrøstvinde" eller andre mekanismer for at kunne spændes. De pile, dette skydevåben udsendte, kunne være farlige nok for de angrebne, da deres gennemslagskraft var stor. I 15. årh. kunne de fra c. 150 meters afstand såre en mand dødeligt. Endnu på Jyske LOvs tid menes armbrøsten ikke herhjemme at have været anvendt i større udstrækning af menigmand. I 14. årh. var den derimod i hver våbenduelig mands hånd, og armbrøstskyter udgjorde en ikke uvæsentlig del af Valdemar Atterdags krigsmagt. Forøvrigt var den alt fra c. 1200 i brug i Valdemar Sejrs hære.
Mest effektive var dog blider (ballistæ), foruden visse andre krigsmaskiner. Blider var beregnet til at udslynge store sten eller andre projektiler og var hovedskytset i Middelalderens artilleri. De forekom og navnlig efter c. 1200 i stadig mere komplicerede typer og har, efter konstruktion og formål, mange navne, også de vekslende efter tid og sted. Meget store bliders skudvidde menes at have været 100-200 meter. Projektilernes vægt kan have været 50-70 kg. Hvor farligt dette skyts måtte være, kan man forestille sig, særlig hvor de ramte tårne og hse af bindingsværk eller træ, som da et blidekast 1134 gjorde det af med det drejelige trætårn på Haraldsborg ved Roskilde. Først fra denne tid kom blider i brug i Danmark. Saxo siger rent ud, at endnu i 1130erne var vi "her til lands kun børn af krigskunsten og kendte lidet eller intet til sligt sindrigt værktøj". Men det skulle blive anderledes!. Talrige er de tilfælde, helt fra Valdemar Sejrs dage, da blider omtales i forbindelse med belejring og erobring af borge - her ganske vist altid de stærke, strategisk vigtige - afgørende for magten i vedkommende landsdel. Men blider var besværlige, tungt arbejdende maskiner, meget kostbare - og vanskelige at transportere. Kun virkelig militære hærstyrker har kunnet råde over dem. De almindelige, private herregårdsfæster - som de her behandlede sydfynske - har vel kun sjældent kunnet udsættes for deres farlighed. Ret svagt befæstede, som disse borge var, krævedes der ikke så store anstalter for at bringe dem til fald. Men overfor en sådan artilleribeskydning måtte deres forsvar være så temmelig håbløst. Bag faste stenmure følte man sig selvsagt mere tryg end bag jordvolde og palisader - også når det var i en solid "stenstue". Her "ræddedes man hverken for pil eller skud, ej heller for blidekast", som en folkevisens borgherre fortræstnignsfuldt udtaler sig.
Af andre krigsmaskiner, der sikkert også kun er anvendt overfor faste stenborge og af virkelige hærstyrker kan nævnes catapulter (catapultæ) til svære pile, stormbukke (arietes), stormstiger og stormtårne.
Selv ret svagt befæstede borge måtte synes at kunne klare sig, når de kun stod overfor angreb med bue, spyd og armbrøst. Men andre farer truede - udsultning og vandmangel. Allerfarligst var ild, og man mindes folkevisens: "Brændte vare borgene, der bygte var af ny". Kunne man, bl.a. ved brandpile fra armbrøster få det til at fænge på virkningsfuld måde i palisadeværk eller i en borgs letbyggede bygninger, var både borg og besætning fortabt.
Først når en belejring på den ene eller anden måde havde gjort en borg stormmoden, skred man til sidste og afgørende angreb, undertiden forberedt ved opfyldning af graven eller ved omhugning af palisaderne, så der her opstod en "bresche". Nu gjaldt det nærkamp med hug- og stødvåben.

Stort set havde borgherren og hans svende de samme forsvarsmidler i våben som angriberne. Om nogen af de 5 sydfynske borge har haft blider eller andre tilsvarende krigsmaskiner er naturligvis et spørgsmål, men armbrøster har altid været et vigtigt våben i forsvarernes hånd. Ved 1375 havde borgen Ørum i Nørrejylland, 3 blider og 2 tylvter, sikkert armbrøstpile, foruden en armbrøstvinde. Formentlig har det været 2 tylvter til hver mand af besætningen. Jyske Lov forudsætter 3 tylvter pile til enkeltmands bue under ledingstogt. Nu var Ørum en kongelig borg, antagelig særlig godt forsynet med forsvarsvåben
En borgs forsvarskraft var imidlertid nok så meget afhængig af borgherren selv og af besætningen (castrenses) - dennes antal og begge parters moral. En meget stor og stærk borg som det ærkebiskoppelige Lilleborg på Bornholm havde ved 1250 en besætning på 200 mand. For almindelige herregårde, som bl.a. de her behandlede, må man sikkert regne med ganske små tal, i al fald til daglig. Kom fare på, har tallet kunnet øges.
Alle kilder tier, om de 7 borge har været prøvet i krig og kamp. Vi ved kun, at nogle af dem så sent som i Grevens fejde har mødt deres skæbne i tumultariske opløb. Da slog deres forsvarsmidler ikke til!.

Er talen om herregårdes beliggenhed i forhold til den almindelige bebyggelse, må man gøre sig klart, at somd enne havde formet sig indenfor det gamle danske rige fra oldtidens senere del og op igennem den ældre Middelalder, var den en udpræget landsbybebyggelse. Bebyggelse med enkeltgårde var sjælden, fraregnet visse områder og egne. Det er blandt isoleret beliggende ejendomme runtom i landet man må søge oprindelsen til de herregårde, der her er betegnet som særbrudsgårde. Landsbyhovedgårdene havde hver sin specielle plads blandt landsbyens øvrige gårde, i markfællesskab med dem, men det kunne dog også forekomme, at de, og fra meget gammel tid, har haft deres særjord, ornum - et til en vis grad priviligeret, samlet område. Et sådant ornum har altid tilhørt en stormand, i al fald en storbonde. Hidtil har dette forhold dog ikke kunnet påvises i de her behandlede to sogne.
Disse er nu stærkt opdyrket og fraregnet de nordlige dele er kun hist og her mindre skovpartier tilbage. Ved overgangen fra oldtid til middelalder var det anderledes. Som bebyggelsesforholdene er kendt, har der i yngre stenalder og broncealder været en del bosættelse, hvorimod der ikke i jernalderen synes at have været nogen større bebyggelse i de to omhandlede sogne. Da, og senere, hørte hele Sunds herred til det store sydlige skovland i Fyn. Et vældigt rydningsarbejde har fundet sted i egnen langs kysten fra Fåborg til Svendborg og videre op ad Nyborg til. Her kom kirkerne til at ligge tæt. Bortser fra det nære Ærø og Øresundskysten er denne strækning nu den tættest bebyggede egn i Danmark. Den dag i dag vidner i Ollerup sogn Skovsgård, Lindskov og Stågerup - af Stubbetorp dvs. torp på ryddet jord - og i Egense sogn Egenæs og Skovsbo om fordums skovrigdom. Drabelige rydninger har i fjerne tider fundet sted her, foretaget i flok eller af enkeltmand. Da der ikke i de to sogne forekommer landsbynavne med de ældste endelser, må det betyde, at bosættelse her er sket i relativ sen tid, selvom endelsen -næs i Egenæs kan gå tilbage til vikingetiden.
Har dette medført muligheder for det stærke privatinitiativ, der har givet sig udslag i forholdsvis mange særbrudsgårde?

Den egn i Sydfyn, hvor de to sognes beboere har indrettet sig er et særpræget morænelandskab, smukt afvekslende i bakker,d ale og sletter - ved alle årets tider rigt på lys og farver. Landskabeligt set en såre tillokkende egn! Der er imidlertid noget særligt ejendommeligt netop ved dette landskab.
I øst-vestlig retning skærer en lavning sig i et bredt bælte ind syd for det kraftigt modellerede højland, der stærkt stigende løfter sig i nord. Lavningen - hvori nu Ollerup sø, Nielstrup sø og Hvidkilde sø - foruden Sørup sø i øst - må betragtes som en tunneldal,d annet under isen som en gletcherflod, der vest for Ollerup sø nåede isranden og herfra fortsatte i en erosionsdal. Isstrømmens bevægelsesretning markeres af en slingrende række åsbakker. Forøvrigt formodes også Skårup sund - Svendborg Sund at være dannet i en tunneldal. Området mellem Svendborg Sund og tunneldalen er bølgeformet bakket og ret højtliggende.
I det slyngede dalstrøg, nær søerne, har landsbyen Ollerup og særbrudsgårdene Hvidkilde og Nielstrup lagt sig til rette, medens de Egense og Skovsbo mænd og skaberen af Lindskov har boret sig ind i det sydlige skovland og de Stågerup mænd og skaberen af det ældste Skjoldemose i det nordlige. Stort set er jorderne lermuldede, lette at behandle, fristende til bosættelse og agrarisk foretagsomhed. Hvorvidt disse ejendomme er opstået på ledig jord eller på overdrevsjord er foreløbig et åbent spørgsmål. Skulle herregårdens mænd udpege stedet for deres virke, måtte de, som de landmænd, de først og fremmest var, tage tilbørligt hensyn til de alt nævnte muligheder for at kunne råde over enge, mølledrift og fiskeri - alle afhængige af landskabets geografisk-geologisk beskaffenhed. Men også et andet hensyn kunne tages i betragtning - at deres hjem og bolig tillige kunne blive et fæste - et sted, hvor de ville være i stand til om fornødent at forsvare sig. Ejeren kan jo forøvrigt meget vel fra først af have boet et helt andet sted på sin ejendom, inden denne sidstnævnte fordring blev aktuel.

Helt valgfrit stillet var en sådan storbonde eller herremand følgelig ikke. Mindst bundet var den, der sad på en særbrudsgård, men han var dog i sit valg indskrænket til sit specielle jordareal, selvom dette kunne have en betydelig udstrækning. Bejerholms og det ældste Skjoldemoses jorder har endda, indtil et eller andet tidspunkt, ligget samlet i to sogne. Som alt tidligere fremhævet, har ejerne af Bejerholm, Søbo, Hvidkilde og Lindskov søgt deres sikkerhed og tryghed i lav beliggenhed, i vanskeligt tilgængeligt terræn. Anderledes med det ældste Skjoldemose.
Her var ejeren henvist til det nordlige højland, hvor hans jorder lå og måtte tage konsekvensen heraf. Et sligt hensyn var ikke nødvendigt for ejeren af det ældste Nielstrup. Lavningen ved Nielstrup sø tilbød sig, men han foretrak højderne i øst. Disse to mænd skabte - den ene nødtvungent, den anden frivilligt - deres borge på højdedrag. For den førstnævnte gruppes vedkommende var det let at få vandfyldte grave, for den andens var det vanskeligere, muligt ugørligt.
Stærkt bundet i sit valg var altid den herremand, der sad på en landsbyhovedgård, som ejeren af Skovsbogård. Hans bevægelsesfrihed var ringe, selvom han havde mulighed for at flytte ud i landsbyens udkant.

Har der ved valg af de befæstede gårdes beliggenhed også været taget militær-strategiske hensyn indenfor den begrænsning gårdens jorder måtte medføre?
Et meget vigtigt, men tillige vanskeligt spørgsmål bliver her disse herregårdes forhold til trafiksystemet, som dette må formodes at have været, da deres voldsteder blev til.Sejlbare vandveje synes det ikke at ahve været nødvendigt at tage hensyn til. Det åløb, der fra Sørup sø gennem tunneldalen baner sig vej vestpå gennem de to andre søer og vest for Ollerup sø bøjer af stik i syd ud i sundet, kan der næppe regnes med som indfaldsvej til egnen under krigeriske forhold. Den egentlige indfaldsport for fjendtlige skarer måtte Svendborgs gode havn have været - den, der på den anden side i fredstid lettede afsætningen af disse store landbrugsejendommes produkter. De havde kun 4-10 km.s vej til by og havn.
Hvad betød meget både i fred og fejde var vejnettet og her ganske særligt egnens absolutte hovedvej, den alfare vej mellem Svendborg og Fåborg, der fra gammel tid må ahve været en vigtig strategisk linie. Hvidkildes beliggenhed umiddelbart syd for denne vej har givet en befæstet her, længe i Kronens eje, en særlig mulighed for at tjene som vejspærre, samtidig med, at den, ligesom også det ældste Nielstrup har kunnet beherske passet mellem Hvidkilde og Nielstrup søer. Også Bejerholm, nær hovedvejen - kunne opfylde et vejspærringsformål. De andre veje i de to sogne har været af mere underordnet betydning - satte kun de enkelte landsbyer og særbrugsgårde i nødtørftig forbindelse indbyrdes. Lindskov, Søbo og ældste Skjoldemose lå meget isoleret, og indtil man ved mere om det middelalderlige vejnet for denne egns vedkommende, er det ugørligt at udtale sig om deres mulige betydning for spærring af veje eller pas.
Hvad vejene selv angår, må man regne med deres, efter moderne begreber, miserable tilstand. Stod det galt til med dem i 17. årh., hvor vejen mellem Ollerup og Kirkeby ironisk kaldes "besynderlig", var tilstanden sikkert mangefold værre i Middelalderen.

Omfanget af og grænserne for et herregårdstilliggende kan have ændret sig mange gange i tidernes løb, men helt uden kontinuitet har det ikke været, og lægger man kortene fra udskiftningstiden til grund, vil man, stort set, være på den sikre side, også m.h.t. herregårdes beliggenhed i forhold til deres jorder. Det turde da også være ejendommeligt, at i al fald Bejerholm, det ældste Nielstrup og vistnok også Hvidkilde har ligget nær grænsen til naboejendom. Hensynet til tryghed kan have medført valg af et militært velbegrundet, rent agrarisk set måske mindre praktisk egnet sted. For Skjoldemose og Søbo lader forholdet sig ikke mere opklare. Skovsbogårds forudsætning har været et særskilt.

Slutning
Anlægger man nu et samlende historisk-kulturgeografisk synspunkt på herregårdsproblemet i dette begrænsede sydfynske område, turde resultatet - eller rettere resultaterne blive følgende.
Det er først værd at slå fast, at, som bebyggelsen fra fjerne tider udfoldede sig i landsbyer og enkeltmandsbrug, var det en følge af en mænd og kvinder iboende egen folkelig kraft. Ingen ydre autorittet, ingen regering har blandet sig i, hvad her skete. De første skabere af de såkaldte særbrud har benyttet lejligheden til at tage jord, mens der endnu var nok af den at få, medens andre større ejendomme, med mulighed for engang at blive herregårde, er vokset frem indenfor en sambosættelses område. Med sikkerhed kan dette dog kun siges om Skovsbogård. Fuld af beundring må vi, de sentlevende efterkommere, tænke på den energi, der er lagt i rydning af tætte skove for at skabe dyrkeligt agerland og græsning for kvæg. De geologiske forhold er blevet udnyttet forskelligt. Landsbyerne holdt sig til det tørre,f aste land, nogle særbrudsdyrkere slog sig ned i tunneldalens søterræn, andre på højdedrag. Kun en, manden på Lindskov vovede sig ud i nærheden af det altid farlige hav.
I datidens samfund skulle statsmagten op igennem den ældste middelalder efterhånden gøre sig stærkt gældende, båret oppe af kongerne, der byggede deres borge, dem selv, men også riget til nytte og gavn. De kgl borge var rigsfæstninger. Og der var kirken. Spændt, som forholdet i lange perioder kunne være mellem kongemagt og kirke, turde heller ikke de høje kirkelige dignitatarier, ærkebiskop og bisper, undlade at opføre borge. Men med statens sikkerhed havde disse intet at gøre. De var standsfæstninger.
I skyggen af disse to stærke magter - stat og kirke - levede det danske agrarsamfund sit daglige liv. Men til det naturlige skel imellem store og små bønder kom imidlertid, at indgriben fra statens side også et andet skel. Det skete, da hærordninger muliggjorde det for de store og største bønder, at glide ind i en særlig krigerklasse - herremændenes. Hvor mange af dem, der greb denne mulighed vil altid stå hen i det uvisse. Af dem, der gjorde det, var der igen en hel del - i de to sydfynske sogne i al fald overmåde mange - der mente det nødvendigt at befæste deres gårde.
Når da disse herremænd, hverdagens dyrkere af jorden, indgravede og på anden vis værnede hus og hjem - hvad bevægede dem da dertil?
Motiverne har været forskellige, ofte vel en kombination af flere på en gang. Efterhånden som disse herremænd, større som mindre, var blevet en magt i staten, kunne det ske, at der opstod politiske konflikter også mellem dette verdslige aristokrati og kongemagten. Under slige forhold kunne der være grund til for en herremand at træffe foranstaltninger til forsvar af sin gård. Også borgerkrigene kunne berettige dertil, ligesom Holstervældens tid i 14. årh. Tiderne kunne være utrygge, særlig siden midten af 13. årh. og trods et vel udarbejdet retssystem, kunne man ikke altid være rolig for, hvad bønder og ildesindede naboer kunne finde på - tage sig selv til rette!
Men formålet har været rent egoistisk. At befæste af hensyn til rigets ydre fjender faldt ikke nogen herremand ind. Først i Middelalderens seneste del begyndte man at forstå, at herremændenes "fæster" burde tjene også rigets sikkerhed. Indtil da var herremændenes borge at opfatte som privatfæstninger.
Tilsammen har historiske og kulturgeografiske forhold skabt disse befæstede herregårde, formentlig i tiden fra c. 1100 til begyndelsen af 14. årh. - den store borgbygningsperiode i vor historie.
Det store problem er, hvorledes disse to sognes herregårdsmillieu - taget i videste betydning - forholder sig til det øvrige lands. Her vil det formentlig vise sig, at billedet vil træde frem med mange og interessante nuancer, om ikke blot historiske, men også kulturgeografiske synspunkter lægges til grund for kommende undersøgelser.